</ SA^
^D
DET KONGELIGE TEATERS HISTORIE
ROBERT NEIIENDAM
DET KONGELIGE TEATERS
HISTORIE
ni
1878—1882
V. PIOS BOGHANDEL — POVL BRANNER NØRREGADE — KØBENHAVN — 1925
f
PN
s. L. MØLLERS BOGTRYKKERI KØBENHAVN.
■J51076
Ide tidligere Bind af dette Værk fortaltes bl. a. om den nuvæs rende Teaterbygnings Tilblivelse og om de Kampe, der føn tes, for at Teatret kunde bestaa som Statsinstitution. Den ydre Strid var undertiden saa larmende, at den borttog Interessen fra Virksomhedens Kerne. Men i de fire Sæsoner, hvis Historie skildres i nærværende Bind, gled Teatret mere og mere ud af den politiske Diskussion. Med Byggegælden forsvandt det Stridspunkt, som paa uretfærdig Vis svækkede Omdømmet.
Sæsonerne 1878 — 1882 var en betydningsfuld Periode, en broget Mangfoldighed med mange Relationer til Nutidens Kunst. »Et Dukkehjem« fremkom, just da Oehlenschlågers lOOf Aarsdag var fejret ved en Mindefest, som efter Wilhelm Wiehes Bortgang havde Farvellets Karakter. Det hjemlige Drama blev nu væsentligst repræsenteret af Heises og Richardts Musikværk »Drot og Marsk«, medens Kaalund betragtede sin Eftervaars^ digtning »Fulvia« som en Kontraprøve mod Tidens Virkelige: hedskunst. Ibsens Indflydelse var overvejende, og det nyttede ikke, at Censorerne Molbech og Bøgh stræbte at dæmme op for det realistiske Gennembruds Mænd. Digtning og Scene stod i et befrugtende Forhold til hinanden. Naturalisterne prægede i stigende Grad Repertoiret, og de tog C. Hostrup til Indtægt, da han efter mange Aars Tavshed atter viste sig paa Kamppladsen. Foruden dansk og norsk dyrkedes især fransk dramatisk Lite ratur; undertiden gjorde Chefen, Kammerherre Fallesen, Te- atret til en Lydscene af »Théåtre Frangais«, medens Englands Skuespil udelukkende var repræsenteret af Shakespeare og tysk Aandsliv kun kendtes gennem Musikken. Rige Episoder, der udvidede den hjemlige Horisont, betegnede Signora Ristoris, Sarah Bernhardts og Coquelins Gæstespil.
For Værkets Hensigt og Metode er tidligere gjort Rede. Den langsomme Udgivelse forklares bl. a. af de store Forstudier i Ars kiv og Bibliotek. Forfatteren takker atter Direktionen for Carlsi bergfondet og Formanden for »Selskabet for dansk Teaten historie«, Hr. Generalkonsul Johan Hansen, for Støtte til Uds givelsen og udmærket Forstaaelse af Værkets Idé.
8. Oktbr. 1925.
Robert Neiiendam.
INDHOLD
Side
Repertoiret 1878—79 1
Rigsdagens Medlemmer faar gratis Adgang . . 10 Repertoirets Udførelse (derimellem »Drot og
Marsk«) 11
Afgange 1879 (deriblandt Wilh. Wiehes Af^
sked) 33
Status 1879 38
Staten betaler Byggegælden 39
Repertoiret 1879—80 41
100 Aarsfesten for Oehlenschlåger 50
Repertoirets Udførelse (derimellem »Et Duk*
kehjem«) 57
Ristoris Gæstespil 79
Hans Becks Debut. — Bournonvilles Død 97
Status 1880 103
Emil Poulsen bliver kgl. Skuespiller 104
Repertoiret 1880—81 105
Sarah Bernhardts Gæstespil 113
Marie Vanzandts Gæsteoptræden 120
Repertoirets Udførelse (derimellem »Fulvia«). . 122
Ansættelser 1881. Molbechs Afgang 146
Status og Politik 1881 151
Coquelins Gæstespil 155
Repertoiret 1881—82 og dets Udførelse 157
Forkastelsen af »Gengangere« 181
Status 1882 195
Kildehenvisninger og Registre 203
HUNDREDE EN OG TREDIVTE SÆSON
1. SEPTBR. 1878—7. JUNI 1879.
(260 ORD. FORESTILLINGER + 5 EKSTRAFORESTILLINGER)
SEPTEMBER. S. 1. Ambrosius (10). M. 2. De to Armringe. (1. Akt). Barselstuen (150).
(En Frue: Frk. Augusta Lønborgs første
Optr.). Ti. 3. Græshoppen og Myrerne (1). Alferne (97). O. 4. Græshoppen og Myrerne (2). Skandinavisk Quadrille. Kjær«
lighed og Lykketræf (14). To. 5. Kjærlighed og Lykketræf (15). Pontemolle (30). F. 6. Barselstuen (151). Divertissement af »Troubadouren«. L. 7. Et Compagniskab (26). Alferne (98). S. 8. Ambrosius (11). M. 9. Græshoppen og Myrerne (3). Skandinavisk Quadrille. Kjær«
lighed og Lykketræf (16). Ti. 10. Et Compagniskab (27). Pontemolle (31). O. 11. De to Armringe (1. Akt). Barselstuen (152). To. 12. Græshoppen og Myrerne (4). Alferne (99). F. 13. Et Compagniskab (28). De Usynlige (38). L. 14. Et ungt Menneske (1). Kjærlighed og Lykketræf (17). S. 15. Ungdom og Galskab (162). M. 16. Et ungt Menneske (2). Alferne (100).
Ti. 17. Ambrosius (12). '.
O. 18. Et ungt Menneske (3). De Nygifte (65). To. 19. Ungdom og Galskab (163). F. 20. De Nygifte (66). Alferne (101).
L. 21. Græshoppen og Myrerne (5). Intriguerne (88). Pontemolle (32). S. 22. Kongen har sagt det (16). M. 23. De Usynlige (39). Pontemolle (33). Ti. 24. Et ungt Menneske (4). De Nygifte (67). O. 25. Drot og Marsk (1).
To. 26. Barselstuen (153). Skandinavisk Quadrille. F. 27. Ambrosius (13). L. 28. Ungdom og Galskab (164). S. 29. Drot og Marsk (2). JVl. 30. Et Compagniskab (29). Intriguerne (89). La Ventana (108).
R. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie. III. 1
2 REPERTOIRET 1878—79
OKTOBER.
Ti. 1. Kongen har sagt det (17).
O. 2. Inden Døre (1).
To. 3. Drot og Marsk (3).
F. 4. Et ungt Menneske (5). Intriguerne (90). Fra Siberien til Mo«
skou (23). L. 5. Inden Døre (2). S. 6. Ambrosius (14). M. 7. Kongen har sagt det (18). Ti. 8. Ungdom og Galskab (165). O. 9. Inden Døre (3).
To. 10. De Usynlige (40). Intriguerne (91). La Ventana (109). F. 11. Drot og Marsk (4). L. 12. Barselstuen (154). Bacchusfesten (12). S. 13. Inden Døre (4). M. 14. Drot og Marsk (5). Ti. 15. Farinelli (125). Bacchusfesten (13). O. 16. Don Juan (203). To. 17. Inden Døre (5). F. 18. Farinelli (126). Bacchusfesten (14). L. 19. Kongen har sagt det (19). S. 20. Ambrosius (15). M. 21. A*ing.fo*hi (25). Farinelli (127). Ti. 22. Drot og Marsk (6). . O. 23. De Nygifte (68). De Usynlige (41). To. 24. Et Compagniskab (30). Farinelli (128).
(Medlemmer af Rigsdagen har første Gang
fri Adgang til Teatret). F. 25. Kjærlighed og Lykketræf (18). Kermessen i Briigge (57). L. 26. Drot og Marsk (7). S. 27. Inden Døre (6). M. 28. Ambrosius (16).
Ti. 29. Kjærlighed og Lykketræf (19). De Usynlige (42). O. 30. Ambrosius (17). To. 31. Gift (1). Kermessen i Brugge (58).
NOVEMBER. Martha (19). Gift (2). Farinelli (129). Drot og Marsk (8). Gift (3). Fra Siberien til Moskou (24). Et Compagniskab (31). Kermessen i Briigge (59). 6. Gift (4). Græshoppen og Myrerne (6). Intriguerne (92). Ambrosius (18).
|
F. |
1. |
|
L. |
2, |
|
S. |
3. |
|
M. |
4. |
|
Ti. |
5. |
|
O. |
6. |
|
To. |
7. |
REPERTOIRET 1878—79 3
F. 8. Gift (5). Violinspil af Pablo de Sarasate, som fremkaldtes. Et
Compagniskab (32). L. 9. Mellem Slagene (22). A*ing*fo*hi (26). Violinspil af Pablo de
Sarasate, som fremkaldtes. S. 10. Ambrosius (19).
M. 11. De Nygifte (69). Kerm essen i Briigge (60). Ti. 12. Inden Døre (7). O. 13. Tryllefløiten (57).
To. 14. Kjærlighed og Lykketræf (20). Farinelli (130). F. 15. Inden Døre (8). L. 16. Ambrosius (20). S. 17. Vaarluft (1). Farinelli (131). M. 18. Tryllefløiten (58). Ti. 19. Vaarluft (2). Fruentimmerskolen (60). O. 20. Drot og Marsk (9).
To. 21. A*ing.fo*hi (27). Et Compagniskab (33). Bacchusfesten (15). F. 22. Vaarluft (3). Farinelli (132). L. 23. Martha (20). S. 24. Ambrosius (21). M. 25. Ungdom og Galskab (166). Ti. 26. Farinelli (133). I Carnevalstiden (1).
O. 27. Vaarluft (4). Kjærlighed og Lykketræf (21). Intriguetne (93). To. 28. Inden Døre (9).
F. 29. Alferne (102). I Carnevalstiden (2). L. 30. Postillonen i Longjumeau (31).
DECEMBER. S. 1. Erik den Fjortende (1). M. 2. Farinelli (134). I Carnevalstiden (3). Ti. 3. Postillonen i Longjumeau (32). O. 4. Ambrosius (22). To. 5. Erik den Fjortende (2). F. 6. Inden Døre (10).
L. 7. Vaarluft (5). Kermessen i Briigge (61). S. 8. Tryllefløiten (59). M. 9. Erik den Fjortende (3). Ti. 10. Martha (21). O. 11. Ambrosius (23).
To. 12. Sparekassen (107). I Carnevalstiden (4). F. 13. Kongen har sagt det (20). L. 14. Alferne (103). Fra Siberien til Moskou (25). S. 15. Ambrosius (24). M. 16. Postillonen i Longjumeau (33). Ti. 17. Tryllefløiten (60).
4 REPERTOIRET 1878—79
O. 18. Erik den Fjortende (4). To. 19. Vaarluft (6). Alferne (104). F. 20. Drot og Marsk (10).
L. 21. [Ingen Forestilling paa Grund af Prinsesse Thyras Formæ* ling med Hertug Ernst af Cumberland.]
(Emil Poulsen udnævnt til Ridder af Dbg.) S. 22. Inden Døre (11). M. 23. Martha (22). To. 26. Gjenboerne (98). F. 27. Erik den Fjortende (5). L. 28. Sparekassen (108). I Carnevalstiden (5). S. 29. Familien Fourchambault (1). M. 30. Alferne (105). Bacchusfesten (16).
1879. JANUAR.
O. 1. Ambrosius (25).
To. 2. Don Juan (204).
F. 3. Gjenboerne (99).
L. 4. Familien Fourchambault (2).
S. 5. Samfundets Støtter (22).
M. 6. Familien Fourchambault (3).
Ti. 7. Sparekassen (109). Blomsterfesten i Genzano (2. Afd.).
O. 8. Gjenboerne (100).
To. 9. Postillonen i Longjumeau (34).
F. 10. Familien Fourchambault (4).
L. 11. Inden Døre (12).
S. 12. Familien Fourchambault (5).
M. 13. Gjenboerne (101).
Ti. 14. Samfundets Støtter (23).
O. 15. Farinelli (135). Blomsterfesten i Genzano (2. Afd.).
To. 16. Familien Fourchambault (6).
F. 17. Sparekassen (110). Pontemolle (34).
L. 18. Ambrosius (26).
S. 19. Røverborgen (86). (Sekonddanser Walbom debuterer som
Camillo). (Virginie Montis Dødsdag). M. 20. Skikkelige Folk (35). (Suzanne: Frk, Lange o: Fru Koefods
første Optræden). Ti. 21. Familien Fourchambault (7). O. 22. Erik den Fjortende (6). To. 23. Martha (23). F. 24. Et Solglimt (1). Valkyrien (60). L. 25. Tryllefløiten (61). S. 26. Familien Fourchambault (8). M. 27. Don Juan (205).
REPERTOIRET 1878—79 5
Ti. 28. Et Solglimt (2). Valkyrien (61).
O. 29. Til Indtægt for Alderdomsforsørgelsesf ondet: Ambrosius (27).
To. 30. Skikkelige Folk (36).
F. 31. Tryllefløiten (62).
FEBRUAR. L. 1. Don Juan (206). S. 2. Et Solglimt (3). Vaarluft (7). Kong Salomon og Jørgen Hatte«
mager (87). M. 3. Farinelli (136). Pontemolle (35). Ti. 4. Røverborgen (87). O. 5. Samfundets Støtter (24). To. 6. Et Solglimt (4). Sparekassen (111). F. 7. De Nygifte (70). A«ing«fo«hi (28). Intriguerne (94). L. 8. Et Solglimt (5). Vaarluft (8). Pontemolle (36). S. 9. Jeannettes Bryllup (1). Alferne (106). M. 10. Familien Fourchambault (9).
Ti. 11. Tannhauser (18). (Sufflør J. A. Kørners^ Dødsdag).
O. 12. Mands Mod (1). Polka. Jeannettes Bryllup (2). To. 13. Røverborgen (88). F. 14. Mands Mod (2). Valdemar (144). L. 15. Skikkelige Folk (37). S. 16. Ambrosius (28). M. 17. Mands Mod (3). Polka. Kong Salomon og Jørgen Hatte*
mager (88). Ti. 18. Mands Mod (4). Valdemar (145). O. 19. Postillonen i Longjumeau (35). To. 20. Familien Fourchambault (10). F. 21. Tannhauser (19).
L. 22. Erasmus Montanus (112). Jeannettes Bryllup (3). S. 23. Kjøbmanden i Venedig (30). M. 24. Erasmus Montanus (113). Jeannettes Bryllup (4). Ti. 25. Familien Fourchambault (11). O. 26. Ambrosius (29). To. 27. Kongen har sagt det (21). F. 28. Kjøbmanden i Venedig (31).
MARTS. L. 1. Martha (24).
S. 2. Det gamle Hus (1). Mands Mod (5). Jeannettes Bryllup (5). M. 3. Det gamle Hus (2). Sparekassen (112). Ti. . 4. Don Juan (207). O. 5. Kjøbmanden i Venedig (32).
6 REPERTOIRET 1878—79
To. 6. Det gamle Hus (3). Mands Mod (6). Conservatoriet (91).
F. 7. Røverborgen (89), (Pauline Funck o: Fru Fallesens Dødsdag).
L. 8. Gjenboerne (102).
S. 9. Ambrosius (30).
M. 10. Røverborgen (90).
Ti. 11. A4ng*fo*hi (29). Kjærlighed og Lykketræf (22). Intriguerne (95).
O. 12. Kjøbmanden i Venedig (33).
To. 13. Erik den Fjortende (7).
F. 14. Farinelli (137). Conservatoriet (92).
L. 15. Røverborgen (91).
S. 16. Kjærlighed og Lykketræf (23). Farinelli (138),
M. 17. Inden Døre (13).
Ti. 18. Alferne (107). Conservatoriet (93).
O. 19. Kjøbmanden i Venedig (34).
To. 20. Gjenboerne (103).
F. 21. Ambrosius (31).
L. 22. Kjøbmanden i Venedig (35).
S. 23. Familien Fourchambault (12).
M. 24. Et Solglimt (6). De Fattiges Dyrehave (86). Conservatoriet (94).
Ti. 25. Ambrosius (32).
To. 27. Tannhauser (20).
F. 28. Skikkelige Folk (38).
L. 29. Det gamle Hus (4). Mands Mod (7). Kjærlighed og Lykke*
træf (24). S. 30. En Skjærsommernatsdrøm (1).
(Puk: Frk. Ida Berthelsens Debut). M. 31. Ambrosius (33).
APRIL.
Ti. 1. Det gamle Hus (5). Erasmus Montanus (114).
O. 2. En Skjærsommernatsdrøm (2).
To. 3. De Fattiges Dyrehave (87). Pontemolle (37).
F. 4. En Skjærsommernatsdrøm (3).
L. 5. Tannhauser (21).
S. 6. En Skjærsommernatsdrøm (4).
M. 7. Kjøbmanden i Venedig (36).
Ti. 8. En Skjærsommernatsdrøm (5).
(10. April: Signe Giebelhausen f. Winsløws
Dødsdag). M. 14. Lady Tartuffe (13). Ti. 15. Inden Døre (14). O. 16. En Skjærsommernatsdrøm (6). To. 17. Ambrosius (34). F. 18. Familien Fourchambault (13).
REPERTOIRET 1878—79
L. 19. Kjøbmanden i Venedig (37).
S. 20. Én Skjærsommernatsdrøm (7).
M. 21. Op. Faust (75). (Mefistofeles: Aage Foss' Debut).
(Siebel: Frk. Nanna Rosenstands Debut). Ti. 22. Et Solglimt (7). Farinelli (139). O. 23. De Usynlige (43). Fjernt fra Danmark (127). To. 24. Drot og Marsk (11). F. 25. Op. Faust (76). L. 26. En Skjærsommernatsdrøm (8). S. 27. Op. Faust (77). M. 28. Lady Tartuffe (14). Ti. 29. Op. Barberen i Sevilla (130). O. 30. Eftersommer (9). Fjernt fra Danmark (128).
MAJ. To. 1. En Skjærsommernatsdrøm (9). F. 2. Hans Heiling (85). L. 3. Ambrosius (35). S. 4. En Skjærsommernatsdrøm (10). M. 5. Wilhelm Tell (78). Ti. 6. Lady Tartuffe (15). O. 7. En Skjærsommernatsdrøm (11). To. 8. Jægerbruden (140). F. 9, Ambrosius (36). L. 10. Lady Tartuffe (16). (Kammersanger Simonsen udnævnt til Rid*
der af Dbg.). S. 11. En Skjærsommernatsdrøm (12), M. 12. Mands Mod (8). Polka. De Nygifte (71). Ti. 13. Eftersommer (10). Fjernt fra Danmark (129). O. 14. Et Compagniskab (34). Sparekassen (113). To. 15. De Usynlige (44). Polka. Intriguerne (96). F. 16. Fruentimmerskolen (61). La Ventana (110). L. 17. Et Compagniskab (35). Farinelli (140). S. 18. En Skjærsommernatsdrøm (13). M. 19. En Skjærsommernatsdrøm (14). Ti. 20. Jægerbruden (141).
O. 21. Fruentimmerskolen (62). Fjernt fra Danmark (130). F. 23. Wilhelm Tell (79). L. 24. En Skjærsommernatsdrøm (15). S. 25. Ambrosius (37). M. 26. Hans Heiling (86). Ti. 27. En Skjærsommernatsdrøm (16). O. 28. Familien Fourchambault (14).
8 STATSREVISIONENS KRITIK
To. 29. Farinelli (141). Blomsterfesten i Genzano (2. Afd.). F. 30. Lady Tartuffe (17).
Ti. 3. Juni: Til Indtægt for Alderdomsforsørgelsesf ondet: Ambro*
sius (38). O. 4. Juni: Afskedsforestilling for Wilh. Wiehe, som fremkaldtes: Hakon Jarl (3. og 4. Akt).
(Einar: Wilh. Wiehe junr.'s sidste Optræden). Embedsiver eller Hr. og Fru Møller (75). Epilog. (5. Juni: Kr. Mantzius' Dødsdag). F. 6. Juni: Afskedsforestilling for Fru Levinsohn, som fremkaldtes:
Regimentets Datter (106). L. 7. Juni til Indtægt for C. Hostrup: Gjenboerne (104).
(1. Spidsborger: Julius Dockers sidste Optræden).
[I Efteraaret 1878 sang Simonsen ved et Par filharmoniske Kon* certer i Hamborg.
I April^ — Juni 1879 optraadte Augusta Schou blandt italienske Sangere som Marguerite af Valois i »Hugenotterne« paa Covent Gar# den i London samt medvirkede ved flere Koncerter, bl. a. i Krystal* Paladset og hos Dronning Victoria.
I Juni — Juli turnerede i danske og skaanske Byer bl. a. Christos phersen, Erhard Hansen, Jastrau og Frk. Bournonville i Forbindelse med det svenske Sangerpar Willman bl. a. med »Regimentets Datter« paa Programmet.
16. August blev paa Initiativ af Skuespillerne Frederik Christensen, Julius Larsen og Emil Bugge Skue spillerforeningen stiftet. Formaalet skulde være at oprette en Syge* og Begravelseskasse samt et Alder* domsforsørgelsesfond for Medlemmer fra alle danske Teatre. Paa Stiftelsesdagen var Kassebeholdningen 4 Kr. og 10 Øre. Severin Abra* hams blev valgt til Formand].
Statsrevisorerne Balthazar Christensen og Sofus Høgsbro begyndte Rigsdagsaaret med at gøre Blæst af forskellige Poster paa Teatrets tidligere Regnskaber. Skønt alle vidste, at Kassen ikke evnede at udrede Renterne af Gælden til Sorø Akademi, skrev de to Herrer diktatorisk: »Det paahviler Ministeriet at stille Theatrets Udgifter saaledes, at Finanslovens Bud kan fyldestgøres, en Pligt, hvorfra ialtfald kun Lovgiv? ningsmagten, men ikke Ministeriet kan løse«. Snart bebrejdede d'Hrr. Chefen, at han havde benyttet sin Ret til midlertidig at laane Driftskapital hos Sorø Akademi, og snart dadlede de
KULTUSMINISTER FISCHER OG GÆLDEN 9
ham, fordi han ikke havde gjort det. Mod dette politiske »Knips i Lommen« holdt Fallesen i Landstinget en fortræffelig Tale, hvori han mindede om det gamle Ord »Tager Du Hatten op, faar Du Prygl, og lader Du den ligge, faar Du ogsaa Prygl« — det vil sige, naar man i det Hele taget tager imod Prygl, men det gør man undertiden ikke«. Punkt for Punkt tilbageviste han Statsrevisorernes Kritik og konklu* derede med en Bemærkning om, at det var d'Hrr.s Pligt at re* præsentere »den rene Retfærdighed« — uden at tage politiske Hensyn. Under Debatten maatte Fallesen retlede ikke faa skæve Opfattelser. Særlig karakteristisk var den, som Gaard? ejer Anders Clausager fremsatte, da han bebrejdede Chefen, at han i Stedet for at leje Scenemøbler lod disse forarbejde paa Teatrets Snedkerværksted. Skønt Besparelsen ved denne For* anstaltning var evident, mente Gaardejeren, at den i Længden var upraktisk, »fordi Møblerne jo efterhaanden blev gamle«. Det var aabenbart ikke gaaet op for den brave Kritiker, at Skuespil kræver Møbler fra de forskelligste Tidsaldre og af det forskelligste Udseende.
I Sommeren 1878 bestemte Kultusminister Fischer sig ende? lig til at forelægge den kommende Rigsdag et Forslag, der gik ud paa at faa Gælden betalt af Statskassen. Han havde tidli? gere kredset om denne Plan, men ikke vovet at fremsætte den (jvfr. II pag. 44). For nu til Gengæld at byde Venstre noget, der i hvert Fald havde Nyhedens Interesse, agtede han at afskaffe Abonnementet og nedsætte Priserne. Men Fallesen proteste* rede heftigt: Det var ikke Teatrets Opgave stadig at spille »Kassestykker« af »Ambrosius«?Typen, og ophævedes Abonne? mentet, forjog man Institutionens gamle Venner, som hjalp den med at frede om et gennem mere end hundrede Aar erhvervet Repertoire. Heldigvis opgav Ministeren sine Eksperimenter uden samtidigt at opgive Forslaget, til Grund for hvilket der laa det naturlige Ræsonnement, at Staten hellere maatte betale Gæl* den paa én Gang fremfor at udrede de 58,000 Kr. om Aaret, som efter den nye Ordning stod opført paa Budgettet til Afdrag og Renter (jvfr. II pag. 187). Men da Folketinget opløstes om Ef;: teraaret, og nye Valg blev udskrevet, var Forslagets Skæbne ukendt. Forinden havde Redaktør Bille søgt at formilde Rigs?
10 RIGSDAGENS MEDLEMMER FAAR GRATIS ADGANG
dagsmændenes Sind ved at slaa et Slag for deres fri Adgang til Tilskuerpladsen, »siden de nu havde faaet det højst byrdefulde og i og for sig uhensigtsmæssige Arbejde at skulle følge med Teatret og sætte sig ind i alle dets Enkeltheder«. Gratis Ad* gang kunde rimeligvis gives uden Indtægtstab, da det var sta# tistisk oplyst, at der i Sæsonen 1876 — 77 stod 41 pCt. og i 1877 — 78 endog 47 pCt. af Pladserne i første Parket ledige. Mini* steren indrømmede, at Tanken nu burde realiseres — den var forlængst gennemført i andre Lande. Nogle Dage senere (24. Oktbr.) stillede Fallesen gennem Formændene første Gang 25 Billetter til Raadighed. I Begyndelsen var der en Del Uvilje mod »Gaven«, og enkelte Folkerepræsentanter sendte endog Billetten tilbage, ja, »Morgenbl.« paastod, at det overhovedet kun var Højre, som gik i Teatret. Bladet opdagede dog snart Medlemmer af Moderationen i Parkettet og meddelte deres Navne, indtil en af disse. Arvefæster Rasmus Olsen fra Maribo, fremkom med den Oplysning, at »Morgenbl.«s radikale Venner, for Eks. Hans Hansen, Menstrup, og Redaktør Poulsen, Svend* borg, fornuftigvis ogsaa benyttede Fribilletterne. Saa blev der stille om Sagen. Da intet Parti in pleno vedtog et Afslag, men overlod Medlemmerne at handle efter Behag, lærte Rigsdags* mændene snart at sætte Pris paa den ugentlige Teateraften. Ved Sæsonens Slutning fik Billetkassereren endog 100 Kr. af Folketingets Kasse som Tak for sin Ulejlighed, og paa Forslag af Bille blev det vedtaget at nedsætte Budgettets kalkulerede Indtægt med 1500 Kr. som et Ækvivalent for det Tab, Teatret muligvis led.
Aaret kunde kaldes »Smaanyhedernes« Sæson — der opfør* tes nemlig ikke færre end seks nye Enaktere indenfor de tre Kunstarter. Den første var »Græshoppen og Myrerne« (La Cigale chez les Fourmis), et Alderdomsarbejde af Scribes Med* arbejder Ernest Legouvé, der tidligere havde skaffet Teatret de store Sukces'er »Dronning Marguerites Noveller« (1851) og »Kamp og Sejr« (1859); hans Medforfatter var nu Eugéne Labiche, og Oversættelsen var besørget af Dr. med. Conrad Krebs. Titlen lød besynderlig i danske Øren, men et fransk Publikums Tanke henledtes straks paa La Fontaines Fabel om Græshoppen, der ved Vintertid bad den sparsommelige Myre
»GRÆSHOPPEN OG MYRERNE« — »ET UNGT MENNESKE« 11
om Hjælp, men fik til Svar, at da den havde bortsunget Ind* samlingens Tid, maatte den sulte nu. Legouvé anvendte imid* lertid Fablen paa en Maade, der var modsat dens gængse mo* ralske Betydning, idet han i sin konstruerede Bagatel, der ikke savnede Elskværdighed, lod Letsindighedens Repræsentant sejre totalt over Sparsommelighedens. Denne Forandring op* rørte Molbech. Hans Sympati var ganske paa de filistrøse »Myrers« Side, og han levnede ikke »Græshoppen« nogen Ære: »Det hele overfladiske Raisonnement,« skrev han, »har for mig en Bismag af Franskmændenes vie facile«. Altsaa burde Styk* ket ikke opføres. Men Fallesen var af en anden Mening. Han havde Brug for en klædelig Ungpigerolle til sin Protegé, Frk. Lund, hvis Evner han desværre bedømte forkert. Hun ejede ikke Udtryk for det naive Skælmeri og ubevidste Koketteri, som gør saadanne franske Teateringenuer ligesaa pikante som usandsynlige. Men Stykkets Udførelse ved Brødrene Poulsen og Frk. Nielsen morede som Helhed, og hvis Fru Hennings havde spillet den unge Pige, var »Græshoppen og Myrerne« sik* kert blevet opført mere end seks Gange. —
Skolebestyrer Johannes Helms' Lystspil paa rimede Vers i én Akt »Et ungt Menneske« opførtes anonymt, men Forfatte* ren blev opdaget, og da Stykket kort efter udkom, bar det hans Navn. Paa Grund af sit venskabelige Forhold til Helms bad Molbech sig fritaget for at afgive nogen Censur — vel at mærke efter at han privat havde meddelt Forfatteren Stykkets Mang* ler, uden at han havde villet tage Hensyn til Censors Raad. Do* cerende Vidtløftighed svækkede dette lille Arbejde, hvis lette Vers »Morgenbl.« træffende sammenlignede med de »humori* stiske Viser, der fremvoksede saa frodigt for en Snes Aar siden medens Chiewitz, Helms og Adolph Reche var unge«. Hånd* lingen drejede sig om en kolerisk Konsul (Wiehe), som havde oplevet Begejstringen i 1848, og som nu vredes over Ungdom* mens trætte Væsen efter 1864. For at faa Liv i sit Hjem tilbyder han gennem Avisen et Menneske »med uforfalsket Ungdom« Plads. En kvik Pige (Fru Hennings) søger Stillingen og løser den Opgave, som Konsulen egentlig havde tiltænkt et Mand* folk: Husets Søn (Jerndorff) skifter Ham, idet hans blaserte Væsen forvandles til opbrusende Ungdommelighed. Men Kon*
12 »MANDS MOD« — »VAARLUFT«
sulens Eksperiment interesserede ikke i tilstrækkelig Grad Publikum, skønt Stykket fik en solid Udførelse. »Et ungt Men* neske« opførtes kun fem Gange. —
Stort bedre gik det ikke cand. jur. Sophus Bauditz' første sce* niske Arbejde »Mands Mod«, Skuespil i én Akt, der foregik i en jysk Købstad Anno 1700 og behandlede et novellistisk Sujet om en ung, kæk Adelsmand (Jerndorff), som ved en elsket Kvindes Hjælp (Frk. Dehn) bringes til at overvinde en Modløshed, der bemægtiger sig ham i Livets afgørende Øjeblikke. Men Yng* lingens Mangel paa Selvtillid savnede dramatisk Forklaring, og det vundne Mod tog sig heller ikke helt paalideligt ud. Men trods mangelfulde psykologiske Motiveringer for Figurernes Handlinger mente Molbech, at Stykkets gode Egenskaber, navn? lig dets »ret stemningsfulde Tone« vilde gøre sig gældende paa Scenen, og derfor tilraadede han Opførelsen. Under denne tog Bifigurerne, tre glade Drankere, som Rosenkilde, Cetti og Olaf Poulsen spillede. Interessen bort fra Stykkets gammelkendte Tanke, at Kærlighed kan gøre Dreng til Mand. »Mands Mod« opførtes otte Gange. —
To begyndende norske Forfattere fik ogsaa en Plads, som maatte synes rundhaandet, hvis man tænkte paa den Modstand, der mødte Bjørnsons og Ibsens første Arbejder (jvfr. I pag. 146 ff.). Molbech fraraadede ganske vist Antagelsen af Carsten Kiellands Skuespil i én Akt »Vaarluff«, fordi det var uklart i dramatisk Henseende, men Fallesen overhørte hans Dom, da han — ikke med Urette — mente, at Stykket vilde falde i Publikums Smag. Det indeholdt nemlig en sentimental Effekt* situation, hvori en Fader (Wiehe) endelig vedkender sig sin »uægte« Søn (Jerndorff), der elsker Stykkets unge Pige (Frk. Lund). Hun repæsenterede »Vaarluften« i Hjemmets Væv af Fortielse sammen med en gammel, snakkesalig Onkel, som Rosenkilde laante sit pudsige, gnavent^elskværdige Lune. Styk* ket var et typisk Epigonarbejde, spækket med Reminiscenser fra Samtidens norske og franske Dramatikere, men skønt Pres? sen gav det en ublid Medfart, opførtes det otte Gange. Redak? tør Wille hævdede, at det ikke var Nationalscenens Sag »at holde Spejlet for spirende norske Smaatalenter for at de kunne se deres Fejl og muligvis forbedre sig«. Dette Opdragerværk
»ET SOLGLIMT« — »GIFT« 13
henvistes til Christiania Teater, og først naar Forfatterne havde overskredet den Linje, der skiller Dilettantisme fra Kunst, burde deres Arbejder faa Plads i det kgl. Teaters Repertoire.
Fra Bergen kom ligesom »Vaarluf t« den lille Situation »Ved Solnedgang«, hvis Titel blev forandret til »Et Solglimt«. Styk* ket var anonymt, men skyldtes den norske Forfatter Nordahl Rolfsen. Det gav et stemningsfuldt Billede af Holbergs sidste Leveaar, hvori Sagnet om hans Ungdomsforelskelse i Chri* stianssand var benyttet til at kaste en kort Refleks af Kærlig* hedens Poesi ind i den gamle Pebersvends Studereværelse. Hol# berg (E. Poulsen) faar i Fiolstræde Besøg af en ung Pige (Frk. Dehn), der vil være Skuespillerinde; hun aflægger Prøve som Leonore i »Maskerade« sammen med Skuespiller Als (Jern* dorff) og bliver antaget. De Unge elsker hinanden, og Holberg giver sit Minde til deres Forbindelse, da det under Samtalen har vist sig, at hun er Datter af den Kvinde, »som altid er usyn? lig tilstede paa Bunden af hans Sind«. Den lille Handling var naiv og uden historisk Hjemmel, men ikke uden poetisk Følelse. Emil Poulsens Spil var mere aandfuldt end Rollen: Med Arbiens HolbergsMaske samlede han en Mængde Enkeltheder til et lille, skarpt Billede af en sygelig og irritabel Gamling, hvis uvilkaar* lige Stemningsudbrud røbede Digteren. »Et Solglimt« oplevede elleve Opførelser i to Sæsoner og blev siden benyttet af Casino ved Holbergfesten i 1884. —
Det Held, som fulgte Opførelsen af Emile Augiers Skuespil »Giboyers Søn« (jvfr. II pag.l9 ff.), gav Fallesen Lyst til at spille to Arbejder af samme Forfatter i denne Sæson — ejendomme* ligt nok hans første og hans sidste Skuespil. »Gift« (La. Cigué), Lystspil i to Akter, fremkom 1844 paa »Odéon« og virkede ikke alene ved sin Poesi, men tillige ved sit Støttepunkt i Livets ideale Magter som en frigørende Kontrast til Tidens øvrige Skuespil. Augier skildrer med Lune, hvorledes en Athenienser (E. Poulsen) omvendes fra et tomt Samliv med letfærdige Ven* ner ved en skøn Slavindes Kærlighed (Fru Eckardt), og Hånd* lingen udformes paa en ejendommelig Maade gennem en dob* belt Væddestrid. Men hans egentlige Hensigt var under den antikke Maske at rette bidende Slag mod sin egen Tids blaserte Egoisme. Saaledes virkede Stykket i Frankrig, men ikke i Kjø*
14 »FAMILIEN FOURCHAMBAULT«
benhavn, hvor det tværtimod, som C. Thrane skrev, gled »gan* ske venligt forbi«. Hovedgrunden til, at det mistede sit Salt, var den, at H. P. Holst — ganske imod Forfatterens Hensigt — førte det ind paa sikker antik Grund ved at forvandle Augiers Alexandrinere til den græske Komedies oprindelige Versemaal, Trimetret. Denne Ombytning, fra Originalens gratiøst legende Rytmer til det strenge, majestætiske Metrum, taalte Satiren ikke. Komikken vilde ikke fænge, skønt A. Rosenkilde og Olaf Poul* sen tolkede den paa farceagtig Vis i Vennernes Skikkelse; Fru Eckardt var pragtfuld at skue i det græske Klædebon, men Spil? let savnede sjælelig Vibration, og mellem disse Omgivelser kunde Emil Poulsen, trods sine fine Udtryk baade for Livstræt? heden og Fornyelsen, ikke redde Opførelsen. »Gift« gaves kun fem Gange.
Der var 34 Aar mellem »Gift« og »Familien Fourchambault« (Les Fourchambault), hvis poetiske Værdi var ringere, men som viste Augiers dramatiske Teknik paa Højdepunktet. I intet af disse Stykker nøjedes han med at røre Tilskuerne eller med at faa dem til at le, men stræbte at belære dem. »Familien Fourchambault«, Skuespil i fem Akter, handler om, hvorledes en »uægte« født Søn (Wiehe) redder sin Fader (O. Poulsen), der forlængst har glemt ham, fra økonomisk Ruin og ved sit Høj? sind ydmyger Husets legitime Søn (E. Poulsen). Konflikten mellem Faderens materialistiske Familie og den hjertensgode, illegale Søn førte til nogle bevægede Optrin, hvori Augiers hvasse Satire og frejdige Kraft aabenbarede sig. Han tog det ikke saa nøje med en Kende falsk Sentimentalitet eller over? dreven Ædelhed, naar blot Situationerne »bed«. Rørende Sce? ner, for Eks. hvor den forladte Moder (Frk. Nielsen) forlanger, at Sønnen skal hjælpe den Mand, der bedrog hende, vekslede med Øjeblikke, hvor Replikken knaldede som Revolverskud, saSrlig i Hovedscenen mellem Halvbrødrene, som Got og Coque? lin ainé spillede paa »Théåtre Frangais«. Dér opførtes Stykket første Gang i April 1878 og gjorde uhyre Lykke under Udstil? lingen, og derfra vandrede det over Alverdens Scener, ogsaa de nordiske, inden det — oversat af H. P. Holst — naaede frem i Kjøbenhavn. De Anmeldere, som ikke havde set den franske Opførelse, var særdeles tilfreds med Fremstillingen. Men Pa?
»DET GAMLE HUS« — »ERIK DEN FJORTENDE« 15
riserfarere syntes, at den savnede Lethed og den rette Forde* ling mellem Lys og Skygge. Teatrets Mangel af en talentfuld Sceneinstruktør var overmaade følelig i en saadan Komedie, der krævede Udarbejdelse af Enkelthederne. Emil Poulsen mild? nede — fordanskede — Stykkets unge Libertiner; Olaf Poulsens urolige Frodighed havde ikke let ved at finde Udtryk for en gammel, svag Provinskøbmand, der beherskes af sin tankeløse Ægtehalvdel. Til denne Karakter savnede Fru Nyrop Lune, og Frk. Lund — Husets forfængelige Datter — var stadig ikke Herre over sin Diktion. I tidligere Aar vilde Wiehe have passet bedre end nogen anden dansk Skuespiller til den altfor brave Søn med det tunge Drag i sit Sind, men nu var- hans Nedgangs* tid inde med Hæshed og Usikkerhed i Følge. Alligevel virkede »Familien Fourchambault« ved sin egen folkelige Kraft, skrevet som det var af en Mester i scenisk Appel. Stykket opførtes fjorten Gange.
Fra Frankrig kom ogsaa i Fru Sophie Trojels Oversættelse André Theuriets Lystspil i én Akt »Det gamle Hus« (La vieille Maison), der lovpriste landlig og gammeldags Hygge i Modsæt* ning til et uroligt higende Hovedstadsliv. Men Handlingen var uden scenisk Interesse og Tonen saa sødlig, at endog en Senti* mentalitetens Ven som Molbech tilraadede »en behersket Ud* førelse«. Stykkets Tilværelse var afsluttet med fem Opførelser, skønt Olaf Poulsen gav en dygtig Studie efter Phisters Figurer i Gammelmandsfaget. Pressen begyndte nu at vende sin Brod mod Pallesens Sympati for nette Smaastykker, hvis Mængde ingenlunde bødede paa Boniteten. Men heldigvis bød Sæsonen ogsaa paa større Forestillinger.
Deriblandt var cand. teol. Carl Bahnsons Tragedie i fem Akter »Erik den Fjortende, Konge af Sverig«, som blev indle* veret i Lindes Chefstid, men først naaede frem over to Aar senere. Molbech syntes, at Forfatteren i sin Skildring af den sindssvage Konge var blevet hængende i Sygdommens Sym.p* tomer uden at trænge ind til dens Naturgrund, det egentlig Sjælelige. Men da Dialogen var dramatisk i sin Knaphed, og Stykket bar Præg af »poetisk Syn paa Historien«, burde Teatret opføre det, trods Svagheder i Figurtegningen. Censor var over* bevist om, at Arbejdets gode Egenskaber vilde træde kraftigere
16 »ERIK DEN FJORTENDE«
frem paa Scenen end véd Læsningen. »Erik den Fjortende« burde have baaret Betegnelsen »historisk Skuespil«, ikke »Tra* gedie«, thi Handlingen bevægede sig med Troskab indenfor den historiske Ramme, men det tragiske Moment, den dybe Liden* skab, var just, hvad Arbejdet savnede. Den eftertænksomme Intelligens, der skabte Stykkets fortrinlige Eksposition, havde hverken Fantasi eller Kraft nok til senere at male med Stoffets blodrøde Farver. Handlingen var i altfor høj Grad bygget alene paa den sindssyge Konge, som der skulde Emil Poulsens Dyg* tighed til stadig at holde paa Sprængpunktet, men Skikkelsen var uden tragisk Højhed, og Omgivelserne, selv Karin Maans* datter (Agnes Dehn) og Jøran Persson (Jerndorff), rummede ingen ejendommelig Karakteristik, »Man saa' nok af blinkende Kaarder, men mærkede for lidt til den ubøjelige Skæbnes Fin* ger«, skrev »Berl. Tid.« Tragedien trættede Tilskuerne i den noget »Ha?stemte« Udførelse, den fik, hvad der gav Kjøben* bavnerne Anledning til at forandre Titlen til »Erik den Træt* tende«. Men naar Forfatterens senere Biograf, Ernst v. d. Recke, siger, at »Stykket blev slaaet ihjel af en daarlig Vittig* hed«, bygger han paa et ugrundet Skøn. Pressen anerkendte tværtimod i ualmindelig Grad Stykkets gode Egenskaber, dets solide Anskuelighed og navnlig dets lykkelige Mangel paa for* loren Billedpragt, og alle var enige i, at Fallesen havde handlet rigtigt, da han besluttede at opføre dette Debutarbejde. Publi* kum holdt sig heller ikke uvilligt tilbage, men lod, trods »Am* brosius«*Feberen, den røde Lygte lyse to Gange af de syv. Styk* ket opførtes; man beundrede ikke mindst Gyllichs Dekorationer og Emil Poulsens Kong Erik*Maske, et Laan fra Grev Rosens berømte Billede. Med Forventning saa' Pressen hen til Carl Bahnsons næste Arbejde, — som aldrig fremkom, skønt »Erik den Fjortende« endog forskaffede ham det Anckerske Legat. Trods den Opfordring til Fortsættelse, der laa i denne Aner* kendelse, var Forfatterens Selvkritik og Inerti uovervindelig. — Paa Fru Heibergs Initiativ havde Teatret i 1870 spillet Fru Magdalene Thoresens Skuespil »Et rigt Parti«, som Publikum var tilfreds med — det opførtes ti Gange — men som Kritikken tog ublidt paa, fordi der var et Misforhold mellem Stykkets tynde Handling og Dialogens blomstrende Sprog. I 1876 kasse*
»INDEN DØRE« 17
rede Fallesen hendes historiske Skuespil »Christoffer Walken^ dorf og Hanseaterne«, hvilket gik Forfatterinden nær til Hjerte, men Smerten modnede hende til at skrive »Inden Døre«, Skue* spil i tre Handlinger, der betegnede et Fremskridt i Retning af Naturlighed i Dialogen. Handlingen var som skaaret ud af Op? lysningstidens moraliserende Skuespil: En despotisk Fader (Cetti) kan ikke enes med sin dygtige Søn (Jerndorff). Den Gamles Tyranni brydes med den Unges Selvstændighedsfølelse, og Forholdet inden Døre bliver yderligere utaaleligt derved, at Sønnens Kæreste (Lydia Sørensen) spiser Naadsensbrød i Hu* set, da hendes Fader er bortrømt som Fallent. Bruddet kommer, de Unge staar i Færd med at forlade Hjemmet, da den Bort- rømte (Wiehe) pludselig vender tilbage fra Amerika som en Krøsus og tilbyder dem Hjælp. Forsoningen udgaar fra Mode* ren (Frk. Nielsen), hvem det lykkes først at omvende Skurken, en utro Kontorbetjent (E. Poulsen), som har næret Fjendskabet mellem Fader og Søn; dernæst faar hun Bugt med sin Mands Haardhed, saaledes at Stykket kan ende med en Fest, ved hvil* ken han lægger Grundstenen til de Unges fremtidige Hjem. Rammen omkring dette Indhold, et Købmandshus i en norsk Handelsby, og Situationernes Udformning bar tydeligt Præg af Paavirkninger fra »En Fallit« og »Samfundets Støtter«, men Karaktertegningen var ført helt ud i Folkekomedien. Derfor lød Molbechs Dom meget betinget: Stykket vilde hverken faa kunstnerisk eller økonomisk Betydning for Teatret. Fallesen var imidlertid ikke blind for, at det indeholdt et Stof, som kunde levendegøres af dygtige Skuespillere, og han saa' derfor paa trods af Regulativet bort fra, at Stykket var udkommet et Aar førend, det blev spillet i Kjøbenhavn. Folkekomediescenerne mellem Fader og Søn, den obligate, hjemvendende Amerikaner, Skurkens Uheld og Handlingens opbyggelige Udløb sikrede »Inden Døre« Publikums Tilslutning. Pressen bemærkede, at Fru Thoresen skyldte Skuespillerne stor Erkendtlighed; den dygtige Udførelse slog en Bro over det Usammenhængende i Komedien og gav ikke Flertallet af Tilskuerne Stunder til at opdage dens Skrøbeligheder og psykologiske Usandhed. Emil Poulsen var ukendelig som Kontorbetjenten — fra Forfatter* indens Side en Kopi af Dickens Uriah Heep. Hans listende
R. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie. III. 2
18 »EN SKÆRSOMMERNATSDRØM«
Gang og hans hyklende Gavtyvefjæs med de lumske, plirrende Øjne efterlod et Indtryk af Uhygge, som Olaf Poulsen vendte til Latter, naar han i en Birolle som en velnæret, godmodig Mægler bevægede sig i Luntetrav. »Inden Døre« blev spillet fjorten Gange, men det naaede ikke over i den følgende Sæsons Repertoire.
Sæsonens Lyspunkt indenfor Skuespillet var ubetinget Op* førelsen af »En Skærsommernatsdrøm« (Midsummernights dream), Shakespeares romantiske Lystspil i fem Akter fra oms kring 1600, skrevet som Festspil rimeligvis til en højfornem Vel* ynders Bryllup, et ungdommeligt Fantasispil af lyrisk og komisk Gratie, der nu for første Gang blev levendegjort paa den dan* ske Scene i H. P. Holst's Bearbejdelse, i hvilken der efter tysk Mønster var tilvejebragt Enhed mellem anden, tredie og fjerde Akt, og for hvilken Oehlenschlågers Oversættelse fra 1816 laa til Grund. Stykket er ikke noget egentligt Skuespil, men en Række yndefulde Scener, en skøn, vittig Leg i Sommernattens Kogleri, Vægten hviler slet ikke paa Personkarakteristikken, dér er ganske blød i sine Omrids, men udelukkende paa den lyriske Stemning. Skuespillerne er som Instrumenter i Meste* rens Haand: De skal udtrykke romantisk Elskov, Naturfølelse, let Sorg og tindrende Lykke, kaad Skæmt og barok Komik. Til denne poetiske Drøm, hvor paa Drømmes Vis Virkeligheden blander sig med Digt, havde Gyllich malet smukke Dekoratio* ner; navnlig betog hans Eventyr skov med Alfedansen i Maane* skinnet med de feagtige Farvebrydninger, som for første Gang fremkaldtes af elektriske Lysapparater. Af stor Betydning for det harmoniske Totalindtryk, Forestillingen efterlod, var Op* førelsen af Mendelsohn*Bartholdys melodiøse Musik, som kend* tes fra Klaverudtog og Koncertsale, men som først kom til sin fulde Ret i Sammenhæng med Digterværket. Klassisk Form* sans i Forbindelse med romantisk Stemningsfylde karakterise* rede disse Toner, som dannede Grundlaget for Komponistens Berømmelse. Alfeeventyrets Uro, al Legen med Guder og Men* nesker, Fryden og Smerten, afmales i denne Musik, der mod Slutningen samles i den pompøse Bryllupsmarch. Intet Digter* værk har faaet en mere kongenial musikalsk Ledsagelse. For* uden Tonerne havde Stykkets lyriske Element en mægtig Alli*
»EN SKÆRSOMMERNATSDRØM«
19
Rendegarn (Olaf Poulsen)
2'
20 »EN SKÆRSOMMERNATSDRØM«
eret i den sceniske Udstyrelse og de fantasifulde Dragter, som skyldtes Maleren Pietro Krohn, der her brød sig en ny, for hans Fremtid betydningsfuld Vej. Han havde bl. a. det Indfald at lade Danserindernes Skørter falde i naturlige, bløde Folder i Stedet for som hidtil at lade dem strutte i Tarlatan.^Stivhed, der mindede om de kortskørtede Englebørn i Toppen af en Kransekage. De elskende Par spilledes med vanlig Dygtighed af Fru Eckardt, Frk. Dehn, Emil Poulsen og Jerndorff; Fru Nyrop var for tung i sin Deklamation som Oberon, Frk. Lund for kjøbenhavnsk i sin Udtale som Titania, hvorimod Frk. Ida Berthelsen (jvfr. II pag. 40) havde en velomtalt Debut som Puk, skønt hendes Fremstilling savnede Sindets Trolddom og ikke hævede sig over den velinstruerede Balletdanserindes for* standige Gengivelse af Digterens Ord. Blandt de komediespil* lende Haandværkere var Rosenkilde diskret^morsom i Tøm* mersvenden Snips Rolle, medens Olaf Poulsen havde udstyret Væveren Rendegarn med en Rigdom af professionelle Bevæ* gelser, der virkede uhyre komisk i Rollens forskellige Skikkel* ser. Han var vidunderlig i sin Geskæftighed, den jordiske Bag* grund for Fantasiens Spil, det bedste Hoved blandt Omgivel* serne og overbevist om sin egen Fortræffelighed. Stor Jubel vakte hans Paafund i Komediescenen, hvor han — der ligger død paa Jorden — flyttede sig i det Øjeblik, Thisbe falder om, for at hun ikke skal komme til at ligge ovenpaa ham. Pressen betegnede Opførelsen som en Begivenhed, der her i Landet kun kunde finde Sted paa det kgl. Teater; endog Venstres Or* gan »Morgenbl.« bragte en Tak til Chefen og opfordrede Pu* blikum »til at se et af Kunstens uopnaaede Mesterværker«. Erik Bøgh bebrejdede H. P. Holst, at Oversættelsen manglede Shakespeare'sk Kolorit; medens Edv. Lembcke i sin Oversæt* telse lod Puk sige:
»Bonden slap den tunge Plov, snorker trygt paa haarde Puder<,
var Holst mere galant i sin Omtale af den Stand, der nu havde Magten i Folketinget og gratis Adgang til Teatret:
»Bonden har forladt sin Plov, hviler sine trætte Lemmer«.
Flere Blade spaaede, at Stykket vilde holde sig længe paa Re*
SKUESPILLETS REPRISER 1878—79 21
pertoiret. Spaadommen gik i Opfyldelse. Aar efter at Dekora* tionerne var falmede og Iscenesættelsen forældet, vedblev Olaf Poulsen med sin frodige Nyskabning fra 1879 at holde Liv i »En Skærsommernatsdrøm«. Først i 1917 spillede han Rende* garn for 129de og sidste Gang. —
Blandt Repriserne i 1878 — 79 var ogsaa en Shakespeare^^Fore* stilling, nemlig »Købmanden i Venedig« (The merchant of Venice), der senest i Edv. Lembckes Oversættelse blev opført i det gamle Teaters sidste Sæson. Blandt de nye Rollehavende udmærkede kun Wiehe sig som Antonio, et smukt Billede af en menneskekærlig, selvbevidst Mand. Wiehes Kamp for at holde sig oppe i sin syge Tilstand faldt harmonisk sammen med Køb* mandens forpinte Sind i Retsakten. Derimod styrkede hans Efterfølger som Bassanio, Adolph Jensen, ikke Forhaabningen om, at han vilde faa Værdi for Nationalscenen. Emil Poulsens Shylock var vokset i Beherskelse siden den sidste Opførelse. Han lagde Vægten paa Figurens jødiske Lidenskabelighed, Ha* det og Hævnfølelsen, og der var gribende Momenter i hans Spil under Retshandlingen, men hans Opfattelse udelukkede, at Shylock efter Dommen kunde rejse sig igen; slagen for alle Ti* der hviskede han den sidste Replik: »Jeg beder Jer, lad mig gaa min Vej«. Fjorten Opførelser lagdes til de tidligere; fra Premieren i 1828 til 1883 blev »Købmanden i Venedig« spillet 43 Gange, — Ved Genoptagelsen af »Barselstuen«, sidst opført 1875, blev Fru Sødring stærkt savnet; hendes Efterfølger som Gedske Klokkers, Frk. Franziska Hansen, kopierede vel hendes Ydre og imiterede Stemmen, men Lunet, hvormed Fru Sødring havde forgyldt hvert Ord, kunde hun ikke efterligne. Forøvrigt vakte Frk. Elga Betzonich i Stine Isenkræmmers Rolle for første Gang Opmærksomhed som Holberg*Skuespil* lerinde. Det samme kunde ikke siges om Frk. Caroline Chri^ stiane Louise Augusta Lønborg (født 3. Febr. 1857), der debu* terede som den »fornemme« Frue, men var saa angrebet af Angst, at hun tabte Herredømmet over sin ranke Skikkelse og sine Midler. Trods Dannelse og Lyst havde Frk, Lønborg heller ikke Heldet med sig i sine næste Roller, Hippolita i »En Skær* sommernatsdrøm« og Camilla i »Besøget i Kjøbenhavn« (1880), og trak sig derfor tilbage til Privatlivet, — Heibergs Eventy -*
22 SKUESPILLETS REPRISER 1878—79
komedie »Alferne« var ikke spillet siden 1872, men nærmede sig stærkt sin 100 Opførelse. Stykket gaves nu i delvis ny Rollebesætning og med en prægtig ny Dekoration til Alferiget, malet af Gyllich, men det fantastiske Element stillede større Krav, end H. P. Holst's Instruktion kunde opfylde, og af de Spillende var det egentlig kun Rosenkilde (Grimmemann) og O. Poulsen (Mannegrim), som havde den rette Eventyrfantasi over deres Skikkelser. Erik Bøgh bemærkede, at Lydia Søren? sen (Marie) og Elith Reumert (Henrik) snarere repræsenterede Lyriken fra 1878 end Romantiken fra 1835; de var begge unge og nydelige, men ingen af dem naaede op i den poetiske Sfære, hvor Stykket foregaar. Og just fordi den rette Stemning mang* lede i Fremsigelsen af Versene, foreslog »Dagbl.«, at Teatret burde forkorte Stykket. — Marivaux' Komedie i tre Akter »Kærlighed og Lykketræf« (Le jeu de l'amour et du hasard) var 1806 — 30 opført 13 Gange i en fra Tysk oversat Lokalisation under Titlen »Lige for Lige«, men blev nu præsenteret i en af den norske Literaturhistoriker Hartvig Lassen foretaget Bear:: bejdelse, som nylig havde gjort Lykke paa Christiania Teater. Denne karakteristiske Komedie fra en Periode i det 18. Aarh., da Sansen for det Monumentale veg Pladsen for det antydede Pikanteri, havde for nordiske Tilskuere en yderligere TiltræK.-- ning derved, at den gav Lejlighed til Sammenligning med Hol* bergs »Henrik og Pernille«; de to Komedier havde Forbilleder tilfælles, men blev vistnok skrevet uafhængigt af hinanden. Men trods Ligheden i Motiverne er der stor Forskel i Behand* lingen, den saftige Holberg'ske Komik er erstattet af en Række følelsesfulde Situationer og fint beregnede Ord. Intrigen er bygget paa Forklædning, der dog ikke, som i »Henrik og Per? nille«, sker uden, men tværtimod med de rette Vedkommendes Vidende, idet Elskeren (Jerndorff) lader sin Tjener (O. Poul* sen) spille Herre, for at han selv i Tjenerens Skikkelse kan iagt* tage sin ubekendte Brud (Fru Eckardt). Men hun kopierer straks Idéen; medens hun lader sin Kammerpige (Fru Hilmer) agere Frøken, ifører hun sig selv hendes Dragt. Disse Forklæd* ninger mellem Herskabet giver Anledning til nogle yndefulde Scener, til hvilke Kærligheden mellem Tjenestefolkene danner det burleske Modstykke. Komedien er en Dans af sirlige Ord;
»GENBOERNE«
23
de Optrædende skal paa den eleganteste Maade lege Skjul med deres Følelser. Skønt ingen af Skuespillerne tidligere havde levendegjort en »Marivaudage«, magtede de Formen og Tem^ poet. Fru Eckardt (Silvia) var let og pikant, Jerndorff (Dorante) virkede stilfuld, og Olaf Poulsen og Fru Hilmer agerede under stor Moro den franske Henrik og Pernille. »Kærlighed og Lykketræf« opførtes femten Gange i to Sæsoner. — »Gen- boerne« (jvfr. II pag. 29 ff.) genopførtes 2. Juledag med flere nye Rollehavende, blandt hvilke den vigtigste var Olaf Poul* sen som v. Buddinge. Han holdt Figuren saa nær som muligt til den af Mantzius skabte Type, og hele Pressen billigede Kopien: »Rollen hverken kan eller skal udføres i nogen anden Stil«, skrev Erik Bøgh. Olaf Poulsens Parodi paa Sel* skabsdannelsen var dog grovere end Kr. Mantzius', og han savnede Forgængerens livsalige Gemytlighed, naar han fortalte V. Buddinges Løgne, men til Gengæld overgik han ham i Deklamationsscenen og som den søvnige Beundrer af Madam Smidts Sangkunst. Hidset af Publikums Jubel blev hans Spil i Aarenes Løb fra kunstnerisk Maadehold ført ud i straa* lende Karikatur. Men allerede nu blev det beklaget, at den yngre Generation forgrovede Effekterne; det stærke Bifald forekom den Tilskuer, der erindrede
de Gamles ♦Spil, som »en Utaknemmelighed« (Edv. Brandes). Frk. Franziska Hansen havde ikke større Held med Kobber* smedemadammen end nys med Gedske Klokkers, og Rollen gik derfor snart tilbage til Fru Phister, der i sit Spil lagde an paa Konens Dumhed, ikke som Fru Sødring paa hendes hjerte* vindende Egenskaber; Fru Hilmer var derimod i sit rette Ele* ment som Amalie, og Hostrup gav Frk. Betzonich den Kompli* ment, »at han aldrig havde set Rikkes Rolle spillet bedre«. Hen* des Talent havde her fundet sit rette Leje. Paa et Spørgsmaal,
Løjtnant v. Buddinge (Kr. Mantzius)
24
JENS CHRISTIAN HOSTRUP OG TEATRET
som »Dags*Telgr,« fremsatte, »om Stykket nu ikke var forældet uden dog at være tilstrækkelig gammelt til at staa som Billede af en svunden Tid«, svarede Publikum afgjort Nej, »Genbo* erne« bevarede stadig sin Tiltrækningskraft, men — Komedien havde kun indbragt Hostrup 1944 Kr. for 104 Opførelser, siden den i 1846 kom frem paa Nationalscenen, altsaa ikke 20 Kr. pr. Gang. For de første syv Opførelser, som var private Sommer*
forestillinger, fik han hver* ken Antagelseshonorar eller Betaling, og da Styk* ket nu engang var kom* met trekantet ind i Re* pertoiret, benyttede se* nere . Direktører sig iflg. Regulativet til at honore* re ham paa særlig ubillig Vis. Økonomisk skadede det Hostrup meget, at hans Komedier i Reglen først blev opført af Stu* denter eller paa Privatsce* nerne. Ti Skuespil, deri* blandt Arbejder som vil leve, saalænge dansk Te* ater bestaar, indbragte ham i over en Menneske* alder kun ca. 21.000 Kr., medens Teatret (indtil 1881) betalte 10.670 Kr. alene for »Ambrosius« og 7639 Kr. for »Bertran de Born«. Ved at arrangere en Forestil* ling til Indtægt for Digteren, der nylig havde været syg, søgte man nu at bøde noget paa denne mangeaarige Usømmelighed. Initiativet udgik dog ikke fra Fallesen, men da det rygtedes, at Direktør Th. Andersen vilde realisere en Hostrup*Velgøren* hedsforestilling paa Casino med Kr. Mantzius som v. Buddinge, protesterede Rosenkilde og Brødrene Poulsen øjeblikkeligt imod, at »Genboerne« blev udlaant til en anden Scene. Inter*
Løjtnant v. Buddinge (Olaf Poulsen)
SKUESPILLETS REPRISER 1878—79 25
esserne krydsedes nu, og for at undgaa Strid besluttede Falle* sen at stille det kgl. Teater til Disposition. Ministeriet bifaldt hans Indstilling, men det valgte Tidspunkt var meget uheldigt: Efter at to Afskedsforestillinger havde lagt Beslag paa hele Teaterinteressen, gaves »Genboerne« den 7, Juni for daarligt Hus og under en trykket Stemning, thi Kr. Mantzius var død to Dage forud. Resultatet blev, at Hostrup ikke fik stort mere end 1000 Kr., som han forøvrigt allerede havde modtaget som Forskud fra Direktør Andersen. Dog lod han i Foyeren opslaa en »Tak til alle de ærede Skuespillere og Skuespillerinder og andre Assisterende ved denne Forestilling, fordi de paa denne Maade ville komme en forhenværende Teaterforfatter til Hjælp i trange Tider«.
Paa Grænsen mellem Skue* og Syngespil stod de Forges, St. Georges' og Leuvens »Farinelli« (Farinelli ou Le bouffe du roi), som Heiberg i sin Oversættelse fra 1837 kaldte Lystspil. Det gaves senest 1873, ved hvilken Lejlighed Kammersanger Christian Hansen sidste Gang udførte sin Glansrolle, og det var nu Fallesens Mening, at Simonsen skulde løfte Arven, men da han i Vrede over at maatte gøre sin Pligt i »Drot og Marsk« (jvfr. pag. 29 f.) undslog sig, faldt Valget paa Jerndorff. Han havde efterhaanden været sat paa meget udsatte Poster, men ingen vanskeligere end denne, hvor Kravet var at fremstille den bedaarende Romancesanger Carlo Broschi, som ved sin dejlige Røst og sin charmerende Personlighed vandt en indflydelsesrig Stilling ved det spanske Hof under Ferdinand den Sjette. Jern* dorff klarede imidlertid Skærene, omend Tilskuerne, skrev Erik Bøgh, havde Vanskelighed ved at forstaa, »at saa store Resul* tater kunde naaes med saa beskedne Midler«. Emil Poulsen var den tungsindige Konge, og Olaf Poulsen fik som Livlægen Gil Perez atter xej lighed til at give en Kopi af en sin store Lære* mesters Figurer. Stykkets naivt*romantiske Indhold og de sød* lige Melodier af »forskellige Komponister« gjorde atter Indtryk paa det ukritiske Publikum, saaledes at 49 Opførelser kunde lægges til de tidligere 124 indtil Udgangen af Sæsonen 1883 — 84. Genoptagelsen gavnede altsaa Kassen, men »Morgenbl.« havde alligevel Ret, da det hævdede, at »Farinelli« nu uden Tab for Kunsten kunde overlades til de private Teatre.
26 OPERAREPERTOIRET 1878—79
Operaen blev i denne Sæson beriget med et Hovedværk i dansk Musikhistorie. Det var »Drot og Marsk«, tragisk Sangdra* ma i fire Akter, paa hvilket Peter Heise og Christian Richardt havde arbejdet siden August 1875. Det dramatiske Indhold i Kæmpeviserne om Erik Glipping, Marsk Stig og Fru Ingeborg havde fristet adskillige Forfattere til scenisk Behandling. Foruden Hauchs Tragedie »Marsk Stig« (1850) kendte vor Scene et Sør? gespil af C. J. Boye og en Tragedie af Oehlenschlager med dette Emne, men intet af disse Arbejder bevarede en Plads paa Re* pertoiret gennem Tiderne. I mere end tyve Aar havde Stoffet groet i Heises Sind. Carsten Hauchs Tragedie fremkaldte 1856 hans første Komposition for Orkester, Ouverturen »Marsk Stig«, der tidligst opførtes i Musikforeningen, og hvis indle* dende Adagio senere blev anvendt som Forspil til »Drot og Marsk«. Heise stod alle Dage i Gæld til Hauchs Værk, som Christian Richardt efter hans Ønske lagde til Grund for sin Operatekst. Da Censor Molbech i Decbr. 1875 bedømte denne ubetinget rosende, fremhævede han navnlig dens poetiske Stemning og de skønne lyrisk^romantiske Enkeltheder: »At Stykket ved Siden af sin specielle musikalske Brugbarhed tillige er en smuk Digtning, hvori en hjemlig Sprogtone med Klang af Folkevisen er heldig anslaaet og gennemført, giver det naturlig* vis forhøjet Værd, ogsaa for Komponisten«. Næsten to Aar senere, 1. Novbr. 1877, blev Musikken antaget, og medens Heise havde travlt med Indstuderingen — endog Korprøverne ledede han selv — udsendte Richardt i Marts 1878 sin Tekst, som han tilegnede Komponisten og med Rette kaldte »Digtning af Digt* ning og Meget mit Eget«. Motiver fra Folkeviserne er med Behændighed flettet til en yndefuld Ingemann'sk Idyl, der ender med Hauch'sk Tragik. Dog lod han — ligesom Hauch — ikke Marskens Hustru være den af Kongen voldtagne, men forførte Kvinde. Denne Forandring af Arild Huitfeldts Beretning svæk* kede vel Værdien af Marskens og Fru Ingeborgs Hævnfølelse, men den bidrog til Skildringen af Kongen som en nordisk Don Juan. Heise ønskede, at han skulde virke »elskovsglødende, uimodstaaelig sanselig«, saaledes at det blev forklarligt, at baade Kulsvierpigen Aase, som efter Ingemanns Forbillede i »Erik Menveds Barndom« var indført i Handlingen, og Marskens
»DROT OG MARSK«
27
Marsk Stig Andersen (N. J. Simonsen)
Fru Ingeborg (Doris Erhard Hansen)
Hustru kaster sig i hans Arme. Publikum modtog Christian Richardts Digtning med stor Interesse; førend Musikken var kendt, udkom andet Oplag, hvad ikke tidligere hændte nogen dansk Operatekst. I Maj 1878 var Indstuderingen færdig, men Opførelsen blev klogelig udskudt til Slutningen af Septbr.
Og saa oprandt da den Aften, hvor dansk Tonekunst blev beriget med et udødeligt Værk, som bragte Komponisten hans største og sidste Sejr. Heise havde i Grunden alle Dage været en maskeret Dramatiker i sin Kunst; allerede en halv Snes Aar forud havde han kunnet give den scenisk erfarne Henrik Hertz adskillige Raad angaaende den dramatiske Bygning i deres Syngestykke »Paschaens Datter«, og »Drot og Marsk« betød den afgørende Svingning i hans Udvikling fra Romance* til
28 »DROT OG MARSK«
Operakomponist. Musikken var i alle de bærende Scener af monumental Art, svulmende i sin Livskraft, tragisk i sin Høj? hed, rig paa erobrende Skønhed og karakteriserende Træk. Richardts og Heises Muse lignede hinanden; der var den lykke? ligste Overensstemmelse mellem Toner og Tekst i disse roman? tiske Billeder, disse Syner fra Landets tidlige Historie: Festen paa Skanderborg og Mødet paa Viborg Thing mellem Kongen (Emil Poulsen) og den sejrrige Marsk (Simonsen), der er vendt hjem til sin forførte Hustru (Fru Erhard Hansen), Undsigelsen, de Sammensvornes Møde i Nattens Mulm, Fru Ingeborgs Afsked med Marsken, Kongen, der i sin Dødsnat forvildet for* følger Aase (Fru Keller) og endelig Hævnens Fuldbyrdelse i Finderup Lade. Værket sluttede med det skønne Kor, Vaade? sangen; det var først senere, man fandt paa at stryge denne pompøse Afslutning for at lade Handlingen ende med Kongens Drab. Pressen betonede straks, at man her stod overfor et mo* dent Værk, det mest værdifulde siden »Liden Kirsten«s Frem? komst (1846). Nogle Anmeldere anvendte — ligesom da Lange? Miillers »Tove« opførtes (jvfr. II pag. 163) — den Wagner'ske Alen, men Maalet vilde ikke rigtig passe. Emil Gigas maatte for Eks. nøjes med at konstatere, at Heise ikke brugte Lede? motiver, men heller ikke nærede »nogen Fordom mod den æl? dre Stils kombinerede Numre«. Ved sin dybe Oprindelighed egnede »Drot og Marsk« sig ikke til Sammenligninger. Det kunde i al Almindelighed siges, at Heise som Komponist var i Slægt med Schubert og Schumann, men selvstændig og ejen? dommelig og dertil saa dansk som alt, hvad der har sin Rod i Folkevisepoesien. Alle haabede, at »Drot og Marsk« vilde danne Fundamentet til en Række nationale Sangdramer, og Heise lovede, at der i hans næste Værk skulde komme »mere Musik«. Men Løftet blev ikke indfriet, thi Døden standsede ham. Det oprørte med Rette Christian Richardt, at Teatret ikke fandt Lejlighed til at højtideligholde hans Minde.
Heise, Emil Poulsen og Balletdirigent Gade ledede Iscene? sætteisen, som blev støttet af Gyllichs stemningsfulde Dekora? tioner; navnlig var Interiøret i Finderup Lade kongenialt med Musik og Tekst. Erik Glippings Parti havde Heise skrevet for Nyrops Stemme, men da Sangeren hørte, at han skulde »slaas
»DROT OG MARSK«
29
Kong Erik (Emil Poulsen)
ihjel af Simonsen«, forlangte
han en Forandring, som Heise
hverken kunde eller vilde gaa
ind paa. Nyrops Forstand
havde ingenlunde samme Vær*
di som hans Røst. Men efter
at Syngemester Gerlach havde
strøget Partiets høje A'er, vo*
vede Emil Poulsen sig i Lag
med Opgaven, hvad der fik
stor Betydning for Værkets
Sceneheld. Skønt Stemmen
kun trængte igennem, naar Ka*
pelmester PauUi dæmpede Or*
kestret, forlenede han Opfø*
reisen med en egen Glans,
som med ham gik tabt for
Værket og aldrig siden er vun*
det tilbage. Prægtig saa' han
ud i sit kongelige Skrud med de springende Løver paa Brystet,
og han havde just det »Kast i sit Øje, som gør al Troskab kold«.
Hans musikalske Fornemmelse og Situationsfølelse opvejede
Tabet af Partiets Tenorsødme, men det kunde ikke nægtes, at
Emil Poulsens Levendegørelse af den danske Folkevisekonge
blev en farlig Baggrund for Operisternes traditionelle Spil, og
da Heise ikke havde givet dem Anledning til »Bravursang«,
vejede deres vokale Overlegenhed ikke op mod hans ud*
penslede Tekstbehandling og Udtryk for Letsind og Lidenskab.
Fru Erhard Hansen ejede ingen sjælelig Ømhed i sin Hengi*
velse, og Presten greb Lejligheden til at paatale Simonsens ens*
artede Aktion — han imponerede ved sin Tilsynekomst i Rust*
ningen, men var i Begyndelsen kun i Undsigelsesscenen paa
Højde med Opgaven — og Christophersen forsøgte ingen Ka*
rakteristik af Ranes lumske Væsen. Denne Kritik krænkede i
saa høj Grad de to Sangere, at de blev enig om ikke oftere at
udføre Partierne. Christophersen begik endog den Overilelse
at udsende en offentlig Erklæring, inden han havde meddelt
Chefen sin Beslutning, men det lykkedes dog i Tide at faa stand*
30 »JEANNETTES BRYLLUP«
set Simonsens Tilkendegivelse. Dog, da Fallesen havde styrket deres vaklende Begreber om Pligt, blev Oppositionen uden Føls ger, ja, den endte endog med, at de begge offentlig erklærede, at det var Bladene, som paaduttede dem »Tanker og Motiver«, de aldrig havde næret. Hverken Marsken eller Rane skiftede Fremstiller ved de to og tyve Opførelser, som »Drot og Marsk« opnaaede indtil 1885. Julie Schow overtog derimod nogle Gange Aases Parti efter den dertil bedre udrustede Fru Keller, hvilket ikke var til Gavn for Helheden. —
Efter denne Anstrengelse nøjedes Operaledelsen med at lade den spanske Violinvirtuos Pablo de Sarasate optræde to Gange mod et Honorar af 500 Kr. pr. Aften og levede forøvrigt paa det tidligere Repertoire. En lille Undtagelse fra de gammel* kendte Værker dannede dog V. Masses Syngestykke i én Akt »Jeannettes Bryllup« (Les Noces de Jeannette), som fremkom 1853 paa »Opera comique« i Paris; Teksten skyldtes Barbier og Carré og var oversat af A. Zinck. Grunden til at opføre denne af Auber paavirkede Bagatel maatte søges i de nydelige Sange, der ved deres lyse og lette Karakter egnede sig for Augusta Schous Stemme. Hendes Udførelse af Romancen, medens hun syr paa sin Brudgoms Trøje, og af Nattergalearien med dens Koleraturpassager blev hilst af stort Bifald, og da hun til Med? spillende havde Olaf Poulsen (Jean), hvis Humør forplantede sig til Publikum, gjorde Operetten Lykke, trods dens banale Libretto og dens barnlige Handling om en Brudgom, der løber fra Vielsen, men som tilsidst indfanges af sin Kæreste. Indtil Udgangen af Aaret 1881 var »Jeannettes Bryllup« opført 26 Gange.
»Røverborgen« havde hvilet siden 1860, og Fer slev (Al* malrik) og Frk. Bournonville (Husholdersken) var nu de eneste tilbageblevne fra den sidste Opførelse, Det gamle Syngestykke havde bevaret sin Navnkundighed, som især skyldtes Kuhlaus friske, af Mozart paavirkede Bebudelse af musikalsk Skov* og Ridderromantik. Jens Baggesens Angreb paa Oehlenschlagers naive Tekst billigedes stadig af Publikum, som ofte lo »paa de gale Steder« over disse ædle og uædle Røvere, tapre Riddere og dydsirede Møer. Navnlig var Jastrau (Aimar) og Julie Schow (Adelaide) slemme, naar de talte, men de sang ligesom Simon*
OPERAENS REPRISER 1878—79 31
sen (Kaptajnen) og Fru Levinsohn (Juliane) deres Partier med vanlig Dygtighed. Betydeligst af alle virkede Schram som MaU colm, en Skurk med Galgenhumor, paa en Gang uhyggelig og forsoren, fremkaldende baade Frygt og Latter. Mere stilfærdig komisk var Rosenkilde som den gamle Ridder Bernard. En Danser forsøgte sig samme Aften som Sanger, idet Arnold Walbom (jvfr. I pag. 127) debuterede i den dydige Røver Ca? millos Parti. Røsten havde en køn Basklang, og Tekstudtalen var tydelig, men Stemmens beskedne Omfang vilde hindre ham i at faa en Fremtid som Operist. »Røverborgen« gaves kun seks Gange, hvilket med de tidligere Opførelser fra Premieren i 1814 blev 91 Gange ialt. Et Angreb paa Ledelsen stod i et pudsigt Forhold til denne Reprise. Blandt Teatrets unge Sangere var Frederik Brun en af dem, der havde mindst at bestille, og da han heller ikke udførte noget Parti i »Roverborgen«, benyttede hans Fader, M. V. Brun, sin Anmelderstilling til at frakende Fallesen Forstand paa Musik og til at hævde, at Kapelmester Paulli var for frygtsom »til at sætte noget igennem«. Derfor fik Skuespillet »med knusende Overvægt« Lov til at brede sig paa de andre Kunstarters Bekostning. »Drot og Marsk«sSæsonen var just ikke det rette Øjeblik til at sige Ledelsen Ubehagelig? heder, og Fallesen beviste da ogsaa med tørre Tal, at den gamle Regel om to Operaaftener hver Uge var overholdt i hans Chefstid trods Sygemeldinger og andre Vanskeligheder. An* greb og Forsvar førtes anonymt, men Fallesen lod overlegent skinne igennem, at han vidste, hvem hans Modstander var: »Eet ungt Menneske,« skrev han, »nemlig Operaens yngste Te? nor, har ogsaa efter vor Formening hidtil haft meget for lidt at bestille.« Det var den eneste Indrømmelse, han gjorde.
Sidst paa Sæsonen debuterede Aage Hjalmar Foss (født 3. April 1853) som Mefistofeles i »Faust«. Han tilhørte en gammel dansk Slægt og havde været Landmand, inden han hos V. Biele? feldt og Carl Helsted fik sin smukke Baryton uddannet med Operaen som Maal. Han var en høj, køn Mand, med et scenisk Ansigt, men hans Debutrolle var uheldigt valgt, ikke alene fordi den var en af Schrams Mesterværker, men fordi Partiet laa for dybt for Foss' bløde Stemme. Dog, midt i Ensformigheden var der noget i hans Spil, som vidnede om Evne. Det varede tre
32 BALLETREPERTOIRET 1878—79
Aar, inden Teatret atter gjorde Brug af hans kønne Stemme, nemlig til Don Bazile i »Barberen i Sevilla«, men om et Gen# nembrud kunde der ikke blive Tale, da Foss savnede Buffo# Lune. Det var navnlig hans Anvendelighed i Skuespillets Smaa# roller, som betingede hans Ansættelse fra Juli 1882. Samme Aften debuterede som Siebel Frk. Nanna Marie Andrejette Rosenstand (født 3. Juli 1856), en Søster til Maleren Vilh. Ro* senstand. Hun vakte straks Opmærksomhed ved sin lille nyde* lige Skikkelse, sin friske, klare Sopran, som hun beherskede musikalsk, og sin tydelige Tekstbehandling. Det klædte hende at synge, og Publikum og Presse gav hende en hjertelig Mod* tagelse. —
Om Balletten skulde faa en Fornyer i Daniel Krum var sta* dig et aabent Spørgsmaal, ogsaa efter hans andet Arbejde, én Akts VaudevillesBalletten »I C ar nev aistiden«. Ligesom i »Bacchusfesten« (jvfr. II pag. 174) stræbte han kun at under? holde Publikum en halv Timestid med en Spøg, der ikke var original, men laant fra en paa Folketeatret opført Operette »Niirnbergerdukken« (La poupée de Nuremberg). Handlingen foregik Anno 1600 og drejede sig om en Forveksling mellem en Niirnbergerdukke og en ung Pige (Frk. Westberg), som har taget Dukkens Klæder paa, men dens væsentligste Indhold be* stod af Maskeradeforberedelser, under hvilke de Optrædende viser, hvorledes.de vil udføre deres Partier paa Karnevalet. Her glimrede Fru Tychsen (tidligere Frk. Scholl, i 1876 gift med Kap* tajn V. E. Tychsen) og Emil Hansen i en Kineserdans, og Krum gennemførte med Virtuositet en Mefistofigur. Dansene var ud* arbejdede i Bournonvilles Skole og støttedes af Axel Grand* jeans Musik og Vilh, Pachts Kostymer, men det Hovedindtryk, Arbejdet efterlod, var alligevel saa spædt, at »I Carnevalstiden« kun opførtes fem Gange.
Forøvrigt levede Balletten paa det »Reservefond«, som Bournonville havde skabt (jvfr. II pag. 93). I »Pontemolle«, sidst opført 1876, vakte Vald, Prices Gladiatorkamp som Regi* mentstamburmajoren stærkt Bifald; Fru Tychsen og Frk. Flamme var nu de unge Romerinder og kappedes i fremragende t':^knisk Færdighed og Aplomb, men savnede begge Skønhedens
WILHELM WIEHES AFSKED 33
Naadegave. I »Konservatoriet, der sidst blev givet 1877, ops; førte de ligeledes som de to Danserinder en sand koreografisk Væddekamp. »Kermessen i Briigge«, der havde hvilet siden 1876, fik ogsaa en Renæssance i kunstnerisk Forstand, men samlede ligesom de øvrige Balletter kun daarligt Hus. M. V. Brun forklarede dette Faktum saaledes: »Balletten er den op* voksende Slægt for poetisk, for anstændig, for ideal; den er ikke lasciv nok for en blaseret Tid, som kræver Realisme i alle Kunstbrancher, i alle Livets Forhold«.
Den spæde, serafiske Ynde mistede iøvrigt sin nydeligste Repræsentant, idet Virginie Monti (jvfr. II pag. 40), til hvem Bournonville og Fallesen nærede de største Forventninger, døde af Brystsyge i sit syttende Aar. Men det var ikke det eneste smertelige Tab, Sæsonen bragte: Samme Dag, Universitetet fejrede sin 400*aarige Stiftelsesfest, tog Teatret Afsked med den vigtigste Bærer af Oehlenschlåger?Repertoiret, Wilhelm Wiehe (jvfr. I pag. 52 f.). Skønt han ikke var fyldt 53 Aar, havde hans Helbred længe været usikkert, og Dr. Silfverberg erklærede nu, at den Øjensygdom (»graa Stær«), som for flere Aar siden be* Tøvede ham Synet paa venstre Øje, i den senere Tid havde an* grebet det højre, saaledes at der var Grund til at frygte for fuldstændig Blindhed. Wiehes prægtige Hoved, der før sad saa smukt paa hans mandige Skikkelse, ludede nu forover, og hans søgende Udtryk passede slet ikke til hans aabne Natur. Den 24. April 1879 opgav han Kampen og skrev til Kongen:
». . . Jeg vover til denne min Begjæring om Afsked at knytte en allerunderdanigst Tak til Deres Majestæt for den Naade og Interesse, De stedse har viist min kunstneriske Virksomhed. Dette og den Sympathi, jeg har været saa lykkelig at vinde hos Publikum, vil altid være mig i kjær Erindring og være mig et Beviis paa, at min Stræben som Kunstner ikke har været frugtesløs. Det er derfor ogsaa kun med Overvindelse, jeg har taget Beslutningen om at forlade den Scene, paa hvilken jeg i en Aarrække har virket sammen med saa mange fortrin* lige Kunstnere«.
Wiehes Afgang vakte almindelig Beklagelse. Allerede i 1876 havde Edv. Brandes skrevet, at Skuepladsen kun ejede én Kunstner, som magtede at bevæge sig paa den jambiske Ko*
R. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie. III. 3
34
WILHELM WIEHES AFSKED
turne, og dette Forhold forandrede sig ikke siden. Vel var Sæt* ningen, »ved Førsteopførelsen var Hr. Wiehe stærkt indispone* ret«, næsten blevet til en staaende Cliché i Pressen, men man satte saa høj Pris paa hans indre Evner, at man gerne bar over med hans ydre Brist. Kunstneren med den varme Begejstring,
der ogsaa foldede sig ud i et kammeratligt Lag, havde ikke let ved at un= derordne sig det daglige Livs Vedtægter: »Kan De forstaa,« sagde han til en yngre Ven, »at jeg, naar jeg har været Helt paa Scenen, kun vanskeligt kan gaa lige hjem i min Seng? Naar jeg saa kom* mer ud paa det mørke, sludfulde Kongens Ny* torv, er Modsætningen for stor. Drikker jeg mig da et Glas Champagne, bliver jeg ung, som da jeg var 16 Aar, og saa drik* ker jeg det.« Efterhaan* den var denne Foryngelse blevet en sørgelig Nød* vendighed for ham.
Det var et højtideligt Øjeblik, som unge Til* skuere ikke glemte, då Wiehe sidste Gang udslyngede Hakon Jarls Ord til Kong Olaf (E. Poulsen): »Som Du ser mig her, ser Du det sidste Glimt, den sidste Gnist af gammel nordisk Kraft og Helteliv«. Publi* kum forstod det dybt personlige i denne Replik og bragte Wiehe en stormende Hyldest. Bagefter spillede han Titel* rollen i »Hr. og Fru Møller« og tilsidst sagde han i H. P. Holsts Epilog:
Wilh. Wiehe som Hakon Jarl (Efter Tegning af Carsten Ravn)
WILHELM WIEHES AFSKED 35
»Er min Begejstrings Ild end ikke siukt, saa er dens Olie dog snart forbrugt og det er Hvilen, jeg nu længes efter«.
Wiehes Kunst bares af Inspiration. Hans Spil var, naar enkelte Roller som Steensgaard i »De Unges Forbund« undtages, ikke udstyret med de mange Smaatræk, hvormed den senere Tids Kunstnere karakteriserede deres Figurer. Wiehe greb Rollen i dens Hovedlinjer og lagde sit eget Jeg ind i den. Og dette Jeg med dets Varme og Aabenhed fængslede altid og overbeviste, naar det faldt sammen med Rollens Karakter. Paa det sejrede han som ung i Norge, saaledes at Henrik Ibsen kunde kalde hans niaarige Virksomhed deroppe »en Mission« og give ham den Ros, at han havde øvet »ubestridelig Indflydelse paa den norske nationale Scenes Fremgang«. Hans Stemme, hvis Skøn* hed var den smeltende Kraft, greb ogsaa Fremmede fra Lande udenfor Skandinavien: Paa det danske Teater saa' den navn? kundige engelske Forfatter Edmond Gosse første Gang i Wiehes Personlighed »et helstøbt scenisk Talent røre sig i sin Modenheds fulde Lethed og Kraft«. Han var et fantasifuldt Naturbarn, der ikke nærede Interesse for boglige Studier. Paa Kostymet lagde han ingen synderlig Vægt, Maskering anvendte han saa lidt som muligt, og Forandring af hans dejlige Røst vilde Publikum vist have frabedt sig. Det Svar var karakte* ristisk for hans Kunst, han engang gav en ung Skuespiller, der bad ham om at gennemgaa en Rolle: »Jeg forstaar mig slet ikke paa det! Jeg kan ikke sige til nogen Anden, saadan og saadan skal det og det siges og gøres, for det siger jeg ikke til mig selv«. Han var Skuespilleren af Guds Naade, der gav sig Fø* lelsen og Fantasien i Vold. Dette forklarer den Troværdighed, der var i hans Spil. Han kunde fylde de tommeste Ord.
En Mængde Blomster og Laurbærkranse dalede paa Afskeds* aftenen for hans Fod. Dronningen sendte ham en prægtig Bu* ket, til hvilken der var knyttet en Diamantring med Kongens Navnetræk, og Personalet gav ham et kostbart Sølvdrikkehorn. Kassen indeholdt 6584 Kr., og Pensionen blev udregnet til 2581 Kr., men da Wiehes Indtægt i de senere Aar havde været c. 7000 Kr., indgav han snart efter et Andragende om Pensions*
3*
36 FRU LEVINSOHNS AFSKED
forhøjelse, hvilken Ministeren dog »for Følgernes Skyld« næ* rede Betænkelighed ved at udvirke. Wiehes beskedne Indtægt medførte, at han maatte give en Aftenunderholdning paa Folke* teatret, hvor han for sidste Gang viste sig og fremsagde en Epilog af Carl Ploug (6. Maj 1882).
Medens hans Datter Johanne (jvfr. II pag. 31), senere Fru Winkel, forblev ved Teatret, tog Wiehe sin unge Søn Wilhelm (jvfr. II pag. 62) med sig, da han gik. Han havde været uheldig i flere mindre Roller og trængte til Udvikling under andre For* hold. Efter nogle Provinsaar blev han paa Privatscenerne et blegt Udtryk for den Romantik, som tilførtes vor Skuespilkunst fra Norge gennem Oldefaderen, Michael Rosing, hvis Ansigts* træk i nogen Grad genfandtes hos Wilhelm Wiehe d. y. Han havde en Helts Skuldre, men et Barns Sjæl. Stemmen var stærk og smukt sløret i Moll, men hans Tale manglede aande* lig Flugt og Snille. —
Fru Levinsohns (jvfr. I pag. 106 f.) Helbred havde længe været upaalideligt. Hun besad vel sin skønne Sopran i fuldt Behold og havde endog i denne Sæson forøget sit Repertoire med Juliane i »Røverborgen«, men en Underlivssygdom tvang hende alligevel til at give op. Den 20. April 1879 ansøgte hun Kongen om Afsked »mest af Hensyn til Theatret og mine Kunstfæller, der ikke kan være tjent med en Sangerinde, hvis Tjeneste det saa lidt kan gjøre Regning paa, dernæst af Hen* syn til Publikum, hvis Gunst jeg i saa rigt Maal har kunnet glædet mig ved og som meget let kan irriteres ved de idelige Forandringer i Repertoiret, som mit upaalidelige Helbred maa afstedkomme, og endelig af Hensyn til mig selv, hvem det i høi Grad piner ofte at maatte gribe forstyrrende ind i Theatrets Virksomhed«. Da hun ved sin Afskedsforestilling sang Maries Farvel til Kammeraterne i »Regimentets Datter«, delte Tilhø* rerne hendes indre Bevægelse. Fra Logen tilkastede Dronnin* gen hende en Buket; tidligere paa Dagen havde hun sendt hende et Guldarmbaand med Brillanter ledsaget af en egen* hændig Skrivelse, hvori det meddeltes hende, at hun var ud* nævnt til Kgl. Kammersangerinde. Majestæterne markerede derved, at de ønskede oftere at høre hendes Stemme, selv om
JULIUS DØCKERS AFSKED 37
hun ikke længer var knyttet til Operaen. Afskedsforestilling gens Indtægt beløb sig til 4602 Kr., og hendes Pension blev ud;: regnet til 1496 Kr. C. Thrane gav hende denne Hilsen med til Privatlivet: »Hun var en ægte musikalsk Natur; det frem* lyste altid af hendes Sang, thi dens Magt beroede ikke paa den skønne Klang alene, men paa den Forstaaelse af Musikken, som gav Foredraget Beaandelse og Frihed«.
Endnu en, men langt mindre vigtig Afgang fandt Sted fra Operaen. Julius Døcker (jvfr. I pag. 103 f.) havde i flere Aar kla* get over ikke at faa nye Partier, »der for en scenisk Kunstner er det samme som Brødet«. »Dersom man strax ved min Ansæt* telse havde sagt mig«, skrev han i 1876 til Kultusminister Fischer, »at min Virksomhed ved Theatret skulde blive, som den har været, saa havde jeg, der dengang var ung, havde Tillid til mig selv og var opmuntret ved Publikums og Pressens saa* godtsom eenstemmige Bifald, neppe indladt mig paa et saadant Engagement«. Grunden til, at han kun i ringe Grad blev be* nyttet, var dog ikke Chikane, men beroede paa, at hans Stemme tidligt mistede det for en Operasanger nødvendige Omfang. Man forsøgte saa at skaffe ham en Virksomhed i Skuespillet, men hans Skikkelser vedblev at være Operafigurer, og han er* kendte selv, at han befandt sig »under et stærkt Tryk«, naar man tvang ham bort fra hans egentlige Kunst. Kr. Mantzius' Sejre ude i Landet gav imidlertid Døcker Mod til at træde i hans Fodspor, og snart vandt han ved sit nydelige Romance* foredrag og sine Oplæsninger en Tilfredsstillelse, som Teatret ikke ydede ham. Han bad derfor om at faa sin Pension, som androg 1085 Kr. om Aaret. Døcker vedblev Aarhundredet ud at fortsætte den af Mantzius knyttede Forbindelse mellem Høj* skolen og Teatret, ikke alene som en sympatetisk Fortolker af vore Digtere, men ved selv at grundlægge en Skole, der uddan* nede Studenter fra hele Landet og samtidig var et Hjem for dem. —
Fallesen gennemførte ogsaa i denne Sæson enkelte Smaa* forbedringer (jvfr. II pag. 100). Hver Lørdag fik Balletbørnene Adgang med en Lærer til Logen over Kongelogen, og paa
38 STATUS 1878—79
Folketingsmand Fr. Bajers Initiativ blev den Ret til Fribilletter, som var tilstaaet Privatteatrenes Personale, udvidet til ogsaa at gælde Provinsens Skuespillere. Fra Juni 1879 tillod Chefen Kommunen nogle Sommereftermiddage at afholde offentlige Koncerter fra Teatrets Loggia; derimod afslog han et Tilbud fra »Kjøbenhavns By og Hustelegraf« om at oprette Billetudsalg i Forstæderne, saaledes at Publikum derfra »ved direkte Tele^ fonkorrespondance« kunde købe Billetter i Hovedkontoret.
Gennemsnitsindtægten pr. Forestilling i 1878 — 79 var lidt højere end sidste Aar, nemlig 2622 Kr., og det samme gjaldt Abonnementet, som ved 210 Forestillinger indbragte 1068 Kr. pr. Aften. Sæsonen var den første, hvori Teatret ikke modtog noget direkte, men derimod et camoufleret Statstilskud under Form af »Underbalance« (jvfr. II pag. 185). Denne beløb sig til c. 55.000 Kr., fordi den samlede Udgift var c. 779.000 Kr. og Indtægten kun c. 723.000 Kr.; dog, Underskudet skyldtes ikke et for stort Forbrug til Driften, men fremkom ene som Følge af, at Fallesen for første Gang i Teatrets Historie havde betalt Renter og Afdrag paa Gælden, saaledes som Finansloven for? langte. Status havde altsaa bevaret den lyse Karakter, der karakteriserede Pallesens tidligere Regnskabsaar, men han ad* varede dog mod at nære den Opfattelse, at Teatret vilde kunne bære sig selv, hvis Gælden blev betalt. »Driften vil efter al Rimelighed i La^ngden behøve et aarligt Tilskud af omtrent 30.000; Kr.«, skrev han til Ministeriet.
Men — jo nærmere Fallesen kom Balancen, desto større »financielle Opgaver« stillede Folketinget til ham. Skønt C. Berg erkendte, at den »økonomiske Bestyrelse af Teatret i det sidste Aarstid havde opfyldt hans Forventninger«, strøg han Chefens Repræsentationsudgifter, nedsatte Kontoen for Byg* ningens Vedligeholdelse og tillod ham kun at bruge 3000 Kr. til nye Ansættelser, skønt han havde forlangt den dobbelte Sum. »Det er Belønningen for den udviste Økonomi«, udbrød Falle* sen bittert i Landstinget. Endnu mere urimeligt var det at nægte ham 10.000 Kr. til Ombygning af den saakaldte »Koncertsal« i Magasinbygningen (jvfr. II pag. 100). Den var hidtil ved Hjælp af Lærred gjort nogenlunde brugbar som midlertidig Prøvesal og Korsyngeskole, men skulde nu forandres saaledes, at den 14
STATEN BETALER BYGGEGÆLDEN 39
Alen høje Sal blev delt i to Etager, hvorved bl. a. Balletbørnene kunde opnaa at faa et Skolelokale, der, sagde Fallesen i Lands* tinget, »vilde nærme sig den tarveligste Almueskoles Udsty* relse«. Da Rigsdagen samtidig tilstod Højskolerne en stor Be* villing, laa det nær for Chefen at raillere over, at man gik saa barbarisk frem mod »det lille Lam, som hedder det kgl. Teaters Læseskole«. Dog, Modstanden kølnede ikke hans Iver. Det laa ham navnlig stærkt paa Sinde at faa en dramatisk Elevskole oprettet, og han anmodede derfor i Januar 1879 Brødrene Poul* sen og Jerndorff om at indstudere nogle Skuespil med Teatrets Unge, men da han ikke kunde byde Lærerne nogen Betaling for deres Arbejde, maatte Planen indtil videre bortfalde.
Midt i dette Tovtrækkeri mellem en initiativrig Chef og et uvilligt Folketing skete en Begivenhed, der bevirkede et vigtigt Fremskridt. Som meddelt (pag. 9) havde Ministeren foreslaaet, at Staten skulde betale Gælden. Skønt C. Berg fandt Tanken logisk, var han af politiske Grunde imod den, hvilket havde til Følge, at Forslaget faldt med 56 mod 31 Stemmer. Men heldig* vis billigede en Del Venstremænd ikke Bergs Holdning, og blandt disse udmærkede især Dr. Winther sig. Ved Tillægs* bevillingsloven genoptog han Forslaget, dog med den Ændring, at Pengene, naar de var tilbagebetalt, skulde frugtbargøres til Prioritetslaan i Landejendomme, navnlig til Gaard* og Hus* mænd. Denne Lokkemad kunde en Repræsentant som Th. Nielsen ikke staa for, skønt han nogle Aar i Forvejen havde villet »lukke Butikken« (jvfr. II pag. 104). Og for at berolige dem, der ikke gerne saa' nogen Velvilje mod Teatret, tilføjedes det, at Staten havde Ret til Skadesløsholdelse fra Teaterkassen, hvis dens Budget blev forandret. Dr. Winther bad Tinget om ikke at betragte Forslaget som en Genganger, men som »et lille venligt Væsen, der vilde gøre Godt, hvis det kunde faa Lov dertil«. Bille forstod ikke, at Winther var bange for Spøgelse* Betegnelsen, thi »en Genganger kan, som bekendt, ikke kvæles«. Det skete da heller ikke, skønt Berg og hans Nærmeste var heftige Modstandere, thi ved anden Behandling vedtoges »den lille Lysalf«, som Forslaget kaldtes mellem Rigsdagsmændene, med 38 mod 30 Stemmer, blandt hvilke baade Bojsens og Hø* rups Nej var. Følgen blev, at den utrættelige Berg ved tredie
40 STATEN BETALER BYGGEGÆLDEN
Behandling stillede Krav om at lade Forslaget udgaa, fordi Tin? get ikke var fuldtalligt, da Afstemningen fandt Sted. Hans Modstand gav Anledning til en livlig Debat, under hvilken navnlig Holstein^Ledreborg forlangte, at Teatret skulde betale Gælden selv — ellers vilde det bare stille nye, kostbare For* dringer til Statskassen. Modsat ønskede Lucianus Kofod at bringe Sandhed ind i de Ord, der er prentet over Hovedind? gangen: »Folket rejste denne Bygning under Christian IX«. Af? stemningen var meget spændende og sprængte Partirammerne. Men Berg sejrede ikke. Efter at hans sidste Forhindring var overvundet med 40 mod 37 Stemmer, indtraf det historiske Øjeblik, da Folketinget vedtog at lade Statskassen betale 1.270.300 Kr. til Sorø Akademi — saa stor var Summen blevet med Renter og Rentes Rente. Desværre forlangte Loven ogsaa, at Beholdningen fra Sæsonen 1877—78, c. 45.000 Kr., skulde bruges ved Tilbagebetalingen, og det nyttede ikke, at Fallesen klargjorde, hvilken slet Økonomi det var at fratage ham dette Beløb: »De Varer, for hvilke vi efterhaanden give 50.000 Kr. i Kjøbenhavn, naar de købes i Stumper og Stykker i 30 — 40 Bu? tikker, kunne vi have for det halve Beløb ved at købe dem paa en Gang mod kontant Betaling i Udlandet«. Et saadant fagligt Indlæg, der tilsigtede en virkelig Besparelse, gjorde dog ikke den allerringeste Virkning.
Resultatet af Forslagets Gang gennem Landstinget kunde ikke være Tvivl underkastet, men alligevel fremkom Gaard? ejerne Hauerslev og Clausager med en for deres Standpunkt karakteristisk Modstand. Den første holdt paa, at Teatret burde overgaa til Privatdrift, fordi det var Genstand for Uvilje hos den største Del af Befolkningen, og den anden hævdede, at dets Betydning for Landet var »mildest talt forsvindende«. For at underbygge denne Paastand tilføjede han frejdigt, at han ikke havde følt sig »løftet, opbygget eller udviklet« ved at overvære Forestillingerne. Hertil svarede Fallesen overlegent, at det ikke kunde falde ham ind at benytte det høje Landstings Sal til at udtale sig om Kunstens Betydning som Opdragelses? middel: »Jeg gaar ud fra, at det er Noget, som Alle er paa det Rene med, og de, der ikke er det, taler jeg ikke for«. Endelig den 29. Maj 1879 var Loven færdig fra Rigsdagen. Og i Kraft
REPERTOIRET 1879—80 41
af den forsvandt fra det aarlige Regnskab ikke alene Mindet om de af altfor smaa Bevillinger fremkaldte »Overskridelser« fra 1874, der foraarsagede Rigsretsanklagen mod Ministrene Hall og Worsaae, men ogsaa Erindringen om Udgiften til det ned* revne Komediehus' sidste, uskønne Ombygning i 1857. Teatret blev altsaa til Pallesens Glæde befriet for et stadigt tilbagevens dende Stridspunkt, hvori han ingen Andel havde, og som paa uretfærdig Vis svækkede dets Omdømme.
HUNDREDE TO OG TREDIVTE SÆSON
30. AUG. 1879—2. JUNI 1880.
(260 ORD. FORESTILLINGER + 4 EKSTRAFORESTILLINGER OG 4 FORESTILLINGER AF RISTORIS SELSKAB)
30. Aug. Til Indtægt for Ballettens private Pensionsfond: Musikalsk Divertissement. Valdemar (146).
SEPTEMBER. M. 1. Tordenveir (24). Ti. 2. Tryllefløiten (63). O. 3. Ambrosius (39). To. 4. Tordenveir (25). F. 5. En Skjærsommernatsdrøm (17), L. 6. Naar Møbler flyttes (1). Valdemar (147).
S. 7. [Rigoletto blev aflyst paa Grund af Frk. Å. Schous Sygdom, og det lykkedes ikke at opføre en anden Forestilling i Stedet.] M. 8. Ambrosius (40). Ti. 9. Tordenveir (26).
O. 10. Naar Møbler flyttes (2). Amphitryon (32). To. 11. Naar Møbler flyttes (3). Amphitryon (33). F. 12. Eftersommer (11). Fra Siberien til Moskou (26).
(P. Heises Dødsdag). L. 13. Don Juan (208). S. 14. En Skjærsommernatsdrøm (18). M. 15. Eftersommer (12). Amphitryon (34). Ti. 16. Naar Møbler flyttes (4). Valdemar (148). O. 17. Ambrosius (41). To. 18. Rigoletto (1). F. 19. Rigoletto (2). L. 20. Tordenveir (27).
S. 21. Amphitryon (35). Jeannettes Bryllup (6). M. 22. Svalen (1). Valdemar (149).
42 REPERTOIRET 1879—80
Ti. 23. Rigoletto (3),
O. 24. Tryllefløiten (64).
To. 25. En Skjærsommernatsdrøm (19).
F. 26. Tordenveir (28).
L. 27. Svalen (2). Amphitryon (36).
S. 28. Op. Faust (78). (Margarethe: Fru Schønbergs Debut).
M. 29. Kjærlighed og Lykketræf (25). Fra Siberien til Moskou (27).
Ti. 30. Svalen (3). Amphitryon (37).
OKTOBER. O. 1. Hans Heiling (87). To. 2. En Skjærsommernatsdrøm (20), F. 3. Lady Tartuffe (18). L. 4. Op. Faust (79).
S. 5. Forestilling af Signora Ristori, som fremkaldtes: Medea. M. 6. Lady Tartuffe (19).
Ti. 7. Kl. 12. Forestilling af Signora Ristori, som fremkaldtes: Maria Stuarda. — Kl. 7. Ambrosius (42). O. 8. Forestilling af Signora Ristori, som fremkaldtes: Maria Anto« inetta.
Svalen (4). Napoli (177). Op. Faust (80).
Kl. 12. Forestilling af Signora Ristori, som fremkaldtes to Gange: Elisabetta, Regina d'Inghilterra. Kl. 7. Rigoletto (4). En Skjærsommernatsdrøm (21). 13. Naar Møbler flyttes (5). Amphitryon (38).
(Kronprinsen, Prinsen af Wales og Stor« fyrsttronfølgeren med Gemalinder besø* ger om Formiddagen Teatrets indre Lokaler). Kjærlighed og Lykketræf (26). Kermessen i Briigge (62). Op. Faust (81). (Caroline Lehmanns Dødsdag).
Lady Tartuffe (20). Jægerbruden (142). Eftersommer (13). Farinelli (142). En Skjærsommernatsdrøm (22). Tryllefløiten (65). Lady Tartuffe (21). O. 22. Jeannettes Bryllup (7). Kermessen i Briigge (63). To. 23. Op. Don Juan (209).
F. 24. Jeannettes Bryllup (8). Amphitryon (39).
L. 25. Faraos Ring (1). (Stærk Meningskamp og Piben, indtil
Gongongen lød).
|
To, |
, 9, |
|
F. |
10. |
|
L. |
11 |
|
S. |
12. |
|
M. |
13. |
|
Ti. |
14. |
|
O. |
15. |
|
To |
.16. |
|
F. |
17. |
|
L. |
18. |
|
S. |
19. |
|
M. |
20. |
|
Ti. |
21. |
REPERTOIRET 1879—80 S. 26. Faraos Ring (2).
43
M. 27, Rigoletto (5). Ti. 28. Faraos Ring (3).
O. 29. Faraos Ring (4).
To. 30. Op. Faust (82). F. 31. Faraos Ring (5).
(Stærk Meningskamp og Piben, indtil Gongongen lød).
(Stærk Meningskamp og Piben, indtil Gongongen lød).
(Stærk Meningskamp og Piben, indtil Gongongen lød). (Sufflør Bøje fejrer 50 Aars Jubilæum).
(Stærk Meningskamp og Piben, indtil Gongongen lød).
|
L. |
1 |
|
S. |
2. |
|
M. |
3, |
|
Ti. |
4. |
|
O. |
5. |
|
To. |
, 6. |
|
F. |
7. |
|
L. |
8, |
|
S. |
9. |
|
M. |
10. |
|
Ti. |
11. |
|
O. |
12. |
To. 13.
F. 14.
L. 15. S. 16. M. 17. Ti. 18. O. 19. To. 20. F. 21. L. 22. S. 23. M. 24. Ti. 25.
NOVEMBER.
Jægerbruden (143).
Faraos Ring (6).
Faraos Ring (7).
Iphigenia i Aulis (30).
Svalen (5). Napoli (178).
Faroas Ring (8).
Op. Don Juan (210).
En Skjærsommernatsdrøm (23).
Faraos Ring (9).
Gnisten (1). Farinelli (143).
Gnisten (2). Amphitryon (40).
Iphigenia i Aulis (31). (Signora Ristori optræder to Aftener
paa Casino). Naar Møbler flyttes (6). Eftersommer (14). Jeannettes Bryl* lup (9).
Kl. 12. Oehlenschlågers Mindefest. Ouverture til »Palnatoke« af P. Heise. »Guldhornene« med Musik af I. P. E. Hartmann, fremsiges af Emil Poulsen. Tale af Professor, Dr. Rasmus Nielsen. Sang af H. P. Holst til Musik af A. P. Berggreen, synges af Teaterpersonalet. Kl. 7. Kjartan og Gudrun (9). Faraos Ring (10). Ambrosius (43). Op. Faust (83). Kjartan og Gudrun (10). Hans Heiling (88). Faraos Ring (11).
Pernilles korte Frøkenstand (83). PontemoUe (38). Lady Tartuffe (22).
Gnisten (3). Ungdom og Galskab (167). Kjartan og Gudrun (11). Eftersommer (15). Farinelli (144).
|
o. |
26. |
|
To. 27. |
|
|
F. |
28. |
|
L. |
29, |
|
S. |
30. |
44 REPERTOIRET 1879—80
Faraos Ring (12).
Gnisten (4). Valdemar (150).
Tartuffe (80). Dansedivertissement.
(Pas de deux — Militærpolka). (Hans
Becks Debut). Naar Møbler flyttes (7). Elskovsdrikken (46). En Skjærsommernatsdrøm (24).
(August Bournonvilles Dødsdag).
DECEMBER.
Pernilles korte Frøkenstand (84). Jeannettes Bryllup (10). 2. Jægerbruden (144).
Farinelli (145). Fra Siberien til Moskou (28).
Pernilles korte Frøkenstand (85). Skatten (141). 5. Kjartan og Gudrun (12).
Gnisten (5). Amphitryon (41).
Faraos Ring (13).
Naar Møbler flyttes (8). Elskovsdrikken (47).
Don Juan (211).
Faraos Ring (14).
Kjartan og Gudrun (13).
Gnisten (6). Valdemar (151).
Pernilles korte Frøkenstand (86). Skatten (142),
Gnisten (7). Dansedivertissement. Amphitryon (42).
Tartuffe (81). Dansedivertissement.
Naar Møbler flyttes (9). Ungdom og Galskab (168).
Ambrosius (44).
Gnisten (8). Napoli (179).
Kjærlighed og Lykketræf (27). Skandinavisk Quadrille. Skat?
ten (143).
Wilhelm Tell (80).
Et Dukkehjem (1). (Emmy: Valborg Jørgensens første Op*
træden i en Talerolle).
Faraos Ring (15). (Tabut: Adolph Jensens sidste Optr.).
En Skjærsommernatsdrøm (25).
Scapins Skalkestykker (142). De Fattiges Dyrehave (88).
(Waldemar Kollings 25 Aars Jubi* læumsdag).
Kjærlighed og Lykketræf (28). Fra Siberien til Moskou (29).
Et Dukkehjem (2).
En Skjærsommernatsdrøm (26).
Wilhelm Tell (81).
|
M. |
1 |
|
Ti. |
2. |
|
O. |
3. |
|
To |
. 4, |
|
F. |
5, |
|
L. |
6, |
|
S. |
7. |
|
M. |
8. |
|
Ti. |
9. |
|
O. |
10. |
|
To, |
.11. |
|
F. |
12, |
|
L. |
13, |
|
S. |
14. |
|
M. |
15. |
|
Ti. |
16. |
|
O. |
17. |
|
To. |
,18. |
|
F. |
19. |
|
L. |
20. |
|
S. |
21. |
|
M. |
22. |
|
Ti. |
23. |
|
F. |
26. |
|
L. |
27. |
|
S. |
28. |
|
M. |
29. |
|
Ti. |
30. |
REPERTOIRET 1879—80 45
1880. JANUAR.
To. 1. Et Dukkehjem (3).
F. 2. Ungdom og Galskab (169). Dansedivertissement. .
L. 3. Kjartan og Gudrun (14).
S. 4. Et Dukkehjem (4).
M. 5. Scapins Skalkestykker (143). De Fattiges Dyrehave (89).
Ti. 6. Mignon (1).
O. 7, Amphitryon (43). Intriguerne (97).
To. 8. Et Dukkehjem (5).
F. 9. Ambrosius (45).
L. 10. Gnisten (9). Valdemar (152).
(Medlemmer af Rigsdagen aflægger om
Formiddagen Besøg paa Teatret). S. 11. Mignon (2). M. 12. Et Dukkehjem (6). Ti. 13. Tartuffe (82). Jeannettes Bryllup (11). O. 14. Til Indtægt for Alderdomsforsørgelsesfondet: En Skjærsom*
mernatsdrøm (27). To. 15. Mignon (3).
F. 16. Et Compagniskab (36). Farinelli (146). L. 17. Et Dukkehjem (7). S. 18. Mercadet (1). (Justin: Oddgeir Stephensens første Op*
træden). M. 19. Mignon (4).
Ti. 20. Mercadet (2). (Mericourt: F. A. Cettis sidste Optr.).
O. 21. Gnisten (10). Brudefærden i Hardanger (96). To. 22. Tove (9). F. 23. Et Dukkehjem (8). L. 24. Et Compagniskab (37). Napoli (180). S. 25. Mignon (5). M. 26. Mercadet (3).
Ti. 27. Barselstuen (155). Dansedivertissement. O. 28. Et Dukkehjem (9).
To. 29. Scapins Skalkestykker (144). Brudefærden i Hardanger (97). F. 30. Mignon (6). L. 31. Mercadet (4). Dansedivertissement.
(100 Aarsdagen for >Fiskerne«s Første*
opførelse).
FEBRUAR.
S. 1. Et Dukkehjem (10).
M. 2. Naar Møbler flyttes (10). Ungdom og Galskab (170).
Ti. ^3. Et Dukkehjem (11).
O. 4. Barselstuen (156). Dansedivertissement.
46 REPERTOIRET 1879—80
To. 5. Gnisten (11). Mercadet (5).
F. 6. Et Solglimt (8). Valdemar (153).
L. 7. Hans Heiling (89).
S. 8. Naar Møbler flyttes (11). Gnisten (12). Jeannettes Bryllup (12).
(100 Aarsdagen for Dr. Ryges Fødsel). M. 9. En Skjærsommernatsdrøm (28).
Ti. 10. Pernilles korte Frøkenstand (87). Et Compagniskab (38). O. 11. Et Dukkehjem (12). To. 12. Mignon (7). F. 13. Gnisten (13). Mercadet (6). L. 14. Mignon (8).
S. 15. Naar Møbler flyttes (12). Mercadet (7). Dansedivertissement. M. 16. Mignon (9).
Ti. 17. De Usynlige (45). De Fattiges Dyrehave (90). O. 18. En Skjærsommernatsdrøm (29). To. 19. Et Dukkehjem (13).
F. 20. Besøget i Kjøbenhavn (55). Jeannettes Bryllup (13). L. 21. En Skjærsommernatsdrøm (30). S. 22. Et Dukkehjem (14). M. 23. Wilhelm Tell (82). Ti. 24. Besøget i Kjøbenhavn (56). Musikalsk Divertissement.
(ved Henrik Westberg). (Christian Han*
sens Dødsdag). O. 25. Efteraarssol (31). Regimentets Datter (107). To. 26. Besøget i Kjøbenhavn (57). Musikalsk Divertissement.
(ved Henrik Westberg). F. 27. Gnisten (14). Brudefærden i Hardanger (98). L. 28. Mignon (10). (Wilhelm Meister: Henrik Westberg som
Gæst). S. 29. Efteraarssol (32). Regimentets Datter (108).
MARTS. M. 1. Besøget i Kjøbenhavn (58). Musikalsk Divertissement.
(ved Henrik Westberg og Frk. Nyeland). Ti. 2. Mignon (11). (Wilhelm Meister: Henrik Westberg som
Gæst). O. 3. Barselstuen (157). Blomsterfesten (2. Afd.). To. 4. Et Solglimt (9). Et Compagniskab (39). De Usynlige (46). F. 5. Efteraarssol (33). Regimentets Datter (109). L. 6. Et Dukkehjem (15).
S. 7. Misanthropen (6). Jeannettes Bryllup (14). M. 8. Et Dukkehjem (16). Ti. 9. Hans Heiling (90).
REPERTOIRET 1879—80 47
O. 10. Barselstuen (158). Musikalsk Divertissement.
(ved Henrik Westberg; sidste Optr.). To. 11. Wilhelm Tell (83). F. 12. En Skjærsommernatsdrøm (31). L. 13. Besøget i Kjøbenhavn (59). Polka. S. 14. Den skjulte Skat (1). Regimentets Datter (110). M. 15. Mignon (12). Ti. 16. Et Dukkehjem (17). O. 17. Misanthropen (7). Aditi (1). To. 18. Efteraarssol (34). Farinelli (147).
F. 19. Mignon (13). (Mignon: Frk. Rosenstands sidste Optr.).
L. 20. Misanthropen (8). Aditi (2). S. 21. Den skjulte Skat (2). Regimentets Datter (111). M. 22. Misanthropen (9). Aditi (3). Ti. 23. Den skjulte Skat (3). Regimentets Datter (112). M. 29. Ambrosius (46). Ti. 30. Misanthropen (10). Aditi (4). O. 31. Et Solglimt (10). Farinelli (148).
APRIL. To. 1. En Skjærsommernatsdrøm (32). F. 2. Misanthropen (11). Aditi (5). L. 3. Et Dukkehjem (18).
S. 4. Ambrosius (47). (A.W. Thornams Dødsdag).
M. 5. Barselstuen (159). Dansedivertissement. Ti. 6. Tannhåuser (22). O. 7. Misanthropen (12). Aditi (6). To. 8. Jægerbruden (145). F. 9. Gnisten (15). Aditi (7). L. 10. Lady Tartuffe (23). S. 11. Op. Faust (84). (Margarethe: Signora Campobello som
Gæst). M. 12. En Skjærsommernatsdrøm (33). Ti. 13. Op. Faust (85). (Margarethe og Valentin: Signora og
Signor Campobello som Gæster). O. 14. Misanthropen (13). Aditi (3). To. 15. Lady Tartuffe (24). F. 16. Don Juan (212). (Don Juan og Zerlina: Signor og Sig*
nora Campobello som Gæster). L. 17. Et Dukkehjem (19). (Efter Kongens Ønske havde ti af Prof.
Nordenskiolds Ledsagere hver Aften
gratis Adgang, medens »Vega« laa paa
Rheden). S. 18. Don Juan (213). (Don Juan og Zerlina: Signor og Signora
Campobello som Gæster; sidste Optr.).
48 REPERTOIRET 1879—80
M. 19. Ambrosius (48).
Ti. 20. Stor Staahei for Ingenting (18).
O. 21. En Skjærsommernatsdrøm (34).
(Titania: Frk. Lund o: Fru Sechers sid«
ste Optræden). To. 22. Misanthropen (14). Aditi (9). F. 23. Den skjulte Skat (4). Murmesteren (63). L. 24, Besøget i Kjøbenhavn (60). Dansedivertissement.
(Camilla: Frk. Lønborgs sidste Optr.). S. 25. Stor Staahei for Ingenting (19). M. 26. Efteraarssol (35). Fra Siberien til Moskou (30). Ti. 27. Et Dukkehjem (20). O. 28. Misanthropen (15). Aditi (10).
(Emil Poulsen udnævnt til kgl. Skue*
spiller fra 1. Juli). To. 29. Et Compagniskab (40). De Fattiges Dyrehave (91). F. 30. Stor Staahei for Ingenting (20). Dansedivertissement.
(Pas de deux — La Lithuanienne).
MAJ. L. 1. Den skjulte Skat (5). Farinelli (149).
S. 2. Den pantsatte Bondedreng (41). Recensenten og Dyret (195). M. 3. Stor Staahei for Ingenting (21). Dansedivertissement. Ti. 4. Lady Tartuffe (25). O. 5. Ambrosius (49). To. 6. Søstrene paa Kinnakullen (46). Bacchusfesten (17).
(Ulrikka: Frk. Antonsens Debut). F. 7. Den pantsatte Bondedreng (42). Recensenten og Dyret (196). L. 8. Den hvide Dame (144).
S, 9. Den pantsatte Bondedreng (43). Recensenten og Dyret (197). M. 10. Søstrene paa Kinnakullen (47). Musikalsk Divertissement.
(ved Signora Scrivani). Ti. 11. Gnisten (16). Murmesteren (64).
O. 12. Den pantsatte Bondedreng (44). Recensenten og Dyret (198). To. 13. Stor Staahei for Ingenting (22). Musikalsk Divertissement.
(ved Signora Scrivani). F. 14. Tordenveir (29). M. 17. Ambrosius (50).
Ti. 18. Den pantsatte Bondedreng (45). Recensenten og Dyret (199). O. 19. De Usynlige (47). Polka. Skatten (144). To. 20. Et Solglimt (11.) Søstrene paa Kinnakullen (48). F. 21. Den forvandlede Konge (13). Bacchusfesten (18). L. 22. Tordenveir (30). S. 23. Misanthropen (16). Aditi (11). M. 24. Don Juan (214). (Zerlina: Frk. Schrøders Debut).
OEHLENSCHLAGER . FESTEN 49
Ti. 25. Den forvandlede Konge (14), Bacchusfesten (19).
0. 26. Den skjulte Skat (6). Murmesteren (65). To. 27. Don Juan (215).
F. 28. Et Dukkehjem (21).
L. 29. Stor Staahei for Ingenting (23). Dansedivertissement.
S. 30. Samfundets Støtter (25). (Lona Hessel: Fru Louise Jacobsens sid*
ste Optræden). M. 31. Den pantsatte Bondedreng (46). Recensenten og Dyret (200).
1. Juni: Til Indtægt for Ballettens Pensionskasse: »August Bournon*
ville«. Et Folkesagn (104).
2. Juni: Til Indtægt for Alderdomsforsørgelsesf ondet: Den pantsatte
Bondedreng (47). Recensenten og Dyret (201).
(Viva: Fru Schønbergs sidste Optr.).
[I April — Maj optraadte Augusta Schou atter blandt italienske Sangere paa Covent Garden i London.
De samme Operister, som sidste Aar dannede et Selskab, gav i Juni atter Forestillinger i danske og skaanske Byer, bl. a. med et Ud* tog af »La Traviata« paa Programmet.
I Juni gav Olaf Poulsen, W. Kolling, Fru Tychsen, Krum m. fl. Forestillinger i danske Provinsbyer. Emil Poulsen optraadte i Juni som Ambrosius, Konsul Bernick, Shylock og Helmer paa Bergens nationale Scene].
1. Juli ansattes Pietro Krohn som Økonomiinspektør og Kostymier. 6, Juli døde J. D. Bauer. 12. Juli fik M. V. Brun Bevilling til Oprettelse af Dagmarteatret.
Teateraaret 1879 — 80 var en begivenhedsrig Sæson. Meget af det Arbejde, som ydedes i dens ni Maaneder, fik Betydning paa længere Sigt. Aaret blev ikke alene mærkeligt ved Signora Ristoris Gæstespil og ved Opførelsen af »Et Dukkehjem«, men det lykkedes for første — og eneste — Gang Chefen at slutte Regnskabet med et Overskud,
Om Formiddagen den 14. Novbr. samledes i Teatret et fest5= klædt Publikum med Landets Notabiliteter i Spidsen i Anled? ning af lOO^Aarsdagen for Adam Oehlenschlågers Fødsel. Sce* nen forestillede en Søjlehal, hvorigennem man saa' Akropolis; inde i Hallens Baggrund stod Digterens laurbærkransede Buste, medens FJusets Kunstnere var samlede i Forgrunden. Efter at Fieises Ouverture til »Palnatoke« var spillet, fremsagde Emil
R. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie. III. 4
50 RASMUS NIELSENS TALE
Poulsen »Guldhornene« til Hartmanns Musik, hvorpaa Profess sor, Dr. Rasmus Nielsen traadte frem paa en Talerstol og sagde Dagens festlige Ord:
»Denne Hal, disse Lys, dette festlige Stævne tyder jo paa, at her er et Noget, som gjerne vilde komme til Orde; det lever stille i Alles Sind, det søger tilbage i Fortidens Spor, det samler Tankerne omkring Erindringens Kilder. Vi vide, hvad det er: et Minde, et hundred* aarigt Minde. Og dette Minde taler om? En Gave fra Himlen, Geniets Barn, de dybe Følelsers Tolk, Adam Oehlenschlager, en Rid* dersmand i Skjønhedens Rustning, en kronet Digter for det danske, ja for Nordens Folk: ser Skikkelsen hist, forklaret i Mindet!
Skulle vi nu begynde med at opregne denne Mands Fortjenester, hvilke og hvormange de ere? Det ser besynderligt ud; men vi maa sige det, som det er, han har nok ingen Fortjeneste. Rosen dufter. Nattergalen slaar, Kilden risler; det forfrisker os, det er saa vel* g j ørende, men er det en Fortjeneste af Rosen eller Nattergalen eller Kilden? Solen rejser sig i kongelig Pragt, Natten flygter i Angst, og Taagerne vige; det opliver os, det er saa velgj ørende; men er det en Fortjeneste af Solen? Straalerne hilse den kolde Jord med Foraarsbud* skab, at nu skal det Døde staa op, og Livet begynde; det forynger os, det -er saa velgjørende; men er det Solstraalernes Fortjeneste? Dersom Rosen, Kilden, Nattergalen, Solen og dens Straaler havde en talende Sjæl, saa vi kunde spørge dem ad: hvorfor gjøre I dette? da vilde de vel svare: det er i vor Natur, vort Væsens Lov; vi gjøre, hvad vi maa, vi kunne ikke andet. Og dette Svar lyder og gjenlyder i Sjælene; thi Digteren og Konstneren, ja Alle, som op* rigtig staa i Aandens Tjeneste, ville paa det samme Spørgsmaal give samme Svar: det er i vor Natur, vort Væsens Lov; vi gjøre, hvad vi maa, vi kunne ikke andet. Forlanger man Bevis, en Ildprøve, som godtgjør, hvor sandt det er: nu vel, her er Correggio. I Miskjendel* sens bitre Øjeblik, da Modet svigter ham, og det er, som skulde Haabet slukkes, siger han stille, besluttet:
Velan, saa vil jeg aldrig male mer. Gud ved, jeg gjorde det ej for at glimre; Jeg gjorde det, som Bien gjør sin Celle, Som Fuglen bygger i et Træ sin Rede . . .
altsaa af indre Drift, af uvilkaarlig Trang; han kunde ikke andet! Hvor det smerter ham at sige Farvel til sin kjære Konst; han føler det, som skulde han fornægte sit bedre Jeg og gjøre Vold paa sin Natur, Sjælen vaander sig i saadanne Prøvelser; som Alrune i Æven* tyret, naar dens Rod oprykkes, giver den et Skrig saa klagende, at det kan gjøre et Menneske vanvittigt. Det er ikke blot Smaatalenter og Halvbegavede, der nu og da blive usikre om deres egentlige Kald;
RASMUS NIELSENS TALE 51
nei, Tilværelsen føier det som oftest saa, at netop Genierne, de store Begavelser, faa kritiske Øieblikke. Og hvorfor? Jeg tror, det er fordi de ret skulle indse, at de ikke vilkaarlig have kaldet sig selv, men ere henviste til at gjøre, hvad de maa, og ikke kunne andet. Først da bliver det dem indlysende, hvor umuligt det er at fornægte Kaldelsen, naar de se — om end gjennem Taarer — det store Segl, Nødvendighedens Segl, paa Kaldsbrevet. Tør vi tvivle om, at ogsaa en Oehlenschlåger har kjendt slige kritiske Øieblikke?
Men, kunde maaske Nogen indvende, hvis det virkelig er saa, at Genierne, Digterne, Konstnerne kun gjøre, hvad de maa, af Nødven* dighed, saa skylde vi dem jo ingen Tak, om end deres Virksomhed er nok saa velgj ørende. Lad et Barn føle Trang til at takke Rosen og Nattergalen; ingen fornuftig Borger falder paa at foreslaa en Tak# Adresse til Solen paa Grund af dens mange Velgj erninger. Det Nød* vendige vil modtages, som det er; kun det Gode, der udøves med Villie, med fuld Frihed, fortjener Tak. Fremsat i denne Form, er Indvendingen næppe farlig. Hvis en ædel Kvinde gav en Mand sin rige Sjæl, sit fulde Hjærte, og denne saa svarede: ja, din Kjærlighed, adlet af Skjønhed, Uskyld og Ynde, er mig uendelig velgjørende; men da jeg nu ved, at Du kun elsker mig, fordi Du nødvendig maa, og ikke kan andet, saa skylder jeg Dig ingen Tak; mon man da ei vil finde, at en saadan Tale tyder paa Afsindighed? Enhver forstaar, at der er Forskjæl mellem blind Naturnødvendighed og den Nødvendighed for Sjæl og Aand, hvori Friheden lyser. Nei, bagved Indvendingen staar noget Andet; vi mene at hædre den store Digters Minde ved at drage det frem.
Den geniale Nødvendighed, mener man, melder sig i Regelen med
uimodstaaelig Lyst, og Tilfredsstillelsen af denne Lyst er ubeskrivelig
Nydelse. Da nu den høieste Nydelse umulig kan findes i den virke«
lige Verden, som den er, saa skaber Digteren, Konstneren, i Kraft af
Fantasiens Magtfuldkommenhed en anden, skiønnere, høiere Verden,
og nyder begejstret sin egen Skabelse: Kommer og ser — Idealernes
Verden! Han indbyder os til ogsaa at nyde. Unægtelig er der noget
Frigj ørende. Forfriskende og Vederkvægende i at se disse høie Skik*
kelser, de rene Former og klare Farver, og saa denne Leg, dette Spil
af Lys og Skygge, Smil og Taarer, Liv og Død, et Spil saa sindrigt,
at Smertens vilde Skrig endog opløse sig i Harmoni og Fortvivlelsen
selv finder Lindring; her er Visdom i Alt, Opmærksomhed for Alt,
en Omhu for det Mindste, ja for det Allermindste, en Styrelse, der
i det Hele som i det Enkelte synes langt at overgaa det virkelige
Forsyn efter Naturens Orden. Skade, at hele Herligheden ligger i
Indbildningen; thi Indbildning er en berusende Vin. Vi kunne for*
friskes ved Indbildninger, naar de nydes med Maade; men vi kunne
ikke leve af Indbildninger. Det er denne Adskillelse af Virkelig*
4*
52 RASMUS NIELSENS TALE
hedens og Fantasiens Verden, der ved Oehlenschlågers Optræden stod som en gabende Kløft, en Kløft, der maatte udfyldes. Men hvor* ledes skulde dette vel kunne ske?
Sammenfatte vi Jord og Himmel, Luft og Hav, med Alt, hvad vi der forefinde, under Benævnelsen den virkelige Verden, medens vi derimod henføre Sindets Verden, den Verden af Følelser, Forestillin* ger, Tanker og Længsler, vi bære i os selv, under den billeddannende Fantasis Omraade, da maa vi vistnok sige, at Virkelighedens eller Tingenes Verden i det Udvortes danner en skarp Modsætning til Indbildningernes og Forestillingernes Verden i vort Indre; men denne indre Verden har dog sin Virkelighed, og vort hele sjælelige Liv vidner om uophørlig Vexelvirkning mellem de to Verdener. — Hvad er Sjælen? Man kan sammenligne den med en Strengeleg, et Instru« ment, naar man kun ikke glemmer, at det er en Strengeleg, der lytter til sine egne Toner, et Instrument, der bearbeider sine egne Stemnin* ger, at Sjælen, med andre Ord, er et selvvirksomt, levende Væsen.
Dersom nu de mange forskjælligartede Indtryk fra den udvortes Verden altid virkede harmonisk paa Sjælen, da vilde der være lutter lyse og klare Billeder derinde, og disse Billeder og Forestillinger vilde bevæge sig rhytmisk, Følelser og Tanker vilde hæve sig, stige, synke og atter stige som i skjønne, om end uhørlige Melodier. Men Om* verdenen med den grove Virkelighed er en hensynsløs, en ubehjælp* som Musikant. Den griber i Strengelegen med plumpe Fingre, den rusker og river i Strengene saa blindt, at Harmonien forstyrres, og Instrumentet gaar af Stemning. Det forstemte Sind anstrænger sig for at gjenoprette Ligevægten; men Sagen er forviklet. Thi som man i Naturlæren taler om Lydbølger, Varmebølger og Lysbølger, saa* ledes kan man i Sjælelæren tale om Følelsesbølger, bølgende Forestil* linger og Tankebølger. Sjælens Strenge ere jo legemlige Nerver. Nerverne zitre og svinge; de bølge som den tonende Luft, som den varmende, lysende Æther. Nu kan man forestille sig, hvor pinligt det er, naar Strømmene gaa imod hverandre, krydse hverandre, af* bryde hverandre saaledes, at den ene Bølge overskyller den anden og den rhytmiske Bevægelse forstyrres; der opstaar Knuder, Hvirvler og meningsløse Brydninger; Sindet føler sig trykket, forpint: Ned* slagenhed. Mismod, Livslede har heri sin dybere Grund. Her trænges til en Hjælp; men hvori skal Hjælpen bestaa? Væsenligt deri, at Dissonanserne opløses, deri, at Grundaccorder med rene Overgange i Takt, i Rhytme og Melodi igjen bringe Følelsernes Flod til uhildet Strømning; deri, at det Meningsløse fjærnes, og de forvirrede Fore* stillinger kaldes til Orden, Det er ei blot til Lyst, det er til sjælelig Hjælp, til virkelig Lægedom for det mismodige, fortrykte Sind, at Digteren synger:
Aldrig de smaalige Sysler mod Jorden dig bøie. Vend til de store Bedrifter dit undrende Øie.
RASMUS NIELSENS TALE 53
Kummer og Armod og Kval ei din Taare kun vinde, Ogsaa ved Livets uskyldige Leg bør den rinde, Vindenes Suk, Blomsternes vinkende Buk, Pigernes salige Smil og ved Tidernes Minde.
Her er Takt og Rhytme, Harmoni og Melodi.
Ja, vil man maaske sige, naar det, hvad her er antydet, kunde blive rigtig udviklet, saa vilde Poesiens velgjørende Indflydelse paa Sindet, som vi jo alle erkjende, vistnok blive paavist; men Kløften mellem den indvortes og udvortes Verden er dermed ingenlunde ud* fyldt; den udfyldes kun ved Villie og Handlekraft. Poesien kan aabne Idealiteternes straalende Himmel, kan lulle os ind i søde Drømme og vugge os i Stemninger; men hvad der for den haarde, mangekantede Virkeligheds Skyld maa fordres, Villie og Handlekraft, kan den ikke give. — Vi maa da spørge, om Villie og Følelse, Villie og Fantasi, Villie og Lidenskab ikke skulde have Noget med hinanden at gjøre. Hvad formaar en Villie, forladt af Følelse og Fantasi og Lidenskab? Den selvbestemmende Villie bevæger kun, idet den bevæges, den griber kun, idet den selv er greben; først da v i 1 1 e vi ret kraftigt, naar vi erkjende og føle, at vi maa ville. Den kolde Forstand kan i tvivl* somme Tilfælde udfinde, hvad det egentlig er, vi helst burde ville; men Villien faar intet Opsving, den er mat, en vingestækket Fugl, der ei formaar at hæve sig fra Jorden. Forstanden kan erkjende, at Maalet er et Ærens Maal og at der til Maalets Opnaaelse kræves Mod; men i Forstandens kolde Form ere Ære og Mod kun døde Be* greber, og Villien anstrænger sig forgjæves med at blæse Liv i det Døde. Saa trænger Sjælen atter til en Hjælp; og hvorfra skulde Hjæl* pen vel komme, dersom Aanden ikke havde et Ord, der kunde vække Følelsen, reise Lidenskaben og tænde en Gnist i Villien? Det er Digterordet, Fantasiens Ord, der giver Sjælen Vinger. Idet Maalet bliver anskueligt i Fantasi, kommer det Sjælens Øie nær, saa nær, at det derved ligesom griber den Handlende i Brystet og drager ham til sig. Nu har Villien Fart, den Feige selv maa blive modig. Ogsaa Modet, Villien, Handlekraften har sin Rhytme og sin Melodi. Det er ei blot til Lyst; det er til Sjælesundhed, til Vækkelse af Villiekraft og mandig Daad, at Digteren lovsynger »Melodiens Almagt«:
Ja, Melodi, du toner Mod og Varme, Og Broderkjærlighed i Mandens Barm, Stærkt spænde sig de senefulde Arme Og slaa med Kæmpevældens hele Harm. _ Forfærdet, blegnende Tyranner vige,
Marseillerhymnen vandt de franske Krige Og Frihedshymner evig vinde vil, Saalænge Mod og Frihedsaand er til.
54 RASMUS NIELSENS TALE
I denne Aand, paa denne Vis har Oehlenschlåger stræbt at ud* jævne Kløften mellem den udvortes og indvortes Verden, idet han har stræbt at gjøre Poesiens Sag til en Livets Sag. Han kunde tale Lidenskabernes Sprog fuldttonende, rent, uden Stammen og Famlen; men han forstod ogsaa at holde det Tøilesløse i Ave, eller rettere: han forstod at vise os de Fornuftens og Virkelighedens Skranker, mod hvilke Lidenskaberne bryde sig som fraadende Bølger mod Klip* pemure. Hakon, Palnatoke, Gudrun, Dina, ja, Apollo og Muserne ere hans Vidner, at han aldrig legede letfærdig med Lidenskabernes Ild, aldrig søgte Poesiens Ideal i Vrag af sprængte Naturer, i søn« derrevne Sjæles vilde Jammer. Han erkjendte Grænsen, den Skjøn« hedens Grænse, som i Virkeligheden ogsaa er en Sandhedens Grænse. Han var ikke en Digterindividualitet, som uden Interesse for den virkelige Verden kun sang i Sorgløshed om hvadsomhelst, der be« vægede hans Sind. Han har taget Sagen alvorlig; han har betragtet sit Digterliv som en væsentlig Del af Folkets Liv, Han har lyttet til Folkets Aandedræt, han har fornummet dets varme rislende Blod og følt dets Hjærte banke; han har mærket sig ikke blot, hvad der lys« nede paa Overfladen, men ogsaa, og det fornemmelig, hvad der rørte sig dybere inde. Han gjorde ikke Folke-Aanden til et Slagord, der kan betyde Allehaande; men han levede, digtede, virkede i Folkets Aand; eller rettere: det var denne Aand, der levede, digtede, virkede i ham.
Det var i Aarhundredets Morgen, det var i dundrende Kamp, at Aanden steg op fra Kongedybet og gav ham Indvielsens Daab. Med denne Indvielse har han i mere end en Menneskealder levet, digtet og virket for sit Folk; han har elsket dette Folk, har inderlig gjennem« levet dets Sorger o.g Glæder, dets Seire og Tab, dets Frygt og For« haabning. Han var ikke Helt, han løftede ikke Sværdet og vandt ingen Seire; han var kun Digter — han har jo ingen Fortjeneste. Men skulde han derfor ikke have Betydning? Mig tykkes, at der er en Betydning, en stor, selvgyldig Betydning, som i Aandens og Fri« hedens Navn veier op imod udvortes Fortjenester, og at dette er hans Livs Betydning. Han var ikke Helt, men derfor dog ikke ube# kjendt med Farer; han havde aandeligt Mod til at være med, hvor det gjaldt. Han saa, hvor Horizonten mørknedes, og tunge, sorte Uveirsskyer trak op over Danmarks Sletter, over Norges Fjælde; rnen han undveg ikke Faren; han var aandelig med i Kampen. Han var ombord, da Statens Skib arbeidede tungt i de brusende Søer; han hørte den fjendtlige Torden, han saa, hvad Lynene splintrede; men han klynkede ikke, han forsagede ikke, han holdt sig nær til de Behjærtede, der aldrig gik paa Accord, den faste Stok, der ei vilde stryge vort gamle Flag, saalænge en Mand kunde røre en Arm, saa« længe der var en Kardus at putte i Munden paa en Kanon. Tør vi tvivle om, at det Aandens Mod, der lyste af hans begeistrede Ord,
OEHLENSCHLAGER^FESTEN 55
har haft Betydning for Krigerens Mod? Tør vi tvivle om, at de Tapre, der saa Kammeraterne falde, fornam et indre Blivende, et Noget, som ikke falder, naar de i Kampens Storm hørte Digterens klare Røst:
Et ved jeg, som urokket stod
I Tidens Ebbe, Tidens Flod,
Ulænket, fri for alle Baand,
Og det var — nordisk Aand.
Saa føler Folket, at det skylder ham Tak, og ærer sig selv ved at ære hans Minde. Vel er det nu saa, at Slægterne dø, at Mindets Kranse visne; thi, siger den gamle græske Sanger, »ligesom Træernes Blade, saaledes er Menneskenes Slægter, Bladene strøes af Blæsten paa Jord, men naar Skovene grønnes, myldre de atter fra Grenene frem ved Vaarens Igjenkomst; saaledes Menneskenes Slægter, en fødes, en anden forsvinder«. Meget vil forandre sig i Tidernes Løb. Men er der Sandhed i det, hvad vor Digter har følt, er der i et Folks Væsen og Charakter, trods alle Omskiftelser og udvortes Forandrin* ger, noget Blivende og Uforanderligt; tør vi stole paa, hvad hans Øie saa, da han nærede Et, »som urokket stod i Tidens Ebbe, Tidens Flod, ulænket, fri for alle Baand«, at det virkelig er — »nordisk Aand«, saa lad kun Kransene visne og Tiderne skifte; om hundrede Aar vil Folket bringe sin Digter nye Kranse, friske Kranse. Dog, ogsaa de ville visne! Ja, lad dem visne! Vi vide med ham og han med os, at hvad der paa Jorden blomstrer og visner, er i Forkrænkelig* heds Form et Billede af et Uforkrænkeligt, et Aandens Symbol paa det Uvisnelige. Lauren snor sig om hans Tinding, han er en kronet Digter; saa henter Egeløv fra Nordens Skove, bedugger hvert Blad med Taknemmeligheds Taarer, og flætter ham endnu en Krans, thi denne kronede Digter var i Sandhed en Folkets Digter, ja, en af de Store; der var i ham en Sjæl af Folkets Sjæl, et Hjærte ret som Folkets Hjærte, en Aand af Folkets Aand. Se, hvor hans Aasyn lyser, forklaret i en stille Glans! Det er et Skjær, et Skin — det er Gjenskin af en uvisnelig Krans, en Krans af evige Stjærner«.
Da det længe vedvarende Bifald, som Rasmus Nielsens Talekunst henrev Publikum til, døde hen, sang man en Sang af H. P. Holst, og efter at Carl Ploug havde udbragt et »Leve Oehlenschlågers Minde«, sluttede Festen. Men ude paa Torvet samlede to Musikkorps, som havde spillet i Gaderne, Tusinder af Mennesker, og Kl. 2 sang Operaens Solister og Koret fra Loggiaen en Sang af Edvard Lembcke ledsaget af Hartmanns Musik fra Slagkoret i »Olaf den Hellige«. Til Festkomitéen ind?
56 »KJARTAN OG GUDRUN«
løb telegrafiske Hilsener fra de andre nordiske Hovedscener. Teatret og Oehlenschlågers Statue var smykket med Guirlan^: der, og om Aftenen blev Bygningen — ligesom flere Ej en* domme i Nærheden — illumineret og oplyst af Gasfakler.
Inden Tæppet gik op om Aftenen, sang Publikum nogle Vers af Carl Andersen, atter lød et Leve for Digterens Minde, — men dermed var Festen egentlig forbi. Thi Opførelsen af »Kjartan og Gudrun«, der havde hvilet siden 1850, virkede ikke opstemmende. Valget af denne Tragedie var efter Wiehes Afs gang dikteret af Nødvendigheden, thi skønt den ved sit psyko* logiske Indhold og sin faste Komposition kunde regnes til Mesterværkerne, stiller den forholdsvis beskedne Krav til Skuespillerne. Alligevel blev Opførelsen kun respektabel: Emil Poulsen var vel ung og kraftig at skue som Kjartan, men for Oehlenschlågers Lyrik fandt han aldrig det rette Udtryk; det samme gjaldt i endnu højere Grad Jerndorff som Olaf Trygva* son og Fru Eckardt som Ingeborg, og i Frk. Dehns Spil som Gudrun sporede Pressen en tydelig, men ingen klædelig Paa? virkning af Ristori, der nylig havde gæstet Teatret. Erik Bøgh beklagede, at Fru Nyrop ikke udførte Rollen. Netop fordi hun ypperligt fremstillede Hjørdis, en af Ibsens tidligste Kvinde^: skikkelser fra Sagatiden, havde det været interessant at se hen? des Udførelse af Gudrun, som var Oehlenschlågers sidste Kvindefigur fra samme Periode. Siden dublerede Fru Nyrop Rollen nogle Gange, men fik ikke noget samlet Billede frem.
Efter Forestillingens Slutning bragte Kunstnere og Studenter Digterens Statue et Fakkeltog og sang nogle Vers af Carl Ploug. Tilsidst kastedes Faklerne i et Baal, hvor de brændte ud — som en Allegori paa den Skæbne, der i de følgende Aar ventede Oehlenschlågers Tragedier. Dog, endnu var Forstaaelsen af hans Betydning saa stærk, at Dagen blev fejret som en national Festdag med Lukning af Skolerne og Procession til Digterens Grav. De andre Teatre deltog ogsaa i Hyldesten. Medens Casino genoptog »Aladdin« med Forspil af Holger Drachmann,, opførte Folketeatret »Mindets Krans for Danmarks store Dig? ter«, en Række Tableauer, som blev August Bournonvilles sid* ste Arbejde. De bestod af Situationer fra Oehlenschlågers Værker og indlededes med en Prolog af Sophus Schandorph.
»ET DUKKEHJEM« 57
Ogsaa udenfor Hovedstaden fejrede man Dagen ved Foredrag eller Mindeforestillinger af de rejsende Selskaber, og Festens nordiske Karakter blev stadfæstet gennem den Deltagelse, de andre Nationalscener viste. Christiania Teater opførte »Axel og Valborg« med Prolog af Hartvig Lassen, samme Forestilling gaves af den finske Nationalscene i Helsingfors, medens det svenske Teater spillede »Hakon Jarl«. I Stockholm opførte det nye Teater »Axel og Valborg«, det dramatiske Teater »Ærlig* hed varer længst« og det store Teater »Kjartan og Gudrun«, der hos os naaede ti Opførelser i to Sæsoner. Da Ministeriet udbad sig Oplysning om, hvilke Mænd som havde gjort sig særlig fortjent af Oehlenschlåger, indstillede Fallesen H. P. Holst, Kristian Arentzen og F. L. Liebenberg, der alle i Dagens Anledning blev dekorerede. Men han forbigik Wiehe, og Mini* steren havde ikke Indsigt nok til at gennemskue denne Uret. Til Gengæld sendte en Kreds af Beundrere ham en oldnordisk Guldring, ledsaget af dette Digt:
»Tiden løber saa snelt af Sted Ungdom svinder og Kræfter med. Et dog bliver tilbage: Daad og Ry fra de unge Dage!*
— Det kunde se ud som et Symbol, at Henrik Ibsens Skue* spil »Et Dukkehjem« fremkom, just da den sidste store Oehlen* schlåger#Skuespiller var forsvundet, og den sidste Fakkel fra Mindefesten var brændt ud. Første Gang, Titlen nævntes of* fentligt, var i en Notits i »DagS:;Telgr.« 18. Oktbr. 1879. For* lagsboghandler Hegel agtede netop i de Dage at indsende Styk* ket til Teatret, og den 8. Novbr. afgav Molbech sin Censur. Han fattede sig dennegang i Korthed: »Det er en i dramatisk og psykologisk Henseende lige fortrinlig Skildring af en ægte* skabelig Collision, hvis gradvise Indledning man følger med spændt Interesse lige til den sidste Scene, hvor Baandet brister. At jeg finder selve Opløsningen ikke blot piinlig og utilfreds* stillende, men til en vis Grad psykologisk uforklarlig, kan ikke forandre min Mening om Skuespillets Brugbarhed for Scenen, og jeg indstiller det ubetinget til Antagelse«. Den 12. Novbr. tiltraadte Fallesen Censors Dom, men det varede noget, inden Købsbetingelserne kom i Orden. Chefen søgte nemlig — støt*
58 »ET DUKKEHJEM«
tet af det forældede Regulativ — at hindre »Et Dukkehjem«s Udgivelse i Danmark og Opførelse i Udlandet inden Stykkets Fremkomst paa det kgl. Teater, men Ibsen vilde absolut ikke gaa ind paa dette urimelige Forlangende. Belært af pinlige Er# faringer i sine Ungdomsdage troede han, at Kravet dækkede over en indirekte Afvisning og spurgte (i et Brev af 14. Novbr.) sin Forlægger, om Folketeatret ejede en Skuespillerinde, til hvem man turde betro Noras Rolle. Hegel lod nu kort Fallesen vide, at Dr. Ibsen maatte have en hastig Afgørelse; Skuespillet skulde for Julemarkedets Skyld udkomme den 4. Decbr., og dersom Chefen ikke vilde gaa ind herpaa, agtede Ibsen at »disponere over sit Arbejde paa anden Maade«. Saa nær var Teatret ved at gaa Glip af dette banebrydende Drama, men heldigvis bøjede Fallesen sig; han havde kun villet skaane For* fatteren og Teatret for det Indtægtstab, der efter hans — gan# ske urigtige — Mening »vilde flyde af den tidlige Udgivelse«. Et Forsøg paa at faa Ibsen til at sælge Stykket for 4000 Kr. én Gang for alle mislykkedes ogsaa; Ibsen foretrak klogelig at blive honoreret procentvis, og allerede ved den 10. Opførelse havde han tjent næsten hele Beløbet, der ved den 25. Gang var steget til c. 9000 Kr. For de senere Opførelser fik han iflg. Regu* lativet intet Honorar.
Større Held havde Fallesen med at sætte Fart paa Indstude* ringen, hvorved Teatret fik Æren af at blive den første Scene i Verden, som opførte »Et Dukkehjem«. Det lykkedes ham og* saa — hvad der vilde være utænkeligt i vore Dage — at bevæge de fleste Redaktioner til ikke at anmelde Skuespillet, da det f orelaa i Bogform. Pressen syntes, den skyldte Teatret det Hen* syn ikke at tage »Duften« af Nyheden. Endelig oprandt den store Aften, en af de mest betydningsfulde i Teatrets nyere Historie. Stykket gjorde et mægtigt, om end forskrækkende Indtryk. Intet af Ibsens Værker fremkaldte her som andetsteds i Verden en saa langvarig Diskussion. Det var mindre en Debat af æstetisk*kritisk Art end selve Emnet, der satte Sin* dene i Bevægelse. Ibsen ramte dybt, fordi han skar i levende Kød.
Handlingen var ganske enkel: Ægteskabet mellem Bankdi* Tcktør, Advokat Helmer og hans Hustru Nora er tilsyneladende
»ET DUKKEHJEM« 59
lykkeligt, men i Grunden tomt og parat til at falde sammen ved et Pust fra Virkeligheden. Af en Samtale mellem den unge, barnagtige Frue og en Veninde, Fru Linde, erfarer Tilskuerne, at Advokaten for nogle Aar siden har været farligt syg, og da Lægerne erklærede, at han maatte gøre en Rejse til Syden, laante Nora i al Hemmelighed de nødvendige Penge og inds bildte sin Mand, at hun havde faaet dem af sin Fader. Laan* giveren. Sagfører Krogstad, forlangte imidlertid Faderens Kau* tion, men da den Gamle laa dødssyg, vilde hun ikke forurolige ham ved at begære hans Underskrift, men tilføjede den selv paa Gældsbeviset med en Dato, som Faderen ikke oplevede. Da Sagføreren er en blakket Eksistens, opsiger den nye Direk« tør. Advokat Helmer, ham fra hans Stilling i Banken, men han véd at hævne sig ved at fremlægge det falske Dokument for Fruen og true hende med Vanære og Straf, hvis hun ikke be* væger sin Mand til at betro ham en højere Stilling end den op* sagte. Nora kan, ulogisk, som hun er, ikke begribe, at det rene Motiv til hendes Forbrydelse ikke frikender hende; dog i Ulyk* ken tvivler hun ikke om, at Helmer, naar han faar Sagen at vide, vil blive hendes Æres Ridder og paatage sig Skammen. Men dette Offer vil hun ikke, han maa bringe; derfor tænker hun paa Selvmord for at redde hans Lykke og Ære. Hemmelig? hedens Aabenbaring gennem et Brev fra Sagføreren gør imid* lertid et helt andet Indtryk paa Helmer, end hun havde ventet; i sin brutale Heftighed vælter han en Lavine af Bebrejdelser over hende og har ingen Sans for hendes Lidelser, men tænker kun paa at redde sit Rygte. Under denne Scene kommer Hjæl? pen uventet, idet Veninden, der har været Sagfører Krogstads første Kærlighed, har bevæget ham til at sende det farlige Do? kument tilbage. Da Æren er frelst, tilgiver Helmer sin letsin? dige Kone i egoistisk Selvglæde og værdig Vigtighed. Alt skal nu være »godt« igen . . . men da indtræder Forvandlingen. I sin Lidelse har Nora gennemgaaet en Udvikling og lært sin Mand at kende. Hun oprøres, da hun mærker, at han betragter alt det, der sjæleligt er sket, som ikke indtraadt. Det sangvinske Ele? ment i hendes Sind forvandles til overlegen Klarhed, og i isnende Ro dissekerer hun nu deres Samliv med dets Mangel paa Tanke? udveksling. Helmer er blevet en fremmed for hende. Handlin?
60 »ET DUKKEHJEM«
gen ender med, at hun forlader Hjemmet og Børnene for ude i Livet »at opdrage sig selv«.
Det var navnlig denne Slutning, som vakte saa megen Dis? kussion. Var det ikke bedre at ofre Sandheden for en Akkord af Hensyn til Børnenes Fremtid? Havde Nora overhovedet Ret til at forlade dem for sin Udviklings Skyld? Ibsen havde rejst et imponerende Spørgsmaal, men hvor stod Digteren selv? »Det var maaske bedre for Stykket, om disse Børn ikke havde existeret«, spurgte C. Thrane. Selv en af Kvindesagens For? kæmpere. Fru Elfride Fibiger, vilde have, at Nora et Øjeblik efter sin Bortgang skulde komme pænt tilbage »ganske stille og undseeligt«. Man snakkede og stredes i det Uendelige om Problemet, og der var Selskaber, hvor Værten slog en Plakat op over Døren med Paaskriften: »Her maa ikke tales »Dukke? hjem««. Medens Carl Ploug i »Fædrl.« erklærede Stykket for at være et Angreb paa Ægteskabet, opfattede Topsøes »Dagbl.« det som værende af »moraliserende Karakter«. Ploug var Tals? manden for de moralsk forargede og skaffede sin Uvilje Luft ved at insinuere, at Ibsen blot lod Nora gaa fra Hjemmet for at faa en effektfuld Slutning, hvilken Digteren vilde have for? smaaet, hvis han havde haft »vi ville ikke sige en kristelig Op? fattelse af Ægteskabet, men blot den, som er den lovlige i hele den civiliserede Verden«. Dog, ogsaa heri blev han modsagt af »Dagbl.«, der vel bebrejdede Digteren, at han borteskamoterede Moderkærligheden, men alligevel ikke ønskede en forandret Afslutning: »Hvor flad og flov vilde ikke let en Udjevning efter denne Spænding været kommet til at tage sig ud? Tænk blot paa sidste Akt af »En Fallit««. Saaledes stod Opfattelse mod Opfattelse. Erik Bøgh stillede sig an som Psykolog og er? kiærede, at Noras sjælelige Forvandling var en Umulighed: »Nora har kun vist sig som en lille nordisk »Frou?Frou«, og en saadan forvandles ikke i et Nu til en Søren Kierkegaard i Skørter«. Den fiffige Teaterskribent ønskede aabenbart den »lykkelige« Udgang paa Stykket, som tilsvarende entrepre? nante Teaterdirektører fik gennemført paa tyske Scener, men som Ibsen kaldte »en barbarisk Voldshandling«. Retsløs, som var han paa tysk Grund, foretrak han at øve Volds? handlingen selv, saaledes at Nora ikke kom ud af Huset, men
»ET DUKKEHJEM« 61
af Helmer blev tvunget hen i Døren til Børnenes Sovekam? mer; her veksledes et Par Replikker, hvorefter Nora sank sammen, idet Tæppet faldt. Dog, denne Forandring blev naturligvis ikke brugt i Miinchen, hvor Digteren selv overvæs; rede Prøverne. Men i Wien anvendte Direktør Laube den paa Stadtteatret efter først at have konstateret, at Publikum ikke vilde se Stykket med den oprindelige Slutning. Og paa Residenz* teatret i Berlin »uddybedes« den yderligere: Trods den sene Nattetime kom Børnene fuldt paaklædt ind i Stuen, Forældrene hulkede, indtil Nora greb dem, og Tæppet faldt.
Det almindelige, for ikke at sige det middelmaadige Stand* punkt var at give Helmer Ret og kalde Nora hysterisk. Hendes Smaaløgne og hendes Ekstase i Udtryksmaaden fældede hende. Denne Opfattelse nærede for Eks. det dannede Borgerskabs Talerør, P. Hansen, som skrev: »Overrasket bliver Tilskueren i en aldeles eminent Grad ved i Slutningen af Stykket at erfare, at det ikke er Nora, men Helmer, der er den Brødefulde, den Strafværdige«. Modsat var Helmer for Edv. Brandes »den vel* opdragne juridiske Kandidat, Senior i Studenterforeningen, Aandsaristokraten uden Aand, hoven^konservativ halvt af Overbevisning, halvt af Klogskab, indifferent, men havende alle det gode Selskabs Meninger . . . det er ham, der har følt sig fornærmet over »Samfundets Støtter« og raabt paa Skandale over »Leonarda««. Brandes troede ikke uden Grund, at det æstetiske Publikum hyldede Helmerske Anskuelser, men naar han deraf sluttede, at man ikke vilde se Stykket, var han paa Vildspor. Med Rette tog han »Et Dukkehjem« til Indtægt som »et Indlæg i Striden mellem de Reaktionære i Danmark^Norge og Fremskridtslitteraturen ... et Slag mod dem, der tro at kunne indskrænke Poesien i den konventionelle Morals Skranker«.
Men de forskellige Opfattelser forhindrede ikke, at alle var enige om at beundre det Mesterskab, hvormed Stykket var bygget. Som en mageløs Illusionist havde Ibsen med digterisk Betænksomhed udnyttet Stoffet saaledes, at alle Handlingens Forudsætninger kom frem paa den naturligste Maade. Den foregik indenfor et Par Døgn i samme Dagligstue mellem faa Personer og dens Traade spandtes til en Række Samtaler af den højeste Virkning mellem Mennesker, som Tilskuerne syn*
62 »ET DUKKEHJEM«
tes at kende fra Livet. Tonen og Milieuet var besynderligt dansk, hvilket bragte den Antagelse viden om, at der til Grund for Stykkets Fabel laa en frit behandlet Begivenhed i et dansk? norsk Ægtepars Livshistorie, og Ibsen bekræftede siden denne Formodning. Den rige Skiften mellem Lys og Skygge i første Akt og Tusmørkestemningen, under hvilken Samtalen finder Sted mellem Nora og den dødssyge Husven, Dr. Rank, frems^ kaldte en Spænding, der steg fra Scene til Scene og ikke ud* løstes, før Porten efter Noras Bortgang blev slaaet i Laas. »Jeg har aldrig før set et helt Publikum i den Grad rystet ud af dets hverdagsagtige Omgangsformer og Væremaade uden ved en stor betydningsfuld Begivenhed,« skrev Redaktør Secher, »men maaske var dette Stykkes Opførelse heller ikke langt fra at være en saadan i vort sociale Liv«.
For mange Ældre betød Stykket derimod den rene Negativ* isme. Blandt dem var Fru Heiberg. Den gamle Frue havde selv i sine unge Dage danset Noras Tarantel under andre Omgivel* ser (nemlig i H. P. Holst's italienske Komedie »Gioacchino«), men nu glædede hun sig over, at Teatret »oven paa al den triste psykologiske Visdom« genoptog »Recensenten og Dyret«, saa* ledes at Publikum paany kunde drikke af Glædens Kilde. Hun havde dog selv oplevet den Lykke at faa sit Navn knyttet til nye Mesterværker, hvori der var Skikkelser, som svarede til hendes øjeblikkelige Udvikling. Den samme sjældne Lod til* faldt nu Fru Hennings og Emil Poulsen, og for dem begge betød »Et Dukkehjem« det afgørende Gennembrud til den kommende Periodes Virkelighedskunst. Det er tvivlsomt, om Fremstillin* gen var blevet bedre, hvis Fallesen havde anmodet Ibsen om selv at sætte Skuespillet i Scene i Stedet for, hvad E. Brandes beklagede, »at nøjes med Etatsraad Holst's vitterlige Udygtig* hed«. Stykkets jernfaste Konstruktion, dets Klarhed og Knap* hed, beredte ikke Instruktøren nogen vanskelig Opgave; Replik* kerne, hvoraf ikke én var overflødig, men havde sin bestemte Hensigt, faldt Skuespillerne ligesaa mundret paa Læberne, som Ordene lød naturligt i Publikums Øren. Fru Hennings havde et Par Aar tidligere spillet Selma i »De Unges Forbund«, Ibsens Forstudie til Nora (jvfr. II pag. 83), men nu, da hun stod foran den ny, imponerende Opgave, vilde hun søge Hjælp hos sin
»ET DUKKEHJEM«
63
Advokat Helmer (Emil Poulsen)
Nora (Fru Hennings)
Doktor Rank (Peter Jerndorff)
Sagfører Krogstad (Sophus Petersen)
64 »ET DUKKEHJEM«
gamle Lærer F. L. Høedt. Mesteren i Replikkunsten kunde imidlertid ikke modtage den ny Tid, der her bankede paa; syg og nedbrudt bladede han febrilsk i Rolleheftet og gav det hastigt tilbage: »Det kan jeg ikke, Du maa selv«. Folk troede at der laa et umaadeligt Arbejde bag Fru Hennings' Nora, men der kom Roller i hendes Kunstnerliv, som krævede langt større Slid. Hun havde Skikkelsens Ydre, dens fortryllende Egen* skaber og dens spillende Væsen — det var, som om den flagrende, ubekymrede Nora sprang ud af hendes indre Natur. Men Samtiden forbavsedes, da hun voksede ud af Ingenuen og ogsaa fandt sande Udtryk for Noras stigende Uro, Rædselen, den stumme Fortvivlelse og Opløsningens Kulde. Fru Hennings spændstige Energi gav Ordene den rette nervøse Fart; de blev til en Leg paa Afgrundens Rand. Mange udmærkede Skuespil? lerinder har siden delt Nora i to Skikkelser uden rigtig indre Forbindelse. Det samme gjorde ogsaa Verdens første Nora, idet hun i Opgørsscenen blev til et dømmende Menneske, men siden modererede hun sit Spil: Hun var kommet til den Over? bevisning, at Nora ikke forlader Hjemmet, fordi hun dømmer sin Mand, men fordi hun frem for alt vil staa frit og udvikle sig til et selvstændigt, ansvarligt Menneske. Spørgsmaalet om Børnene bliver foreløbig af underordnet Betydning under den Fart, Katastrofen har givet hendes Viljesretning.
Paa mangfoldige Teatre blev Helmer kun en Baggrund for Nora, men ved Førsteopførelsen var de jævnbyrdige. Emil Poulsens Figur var en ny Skikkelse paa Scenen, men desto bedre kendt fra Livet: Et Normaleksemplar af den saakaldte dannede Mand, gengivet med haarfin Forstaaelse af Digterens Mening. Hver lille Nuance fik han frem i Røst og Gang, i Blik* kets Skiften og i den Tavshed, der siger mere end Ord. Han havde set Figuren i hele dens typiske Almindelighed og i sit eget æstetiske, noget reaktionære Naturel fundet beslægtede Træk, der tog sig ud som et Konglomerat af Træk, hentet fra mange Individer. Helmer blev ikke alene en smaalig Egoist og en forloren Skønhedsdyrker, men ogsaa i flere Henseender en brav Mand.
Paa Højde med Emil Poulsen og Fru Hennings kom ingen af de andre Rollehavende. Jerndorff var i Begyndelsen for blød,
»LEONARDA«S FORKASTELSE 65
næsten slimet, og ikke betydelig nok som Dr. Rank, men senere trak han Farverne op, saaledes at han kom til at virke paa en Gang diskret og dristig; Sophus Petersen og Agnes Dehn var begge let melodramatiske i deres Spil som Sagfører Krogstad og Fru Linde, og de fjernede sig derved mærkbart fra Stykkets Grundtone. Et af de smaa Børn blev fremstillet af Valborg Jørgensen, den senere udmærkede Danserinde.
Indtil Udgangen af 1889 naaede »Et Dukkehjem« 50 Opføs reiser; 9. Febr. 1907 gaves det for 100 og sidsteGang med Fru Hennings som Nora. Skønt Førsteforestillingen fandt Sted paa den allerdaarligste Besøgstid, et Par Dage før Jul, indeholdt Kassen 4.699 Kr. — det største Beløb nogen Ibsen*Premiére hidtil havde indbragt. Dagen efter sendte Fallesen Fru Hen* nings en skriftlig Tak og telegraferede til Dr. Ibsen i Miinchen: »Succes immense. L'interprétation en general excellente. Nora Création admirable de Madame Hennings; elle y apporte une intelligence, une gråce, un art hors ligne. Mes félicitations sincéres«. Paa et Telegram fra Hegel svarede Ibsen, at han var »Kammerherre Fallesen og alle øvrige vedkommende mes get takskyldig for den iver, hvormed indstuderingen maa være blevet fremmet. Nu vilde jeg blot ønske, at bladanmel* derne rigtig tilbunds måtte forstå stykket; kritiken er hos os ofte i hænderne på folk, som endnu ikke besidder den fornødne modenhed til fra alle sider at kunne forklare og bedømme et literært arbejde«. —
Da Molbech skulde have »Ambrosius« opført, kæmpede han en fortvivlet Kamp for at komme Ibsens »Samfundets Støtter« i Forkøbet (jvfr. II pag, 148 f.), og nu, da hans nyeste Skuespil »Faraos Ring« var i Færd med at løbe af Stabelen, gjaldt hans Modstand et Værk af Bjørnstjerne Bjørnson. »Faraos Ring« fik derved en forgrenet, men ikke meget flatterende Historie, der dog var mere interessant end selve Stykket. Den 20. Marts 1879 havde Forlagsboghandler Hegel indleveret Manuskriptet til Bjørnsons seneste Skuespil »Leonarda«, som Molbech nogle Dage senere indstillede til Forkastelse. Fallesen fulgte hans Raad, men skønt det gjaldt et Værk af den nordiske Ungdoms Digter, vakte Kassationen ikke øjeblikkelig Opsigt. Det var først, da »Leonarda« med Held var blevet spillet paa norske,
R. Neiiendam: Det kgl. Teafers Historie. III. 5
66 »LEONARDAccS FORKASTELSE
svenske og tyske Scener, at Afvisningen begyndte at beskæfs^ tige Pressen. Overalt blev Stykket bedømt som et løst bygget,. men poetisk værdifuldt Arbejde, og i Miinchen priste Kritiken dets »sædelige Alvor« i Modsætning til Tidens »slibrige Pro? dukter«. Ethvert nyt Budskab udefra om Opførelserne frem? kaldte stigende Forundring over Afvisningen.
Den 11. Septbr. 1879, altsaa et halvt Aar efter Kassationen,, udkom Stykket i Bogform. Holger Drachmann anmeldte det og benyttede Lejligheden til at angribe Molbech, som sammen med Fru Hennings, Pietro Krohn og Frederik Rung opholdt sig i Dresden, hvor »Faraos Ring« skulde have sin Førsteopførelse. Dette Arbejde var allerede Aaret forud antaget af Fallesen, og just i de Dage, da Molbech afviste »Leonarda« — og for Resten ogsaa Alexander Kiellands tidligste Lystspil »Hans Majestæts Foged« samt stud. polyt. Henrik Pontoppidans første Skuespil »Hjemve« — antog Chefen endnu et Værk af Censor, nemlig »Dante«, som L L. Heiberg i 1851 havde refuseret. Forfatteren til »Ambrosius« var med andre Ord kommet paa den grønne Gren.
Drachmanns Angreb var friskt i Formen, men unøjagtigt i Enkelthederne; det drejede sig i Grunden mere om det umus^ lige: at fælde »Ambrosius« end om det mulige: at forsvare »Leonarda«. For at Censor ikke bagefter skulde kunne klage over et »Overfald«, meddelte han ham privat, hvad han havde i Sinde, men da Molbech ikke reagerede, foer Drachmann atter frem, denne Gang skarpere bevæbnet, og hævdede, at det æste? tiske System ved det kgl. Teater var forældet: »Det er frisk Blod, vi savner; det er et Kildespring ud af selve den moderlige Jords Skød, det er Forfatterpersonligheder, som ikke slæbe femti Aars Æstetik og Literatur med sig til deres Arbejdsbord og præsentere os Oehlenschlåger og Hertz i 2. Oplag, det er Forfattere, som dels selv have undergaaet Skæbner og paa samme Tid have beholdt Umiddelbarheden og Friskheden . . . Og saa kasseres »Leonarda« af en Mand, som har den Autori? tet at have skrevet »Ambrosius«, som har anbefalet »En Op* vækkelse«, som er Digter, fordi hans Forgængere have været Digtere, som er Censor, fordi han er en meget dannet Mand,, som indvarsler en ny Æra, der kun er en gammel Æra, som vil
CENSUREN OFFENTLIGGØRES 67
være glemt om en Snes Aar, men som for Øjeblikket har Da? merne med sig. Og den, som har Damerne med sig, regerer Kjøbenhavn. Men den, som har Ungdommen med sig, regerer de kommende Mænd. Og Professor Molbech har ikke Ung^ dommen med sig, fordi han ikke har Ungdom i sig«.
Paa et Møde mellem Fallesen, H. P. Holst og Molbech be* stemtes det ikke at svare direkte paa Drachmanns Angreb. Der* imod skulde Molbech vise Redaktør Ploug sin Censur, saaledes at Anmeldelsen af »Leonarda« i »Fædrelandet« kunde faa dens Præg. Dette skete prompte nogle Dage senere. Da Bjørnson havde vist sig at være for stor til de Nationalliberales Bour? geoisisAlen, knæsatte Partiet ham ikke længer som Ungdom* mens Digter. I Clemens Petersens Dage skabtes hans Ry af det Blad, der nu kaldte hans seneste Skuespil et »afjadsket Ar:* bejde«, skrevet paa Grundlag af en »letfærdig Livsanskuelse«; det var derfor »fuldkomment forsvarligt at lukke det ude fra vor Nationalscene«. Meningsfællerne haabede aabenbart, at Sagen dermed var afgjort.
Men de gjorde Regning uden Vært. Thi oppe i Kultusmini* steriets inderste Kontor sad Teatrets øverste Myndighed, Mini* ster Fischer. Han havde ikke glemt Molbechs Afvisning af »Helene« og af Forslaget til Forandringer i Censurembedets Administration (jvfr. II pag. 178 ff.). Ved nu at give Ordre til, at Dommen over »Leonarda« skulde trykkes, ydmygede han Censor og fik selv et vist Ry for aandeligt Frisind. Der var saa* vist ingen Grund til at prise ham derfor, thi intet laa den tørre Matematiker fjernere end at blande sig i en literær Strid; han handlede blot som en snu Politikus.
Offentliggørelsen fandt Sted i »Berl. Tid.« og vakte stor Opsigt:
»Hoslagt har jeg den Ære at tilbagesende »Leonarda«, Skuespil i 4 Handlinger af Bj. Bjørnson. Indholdet af dette besynderlige Stykke er følgende:
I en mindre Søstad, formodentlig i Norge, lever der en Dame, som kalder sig Fru Leonarda Falk og er Eierinde af et Teglværk. Hun maa antages at være 30 — 35 Aar gammel, har boet i Byen i flere Aar, drevet sit Teglværk, opdraget sin Søsterdatter Aagot og ført en ulastelig Vandel. Kun har hun ikke søgt Kirken (fordi hun »ikke vil lyve«) og overhovedet holdt sig noget tilbage, hvorved hun har stødt
68 MOLBECHS CENSUR OVER »LEONARDA«
Biskoppen og Byens Honoratiores for Hovedet. Hvem er hun? Hvor« ledes har hendes Fortid været? Hvem var hendes Mand? Har hun overhovedet været gift? Disse Spørgsmaal have i længere Tid svævet omkring i Byluften, og da hun engang for sin unge Søsterdatters Skyld ønsker at indtræde i Byens musikalske Forening, bliver hendes Ønske afslaaet, og Bispens Søstersøn Hagbart, som er theologisk Kandidat, yttrer ved den Lejlighed offentlig, at hun er »et tvetydigt Fruentim* mer«. Saaledes er Situationen ved Stykkets Begyndelse, men om Enkelthederne faar man først Underretning lidt efter lidt, i Løbet af de to første Akter.
I første Akt er Leonarda rideklædt og venter »General Rosen«. Denne Mand, som i den amerikanske Borgerkrig har svunget sig op til General og endnu er i Tjenesten, har under sin Permission gjort en Reise til Europa, hvor han oprindelig kom fra, har i nogen Tid op* holdt sig i Byen og paa forskellig Maade vakt Forargelse, bl, a. ved sin fortrolige Omgang med Leonarda, i hvis Hus han er en daglig Gjæst. Man faar at vide om ham, at han er tapper og »seer udmærket ud«, men ogsaa at han er udsvævende og drikfældig. Under hans korte Sam« tale med Leonarda erfarer man, at han har en vis Tilbøielighed for hen« de, men at den ikke gjengjældes, og hun viser ham bort med de Ord: »Jeg rider ikke idag med en Mand, som var fuld igaar«. Dermed for« svinder han foreløbig fra Skuepladsen og afløses af Hagbart, som brin« ger L. den overraskende Efterretning, at han, der paa det haardeste har krænket hende og skyet hendes Omgang, nylig har forlovet sig med hendes Søsterdatter Aagot. L. bliver i højeste Grad oprørt, vil neppe lade ham tale ud og viser ham forbittret Døren. Knap er han borte, saa kommer Aagot og bekræfter hans Udsagn. Men hun fortæller tillige, at han har angret sin Adfærd imod L., har erkjendt hendes for« træffelige Egenskaber og er villig til at give hende enhver Opreisning. L. bliver bevæget og giver sit Samtykke, og hermed ender første Akt. Dialogen i denne er ret livlig, men Akten indeholder ingen egenlig Exposition, ingen interesserende Indledning til fremtidig Handling, neppe nok en svag Antydning af en mulig forestaaende Conflikt.
I anden Akt er man i Bispens Huus. Denne geistlige Alvorsmand, der iøvrigt er tegnet med konventionelle, i ingen Henseende eien« dommelige Træk, har samtykket i sin Brodersøns Forbindelse med Aagot, men erklærer under en længere Samtale med Hagbart, at han paa ingen Maade vil have noget med Tanten at gjøre, og at han har meddelt hende dette i et Brev. Hagbart søger forgæves at omstemme ham, understøttes heri, men ligeledes forgjæves, af en gammel »Olde« mor«, der repræsenterer det baglænds Fremskridt og (som en gjen« opstanden Fru Gyllembourg i »de to Tidsaldre«) taler Tolerancens Sag, og forlader omsider Scenen »for at gaa sig en Tour«. Bispen modtager derpaa Besøg af et Par intetsigende Bipersoner, som bifalde
MOLBECHS CENSUR OVER »LEONARDA« 69
hans Optræden overfor Leonarda, men forresten staae udenfor Hånd* lingen og forlade Scenen, da L. træder ind. Her, som paa flere Steder, erindres man iøvrigt om »Samfundets Støtter«. Nu følger en varm Samtale imellem Bispen og L., under hvilken han erklærer, at han vel ikke kan nægte hende sin Agtelse, men dog ikke kan optage hende i sin Omgangskreds. Hun forsøger at bevæge ham, beder ham om at hjælpe hende til at »forsone hendes Fortid« (uden imidlertid at under* rette enten ham eller Tilskuerne om, hvad denne Fortid gjemmer), bønfalder, knæler — men Alt forgjæves. Da kommer pludselig Aagot. Hun har læst Bispens Brev til L. og er ude af sig selv. Hun vil ikke »sælge sin Pleiemoder for at komme ind i Familien«, og da Hagbart i det Samme kommer tilbage fra sin Tour og ikke synes hende at tage ivrigt nok Parti for den Forurettede, saa udbryder hun: »Hans Op« førsel er til større Skam end min; thi det er ikke mig, han elsker!« Efter denne, for Vedkommende ikke mindre end for Tilskuerne høist overraskende Oplysning forlader Bispen og Hagbart Scenen, og Aagot vender sig grædende til Tanten med følgende Tilbud: »Ved Gud, Tante, elsker du ham, saa tag ham!« — Bum! siger man uvil« kaarlig til sig selv efter denne dramatiske Vending, der kommer lige« saa uventet, som et pludseligt Kanonskud. »Barn!« raaber Leonarda. »Saa!« svarer Aagot. »Lad os ta' hjem!« — »Ja«. Dermed er Akten ude, og man trænger unægtelig til et Ophold for at sunde sig ovenpaa dette. Det er altsaa Meningen, at Hagbart ikke elsker Aagot, som han har friet til, men L., som han ikke har friet til, og at vi nu, midt i Stykket, først er naaet til den egentlige Handlings Begyndelse. Men er det ogsaa virkelig sandt? Er det ikke blot et Indfald af Aagot, hvem Digteren har faaet til at løbe med Liimstangen. Man maatte jo dog have mærket Overgangen; thi at Hagbart virkelig har elsket Aagot, er der slet ingen Grund til at tvivle om. Nej, det maa være et Indfald, men det kan maaske blive farligt, som en Gnist, der lidt efter lidt voxer til Glød og Flamme. Saa er det altsaa denne Udvik« ling, vi i det Følgende skal være Vidne til. Vi skal see, hvorledes Digteren løser det Problem, at lade een Kjærlighed døe og en anden opstaae af dens Aske. Men hvad saa? Thi at L. paa sin Side ikke elsker Hagbart, derom kan der efter hele hendes Optræden ikke her« ske Skygge af Tvivl. Efterat man under Mellemakten har raisomieret saaledes, gaar Tæppet op for
Tredie Aki. Ny Overraskelse! Ingen Overgang! Hagbart kom« mer, seer og seirer. Med høistemt Følelse, som en ny Romeo, hilser han sin Leonarda — Julie, der uden at ane Uraad eller i det mindste uden at lade sig mærke dermed, gaar og plukker Æbler i sin Have. Den derpaa følgende Samtale er et erotisk Fyrværkeri i Bjørnsonsk Stiil. Digteren bevæger sig, som bekjendt, i Dialogen meget hyppig paa den skarpe Grændse imellem det Ophøiede og det Parodiske og
70 MOLBECHS CENSUR OVER »LEONARDA«
hælder snart til den ene, snart til den anden Side. Her, som flere Steder, frygter jeg at det Parodiske paa Scenen let kan faae Over* vægt. »Skridt for Skridt er det kommet,« siger han. (Skade, at man ikke har seet nogle af disse Skridt, tænker Tilskueren). »Du elsker mig, jeg vidste det før jeg kom hid«. (Bare vi Andre havde vidst det med, tænker Tilskueren). »Aagot ledede mig ind til dig — det kunde ikke være anderledes«. (Ikke? tænker Tilskueren. Hvis altsaa L. »leder ham ind« til en Tredie, og denne til en Fjerde — saa kan det ikke være »anderledes«). »Hvert Ord af din Sjæl suger min i sig«. (Fy! tænker Tilskueren). L. indrømmer efter nogen Modstand, at hun elsker ham; men hun er »angst for det Grændseløse i sin egen Kjær* lighed« og beder ham om at forlade hende. »Gaa — vær skjøn!« Og Hagbart gaaer. L. »staaer en Stund i stor Henrykkelse«; derpaa kommer Aagot, som har opholdt sig en 14 Dages Tid paa en Sæter, eller rettere et Sanatorium, thi hun er deroppe bleven helbredet for sin Skinsyge. Den store Natur har vist hende det Smaalige i slige menneskelige Svagheder, hun har sammenlignet Situationen med den tilsvarende i Scribes »Bataille de dames«, giver Hagbart Ret og af* staaer ham, men udbryder alligevel tilsidst: »Gud, hvor jeg elsker ham!« Her overvældes L. af sin Sindsbevægelse, og medens Aagot henter Draaber, kommer Kudsken og faaer Ordre til strax at hente General Rosen.
Fjerde Akt begynder med en Scene imellem Bispen og Leonarda. Hun er reiseklædt, og man overraskes paany ved at erfare, at hun, skjøndt hun elsker Hagbart og elskes af denne, vil forsage og reise bort for bestandig og lade Aagot beholde Hagbart. Paa Bispens for^ nuftige Indvending, at disse to jo ikke elske hinanden, svarer hun: »Aagot elsker ham. Og da de begge elsker mig, saa tænkte jeg . . . at de fandt hverandre i deres fælles Kjærlighed til mig.« (Ad modum: Naar to Størrelser er ligestore med en og samme tredie, er de ind* byrdes ligestore, tænker Tilskueren). L. siger derpaa Farvel, det en* gelske Dampskib, med hvilket hun vil reise, er i Sigte; men før hun forlader Scenen, beredes der os endnu en Overraskelse, som Digteren har gjemt pour la bonne bouche. Hun reiser nemlig i Følge med den udsvævende og drikfældige General Rosen, som er — hendes fraskilte Mand! At Generalen, som »ærbødig« byder hende Armen og fører hende ud, er »iført en elegant Reisedragt og seer udmærket ud«, kan neppe udslette det ubehagelige Indtryk af en falsk og forskruet Tan* kegang, der ender i en næsten modbydelig Konklusion, i et fornyet ægteskabeligt Samliv uden Kjærlighed, som virker frastødende og oprørende. Hvor langt sandere og klarere er Scribes Opfattelse, som Forf. selv drager frem til Sammenligning. I »Bataille de dames« ofrer den elskende Kvinde sig selv, men kun sig selv; de to Unge elske hinanden og faae Intet at vide om hendes Offer. Hun reiser bort,
OFFENTLIGGØRELSENS FØLGER 71
simpelthen og uden Fraser; men hun kaster sig ikke i Armene paa en Mand, som hun foragter. Her er Forsoning og Afslutning, stille, veemodig Resignation paa den ene Side, heel og fuld Lykke paa den anden; for ikke at tale om, at den rigtige og smukke Grundtanke til? lige er udviklet i en interessant, spændende og ægte dramatisk Hånd* ling. I Bjørnsons Skuespil er der Intet af alt dette. L. ofrer ikke blot sig selv, men ogsaa en Anden, den Mand, som elsker hende, ja, maa« ske en Tredie, Aagot, hvis hun og Hagbart indgaa Ægteskab og blive ulykkelige, og Indklædningen er derhos tør, eensformig, uden drama* tisk Forvikling, uden klar Motivering, interessante Situationer og vir* kelig Afslutning. Naar »Oldemor« til Slutning lyser Velsignelsen over Stykket med de Ord: »Saa de store Følelsers Tid er vendt tilbage!« — saa troer jeg, at enhver sundt tænkende Tilskuer vil sige ved sig selv: »Dette er ikke store Følelser, men kun store Ord.«
Af ovenstaaende Analyse vil det formentlig være tilstrækkelig klart, hvorfor jeg for min Deel ikke kan anbefale »Leonarda« til An* tagelse«.
Offentliggørelsen af dette persiflerende Referat, som Mol* bech smykkede med Betegnelsen »Analyse«, ramte Censor ulægeligt. Ethvert Skuespil risikerede at blive reduceret til Latterlighed, hvis det skulde bedømmes efter denne karikerende Metode, der maatte føles som en personlig Krænkelse af den For* fatter, hvem Teatret skyldte »De Nygifte«, »Maria Stuart«, »En Fallit« og »Mellem Slagene«. En Censor, der godkendte Opfø* reisen af for Eks. »En Opvækkelse« eller »Mands Mod« og kas* serede »Leonarda«, var let at kritisere, og foruden Drachmann undlod Schandorph og Edv. Brandes ikke at benytte Lejlig* heden. Som gammel Militær rykkede Kammerherre Fallesen frem til Undsætning og erklærede, at det alene var Teaterche* fen, der bar Ansvaret for, hvilke Stykker, som blev antaget eller afvist. Men det hjalp ikke. Ingen kunde mere være i Tvivl om, hvem der havde det aandelige Ansvar. Ganske vist tiltraadte foruden Carl Ploug ogsaa Erik Bøgh og P. Hansen helt eller del* vis Censors Dom, men de vovede dog ikke at forsvare Censu* rens Form.
For Molbech kom Offentliggørelsen højst ubelejligt, thi kort efter skulde han have Premiere paa »Faraos Ring«, der mod Forventning ikke havde gjort Lykke paa Hofteatret i Dresden. Det farlige i hans Dobbeltstilling traadte nu skarpt frem. Det
72 »FARAOS RING«
er uheldigt, naar en Direktør er udøvende Skuespiller, men det er endnu værre, naar en Censor samtidig er dramatisk Forfat* ter. Kun et udmærket Arbejde vilde have været i Stand til at bære hans Autoritet frelst gennem Brændingen, men »Faraos Ring« var med sine fem lange Akter en Folkekomedie i Jules Vernes Maner — »Jorden rundt« var nylig opført paa Casino — isprængt med Reminiscenser baade fra Sardou og »Aladdin«, der ogsaa i de Aar tilhørte Amaliegadescenen. Handlingen drejede sig om en vantro Ingeniør (E. Poulsen) og en kristen Kunstner (Jerndorff), der er indtaget i samme unge Pige (Fru Hennings), hvis Fader er kjøbenhavnsk Fabrikejer (Rosen* kilde). Ingeniøren lokker baade Fader og Datter ud paa en Rejse til Ægypten for undervejs at vinde Pigens Hjerte, men Heldet vil, at Kunstneren støder sammen med Rejseselskabet i Faraos Land og forlover sig med hende. Da Ingeniøren mær* ker, at hans Plan strander, lukker han som en anden Noureddin sin Rival inde i en Kongegrav og vælter Stenen for Indgangen. Dér oplever Kunstneren i Drømme en Fremstilling paa ulåste* ligt formede Vers af Eventyret om Kong Faraos Ring, og naar dette Handlingens Symbol er endt, opdager han et røvet Skrin i Sarkofagen. Da Tyven (Carl Price) kommer for at hente sit Rov, vil Kunstneren ikke udlevere Skrinet og faar derfor et Dolkestød, men i det samme befries han af Politisoldater. Hånd* lingen slutter med, at Kunstneren, som Alle troede var død, vender tilbage med en Lykkering paa Fingeren, just da Inge* niøren er paa Nippet til at nyde Frugten af sin Forbrydelse. Findelønnen har gjort ham til en rig Mand, saaledes at han kan redde Fabrikejeren fra en økonomisk Ruin, der skyldes Ingeni* ørens Hensynsløshed. Skurken taber altsaa, og Helten vinder. Moralen er ikke til at tage Fejl af i denne besynderlige Blanding af et Tidsbillede, et Forbrydermelodrama og et romantisk Skue* spil, som Molbech havde tænkt som et Slag mod Fritænkeri og materialistisk Livsanskuelse.
»Leonarda« og »Faraos Ring« havde intet med hinanden at gøre, men Afvisningen medførte en Sammenligning, der ikke var til Molbechs Fordel. De to Skuespil repræsenterede ikke den periodiske Strid mellem Romantik og Realisme, men der* imod den bestandige Kamp mellem Inspiration og Beregning.
»LEON ARD A« 73
Det laa nær at mistænke Molbech for at have benyttet sin Stil* Hng til at slukke et Lys, hvis Flamme overstraalede hans eget. Selv om Emnet i »Leonarda« var novellistisk og Udviklingen flygtig mellem de dramatiske Punkter, saa var til Gengæld den Afveksling af Stilhed og Storm, der levede i Replikkerne, en Digters Værk. Stykket er et Forsvar for den fraskilte Kvinde »mellem Sommer og Høst«, et stemningsfyldt Kærlighedsdrama, flimrende i sin Virkning, men bydende en moden Kunstnerinde Lejlighed til at yde alle Skuespilkunstens tildigtede Egenska? ber. Det vidner om Bjørnsons varme Tro paa Livets gode Magter; han efterlyser en anden og bedre Samfundsaand, der rummer større Tolerance og tager mere Hensyn til Individets indre Værd, til Karakteren og Personligheden. »Aldrig havde han skrevet et Stykke, hvori han nøjere havde vejet hvert Ord«, erklærede han selv. Dermed vilde han ikke forsvare Stykkets Teknik — det hører i dramatisk Henseende til hans svage Ar* bejder — men hari mente, at Personerne ved deres Tale var løftet op i en højere Sfære; Dialogen virker undertiden som Musik og giver Figurerne et virkelighedsfjernt Præg, som uden Tvivl vilde have tiltalt Molbech — hvis Stykket ikke havde baaret Bjørnsons Navn.
Censors Skuespil var derimod kun en Række smukt arran* gerede Tableauer, en Folkekomedie uden det Fond af Naivitet og Lune, som den folkelige Komedie kræver. Derfor turde Erik Bøgh ikke spaa Stykket Sceneheld, hvis det var blevet opført paa Casino. Molbechs kølige, afklarede Lyrik druknede i al den ydre Pragt, som skyldtes Gyllichs og Pietro Krohns sammenstemte Smag. I denne Opvisning af Sceneteknik, farverige Dekorationer med brogede Optrin, brillante Lys* virkninger og et bevægeligt Bagtæppe, blev Skuespillerne næ# sten til Mannequins, men det lykkedes alligevel Fru Hennings og Rosenkilde at faa et Par levende Mennesker ud af deres lidet interessante Roller. »Faraos Ring« fandt ingen Støtte i Pressen, naar »Berl. Tid.« undtages; selv »Fædrelandet« indrømmede, at Stykket savnede den Sikkerhed i Anlæg og Udførelse, som ud* mærkede »Renteskriveren« og »Ambrosius«, og »Morgenbl.« efterlyste vittigt en Offentliggørelse af Molbechs Censur. Den udeblev naturligvis — af gode Grunde. Derimod samledes alle
74 »FARAOS RING«
i Anerkendelse af Frederik Rungs smukke, men ikke meget situationsprægede Musik.
Meningskampen mellem Bjørnsons Tilhængere og Molbechs Venner, som rasede i Teatret under de fem første Opførelser, reddede »Faraos Ring« fra at falde til Jorden. Fallesen havde i Tide forudset Spektaklerne og anmodet Politidirektøren om, at Forordningen i Anledning af »Lygtemænd«s Udpibning maatte være gældende (jvfr. II pag. 12). Huset blev de første Gange udsolgt til dobbelte Priser, og efter at der under Premieren havde lydt en Del Bifald og Hyssen, isprængt med enkelte »Bum!« eller »Fy!«, brød Uvejret løs efter sidste Akt, en Larm af Klappen og Piben; midt under Stormen udbragte Student Frederik Grundtvig et »Molbech leve«, hvorved Støjen for* øgedes, og da den ikke lagde sig efter Gongong#Slagene, sprang en Politimand op og raabte »Stop«! Dermed standsede Tum* melen, som Bjørnson havde overværet fra en tilbagetrukket Plads.
Molbechs Behandling af »Leonarda« beskæftigede ogsaa Pressen i Christiania, hvis »Dagbl.« bragte et vittigt Referat af »Ambrosius« i Censors Stil, og en Aften morede den literære Ungdom sig med at pibe i Teatret under Opførelsen. Da Molbech just paa samme Tid blev Ridder af Nordstjernen, opfattede Bjørnsons Tilhængere Udnævnelsen som en af Kong Oscar mod ham rettet Fiandling, hvilket foranledigede den svenske Ordenssekretær Lagerheim til at meddele, at Kongen bifaldt Udnævnelsen den 30. Septbr., medens Molbechs Censur først blev offentliggjort den 3. Oktbr.
Da Sensationen havde lagt sig, forsvandt »Faraos Ring« i Arkivet; den femtende og sidste Opførelse fandt Sted kort før Jul. Længe forinden havde Fallesen strøget 4. Akt, fordi den trættede mest. Men han gav ikke Bjørnson Oprejsning ved at spille hans seneste Skuespil »Det ny System«, som udkom kort efter »Leonarda«. Det skete først ti Aar senere. Derimod tillod Chefen, at det omstridte Skuespil maatte opføres paa Folke? teatret, hvis Privilegium ellers kun lød paa Folkekomedier, Lyst* spil og Operetter. Dér udkæmpedes i Januar 1880 Affærens sidste Akt. »Leonarda« gav i sig selv ingen Anledning til Strid, men Tumulterne gentog sig, fordi Bjørnsons Venner ønskede
»MERCADET« 75
at give ham Oprejsning. Ikke ved Udførelsen, men ved at skabe et vigtigt Præcedens fik Opførelsen Betydning: Naar den oU fentlige Opinion var stærk nok til at suspendere Censors Dom, var et Digterværk ikke længer udelukket fra at blive spillet.
— Molbech stillede sig ogsaa afvisende overfor en gammel tre Akts Komedie »Mercadet« (Le faiseur ou Mercadet), af Honoré de Balzac, hvis Navn aldrig tidligere havde staaet paa Teatrets Plakat. Det opførtes første Gang 1851 paa »Gymnase«, og da Got i 1868 havde givet det varigt Liv paa »Théåtre Fran* 9ais«, fik Fallesen Lyst til at indføre Stykket paa den danske Scene. Men Molbech advarede: »Man bliver efterhaanden ubes hagelig tilmode ved at følge en Handling, der ikke drejer sig om Andet end Bedrageri, og som er fuldstændig blottet for det sædelige Underlag, som et Skuespil aldrig bør savne. Vistnok kan en Mand som Mercadet og de Transaktioner, han foretager sig, have deres Betydning paa Scenen, men kun under to For= udsætninger, at de enten benyttes i en ethisk Idés Tjeneste eller med den gamle Komedies uskyldige festivitas gøres til Gen# stand for Latter. Men i det foreliggende Skuespil finder ingen af Delene Sted«. Fallesen lod alligevel Komedien oversætte af William Bloch, men han opnaaede ikke det Resultat, han havde ventet. Det var i Grunden ikke mærkeligt, thi den store Skri# bent. Faderen til den realistiske Roman, var ingen betydelig Dramatiker; han betragtede egentlig kun Teatret som et Mid* del til hurtigt at tjene Penge, men lærte aldrig at udnytte dette Middel. Derfor havde »Mercadet« gennemgaaet en scenisk nød* vendig, men forfladigende Bearbejdelse af Teaterskrædderen d'Ennery, saaledes at Balzacs Urkraft og geniale Fantasi kun mærkedes nu og da i Replikkernes bidende Vid og hensynsløse Satire.
Handlingen drejede sig om en Børsspekulant (Olaf Poulsen), for hvem alle Kneb gælder og som befinder sig paa Fallittens Rand, fordi hans Kompagnon er flygtet. Han narrer opfind* somt sine ikke meget kløgtige Kreditorer, idet han haaber, at nye Spekulationer kan bringe ham paa Fode igen. Blandt disse er den væsentligste den, at han vil lade sin Datter (Lydia Sø- rensen) ægte en rig Baron (C. Price), som imidlertid viser sig at være en ruineret Eventyrer, der spekulerer i en Medgift som
76 »MERCADET«
sidste Udvej. Haabet glipper altsaa for dem begge, og Speku* lanten véd nu intet bedre end at overtale Baronen til at udgive sig for den bortrømte, nu hovedrige Kompagnon. Just som Fyren skal til at agere sin Rolle, kommer imidlertid — oh, hel* dige Træf — den virkelige Flygtning tilbage som Millionær. Spekulanten Mercadet bliver derved reddet, og hans Datter gifter sig nu med en hæderlig ung Mand (Axel Madsen), der heldigvis ogsaa arver en Formue.
»Mercadet« havde nærmest literaturhistorisk Interesse som Forløber for en senere Tids mere behændige Skuespil med lig? nende Emne. De grove Teaterkup skyldtes som sagt ikke Bal# zacs Pen, men Forfatteren til »Jorden rundt i 80 Dage«. Pressen stillede sig gennemgaaende paa Molbechs Standpunkt. Man kunde ikke tilgive Balzac, at han saa' med en vis Sympati paa Mercadets Moral og lod hans Udholdenhed som Svindler være lønnende. Man havde imødeset en Afstraffelse, en Moralpræ? diken. Men Digterens skarpe Iagttagelse af en Spekulants Tænkemaade, og Dialogens Vid undlod naturligvis ikke at gøre Virkning. Olaf Poulsens Fremstilling af denne Kæmperolle var en tidlig Studie til hans Isidore Lechat i »Forretning er Forret* ning«. Han havde Udtryk for Mercadets lynsnare Tænkeevne, baade naar han i Stilhed fulgte sine Beregninger, og naar hans funklende Blik eller kamplystne Ansigt røbede, at han øjnede en ny Chance, men i de alvorlige Momenter, paa hvilke Got lagde Hovedvægten, var hans Spil konstrueret. Vilh. Møller kaldte dog Resultatet »et vundet Slag paa et Felt, hvor Adskil* lige ikke troede Henriks overgivne Fremstiller Evne til at sejre«. Men han fik ingen Støtte af sine Medspillende, navnlig ikke af Carl Price, og derved faldt Stykkets bedste Scene, hvor Mer* cadet og hans udsete Svigersøn opdager hinandens Træskhed.
Det var et Fejlgreb at spille Stykket i Kostymer fra 1880, da det foregaar omkring 1840, dets Tilblivelsestid. »Jo længere det Usansynlige fjærnes fra Nutiden«, skrev Erik Bøgh, »jo mindre støder det i alt Fald«. Uheldigt var det ogsaa, at Fore* stillingen ved de første Opførelser allerede sluttede Kl. 9V2. Senere blev Stykket spillet uden Dekorationsforandringer og Mellemakter, hvorved der vandtes Tid til en Piéce de rideau. »Mercadet« opførtes ni Gange.
— I Modsætning til den foregaaende Sæson forøgedes Re*
»NAAR MØBLER FLYTTES« — »SVALEN« 77
pertoiret kun med fire nye Enaktere, De franske Proverber fik deres første danske Aflægger i William Blochs lille Arbejde »Naar man flytter sine Møbler« eller, som Stykket kaldtes paa Plakaten, »Naar Møbler flyttes«. Sujettet var udformet i et naturligt Talesprog med vittige Bemærkninger; det drejede sig om en ægteskabelig Konflikt foranlediget ved en snart overvun* det Misforstaaelse, og det mindede noget om Handlingen i »Ser Jer i Spejl«. Da den lille huslige Scene fik en let Udførelse af Jerndorff som skinsyg Ægtemand, Fru Eckardt som hans unge Frue og Emil Poulsen som en skeptisk Ven, gjorde Stykket Lykke og opførtes 34 Gange indtil Udgangen af Sæsonen 1883. Forfatteren modtog 400 Kr. i Honorar én Gang for alle, og Teatret gjorde altsaa en god Forretning. Vigtigere var det dog, at han indsendte en af ham selv udarbejdet Iscenesættelse, hvorved Fallesen blev opmærksom paa hans særlige Evne, der skulde faa saa megen Betydning for dansk Skuespilkunst.
Medens William Blochs Stykke var et Forsøg i en ny Genre, spillede cand. teol. Rudolph Bays Skuespil »Svalen« paa gam* melkendte Strenge. Allerede 1871 blev Stykket indstillet af Molbech til Antagelse, men med saa valne Ord, at Direktionen forlangte en mere uforbeholden Dom. Da Molbech stadig ud? trykte sig med stor Forsigtighed, trak Opførelsen i Langdrag, medens Forfatteren udsendte Stykket i Bogform. Syv Aar se? nere stilledes det atter for Censors Dom. Skønt han var klar over, at Smagen i Mellemtiden havde fjernet sig endnu længere fra den »lyrisk*følsomme« Genre, hvortil Stykket hørte, troede han dog, at det i en god Udførelse havde »adskillige Chancer for sig«. Heri tog han fejl, thi skønt Emil Poulsen og Fru Eckardt havde overtaget Hovedrollerne og blev støttet af Jerndorff, Reumert og Frk. Lund, opførtes »Svalen« kun fem Gange. Ved sine Forudsætninger og sit franske Milieu virkede Stykket næ* sten som en Oversættelse, dog ikke af et Digterværk, thi den vidtløftige Dialog paa rimede Vers indeholdt ingen nye Tanker eller Billeder. »Svalen« fik den Skæbne, som P. Hansen forud* sagde: »Længe vil dens spæde lyriske Grønne næppe overleve Kritikens barske Storme, og inden den første Sne falder, vil »Svalen« og dens korte Flugt være som en skøn Drøm, som Forfatteren er den eneste, der husker«.
Større Værdi for Repertoiret fik derimod »Gnisten« (L'étin?
78 »GNISTEN« — »DEN SKJULTE SKAT«
celle) af Edouard Pailleron, af hvem Teatret i 1873 havde op^^ ført »Jeg er Enke«. »Gnisten« var en Nyhed fra »Théåtre Fran9ais«, som Fallesen straks anmodede William Bloch om at oversætte. Handlingen i dette Lystspil, hvori Ordene — lige* som hos Marivaux — ofte betyder andet og mere, end de synes at udtrykke, drejede sig om en Kaptajn (E. Poulsen) og en ung Enkefrue (Fru Eckardt), der ad en Omvej finder hinanden. Navnlig interesserede en Situation, hvori de efter Aftale agerer en Kærlighedsscene, som under Ordskiftet, dem begge ubevidst, bliver til Virkelighed og ender med en alvorlig Kærlighedsfor* klaring. Men Stykkets Fortrin er væsentligst af formel Art. Dialogen er slebet saa elegant, at Karakterskildringens psyko? logiske Usandsynligheder skjules. Den, som tænder Gnisten, er det ISaarige Pigebarn Antoinette, hvis erotiske Følelsesliv forøvrigt ogsaa antændes. Rollen kreeredes af Mile Samary, der gav den det rette landlige Præg, saaledes at der blev en Race* forskel mellem Stykkets to Kvinder. Friluftsbarnet kom ikke frem i Fru Hennings' Udførelse, men hun ejede sikre Udtryk for Tankens Hastighed, for det uskyldige Skælmeri og den lidt kunstige Naturlighed i Dialogens Overgange og Spring. Fru Hennings gjorde megen Lykke i denne Rolle, som længe var de franske og forøvrigt ogsaa de danske Teatres 7viodel*Ingenu. Og som Enkefruen, Damen af det gode Selskab, var Fru Eckardt paa Højden af sin Evne. »Gnisten« opførtes 39 Gange i de nær? mest følgende Sæsoner, og da Bloch kun fik 100 Kr. for sin Oversættelse, gavnede det lille Lystspil i ikke ringe Grad Te=^ atrets Kasse.
Det gjorde derimod ikke FranQois Coppées Komedie »Den skjulte Skat« (Le Trésor), som nylig havde haft Premiere paa »Odéon«. Handlingen foregik omkr. 1800 i et Kloster hos en gammel glad^naiv Abbed (O. Poulsen), og den drejede sig om en Kærlighedshistorie mellem en ung Adelsmand (E. Poulsen) og en ung, borgerlig Pige (Frk. Berthelsen). Hun finder den bortkomne Familieskat, men afslaar hans Haand paa Grund af Standsforskellen og hans Rigdom. Dog, da det viser sig, at Skatten er uægte, fjærnes Hindringen for deres Forbindelse. Hun bliver da selv — den skjulte Skat. Stykkets flove Motiv støttedes paa Fransk af smukke Vers, som i Fordanskningen
RISTORIS GÆSTESPIL 79
havde tabt deres sproglige Ynde. Oversættelsen skyldtes rime* ligvis Richard Kaufmann, men den var anonym — vel i Erin? dringen om den slemme Medfart, han nylig ved Opførelsen af »Amphitryon« havde været Genstand for (jvfr. pag. 83). Skønt Brødrene Poulsen spillede i »Den skjulte Skat«, opførtes Styk? ket kun seks Gange. En af Grundene hertil var den, at Frk. Berthelsen i sin Fremstilling af den unge Pige ikke kom op over Elevstandpunktet.
— Efter at have besejret alle Hovedstæder i tre Verdens? dele vilde den italienske Skuespillerinde Signora Adelaide Ri- stor i, gift Markise del Grillo, i Efteraaret 1879 efterkomme Kong Oscars Opfordring om at optræde i Stockholm, og dette Gæstespil blev Anledningen til, at hun paa Vejen gav fire Forestillinger med sit Selskab paa det kgl. Teater, to om For? middagen og to om Aftenen; Bruttoindtægten blev delt saa? ledes, at Selskabet fik 70 pCt. (c. 11.590 Kr. ialt) og Teatret Resten (c. 5000 Kr.).
Skønt det var sent. Ristori kom til Kjøbenhavn, var hun endnu i Besiddelse af Geniets Almagt; hun fik Tilskuerne til at glemme, at hendes Skikkelse var en ældre Dames — hun nær? mede sig stærkt de 60 Aar. Selv de Tilskuere, og det var de fleste, som paa Grund af Ukendskab til Sproget ikke kunde følge Stykkernes Handling, henrev hun ved sit udtryksfulde Spil, der navnlig i de lidenskabelige Partier ejede Toner fra Sjælens Dyb, som fremkaldte baade Rædsel og Taarer. Bour? nonville kaldte hende »den store Mime« og hævdede, at han vilde kunne forstaa hende, selv om hun talte kinesisk.
Ristori aabnede sine Forestillinger med »Medea«, ikke Euri? pides' berømte Tragedie, men Legouvés Lejlighedsskuespil over samme Motiv. Dernæst spillede hun i reduceret Udgave Schil? lers »Maria Stuarda« og til Slut to Rabalderkomedier af P. Giacometti: »Maria Antoinetta«, som varede til Klokken næ? sten halvét om Natten, og »Elisabetta, Regina d' Inghilterra«. Naar »Maria Antoinetta« undtages, i hvis Prolog hun gav et Billede af den livsglade Dronning, havde disse Roller af højst ulige poetisk Værdi det tilfælles, at de handlede om falden, svunden Storhed, den bøjede Kvinde, som har bevaret sin ydre Majestæt og fra hvis Indre Lidenskaben endnu stundom vælder
80
RISTORIS GÆSTESPIL
frem i Smerte, Kærlighed, Forargelse, Hævn. Naar Ristori gen* gav historiske Personligheder i afgørende Øjeblikke, var hun paa Højden af sit Geni. Hun talte ikke i akademisk Deklama* tionsstil, men Ordenes brede Strøm blev ledsaget af malende Gestus og afbrudt af bratte Overgange i Stemmen, der kunde lyde baade mild og malmfuld og altid lod Tanken komme til
sin Ret. Hun yndede plastiske Gruppestillin* ger; naar Medea kom til Syne med Børnene, eller Maria Stuart tog Af* sked med Tjenerska* bet, besad disse Grup* per Antikkens griben* de Højhed, men de kunde ogsaa udarte til smagløse Tableau* er. Hver Enkelthed i hendes virkelighedstro Spil var bygget saa fast op, at det kunde synes den mejslede Idé af den Følelse, hun vilde fremstille. Selv kaldte hun sig en Dyrker af »den farverige Realis*
Signora Ristori
me«. Omgivet af uværdige Medspillende prægede Signora Ri* stori sig dybt i Tilskuernes Erindring. Størst var Indtrykket af hendes Dronning Elisabeth, dér hvor hun i sidste Akt med Pur* purkaabens prangende Skrud om sin bøjede Skikkelse og Guldkronen skævt paa sit rystende Hoved kæmper med Dø* den. Alt var betagende, hendes Hoste og Mælet, der svigtede i Mistænksomhedens Raseri, »Det nytter ikke at rose Enkelthe* der i denne Rolle«, skrev Edv. Brandes, »den er et Mesterværk fra Ende til anden ... I hendes Tale lyder paa een Gang den laveste Egoisme, Klogskab og Herskerdygtighed, Forfængelig* hed og Skinsyge, en hel Skala af Dyder og Laster. Hun spiller den syge og døende Elisabeth med en Dristighed, der vover det
RISTORIS GÆSTESPIL 81
Hæslige for at naa det Ophøjede. Mest illuderende synes mig at være det Øjeblik, hvor hun forsøger at gaa uden Hjælp og tumler om — Tilskuerne var ved at gribe efter hende«. Men nede i Parkettet hørte Dr. Schandorph, at Fru Heiberg udbrød: »Nej, hvor er det raat«. Det var Romantikens Repræsentant, som protesterede imod, at en Kvinde vovede sig saa langt ud i Viirkeligheden. Men den yngre Generation havde ikke set Skuespilkunst, der i højere Grad end denne var præget af sand* dru Naturiagttagelse. I Søvngængerscenen (spillet paa Hof# teatret) lod hun Lady Macbeths sovende Aandedræt ledsage, men ikke afbryde Ordene.
Det kgl. Teaters Embedsmænd var i Ristori?Dagene over* vældede af Arbejde. Selskabet skulde selv medføre Dragter og Dekorationer, men da Bagtæpperne var for smaa, og Bagagen kom for sent, maatte Teatrets Materiel benyttes. Medens Konge* huset holdt sig tilbage, sendte Personalet efter den sidste Fore* stilling Signora en Laurbærkrans ledsaget af en af H. P. Holst paa Fransk affattet Adresse, hvori de danske Skuespillere gav Udtryk for deres Beundring. Fra Stockholm kom hendes Tak, der i Oversættelse lød:
»Mine Herrer og Damer! De Beviser paa Sympati og Broderskab, som de venligst har gjort mig til Genstand for, har rørt mig dybt.
Jeg kan ikke nægte mig den Tilfredsstillelse at delagtiggøre Dem i disse Følelser.
Deres Krans skal følge mig til mit Fædreland, hvor den vil erindre mig om mit desværre altfor korte Ophold blandt dem.
Dens Blade vil visne, men hvad der aldrig vil visne, kære Kolleger i Kunsten, det er Erindringen om dem og om den velvillige Mod« tagelse, som er blevet mig til Del i Deres smukke Land.
Deres hengivne
Adelaide Risiori, Del Grillo. Stockholm, den 18. Oktober 1879«.
Hun kom vel tilbage, sidste Gang i Efteraaret 1880, men op* traadte ikke oftere paa det kgl. Teater. Den Feststemning, som hvilede over hendes første Forestillinger i Kjøbenhavn, maatte de senere savne, navnlig fordi hendes Medspillende stadig blev
R. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie. III. 6
82 SKUESPILLETS REPRISER 1879—80
ringere og ofte fremkaldte Munterhed paa de »gale Steder«. Sidste Gang, den unge Herman Bang saa' hende, stod hun i en Mellemakt paa Hofteatret lænet til Kulissen hensunken i Bøn med Rosenkransen mellem sine Fingre. Hun vilde gerne gøre Propaganda for katolske Anskuelser og betonede altid, naar det var foreneligt med Karakteren, sine Figurers Trosliv. Ogsaa aif den Grund blev hun hyldet af hele Italien, da hun i 1902 som en af Kunstens sjeldne Racefugle fejrede sin 80 Aars Dag. Denne rige og afvekslende Sæson bød ogsaa paa flere inter* essante Repriser, der egentlig kunde betragtes som Nyheder, dels fordi de havde hvilet i mangfoldige Aar, og dels fordi de opførtes i ny Oversættelse. To af dem var Komedier af Moliére — Fallesens Lyst til at gøre Teatret til en Lydscene af »Théåtre Fran^ais« fornægtede sig ikke. »Amphitryon« (Amphitryon), Komedie i tre Akter paa rimede Vers, opførtes allerede paa Grønnegadeteatret, hvor Holberg lod Leander og Jeronimus omtale Stykket i »Henrik og Pernille« og »Kildereisen«. Siden benyttedes Prologen og første Akt til at vise Maskineriets Yde*: evne ved en Prøveforestilling et Par Dage før »det danske Komediehus« blev aabnet 1748, men i 1776 forsvandt Stykket fra Repertoiret. Nu, over Hundrede Aar senere, fraraadede Molbech af moralske Grunde en Gentagelse af dette henrivende Arbejde, den letteste og morsomste af Mesterens Komedier, hvori han paa en gratiefyldt Maade driver Gæk med borgerlig Moral og bringer den fri Elskov en uforbeholden Hyldest paa Ægteskabets Bekostning. Men Fallesen var utrættelig i sin Omsorg; han hjalp ikke alene Oversætteren, Richard Kauf* mann, der var anonym indtil Angreb kaldte ham frem, men Chefen satte endog Komedien i Scene og havde det Held at forme en elegant Forestilling, som kun høstede Anerkendelse. Ved at stryge nogle saftige Replikker mellem Sosio og hans Kone i anden Akt tog han paa Forhaand Hensyn til den let* vakte moralske Indignation, saaledes at »Dagbl.« maatte »lade sine Betænkeligheder fare«, og M. V. Brun kunde udbryde »vor Frygt var ugrundet«. Hertil bidrog Fru Eckardt som Alkmene ved, hvad Herman Bang kaldte »en lykkelig Misforstaaelse«. Amphitryons Hustru er varm og glødende, men Fru Eckardt var kysk som en Vestalinde. Hun besad just den Renhed over
»AMPHITRYON« — »MISANTROPHEN« 83
sin Personlighed, der løftede det ubevidste Ægteskabsbrud op i den højere Sfære, hvor Handlingen bevæger sig. Det umoral* ske Stykke blev lutret gennem hendes Kyskhed. Olaf Poulsen havde udarbejdet Sosios Monologer med en Rigdom af natur* lige, uimodstaaelig komiske Nuancer, hvorved han besejrede Rollens Ensformighed, men tabte dens Naivitet. Emil Poulsen var rolig og værdig som Jupiter; derimod savnede Jerndorff maskulin Styrke som Amphitryon, og Cetti spillede Merkur uden Lune. Indtil 1885 naaede Forestillingen fjorten Opførelser; den fik et Efterspil i Pressen, da Oversættelsen forelaa i Bog* form med et naivt Forord om Metrik; Erik Bøgh kaldte Ver* sene »halte og forkrøblede«, og jo mere Kaufmann forsvarede sig, des mere blev han medtaget af P. Hansen og E. v. d. Recke, der dog som et Undskyldningsmoment hævdede, at for den Pris, Teatret betalte, nemlig 4 å 500 Kr., kunde end ikke »den største Mester i Versifikationen levere en Oversættelse af Moliére. Opgaven er saa vanskelig, at de vanskeligste Opgaver, der kunne stilles en Versifikator, er Børneleg i Sammenligning med denne«.
Som det mest afklarede af Moliéres Værker holdes »Misan- trophen« (Le Misantrophe), Komedie i fem Akter, stadig i Ære paa Frankrigs Nationalscene, medens fremmede Teatre i Reg* len tager Afstand paa Grund af Stykkets Mangel paa Intrige. Komedien var dog engang tidligere spillet i Kjøbenhavn under den grove Titel »Menneskehaderen« og med fordanskede Navne, men ikke siden 1756; nu gaves den i en ny Oversættelse af P. Hansen, der havde valgt det flydende Versemaal, hvori for Eks. Christian Winthers »Træsnit« er skrevet, og løst sin vanskelige Opgave saa dygtigt, at Fallesen med Rette udvirkede et Ekstrahonorar til ham paa 1000 Kr. Mindre retfærdigt var det derimod, at Chefen samtidig skaffede Richard Kaufmann en Ekstrabelønning paa 900 Kr. for hans langt ringere Oversæt* telse af »Amphitryon«.
»Misantrophen« er et Udsnit af Moliéres Liv, den mest per* sønligt følte af alle Mesterens Komedier. Fallesen ledede selv Prøverne og gav Skuespillerne Oplysninger om Udførelsen i Paris; han forskrev de mandlige Dragter og lod Dekorationen paa »Théåtre Frangais« kopiere. De universelle Skikkelser,
84
SKUESPILLETS REPRISER 1879—80
Sandhedsridderen Alceste, hvis Pessimisme betinges af hans ulykkelige Kærlighed til den koldt lysende Kokette Céliméne, som havde kostet Moliére dyrekøbte Studier, fik paa vor Scene en værdig Fremstilling. Fru Eckardt var atter paa Høj? den af sin Evne; hun havde ganske vist ikke Céliménes Ung= dom og næppe heller hendes komplicerede Væsen, men hen* des Skønhed og bevidste Koketteri. Edv. Brandes beun? ,,-.- drede den slangeagtige Maade,
hvorpaa hun snoede sig ud af Døren »med et Smil, der blæn* der og haaner«. Alceste er en tragi#komisk Skikkelse i sin ivrige Søgen for alle Vegne at finde Beviser paa Berettigelsen af sin Menneskeforagt. Men Emil Poulsen tilstræbte ingen Dobbelthed i Spillet; Alceste blev intet Øjeblik komisk i sin nervøse Oprevethed, Skuespil* leren søgte blot at give hans bitre Udfald Dybde og Kraft. Det lykkedes navnlig Emil Poulsen at finde fine Udtryk for Alcestes ulykkelige Kær* lighed, men Figuren var for ung og savnede et Særpræg. Tartuffe vedblev at være Kunstnerens betydeligste Skikkelse hos Moliére.
Helhedsindtrykket af Spillet blev i nogen Grad svækket, fordi Debutantinden Frk. Lange (jvfr. pag. 90) ikke magtede Stykkets tredievigtigste Rolle, den skinsyge Arsinoé, og fordi de komiske Figurer var udvendige i deres Latterlighed. P. Hansen gav i sit Blad Publikum en Kompliment for »den intelli* gente Modtagelighed«, det havde vist for Moliéres over to hun= drede Aar gamle Komedie, som trods sin indadvendte Hånd* ling kunde opføres 14 Gange: »Den store Menneskekender og Menneskeskildrer har haft Ret i at gaa ud fra, at det sandt
Fru Eckardt som Céliméne (Efter Tegning af H. N. Hansen)
»STOR STAAHEI FOR INGENTING« 85
Menneskelige i sig selv har Evne nok til at fængsle, — »thi Men* neskenaturen er fælles for os Alle««.
Til Repriserne hørte ogsaa Shakespeares romantiske Lyst* spil i fem Akter »Stor Staahei for Ingenting« (Much ado about nothing), der dog ikke tilnærmelsesvis fik den Værdi for Te* atret som »En Skærsommernatsdrøm«. Stykket var tyve Aar tidligere opført sytten Gange i Sille Beyers Bearbejdelse under Titlen »Kærlighed paa Vildspor«, men spilledes nu i ny Over? sættelse af H. P. Holst, der havde indrettet Stykket til scenisk Brug efter Wilh. Oechelhausers tyske Bearbejdelse. Som det fremgaar af dennes Indledning til den i Tyskland trykte Ud* gave, var Lystspillet oprindelig »under Tiecks Ledelse« oversat af Grev W, Baudissin, og af dette Arbejde havde en Hr. A. Schmidt foretaget en Revision, som atter var blevet »super* revideret« og indrettet for Scenen af Oechelhauser. Shakes* peares Digtning var med andre Ord gaaet gennem tre Hæn* der, inden den naaede til H. P. Holst, hvis Fordanskning altsaa kunde kaldes en Fjerdehaands*Gengivelse af Originalen. Mod denne Afstand mellem Digter og Teater nedlagde Molbech en bestemt Protest. Han kaldte det med Rette gentagne Gange en »æstetisk Forsyndelse« at gaa den lange Omvej, navnlig naar Edv. Lembcke havde oversat Lystspillet direkte og med poetisk Troskab mod Originalen. Men Fallesen tog ikke Hen* syn til Protesten; han slog sig til Taals med, at I. L. Heiberg i sin Tid havde antaget Sille Beyers endnu værre Bearbejdelse, og sammenlignet med den betød den nuværende Sceneinstruk* tørs Oversættelse alligevel et Skridt i den rigtige Retning. Che* fen maatte dog høre adskillige Sandheder i Pressen, fordi han næsten systematisk tilsidesatte Lembckes Livsværk.
Musikken, Dragterne og Dekorationerne i »En Skærsommer* natsdrøm« betød mere for Udfaldet end Holst's Oversættelse af Teksten, men »Stor Staahei for Ingenting« var derimod en Digtning, som skulde virke ved Ordet alene. Her traadte det da skarpt frem, at Holst's Talent slet ikke var i Slægt med Shakes* peares Geni. Alle de djærve Vendinger i dette for hans lystige Muse saa typiske Spil, blev gengivet i et udvandet Sprog, der skadede den sceniske Virkning. Og dertil kom, at Stykkets
86 SKUESPILLETS REPRISER 1879—80
aandelige Tyngdepunkt var forrykket af Oechelhåuser, idet Alvoren var trængt tilbage for de farceagtige Løjer.
Skønt Hovedhandlingen i Stykket er en Intrige, der spindes mod den ædle Hero (Fru Hennings), og som for en Tid bringer Uro mellem hende og Claudio (Axel Madsen), er det dog slet ikke dette Par og dets Skæbne, som fortrinsvis interesserer, men derimod Kærlighedshistorien mellem Benedict og Beatrice, disse to henrivende unge, overstadige Mennesker, som under Ufordragelighedens Maske elsker hinanden. De blev kækt og elegant spillet af Emil Poulsen og Fru Eckardt, der begge besad den fysiske Skønhed, men ikke den erotiske Vitalitet, som lever i Shakespeares Ord, da det Stridbare i deres Væsen smelter, og Kærligheden slaar ud i Flammer. Stykkets to forskellige Hånd; linger har kun det Tilknytningspunkt, som finder Udtryk i Titlen. Personerne handler i Følelsens Rus, snart i italiensk Begejstring, snart i Vrede; undertiden fører deres uoverlagte Handlinger dem ind i det Tragiske, men kun for et Øjeblik, thi alt, hvad der sker, er kun »Stor Staahei for Ingenting«. Paa ægte Shakespeare'sk Vis veksler patetiske Scener med grotesk? komiske: Det sidste Element repræsenteredes af to dumvigtige Provins^Politimænd, hvoraf Olaf Poulsen som Konstablen Fin* kel i sin Maske og sin komiske Konfusion bar tydeligt Vidnes= byrd, ikke alene om ustandselig Drik, men af Tiden, hvori Stykket foregaar. Han sekunderedes af Konstablen Most, en af de Roller, hvor W. KoUings klynkende Agtbarhed virkede udmærket. Men flere af de andre Biroller blev daarligt spillede, for Eks. gjorde Sophus Petersen den interessante Don Juan til en fæl Teaterskurk. Holst's Iscenesættelse var ligesaa mat som hans Oversættelse og bidrog til, at »Stor Staahei for Ingenting« kun opførtes elleve Gange.
De Genoptagelser af ældre danske Skuespil, som fandt Sted, var ret uinteressante, naar Holbergs Treaktskomedie »Den pantsatte Bondedreng« undtages. Den var ikke spillet siden 1836; Olaf Poulsen havde altsaa ikke set Phister som Per, og ingen af de Optrædende havde tidligere medvirket i Stykket. Det var med andre Ord en ny HolbergsForestilling, som det i Sæsonens sidste Maaned lykkedes at bringe frem i nogle af Slid stærkt medtagne Dekorationer og i en Iscenesættelse, som
»DEN PANTSATTE BONDEDRENG«
87
paa mere end ét Punkt var meningsløs. Men takket være det
Lune, hvormed Olaf Poulsen udtrykte Drengens maabende
Dumhed og hans varierede Lektiebetoning af Sætningen
»Spør min Hoffmester«, lykkedes det at vække Interesse for
denne Komedie, der sammenlignet med »Jeppe paa Bjerget«
eller »Erasmus Montanus« kun er en dramatisk Spøg, en hastig
udkastet Skitse. Noget Naturstudium laa der næppe bag Olaf
Poulsens Spil, og Edv. Bran*
des udtalte da ogsaa Haabet
om, at Rigsdagen vilde vo*
tere ham en offentlig Un?
derstøttelse, »for at han
kunde rejse omkring og stu*
dere Landbefolkningens Ma*
nerer og Karakter«. Udfra
sin komiske Fantasi gjorde
Olaf Poulsen Drengen til et
dyrisk Individ, der gik og
talte som i Naturtilstand.
Men hans Fremstilling faldt
i to Halvdele, thi ved at læg#
ge hele Vægten paa den ko*
miske Stupiditet i de første
Akter, havde han ikke let
ved at faa Folk til at tro paa
Drengens forholdsvise Op«
vakthed i sidste Akt, og
dette svækkede Virkningen.
Dog, trods de Indvendinger, som Pressen rettede mod hans
»grove komiske Midler« — han maatte for Eks. ikke skyde den
ene Sko af og klø sig med Foden paa den anden Læg — bar han
den hele Komedie paa sine unge Skuldre, ligesom han et Par
Aar forud havde baaret »De Usynlige«. Blandt sine Medspil«
lende fik han kun Støtte af Rosenkildes gravitetiske Raadsherre
og Schrams burlesk komiske Vært, thi Soph. Petersens Leer«
beutel var karakterløs Rutinekomedie, og Frk. Betzonich,
der udførte sin første Pernille, virkede endnu spinkel paa det
Omraade, hvor hun siden blev en Mester. Det lykkedes Olaf
Den pantsatte Bondedreng (Olaf Poulsen)
88 SKUESPILLETS REPRISER 1879—80
Poulsen at holde »Den pantsatte Bondedreng« 34 Gange paa Repertoiret til Udgangen af 1887. Ingen af hans Forgængere kunde opvise et lignende Resultat; Phister, som i 1825 debute? rede som Per, udførte kun Rollen seks Gange.
Ringe Glæde fik Teatret derimod af at genoptage Hostrups Skuespil »Tordenvejr« i et. tarveligt Udstyr og i en Rollebesæt* ning«, der ikke stod Maal med den tidligere, da Kr. Mantzius (i 1870) var Ribolt og Fru Sødring Møllerkonen. Det kneb ikke mindst for de Spillende at tale Jysk, særlig for Fru Jacobson, der fremstillede Møllerkonen uden ægte landlig Kolorit. Gaard* ejer Lyng blev en af de Dialektroller, som Olaf Poulsen agerede med større ydre Liv end indre Lune; Rosenkilde var tør som Ribolt, og Jerndorff spillede Dr. Skarre som en Flab uden at eje den Hultmann'ske Charme. Bedst virkede Carl Price (Mor? ten) og Fru Phister (den provinsielle Lægefrue), men som HeU hed kunde Fremstillingen ikke skjule Stykkets Mangler eller fremhæve dets Fortrin. Syv Opførelser lagdes til de tidligere. — Nærmest for at give Adolph Rosenkilde Lejlighed til atter at vise sig som Justitsraad Winge, en af hans Glansroller, blev Hertz's Komedie »Besøget i Kjøbenhavn« genoptaget efter fire Aars Hvile. Som den islandske Student debuterede en af Eleverne, Oddgeir Stephensen (født 14. April 1860), der tidligere havde spillet Tjeneren i »Mercadet«. Han røbede ingen kunstnerisk Individualitet, men Evne til at bevæge sig frit og naturligt paa Scenen. Ansigtet mindede om Otto Zincks, dog uden dennes snurrige Lune. Skønt Stephensen stammede fra en gammel dansk4slandsk Slægt, var hans islandske Betoninger usikre. Scenisk Mod syntes foreløbig at være det Middel, den tyveaa? rige Debutant tydeligst var i Besiddelse af, og dette Indtryk fæstnede sig, da han i den følgende Sæson spillede Christoffer i »Den Vægelsindede« og Madsen i »Genboerne«. Undertiden virkede han paatrængende, men da han var flink til at dublere, ansattes han fra Juli 1881 med 600 Kr. i Gage og Feu af 4. Kl.
— C. Hauchs dramatiske Eventyr »Søstrene paa Kinnakuk len« havde hvilet siden den sidste Sæson i det gamle Teater, men genopførtes nu i overvejende ny Rollebesætning med Jerndorff som Jørgen og E. Poulsen som Axel. Forestillingen, imod hvis mangelfulde ydre Iscenesættelse »Fædrel.« rettede
ANE GRETHE ANTONSENS DEBUT
89
et skarpt Angreb, fik sin væsentligste Interesse derved, at Frk.
Ane Grethe Antonsen (født 25. Juni 1855), en Gaardmandsdat?
ter fra Barrit ved Horsens, debuterede i Ulrikkas Rolle. Aaret
forud havde hun aflagt Prøve som Oehlenschlågers Valborg,
men var blevet vist tilbage paa Grund af sin jyske Dialekt, som
hun med beundringsværdig Flid nu havde frigjort sig for. Naar
en Smule Vejledning hos Eckardt undtages, havde hun ikke
modtaget nogen egentlig
dramatisk Undervisning,
og hendes Begreb om
Skuespilkunst var saa lidt
udviklet, at hun ved Prø?
ven, da Emil Poulsen og
Fru Eckardt (Johanna)
tyssede paa hende i Sce#
nen, hvor Ulrikka paakal*
der Fjeldkongen, fornaer?
met udbrød: »Hvad er
det?« — »Vi tillader os
blot at spille lidt Kome?
die,« svarede Emil Poul*
sen. Først efter sin De*
but kom Frk. Antonsen i
Skole hos Jerndorff. Det
var derfor ikke underligt,
at hendes Spil var umo*
dent i Rollens yngre Del,
men da Ulrikka ældes, forsvandt hendes egen Ungdom og
Publikum saa' en krumbøjet Kvinde, hvis Væsen var præget af
Ingemann'sk Fantasi. Frk. Antonsens Fremtræden var ikke
alene ualmindelig derved, at hun var den første Bondepige, der
uden Høj skoleuddannelse som kulturel Mellemvej gjorde
Springet fra Landsbyen til Nationalscenen; væsentligere var
det, hvad P. Hansen bemærkede, at man gennem Spillets
Mangler mærkede »en udpræget Personlighed, som det i alt
Fald var interessant at gøre Bekendtskab med«. Det viste sig
dog snart, for Eks. da hun spillede Hippolita i »En Skærsom?
mernatsdrøm«, at hendes Udvikling næppe vilde gaa i roman*
Ane Grethe Antonsen
90 OPERAREPERTOIRET 1879—80
tisk Retning. Fra Juli 1881 ansattes hun med 600 Kr. i Gage og Feu af 4. Klasse, — Som Dorine i »Tartuffe« debuterede Frk. Josephine Henriette Lange (født 6. Febr. 1860), der i sidste Sæ? son udførte en mindre Rolle i »Skikkelige Folk«. Hun havde Dorines Ydre og en tydelig Stemme, men hendes Sjæl røbede mere tør Forstandighed end Friskhed og Lune. Da hun havde udført sine næste Roller, Arsinoé i »Misantrophen« og Camilla i »Besøget i Kjøbenhavn«, uden at hæve sig over Begynder* standpunktet, foreslog »Dagbl.«, at Fallesen hellere skulde give de Unge Lejlighed til Udvikling gennem Elevforestillinger paa Hofteatret: »Ogsaa for en vordende Sceneinstruktør, hvortil Thcatret saa højlig trænger, kunde saadanne Forestillinger blive en god praktisk Skole«. Frk. Lange ansattes med 600 Kr. i Gage.
Operarepertoiret kunde ikke, som i de to foregaaende Sæ* soner smykke sig med en Nyhed af dansk Oprindelse. Derimod lykkedes det at fremføre et Værk af Verdi, hvis Navn paa den danske Scene hidtil kun var knyttet til »Troubadouren« (1865). Da »Aida« krævede for store Udgifter, valgtes nu hans lettere tilgængelige Opera seria i fire Akter »Rigoletto« (Rigoletto), hvis Tekst, oversat af Adolph Hertz, skyldtes F. M. Piave, der havde benyttet Victor Hugos Roman »Le roi s'amuse« saa frit og upsykologisk, at Digteren protesterede. Molbech betegnede med Rette dette Arbejde som et »gyseligt Sammensurium«. »Rigoletto« var kjøbenhavnske Musikvenner bekendt fra Op* førelser paa Casino af italienske Operaselskaber og fra Kon* certforedrag af enkelte Arier og kombinerede Numre, men Værket naaede ikke hos os den Popularitet, som blev den mere Idérige »Troubadour« til Del. Udfra den Betragtning, at man ikke burde opføre et Arbejde, der viste Komponistens Evner i primitiv Tilstand, naar han senere havde skabt Mesterværker, billigede Pressen ikke Valget af denne gamle Musiktragedie fra 1851. Dog, »Rigoletto« var et typisk Værk fra de Dage, da Verdis Musik ved sine voldsomme Farver og sin dramatiske Effekt havde Del i Italiens Frigørelse. Hans Toner gengav ekscentrisk, mørkfarvet Romantik, patetisk Lidenskab, der
»RIGOLETTO« — »MIGNON« 91
kunde forekomme hul, og som savnede den finere Udarbejdelse i det kunstneriske Udtryk.
Udførelsen gav ikke noget Kulturbillede fra det solhede Italien. Simonsen sang Titelrollen, en Hofnar, der uden selv at ane det bidrager til at udlevere sin elskede Datter til Hertugen af Mantua (Jastrau), Operaens Don Juan. Han skildrede en følelsesfuld, ulykkelig Fader, men ikke en tragikomisk Nar, der skal synge og danse med Sorg i sit Hjerte. Simonsens smukke Udfoldelse af Stemmen var ikke tilstrækkelig, thi Skikkelsen kan dramatisk set ikke undvære sublime Momenter. Augusta Schous »blonde« Spillemaade passede heller ikke til Narrens lidenskabelige Datter, der sætter Livet ind for sin troløse Elsker. Stemmen var som sædvanlig fuld af Vellyd, men hendes Sangkunst magtede ikke de store Linjer i denne Musik. Modsat savnede Jastrau de bedaarende Tenortoner, som skal forklare Hertugens flygtige Væsen, og Erhard Han* sens Baryton var for lys til Greven af Monterones Basparti. »Troubadouren« havde henrevet Tilhørerne ved sit Budskab fra Sydens Liv og Varme, men »Rigoletto« interesserede kun, og efter fem Opførelser henlagdes dette kraftfulde Værk, som i andre Lande skaffede Komponisten hans første store Scene* held. »Naar faar vi saa »Aida« og Bizets »Carmen«?«, spurgte Dr. Gigas i »Fædrelandet«. »Forhaabentlig inden de bliver 30 Aar gamle!«
Heldigvis fik Teatret varig Glæde af den næste Nyhed: Ambroise Thomas' Opera i tre Akter: »Mignon« (Mignon), der længe havde staaet paa Ekspectancelisten. For fyrretyve Aar siden opførtes hans Syngestykke »Parykmageren« uden Held, hvad der maaske var Grunden til, at man forbigik Thomas' senere Arbejder. 1866 begyndte »Mignon«s Sejrsgang paa »Opera comique«, og Toner derfra havde forlængst lydt i de kjøbenhavnske Koncertsale. Med de smaa Midler, som stod til Fallesens Raadighed, kunde han ikke købe Partituret én Gang for Alle, men maatte nøjes med foreløbig at erhverve det i fire Aar for 2200 Kr. Teksten skyldtes M. Carré og J. Barbier, Oversættelsen blev besørget af Adolph Hertz.
Det franske Forfatterfirma havde laant Figurernes Navne og udnyttet enkelte Situationer fra »Wilhelm Meister«, men
92 »MIGNON«
iøvrigt taget sig Forholdet til Goethes Ord og Personkarakte* ristik saa let, at Bearbejdelsen sammenlignet med den klassi* ske Kilde var en Profanation. Men betragtet uden Forbindelse med Goethes Værk var Teksten lagt kyndigt til Rette for mu? sikalsk Udfoldelse. Straks i første Akt interesserede det livs fulde Billede fra omrejsende Skuespilleres Tilværelse og af Zigeunerlivet, fra hvilket Wilhelm Meister frikøber Mignon, og i anden Akt, der foregaar paa Slottet, hvor Skuespillerne skal optræde, udviklede Forholdet sig mellem Aktricen Philine og Wilhelm Meister, medens Mignon følger ham i Tjenerdragt, og Jalousien bryder frem mellem de modsatte Kvindenaturer; i Aktens anden Afdeling reddes Mignon af Wilhelm fra at om# komme i den Brand, som den tungsindige Vandringsmand Lothario har antændt, og i sidste Akt genkender han hende som sin Datter, hvem Zigeunerne har røvet, men om hvis Frem? tidslykke som Wilhelm Meisters Hustru Tilhørerne ikke lades i Tvivl,
Musikken passede til den danske Middeltemperatur: Den var intet Øjeblik genial, men altid forstandig, ikke fri for sød? lige, banale Klange, men teknisk gennemarbejdet med taknem* lige, sangbare Partier og saadanne Effektsteder som Philines Polonaise eller lyriske Hvilepunkter som Mignons Romance »Kender Du det Land«. — »Musikken sætter ikke Problemer under Debat«, skrev Angul Hammerich, »skiller ikke Menin? gerne ad, men er snarere skikket til at tiltale Alle, naturligvis med Risiko for ikke at gøre stort Indtryk hos Kendere«. Med »Mignon« var Repertoiret med andre Ord blevet forøget med et Værk i den højere Operettestil, der altid ved sine Rytmer og sin franske Gratie vilde samle det store Publikum. Adskil? lige Forkortninger var foretaget, og af Hensyn til Operisternes dramatiske Ubehjælpsomhed anvendtes Recitativer i Stedet for Tale.
Augusta Schou beherskede naturligvis Philines Koleratur? parti og fremkaldte et orkanagtigt Bifald efter Polonaisen, men der var ingen Forskel paa hendes Spil, hvad enten hun skulde forestille den lidenskabelige Gilda i »Rigoletto«, Philine i »Mig? non« eller Titelrollen i »Regimentets Datter«. Frk. Rosenstand havde Mignons Ydre, hun virkede halvt som Barn og halvt som
GÆSTESPIL I OPERAEN 1879—80 93
Kvinde, og hendes sanglige Udførelse af Rollen gav gode Løf* ter, der imidlertid aldrig blev indfriet, fordi hun kort efter ind* gik Ægteskab med Grosserer Ekman og forlod Teatret. Lo* thario var straks den første Aften og vedblev siden baade sang* ligt og dramatisk at være et af Simonsens mest klædelige Par* tier. Derimod virkede Christophersen fersk som Wilhelm Meister; det er ikke nok at kunne synge Partiet, men Sangeren maa med sin Personlighed supplere, hvad Musikken mangler i Skildringen af den unge Romantiker. Nogle Gange udførtes Rollen paa Italiensk af den svenske, i Frankrig uddannede Te* norsanger Henrik Westberg, der havde optraadt ude i Verden, men væsentligst som Koncertsanger, i hvilken Egenskab han ogsaa et Par Aftener paa heldig Vis forberedte sit Gæstespil i Kjøbenhavn. Men hans kunstfærdigt uddannede Stemme, der tog sig nydelig ud i Romancen, trængte kun med Vanskelighed gennem Orkestret, og hans noget kvindagtige Væsen fjer* nede yderligere Wilhelm Meister fra Goethes Skikkelse. Bal* lettens Medvirken og Axel Madsen som Frederik Student bi* drog til, at »Mignon« blev en fast Bestanddel af Repertoiret; allerede i Sæsonen 1884 — 85 naaede Operaen sin 50. Opførelse. — Et andet Gæstespil var heller ikke absolut vellykket, nemlig Sangerparret Campobellos Optræden. Den italienske Signora Sinico Campobello var kendt fra »Her Majesty's The* atre« i London, og hendes Ægtefælle, Enrico Campobello, skjulte under dette italienske Navn sin Stilling som Medlem af en af Englands aristokratiske Familier. Den første Aften, da »Faust« opførtes, optraadte Signor Campobello imidlertid ikke »paa Grund af indtrufne Forhindringer«, men mødte paa Tilskuerpladsen for at overvære sin Frues Debut. Grunden til hans Vægring var den, at han ikke fandt Behag i noget af Te* atrets Kostymer — hans egen Valentin*Dragt var nemlig ikke ankommet. I sidste Øjeblik overtog Erhard Hansen Par* tiet, men Publikum var i ikke ringe Grad forbavset over den fremmede Sangers »Forhindring«, og mange forlangte Pengene tilbage. Hans Frues Stemme var en stor Mezzosopran, hvis Skole stod over de danske Operisters, men Tonerne bar Slid* dets Mærke, og hendes lille, svære Skikkelse passede aldeles ikke til Margarethes Personlighed. Da nu Tilfældet vilde, at
94 OPERAENS REPRISER 1879—80
den danske Faust, Frederik Brun, var en meget høj Mand, op* stod en komisk Virkning, hvis Følger blev meget mærkbare paa Tilskuerpladsen. Et Par Aftener senere viste Signor Campobello sig som Valentin og blev af Pressen omtalt som en dygtig Barytonist i den traditionelle Italienerstil med stærkt Hang til Vibreren. Begge Gæster traadte dog i et bedre Lys, da de sluttede deres Optræden som Don Juan og Zerlina, men som Helhed var Engagementet intet heldigt Valg, hvilket Pressen ikke undlod at lade Fallesen vide. Noget lignende gjaldt Mezzosopransangerinden Frk. V. Nyeland og Koleratur* sangerinden Signora Scrivani (Frk. Schreiber fra Wien), der optraadte som Koncertsangerinder i musikalske Divertisse« menter.
Blandt Genoptagelserne var Glucks historisk berømte Opera »Iphigenia i AuHs«, der gaves i Wagners Tekstbearbej* delse, oversat af Adolph Hertz, og med Simonsen som Agas memnon og Fru Keller som Ifigenia, altsaa hovedsagelig i den samme Udførelse, der blev det skønne Værk til Del paa det gamle Teater, men da Publikum udeblev, maatte Klassicitetens Mønsteropera desværre udgaa af Repertoiret. — Det samme blev Tilfældet med Aubers muntre Syngestykke »Murmester ren« (Le ma9on), der ikke var opført i ti Aar. Schram (Klejn* smeden Baptiste), den eneste tilbageblevne af de tidligere Rol* lehavende, erindrede stadig de komiske Forsnakkelser, hvor* med han siden 1847 havde udstyret denne Figur. Men ved Si* den af ham agerede kun Fru Hilmer (Madame Bertrand) i Syngestykkets Aand, medens de andre Rollehavende Fr. Brun (Leon), Fru Keller (Irma), Christophersen (Mureren) nøjedes med at synge Partierne uden i deres Spil at eje det Fond af Lune eller det dramatiske Instinkt, som kræves for at interes* sere Publikum for den gratiøse og spirituelle Musik, der gjorde Aubers Navn berømt. Nu bidrog Udførelsen til at fæstne det Indtryk, at Tidens Tand truede det gamle Syngestykke, som siden 1828, da Overskou fordanskede Scribes og Delavignes Tekst, havde tilhørt Repertoiret. »Murmesteren« naaede ialt 70 Opførelser, deraf otte i denne sidste af Hastværk prægede Indstudering.
Operasæsonen bød ogsaa paa et Par Debuter: Som Mar*
DEBUTERENDE I OPERAEN 1879—80
95
garethe i »Faust« optraadte Fru Anna Maria Magdalene Schont
berg, født Larsen (født 16. Januar 1852) første Gang. Hun var
Elev af Fru Gerlach og havde tidligere ved Cæciliaforeningens
Koncerter vakt Opmærksomhed ved sin veluddannede Sopran,
hvis Højde var frisk og smuk, men som i nogen Grad savnede
Volumen i Mellemtonerne, Foredraget var musikalsk, og hen=
des Fremtræden forstandig og klædelig, men da hun havde ud*
ført Henriette i »Murmesteren« og Viva i »Recensenten og
Dyret«, forlod hun efter eget Ønske Teatret og overlod der*'
ved Frk. Ida Wilhelmine Emanuela
Schrøder (født 29. Jan. 1858) den
Opgave at erstatte den bortdragne
Frk. Rosenstand. Straks i sin De*
butrolle, Zerlina i »Don Juan«, viste
Frk. Schrøder, at hun beherskede
sin klangfulde, lyse Sopran med en
ikke almindelig Dygtighed. Intona*
tionen og Foredraget bar Vidnes?
byrd om god musikalsk Dannelse,
en Frugt af Skolegang paa Musik*
konservatoriet og hos Carl Helsted,
men hendes Spil røbede in^en dra*
matiske Anlæg. Fra Juli 1881 enga*
geredes Frk. Schrøder med 800 Kr.
i Gage, Feu af 3. Klasse og lidt ef*
ter lidt gled hun varigt ind i Repertoiret, for Eks. som Papagena
i »Tryllefløjten« og Henriette i »Murmesteren«.
Emanuela Schrøder
Den 13. Oktbr. 1879 havde Opera* og Skuespilpersonalet ikke Adgang til Teatret om Formiddagen. Grunden hertil var, at nogle kgl. Personer efter Chefens Indbydelse vilde besøge de indre Lokaler fra Garderoberne til Danseskolen, hvor de imid* lertid kun traf Børnene i Virksomhed. Rygtet havde nemlig fortalt, at Prinsen af Wales selvene agtede at overvære en Danseprøve, og som Talerør mellem Danserinderne og Bour* nonville havde Charlotte Bournonville været ivrig for at faa den forhindret. Forargelsen var imidletid ligesaa urimelig som overflødig, idet Prinsen ikke alene var ledsaget af Prinsesse
96 BALLETREPERTOIRET 1879—80
Alexandra, men af den russiske Storfyrsttronfølger, Storfyrst« inde Dagmar og Kronprins Frederik, og det eneste Resultat, Udeblivelsen medførte, var dette, at Charlotte Bournonville paadrog sig Pallesens bestandige Uvilje. Efter Omvisningen spiste Selskabet Frokost i Skuespillerfoyeren. Udgiften hertil, 375 Kr., fremkaldte siden Statsrevisionens Kritik.
I Novbr. gaves Balletten »Valdemar« for 150. Gang. Efter daarlig Sædvane blev Bournonvilles Arbejder ved Antagelsen betalt med en mindre Sum og først, naar de havde vist deres Tiltrækningskraft, fik han sin egentlige Løn i Form af »Ekstras: honorar«. Saaledes havde han for Eks. ved »Toreadoren«s og »Napoli«s 100 Opførelse faaet 600 Kr. og et lignende Beløb, da »Napoli« naaede de 150 Gange. Der var altsaa intet usædvan? ligt i, at Fallesen ved »Valdemar«s Jubilæum indstillede ham til en lignende Sum, men Kultusminister Fischer svarede ikke desto mindre, at Udgiften ikke kunde bevilges administrativt; den maatte opføres paa Tillægsbevillingsloven. Da Fallesen meddelte Bournonville dette ufestlige Budskab, bad han straks Chefen sige til Ministeren, at han ikke skulde »forebringe Sa* gen om det billige Extra#Honorar (som jeg under andre Om* stændigheder vilde have modtaget som en Hædersgave) for en Forsamling, hvis overvejende Flertal ignorerer baade mit Navn og min Virksomhed, og for hvem Balletten er en Daarlighed og Theatret en Forargelse«. Det blev Bournonvilles sidste Ord om Rigsdagen, hvis Ukyndighed i Teatersager ofte havde inspi* reret ham til Artikler, der endnu har en Duft af frisk Samtid.
Den Aften, »Valdemar« for 150. Gang havde glædet Tilskue erne, ønskede de Medvirkende at hilse paa Mesteren ved en Sammenkomst i Balletfoyeren, hvor L. Gade tolkede Persona* lets Tak. Bournonville svarede med en faderlig Formaning til »sine kære Børn i Kunsten« om altid »at holde Idealets Fane højt og værne om Skønhed og Sandhed«. Den næste Aften overværede han Hans Becks Debut. Da han traadte ind i Par* kettet, sagde han til Edgar Collin: »Nu skal De faa en flink ung Mand at se. Skade kun, at han optræder i et Parti, der er dan« set tidligere af en Anden, saa at man fristes til Sammenligning; var jeg ved Theatret endnu, havde jeg komponeret noget Nyt.« Trods sine 18 Aar var Hans Beck (jvfr. I pag. 129; II, 40, 94) en
HANS BECKS DEBUT — BOURNONVILLES DØD
97
gammel Danser, hvis Uddannelse Solodanser Hoppe og Ballet*
mester Carey havde afsluttet. Allerede længe havde han med*
virket i mindre Partier, men sin første større Opgave udførte
han den 28. Novbr. 1879 i en »Pas de deux« med Frk. Westberg.
Hans ualmindelige Elasticitet, Kraft og Smidighed vakte straks
Opmærksomhed. Der var Sikkerhed, Lethed og ungdommelig
Livsglæde i hans Dans. Derfor skrev Erik Bøgh: »Hr, Beck be*
stod sin Eksamen med Glans«. Hans Fader, der var Danselæ*
rer i Haderslev, havde nylig i et Brev til Fallesen udtalt Haabet
om, at Sønnen »engang i Tiden
maatte blive saa lykkelig at regnes
blandt en af vort kære Danmarks
Kunstnere«. Haabet gik allerede
paa Debutaftenen i Opfyldelse.
»For denne unge Mands Skyld kun?
de jeg have Lyst til endnu at virke
ved Teatret«, sagde Bournonville til
sin Datter, »thi hans Evner er ene#
staaende«, og da »Brudefærden i
Hardanger« et Par Maaneder se*
nere blev genoptaget i en delvis ny
Rollebesætning og med Beck som
Brudgommen, skrev Edv. Brandes:
»Han vil sikkert blive et stort Lys
ved vort Teater«. Fra Septbr. 1880
rykkede Beck op i Danserklassen, og Aaret efter udnævntes
han til Solodanser med 1200 Kr. i Gage samt Feu af 2. Kl.:
»Han er nu en saa udviklet Kunstner«, skrev Fallesen til Mini*
steriet, »at han maa regnes blandt de første i sit Fag«.
Paa Hans Becks Debutaften sluttede Forestillingen med Bournonvilles »Polka militaire«, hvori flere af Mesterens »Fuld* blodsdansere« optraadte. Tilfældet vilde, at denne Polka, som Bournonville i 1843 efter sin Faders Opfordring udførte ved hans Dødsleje, skulde blive den sidste Dans, han selv saa'. Thi da han Søndagen den 30. Novbr. gik fra Frue Kirke, faldt han døende om paa Hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal og blev af Forbipasserende baaret ind i Gadedøren til Ejen* dommen Nr. 1. Derfra kørtes han i en Droske til Kommune*
Hans Beck
R. Neiiendam: Det kgi. Teaters Historie. III.
98 »ADITI«
hospitalet, men inden han naaede dertil, var han død. Dagen efter udgik et Dansedivertissement af det kgl. Teaters Program, men Mindeforestillingen, ved hvilken E. Poulsen og Fru Eckardt reciterede en Kantate af H. P. Holst, fandt først Sted efter Sæ^ sonens Slutning og gaves til Fordel for Ballettens Pensionskasse, som Bournonville havde stiftet.
Poetisk Værdi som Mesterens Værker havde Daniel Krums Forsøg paa at forny Repertoiret ikke haft. Solodanser Emil Hansen vilde løse Opgaven ved at gaa nye Veje i Retning af de Effektmidler, som Udlandets Balletscener anvendte, men hans Forsøg blev heller ikke af varig Art. I hans indisksorien* talske Debutarbejde »Aditi« var en Prins' Indtog som Sejrherre sat pragtfuldt i Scene med store Gadeoptog i delikate Farve? sammensætninger, omgivet af nye Gyllich'ske Dekorationer. Det var Dragterne fra »Faraos Ring«, som Pietro Krohn nu ud* nyttede ved at fjerne deres ægyptiske Præg. Anden Akt rum* mede den egentlige Handling: Prinsen (W. Price) har forelsket sig i Tempelpigen Aditi (Frk. Westberg), der dømmes til at lide Offerdøden, fordi man mener, at hun har forhaanet Gudebille* det, men i sidste Øjeblik redder Prinsen hende fra Flammerne, hvorefter deres Forening foregaar under Glædesyttringer fra Folkets Side. Der var ikke megen Personkarakteristik, men smukke Variationer og Grupperinger i dette Arbejde, hvortil Frederik Rung havde skrevet en janitscharagtig Musik. I et Optrin benyttede Emil Hansen en veritabel indisk Sørgedans med matte, faldefærdige Bevægelser, men da Publikum lo, skønt Situationen krævede Alvor, maatte Dansen lempes ved senere Opførelser. Hele Balletkorpset medvirkede under Anførsel af Fru Tychsen, der snart som Bajadere, snart som Zigeunerske fuglelet og gratiøst udførte de vanskeligste Pas. »Aditi« gaves tyve Gange, og da Kongeparret ledsaget af Prinsessen af Wales havde overværet en Opførelse, tilkendegav de deres Paaskøn* nelse overfor Personalet.
Efter Ministeriets Ønske udgav Alderdomsforsørgelsesfon* dets sagkyndige Bestyrer, Direktør Tvermoes, en Beretning over Fondets Virksomhed siden Oprettelsen 1873 (jvfr. I pag. 178 ff.). Det fremgik deraf, at Stillingen var saa gunstig, at selv
F. A. CETTIS AFSKEDIGELSE 99
om Indtægten skulde undergaa en Nedgang, vilde man »have tilstrækkelig Tid til at træffe saadanne Foranstaltninger, som uden Tilvejebringelse af forøgede Indtægter maatte være nød* vendige for at sikre Fondets Holdbarhed ligeoverfor de til den Tid interesserede Personer og Lønninger«. 30. Juni 1880 androg Formuen 297.286 Kr.
Afgangen var ikke betydningsfuld i denne Sæson. Den 22. Jan. udeblev Økonomiinspektør Cetti fra Prøven, og to Dage senere skrev han til Ministeriet, at hans Gæld fra de Aar, da han var rejsende Teaterdirektør, med Renter indtil 40 pCt. nu androg nogle og tredive Tusind Kroner. Han saa' sig derfor ikke længer i Stand til at varetage sine Stillinger paa en tilfredsj; stillende Maade og bad om sin Afsked, som straks blev bevilget ham uden Pension. Samme Dag erklæredes han fallit og rejste til Norge. Hans otteaarige, dygtige Virksomhed var dermed afsluttet. I kunstnerisk Forstand havde Cetti (jvfr. I pag. 70) et ikke ufarligt Kendemærke: Han kunde spille alle mulige Roller. Han kendte Fagets Greb og var derfor Teatret til stor Nytte, ikke mindst som Dublant, men det hændte ofte, at han stak af mod Ensemblet ved sin altfor rutinerede Facon. Alligevel med# førte hans Afskedigelse et Savn, idet Fallesen uden just at gavne Helhedsvirkningen for Fremtiden var henvist til at gøre hyppi* gere Brug af de ældre Operister, naar Skuespillets mindre Rol* ler skulde besættes, eller til at benytte Koraspirant, tidl. Skue:: spiller i Provinserne og ved Casino Viggo Valdemar Blochs Suhr (født 25. Maj 1841), som Emil Poulsen anbefalede, og som inden Sæsonen var til Ende havde spillet Oldingen i »Søstrene paa Kinnakullen« og Skibsbygger Aune i »Samfundets Støtter«. Efter at Cetti i et Par Aar havde levet en Provinsskuespillers omflakkende Liv, bad han om at faa Lov til atter at indtræde i sin gamle Stilling. »Jeg skal ikke,« skrev han, »trætte Hr. Kam* merherren med at skildre, hvad jeg i de forløbne to Aar har gennemgaaet; kun saameget tør jeg sige, at har jeg fejlet, saa har jeg ogsaa i fuldt Maal faaet min Straf«. Men Svaret blev et Af* slag. Denne mørke Periode i Cettis Liv afløstes dog af lysere Tider, da han kom til Dagmarteatret under Direktør Riis^Knud* sen og til Casino, hvor han blev den første danske Copeau i »Faldgruben«, og hvor han 1899 sluttede sin Gerning. Men Guld
7*
100
PIETRO KROHNS ANSÆTTELSE
spandt han aldrig; det var bittert, at han paa sine gamle Dage maatte forsøge at skaffe sig Livets Ophold som Ølhandler i Klosterstræde, indtil Venner fik ham anbragt paa Sygehjemmet, hvor han døde i 1906, —
Cettis Stilling som Økonomiinspektør besattes med Maleren, cand. phil. Piefro Købke Krohn (født 23. Jan. 1840). Samtidig blev Embedet forenet med Kostymierstillingen, der oprettedes 1858 paa Høedts Initiativ for Maleren Edvard Lehmann som
en Paaskønnelse af, at han i over tyve Aar uden Godtgø* relse havde stillet sin Kunst til Disposition for Teatret. Som fast Embede blev Stil* lingen imidlertid inddraget 1867, og siden fik Bernhard Olsen tistyve Kroner for hver koloreret Tegning, han leverede. Pietro Krohn var ikke brudt igennem som Maler, men i den senere Tid havde han vakt Opmærk* somhed ved sine dygtige Kostymebilleder, navnlig til »En Skærsommernatsdrøm«, og samtidig havde han røbet praktisk Sans som Indkøber af Stoffer til Dragter. I Ind* stillingen vedrørende hans Ansættelse kaldte Chefen ham »en paalidelig Mand med en bestemt Karakter«. Han fik 2400 Kro* ner i Gage og Cettis Fribolig paa Teatret. —
Fru Kommandørinde Louise Jacobsons Repertoire (jvfr. I pag. 74 f.) havde i de senere Aar været ringe, og hendes nye Roller, for Eks. Lona Hessel, lykkedes ikke helt for hende. En vis tør, korrekt Form svækkede hendes elskværdige Djærvhed, og da der efterhaanden var indtraadt et Misforhold mellem hendes kunstneriske og hendes sociale Stilling, søgte hun sin Afsked. Fallesen anbefalede Begæringen og mindede Ministe* riet om, at hun i tidligere Tid havde »vundet sig et Publikum
Pietro Krohn
AFGANGE 1879—80 101
ved sit Spil, hvorover der var udbredt en vis naturlig Friskhed«. Pensionen androg 1291 Kroner. Nogen egentlig Afskedsfore* stilling fik Fru Jacobson ikke, men hun spillede mod Slutningen et Par af sine bedste Roller, for at Publikum kunde faa Lejlig* hed til at sige hende Farvel. Da hun for sidste Gang viste sig som Lona Hessel, modtoges hun med Bifald og en Regn af Blom* ster, blandt hvilke hun først optog den Buket, som Kongen egenhændig tilkastede hende. Efter sidste Akt forlangte Konge* huset og Publikum en Fremkaldelse, men Jerntæppet sænkede sig som et Symbol paa den militære Fasthed, hvormed Fallesen overholdt Regulativet, selv naar det gjaldt en naturlig Høflig* hed overfor en Skuespillerinde, der havde tjent Teatret i hen* ved 30 Aar, og hvis Forældre ogsaa havde været knyttet dertil. Ministeriets Svar paa Chefens Ansøgning om Lov til at lade Tæppet gaa op var nemlig ikke indløbet i rette Tid, og dette Uheld benyttede han nu til at faa udvirket en kgl. generel Til* ladelse til for Fremtiden at efterkomme Publikums Ønske ved Gæsters Optræden, eller naar Forestillingen havde en festlig Karakter. Da Fremkaldelser herefter blev mere almindelige, end de tidligere havde været, bortfalder deres Antegnelse i nær* værende Værks Repertoireliste. —
De Roller, Julie Lund (o: Fru Redaktør Secher) spillede efter sin Debut (jvfr. II pag. 157 f.), havde i Grunden ikke udviklet hende. Sproget lød stadig sjusket*kjøbenhavnsk fra hendes Læ* ber, og Evnen til at arbejde intenst paa sin Uddannelse syntes hende nægtet. Hun foretrak da en mere letkøbt Karriere paa Folketeatret og Casino, hvor hun ved sin Skønhed og sin Be* gaveises Art havde Betingelser for at komme frem i første Række. Men ogsaa paa de mindre Scener vedblev hendes Fejl at være Diktionens uslebne Kjøbenhavneri, en vis forkælet Nonchalence, som efterhaanden syntes større end det zigeuner* agtige Temperament, hun ogsaa ejede. Hun blev paa Casino den første danske Fremstiller af Kameliadamen og Therese Raquin, men hun havde ikke vundet Herredømme over Kun* stens finere Midler, da hun i 1892 døde af Tuberkulose, kun 32 Aar gi.
Endvidere afgik Kapellets ældste Medlem, Violinisten J. L. Mohr, der havde beklædt sin Stiling siden 1821 og nu var Inde*
102 FALLESEN VAAGER OVER RETTIGHEDERNE
haver af den største Anciennitet. Hans Efterfølger blev Ludvig Holm. Balletdanserinderne Frkn. Kempf og H. C. Mibach tog ogsaa deres Afsked, og Debutanten Adolph Jensen (jvfr. II pag. 135) søgte videre Udvikling ved Privatteatrene, hvor han blev en anvendt Folkekomedieskuespiller.
Hidtil var det kun lykkedes Fallesen at skaffe Pressen gratis Adgang efter Kl. 5, hvis Dagens Billetsalg tillod det (jvfr. II pag. 101 f.), men efter at Redaktør Carstensen paa Hovedbladenes Vegne havde ansøgt om uindskrænket Friplads, gjorde Fallesen Ministeriet opmærksom paa, at det kgl. Teater uden Tvivl var den eneste Scene i Verden, der lod Anmelderne betale, og »da det var af Betydning, at de stadig fik Lejlighed til at følge Virk> somheden«, udvirkede han, at der fra 1. Febr. 1880 inddroges 20 Pladser i Højresiden af første Parket til Brug for Pressens Re? præsentanter. Dog viste det sig, at Adgangen godt kunde ind? drages, naar et Blads Tone var Regeringen ubehagelig. Fallesen fik for Eks. Ordre til at degradere »Dagss: Avisen«, saaledes at Anmelderen først fik Fribillet efter Kl. 5, hvis Pladserne ikke var solgt. Redaktør Secher svarede øjeblikkelig, at han ikke agtede at benytte den givne »Tilladelse«. Chefen nægtede alle Journalister Adgang til Lokalerne bag Scenen, og han stillede sig ogsaa afvisende, hvis Medlemmer af Personalet ønskede at optræde ved Matinéer, Aftenunderholdninger eller lign. Kun paa N.W. Gades og I. P. E. Hartmanns indtrængende Anmod* ning fik nogle Sangere Lov til at synge ved Musik* eller Cæciliaforeningens Koncerter. Fallesen vaagede overhovedet stærkt over Institutionens Rettigheder: Da Admiral Carstensen beklagede sig over, at Kadetterne skulde aflægge deres Vaaben, inden de gik ind paa Tilskuerpladsen, skønt Forlangendet stred mod Uniformsreglementet, svarede Fallesen, at han ikke fandt Grund til at fravige en Tradition fra Frederik den Sjettes Tid. Overfor et Artistpar i Hamborg, der udgav sig for Kunstnere fra det kgl. Teater, fremkaldte han den danske Generalkonsuls Protest, og naar Direktør Watt paa Folketeatrets Plakat brugte Betegnelsen Skuespil eller Komedie, blev han straks erindret om, at Privilegiet kun tillod Opførelsen af Lystspil, Operetter og Farcer. Derimod maatte Fallesen finde sig i, at »Jeppe paa
STATUS 1879—80 103
Bjerget« gaves som Privatforestilling i velgørende Øjemed paa Folketeatret med Professor Phister i sin gamle Glansrolle, og at Olaf Poulsen med nogle af sine Kolleger paa lignende Vis op^: førte »Kærlighed uden Strømper«, hvori han selv spillede Mads, en Figur, han aldrig udførte paa det kgl. Teater. Denne Fore^: stilling gav forøvrigt Anledning til, at Fallesen gennem Ministe* riet fik Reglementet skærpet til at omfatte »al Optræden«, selv naar den kaldtes »privat« og ikke blev bekendtgjort i Bladene. Men denne Strenghed lod sig ikke gennemføre i Længden.
Gennemsnitsindtægten var stigende: 2685 Kr. pr. Forestil* ling i denne Sæson mod 2622 Kr. i den foregaaende; Abonne* mentet var vokset til 1127 Kr. — 59 Kroner pr. Aften mere end sidste Aar. Den samlede Indkomst beløb sig til 742.441 Kroner, medens Udgiften kun var 742.227 Kr., altsaa fremkom et reelt Overskud paa 213 Kr., som Fallesen ikke uden Stolthed lod ind* betale til Finanshovedkassen. Set paa Baggrund af Teatrets fortvivlede Stilling, da han i 1876 overtog Ledelsen, var Resulta* tet efter fire Aars Arbejde overmaade gunstigt, og, vel at mærke, det skyldtes hovedsagelig Chefens økonomiske Sans og Fritagelsen for Byggegælden, men ikke blændende Merind* tægter paa Bekostning af den kunstneriske Standart. Teatrets skarpe Kritiker, Edv. Brandes, gav da ogsaa Fallesen den Kom* pliment, at han uden Tvivl var den dygtigste Direktør, vi havde haft i lange Tider: »Han er en Mand med Interesser, aktiv og dristig«. Medgangen forvirrede