G LG08b 40 IIIIIlllll 0 L9ZLE —PI "ar så — Digitized by the Internet Archive in 2011 with funding from University of Toronto http://www.archive.org/details/poetiskeskrifter0Sheib — sd AE ms » , — i ds væ æ - J J | n — — * is , — — — ø Ho - Johan Ludvig Heibergs Poetiſte Skrifter. Femte Bind. Lyſtſpil. Anden Afdeling. Vaudeviller. Forſte Afdeling. Kjobenhabn. C. A. Reitzels Forlag. 1862. GP NER IN * JAN 1 0 1969 Las; TY GF — Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. Indhold. Lyſtſpil. Anden Afdeling: — REDE Ti SUE re MOR de Vaudeviller. Forſte Afdeling: Sven Baudeviller (FSI). 7 TE 2227 145. RES Notre il de GM ad 2 237 147. JJeiee 655 i SES 166. 2. Song Salomon og Jørgen Hattemager. (1825) 171. Forandret Drikkeviſe og Slutningscouplet til Kong Salomon og Jørgen Hattemager. . . 273. 3 Den oil og tyvende Januar. (1826): 281 Kl Lp it, Anden Afdeling. J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 1 0 10 6-1 DE Lyſtſpil i to Acter. Forſte Gang opført paa det fongelige Theater den dte Februar 1847. 3 1. Førfte (anonyme) Udgave: Valgerda. Lyſtſpil i to Acter. Kbhvn. 1847, 2. Anden Udgave: Valgerda. Poetiſke Sfrifter. IV Bind, 1848. Perſonerne. General-Krigscommisſair Fogel, Godseier. vilhelmine, hans Datter. — Soalvſedſtende, hang Soſterborn. Jomfru Blak, hang Huusholderſtke. Bertelſen, hans Hunslærer, Julius Hermanſen, Cancellift. Mule, Gartnerjvend. Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Sjælland, i Sommeren 1845. Skuepladſen foreftiller en Have. Paa den ene Side, i For— grunden, et Lyſthuus, hvori en Bænf og et Bord, paa hvilfet findes Sfrivertøi, Papiir, Bøger, og qvindelige Haandarbeider. J Baggrunden en Sængemaatte, ophængt lidt over Mandshoide, under nogle Zræer, ſom ffjule en Deel af den. J Forgrunden, paa Siden, en Trappeftige, opftillet under et Træ. Midt paa Scenen et rundt Bord med Haveſtole omfring. FEJLE ALE Forſte Scene. Fogel, Vilhelmine, Jfr. Blak, Bertelſen, Alle fovende, ſidde omkring det runde Bord, hvorpaa der ftaaer et Kaffe-Ser— vice. To Børn paa 10 til 8 Aar (en Dreng og en Bige) ligge paa Jorden og ſove, Hver paa fin Side af Bertelſens Fodder. Fogel og BVilbelmine have Hver en Avis i Haanden; ved Berteljens Fod ligger en Bog, fom man fan fee, at han har tabt ud af Haanden. Mule, med en Haveſar i Haanden, ligger henftraft paa det Overſte af Trappeſtigen, ligeledes ſovende. Efter en Pauſe hører man Conrads Stemme bag Scenen raabe: „Her! Her! denne Bei!” Strax efter træder han ind i Bag— grunden, fulgt af Julius. Conrad er i en Jagtdragt, han bærer fin Bøsje og en ſtudt Hare; Julius er reiſekledt, med en lille Randſel om Skulderen. Conrad (idet han træder ind med Julius). Rigtig! Her er hele Seljfabet. Kom du fun, og lad ſom du var hjemme. (Forer Julius frem i Forgrunden, idet han henvender ſig til Fogel, medens Julius bukker.) Tillad, fjære Onkel, at jeg bringer en god Ven, Hr... .. Etandſer i fin Tale, og lader fine Sine glide over alle de Sovende.) Ja, Def er en anden Sag! Saa tager jeg mine Ord tilbage, — 8 Balgerda. Julius. Conrad! Vi komme viſt til Uleilighed. Conrad. Det troer jeg ikke; det lader ikke til, at vor An— komſt forſtyrrer dem. For Pokker! jeg burde have vidſt det. Denne Situation er ikke ualmindelig her paa Gaarden. Naar det er hedt, ſom idag, og man har ſpiiſt til Middag, hænder det ikke faa fjeldent, at man faaer fig en lille Luur ven Kaffen. Julius. Lad 08 lifte os ganſtke fagte bort. Conrad. Snikſnak! Hvorfor ſtulde vi gjøre det? Julius. Idetmindſte jeg, ſom er ganſke fremmed for Sel— ſtabet. Det er ikke pasſende, at jeg er tilſtede her. Farvel! jeg gaaer. Conrad. Nei net! jeg flipper dig iffe, For et Dieblik ſiden møder jeg dig i Skoven ſom en beſkeden Fod— vandrer med din Randſel paa Nakken. Det var et uventet, men behageligt Møde. Hvad var rimeligere, end at jeg førte dig ind her paa Gaarden, ijær da bu ſagde mig, at du drog fra den ene Herregaard til Forſte Act, førfte Scene. 9 ben anden, af du gjorde et Studium af de danſte Herregaarde ? Julius. Men ſaa modereer dog din Stemme, tal ikke faa høit! Conrad. Du er bange, jeg ffal væffe bem? Det har ingen Nød, jeg fjender deres Sovehjerte. Og feer du, min Ven, da jeg i dette ODieblik iffe fan præfentere dig for Seljfabet, faa lad mig da præfentere Seljfabet for dig; det er altid Saameget fra Haanden. Julius. Naar du blot vilde tale fagtere . Conrad (fører Julius hen mod Fogel). Maa jeg gjøre dig befjendt med Hr. General- Krigscommisſair Fogel, min Onkel paa mødrene Side, Eier af denne Herregaard. For Kortheds Skyld kalder man ham blot Hr. General. Naa, hvorfor bukker du ikke? Det er da det Mindſte, du fan gjøre, naar du bliver foreftillet for en General. Julius. Stille dog! jeg beder dig. Conrad. Vær uden Frygt! han vaagner ikke af faa Lidt. Naa, kan du da ikke bukke? (Julius buffer tvungent. Saa— 10 Valgerda. ledes, det er godt! Denne Gaard har han eiet i fire Mar; han fjøbte den efter en gammel rig Knark af en Søcapitain, ſom traf fig fra det Baade tilbage paa det Tørre, og levede og døde her ſom Peber— fvend. Gaardens Omfang og Storrelſe og øvrige Beffaffenheder vil han jelo fortælle dig, naar han vaagner. Imidlertid fører jeg dig hen til hans ſmukke, elſtveerdige Datter, Froken Vilhelmine, ſom jeg er ftolt af at benævne min Couſine. Julius. Tilforladelig, en hoiſt indtagende Skabning! Conrad. Nu, ſaa buk da for hende. Julius (efter et tvunget Lut). Hvad er det hun læfer? Det er ,, Fædrelandet.” Conrad. Ganſke rigtigt! Og Onkel læfer „Berlings Ti— dende.“ Det er at ſige, du feer, hvorledes de læje Dem. Men ligemeget, du er her kommen paa et meget politiſt Terrain. Onkel er conſervativ med Liv og Sjæl, hang Datter er ivrig liberal, det giver evindelige Disputer imellem dem, Vilhelmine fan iffe fordrage Berling, Onkel iffe Fædrelandet, Vil— helmine maa holde det for fine egne Penge, og endda til ſtor Ærgrelfe for Onkel. orſte Act, førfte Scene. Ki Julius. Det er ualmindeligt og hoiſt interesſant, at en ung Pige, og faa ſmuk fom hun, føler en faa levende Deeltagelſe for de offentlige Anliggender. Conrad. Ja, jaa levende fom du feer. Her, min Ven, ſeer du min Onfels to yngſte Børn; de ere endnu fun (maa, du finder dem henſtrakte paa den nøgne, moderlige Jord, ganſtke ſom det pasſer fig for deres uſkyldige Alder, blidt indſlumrede, ſom det ſynes, under et Examinatorium af Huuslæreren Hr. Bertelſen, ſom jeg herved har den re at gjøre dig befjendt med. (Tager Bogen op fra Jorden, og læfer Titelen:) „M unthes D VDan— marks Hiſtorie.“ (Lægger Den ned igjen.) Samme Hr. Bertelfen er Candidatus theologiæ, et grundærligt og reſpectabelt Wennejfe, men han er ſaa døv, at man iffe fan tale med ham, * Julius. Jeg vilde onſke, at de Alle vare dove, thi du ender dog med at væffe dem, og faa ftaaer jeg her i en flau Stilling. Conrad. Her feer du Onkels Huusholderſke, Jomfru Blak, et unmærfet fermt Fruentimmer i Kjøffenet og Huus— holdningen, et fortræffeligt Huus-Inventarium, ſom han maatte anſkaffe fig, da hans Kone døde. Hun 12 Valgerda. har før været i ſamme Function paa en anden Herre— gaard, hos en Greve, og der har hun havt et Tilfælde. Julius. Et Tilfælde? hvad vil bet ſige? Conrad. En beſynderlig, en mærfværdig Hændelfe, ſom udgjør Epochen for hendes Tidsregning. Naar vi Andre fige: „Anno 1845," faa figer hun: „det tiende, tolvte, eller hvad det nu fan være for et Aar, efter at jeg havde det Tilfælde hos Greven.” Julius. Hvori beſtaager det da? Conrad. Ja, det veed jeg, paa min Sjæl, iffe, og jeg troer iffe, at der er Nogen paa Gaarden, ſom veed det, thi det ffal være en meget vidtløftig Hiftorie” og Enhver, ſom hun begynder at fortælle den, redder lig ved Flugt. Og nu troer jeg, at jeg har gjort dig befjendt med hele Perſonalet hev paa Gaarden. Dog nei! jeg maa ffamme mig, jeg glemmer Judita, min egen Søfter, Julius. Saa du har en Søfter, ſom hedder Judita? Det er et ſmukt, bibelff Navn. Forſte Act, førfte Scene. i Conrad. Men (idet han feer fig vom) hun er her åffe, hun flak— fer altid omfring i Egnen, hun botaniferer, og giver Politifen en god Dag . . .. Men derimod feer jeg CR ONDEN Sigur. Julius. Hvor? Conrad. Oppe paa Trappeſtigen. Det er Garfneren, Dr. Mule; han har nof været ifærd med at flippe Zræerne, og er falden i Søvn med Saren i Haanden. Julius. Hvad er det for en Indretning der henne under Zræerne? Conrad. Den? O det er en Hængemaatte, en Reliquie fra Socapitainens Tid. Onkel har iffe nænnet at fage den bort; han fover felv undertiden Middags— føvn i Den. — Wen veed bu hvad? Nu er det paa Tiden at væffe dem Alle, de ere ellers iftand til at fove til imorgen. Julius. Vent et Dieblik, lad mig forſt komme bort. Conrad. Det ffal være gjort i en Fart; pas paa! (san 14 .— Balgerda. flyder jit Gevær af i Luften, alle de Sovende ſpringe op med er Sfrig. undtagen Bertelfen, ſom vaagner, men bliver fiddende og feer fig om. Mule * falder ned fra Trappeſtigen. Børnene give fig til at græde.) Fogel (gnidende fine Sine”. Men hvad var dog det? Vilhelmine (Caeledes). Det var et Sfud. Jomfru Blak (tigeteves). Ih! Gud forbarme fig! Mule (liggende paa Jorden). Det var mig, jom blev truffen, Bertelſen (reiſer fig, og ſiger til Fogel). Gud velſigne Dem, Hr. General! Fogel (taabende ind i Øret til ham). Hvorfor figer De „Gud velſigne Dem?” Bertelſen. Det forekom mig, at De nos. Fogel (fom fer). Net, det var et Skud. Bertelſen. Var det et Skud? Forſte Act, førfte Scene. 75 Fogel (opdagende Conrad med Geværet). Aha! min Hr. Neveu! det var altſaa en af dine Lapſeſtreger. Conrad (Eftamfuld). Ja Onkel, det var en Lapſeſtreg; jeg maa bede Dem om Tilgivelſe. Det faldt mig ſaadan ind. Vilhelmine. Men Conrad, hvor kunde det dog falde dig ind? Jomfru Blak. Ét pænt Indfald at ffræmme Livet af Folk! Fogel (til Børnene, ſom græde). Aa hold jeres Mund! Der er jo iffe Noget at græde over. Gaaber til Lertelfen). Hr. Bertelfen! Lad de Unger fomme bort, og fee at ſtille dem tilrette! Bertelſen. Gjerne, Sr. General! (Gaaer med Børnene.) Jomfru Blak. Men er der da Ingen kommen til Sfade? Mule (paa Jorden). Jo! jeg! Conrad. Ih Snaf! det er jo en Umulighed, jeg ſtjod op i Luften, 16 Valgerda. Mule. Jeg dromte, jeg var bleven forvandlet til en Hare, og ſaa kom der en Jager og ſtjod mig. Conrad. Ja, her er Haren, Drømmen er opfyldt. (Leverer ſin Hare til Jfr. Blak.) Tag den til Kjokkenet, Jomfru Blak! Mule. Ja, det føler jeg godt, at jeg har faaet et Skud Hagl i Livet. Fogel. Sludder! Reis ſig og gaa til ſit Arbeide. Hvor— for falder han i Sovn og drommer? (Mule reiſer fig og gaaer.) Ifr. Blak (ſom imidlertid har underføgt Saren). D Den er ſaa mager, der er ikke Fuglefode paa den. Fogel (tir Conrad). Det er jo ogſaa Lapſeſtreger at ſtyde Harer paa denne Aarstid; det er af ruinere Vildbanen. Conrad. Nød bryder alle Love. Jeg har iffe faaet Noget at ſpiſe til Middag. Fogel. Ja, det er din egen Skyld; hvorfor gaaer du paa Jagt i Spifetiden? Forſte Act, førfte Scene. 17 Conrad. Saa ſtjod jeg denne Hare, for at fane Noget til Aften, uden at uleilige Jomfru Blak. Ifr. Blak Da ſtal De ikke blive fed af den. Lægger Haren paa Bordet.) Conrad. Desuden er jeg iffe ene, jeg bringer en Ven med, ſom ogſaa trænger til at ftyrfe fig. Hvor blev han dog af? . Fogel. Er der En med dig? Vilhelmine. Hvem er det? Conrad (træffer Julius frem, jom har fiaaet undfeelig i en Krog). Ikke fandt, fjære Onkel, De har iffe Noget imod, at jeg bringer Dem en Ven, ſom jeg efter flere Aars Adjfillelje idag traf her i Sfoven? Det er Hr. Julius Hermanſen; vi læfte til juridiſt Examen hos ſamme Manuducteur. Nu er han Cancellift og følgelig paa Veien til at gjøre en. glimrende Lyffe. Julius. Hr. General! jeg haaber, at De ikke anſeer mig for paatrængende. Deres Soſterſon vilde paa ingen Maade ſlippe mig. 18 Valgerda. Fogel. Min Herre, De er mig hjertelig velkommen, og det glæder mig at gjøre Deres Befjendtjfab. Det er forrejten en egen Maade, hvorpaa De er bleven introduceret, ” Ifr. Blak. Ja, ved et Skud! Vilhelmine. Og af denne Tummel og Forſtyrrelſe har De været Vidne til! Julius. De maa dog endelig ikke troe, at jeg har mindſte Deel i denne Ubeſindighed. Conrad. Nei, det fan De være rolig for; han er altfor alvorlig og retſtaffen dertil. å Fogel (vred). Og du halvgal nok til at beſorge det felv. Vilhelmine. Men fjære Fader! lad os nu iffe ffjændes mere; den fremmede Herre har allerede hørt Spektakel nok her i Huſet. Julius. O jeg beder Dem, Froken! For mig er det Hele Forſte Act, forſte Scene. 19 et originalt Eventyr; deraf fan en Touriſt aldrig fane for Meget. Conrad. De maa vide, Onfel, at min Ben benytter fin Sommerferie til at gjøre en Fodtour gjennem Sjæl- land. Han gaaer fra Herregaard til Herregaard ; han arbeider paa et Bær over de danſke Herregaarde. Vogel, Det glæder mig at høre, thi faa ffal jeg. ... Julius. Undſkyld, Gr. General, at jeg forſt maa berigtige min Ven Conrads Udfigende. Han gjør mig for megen re ved at fige, at jeg arbeider paa et Værf. Det er vel fandt, at jeg drager omfring paa Herre— gaardene i Sjælland, for at erhverve mig en og an- den Local-Kundſkab, ſom maaſkee fan komme mig til Nytte engang i Tiden. Fogel. Nu, ligemeget. Conrad har da ialfald gjort vel i at bringe Dem til mig, thi ogſaa denne Gaard for— tjener at beſees. Julius, Derom tvivler jeg iffe, og jeg glæder mig meget fil at gjøre nærmere Befjendtifab med den, 20 Balgerda. Fogel. Det ſkal være mig en ſand Fornoielſe at viſe Dem. omfring, og give Dem alle be Oplysninger, De onſker. Jeg har gjort Meget for denne Eiendom, og uagtet jeg fun har havt den i fire Aar, faa tør jeg ſige, at jeg har indført ganffe overordenlige For-⸗ bedringer. Heri maa jeg ogſaa give min Søfterføn den Ære, han fortjener: han har gaaet mig tilhaande fom en flink Forvalter. Vilhelmine. Hør, Fader! Jeg fynes, bu fulde iffe iforveien roſe dine Indretninger; derved ſpendes Forventningen, og ifald den faa ſkuffes . ... Julius. Jeg beder Dem, Frøfen, det har viſt ingen Fare. Fogel. Nei, det mener jeg med. Behold du dine Raad for dig ſelv. Vilhelmine. Jeg giver ingen Raad, jeg ſiger kun min Mening. Derſom De interesſerer Dem for Agerbruget, Hr. Hermanſen, ſaa vil De ſee, at det virkelig er ſat paa en ypperlig Fod; De vil ogſaa finde Velſtand mellem Bønderne; men derſom De ftiller Deres Fordringer hoiere, derſom De venter at fee betydelige Skridt til Forſte Act, førfte Scene. 21 Bondeſtandens Emancipation, faa vil Deres For- ventning flage feil. Fogel. Bliv mig fra Livet med din Emancipationsſnak! Du felv er fun altfor emanciperet. Vilhelmine. Ja ja, Fader, men def er dog fandt, hvad jeg ſiger. Hoveriet er endnu ikke afloſt. Fogel. Fordi Bønderne ſelv ikke onſke det. Sligt er ikke faa hurtigt gjort ſom at ſmore en Artikel op i et Blad. Vilhelmine. Det Udtryk pasſer underligt for Den, der ſelv itaaer med en Smorblomſt i Haanden. Fogel. Smorblomſt? Hvad ffal det ſige? Jeg har Ber— lings Tidende i Haanden. Bilhelmine. Ja, det er jo en Smorblomſt, det er befjendt. Fogel. Nu vil jeg ikke høre et Ord mere. Den Smor— Vittighed har nu tjent jaa længe, at den gjerne fan gane af paa Vartpenge, det Smør er fjernet faa tidt, at det nu iffe er Andet end Valle, Men hvad er 22 Balgerda. bet, du holder i Haanden? Du maatte onſte, det var en Smorblomſt, men det er en Melde, en ufrugt- bar Tidſel, ſom blot ftiffer og brænder. Og ſaadan er det hele Parti. Brænde og ftiffe, det fan de Alle— fammen prægtigt: Hive ned og ødelægge, den Kunſt forjtaae de, men grunde Noget og bygge det op, bet befatte de dem iffe med, og af gyldige Aarſager, for det fan de ikke. Vilhelmine. Det er let ſagt om de Undertrykte, om Dem, der ikke have Magten. Fogel. Hvad kunde Magten hjelpe dem, naar be ikke have Evnen? Jeg vil ikke hore et Ord mere, det er til at blive gal over! (Gaaer bort i den hæftigfte Vrede.) 3 fa 3 SOE Men Gud bevares, Frøfen Vilhelmine! Kan De dog iffe have Tand for Tunge! Nu har De gjort Generalen faa fnyſende gal. Vilhelmine. Hvad jeg har ſagt, er Sandhed, og at ſige den, anfeer jeg for min Pligt. 3 fæl DIST Ja, men De ffal dog iffe ærgre Deres Fader, det fan aldrig være Pligt. Forſte Act, førfte og anden Scene. 23 Vilhelmine. Hvorfor ærgrer han fig? Hvorfor bliver han hidfig? Jeg har været foldblodig under den hele Dispute. Sør SEE Jeg maa gaae efter ham og fee at ftille ham tilrette. (Ganaer.) Anden Scene. Vilhelmine. Conrad. Julius. Conrad, Hu! det ſummer mig om rene! Hvad mener dit, Julius? Du har havt en ſtormfuld Entree her i Huſet. —— Jeg tilftaaer, jeg er ligeſom desorienteret, og maa befinde mig. Det Hele forefommer mig faa nyt og fremmed, Vilhelmine. Jeg maatte ſtamme mig over, af De, Hr. Her- manſen, har været Vidne til en ſaadan Scene, der— ſom jeg iffe holdt mig for overbeviift om, at De i Grunden er paa mit Parti. Julius. Enhver, ſom ſeer Dem, Froken, er viſtnok til— boielig til af være paa Deres Parti. 24 Valgerda. Conrad. Complimenter? Dem kan du ſpare dig, min Couſine bryder ſig ikke om dem. Julius. Deri gjør Frokenen vel, men jeg haaber, at hun iffe anjeer mine Ord for Complimenter. Vilhelmine. Med alt Det var min Mening dog iffe den, fom De ſynes at antage. Naar jeg forudjætter, at De er paa mit Parti, jaa er det, fordi De er ung, og Ungdommen pleier at hylde de liberale Grundfæt- ninger. Det er ogſaa fun fra Ungdommen, at al politiſt Frelje fan- ventes. Dertil kommer, at De er Student, Studenterne ere liberale, Studenterne ere Landets Fremtid. Julius. Jeg beder om Forladelje, Frøfen, jeg er Candidat, det er en Forſtjel. Conrad. Og dertil Cancelliſt, altſaa i kongeligt Embede. Hvorledes troer du, Vilhelmine, at hang Cancelli- Samvittighed fan taale at høre paa din oprorſte Tale? Julius. O! hvad det angaaer, ſtal Frokenen iffe genere fig. Min Samvittighed er i den Henſeende jvarende Forſte Act, anden Scene. 25 til min Stilling: begge ere lige ubetydelige. Men oprigtigt talt, Frøfen, jeg er egenlig grumme lidt Politicus. Jeg vilde ønffe, at et Parti kunde væffe min Begeiſtring, at jeg af Sjæl og Hjerte kunde fværge til en eller anden Fane; men til hvilfen af Siderne jeg feer, er der Noget, ſom ffræmmer mig bort, min Indifferentisme befæftes, og fort fagt, jeg er uden politiſk Farve. Conrad. Accurat ligeſom jeg. Vilhelmine ffjænder tidt nok paa mig Derfor. Bilbelmine. Og det vil jeg vedblive at gjøre. Jeg fan iffe forjtane, hvorledes unge Mend funne være ligegyldige for Landets Anliggender. Ere de unge Mend da Ovinder, og er jeg en Mand? Falder da aldrig den Tanke Dem ind: hvad ffal Danmarks Fremtid vorde? — De vil fagtens lee, naar jeg ſiger Dem, at jeg i Nat iffe har havt Søvn i mine Øine, og veed De, hvorfor? Over at tænfe paa det ſidſte Finansregnſtab. Har De læft det? Julius. Jeg tilftaaer, nei. Vilhelmine. Det er det for 1843; det fommer over to Aar 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 2 26 Valgerda. for ſildigt, men det er endnu det Mindſte. Aaret har været et velſignet Aar, velſignet for Landmanden og i alle Henſeender. Indtægterne have været 842000 Rbolr. mere, end de i Budgettet vare an- ſlagede til, og det Bedſte er, at disſe forhøjede Ind- tægter hidrøre fra Told- og Conſumtions-Intraderne famt fra Oreſunds Told, iffe fra nogen ſmudſig Kilde, thi Tallotteriet har i de danjfe Provindſer endog ind- bragt 28000 Rbolr. mindre end det Normerede, hvor- imod bet rigtignof har givet Overſtud i Hertugdom— merne. Men hvortil hjelper Dette? Udgifterne vore med Indtægterne. Penſionsliſten har været 38000 ftørre end den Sum, der iffe maa overſtiges. Kommer der et ulyffeligt Aar — og hvorfor fiulde det ikke komme — ja fæt, at der komme to, tre eller flere ovenpaaga hinanden, hvad faa? Det feer fort ud i Fremtiden! Julius. Jeg ſtaaer ſom falden fra Skyerne! De, en Dame, en ung Pige, er i Beſiddelſe af al denne for- bauſende Kundſkab! Conrad. Ja, der kan du hore! Saaledes er hun; der er ikke Mange, ſom kan roſe ſig af en ſaadan Couſine. Julius. Ved Himlen! De er ingen almindelig Pige, De Forſte Act, anden Scene. eg er et overnaturligt Veſen. Og for dog ikke reent at knuſes af Deres Overlegenhed, for at De dog iffe ffal anſee mig for Stof og Steen, faa lad mig fige Dem, at om end BVolitifen iffe har tiltruffet mig, idetmindſte iffe hidtil, faa har jeg ſaa varm en Følelfe ſom Nogen for det Nationale. Og lad mig end mere fige Dem, at det Blad, ſom De nylig holdt i Haanden, og hvoraf jeg — jeg befjender det til min Sfam — fjelben leſer Halvparten, har for faa Maaneder fiden henrevet mig til en Begeiftring, opflammet mig til en Enthuſiasme, hvortil jeg neppe troede mig iftand. Vilhelmine. Det glæder mig at høre. Og hvad var Anled— ningen ? Julius. Hiin fortræffelige Artikel, hiin Perle af hele dets Indhold. Vilhelmine. De mener den Artikel om Bank-Actierne? Julius. Nei, paa ingen Maade. Vilhelmine. Den om Valget af Kjøbenhavns Borger-Re— præœſentanter? Julius. Nei, heller ikke. 28 Valgerda. Vilhelmine. Saa var det Noget i Amtsraadets Forhandlinger? Julius. Nei, nei! Hvor er det dog muligt, at De ikke ſtrax gjætter det? Dog, De lader fun jaa, De veed godt hvad jeg mener, Vilhelmine. Nei, jeg forjiffrer Dem. Julius, Huſk dog paa Deres eget Kjøn! Vilhelmine, Jeg forſtager Dem ikke. Julius. Jeg mener naturligviis det henrivende Brev fra Valgerda. Bilhelmine. Valgerda! Ja, det er fandt; men det er faa længe ſiden. Julius. Og om det var hundrede Aar fiden, faa vilde Danmark erindre det, Hvilfen poetiſt, ja endog maleriſt Contraſt: Denne unge Pige, denne danffe Skjoldmo, fom jomfruelig, med nedflaaet Viſir, med Unde og Anſtand i alle Bevægeljer, ftiller fig lige- overfor ben gamle tungfodede tydſke Profesſor, og ud— Forſte Act, anden Scene. 29 fordrer ham til Lamp! Og denne ſaakaldte „Franzoſen— frefjer,” ſom dog aldrig har ſpiiſt nogen Franſkmand, træffer fig paa den ynkeligſte Maade tilbage, da han møder en danſtk Pige, og figer, at nu er han iffe i Humeur til at være „Dänenfreſſer.“ Valgerda er en Valkyrie. Derſom jeg funde træffe hende, vilde jeg dybt fnæle for hendes Fod, og tilbede hendes Deilighed. Vilhelmine. Win Gud! hvilfen Enthuſiasme! Men hvoraf veed De, at hun er deilig? Kjender De hende da? Julius. Ja og Nei! (med et Blik paa Vilhelmine). Jeg feer hende ſtaae for mine Pine. Vilhelmine. Det maa da være i Deres Phantaſie. Conrad. Ja, min Ven, det er en Phantaſie— Riærligheb. Julius. | Kald den, hvad du vil, men det veed jeg, af jeg aldrig vil føle nøgen anden, Bilbelmine. Er bet muligt? Og om De nu aldrig finder hende i Livet? 30 Valgerda. Julius. Selv om faa var, ffulbe hun dog være min ſidſte Kjerlighed. Conrad. Den ſidſte, lad gaae! Wen den forſte? Julius. Du gjør mig Samvittigheds-Sporgsmaal; men Saameget vil jeg befjende, at den førfte ev hun ikke. Vilhelmine. Men tag Dem da iagt, at De iffe fommer til at fige, ligefom Baggeſen om fin Idealia: „Denne Uforlignelige Er desværre iffe til.” Julius. Hvad mener De? Hun ffulde iffe være til? Bilhelmine. Valgerda er naturligviig en fingeret Perſon; Brevet var fiffert ffrevet af en Mand. Julius. Umuligt! Vilhelmine. Zvertimod! De unge danſte Piger bekymre fig fandelig iffe om de politijfe Sporgsmaal; de have fun deres Balkjoler i Tanfe. Forſte Act, anden Scene. 31 Julius. Wen De felv, Frøfen, er jo et Beviis paa det Modſatte. Vilhelmine. Maaſkee; men een Svale gjør ingen Sommer. Julius. Ganſke rigtigt, men Cen udgjør en Valgerda, der behøves iffe Flere. Vilhelmine. Da vil De dog vel iffe fige, at det er mig? g g Julius. Det være langt fra mig at trænge mig ind i Andres Hemmeligheder ! Conrad. Nei, Julius, det indeftaaer jeg dig for, min Couſine er det iffe, Vilhelmine. Tak ſkal du have, Conrad, fordi du vil gaae i Caution for mig, men det ffal du dog ikke gjøre, for du fan egenlig iffe vide det. Conrad (fan). Bie ihnes miq dog— 32 Valgerda. Vilhelmine. Ifald det var mig, vilde jeg naturligviis holde det hemmeligt. Conrad. Jeg troede dog, at jeg .... Vilhelmine. Ja, man troer ſaa Meget! Men jeg beder Dem Begge, ſee dog ikke heri nogen Indrommelſe af For— fatterſkabet. Deres Yttring, Hr. Hermanſen, var na— turligviis Spog, og mit Svar ligeſaa! Jeg vil op— rigtig ſige Dem min Mening: Ogſaa jeg. læfte Val— gerdas Brev med Henryffelfe; jeg fandt, at det var et Ord i rette Tid. Men intet Dieblik fatte jeg i Toivl, at Forfatteren jo var en majferet Mand. Og fandt at ſige, derſom jeg iffe havde havt denne Tanke Derved, vilde Brevet have behaget mig minbre. Julius. Det forftaaer jeg ikke. Saa miſter Brevet jo fin Ynde, ja endog fin ſtorſte Kraft; den rette Pointe gaaer tabt. Vilhelmine. O nei! En Mand har dog det fraftige Udtryk langt mere i fin Magt, end et Fruentimmer. Jeg føler det med mig ſelv, de ſamme Zanfer funde jeg vel have havt, men jeg funde iffe have fundet de famme Ord til bem. Og jeg ſynes, at naar bet iffe Forſte Act, anden og tredie Scene. 33 er mig, faa fan det endnu mindre være nogen anden Dame. Ja, nu leer De, De finder vift, at jeg taler ubeſkedent. Wen jeg forfiffrer Dem, at derſom jeg troede, at Valgerda var til, faa blev jeg jaloux paa hende; det vilde crepere mig, at jeg i denne Retning ikke havde det ſamme Talent fom hun. Julius. Bedſte Frøfen! I denne Sag er det nof rigtigft, rene —— eene⸗e De Forrige. Jomfru Blak, fulgt af en Tjener, ſom tager Kaffe-Servicet fra Bordet, og gaaer bort med det. FEE. Blak. Der har De mig igjen. Jeg fommer for at an- vilje den fremmede Herre et Varelſe, ſom jeg imid- lertid har fat iſtand til ham. (il Julius) De trænger viſt til Hvile efter Deres Fodtour. Julius. Jeg er Dem meget forbunden. Til Hvile trænger jeg iffe, men til at ryſte Støvet af. mig og flæde mig om. Ir. Blak. Som De behager. Alt er parat. Skal jeg viſe Dem Veien? 34 Valgerda. Julius. Jeg modtager Deres Tilbud med Taknemmelighed. J Nu, ſaa kom da! Vilhelmine. O Jomfru Blak! inden De gaaer, ſiig mig, hvorledes min Fader nu har det. Ifr. BIT. Ja, det maa De nok fpørge om! Io, Gud ſtee Lov! nu er det bedre, Generalens Hidſighed har lagt fig. Lad mig nu fee, De iffe faa fnart gjør ham vred igjen! Det var forfærdeligt, hvad han var op— bragt! Jeg var bange for, at det ſtulde gaaet lige- ſom hos Grevens, hvor jeg havde det Tilfælde, ſom DE HOL DEED 2.515 Conrad. Ja, det veed vi godt. SER SER Det bliver til October femten Aar fiden . . Conrad. Ja, vi fjende det Hele. Ifr. Blak. Da fjender den fremmede Herre det dog iffe, Forſte Act, tredie og fjerde Scene. 35 Conrad. Saa fan De fortælle ham det paa Veien. Ifr. Blak (tir Jutins). Ja, ifald De onſter det. Julius. Det vil interesfere mig meget. (Buffer før Vilhelmine, og gaaer med Jfr. Blaf.) Conrad. Å revoir og god Fornoielſe! Se. STøT (idet bun gaaer med Julius). Seer De, det var hos en Greve, hvor jeg var i Condition. De maa nu vide, at Greven var en Mand, ſom var i høj Grad... (De ere imidlertid komne udenfor, og man hører iffe Mere.) Fijerde Scene. Vilhelmine. Conrad. Conrad (med et Blik efter Julius). Bel befomme! Vilhelmine. Din Ven gjør dig Ære; jeg finder, det er en elffværdig ung Wand, 36 Valgerda. Conrad. Jeg troer at have bemærfet, af du finder bet. Vilhelmine. Og bet har du vel Intet imod, fiden han er din Ven. É Conrad. Men du veed nok, at Venffab gjælder iffe i Kortſpil, og heller iffe i et andet Capitel. Vilhelmine. Er det virkelig lykkedes mig at gjøre dig jaloux? Conrad. Lykkedes dig? Har du da havt det iſinde? Vilhelmine. Det funde være ret morſomt. Conrad. Men den Leg, fom er morfom for Katten, er iffe morſom for Muſen. Vilhelmine. Hvilfen Lignelſe! Er jeg en Kat? er du en Muus? Pen veed du vel, at det flæder dig godt at være jaloux? Og derſom jeg med min gode Billie ſtulde opvæffe bin Jalouſie, faa var det for at holde endnu mere af dig. Conrad. Vilhelmine, du henrykker mig! Du veed fun alt- Forſte Act, fjerde Scene. 37 for godt, hvorledes bu ffal tage mig, derfor fan du ogſaa faae det med mig, ſom du vil. Jeg vilde jo ogjaa være langt roligere, naar iffe den fordømte SOmftændighed var, at vi maae holde vor Forſtaaelſe hemmelig. Thi derſom din Fader vidfte det, jaa blev han rajende, og fatte mig udentvivl øtiebliffelig paa Døren. Siden han har faaet den ulyffelige Idee at arbeide underhaanden paa at blive Kammerherre og faae fit Gods hævet til et Baronie, er ingen Sviger- føn ham fornem nok. Vilhelmine. Men det er jo en Galjfab, en Proſtitution, ſom man maa fee af faae ham fra. Conrad. Han er ikke let at fane fra Det, han har fat fig i Hovedet. Den, ſom han ffal give din Haand, maa felv være idetmindſte Kammerjunker. Vilhelmine. Ha ha ha! En Kammerjunker, og jeg med mine Principer! Det vilde blive et rart Xgteſkab! Conrad. Imidlertid, da vor Forlovelſe iffe er befjendt og vitterlig, er jeg altid udſat for den Frygt, at En— hver, ſom finder Behag i dig, fan blive en Frier. 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 3 38 Valgerda. Vilhelmine. Og endda forer du ſelv en Herre til mig? Conrad. Derſom jeg havde troet, at du vilde behage ham faa meget, faa havde jeg heller iffe gjort det. p Vilhelmine. Saa det funde du iffe forudſee? Conrad. Nei. Vilhelmine. Det er oprigtigt. Conrad. Og af to Grunde, ſom jeg ſtal ſige dig. For det Forſte troede jeg, at han, formedelſt ſin Stilling ſom Cancelliſt, ikke vilde harmonere med dine liberale Anſtkuelſer; og derneſt vidſte jeg, eller troede at vide, at han var hæftig forelſket i en ung Pige, eller idet- mindſte nylig havde været det. Derfor fpurgte jeg ham paa Skromt, om Valgerda ogſaa var hans førfte Kjcrlighed. Vilhelmine. Nei virkelig? Og hvem er denne unge Pige? Conrad. Kan det iffe være det Samme? Forſte Act, fjerde Scene. 39 Vilhelmine. Nei, Conrad, du maa endelig fige mig det. Conrad. Jeg veed det faamænd ikke. Vilhelmine. Det er ikke ſandt, du veed det godt. Conrad. Nei, tilforladelig, jeg forſikkrer dig. Det er en ung Pige i Kjøbenhavn, det ev Alt, hvad jeg veed. Vilhelmine. Kan du fværge paa, at du ikke veed det? Conrad. Ved Alt, hvad helligt er, paa Ære og Sam— vittighed, jeg veed iffe, hvem hun er. Jeg har aldrig villet ſporge derom, og han havde vift heller ikke ſagt mig bet. Wen hvor fan det nu interesfere dig? Vilhelmine. Saadant Noget interesſerer altid et Fruentimmer. Conrad. Ja, et Fruentimmer! Wen du er ikke et Jæd- vanligt Fruentimmer, du har en mandig Characteer, San Interesſen for de offentlige Anliggender forenes med den private Nysgjerrighed? 3* 40 Valgerda. Vilhelmine. Ja, udmarket godt; det Ene udelukker ikke det Andet. Conrad. Du er et forunderligt Bæfen. Jeg føler fun altfor godt, hvor høit du ftaaer over mig, og det er maajfee derfor, du har bundet mig faa faft til big. Vilhelmine. Siig ikke det, Conrad! der er jo ſlet ingen af— ſtand imellem os. Conrad. Jo, tilvisſe, men jeg finder Behag i din Over— legenhed. Jeg veed med mig felv, at jeg er et god— modigt og velvilligt Menneſke, at jeg er ærlig og trofaft; men i Forſtand, i Aandrighed, i Kundſtaber og Zalenter fan jeg ingenlunde maale mig med big. Saadan fom du fan tale. om Finanfer, om Budgetter, om Communalraad og Amtsraad, — o! det lærer jeg aldrig. Vilhelmine (ræffer ham Haanden). Nu vel, faa fan jo Enhver af os være god for fig. Conrad. Du vil trøfte mig og hæve mit Mod; o! det er elffværdigt. Wien naar jeg nu feer, hvorledes din Overlegenhed gjør Indtryk paa Alle, hvorledes du ved bin Zale væffer Beundring og Tilbedelſe, maa — Forſte Act, fjerde Scene. 41 da ikke den Frygt vaagne hos mig, at en Anden, bedre begavet end jeg, kunde ſtikke mig ud? Vilhelmine. Hvilfen Idee! Conrad. Derſom jeg blot havde en Fortrolig, En, til hvem jeg turde fige: „Jeg elſker Vilhelmine, og hun eljfer mig igjen!” Jeg er ikke ſom du, jeg fan iffe indeflutte mine Tanker; jeg er et Menneſke, ſom trænger til Meddelelſe. Vilhelmine. For Himlens Skyld! tæœnk ikke derpaa! Hvem ſtulde det være? dog ikke din Ven Hermanſen? Conrad. Nei, ham nu aldeles ikke! Jeg har tænft paa Judita, hun er dog min Søfter. Vilhelmine. Det vil ſige, din Halvſoſter. Conrad. Det fan jeg aldrig vænne mig til at hujfe. Hver— gang Nogen nævner hende ved hendes Efternavn, og falder hende Jomfru Ahrends, ſaa griber jeg mig felv i Forundring over, at hun iffe hedder Poulſen, ligeſom jeg. 42 Valgerda. Vilhelmine. Jalfald vilde det være ubefindigt at betroe Judita denne Hemmelighed. Hun er en god Pige, men en meget ubetydelig Pige. Conrad. Det er hun ogſaa, ubetydelig er hun. Men, ſom du ſelv figer, hun er god, og jeg holder oprig- tigt af hende. Vilhelmine. Men for at en Hemmelighed ſtal være i gøde Hænder, maa den ogfaa være i fløgtige Hænder, og jeg maa derfor paa det Indftændigfte bede big, at du iffe gjør hende til din Fortrolige, Conrad. Vær rolig, hun ſtal iffe fane et Ord af vide. Det er forreſten beſynderligt, at hun iffe er kommen hjem endnu. Vilhelmine. O, hun ſtreifer jo idelig omkring i Mark og Skov. Det er en god lille Landsbypige, hun lever med Naturen, hun plukker Blomſter og horer paa Fugleſang; for de ſociale Forhold har hun ingen Sands. . Conrad. Det er mærfværdigt, hvad du har for et ſtarpt Blik, hvad din Dom altid er ſikker og rigtig, Forſte Act, fjerde og femte Scene. 43 Vilhelmine. Nu vel, min Ven, faa tro da, at jeg ogjaa i andre Henſeender har et ſtarpt Blik og en fiffer og rigtig Dom, og at jeg derfor ftedje vil foretræffe dig for enhver Anden. Conrad. O Vilhelmine! du gjør mig lykkelig. (De omfavne hinanden.) Vilhelmine. Jeg Fjender dig, jeg veed, hvad jeg har i dig, og jeg veed, hvad jeg faner i dig: en god, en fjærlig, en føielig Mand. Conrad. Ja, ved Himlen! bet ffal blive Sandhed. Vilhelmine (rivende fig lss). Der kommer Nogen! Conrad. Det er Julius. Femte Scene. De Forrige. Julius (omkledt). Julius. Jeg har ſtyndt mig for at komme tilbage og fortjætte vore interesſante Samtaler, 44 Valgerda. Conrad. Allerede omflædt! Det er paa Tiden, at jeg gjør ligeſaa. Farvel! jeg følger dit Exempel og ſtal fee at efterligne din Hurtighed. (Bit gade). Naa! nu har Jomfru Blak dog ladet vor" Hare ligge; hun ſtal tilforladelig lade den ſtege til os. Jeg vil tage den med. Å propos, fif du jaa hendes Zilfælde at vide? Julius. Net. Ligeſom hun havde begyndt at fortælle, faa kom der en Pige og forjtyrrede hende med en meget ivrig Beretning om Noget, ſom var pasſeret i Honſegaarden. Wen hun lovede, jeg ſtulde fane Hiſtorien en anden Gang. Vilhelmine. Staffels Jomfru Blak! Hun bliver altid for- hindret i at fortælle fin Hiftorie, Det er ligeſom en Sfjæbne, der forfølger hende. Conrad (til Julius). . Nu fan du imidlertid holde min Couſine med Selſkab; jeg er her ſtrax igjen. Disputeer med hende om Politik, det holder hun meeft af. (Løber ud og tager Saren med fig.) Forſte Act, fjette Scene. 45 Sjette Scene. Vilhelmine. Sulius. Julius. Conrads Opfordring er nær ved at gjøre mig undſeelig. Jeg har allerede fagt Dem det, Frøfen, at jeg er langt fra at være Politicus, men faa meget hellere vil jeg da gane i Sfole hos Dem, ifald De vil værdiges at antage mig ſom Elev. Vilhelmine, Det behøves ikke. De gjør Dem felv Uret ved at fige, at De iffe bekymrer Dem om de offentlige Anliggender. Det Modſatte er jo tydeligt at mærfe, Den Begeiftring, hvormed De omtalte Valgerda og hendes Brev . . SUE H SD. "40 Det er en anden Sag! Dette Brev henhører iffe under Politiken, men under Nationaliteten. Valgerda er en national Figur, en Typus for den danſke Ovinde— lighed, ſaaledes ſom netop den fan være Kepræjentant for det Heroiſte. Frankrig har havt ſin Jeanne d'Arc; og i Juli-Revolutionen var der en ung Pariſerinde, ſom erobrede en Canon. Wen i vore Lider, da man iffe gaaer med Spyd og Sfjold, og i vort Fædreland, hvor den materielle Magt er den underordnede, fan Der ſnart iffe gives anden Heroisme end den aande— lige; men ifaafald fan juſt Ovinden være udſeet til 46 Valgerda. at udføre Bedrifter, til at optræde ſom Heltinde i vort Lands ſtille, indvortes Hiſtorie. Og en faadan Heltinde er Valgerda; hun fortjente et Heltedigt, et danſk Heltedigt, det vil fige, en Kempeviſe. Bilhelmine. En Kæmpevije? Men Folfepoefiens Tid er jo forbi, Julius. Hvorfor har da ingen af vore Digtere befunget hende? De ſynge om jaa Meget, der iffe er en Sang vær, Vilhelmine. Poeſiens Tid er viſtnok forbi i det Hele. Verden har nu altfor alvorlige Ting at tænke paa. Julius, Det er iffe Deres Mening. Et Fruentimmer fan ikke opgive Poeſien, ligefaa lidt ſom fin Religion. Vilhelmine. Det vil jeg heller ikke, men jeg vil, at den ſtal forlade ſin brede, gamle Landevei og forbinde ſig med Tidens Opgaver. Julius. Det er jo netop min Fordring, ſiden jeg vil have Balgerda beſungen. Vilhelmine. Hvorfor gjør De det da ikke ſelv? Forſte Act, fjette Scene. 47 Julius. Fordi jeg fan iffe, Vilhelmine. Alt, hvad De har ſtaaet her og ſagt om hende, er jo et fværmeriff Digt til hendes Ære; De be— høver blot at jætte det i Riim. Julius. Saa har det altſaa mishaget Dem, thi De hol— der jo ikke af Poeſie? Vilhelmine. Jo, af den politiſtke. Julius. Ja, hvor er den? Jeg horer nok tale om den, ſom et nyt Evangelium, men jeg har endnu ikke truffet paa den. Ogſaa her maa jeg gjøre min Diſtinction gjældende: politiſt Poeſie bryder jeg mig iffe om, men den nationale holder jeg høit i Ære, Vilhelmine. De lade fig viſt ikke adſkille; fun det Politiſke fan i vore Tider være nationalt. Julius. Men alle vore ſtorſte Digtere ere de da una— tionale? thi. politiffe ere de iffe, 48 Valgerda. Vilhelmine. De hore Alle til en forbigangen Tid, ja jeg vil næjten fige, til en forhenværende Nation; hvad der fra nu af ffal blive nationalt, maa have en politift Characteer. Julius. O bedſte Froken! aflæg nu denne Maſtke, ſom jeg allerede for længe fiden har gjennemjfuet! De, med Deres Dannelje, Deres Elſkvcerdighed, Deres Sfjøn- hen — tilgiv, at jeg figer det jaa reent ud, men jeg forftaaer iffe at drapere mine Ord — De er jelv en poetiſt Figur; Deres politiſke Interesſe hører med til Deres Alſidighed, men det er iffe i den, at Deres Aand finder fit inderſte Holdningspunkt, fin ſidſte Hvile og Beroligelſe. Hvorfor vil De ſtjule Deres ſande Veſen, jfjule det for Den, ſom allerede har opdaget det? De feer mig idag for forſte Gang, det er fandt; men fan iffe ben Sympathie for Dem og Deres An— ffuelfer, ſom jeg fun altfor lidt formaaer at dolge, ud— virfe, at De vil betragte mig fom en gammel Bekjendt? Vilhelmine. De taler om Sympathie, og mig forefommer det derimod, at vi ere af forſtjellig Mening i Alt. Julius. Fordi De fornægter Deres ſande Mening, fordi De iffe vil demajfere Dem. Forſte Act, fjette og fyvende Scene. 49 Vilhelmine. Men hvad mener De med denne Maffe? Jeg bærer ingen; ſom De ſeer mig, ſaadan er jeg. Julius. Tilgiv mig, Frøfen! Jeg felv føler altfor godt min Baatrængenhed, og der er Intet, fom berettiger mig til den. - Zilgiv mig min ubefindige Hæftighed! Men er det iffe Sandhed, hvad man ofte læfer i gamle Eventyr: Der gives en Perle, eller en Wdel- fteen, eller en underfuld Blomſt; Ingen bar - feet ben, men Alle føge den, og en Enfelt fætter fit Liv paa Spil for at finde den, thi han føler, at førjt . ven Synet af den vil hans Liv faae fin rette Fylde og Forklaring; og under denne Stræben, der faa ofte er bleven ſtuffet, griber han med Heftighed et- hvert Vink, der funde lede ham til Maalet. Bilhelmine. Jeg fan og jeg vil iffe bedomme Dem, thi De er en Sværmer, og jeg forſtager mig aldeles iffe paa Sværmeri. Syvende Scene. De Forrige. Fogel. Vogel (tir Julius). Naa, træffer jeg Dem her! det var godt. Jeg vilde juſt ſige Dem, at jeg har givet Ordre til at 50 Valgerda. ſpeende for. Om en halv Zimes Tid vil vi kjore en Tour omkring her paa Eiendommen, og beſee den i alle dens Dele. Julius. Det vil interesjere mig meget. Fogel. Forelobig maa jeg ſige Dem, at Eiendommen er af Storrelſe ſom et Baronie. Derfor har den virfelig ogſaa tilforn været et Baronie, men er ble- ven folgt og atter folgt, og ſaaledes gaaet igjennem flere Hænder, indtil jeg for fire Aar ſiden erhver- vede Den. Af privilegeret Hartforn, Ager og Eng, ſamt Skovſkyld og Molleſkyld, har den 88 Tønder, af uprivilegeret 1024, af matriculeret Tiende-Hart- forn 119, tilfammen 1231 Tønder Hartforn af alle Slags; i Bank-Actier 6400 Rbolr. Julius. Jeg beklager, at jeg ikke har min Tegnebog ved Haanden, for at kunne notere disſe Tal. Fogel. Siger Intet, jeg fan ſiden gjentage det. Det var blot til en foreløbig Orientering i Eiendommens Størrelfe. Wien ber feer jeg min Soſterſon fomme, det er min eneſte Godsforvalter; ved hans Hjelp be— ſtrider jeg Alting felv. Forſte Act ottende og niende Scene. 51 Ottende Scene. De Forrige. Conrad (omflædt). Fogel. Nu, Conrad, er du parat, ſaa vil vi om en halv Times Tid fjøre omkring med vor Gjeſt, og viſe ham Eiendommen. i Conrad. Naar De befaler, fjære Onkel! Fogel. Saa venter jeg Dem om lidt. Jeg vil imid— lertid beſorge nogle Forretninger med Folfene. (Gaaer.) Vilhelmine. Og jeg vil benytte Deres Fraværelje til at ffrive et Par Breve til Kjobenhavn. Farvel faa længe og god Fornoielſe! (Gaaer.) Niende Scene. Julius. Conrad, Conrad. Nu fan du da fane din Lyſt ftyret; du fan troe, Onfel gaaer grundigt tilværfs, naar han fore- vijer fin Ciendom. 32 Valgerda. Julius. AE, Conrad! Alt Dette interesſerer mig ikke i mindſte Maade, men jeg er nodt til at lade ſaadan. Conrad. Hvad for Noget? Sagde du ikke, at du drog fra Herregaard til Herregaard, for at gjore dig be— kjendt med dem? Julius. Jo, men ſandelig ikke for at hore tale om pri— vilegeret og uprivilegeret Hartkorn, Skovſkyld, Molle— ſkyld, og hvad alt det Djæveljfab hedder, Conrad. Hvad Pokker vil du da høre tale om? Julius. Jeg reiſer for at finde Valgerda. Conrad. Valgerda og atter Valgerda! Wen det er jo en fir Idee! Julius, Hendes Brev var dateret fra ,,en Herregaard i Sjcelland.“ Nu vel, derfor beføger jeg de ſſellandſke Herregaarde; paa een af bem maa hun da være at finde, Conrad. Og naar du faa finder hende, hvad gjør du faa? Forſte Act, niende Scene. 3 Julius. Derſom hendes Haand er fri, ſaa opbyder jeg Alt for at vinde den, thi hun er mit Ideal, og jeg hviler ikke, for jeg har vundet det og er Formen: i dets Beſiddelſe. Conrad. Det er dog bedſt, du feer hende forſt, inden du tager en Beſlutning; du veed nok, man ffal iffe kjobe Katten i Sæffen. Men ialfald gjør det mig ondt, at jeg, uden at vide det, har fpildt din koſtbare Tid ved at træffe dig ind paa denne Gaard, thi her idetmindſte finder du iffe Den, du føger. Julius, Ja faa? Er du vig derpaa? Conrad. Ja, det ſtulde jeg mene. Julius. Jeg maa lee ad din Skarpſindighed. Du ſtal dog iffe fortryde, at du har bragt mig hid, thi netop her har jeg fundet, hvad jeg føgte. Conrad. Du er iffe rigtig flog. Julius. Eller ogſaa er du det ikke. Men er du da jlagen med Blindhed? Har du, ſom lever her paa 54 Balgerda. Stedet, ſom er hjemme her i Huſet, da iffe i hele Maaneder funnet opdage, hvad jeg, en Nysankommen, en Fremmed, har gjennemjfuet i den forſte halve Time? Kan du da noget Vieblif fætte i Tvivl, at Valgerda er ingen Anden end din Coufine, Frøfen Vilhelmine. i Conrad. O Snak! hvor fan du dog troe det? Du hørte jo nylig, at hun benægtede det. Julius. Fa, hvad beviſer bet? Conrad. Idetmindſte vilde hun nok have fagt mig bet, ifald det var Sandhed. Julius. Bild dig det ind! Zvertimod ſagde hun jo, at du ffulde iffe gaae i Caution for hende, da det var Noget, du iffe kunde vide. Conrad. Ja, det var hendes Spog. Julius. Nei, det var faamænd hendes Alvor. Fordi du er hendes Fætter, er det iffe jagt, aft hun har faa jtor Fortrolighed til dig, Ja, derſom du var hendes Forſte Act, niende Scene. 55 Kjcereſte, det var en anden Sag; men for en Fætter fan man have mange Hemmeligheder. Conrad cafjides). Det er til at blive gal over! Geit) Men naar jeg nu figer dig, at du tager feil, at jeg veed, at Vilhelmine er ikke Valgerda? Julius, Saa troer jeg det alligevel iffe, thi det er jo netop min Tro, at du iffe veed det. Conrad. Wen hvorfor troer du da, at det er hende? Julius. Af hundrede og atter hundrede Grunde. Hvem ffulde det være, om det iffe var hende? For det Forſte begynder hendes Navn med V. Conrad. Et ſlagende Beviis! Julius. Nei, ſom Beviis ſiger det ikke ſtort, men naar "bet kommer til alt det Øvrige, faner det Vægt. Hun har villet beholde det forſte Bogſtav af fit Navn; bet er ægte qpindeligt. Conrad. Da veed jeg rigtignof iffe, hvad Qvindeligt der fan være deri, 56 Balgerda. Julius. Jo, det er at holde faſt ved den yderſte Flig af fin Perſonlighed, felv i det Dieblik, da man vil være ufjendt og gjælde for en Anden. En Mand, ſom ffriver anonymt, vil vel vogte fig for at bruge fit eget Begyndelſesbogſtav i et fingeret Navn; han vilde troe at blive røbet derved, om faa hundrede Andre have det ſamme Bogſtav, og derfor fafter han uden Sam- vittighed Alt bort, jom paa nogen Maade betegner ham ſom Individ. Wen den ædle Qvinde fan iffe ſaaledes opgive hele fit Selv; hun beholder et lille Mærfe deraf, for at finde tilbage dertil, ligeſom den Traad, hvormed man leder fig ud af en Labyrinth. Conrad. Det fan man falde fiint udfpeculeret! Har du ellers ingen andre Argumenter ? : Julius. O hvilfet Spørgsmaal! Tenk dig dog om, tag bin Forſtand paa Raad! Er din Couſine iffe ung? er hun iffe ſmuk? er hun iffe eljffværdig? Conrad. Jo, alt Det vil jeg indrømme. Julius. Nu vel, der gives ogſaa andre Piger, ſom ere unge, ſmukke og eljffværdige, Ret mange ere der i Forſte Act, niende Scene. —— alfald ikke; men lad os ogſaa antage, at de fandtes i hundrede-, i tuſindeviis, er der da Nogen imellem dem, hvis Synskreds ftræffer fig udenfor det huus— lige Livs og Selſkabslivets Interesſer? Lad være, at en Enkelt fan have virfelig Sands for Poeſie, Muſik, Maleri, eller hvad det fan være — jeg figer virfelig Sands, thi Sfinnet deraf have de jo Alle, — men har du nogenfinde truffet paa En, ſom, for- uden disſe Clementer af den almindelige Dannelſe, tillige var i Beſiddelſe af en levende Sands for de politijfe og nationale Spørgsmaal? Intet fan være fjelonere høg et Fruentimmer, der endnu er ungt og ſmukt, og ſom paa Grund heraf funde være faa op- fyldt af Lyſt til at behage, at ingen anden Tanke opfom i hendes Sjæl, allermindſt Zanfen om hendes »ædrelandns re og Velfærd. Mangen, fom blot hørte tale om en ſaadan Perſon, vilde jo troe, at det var lutter Unatur, at hun var ubehagelig, fra- ſtodende. Hvad hører ber iffe til for at forene denne, ſom det ſynes, ertravagante Side med Den meeſt tiltræffende Elffværdighedn? Det gjør din Cou— line. Troer du, at Naturen gjentager noget ſaa Sjeldent, faa Udmærfet, at den reproducerer det, ligeſom den reproducerer Fluer og Myg? Nei, min Ven, af det Overordenlige findes aldrig to Exem— plarer, og følgelig er. Valgerda iffe til, hvis hun iffe er din Couſine. 58 Valgerda. Conrad. Wen Menneſtke dog! Hvad har du da iſinde at gjøre? Du fagde jo, at du vilde frie til Valgerda, naar du traf hende? Julius. Og om nu faa var? Conrad. Det er et jtærft Styffe! Julius. Hvad fan du have derimod? Riſicoen er da fun min egen, hvis jeg faner et Afflag. Conrad. Det gaaer iffe an, det gaaer paa ingen Maade an. Julius. Hvad gaaer der af dig? Er du jelv foreljfet i din Couſine? Conrad, Jeg! hvor fan du troe det! Julius. Jeg ſeer intet Utroligt deri; men naar det ikke er Tilfældet, hvad fan du da have imod, at jeg for— føger min Lykke? Cr jeg iffe god nok til at komme i Svogerſkab med big? Forſte Act, niende Scene. 59 Conrad. Jeg takker for Svogerjfabet, men ... men .... Julius. Kom frem med dit „Men“! hvad har du da at indvende ? Conrad. At det er en overilet Beſlutning, at man iffe jfal falde med Døren ind i Huſet. Julius. Det har jeg heller ikke iſinde. Tid og Omjtæn- digheder maae komme mig tilhjelp, inden jeg vover et afgjørende Sfridt. Conrad. Du vil altſaag tage dig Tid dertil? Julius, Hvorfor iffe? Generalen har bedet mig om at blive her faalænge, ſom jeg ønjfer. Jeg modtager hans Tilbud! imidlertid recognofcerer jeg Terrainet, og jeer hvad der er af gjøre. Farvel! jeg gaaer nu op paa mit Værelje, for at tage mine ftatijtiffe Pa— virer frem; jeg maa viſe Generalen, at jeg ogſaa paa de andre Herregaarde har ſamlet Noticer om Hartkorn og andet Korn. Saaſnart jeg fommer til Kjøbenhavn, ſtal det Snavs kaſtes paa Ilden. Rob 60 Valgerda. mig ikke! (tager Gonrad i Saanden) vær min Ven, og tal godt om mig for din Coufine! Jeg fan jo ved en anden. Leilighed gjøre dig Gjengjæld! (Iler bort.) Tiende Scene. Conrad, Siden Judita. Conrad. Det er dog en Fandens Klemme, fom jeg felv har bragt mig i! Men hvor funde jeg ogſaa tænfe det! For Vilhelmine er jeg egenlig iffe bange: hun elſter mig oprigtigt og trofaft, og derſom min Gal- ning friev til hende, faaer han nok en Kurv, det har ingen Nød. Men det er dog altid ubehageligt, .... og ængfteligt! Wen hvad ber meeſt ftaaer mig for Hovedet: mon det ſtulde være muligt, at Vilhelmine virkelig er Balgerda? Det funde ligne hende. Og jeg maa give Julius Ret: Hvem ſtulde det være, hvis det iffe var hende? Hvor fulde nogen anden ung Pige befinde den Dannelſe, den politiſkte Ind— jigt, den hele aandelige Overlegenhed, ſom jeg be— undrer og tilbeder hos hende? Og bet har hun holdt hemmeligt for mig! Det er ellers iffe ſmukt. Hun fjender min Taushed, min Trofaſthed imod hende; burde hun da iffe have betroet mig fin Hemmelig— hed? Net, net! det er iffe hende, hun vilde have Forſte Act, tiende Scene. 61 jagt mig det. Og dog, det fan iffe være nogen Anden, det er dog hende! Hvor ffal jeg dog fane Vished i denne Sag? Jeg maa tale med hende, jeg maa udfritte hende, hun maa fige mig Sandheden! (Bil ile bort.) Judita (ſom man hidtil ikke har feet, reiſer fig op i Hengemaatten, hvor hun hele Tiden har ligget, og raaber): Conrad! Conrad! Conrad (fandfende). Hvad er det? hvem falder paa mig? Judita. Det er mig! Conrad. Hvad? Judita! Du der! i Hængemaatten! Hvordan er du kommen derop? Judita. Spørg hellere, hvordan jeg ſkal komme ned, thi der har Nogen taget Stigen bort, medens jeg [aae der, Conrad. Pten hvor længe har du ligget der? Judita. Lige ſiden vi ſpiſte til Middag. Jeg laane og fov, J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 4 62 Valgerda. ligeſom de Andre, ſaa vakte du mig med dit Skud. Flyt Stigen hen til mig, at jeg kan komme ned. Conrad. Men ſaa har du jo beluret os. Judita. Det kan jeg ikke gjore ved. Conrad. Wen faa har du jo hørt .... Judita. Ja viſt, jeg har hort Alting. Kom nu med Stigen. Conrad. Har du da ogſaa hørt .... Judita. Ja viſt har jeg; jeg har hort, at din gode Ven friede til Vilhelmine. Conrad. Hvad for Noget! Nei, endnu ikke! i Judita. Jo det er allerede ſkeet; idetmindſte kunde jeg iffe fane anden Mening ud af det. Conrad. Det maa jeg ſtrax have at vide! (Løber ud.) Forſte Act, tiende og ellevte Scene. 63 Judita. Wien Conrad dog! Conrad! Stigen! — Cr det dog ikke forffræffeligt! Nu løber han fin Vei, og lader mig ſidde her! Hvad ffal jeg dog gjøre? Skal jeg nu blive her hele Dagen? De ffal jo Alleſam— men ud at kjore. (Qutter) Ah! Gud ſtee Lon! Der fommer Nogen. Det ev Bertelfen! Ellevte Scene. Judita. Bertelſen kommer læjende i en Bog. Judita (raaber). Hr. Bertelſen! Hr. Bertelſen! .... Af! Herre Gud! han er jo døv! Bertelſen. Det er mig ubegribeligt, hvor Froken Judita fan være. Jeg har føgt om hende allevegne, men forgjæves, Judita. Mon det dog ikke ſtulde være muligt at raabe ham op? Giaaber) Hr. Bertelfen ! Bertelſen. Jeg har ſaa Meget at ſige hende. Men det gaaer mig vel idag, ſom fædvanlig: Naar hun ſtager for mine Vine, jaa fan jeg iffe fane Ordet over Læberne, Modet forlader mig. 4* 64 Balgerda. Ju dita (raaber). Hr. Bertelſen! .... Nei! det er ikke til at tænke paa. Bertelſen. Og dog længes jeg jaa uſigelig efter at fee hende. Jeg fan iffe begribe, hvor hun er. Mon hun ſtulde være i Lyſthuſet? (Gaaer derim.) Net, her er Ingen. Men her ligger hendes Sytøi; jeg fjender det, jeg veed, det er hendes, Saa har hun vift nylig været her, og kommer ſnart igjen. Jeg vil vente hende her. (Tager en Haveſtol, og fætter fig i Forgrunden paa den modſatte Side af Syfbufet.) Her vil jeg ſidde og læje, indtil jeg feer hende fomme. (Læfer i fin Bog.) Judita (taaber). Hr. Bertelſen! .... Nu begynder jeg ſnart at græde. Tolvte Scene. De Forrige. Mule, Mule. Jeg ſynes, jeg hørte Nogen raabe. Judita. Naa! er De der! det var da heldigt. Forſte Act, tolvte Scene. 65 Mule. Hvad for Noget! Er det Dem, Frøfen? Og oppe i Hængeføien. Sove. Sæt Stigen hid, og lad mig fomme ud. Mule (idet han henter Trappeſtigen). Ak Gud hjelpe mig! Det er mig, ſom har taget ben bort, fordi jeg |fulde flippe Treeerne. Jeg vinfte iffe, at Frøfenen var deroppe. En anden Gang ffal jeg fee mig bedre for. Judita (ſom kommer ned paa Scenen.) Ja, ja! nu er det det Samme. Mule. Saa Frokenen er da ikke vred? Suditg. Nei viſt ikke! Gaa De fun! (Mule gaaer, Indita træder frem i Forgrunden, men dog uden at fees af Bertelſen, ſom læfer,) Judita. Det er paa Tiden, at jeg fætter Foden paa Jorden, Hvad har jeg dog hørt, hvad har jeg dog oplevet i mit Skjul! Neppe vilde jeg troe mine Oren, men jeg hørte jo hans Navn nævnes, og ſelv 66 Valgerda. uden det kjendte jeg ham ſtrax paa Stemmen. Her maa gjøres Noget, men hvad? .... Jeg ſtriver et Brev, Ingen ffal vide, fra hvem det kommer, men det ffal gjøre fin Virkning. (Gaaer ind i Lyſthuſet). Her har jeg, hvad jeg behøver. (Sætter fig ved Bordet i Lyſt⸗ hufet og tager Papiir frem.) Og Bertelſen, han ſidder be- qvemt her udenfor, han ffal være min Brevdrager. (Sun begynder at ffrive). Bertelſen (feer op fra Bogen). Det er mig ubegribeligt, hvor Froken Judita fan være. (Giver fig after til at læfe, Judita ffriver, Teppet falder.) 67 Anden Act. Forſte Scene. Judita og Bertelſen, Hver paa ſamme Plads ſom i Slut— ningen af førfte Act. Judita (idet hun lægger Brevet ſammen, forſegler det og ſtriver udenpaa). Endelig færdig! Fire Gange har jeg revet mit Brev ityffer; nu maa det blive, ſom det er, Og min Sfrift troer jeg iffe, at man ſtal fjende. Bertelſen (feer op fra Bogen). Det er mig ubegribeligt, hvor Froken Judita fan være. Judita (ſom har reiſt ſig og er gaget hen til ham med Brevet, idet hun ſlaaer ham paa Skulderen Hr. Bertelſen! Berte lſen (fyringer op). Ih! er De der? Hvor har De dog været? 68 Valgerda. Judita (peger paa Lyſthuſet). Bertelſen. Der inde? Men der har jeg ſogt Dem, og De var der ikke. Saa er De kommen bag efter? Judita (nikker). Bertelſen. Saa har jeg ikke feet Dem, fordi jeg læfte i Bogen. Men jeg fan iffe forſtaae, at jeg iffe har hørt Dem, da De fom. Judita (affides). Det fan han iffe forſtaae, ſtakkels Menneſte! (Raaber ham ind i Øret.) Hr. Bertelſen! jeg har en Bon til Dem. Bertelſen. Til mig? Det glæder mig uſigeligt. Jeg vil fvare Dem, fom jeg læjer her i Bogen, at en Hof— mand jvarede Ludvig den Fjortende: ,,Hvig det er Noget, ſom er muligt, faa er det allerede gjort, men er det umuligt, ſaa ffal jeg gjøre det ſtrax.“ Judita (raaber). Iſaafald hører min Bøn til det Umulige. Bertelſen. Til det Mulige? Anden Act, førte Scene. 69 Judita. Nei, til det Umulige, for det er Noget, ſom jeg vil bede dem gjore ſtrax. Bertelſen. Naa, ſaaledes! — Hvad er det da? Judita. At bringe dette Brev til ſin Adresſe. Bertelſen (fæjer udftriften). „Hr. Julius Hermanſen, Cancelliſt.“ Hovem er det? Judita. Har De ikke nok ſeet ham? den fremmede Mand, ſom kom med min Broder Conrad? Bertelſen. Naa! er det ham! Jeg vidſte ikke, hvad han hed. — Men, med Tilladelſe, hvorledes kommer De til at ſtrive ham til? Judita. Saa det falder De at gjøre det Umulige ftrar? De vil førjt have en Forflaring ? Bertelſen. De har Ret, jeg gager, 70 Valgerda. Judita (holder ham tilbage). Nei, bliv! det var mit Spog. Jeg vil fige Dem Sandheden, men i Fortrolighed. Bertelſen. Ja, bet forjtaaer fig. Judita. Den Fremmede er mig ikke ubefjendt; jeg har feet ham i Kjøbenhavn, dengang jeg var hos min Tante. Bertelſen. Ja ſaa! Judita. Han er meget letſindig, meget flygtig. Jeg har mærfet, at han er ifærd med at forſtyrre Vilhelmines Ro, og Det vil jeg forebiygge. Bertelſen. Det er ſmukt af Dem. Judita. Jeg har derfor her givet ham en anonym Advarſel. Bertelſen. Anonym? Anden Act, førte Scene. 71 Judita. Ja, netop, og jeg maa derfor bede Dem, at De for Alting ikke nævner mig. Bertelſen. Wien hvad ffal jeg da ſige? Judita. De fan fige, at der fom en Ubefjendt hen ad Veien og leverede Dem Brevet. ! Bertelſen. Hvad behager? Judita. De kan ſige, at der kom en Ubekjendt hen ad Veien og leverede Dem Brevet. Bertelſen. Men ſaa maatte jeg jo have ſpurgt ham, hvem han var, eller fra hvem han kom. Judita. De kan ſige, at De ſpurgte ham, men at De hørte ikke Svaret. Bertelſen. Ja, men det troer man viſt ikke. Judita. Jo, det troer man nok. 72 Balgerda. Bertelſen. Mener De? Nu, ſaa lad mig probere paa det. Hvad gjør man ikke for Deres Skyld! ... Men det er fandt, den fremmede Herre er ude at fjøre med Generalen. Judita. Derfor vil jeg bene Dem gane op paa Gaarden for at pasſe paa, naar han kommer tilbage, og jaa ſtrax give ham Brevet. Bertelſen. Det ſtal jeg. Judita. Og ſaa venter jeg Dem her paa dette Sted, naar ingen Andre ere tilſtede, for at hore, hvorledes De har udrettet mit Wrinde. Bertelſen. Naar ingen Andre ere tilſtede? Saa venter De mig? Jeg kommer, Froken Judita! jeg kommer. (Gaaer.) Judita (alene). Det var en beſynderlig Mine, hvormed han ſagde det. Mon han ſktulde have hørt feil og misfor- ftaaet min Mening? Det er en vanjfelig Sag at have en Døv til fin Fortrolige, men jeg har jo ingen Anden, og han er idetmindſte god og ærlig. Unden Act, førfte og anden Scene. Fo (Idet hun gaaer ind i Lyfthufet.) Det Naturligſte vilde være, om jeg betroede mig til min Broder, men han er jo idag, ligeſom han var forftyrret i Hovedet, — Jeg vil rydde op her paa Bordet, for at Ingen ffal fee, at jeg har ſkrevet. Anden Scene. Judita (i Lyſthuſet). Vilhelmine kommer langſomt gaaende, i dybe Tanker. Vilhelmine (ved fig ſelv, efterat have ſtandſet midt paa Proſceniet). Hvor ffal jeg fætte min Søn i Skole? — Dette Spørgsmaal er tidt nok opfaftet, og dog endnu iffe befvaret. | Judita (frædende ud af Lyſthuſet). Har det jaa ſtor Haft? Vilhelmine. Er du der? Jeg fane big iffe, Judita. Men jeg hørte dit Spørgsmaal, og faa faldt det mig ind, at det var noget ubetimeligt. Thi ſeer du, forſt maa du have en Kjareſte; bet har du jo endnu ikke; vel? Vilhelmine. Hvor falder det dig ind? J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 5 74 Valgerda. Judita. Det forftaaer fig, den Sag har nu ingen Van— ifelighed, men derneſt maa du 'have en Mand; bet er ſtrax vanſkeligere, thi iffe enhver Kjærejte bliver en Mand. Vilhelmine. Hvilfe Ideer! Judita. Og endelig maa du have en Søn; det er maaſtee det Allervanſkeligſte. Seer du, naar alt Det er over- ſtaaet, faa er det tidsnok at tænfe paa Skolen. Vilhelmine. Du er en lille Nar. Mit Spørgsmaal havde iffe Henſyn paa mig felv, men paa hele den tilfom- mende Ungdoms Oppdragelſe. Judita. Gud! vil du gjore dig Livet ſuurt dermed! Vilhelmine. Ja, ikke fandt? bet fan du ikke forjtaae? det forefommer dig utroligt, at Nogen fan ville befatte fig med Ting, der ligge udenfor det Private, det Individuelle, Det falder du at gjøre fig Livet fuurt, at plage fig med Det, der iffe kommer En ved. Du veed iffe, at det Offentlige juſt er Det, der vedkom— mer den Enkelte langt meer end hang indffrænfede Unden Act, anden Scene. 75 Hverdags-Formaal; du aner iffe, at der i disſe Be— ftræbelfer er en høi Nydelſe, at fige, naar man har Sands for den. Judita. Ja, det er meget muligt, og det er viſt min egen Ufuldkommenhed, at jeg ikke kan fatte det. Jeg veed jo nok, at jeg er en meget ubetydelig Pige. Vilhelmine. Saa? Hvoraf veed du det? Judita. Hvorfor ſkulde jeg ikke vide det? Det er lige— ſom om Alting fagde mig det. Hvor jeg gaaer, hvor jeg ſtaager, har jeg en Folelſe deraf. Selv under de grønne Træer. er det, ligeſom jeg hørte en Stemme, Der bragte mig det i Erindring. Vilhelmine. Det finder jeg meget befynderligt. Judita. Ja, ſeer du, det er nu maaſkee Noget, ſom du ikke fan forftane. Wien det kommer af, at du lever for lidt med Naturen, Vilhelmine. Jeg tilſtager, jeg har iffe din Pasſion for at gane alene i Skoven eller for at ligge i Græsfet og 5* 76 Balgerda. fee paa Myrerne. Men jeg indfeer heller iffe, hvor- ledes Dette ffulde befordre min Selv-Erkjendelſe. Judita. Meer, end du troer. Naturen lærer os at ftille os felv paa den rette Hylde. Ved at leve med Blom— fterne, med Træerne, med Stjernerne erhverver man jig Ro og Refignation; men disje ere vel de forſte Betingelſer for Selv-Erkjendelſe. Hvo, ſom iffe har forføgt det, fan iffe tale om det. Omgang med Na— turen er velgjørende, er lærerig, jeg mener i moralſtk Henſeende. Naar man ligger i Græsfet under et høit Bøgetræ og ſeer op i dets Krone, da hviffe Bladene os mangen alvorlig Sandhed, fom vi have godt af at fornemme. Wen det forjtaaer fig, det er iffe be Blade, fom du ftuderer. Vilhelmine. Met, det veed Gud, og jeg ønffer iffe at bytte med dig. Jeg ſtulde mene, at de Blade, til hvis Roſt jeg lytter, ogſaa udtale mangen alvorlig Sand— hed, ſom man har godt af at fornemme, Judita. O ja! ogſaa det visne Løv har et alvorligt Ord at fige, men jeg lytter helft til det friffe, til det grønne, Anden Act, anden Scene. EL Vilhelmine. Visſent kalder man Meget, fordi man er be— rovet Sands til at opfatte dets Duft. —— Ganffe rigtigt! Derfor ere de trykte Blade visne for mig, thi jeg fan iffe mærfe deres Duft, og af ſamme Grund ere de grønne Blade visne for dig. Vilhelmine. Forſt nu begynder jeg at forftaae vor Samtale. Jeg troer, du lægger an paa af omvende mig. Judita. Det kunde aldrig falde mig ind. Jeg foler alt— for godt med mig ſelv, at i Det, ſom udgjor et Menneſkes inderſte Natur, kan ingen Omvendelſe finde Sted. Mig vilde Intet i Verden kunne rokke fra Det, ſom nu engang er min Naturs inderſte Tilboielighed. Det Samme vil være Zilfældet med dig, ifald din Tilbøielighed ligeledes er grundet i din Natur; er den derimod iffe det, da gaaer den med Tiden over af fig Jelv, og al Omvendelſes-Tale vilde være overflødig. Vilhelmine. Jeg mener dog, at hvad et Menneſte har er— hvervet ſig ved Culturen, fan være ligeſaa uroffe- ligt, ligeſaa uforgængeligt, ſom hvad det befidder ifølge fin medfødte Natur, 78 g Valgerda. Judita. Ja, men faa maa Culturen forſt være bleven Eet med den ſande Natur. Vilhelmine. Og det, mener du, gjælder ikke om mig? Judita. Det ſiger jeg ikke; jeg mener kun, at vi To ere modſatte Naturer. Men Verden har jo Plads nok fil denne Modſcetning. Af dine Lige gives desuden iffe mange, du er et ualmindeligt Fruentimmer, jeg derimod fom de flejte. Vilhelmine. Nu bliver du jo igjen bejfeden. Jubita. Nei ſaamend gjør jeg iffe. Jeg troer iffe, at Verden var tjent dermed, om alle Fruentimmer bleve Mandfolk og politicerede og ftillede fig i Spidſen for den offentlige Mening. Og ſelv om alle Mandfolk til Gjengjæld bleve Fruentimmer, jaa troer jeg, at det fun var en daarlig Erſtatning. Jeg ſynes, at man allerede mærfer Spor af Forvandlingen; det kommer vel af den, at man nuomſtunder feer faa mange høie Fruentimmer og faa mange ſmaabitte Mandfolk. Vilhelmine. Da fan dog neppe Alenmaalet være afgjørende i denne Henſeende. Anden Act, anden Scene. 2 79 Judita. Ak nei! de ſmaa Puslinger kunde jo gjerne være mandhaftige, men jeg troer iffe, de ere det; dertil have de, foruden den gvindelige Storrelſe, faaet altfor meget i Tilgift af den gvindelige Forfængelig- hed og Ubetydelighed. Vilhelmine. Men den gvindelige Ubetydelighed er et for- nærmeligt Ord for vinden. Det er iffe hendes Beſtemmelſe at være ubetydelig, og hun behøver iffe at være det. Judita. Da fornærmer det flet ikke mig, at man falder mig ubetydelig. Vilhelmine. Hvem gjør ogſaa det? det er dig ſelv, ſom figer det. Judita. Ja, du ſiger det iffe, det veed jeg nof. Men felv om faa var, ffulde det iffe fornærme mig. Jeg finder, at der er Eet, fom det kommer meget mere an pag, end af være betydelig. Hvad et Fruentimmer førjt og fornemmeligſt maa være fremfor nogen anden Ting i Verden, det er: et Fruentimmer, en Ovinde, ligefom et Mandfolk førft og fornemmelig maa være Mand. Uden Det fan alt Andet fun lidet bjelpe, 80 Valgerda. Nu gjælder det at vide, om man fan være Det, man ffal være, naar man tillige vil være Det, man iffe ſtal være, og om man iffe her ftaaer Fare for at offre det Bedre, for at opnaae det Ringere. Vilhelmine Derſom Hiſtorien domte ſom du, hvad vilde den da ſige om Jeanne d'Arc, om Charlotte Corday, om Judita? .... det er fandt, det er jo dit eget Navn. Judita. Ak ja! det maa jeg have faaet af Vanvare. Vilhelmine. Hvad vilde den i det Hele ſige om alle fine Heltinder ? Judita. Heltinder! ja det er en anden Sag. Heltemodet fan være den hoieſte Qvindelighed ſaavelſom den hoieſte Mandighed. Men ſaavidt jeg fjender til vor Tids Politik, befatter den fig juſt iffe med Heltegjer— ninger, Overalt, jeg troer, jeg har Uret i vor Dis— pute; Politifen er udentvivl en gvindelig Gjerning, thi den beſtager jo i at ſnakke. Vilhelmine. Du er uforbederlig, og jeg veed ikke, hvorfor jeg vil disputere med big. Unden Act, anden og tredie Scene. 81 Judita. Det er heller ikke værdt, jeg har jo allerede givet efter for din Mening. Vilhelmine. Men paa en Maade, ſom juſt ikke er meget eftergivende. Hvorom Alting er, ubetydelig er du juſt ikke. Judita. Ikke det? det gjør mig ondt, thi det er Det, jeg helſt vilde være. Tredie Scene. De Forrige. Conrad. Vilhelmine. Ah! der kommer Conrad ret beleiligt for at afbryde vor Dispute. Conrad. Dispute? Og en politiſk, det tør jeg vædde paa. Vilhelmine. Ja, vil du tænfe dig, at jeg endogſaa med Judita har havt en politiſt Dispute! Og det er gaaet i den ſom i alle Disputer: Enhver er for- bleven ved fin Mening. Men å propos, er Kjøre- fouren til Ende? 82 Valgerda. Conrad. Vi kom tilbage i dette Dieblik. Onkel er nu ifærd med at forelægge Julius fine Jordeboger, og Jomfru Blak ffjænfer Thee i Haveftuen. Vilhelmine. Saa lad os gane op og drikke Thee. Conrad. Jeg kommer ſtrax efter. Jeg vil blot tale et Ord med Jubita. Vilhelmine. En Hemmelighed mellem Broder og Søfter? Saa lad mig ikke forſtyrre. Conrad. Ja, en Hemmelighed, men om lidt ſtal du faae Den at vide. (Vilhelmine gaaer.) Fjerde Scene. Sudita. Conrad, Conrad. Dør, Judita, jeg maa endelig tale med dig. Jeg fan iffe komme mig af min Forundring over, at du har ligget deroppe i Hengemaatten. Wen faa har Du jo erfaret en ſtor Hemmelighed ? Unden Act, fjerde Scene. 83 Judita. Og hvad faa? Conrad. Saa maa bu for Himlens Sfyld fortie den. Judita. Det kan jeg ikke. Conrad. Hvad ſiger du! hvorfor? Sitbita: Du veed nok, at en Hemmelighed fan iffe med Sikkerhed betroes uden i fløgtige Hænder. Conrad. Det var Noget, Bilhelmine fagde. Ju dita. Og ſom du ſtrax gav hende Ret i. Conrad. Det er ikke ſmukt ſaadan at lure. Judita. Det var ogſaa ganſke mod min Henſigt. Jeg var uſkyldigt kommen til at høre, hvad jeg iffe ſtulde, og vidſte nu ikke, hvorledes jeg ſtulde træffe mig til- bage uden at give Forargelfe. 84 Valgerda. Conrad. Du kunde jo givet tilkjende, at du var tilſtede. Sid Et Ja vift, inden I talte om Det, jeg iffe maatte høre. Brandmajoren burde ogjaa altid møde lidt før Ildebranden. Conrad. Hvorom Alting er, faa maa du endelig tie ſtille med hvad du har erfaret. Judita. Maa jeg nu for det Forſte gratulere? Conrad. Gratulere? Judita. Naturligviis, til Forlovelſen. Conrad. Tak ſkal bu have, men gjør mig ifær den Tje— nejte . Invita. Vær ubekymret! Ihvor lidet fløgtig, ihvor ube- tydelig jeg er, fan jeg dog bevare en Hemmelighed tiltrods for Enhver. Conrad. Læg bog ingen Vægt paa disſe Ord' … Anden Act, fjerde Scene. 85 Judita. Det gjor jeg heller ikke. Conrad. Det var ikke ſaadan meent .... Judita. Jo, det var det, men det er det Samme. Det er viſt ganſke fandt, og jeg har ſaamend flet ikke taget mig nær, at Vilhelmine fagde det. Men hvad Der gjorde mig ondt, var, af du var faa hurtig til at flage ind i ſamme Lone. Conrad. Pei, tvertimod .... Jubia Jo, Conrad, det gjorde du. Den hele Maade, hvorpaa bu omtalte mig og endnu mere lod mig omtales, kunde iffe være mig behagelig. Jeg fif det Indtryk, at du gav mig til Priis, at du ligeſom opgav mig og lod Andre handle med mig, fom de vilde, Og du er jo dog min Broder, — jeg figer iffe Halvbroder, thi vi ere jo fødte af den ſamme Moder, du ffulde være min Støtte, mit Forfvar, thi ellers har jeg ingen. Conrad. Judita! Hvad du der figer, ffjærer mig dybt i mit Djerte, og gjør mig langt mere ondt, end du troer. 86 Valgerda. Judita. Og mig ſelv da? Og netop nu trænger jeg faa meget til en Broder, til en Ven. Conrad. Judita! min egen, fjære Soſter! I mig ffal du finde begge Dele. Tal! Siig, hvad ber ligger big paa Hjerte! Judita. Ak, Conrad! Din Ven — Conrad. Min Ven? Judita. Ham, du bragte med dig idag — Conrad. Julius? Judita. Jeg fjender ham. Conrad. Du fjender ham? Lad høre! Judita. Fra i Vinter, da jeg var hos min Tante i Kjøbenhavn. Conrad. Jeg begriber bet allerede: han gjorde Cour til dig. Anden Act, fjerde Scene. 87 Judita. Saaledes vil jeg ikke kalde det, men han ud— merkede mig fremfor alle Andre, .... fort ſagt: han elſkede mig. Conrad. Og du? Judita. Behøver jeg at fvare dig? Den Stemning, hvori du feer mig — Conrad. Vare I forlovede? Judita. Ikke med Ord. Conrad. Men i Tankerne? Judita. Jeg troer det. Conrad. Der gaaer et Lys op for mig: Du er den Pige i Kjøbenhavn, ſom han har været forelffet i. Judita. Ja det er viſt mig. Conrad. Men hvilfen Falffhed! hvilfen Forſtillelſe! Han 88 Valgerda. har aldrig talt til mig derom, uagtet jeg er din Broder. Judita. Men det kunde han jo ikke vide. Conrad. Kunde han ikke vide det? Judita. Vore Fedrene-Navne ere jo forſtjellige, og felv mit Fornavn har han aldrig hørt, at ſige mit rette Fornavn, ſom du og Alle fjende mig ved; thi du veed jo nof, at min Zante fan iffe lide dette Navn, og Da jeg nu er døbt Judita Marie, faa falder hun mig beſtandig Marie. Conrad. Hvor fane bu ham? hvor gjorde du hans Be— fjendtjfab ? Judita. Ikke hos Tante; der kom han ikke; men i nogle Familier, ſom jeg omgikkes med. Han ſogte mig for— melig paa de Steder, hvor han vidſte, af jeg kom, og han fandt ofte Leilighed til ubemærfet at ſige mig et Bar Ord. Conrad. Men hvorledes ophørte da dette Forhold? Anden Act, fjerde Scene. 39 Judita. Ak! paa den for mig allerbittreſte Maade. Vil du tænfe dig, Conrad: en ung Pige af mit Bekjendt— ſtab betroede mig, at han havde jagt om mig — Conrad. Nu vel? hvad havde han fagt? Judita. At jeg var dog i Grunden en ubetydelig Pige. Kan det nu undre dig, at jeg tilfidft bliver fjed og træt af at høre dette Ord gjentages ligeſom af et Edo, der idelig bringer mig det imode? Det veed Gud, jeg gjør iffe Fordring paa at være betydelig, jeg onſker iffe engang at være det. Men jeg vilde dog gjerne have nogen Betiydenhed for ham. Og han har naturligviis brugt det mildeſte Udtryk; hans Mening har været, at jeg er en lille Gaas. Conrad. Hvorfor vil du troe det? Desuden, hvad Sif- ferhed har du for Sandheden? Hvem er den tjenft- villige Veninde, ſom har "betroet dig det? Judita. Jeg maatte love hende at fortie hendes Navn. Conrad. Det gjør Sagen dobbelt mistænfelig. Det Hele fan jo være Løgn, 90 Balgerda. Judita. Hun lyver ikke. Conrad. Der er mange Maader at lyve paa; den værfte er at lyve for fig ſelb. Maaſkee hun felv har været forelffet i Julius og har indbildt fig, at han gjen- gjældte det. Maaſkee anſeer hun fig ſelv for at være betydelig. Indita. Det er hun iffe fri for. Conrad. Nu, der fan du fee. Judita. Nei, det forholder fig dog rigtigt. Hvorfor ffulde han ellers have truffet fig tilbage? Vel mu— ligt, at jeg felv fra det Dieblik af har viift ham Kulde, men vift er det, at han gjorde fig ligeſaa megen Umage for at undgaae mig, fom tidligere for at føge mig. Og nu, ſiden han er kommen herud, faa feer du det jo ſelo. Hvad er det for en Tone, han har mod Vilhelmine? Han er jo aldeles i Be- greb med at frie til hende ? Conrad. Hu! det løber mig foldt ned ad Ryggen. Wen hvorom Alting er, vi To ere naturlige Allierede, og Anden Act, fjerde og femte Scene. zl paa en dobbelt Maade: baade ſom Soſkende, der mage ſtaae hinanden bi, og ſom Elſtkende, der ikke kunne opgive deres Rettigheder. Lad os derfor handle i Forening, thi Noget maa der gjøres. Judita. Jeg har allerede handlet. Conrad. Hvorledes? Judita. Jeg har ſkrevet et anonymt Brev til Hermanſen, og bedet Hr. Bertelſen bringe ham det. Han ffal iffe vide, fra hvem det fommer, men jeg haaber, det ffal gjøre fin Virkning, ſaa at han herefter lader Vilhelmine i Fred. Conrad. Det er jo fortræffeligt! Hvad ftaaer der da i Brevet ? Judita. Stille! der komme de Andre, og Hermanſen er med. Han maa ikke ſee mig. Farvel! (Løber ud.) gemte Scene. Conrad. Fogel fommer med Julius og Bilhelmine. Fogel (tir Julius). Som ſagt, min Herre, Godſet har tilforn været 92 Valgerda. et Baronie, men ophørte at være det, da det blev folgt og under forjfjellige Eiere meget forringet og udſtykket. Jeg har ſamlet det igjen og har betydelig udvidet og forbedret det. Julius. Derfor er heller Intet billigere, end at det er- holder fine gamle Rettigheder igjen, og bet vil vift ogſaa ſtee. Fogel. Jeg har Haab om det, ja endog et Slags Lofte. Vilhelmine. Wien Fader! ffal du være Baron? Fogel. Det veed jeg ikke, derom har jeg ikke gjort noget Andragende. Det er mig ikke om en tom Titel at gjøre, men at fage mit Gods erigeret til et Stamhuus, for at det iffe engang efter min Død ffal falde i fremmede Hænder og blive adſplittet igjen. Jeg har jo en Sør, han er rigtignof fun ti Aar, men han har vel den Egenſtab at blive ældre. Vilhelmine. Naa Gud ffee Lov! Jeg var — bange for, at Du vilde være Baron, Anden Act, femte Scene. 93 Fogel. Det var da ikke Noget at være bange for. Vilhelmine. Det vilde jo være en Latterlighed i vore Lider. Fogel. Aa du taler altid om vore Tider, ſom om de ikke vare ligeſaa latterlige ſom alle andre. Julius. Tillad mig, Frøfen, Sagen fan maaſkee fees fra en anden Side, Det funde dog have en vig Rime— lighed, om Eieren af et Baronie var Baron. Der gives Baroner nof uden Baronier. Vilhelmine. Saa meget mere bør ber da ogſaa være Baronier uden Baroner. Julius. Bor ftore Holberg var af en anden ening. Vilhelmine. Det var ogſaa en mærfelig Svaghed hos For— fatteren af „den honnette Ambition.” Julius. Bar det en Svaghed, da har han idetmindtte ført et ypperligt Forſvar for den. 94 Valgerda. Vilhelmine. Hvor ? Julius. I fine Epiſtler. Vilhelmine. Det maa jeg læfe, endſtjondt jeg tvivler paa, at det vil forandre min Mening. Julius. Hvad figer Du, Conrad? Du ftaaer jo der jaa neutral. Conrad. O! jeg tænfte paa andre Ting. Fogel. Det er heller ikke verdt at disputere om en Sag, ſom endnu er faa tvivlſom. Forreſten venter jeg hvert Dieblik nærmere Cfterretning derom. Jeg har ladet Ole ride til Kjøbenhavn, han maa viſt fomme tilbage idag, og faa bringer han mig uden- tvivl Brev. Vilhelmine. Brev hvorom? Fogel. Om hvorvidt disſe Sager ere avancerede. Vilhelmine. Om du er bleven Baron? Unden Act, femte Scene. 95 Fogel. Viſt ikke, men om det bliver mig bevilget at erigere Godſet til Stamhuus. Og jeg troer, jeg veed allerede, hvad Brevet indeholder. Vilhelmine. Et Afſlag? Fogel. Det juſt ikke, men en Udfættelfe indtil videre, og i Forbindelje dermed en — Kammerherrenoögle. Vilhelmine. Wen Gud bevares, Fader! er det dit Alvor? Bil du være Kammerherre? Fogel. Det er ikke mig, ſom vil være det, men hvis man gjør mig dertil, er jeg vel nødt til at tage derimod. Vilhelmine. Men det er jo grueligt. Fogel. Hvad Grueligt er der i, om man, for at holde mig ſkadeslos for en nødvendig Opfættelje, og viſe mig Velvillie, giver mig en Diſtinction? Vilbelmine. Altſaa Kammerherre paa Vartpenge? Men det er jo værre end Baron. 96 Balgerda. Fogel. Ja, jeg veed jo ikke, hvilken af Delene det bliver. Jeg for min Part bryder mig naturligviis iffe om det, men naar det er Ens Sfjæbne at blive enten Baron eller Kammerherre eller begge Dele, faa maa man finde fig i det, fom i enhver anden Sfjæbne. Sjette Scene. De Forrige. Bertelfen. Bertelſen. Med Forlov! Jeg vidſte ikke, at Herſtabet var kommet hjem. Jeg fad dog og lyttede, og troede, jeg ſtulde høre Vognen. Vilhelmine. Det Menneſte har en ubegribelig Tillid til fin Horelſe. Bertelſen. Jeg har et Brev at levere til Hr. Cancelliſt Hermanſen. Julius. Til mig? Fra hvem? Bertelſen. Vær faa artig! (Giver ham Brevet.) Anden Act, fjette Scene. 97 Julius. Tor jeg ſporge, hvorfra det er? Conrad. Han kan ikke høre Dig. (Raaber til Bertelſen.)— Hermanſen ſporger, hvorfra det er. Bertelſen Der kom et Bud med det. Julius (fom imidlertid har aabnet Brevet). Det er da beſynderligt. Ingen Underffrift .... Dog jo! Men hvad er det? ... Mei! Navn findes her dog iffe. Det er en Gaade. (Gaaer tilſide, og gjennemløber Brevet.) Vilhelmine. Anonyme Breve her ude paa Landet! det er en Sjeldenhed. Fogel (til Vertelfen). Men ſpurgte De da iffe Budet, hvem han var fra? Bertelſen. Hvad behager, Hr. General? Vogel (raaber). Spurgte De iffe Budet, hvem han var fra? J. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V. 6 98 Balgerda. Bertelſen. Jo, men han fvarede faa utydeligt, at jeg ikke kunde forſtage ham. Vilhelmine. Det er begribeligt. Conrad (til Julius, ſom vender tilbage). Nu, Julius, indeholder dit Brev noget Marke— ligt? Eller er det maaſktee en Hemmelighed. Julius. deg veed fandelig iffe, om jeg ffal falde det en Hemmelighed; idetmindfte ev det faa gaadefuldt ſom en Hemmelighed. Conrad. San vi da iffe fane at vide, hvad der ſtaaer i det? Julius (betenkende fig). Jeg har to Villier i denne Sag. Paa den ene Side funde jeg onſte at meddele Dem Indholdet, paa ben anden — Conrad. Nu, hvad faa? hvad har du for Betænfning? Julius. Det er faa beſynderligt .... . Dog, lad gane! det Anden Act, fjette Scene. 99 fan iffe være Andet end en Spog. Vil De høre! (Læfer.) „De indbilder Dem at eljfe Valgerda, men De elſker hende iffe. Det er fun en Phantaſie— Kjærlighed, et tomt umandigt Sværmeri, thi De har aldrig feet hende, og faaer hende aldrig at fee.” Deres indbildte Kjærlighed har ingen Rod i Virfe- ligheden, men fvæver mellem Jord og Himmel, og De kunde ligeſaa gjerne elffe en Gudinde, ſom flet iffe er til. Hør min Advarſel og vend om, inden De har gjort Dem latterlig. Vov iffe at modſette Dem den Ubefjendte, den Uſynlige, ſom ſtriver disſe Linier, thi da vil Deres Nederlag være fiffert, Drag bort herfra, gaa. til Deres Hjem, fom til Ro og Beſindighed, og jee, om De igjen fan blive en Mand.” — Det er temmelig uarfigt. Conrad. Og intet Navn, ingen Underſtrift? Julius. Jo, en Underjfrift, men ligejaa beſynderlig tom Brevet. (Læfer:) „Valgerdas uforſonligſte Modſtan— pr." Conrad. Derved bliver det Hele klart. Saa veed du, fra hvem det er. Julius. Net, jeg veed iffe, 6* 100 Valgerda. Conrad. Hvem Anden end den tydſke Profesſor Arndt? Det er Valgerdas uforſonligſte Modſtander. Julius. Ja, naar du vil være vittig .... Conrad. Met, vijt vil jeg iffe, net, det er mit ramme Alvor. Julius. Wen hvorledes mener du da? Conrad. Ih! jeg mener, at Profesſor Arndt, ſom unæg- teligt er Valgerdas uforſonligſte Modſtander, vil iffe unde hende et faa godt Barti ſom dig. Julius. Tal dog alvorligt og hjelp mig paa Spor. Conrad. Det gjør jeg jo, alt hvad jeg fan, Det har været Profesſoren felv eller hans Bud, ſom bragte Hr. Bertelſen Brevet. Han fan jo meget godt være kommen her til Landet, uden af man endnu veed det. Julius, Og Brevet, ſom er — (afbrydende fig) O! men det er jo iffe værdt at komme med alvorlige Ind— vendinger, Anden Act, fjette Scene. 101 Conrad. Jo, kom fun med dem. Julius. Jeg vilde ſige: Brevet, ſom er paa Danſtk? Conrad. Ja, bvoraf veed du det? Julius. Hvoraf jeg veed, at Brevet er paa Danſk? Conrad. Ja viſt. Julius. Det Brev, ſom jeg for et Vieblif ſiden lefſte op og ſom jeg endnu holder her i Haanden! Conrad. Netop. Julius (tir ve Omfaaende). Troer De, han er rigtig flog? Conrad. Ja, Een af os er ikke rigtig klog. Kan Brevet ikke ligeſaa gjerne være norſk? Julius. Hvad ſtal det ſige? 102 Valgerda. Conrad. Det jfal ſige, at Profesſor Arndt har længe op— holdt fig i Sverrig, og har lært det ſvenſkte Sprog, og bet er meget rimeligt, at han med det Samme har lagt fig efter det norffe. Vogel. Men hvad betyder det Hele? Jeg forſtager iffe et Ord deraf. Hvoraf fommer al den Snak om Balgerda, og at De er foreljfet i hende? Conrad. Ja, Onfel, ſaaledes er det: Min Ven Julius er virfelig foreljfet i Valgerda. Julius. Det er ba Noget, ſom du ialfald iffe fan vide. Conrad. Fo, finden du felv har betroet mig det. Julius. Saa meget mindre ffulde du fige det. Conrad. Men dette Brev har jo allerede robet Hemme— ligheden. Og her behøver du desuden ikke at gjøre nøgen Hemmelighed af det, thi Ingen af os ftaaer i mindſte Forbindelſe med Valgerda. Anden Act, fjette Scene. 103 Vogel. Men hvad er det dog for en Valgerda, ſom De ſnakker om? Hed hun iffe faadan, det forffruede Fruentimmer, ſom ffrev i Fædrelandet mod en tydſk Profesſor, og ſom den berlingſke Tidende gjorde jaa ypperligt Nar af? Vilhelmine. Ypperligt? Ja, det kommer rigtig an paa Smag og Behag. Fogel (til Julius). Da veed jeg dog, at De er en altfor fornuftig ung Mand til at kunne forelſke Dem i det Skabedyr. Det forſikkrer jeg Dem, at derſom jeg havde en Datter, ſom ſtrev politiſke Artikler, og ovenifjøbet i de liberale Blade, faa dreiede jeg Halſen om paa hende. Vilhelmine. Hvorfor det, Fader? Du har en Datter, ſom maaſkee ikke vilde være bange for at gjøre det. Fogel. Ja, det ſkulde du rigtignok prove paa! Vilhelmine. Gud! jeg kunde onſke, jeg var Valgerda, bare for at vife, at den faderlige Myndighed har fine Grendſer. 104 Valgerda. Fogel. Du maa ffamme dig, ſom du taler! det” er forargeligt, det er oprorende at høre! Vilhelmine. Sæt nu, at jeg virkelig var Valgerda, tænf dig for et Dieblik denne Mulighed! hvad vilde du jaa gjøre? Vogel. Hvad jeg vilde gjøre? ... Men det er umu— ligt! ... Forreften, det funde ligne dig, du er for— rykt nof dertil. Men det forjiffrer jeg dig, at der— fom jeg nogenſinde ffulde opdage noget Sligt, faa — ja faa vil jeg iffe mere være din Fader, jaa gjør jeg dig arvelos. Vilhelmine. Saa bliver jeg iffe Baronesſe. Fogel. Lad mig komme bort! (Tit Jomfru Blat, ſom imidler— tid er kommen ind, og ſom han lober paa.) Afveien, Jomfru! Jeg revner af Harme. GGler ud.) Syvende Scene. De Forrige (undtagen Fogel). Jomfru Blak. Ifr. Blalk— Gud bevares! Er bet nu galt igjen? Jeg Anden Act, ſyvende Scene. 105 fommer her ganſke fredeligt for at ſige Dem, at Deres Hare er, jandt for Herren, iffe en halv Sfilling værd, De fan iffe ſpiſe det Jur, men jeg har jat en Kalkun paa Spid, og faafnart den er færdig, falder jeg Dem tilbords. Conrad. Tak, Jomfru! den ſtal komme tilpas. Julius. Jeg bliver gal over dette Brev! .... Hr. Ber- telſen! (Raaber til sam.) Har. De flet ingen Idee om, hvorfra dette Brev kommer? Bertelſen. Nei. Julius (beſtandig raabende til ham). Hvordan ſaae Manden ud, ſom bragte det? Bertelſen. O! det var ſaadan en Mand ſom ſaa mange andre, en pæn Mand i en mork Frakke. Conrad. Der fan du ſee, det har været Brofesforen felv. Julius. O hold dog op med din Spog! Gaaber til Ber— telſen) Saae De da ikke, hvor han blev af, hvad Vei han tog? 106 Valgerda. Bertelſen. Jo, han gif ad Kroen til, og jeg ſaage ham gage ind i ben. Julius. I Kroen! Maaſkee ſidder han der endnu. Af— ſted! jeg maa have Lys i denne Sag. (Løber ud.) Conrad (raaber efter ham). Holdt! holdt! tag mig med! jeg vil være din Secundant. (Løber efter ham.) Vilhelmine. Jeg maa fee Udfaldet paa denne Begivenhed. (Følger efter de Andre.) Ottende Scene. Bertelſen. Jomfru Blak. Ifr. Blak (raaber til Bertelſen). Hvad er det for et Styr? hvad rende de efter Alleſammen? Bertelſen. Ja, det veed jeg ikke. Generalen var forffræf- felig vred, det funde jeg fee, men jeg veed iffe, hvor- for, Men det er mig fjært, at de gif Alleſammen, Anden Act, ottende Scene. 107 thi jeg venter her Froken Judita, hun har Noget at fale med mig om. STE BPOE Ja, De er en Strif, det har jeg længe mærfet. De gaaer jaa ſmaat omkring Frøfenen og giør Deres røde Hojer grønne. Bertelſen. Men er det ikke ogſaa en velſignet Pige? — SEES; Jo, det er hun rigtignok. Bertelſen. Alle her paa Gaarden eljfe hende og bære hende ban Hænderne, Ifr. Blak. Og De ſtaaer ikke tilbage for de Andre. Bertelſen. Gud! Vomfru Blak! De læfer i mit Hierte, De er en Menneſtkekjender. SIT BIGE Ja, det troer jeg, jeg har ogſaa havt mange Erfaringer i mit Liv. Bertelſen. Jeg forſikkrer Dem, jeg tænfer ofte ved mig 108 Valgerda. felv, at jeg i Grunden er en Daare, der arbeider mod et Maal, ſom iffe fan naaes. Men paa den anden Side figer jeg mig felv: Hun er dog iffe faa forfærdelig fornem endda, hun er jo iffe Generalens Datter, men hans Soſterdatter, hun er iffe engang virfelig Froken, uagtet vi Alle af Høflighed falde hende ſaadan; Formue har hun heller ikke, og arver vel heller iffe Noget efter Generalen. Skulde det Da være ſaadan en uhørt Driſtighed, om et Menneſte jom jeg beilede til hendes Haand? Ifr SIGE Nei, gode Hr. Bertelfen, det veed Gud i Him— (en, at der er flet iffe nogen Driſtighed i Det. De er jo Theolog, De fan jo fane Præftefald. Hvad ſkulde der da være iveien fra den Side? Bertelſen. O Gud velſigne Dem, Jomfru Blak! De troſter mig og giver mig Mod. Jeg har faa længe gaaet og fæmpet med mig felv, men jeg holder det iffe længere ud, jeg maa have Lys i Sagen og en Ende paa det Hele. Der er dog een Ting, ſom ftaaer mig fvært for Hovedet. Ifr. Blat Hvad er da Det? Bertelſen. Ja, Dem fan jeg jo gjerne betroe bet; bet Anden Act, ottende Scene. 109 funde heller iffe nytte at ffjule det for Dem. Seer De, min Hørelje er noget fvag, jeg hører temmelig flet, man maa undertiden ſige mig en Ting to Gange og i Almindelighed tale nogenlunde høit til mig. Jeg veed iffe, om De har bemærfet det? STE; SD Læl Io! jo. jeg har, Bertelſen. Seer De, det er unægtelig en Legemsfeil; jeg veed iffe, om den maaffee (fulde ſtaage Froken Ju— dita for Hovedet og være hende ubehagelig. SE DAGE Ih! Pasſiar! Hvad ſtulde hun bryde fig derom? Jeg har ſaamend fjendt et Bar Ægtefolf, ſom le— vede yderſt lykkeligt med hinanden og fif otte Børn, uagtet Manden var ftofdøv, meget døvere end De. Bertelſen (rørt). Ak! er det fandt, Jomfru Blak? SFS Ja, det veed Gud, det er, Det var netop i den Anledning, at jeg havde det Tilfælde, ſom De nok veed. Bertelſen. Hvilfet Tilfælde? 3. 2. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V. — 110 Valgerda. Jfr. Blak. Kjender De ikke mit Tilfælde? | Bertelfen. Jeg veed iffe, hvad De mener. SFr..BIME Det Tilfælde, fom jeg havde hos Greven, paa den anden Gaard? Bertelfen. Det har jeg aldrig hørt Noget om. STT, STEL Nei, det er da morfomt, at her er Cen, ſom iffe har hørt den Hiſtorie. Saa ſtal jeg ſandelig fortælle Dem den, for den er nof værd at høre. Seer De ... Niende Scene. De Forrige. Mule. Mule. Hør, Jomfru, det er vet nogle underlige Qvaf- ferier; man veed iffe, hvad man ffal rette fig efter. Sagde De iffe før, at jeg ſtulde ftiffe hundrede Aſparges til iaften ? Ar Jo, vift gjorde jeg. Hvad er det faa? Anden Act, niende og tiende Scene. 111 Mule. Nu kommer Kokkepigen og figer, at hun ffal have to hundrede. Hvilfen af Delene er det nu? Den Ene commanderer i Øfter, den Ånden i Vejter, man veed tilſidſt hverken ud eller ind. —— 9 Lar Da ſtal jeg, ſandt for Herren, ſnakke med Koffepigen, det fan hun troe. (Til Bertelſen.) Jeg ſtal fortælle Dem SHiftorien en anden Gang. (Til Muie.) Kom med! : (Sun gaaer med Mule.) Tiende Scene. Bertelſen. Strar efter Judita. Bertelſen. Gud veed, hvad det var, hun fif Haft med. Men det er ret godt, at hun gif, thi Froken Ju— dita kommer viſt om et Dieblik. (Seer fig om) Ah! der er hun! Sidste Jeg kommer efter Aftale, Hr. Bertelfen, for at høre, hvorledes mit rinde er blevet udrettet. Bertelſen. Paa det Punktligſte, og, ſom jeg haaber, meget godt. Jeg gav ham Brevet her paa dette Sted. 7* ( 112 Valgerda. Judita. Og han læfte det? Bertelſen. Strax, og fæfte det ſiden op for de Andre. Judita. Bemerkede De ikke, hvad Virkning det gjorde paa ham? Bertelſen. Saavidt jeg kunde mærfe, blev han meget per— plex, og mellem dem Alle opſtod ber en jfræffelig Confufion og Tumult. Generalen gif bort i den ſtorſte Hidſighed, og lidt efter pilede de Andre afſted, den Ene i Hælene paa den Anden. Judita. Hvor gik de da hen? Bertelſen. Saavidt jeg troer, gik de Alleſammen ind paa Kroen. Judita. Paa Kroen? Bertelſen. Ja, jeg ffal ſige Dem, jeg bildte dem ind, at den Perſon, fom havde bragt Brevet, var fiden gaaet ind paa Kroen, og nu fan jeg tænfe, at de løb derind for at fane fat paa ham og erfare, hvem han er, Anden Act, tiende Scene. 15 eller hvem der har fendt ham. Naar de nu fomme ſtormende derind efter en Perſon, ſom iffe er der og iffe har været der, faa ere de iftand til at fane knubbede Ord af Kromanden. Judita. Men det har De jo gjort ganffe fortræffeligt. Bertelſen. Finder De? Judita (ræffer ham Haanden). Lad mig taffe Dem, De har gjort mig en ffor Tjeneſte. Vær vis paa, at naar der gives Leilighed, jfal jeg ikke undlade at gjengjælde Dem Deres Venſkab. Bertelſen (idet han kysſer hendes Haand). Gud, Frøfen! De gjør mig lykkelig! Maa jeg tale? Bil De høre mig? Maa jeg aabne mine Zan- fer for Dem? Judita. Med Fornoielſe! Tal, hvis De har Noget at fige mig. Bertelſen. solen! Ret, jeg kan ikkel røn! Judita. Nu vel? 114 Valgerda. Bertelſen. Froken Judita! Judita. Men til Sagen! Bertelſen. Jeg fan ikke, jeg fan ikke faae Ordet over Læberne. Judita. Wen hvad er det da? Bertelſen. En anden Gang! Jeg fan ikke nu. Judita. Met, ſiig det heller ſtrax; ellers gaaer jeg og ængfter mig over, hvad det fan være. Bertelſen. Nu vel da! ... Froken Judita! .... Judita. Nu ſtandſer De jo igjen. Bertelſen. De maa ikke afbryde mig, De maa hore mig til Ende. Lover De mig det? Judita. Ja viſt, naar De bare vil tale. Anden Act, tiende Scene. 115 Bertelſen. Froken! — Froken Judita! (Slaaer fig for Bryſtet.) Froken! .... S— Jeg troer, De har Ret i at opfætte det til en anden Gang, faa fan De imidlertid betænfe Dem. Bertelſen. Nei, nei! Jeg maa tale nu, nu ſtrarx, eller aldrig. i Judita. Saa tal da, men ſiig Noget. Bertelſen. Froken! .. Froken Judita! .. Judita. Det har jeg hort. Bertelſen. Jeg er ikke gammel. Judita. Nei, det veed jeg nok. Bertelſen. De har lovet, at De ikke vil afbryde mig. Jeg er ikke gammel; jeg er theologiſk Candidat med bedſte Characteer, jeg fan fane et Præftefald, et godt Præſte— fald, hvis det er Vorherres Villie. Jeg er iffe ond, 116 Valgerda. jeg er ſnarere god; jeg har ingen ſlette Vaner og Tilboieligheder; jeg ryger meget lidt Tobak, jeg ſmager aldrig Brændeviin. Jeg er et omgængeligt Mennejfe, jeg er godmodig, jeg er let at regjere; man fan faae det med mig, ſom man vil, naar man tager mig med Godhed og Venlighed. Jeg vil Intet ffjule; jeg har en Feil, men det er fun en Legems— feil ... (JFudita ſtudſer og træder et Skridt tilbage.) De ſtal iffe blive bange, det er ikke faa ſſemt; jeg mener, aft jeg hører iffe godt, men fan det iffe være bet Samme? Anſeer De bet for umuligt at kunne blive lykkelig ved min Side? ... De tier? Svar mig. Judita. Hr. Bertelſen! Jeg beder Dem være overbeviiſt om min Hoiagtelſe, men det ftaaer iffe i min Magt at jfjænfe Dem mit Hjerte. Bertelſen. Hvad behager? hvad var det, De ſagde? Judita (høiere). Jeg beder Dem være overbeviift om min Høi- agteſſe Bertelſen Gred). Den bryder jeg mig ikke om. Naar jeg ikke fan faae Deres Kjærlighed, jaa vil jeg ikke have noget Andet, Anden Act, tiende og ellevte Scene. FEr Judita (venlig). De maa endelig iffe være vred. Jeg har et fandt Venffab for Dem. Bertelſen. Nei Tak! Surrogater ſtjotter jeg ikke om. Judita. Gud! der er Julius! Hvor ffal jeg flye hen? (Løber ind i Lyſthuſet.) Ellevte Scene. De Forrige, Julius, Bertelſen (ſom feer efter Judita). Saa! nu fif hun ogſaa Bisfelæder. Alle Men— nejfer ere da, ligeſom de vare forſtyrrede i Hovedet. Julius (fom er fommen hurtig ind, flager Bertelfen paa Sfuldren). Hr. Bertelſen! Bertelſen (vender fig forftræffet). Hvad nu? Julius (raaber til ham). De maa endelig give mig nogle Oplysninger. Paa Kroen var der flet Ingen. 118 Valgerda. Bertelſen. Ja, det er meget muligt. Jeg veed ikke Andet, end hvad jeg har ſagt Dem. Julius. Det er et Puds, man vil ſpille mig, og jeg vil vide, hvem der er Ophavsmanden. Bertelſen. Ja, jeg veed det ikke. Julius. Jo, De er med i Complotten, Conrad ligeledes; for Alvor funde han ikke paaſtage, at Brevet var fra Profesſor Arndt. Bertelſen. Naa, ſaa De veed det! Ja, ſaa kan det ikke nytte, at jeg vil ſtjule det. Julius. Hvad? begynder nu ogſaa De? Fra Arndt, figer De? Bertelſen. Net, det er iffe mig, ber ſiger det. Jeg havde lovet af tie dermed, men naar Oe allerede veed det, faa behøver jeg iffe at tie. Julius, Hvad er dog det for Snaf? Men hvor er han Da, denne Arndt? hvor? Anden Act, ellevte Scene. 119 Bertelſen. Der i Lyſthuſet. (Julius vil ile ind i Lyſthuſet, Judita træder ham imode.) Julius (forbaufet). Marie! Judita (fom gaaer raff hen til Bertelſen). Det er iffe ſmukt, at De forraader mig. Bertelſen. Jeg har ikke forraadt Dem; han felv ſagde, at Brevet var fra Frøfen Abrends. Judita. Nei, han ſagde Profesſor Arndt. Bertelſen. Ja ſaa beder jeg om Forladelſe, det var en Misforſtaaelſe. (Under det Følgende fætter han fig paa en Haveſtol, og hviler Hovedet paa fin Haand.) Julius. Marie! Jeg ftaaer fom falden. fra Himlen! De er her! og det er Dem, ſom har ffrevet dette Brev? Judita. Vær forſikkret om, at jeg ikke ſkulde have gjort det, derſom jeg havde anfeet det for muligt, at De funde opdage det. 120 Valgerda. Julius. Jeg fan endnu ikke ſamle mine Tanker. Hvor- ledes kommer De her? Judita. Jeg boer her, jeg er hos min Onkel. Julius. Er Generalen Deres Onkel? Judita. Det er han. Conrad er min Broder. Julius. Deres Broder? Judita. Det vil ſige, min Halobroder; vort Fæbdrene- Navn er iffe det ſamme. Julius, Der gaaer et Lys op for mig. O Marie! Jeg fan iffe ſige Dem, hvor dette Gjenfyn overrajffer og rører mig. Judita. At det overraſker Dem, fan jeg let begribe, men iffe, hvorfor det rører Dem. Julius. De har Ret, De dømmer fra Dem felv. Men Anden Act, ellevte Scene. 321 ber gives forſkjellige Naturer, der gives Menneffer, hvis Følelfer have en dyb Rod, og hvis Crindringer ikke udſlettes ſaa let ſom Sfriften paa en Tavle, Judita. Det var ikke godt Andet, end at der ffulde gives ſaadanne Menneſker. Bien der gives vijt ligefaa mange, hvis Folelſer og Erindringer ere meget loſe. Julius, Zvivler De paa, at jeg har eljffet Dem? Judita. Nei. Julius. Troer De da, at denne Folelſe, at denne Erin— dring er viftet bort, ſom en Rog for Vinden? Judita. Deres Spørgsmaal forundrer mig. De ſtaaer jo i Begreb med at frie til Vilhelmine. Julius. Og ſelv om faa var, om mit Hjerte føgte efter en Erſtatning for den Tomhed, ſom vor Adſetkillelſe har fremkaldt .... Men Dem forſtaaer jeg derimod ikke. Naar jeg er bleven Dem ligegyldig, hvad fan De da have imod min Forbindelſe med en Anden? Hvorfor overvcelder De mig med et hemmeligheds— 122 Valgerda. fuldt dunkelt Orakelſprog, ſom forkynder mig Ulhkke og Undergang? Judita. Jeg kan have Grunde, ſom De ikke aner, til at mobjætte mig denne Forbindelſe. Og desuden, jeg vil iffe, at De ſkal bedrages, at De ſtal blive et Offer for Deres letſindige Enthuſiasme, thi Vil— helmine er ikke Valgerda. Vilhelmine er en god Pige, en forftandig Vige, rig paa Kundſkaber og Dannelſe, men hun er uden Begeiftring, følgelig er hun iffe Valgerda. Det undrer mig, at De har funnet troe det. Julius. O! i dette Dieblik er det mig ligegyldigt, hvem Balgerda er eller iffe er. Ju dita. Jeg, ſom ellers aldrig læfer Bladene, fæfte dog hendes Brev, fordi det var fra et Fruentimmer. Jeg hørte, at man raillerede over de ſtatiſtiſte No— ficer i en ung Piges Mund. Vilhelmine har ogſaa mange faadanne paa rede Haand, men hun bliver ftiffende i denne Detail, Valgerda hæver fig over ben, og fif — idetmindſte mit Hjerte til at banfe, Julius. O! ſaa ſympathiſerer De jo med mig? Anden Act, ellevte Scene. 123 Judita. Forundrer det Dem ſaa meget? Julius. O Marie! lad mig forſt ſige Dem, at det hen— rykker mig, men bdernæjt tilſtage, at det forundrer mig. Thi fan De nægte, at De har ſtodt mig fra Dem med en Haardhed, med en Kulde, der fnarere maatte lade mig formode Deres Antipathie? Judita. Da jeg erfarede, at De havde en faa ringe Mening om mig, var det vel naturligt, at jeg iffe mere nærmede mig Dem med ſamme Tillid ſom før. Julius. Hvad figer De? At jeg har en ringe ; Mening om Dem? Og det har De erfaret? Judita. Nu, ja, jeg kalder det ſaadan. De anſeer mig for ubetydelig, og deri kan De viſt have Ret, jeg felv er af ſamme Mening. Men jeg finder, at De burde ikke have denne Mening, uagtet den er ganſtke rigtig. De har feet ſkarpt, men det burde De iffe have gjort. Derſom det var fandt, hvad De faa ofte har ſagt mig, faa vilde De have feet mine Feil, mine Indſkrenkninger med andre Vine, De vilde 124 Valgerda. have givet min Ubetydelihhed et andet Navn, De vilde iffe have faldet den ſaaledes. Julius. Jeg veed iffe, om jeg drømmer eller vaager. Jeg ffulde have fagt om Dem, at De var ubetydelig? Judita. Ja, det har De. Julius. Aldrig i Verden! Jeg ſkulde have ſagt, hvad der aldrig er faldet mig ind, hvad der er det Modfatte af min Zanfe? Hvorfra har De det? hvem har bagtalt mig for Dem? Judita. Ingen har bagtalt Dem; det er kun en ſimpel Beretning om hvad De har ſagt. Julius. Til hvem? Judita. Til en Dame, en af mine Veninder. Julius. Den Dame er ikke værdig til at være Deres Veninde, thi hun er en Lognerſte. Judita. Nei, deri tager De feil. Anden Act, ellevte Scene. 125 Julius. Saa lidet, at jeg neppe vilde bare mig for at ſige hende det felv, ifald hun ſtod for mine Vine. Hvem er det? Siig mig, hvem. Judita. Det kan jeg ikke, og allermindſt da jeg ſeer, paa hvad Maade De tager Sagen. Var det ikke bedre at være oprigtig og tilftaae Sandheden, ſaa meget mere fom jeg felv giver Dem Ret i Deres Ord? Vil De forfiffre mig om, at De iffe har meent det faa ilde, faa vil jeg troe Dem, uagtet — jeg holder rigtignok iffe af, at De har fagt det. Julius. Hvorledes ſkal jeg dog overbeviſe Dem om, at De gjør mig Uret? Der var en Tid, da mit Aaſyn, mit Blik overthdede Dem, da De troede mig paa den blotte Klang af min Stemme. Hvor fattig |taaer jeg nu for Dem, da disſe Midler have tabt al Magt, og De fordrer Bevifer, ſaadanne ſom en Dommer forlanger bem af en Anflaget, og fom det iffe ftaaer i min Magt at give dem. Wien derfom jeg iffe har tabt Alt hos Dem, lige til den ſidſte, fvagejte Er— indring om den Tillid, De engang vifte mig, der— ſom De, tiltrods for enhver Feil, der fan have været paa min Side, endnu tiltroer mig re og Samvittighed, ſaa vil jeg iffe anſee de Ord for 126 Balgerda. ſpildte, ſom nu ere det Eneſte, hvormed jeg fan forjøge en Retfærdiggjørelje. Deres Kulde, Deres forandrede Tone opirrede mig, ifær da jeg ikke vidfte at have forjfyldt den. Men jeg vilde iffe buffe under for min Smerte, jeg vilde trodſe den, jeg vilde opfylde mit Hjerte med en anden Gjen— ſtand, og af Trods maatte jeg føge den ſtorſte Contraſt til Dem. Fra det ftille, i fin Sjæls Helligdom indſluttede Væjen vendte min Higen fig mod en Characteer, der traadte ftærft frem og gjorde Cffect i den udvortes Verden. Det var et Sværmeri, og det gif over til en Daarſkab. Jeg troer, jeg var bleven fremmed for mig ſelo, jeg var øiebliffelig en Anden; førft ven Gjenſynet af Dem er jeg igjen bleven mig felv. Den Pige, fom jeg, efter min Natur, ſtal elſke, maa beſidde iffe de Cgenffaber, jom falde endog de Profane i Dinene, men den ftille, fordringsløfe, dybſin— dige Sjæl, med eet Ord den æble OQObuindelighed, fom er Guld uden at glimre, og fom der hører - en Indvielfe til af opdage og forftaae. Kun hende fan jeg anſee for betydelig, fun hun ffal have Be— tydning for mig. Judita. O! hvad De der ſiger, er Muſik for mit Øre, Men — hvad ffal jeg da troe om min Veninde? Anden Act, ellevte Scene. HD Julius. Hvad De ffal troe om hende, har jeg allerede fagt Dem. Stdita. . Nei, det er umuligt! Hun er virfelig en god, en elffværdig Bige. Julius. Det fan gjerne være, men alligevel fan hun lyve baade for fig felv og for Andre. Judita. Net, Den, ſom lyver, er ikke god og eljffværdig. Julius, Net og ja! Maa jeg forflare Dem det Hele? Seer De, jeg ſelv er ubetydelig. Jeg er i en ringe, i en underordnet Stilling, jeg har hverfen Formue eller Indflydelſe, mine Cvner ere ikke over det Al— mindelige. Jeg er ſaaledes iffe i Beſiddelſe af en enefte af be Magter, ſom ffaffe Betydenhed. Efter denne Selvbefjendelfe vil De iffe fee et latterligt Praleri i Det, fom jeg nu vil fige. Thi ſelv om jeg endnu var ti Gange ubetydeligere, end jeg er, faa funde dog den Opmærffomhed, jeg engang var jaa lykkelig af turde vilje Dem, gjerne opvæffe en anden Dames Misundelſe, iffe fordi hun vilde fore- træffe mig for Andre, men fordi hun felv vilde 128 Valgerda. modtage enhver, endog den ubetydeligſte Hylding; og i dette Tilfælde fan felv en ellers god og elſkocrdig Pige gjerne indlade fig paa en lille Intrigue. Judita. O nei! det vilde jo vere affkheligt, det vilde jo være oprørende! ... Og dog, Gud give, det var fandt ! Julius (griber hendes Haand og kysſer den). Tak for dette Onſte! det er allerede opfyldt, thi hvert Ord, jeg har ſagt, er Sandhed. Judita. Men Julius, faa oploſer jo det Hele fig i et Intet. Alt, hvad jeg har ængftet og befymret mig " HØRER Julius. Er Intet. Og Alt, hvad der i jaa lang Tid har voldet mig den dybeſte Græmmelfe .... Judita. Er Intet. Julius. O ſode Intet, ſom omfatter ſaa Meget! Judita. Saa Gud ſtee Lov da før det Intet! Anden Act, ellevte og tolvte Scene. 129 Julius. Men hvis De tænfer fom jeg, da ſtal herefter hverfen et Intet eller et Noget kunne ſtille vore Hjerter, Judita (ræffer ham Haanden). Ja, Julius, det gjør jeg. (Julius fysfer hendes Haand ; i det Samme vender Bertelfen fig og feer det.) Bertelſen (idet han reiſer ſig). O jeg beder om Forladelſe! jeg har viſt været til Uleilighed. Julius. Nei, Hr. Bertelſen! ikke i mindſte Maade. Tolvte Scene. De Forrige. Conrad og Vilhelmine. Conrad. Jo, der er han, og min Søfter med, det er godt! — Hør, Julius, jeg har en Ting af Vigtig- hed at fige dig. Vilhelmine. Tag det dog ikke faa høitideligt, ſiig ham det fort og godt. 1350 Balgerda. Conrad. Nu, ſom du vil. Seer du, Juliug, det er egenlig Noget, ſom du ikke fulde vide, og ſom Ingen veed, uden Vilhelmine og jeg, og rigtignok ogſaa min Søjter. Det fulde være holdt hemme— ligt, men din hæftige Fremgangsmaade har faftet Forſtyrrelſe ind i vore Planer, og jeg har derfor . tænkt, at det var bedſt at gjøre en Ende paa For— virringen ved at betroe dig, — at Vilhelmine er min Forlovede. Julius. Din Coufine? Conrad. Couſine og Forlovede i een Perſon. Julius, Min Ven, jeg forfiffrer dig, at jeg iffe har havt mindſte Anelſe derom. Conrad. Met, Det fan jeg tænfe, (fagte til Julius) men jeg troer, det var paa Tiden, at du fif det at vide. Julius (tir Judita). inder De iffe, at den ene Fortrolighed er den anden værd? Judita. Som De vil. Anden Act, folvte Scene. 131 Julius (til Conrad og Vilhelmine). Maa jeg takke Dem for Deres Fortrolighed, og maa jeg gjengjælde den ved at foreſtille Dem min Forlovede? Conrad.- Naa! det tænfte jeg nof, og det haabede jeg. Vil h elmine (med Forundring). Judita! Julius. Hvorfor kalder De hende Judita? Vilhelmine. Fordi det er hendes Navn. + Julius. Nei, hun hedder Marie. Judita. Men ogſaa Judita. Julius. De har jo fortræffelige Navne: Marie tyder paa Deres Fromhed, Judita paa Deres Heltemod. Vilhelmine. Har Judita Heltemod? Julius. Ja, hun har, Froken! Med kjcek Haand har 132 Valgerda. hun, uden at jeg vidſte det, ſtyret mine forvirrede Planer, og hun har løft Knuden paa den lykkeligſte Maade. Conrad (til Vilhelmine). Paa den Maade havde vi egenlig iffe behøvet at betroe ham vor Hemmelighed, Vilhelmine. Vi bor alligevel ikke fortryde det. Conrad. Nei ſandelig ikke! (Ti Julius,) Du er min Ben, og mu meer end nogenſinde. Wen Onkel? hvor- ledes jfal vi fane ham paa vor Side? For jer bliver det iffe vanjfeligt, men vi, hvordan ſtulle vi vinde ham, tiltrods for hang hoffærdige Planer? Vilhelmine. Vi maae pasſe ODieblikket, naar vi engang træffe ham i godt Lune. Lad mig fun om Det! Conrad. Ja, Gud velfigne dig! Derſom du vil paatage dig den Sag, ſaa er jeg let om Hjertet. ... Der fommer han! Og hvor han feer alvorlig og ſagt— modig ud! Anden Act, trettende Scene. 133 Trettende Scene. De Forrige. Fogel. Vogel. Hør, Vilhelmine! Du. ffal-iffe fige, at jeg er urimelig og ufremkommelig. Naar jeg indfeer, at jeg har forløbet mig, faa ſkal jeg være den Forſte til at tilftaae det, Jeg nægter iffe, jeg blev noget hidſig for lidt fiden over at tænke paa, at du kunde falde paa at ſtrive Blad-Artikler, og at denne herſens Valgerda funde være dig. Men jeg har overveiet Sagen noiere. Derſom du har et Talent, hvorfor ffulde du da ikke gjøre det gjældende? Og hvad Valgerdas Brev angaaer, da var det virfelig godt ſtrevet. Vilhelmine. Kjcere Fader! du beſkemmer mig ved din Efter— givenhed, og bet gjør mig fun ondt, at jeg ikke fan modtage din Berommelſe, thi jeg er ikke Valgerda. Vogel. Ja, ja, det figer du nu, fordi du vil iffe være bet befjendt, fordi jeg nylig blev vred derover, Wen jeg har betænft mig. Vilhelmine. Net, fjære Fader! det er den oprigtige Sand— hed, jeg er ikke Valgerda. 3. 2. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 8 154 Valgerda. Conrad. Net, Onfel, det er iffe hende. i Judita. Nei, det er virkelig ikke hende. Julius. Nei, Hr. General, det er ikke Froken Vilhelmine. Fogel. Net vil man høre! De indeſtaae Alle derfor. Det er i Grunden ærgerligt; jeg var næften ftolt af, at min Datter kunde ſtrive ſaadan en Artikel. Men hvordan hang det da ſammen med det Brev, ſom fom til Hr. Hermanſen? Og fandt I faa ben tydife Profesſor? Judita. Nei, Onkel, han er reiſt bort igjen. Conrad. Da han blev jaa haardt forfulgt fra alle Kan— fer, faa kom den tydſke Krigsflaade og hentede ham. Fogel. Den tydſke Krigsflaade? Hvordan ſtulde den komme her? Her er jo ikke Vand. Conrad. Jo, Onkel, her er et Gadefjær. Fogel. Hvad er det for en Snak? Og naar jeg be— Anden Act, trettende Scene. 135 finder mig vet, faa troer jeg iffe, at der gives nogen tydſk Krigsflaade. Vilhelmine. Ganſke rigtig! derfor bruger den ogſaa mere Vind end Vand. Fogel. Ak, Born! Jeg er ſandelig ikke idag oplagt til at ſpoge. Conrad. Har Onkel havt Ubehageligheder! Fogel. Saamend! det er ligeſom man tager det fil, J nette Dieblik kom Ole ridende fra” Kjøbenhavn, og bragte mig et høift befynderligt Brev derfra. (Tager et Brev op af Lommen, og feer i det.) Vilhelmine. Hvad er det da, fjære Fader? Fogel. O! det er forreſten ikke Noget at tage ſig videre nær. Det er denne Sag angaaende Stam— godſet. Vilhelmine. Nu, hvad ſkriver man da? gø 136 Valgerda. Fogel. Ja, hvad ſkriver man? Udflugter. At det ikke fan ſkee for Dieblikket. Vilhelmine. Nu vel, det var du jo forberedt paa. Fogel. Ja, men at det nok heller ikke fan ffee med Tiden. Conrad. Saa er da Onkel bleven Kammerherre? Julius. Maa jeg gratulere Hr. Generalen? Fogel. Nei, nei! De ſtal ikke gratulere, for jeg bliver heller ikke Kammerherre. Vilhelmine. Saa vil netop jeg gratulere. Fogel. O bliv mig fra Livet, du, ſom ikke engang er Valgerda! det var min ſidſte Troſt! (san ſonker om paa en Stol.) Men jeg ſtal hævne mig! Regjeringen ſtal komme til at fortryde det. Anden Act, trettende Scene. 157 Vilhelmine (til de Andre). Nu er Dieblikket gunſtigt. Fader! jeg er for- lovet med Conrad; har du Noget, derimod! Fogel. vad for Noget! hvad ſiger du? H g g Conrad. Ja, bedſte Onkel! Jeg elſker Vilhelmine; er De vred bag mig derfor? Fogel (efter et Sieblifs Betænfning). Min Søn! tag hende! ... Hun bliver dog iffe Baronesſe. Julius (tir de Andre). Det gaaer jo fortræffeligt! (Ti sogel) Hr. Gene— ral! jeg er forlovet med Deres Soſterdatter. Fogel. Ja fan! det er Meget paa eengang. Men jeg figer: Men Fornoielſe! De er en flinf ung Mans, oner i en god Bei. Julius. Hurra! Imorgen reiſer jeg til Kjebenhavn og forkynder min Familie min Lykke. 138 Valgerda. Fogel (reiſer fig hurtigt). . Reiſer De til Kjøbenhavn? Hør, vil De gjøre mig en Zjenefte ? Julius. Ti for een, Hr. General! Fogel. Vil De ſige mig den berlingſke Tidende af og beſtille mig et Exemplar af Fædrelandet? Vilhelmine. Det var Ret, Fader! det kan jeg lide. Men Jædrelandet fan du forreſten fage hos mig. Fogel. Nei Tak! Jeg vil nok have et Exemplar for mig felv. Fjortende Scene. De Forrige. Ifr. Blak med en lille Pakke i Haanden. Ifr. Bla— Hr. General, jeg ffal hilſe fra Ole og ſige, at her er endnu en lille Pakke, ſom han har glemt at aflevere. Fogel. En Pakke? fra hvem? Anden Act, fjortende Scene. 139 Frb Ja, det ſagde han iffe Noget om. Vogel. ' O! jeg gider ikke aabne flere Breve eller Pakker idag. Vilhelmine. Det er viſt Noget til mig, Fader! Det er udentvivl fra Juveleren, det er det Garniture, ſom jeg har ladet oppudſe og forandre. Fogel. Ja, faa tag du Pakken, og luk den op; jeg gider iffe befatte mig med Noget. (Kaſter fig igjen paa Stolen.) Vilhelmine (ſom bar hentet en Sar i Lyfihufet og klippet Pakken op). Net, det er iffe til mig. Hvad er Det? Saa— dant Noget har jeg aldrig feet før. (De Andre omringe hende.) Conrad. Det er jo Topper .... Topper til fire Hefte. (Fogel reijer fig hurtigt og iler derheu.) Vilhelmine. gader! Har du beſtilt Topper til dine Heſte? Vogel. Aa net vijt har jeg iffe, nei! Jeg har ſagt ved 140 Valgerda. Leilighed til Sadelmageren, at naar han engang havde nogle ſmukke Topper færdige, faa funde han forhøre ſig hos mig, men jeg har iffe fagt, at han ffulde fjende mig dem. — Aa, Jomfru Blaf! Tag det Kram væf, og læg det paa Pulterfammeret. Og fan vi jaa iffe komme tilbordg? for nu begynder jeg at blive ſulten. Noget ffal et Menneſte have. Ifr. Ble Io, Hr. General! Bordet er dæffet og Kalkunen er færdig. Vogel. Saa lad os gaae og iffe tænke mere paa denne Dags Hendelſer, men tømme Glasſet paa vore tvende Bars Velgaagende. (San gaaer, fulgt af Conrad og Vilhelmine, ſamt Julius og Judita.) Femtende Scene. Bertelfen. Jomfru Blak. FIT. DIT Tvende Par? Hvad mon det ffal fige? — Hr. Bertelfen! Hvad er der foregaaet her, medens jeg var borte? Bertelſen. Det veed jeg ſaamend ikke, jeg har ikke hørt efter, jeg havde andre Ting i Hovedet. Unden Act, femtende og fertende Scene. 141 STEDE Hør, veed De hvad? Saa vil jeg begynde, hvor jeg flap, og fortælle Dem mit Tilfælde. Berteljen. Aa ja! fad mig da faae det. SE SIGE — —— Sertende Scene. De Forrige. Mule. Mule. Jeg ſtal hilſe fra Generalen og fige, at hvis nu iffe Alle ſtrax fomme tilbords, faa ſtal jeg flaae den ſtore Gongon. (Tir Tilſtuerne) Men det behøves vel iffe ? . za a⸗uu — ST —— —— 9 By NE U ib) i Æll- 404 * — — ALA z= dre sn Så 25883 —* U frå — kd JE SS SES tj Tre, wil Jr HØRG F — 4 — J Ci 4310 Rd a. J bd * —— —— 20113004 ' WT sår — 115 6 Så MØN Sy 4 Jøl dt Als é p J 1 "4 3" AN i Ii + — — NS U 9J 0 Uj Pæørdeviller. Forſte Afdeling. BEER EDDIE rr 1. Pit Farvel til de Smaa. 2. Dyrehaosreiſen. 3. De Syge. (Skrevne i Sommeren 1825.) J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 9 1. Borneviſer: Kjøbenhavns flyvende Poſt, 1827, No. 59-61. 2, Digte og Fortællinger, I Bind, 1834 (Romancer og Viſer). 3. Bornevaudeviller: Poetijfe Skrifter, VIII Bind, 1849. (Skjemt og Polemik.) Ifr. Flyvende Poſt, Interimsblade 1834, No. 31, Skrifter af Forf. til en Hverdagshiſtorie, ſamlede og udgivne af Johan Ludvig Heiberg, XI Bind, 1851, S. 200—201, Anm. J. Mit Farvel fil de Smaa. Mel. Dannevang med gronne Bred. Kjære Børn, jeg ſom faa tidt Eders Selſtkab føgte, daar i Haven glad og frit Jeg med eder ſpogte, Ak, jeg |filles ſnart fra jer, Maa til iel, desværre! O, hvor gjerne blev jeg her! Ja bet veed vor Herre! Bil I venlig mindes mig, Naar paa fjerne Steder Jeg forladt, ulykkelig Onſker mig blandt eder? Naar jeg længfelfuld og øm, Efter eder ſukker, Og nu vaagner af min Drom Midt blandt tydſke Duffer? 97 148 Borne-Vaudeviller. Kan I huſke vor Tagfat Tidt i Aftnens Skygger? Morten ſelo, den ædle Kat, Jo vort Samfund ſmykker: Snart med os omkring han foer, Snart paa Bænfens Sæde Snurred han ved Benjfabg Ord, Bed vor ftille Glæde. Ofte jeg i eders Kreds Eventyr fortalte; Morten lytted veltilfreds, Sfræf hos jer fig malte. Nattens Maane troſtelig Gjennem Frugttræer lyſte; Tæt I klynged jer til mig, Og ei længer gyſte. Jeg ſom tidt blandt eder ſtod, Selv til Barn forynget, Som mig villig føre lod, Af jer' Arm omflynget, Jeg mig vifte dog ſom Mand, Naar bet gjaldt at fprænge For Veninde, Ven og Land Gadens vorne Drenge. I. Mit Farvel til de Smaa. Huffer I, der. kom en Steen Over Planfeværfet ? Paa Anine faldt der een, (End hun bærer Market.) Ud paa Gaden i et Hu Sprang jeg vred: og bifter, Slog min tappre Stof itu Paa en lang Philitter. Og en Skare ftimled hen Om Philiſterhunden; Nogle vilde ſlaae igjen, Andre brugte Munden. Wen jeg tænfte: her du ftaaer Jo ſom Ujfylds Værge; Retfærd paa din Side flager, Troen flytter Bjerge. Og jeg baned Vei mig fjæf, Kom urørt tilbage, Skued ederg ømme Sfræf por vort Samlivs Dage. Og I favned mig til Lon, Gav mig Band at drikke: Hvor min Lod da ſmiilte ffjøn Ud af eders Blikke! 149 Borne-Vaudeviller. Jeg fortjener vel jer' Tak: Jeg var Heſt for eder; Eders Barnevogn jeg trak, — Og ved Tanken fveder! Og mon og I mindes vil Blomſten i vor Klynge: Det aimable Zjærefpil Wed fin Vippegynge! Der jeg og har frelfet Cen, Ned fra Spillet falden: Lotte, ſom var altfor ſeen, Fik et Slag paa Sfallen; Men med vældig Haand jeg greb Forſt den faldne Pige, Derneſt Spillet, faa det peb Gjennem ZTjæreng Rige. Mindes Reberbanens Hjul Med dens tuſind Ynder, Hvor vi tidt har leget Skjul Mellem Reb og Tønder; Og den gamle Have der Med fin Roſenſommer; Mig var Kroppen ftedfe fjær Fremfor alle Blommer. I. Mit Farvel til de Smaa. 151 O men mindes Sfibet og Med de tvende Maſter, Hvor vi i Kahyttens Krog Sad men Øl og Knaſter; Hvor jeg hjalp jer op og ned Ad den fteile Stige: Ingen Sjæl ſom Offer gled Ned i Ægirs Rige. Huſk, hvor tidt mod Smedens Gjæs Jer mit Mod forfvarte; Hvor jeg ofte ſkreg mig hæs, Mine Been ei fparte. Mens i hver en Børnebog Man jer" Frygt fun fpotter, Jeg med Mortens Biftand flog Spogelſer og Rotter. Chriſtianshavn ved Sondervold, Kalleboſke Vove! Kjcerlighed det er dit Skjold, Frihed dine Love, Fuglen ſynger høit i Sky Over Frugttræer høie, I hvis Skygge fmiler bly Dine Dottres Vie, Borne-Vaudeviller. Hil dig, o Amagerland! Kalleboſte Vove! Gader oven, neden Band! Hil Remiſers Sfove! Her er mange Katte grade, Kaalens Marker grønne, Himlen undertiden blaa, Landets Piger ſtjonne. Ak farvel! Saa tidt jeg fan, Jeg til jer vil ffrive. Himmel! gaaer det dog et an Længer her at blive? Her at døe, er mere værd, End i Kiel at leve, Sfilt fra Blomſten, man har fjær, Lig den fangne Greve. 153 ide Dyrehavsreiſen. Mel. Der ſtaaer et Træ i min Faders Gaard.” Hvor kjolig vifter En Morgenvind I Horizontens qvalme Taager! J Skyens Rifter Gaaer Solen ind, Og ſtjult ſin forſte Frokoſt koger. Nu titter den igjennem Skyers Krands, De røde Tage dirre ved dens Glands. Hiſt, fjernt fra Strand, Flye bort fra Land Uveirs Propheter, ſolvgrage Maager. Om ret jeg mindes, Saa floi igaar En Myggefværm høit over Taget. At Godtveir vindes, Det Mærfe ſpaaer, 154 Børne-Vaudeviller. Det har mig aldrig end bedraget. Saa lad os iffe tøve fænger her; Nu lad os flye til Dyrehavens Træer! Kom, fjære Smaa, Tag Klæder paa, Ifald min Plan har jer behaget. For Porten holder Én Bogn fra Buff, Den bringer os til Skovens Telte. Mon Sfræf jer volder, At jeg er Kudſk? O, jeg ſtal ſikkert iffe vælte! Apollo, ſom jo var Poeters Drot, Bar ogſaa Kudſkes Gud; han fjørte godt. Jeg er Poet; Tyrken har ſeet, Poeter felv fan være Helte. Kom nu, Pauline! Eliſa, kom! Og lad mig ikke længer vente! See Jacobine, Hvor god og from Hun Livbaand om fin Soſter fpændte! Marie hvor blev hun dog af? Hvad nu? Hun traf en Kjole paa; den fprang itu. II. Dyrehavéreifen. 755 Ja, hun blier ftor, Spreængte fom Flor Det gamle Tøi, og Mutter ffjændte. Der fom det hele Fiirkloverblad, Og Hver og Cen i Høitidsflæde. Nu vi fordele Tre i en Rad, Og Cen hog mig faa Kudſkeſede. Men hvad er det? Et dæffet Bord ven Væg? Skal I nu ſpiſe Kalveſteg og Æg? Kom, lad os gaae! Vi ffal nof fane I Dyrehaven Mad og Glæde. Alt Vognen ruller; Den muntre Heft Gjør Spring og Kapriol fom Fanden. O ſode Bulder! O hvilfen Feſt! Jeg gaaer af Glæde fra Forſtanden! Men fee mig der! ber fommer Abrahams, Og griner i ſit Skjceg, og ſpor' paa Rams: „Hvor ffal 3 hen? Det var da Spænd!” Nu fane vi Pasſiar med Manden. 156 3 Borne-Vaudeviller. Farvel, min Herre! Jeg har ei Tid; For kort er Sommerſolhvervs-Dagen. Jeg maa desværre fra Deres Vid, Hvori jeg ellers er ſom ſlagen. Men mine Damers Formaal er faa ftort, Og Tiden knap. Vi ffal ad Nørreport; Og, De fan troe, Til Oſterbro Er ingen Springvei Farimagen. Nu Pidjfen ſmelder, Og Heſten gaaer Den tunge Strandvei ufortrøden. Snart Vognen helder, Snart lige ſtager, Og alle ffrige høit i Noden. Men lad os iffe tænfe meer paa Sligt! Jeg veed, jeg trofaft gjør min Kudſktepligt. See Sveas Kyſt, Hvor den med Løft Sig nærmer os i Solens Gløden! See hift Landskrone, Hvor høi og ftærf Den over Sundets Barm ſig neter! II. Dyrehavéreifen. 157 Jeg feer en Gone J bare Særf, Som ftaaer i Vinduet, og feier. Dog nei, et Sfib det var; jeg tog nok feil; Det Kyſten gled forbi med hvide Seil. Dift gaaer en Mand Langt ud fra Strand Paa bare Been, og fanger RKeier. Vær hilſet, ſtjonne Charlottenlund! Du ſtjermer os mod Solens Bile. Her i det Grønne, Bed blanfen Sund, Vi vandre vil tilfods, og hvile, En Høi fig hvælver over Kempens Been; Nu ftaae vi paa dens mosbegroede Steen, Ak, du er død! Mig Livets Glod End varmer mildt, hvor Piger fmile! Jeg ret jer taffer, I fjære Smaa! Ved eders Hjelp ben Bænf er funden, Hvori jaa vaffer Stager L og H, Og fom jeg troede længft forfvunden. 158 Børne-Vaudeviller. Engang da Verden gif mig haardt imod, Jeg her bet riftede ven Bogens Rød. Nu Glæden blid Mig fører did Vend fine Genier i Lunden. I Ly af Bøge Vi ſidde her, Og Bladene paa Kløvren tælle, En Blomſt vi føge, Vort Hjerte fjær, Og Abildſinerne nu ffrælle, See Bauer hift; han hilſer os faa net, Han hvem vi ofte fane paa Scenens Bræt. Byd, Jomfru fiin, Ham Abildfin, Thi her maa Gjæftevenffab gjælde. Til Kirſtens Kilde Afſted, afſted! Charlottes Lund fig bag os fjerner. See Roſer vilde Paa Marfens Bed! Her Solyſt Høj mod Havet værner. Hiſt fee vi Hveens gule Banker ftaae; Hvis Tydo Brahe leved end derpaa, Saae vift min Ven II. Dyrehavsreifen. J Kikkerten Min Himmelbvogn med fire Stjerner. Hiſt vaier Flaget Saa høit i Sfy, Og ſpeiler fig i Søens Bølge. Ja, det er Taget Af Bellevu'; Det røde Tegn vi gjerne følge. Her lad os Kegler ſpille; det er gjævt; 159 Wen Børn, hvad er dog det? I ſlaae jo ffjævt! Proſtitueer Jer ikke meer! Lad Buegangen hiſt os dolge! Tilbords os kalder En ſaare rar, En huld Vertshuus-Naturens Datter. Den Ungdomsalder, Mit Selffab har, Forvolder hende Smiil og Latter. Men lad fun hende lee! Bi fidde her, Og glædes ven Makrel og røde Bær. Ja ved et Glas Og Pigers Fjas Man let i Verdens Spot fig fatter. 160 Borne-Vaudeviller. Paany nu fpræffer Maries Toi; Maaſtkee hun ſpiſte lidt for meget; Thi hun er læffer, Og voxer høi, Har aldrig Appetiten fveget! Hun træffer Kjolen af, gjør Katteſpring, Den fromme Bine gjør vel tufind Sting, Gjør heelt og fajt Toiet i Haft, Saa tro, ſom var det hendes eget. Hvad maa jeg ffue! O hvilfen Qval! Min Sfræf viſt Ingen af jer gjætter: næjte Stue er ſtaaer en Gal, Jeg mener: min grønlandffe Fætter, Han vift nu ſporger mig, i vante Bas, Om Toldtariffer, Gud og Vandſtofgas, Om vi er” frie, Om Poeſie Var før befjendt end Solens Pletter. 3 D Dog det gik herligt; Jeg flap i Haft; Alt fjører jeg de rappe Heſte. II, Dyrehavgreifen. 161 Mig ſiger fjærligt Jer' Diekaſt: Den Middagsmad var af de bedſte. Men hor nu Paukers og Trompeters Klang, Forſtemte Violiner, Skrig og Sang. Jetzt iſt, Hurra, Der Doctor da! Her Baffen er, ſom han vil gjæfte. See Dands og Gynger, Voxcabinet, See Slanger og Camæleoner. Dør, Bonden ſynger, Ved Haffebræt, Om Elſkov og Napoleoner. Wien det er lutter Jux og udenlandſt; See her den ſtore Stud, thi den er danſtk: Hæv dig, min Barm! Sangen faa varm, Saa national for Danmark toner. See Panoramer Og hvide Muus Og i et Kar en Søbataille; See Jakels Dramer, See Mangens Ruus, See Modens Baand, couleur de paille; 162 Borne-Vaudeviller. Beridere med hvide Fjer paa Hat, Og ſtjonne Ting af vor Kunſtkammer-Skat; See hvilfet Læs Dyrehavsgjcs, Honnette deels, og deels Canaille! Et Bjergvcerks Mine Sig aabner os, Bed Siden ſtaaer en Mand og prater. Hør Mængden grine; To Fulde flaaes. See her et phyſikalſk Theater. Et Perſpectiv! O nei! hvad fee vi der? Napoleon i Fronten for fin Hær, Spitzbergens Jis, Moſtau, Paris, Sanct-James-Park og Wiener-Prater. Min ſmaa Veninde, Folg med mig her! En Ætherbaad for dig fig bygger. I Sommervinde, Høit over Træer, Jeg fværme vil med fire Pſycher. Paa Zephyrs BVinger vil 3 flagre godt. Ifald han blæfer jer til Amors Slot, — II. Dyrehavsreiſen. 163 Barmhjertighed! O, tag mig med Til Gudens tauſe Myrteſtkygger! De græjfe Guder Gjor ikke Sfjel; Thi lad os prøve det Catholffe: Hiſt henne ſpruder Et Kildeveld, Hvor Bonden gnider paa ſin Polſte. Der ſtager et Skovcapel i ſimpel Stiil For Skovens Helgen, for Kirftine Piil. Det Band er flart, Og ſaare rart For Sunde, Syge, Kapriolffe. See hvilfen Vrimmel Af Valfartsmæœnd Til Kirſtens underjordſke Bæger! J Dybets Himmel Dybt ſtuer Den, Som fig ved Bølgen vedergvæger. Ja, mangen Gang man feer paa Glasſets Bund Sig fjærlig loffet af en Purpurmund, Kyster i Løn Den med en Bøn, Som Kirſtens Hjerte tidt bevæger. 164 Borne-Vaudeviller. Paa Torvemarker, Paa Eng og Skov Alt ffuer Maanen ned, den hvide; Og Heſten ſparker Med tunge Hov, Og ønffer ſig paa Stald itide. Afſted nu farer den faa let og los; De Kildevogne fappes vil med os. Jo, 3 har Zid! Svar fun jer” Flid! Let er vor Byrde, maae I vide. Paany os vinker, Charlottenlund, Dit hvide Telt bag morke Stammer, Hvor Lyſet blinker J Aftnens Stund, Og Punſchen ftaaer paa Bord og flammer. Nu Sfaal og mange Taf for denne Dag! — Net, ingen Aarſag, fjære Børn! Behag At fige til, Hvergang I vil Med Sfoven bytte Skolens Jammer. Og nu til Staden! Wen forſt Enhver Det ſidſte Glas til Afſted tømme! II. Dyrehavgreifen. 165 Imorgen Baden Og Meidinger I leſe ffal, og ſye og ſomme. Moralen er: Alt verler paa vor Jord, Og Sorgen ſtedſe gaaer i Glædens Spor. — God rolig Nat! Sov vel, min Sfat, Og fee, hvad fjært dig er, i Drømme! 166 Borne-Vaudeviller. III. De Syge. Mel. Son Vægter! Kloffen er flagen — God Ajten! Hvor ftaaer det til, I Smaa? „Ak! Tante taber Kraften, „Hun fan et længer gade; „Og Fatter, ſom har havt 'en, „Fik Ondt i ſtore Taa.“ — For Fanden; hvad er det? Har nu Papa Faaet Podogra? „Ja han er meget ſlet?“ Til Stuen J Haſt jeg iler op. O vee! der feer jeg Fruen At flæbe paa fin Krop: Den Staffel gjør med Gruen De meeſt forvovne Hop. II, De Syge. 167 Tak, Bedſtefader god! Dit ſpanſke Ror Hun priſe bor Alt ſom ſin anden Fod. Hiſt inde Der ligger ſtakkels Mand, I Træf af Dorens Vinde, For Lud og folde Vand. Ak! mine Taarer rinde Ved ham i ſlig en Stand! Den Mand, fom var faa ttærk, Nu ligger ſvag Den hele Dag, Med Foden fvøbt i Vært. Smaapiger ! I blive Hufet troe! Ci fra de Syge viger! Ser HL Lytte to; Naar En herfra fig niger, Den Anden bliver jo. Sfjænf Thee, Marie, Du! Giv mig en Dram; Jeg fan (faa Skam) Ci taale Theevand nu, 168 Borne-Vaudeviller. Saaledes Det mon i Verden gaae: De Store maae nu ledes Ved Haanden af de Smaa. Kom her, hvor Sofa redes! Zræd ei paa Faders Taa! See faa! bet gif galant! Nu ftræffer jer Paa Sofa her, Indtager Hver ſin Cant! Man ſiger, At Kongen kommer ſnart Fra ſine tydſke Riger Med vante Dampjfibsfart ; Og hvis ei Rygtet ſpiger, Skal Courſen aabenbart Nu fættes al pari; Paany den faldt, Species gjaldt Idag to Daler, ti. Forreſten Har Poſten Intet bragt. Det roligt er i Veſten; Man ſaae den ſtorſte Pragt I Rheims ved Kroningsfeſten; II. De Syge. 169 Alene Kongens Dragt En Million er værd, — Hør, giv mig, Du, En Snaps endnu! — Nu maa jeg bort fra jer. Desuden Det regner ſmaat og tæt; Det fugter alt paa Ruden; Ja, Hoſten bliver flet. Hør Vægterraab og Tuden Paa Labratoriet ! Nu maa jeg gaae min Vei. God Nat, I To! Slaaer jer til Ro! God Bedring ønffer jeg. 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 10 rige * "dm — Kr - —— F LAS i — — fa." En u ift. Ud + ne, Fr Fa 4 J — Få Tr J i AS * * — —F F or — — > v : N * Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Vaudeville. Forſte Gang opført paa det fongelige Theater den 28de November 18235. 10" oa mt TB Rå »1 — ig ne 1. rn ea £ ; ler unde Me. NERE EFA riders ASE 656 4 — Forſte Udgave: Song Salomon og Jørgen Hattemager. Vaudeville af Johan Ludvig Heiberg. Kbhon. 1825. Anden. Udgave: Song Salomon og Jørgen SHattemager. Vaudeville af Johan Ludvig Heiberg. Andet uforan— brede Oplag. Kbhon. 1823. Tredie Udgave: Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Tredie uforandrede Oplag. Kbhon. 1826. Fjerde Udgave: Skueſpil, I Bind, 1833. Femte Udgave: Poetiſke Skrifter, V Bind, 1848. Perſonerne. Jorgen Wadt, Hattemager Luife, hans Datter Sering, Gjæftgiver Brandt, Tobafsfpinder og Major ved Borgerffabet Villing, Kjebmand Løve, en rig Privatmand fra Kjøbenhavn. Eduard, hans Broderføn. henrik, Eduards Tjener, Salomon Goldkalb, en fattig Jode fra Hamborg. En Oppoarter i Vertshuſet. En Dreng. En anden Dreng. Gjæfter og Opvartere. Borgere med deres oner og Børn. Muſikanter. Handlingen foregaaer i Korſor. i Korfør. Skuepladſen foreftiller en Gade. Tilhsire for Tilſkuerne Gjæft- givergaarden med Sfilt over, hvorpaa ftaaer: Sering Gjæft: giver. Udenfor Hufet er et ftort Bord og Bænfe. Tilvenſtre Hattemagerens Boutik med Hatte og Huer i Binduerne, og lige- ledes med Stilt, hvorpaa ftaaer: Jørgen Wadt Hattemager. Udenfor er en Bænk, Forſte Scene. Eduard og Henrik, den Sidfte med en Bog i Haanden, fidde ved Bordet udenfor Gjæftgivergaarden. Eduard. Læg Bogen bort, Henrik. Jeg gider ikke høre meer; du læfer ſaadan at Ingen fan forftaae dig. SYERELE Ja Herre, det er heller ingen Bagatel at læfe ſaadanne tosſede fmaa Bogſtaver, naar man har hele fin Ovelſe af at læje Sfilter, GBlader i Bogen) Men vil Herren iffe høre hvad her ftaaer om Korſor? Siden vi dog engang fidde faſt her i dette fordømte Hul, faa ſynes mig, vi burde gjøre os befjendte med Stedets Love, Politi og Indretninger. Eduard. Hvad ſtaaer der da om Korſor? 176 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Henrik (tæer). „Korſor, en lille Stad paa Veſtkyſten af Sjæl- land, ved det ftore Belt, med 14,550 Indbyggere.” Eduard. 14,000! hvad for Noget? (Reiſer ſig, og ſeer i Bogen.) 11450" Henrif (vedblivende). 1450. oe er Jens — her er Jens — Jens Bagerfvend . Eduard (feer i Bogen). „Her er Jens Baggefen født.” — (Tager Bogen fra ham, og lægger den bort.) Det er til at blive gal over at høre dig læfe. (De reife fig og træde frem.) Henrik (feer ſig om). Saa Jens Baggefen er født her? det ſtal jo være et forflaget Hoved. Gid han da var her for at hjelpe os ud af vor Kattepine. Eduard (ſom beſtandig ffotter over til Hattemagerens). Ja Henrif, og hvad ſom mere er, han er en Digter; han ſtager i Vagt med Kjærlighedsguden. Henri É. Gud bevares! Herren vil dog, iffe have ham til at bortføre den ſmukke Hattemagerdatter? Gud veed, Forſte Scene. 177 De har allerede undet Hattemageren faa god Næring, jeg ſynes, han funde gjerne lade Datteren gaae med i Kjobet. Eduard. Fy tal iffe faa! Luife er et Monſter paa Dyd og Anjtændighed. Henrik. Det troer jeg ogſaa, Herre, for jeg ſeer, hun vender Dem altid Ryggen, naar De taler til hende. Eduard. O vidſte jeg kun, at denne Kulde ikke var et Tegn paa at jeg mishager hende! J Sandhed, min Ulykke er ſjelden. Neſten i fire Uger har jeg op— holdt mig her i Korſor. Min Onfel maa troe, at jeg for længe ſiden har pasſeret Hamborg, og fan iffe begribe, at han ingen Cfterretning faner fra mig. Denne gruſomme Skjonhed holder mig fængflet her. Hvormange rinder har jeg iffe givet mig ind i Boutifen ! Henri É Ja, og hvormange Hatte har Herren iffe fjøbt! Tolv Hatte og fyv Huer! Gud frie os! For de Penge funde vi for længe fiden været i Hamborg. Eduard. Men Hvad jfulde jeg gjøre? Jeg maatte jo tog 178 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. have et Paaſkud for at gane ſaa ofte derind. Men Hvad har det hjulpet mig til? Hun fvarer mig neppe, naar jeg taler til hende; fordetmefte gaaer hun fin Bei, og lader mig fjøbflaae med Faderen. Henrik. Ja Herre, det er i Smaaſtederne man maa føge Uſkyldigheden; i Kjøbenhavn er den gaaet Banferot med de andre Handelshuſe. Eduard. Er Poſten fra Kjøbenhavn endnu iffe fommen? Herrit Endnu ikke, Herre, men man venter den hvert Dieblik. Eduard. Gid jeg dog vidſte, hvad min Onkel ffriver! Henrik Ja gid jeg blot vidſte, om han fjender Penge! Eduard. Det har foftet mig Overvindelſe at tye til hans Hjelp. Men han er god og han er rig; det er to Grunde til at haabe. Henrik. Hvad har Herren da ſtrevet ham til, om jeg maa være faa driſtig at ſporge? Forſte Scene. 179 Eduard. Sandheden, Henrif! Med den fommer man altid lengſt. Jeg har taffet ham, fordi han vil lade mig reiſe udenlands paa fin Bekoſtning; fordi han tillod mig at tage over Land for at beføge min Familie i Fyen; fordi han havde givet mig rigeligt med i contante Penge hvad jeg behøvede for at fomme til Hamborg; fordi han har draget Omſorg for, at jeg der finder en Anviisning til min Dis— poſition; — men jeg har tillige aabenhjertig befjendt ham min Svaghed. Henri É, Det vil da fige med andre Ord, den Svaghed at Herren har brugt Pengene op i Korſor, ved at anlægge et Hatte-Oplag, ſom nok ffal bringe Capi- talen ind igjen, naar vi bare pasſe at fomme i Markedstiden til en eller anden By. Eduard. Nei Henrif, derom har jeg Intet nævnet, Jeg har fun tilftaaet ham min Kjærlighed, men tillige lovet ham paa det Helligfte at rive mig løs baade fra den og dette Sted, ſaaſnart jeg har Midler i Henderne til at gjøre det. Beni i Og det troer Herren fig virkelig iftand til? 180 Køng Salomon og Jørgen Hattemager. Eduard. Det er min Pligt; min re fræver det. Luiſe vifer mig Kulde, ja næften Foragt. For ſidſte Gang vil jeg forſoge at faae hende i Tale, hun pleier ved denne Tid at komme ind i Boutifen. (Seer derind.) Henrik. Gud frie og bevares! Herren vil dog ikke kjobe en ny Hat? Eduard. Aa Snak! Jeg vil blot ſee Luiſe, og erfare min Sfjæbne af hendes Mund. SERIE Ja det er en anden Sag, det er et godt og chriſteligt Wrinde. Men hvad Hattene angaaer, faa maa jeg gjøre Herren opmærffom paa, af vi nu en- delig med megen Moie har faaet Duſinet fuldt, faa det vilde være ubehageligt, om der ffulde fomme en trettende og ſpolere os det ffjønne Tal. Der var da intet Andet for end at begynde at famle paa et nyt Duſin. (Man hører et Poſthorn.) Eduard. AH, ber er Boften! Spring hurtig hen paa Poft- hujet, Henrik, og hør, om der er Brev til mig. (Senrif gaaer.) Anden Scene. 181 Anden Scene. Eduard i Baggrunden. Sering, Grandt, Billing og flere Gjceſter, ſamt Opvartere komme ftyrtende ud af Vertshuſet. Brandt har endnu Servietten om Halſen, Villing holder et Been i Haanden og gnaver paa det. Chor. Mel. af Jægerbruden: Hvad ligner vel Jagernes feſtlige Glæde. Hvad ligner, Korſor, din politiſke Glæde, Naar Poften er kommen fra fongelig Stad? Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde Man glemmer fin Flaſke, man glemmer fin Wad. Statstidenden kommer i Ledtog med Dagen, Og Nyheder bringer fra fiffer Kanal, Mens Morgen- og Aftenblad værner om Smagen, Og Damerne ſlaages om den franife Journal. Sering (til en Dyvarter). Hei Peter, ſpring ſtrax hen paa Poſthuſet, og hent os Avijerne, (Opvarteren gaaer.) Brandt. Jeg er umaadelig begjærlig efter at fee, om der ſtaager Noget om Goldfalb i Aviſerne. Sering (gnidende fine Sænder). Ja rigtig, rigtig! Han ventes jo til Kjoben— havn. Den rige Baron Goldfalb fra Franffurt, 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 182 Kong Salomon og Sørgen Hattemager. Brandt. Ja det har flere Gange ſtaaet i de tydſte Avijer, men vi maae vente Befræftelfe derpaa i de danſte. Villing (gnavende paa Benet). Ja bet er faamænd en fed Steg. Brandt. Mener I den, I ſpiſer paa? Villing. Net jeg mener Goldkalb. Men Sligt gaaer vor Neſe forbi. Her i Korſor fane vi iffe godt af ham, for han gaaer naturligviis med et af Dampſtibene. * Sering. De forbandede Dampſkibe! Man faaer næjten ingen ordenlige Reiſende meer at ſee. Skal bet blive ſaadan ved, faa ere alle Vertshuusholdere her paa Faſtlandet, jeg mener i Korſor og Nyborg og der omkring, ruinerede inden fort Tid. Brandt. Men ſiig mig, hvad er egenlig Henfigten med hans Reife til Kjøbenhavn? Villing. Henſigten med hans Reiſe til Kjøbenhavn? — Unden Scene. 183 Bi lidt, lad mig bare faae tørt mig om Munden, faa ffal jeg ſtrax fige jer det. Mel. af Sovebriffen: For Dem mit Hjerte brufer, 1; Hr. Goldkalb triumferer, Han holder Verden i ſin Haand, Han Krig og Fred dicterer, Man kalder ham Kong Salomon. 2. En Sol for Potentater, Hans Dragt er Sølv fra Top til Taa, Og hollandſke Ducater Som Knapper bærer han derpaa. 3. Hans Huus med gamle Kroner Er tæffet, og med Species; Ved Stats-Obligationer Sin Pibe tænder han tilfreds. 4. Nu han til os vil komme; Vor Cours vil giftes med den Knos: Hun faaer ham i fin Lomme, Thi hun er meget capricios. Dk Es 184 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Brandt. Det var Pokker til Karl! Aa gid han var her! Saa ffulde han tage en Brioritet i mit Tobaksſpinderi. Sering. Og i min Faareavl. Villing. Og i mit Lyſeſtoberi. Brandt. Jeg ſkulde lade Borgerſkabet paradere for ham. Sering. Og jeg mine Faar. Villing. Og jeg alle Klubbens Honoratiores. (Opvarteren kommer tilbage.) Opvarteren. Her er Aviferne. (Ale fare hen om ham.) Nogle. Statstidenden ! Andre. Dagen ! Andre. Politivennen! Anden Scene. 185 Brandt (griber alle Aviſerne). Stop! Vi fan iffe læje Alle paa eengang. Lad os gane ind i Spiſeſalen; jeg vil leſe bem høit, faa fan vi discurrere derover, Alle. Afſted, affted ! (De gaae ind i Gjæftgivergaarden,) Sering (ſom har feet Eduard, vender tilbage). Hør, fjære Hr. Løve! Uden Fortrydelſe! Jeg er fan jfræffelig forlegen for Penge; det var Dem vel iffe muligt at betale mig min Regning idag? Eduard. Ja jeg ffal gjøre mit Bedſte. Jeg tilſtaaer, jeg har i dette Zieblif ingen Penge hos mig, men jeg venter en Vexel fra Kjøbenhavn, og har allerede ſendt Bud paa Pojthujet, for at høre, om den er kommen. Sering. Meget vel, meget vel! De undſtylder min Dri— ftighed, men Tiderne ere faa bejværlige, (Affves, idet han gaaer.) Det er mig en underlig Fætter, Gud veed, hvad han gjør her i Korſor faa længe. Jeg er bange, det er iffe rigtig fat med ham. 186 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Tredie Scene. Eduard. Luife lader fig fee i Boutiken. Eduard. ” Derſom iffe min Verel fommer idag, faa veed jeg iffe hvad jeg ffal gjøre. — Men der er jo Luije. Mon hun feer mig? Sfal jeg gane derhen? Jeg vil holde mig lidt tilbage, Luife, uden at fee Eduard, gaaer med fit Striffetsi op og ned udenfor g Boutiken.) Luiſe. Mel. Tyrolervije: Gom Wald bin i' füra. 1; Sfjøn Jomfru, ſom fidder I Vinduet hiſt, Og lytter til Qvidder Af Fuglen paa Qvift, Eia! Eia! O glem dog din Kulde, Formild dog bit Sind, Og luk mig, du Hulde, I Kammeret ind! Eia! Hr. Ridder i Vaaben, Hvi klynker du jaa? Tredie Scene. 187 See, Døren er aaben, Den fjender et Slaa. Eia! Eia! Men Veien at fjende Forſt lære bu maa: Bed Kirken derhenne Der banker du paa. Eia! —* Den Vei er befværlig, O Jomfru faa prud! En Stige du fjærlig Kan hænge herud! Eia! Eia! Nei Ridder, ſaa Mangen Fra Stiger faldt ned, Men Kirkedors-Gangen Er ſikker og bred. Eia! Eduard (nærmende fig Luiſe). God Dag, Jomfru. Luiſe. Ah! Er det Dem? Eduard. De er dog ikke vred, fordi jeg har lyttet til Deres Sang? Det er en deilig Melodie, Jeg har 188 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. hørt Mamſel Pohlmann ſynge den i Kjøbenhavn; men jeg troer vift, at Enhver, fom havde hørt den af Deres Mund, vilde finde med mig, at De ſynger den ligeſaa ſmukt ſom hun. Luiſe. Jeg tænfte ikke paa, at her var Kunſtdommere i Nærheden; ellers havde jeg maaſtee flet iffe ſun— get ben, Eduard. Og Texten har overrajfet mig; den er ny og danſt. Luiſe. Ny, ſiger De? O det er ſaamend intet Nyt! Eduard. Net, med Henſyn paa Tanferne vel iffe, J— Luiſe. De vil maajfee tale med min Fader? Eduard (føriegen). Ja det er fandt, jeg vilde rigtignok talt med Deres Fader, men lad det iffe berøve mig den Lyffe at tale med Dem. Luiſe. Jeg ſkal ſtrax kalde ham ud. (Gaaer.) Tredie og fjerde Scene. 189 Eduard (alene). Fordomt! Hun gaaer atter bort, og lader mig ſom fædvanlig i Stiffen i en téte-å-téte med den Gamle, Fjerde Scene. Eduard. Jørgen. Jørgen. See god Dag, min Herre! Saa De er endnu i Korſor? Hvad er til Deres Tjenefte? Eduard. Til min Tjeneſte? — O De har ſaamend mange ſmukke Ting i Deres Boutik, Meget hvormed jeg godt kunde være tjent. Jørgen. Den hele Boutik er til Tjeneſte. Hvad ffal det være? Én rund Hat? Chapeau-bas? En Kaſket paa en ganſke ny Façon med en Ypſilanti-Skygge? Eduard (betænter fig). Hør, forſtaaer De at gjætte Gaader? Jørgen. Aa ja, naar de iffe ere altfor fvære. Eduard. Saa hør da nu efter, og lad mig ſee, om De fan gjætte hvad det er jeg føger. 190 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Mel. af Røverborgen: Jeg gjerne døer, ffjøndt uden Mod. 13 Eduard. Jeg ſaae bag Rudernes Kryſtal — Jorgen (løber hen til Boutiksvinduet, og feer derind, og gjentager reciterende). „Han faae bag Rudernes Kryſtal.“ Eduard. En Skat hvortil der ei er Magen — Jorgen (reciterende). „En Hat hvortil der ei er Magen.“ Eduard. Saa trind ſom Lillien, lys ſom Dagen, Som Solen ſelv paa Himlens Hal. Saa fværmeriff ſom Maaneſtkin De gule Haar ſig yndigt boie Til Krands omkring det ſtore Die, Som ſlutter Vid og Fromhed ind. 2, Jørgen. Jeg har det, Herre, paa en Prik! Nu ſtal De fee, hvor jeg fan gjætte. (Gaaer ind i Boutiken.) Eduard. Hvad mener han dog vel med Dette? Fjerde Scene. 191 Jørgen (fommer ud med en guul Sommerhat i Haanden). See her den Hat fom Brifen fif! Som Dagen lys, ſom Lillien trind, Med Diet ſtort, (San viſer Aabningen i Pullen.) med Haar ſaa gule! (Han fæfter den Eduard pan Hovedet). Og maa den Deres Hoven ffjule, Den flutter Vid og Fromhed ind. Eduard (tager den af og betragter den). Det er Sfade, at de poetiffe Lignelfer faa ofte pasſe paa mere end een Ting ad Gangen. Jørgen. . Hvad mener De med Det? Har jeg iffe gjættet det? Jo faamænd har jeg faa; det var umuligt at tage feil af den Beffrivelje. Den Hat maa De beholde, Herre! Den flæver Dem fortræffelig, og pasſer Dem, ſom den var gjort til Dem. (San fætter ham den igjen paa Hovedet). Eduard. Mener De Det? (Gfter nøgen Betænfning med et Suk.) Hvad ſtal den da koſte? Jørgen. Den Hat er idetmindfte ti Rigsdaler værd, og 192 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. om min egen Broder vilde have ben, faa fif han ben iffe ringere. Men det er det Samme, min Herre! Siden De alt har handlet faameget med mig, faa ffal De have den for ni; jeg forfiffrer Dem, jeg profiterer iffe tre Mark ved Salget. Eduard. See her, jeg har juſt en Louis'dor i Lommen. . (Afſides. Gud veed, det er den ſidſte. Geit) Vil De lade mig faae den for den Priis, faa vil jeg da begvemme mig til at fjøbe ben, Jørgen, Lad gane, for det ſmukke Guldſtykkes Skyld, og fiden det er Dem, Nu ffal De have faa mange Tak, og er der ellers Noget til Deres Tjeneſte, faa behag at unde mig fremdeles Deres Næring. Gil gaae, men fommer tilbage.) Men hør, et Ord endnu! Jeg er ellers ikke nysgjerrig, men uden Fortrydelſe, hvad vil De egenlig med de mange Hatte? Det kommer mig jo rigtignok iffe ved, men jeg gad dog faa in- derlig gjerne vide det. Eduard. Hvad jeg vil med dem? — Jeg vil have dem, fordi — fordi — fordi jeg er Libhaber. Jørgen (forundret). Saa Herren er en Libhaber .... Fjerde og femte Scene. 193 Eduard. Af Hatte. Jørgen, Af Hatte! Naa ſaaledes? — Ia Herre Gud, der gives mange Slags Libhaberier. Dette er vift et af de meeſt uſkyldige, ja mænd er det faa. Naa nu ſkal De have faa mange Taf, og lev inderlig vel! (Andes, idet han gaaer.) Det var altſaa en Libhaber. Eduard (alene). Det var egenlig en dum Streg af mig. Kom— mer nu ikke Verelen, ſaa er jeg forloren. gemte Scene. Eduard. Henrik. Henrik (eer ſig om). Nei min Herre er ikke her, han maa nok være paa fin Stue, (Vil gaae ind i Gjæftgivergaarden.) Eduard. Het Henrif! hvor vil du hen? Henrik Herre Jemini! Er det Dem, Herre? Jeg kjendte Dem fandelig ikke. Hvad er Det? De har vift fjøbt Dem en ny Hat! Eduard. Har du Brevet? 194 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Henri ff. Brevet? Ja der er iffe mere Brev end bag paa min Haand. Eduard. Intet Brev! Ingen Vexel! Fordømt! Henrik. Har Herren kjobt ſig den Hat? Eduard. Hvad fommer det dig ved? Henrik (tager fit Lommetørflæde op og greder). Det er, om jeg maa ſige det, en gruelig Pasfion, fom Herren er forfalden til. Man advarer unge Menneffer for Spil, for Drik og for Fruentimmer, men man glemmer at advare dem imod den farligfte af alle Lidenffaber. Derſom jeg ſtulde fende et ungt Menneſte ud i Verden, faa vilde jeg fige til ham: Spil faa meget du vil, drif faa meget bu vil, forlib dig faa meget du vil, men lov mig helligt, (ban bryder ud i en ſterk Sulfen) at du iffe vil fjøbe dig mere end een Hat om Aaret. Eduard. I min critiſke Stilling fan jeg næften ikke bare mig for at lee. Jeg troer, du er iffe rigtig flog. Femte Scene. 195 Dent É Ak Herre, det troe altid unge Menneſker om De Ældre, fom give dem gode Raad for Livet. Be- tænf dog, gode Herre, man veed vel hvor man be- gynder, men man veed ſgu iffe hvor man ender. Lidenjfaber ere ſom Sneeboldte; jo længere de rulle, desftørre blive be, Man maa gvæle bem i Fødfelen, ellers vore de Én over Hovedet, ligeſom alle disſe Hatte. Mel. af Precioſa: Eenſom er jeg, dog ei ene. Ek Herre, hvad ſtal Enden blive; Tretten Hatte, Huer ſyv! Man vil Øgenavn Dem give: See, der gager den Hattetyv! — Tenk Transporten: den vil ſtige Til en uforſkammet Priis, Gjennem det weſtphalſke Rige Over Brüſſel til Paris. Gå Hvad ev mellem Jordens Poler Bedre vel end være fri? Tenk, om Frihedens Symboler Bragte Dem i Slutteri! 196 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Eduard. Jeg veed intet Bedre at fvare dig paa alle dine ffjønne Moraler end Følgende: Mel. Fa ta' mig Fan, er iffe det omøiligt. Et: Hvergang jeg vanfer Her ved Boutifen, Mit Hjerte banfer Bed Republifen Af disſe Hatte, Som jeg betaler. Mit Hjertes Qvaler Du fan ei fatte, Thi Fanden ta' mig, Naar jeg feer derhen, Saa maa jeg ha' mig En Hat igjen. 2, Jeg ſaae forleden Den lille forte, Og ſtrax var Freden J Hjertet borte. Hvorom jeg talte, Det hjalp mig iffe; For mine Bliffe Sig Hatten malte; Femte Scene. 197 Ja Fanden ta” mig. Det var en Gru! Jeg maatte haj mig Den Hat endnu. I. Wen denne Morgen Den ſtore hvide Opvafte Sorgen Og Hiertets vide. J den tilvisſe Boer al min Lykke; Beſtandig ſmykke Den ſtal min Isfe. Ja Fanden ta' mig, Jeg fif den fat, Jeg maatte haj mig Den hvide Hat. Henrik. O Herre, De er en forſtokket Synder! Saavidt troede jeg ikke, det var fommet med Dem, Nu vil jeg ſaamend heller iffe fpilde flere Ord paa Dem, thi naar en Lidenjfab forſt er voxet til den Hoide ..... Eduard. Jeg veed hvad du vil fige. Henrik. Ja hvor fan De vide det? 198 Køng Salomon og Jørgen Hattemager. Eduard. Jo jeg har læft denne Tirade i en meget ſſel— Den Bog. See der, (Han tager Hatten af, og giver ham den.) fag denne med dig, og læg den hen til de andre, og bring mig min Reiſehue. É Henrik. See ſaa, nu har vi da tretten. Naar vi ſette dem alle om eet Bord, ſaa doer den ene inden Aaret er omme. Hu! Denne herſens ſeer allerede ud ſom et Geſpenſt; man kunde blive bange for ham i Morke. Eduard. Zi ſtille, og gjør hvad jeg ſiger. tSenrif gaaer.) Sjette Scene. Eduard alene. Eduard. Det Værjte er, at han har Ret i hvad han figer. Jeg begynder næften at ffamme mig. Det er intet Under at Luife iffe fynes om mig, naar hun feer min naragtige, min umandige Fremgangs— maade. Hvergang hun faaledes gaaer fin Vet, og (aber mig alene med fin Fader, faa leer hun. vift hemmelig ad mig. Havde jeg handlet med Mod, Sjette og ſyvende Scene. 199 med Bevidſthed om min gode Henſigt, faa havde jeg vel fundet Leilighed til at aabenbare mig for hende, uden at gjøre mig latterlig ved at fjøbe alle disſe Hatte. Wien Kjærlighed er et forunderligt Amphi— bium, der lever paa eengang i to Elementer, Hos mig begyndte den fom en lyſtig Tidsfordriv, men lig Sommerfuglen brændte jeg mig paa Lyſet, hvorom jeg legede. Hvad Under om Luife endnu betragter mig med de ſamme Dine fom før, uvidende om, at jeg ikke længere ſpoger med min Kjærlighed til hende, men at denne er bleven mit Hjertes alvorligſte At— traa. Velan, fra nu af vil jeg ganſke forandre min Opforſel; maatte det fun lyffes mig at udſlette det Indtryk jeg allerede har gjort paa hende. De fordømte Hatte! Jeg var tilfreds, de var Pokker i Vold! Syvende Scene. Eduard. Sering. Sering. Nu Hr. Løve, tør jeg maajfee være faa driftig at fpørge Dem, om De har faaet den omtalte Vexel, og om det var Dem beleiligt at hjelpe mig? Eduard. Nei min gode Hr. Vert, jeg har ſandelig iffe faaet ben endnu. 200 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Sering. Ikke det? Det var da forbandet! Jeg veed, Gud hjelpe mig, iffe hvad jeg ffal gjøre. Jeg har endnu idag en ftor Sum at udbetale. Jeg er en forloren Mand, om De iffe hjelper mig. (Græver.) Ak Hr. Løve! Det er, Gud ſtraffe mig, Uret af Dem at jætte en ſtikkelig Mand i faa ſtor Forlegenhed! Eduard. Saa for en Ulyffe! Nu græder han med. Fy ffam Dem, fr. Sering! Er det anftændigt for en Mand at græde for en ſaadan Bagatel? De er Deres Penge ſikker nok. Sering. Ja bet fan vel være, men det er mig Fanden iffe ligegyldigt, enten jeg faner dem idag eller om et Aar. Om De endda funde give mig nogen Sif- ferhed derfor? Eduard. Hvad Sikkerhed ffal jeg ſtille Dem her, hvor jeg er fremmed? Det er mig jo meget lettere at jfaffe Dem Pengene ſelv, end Sikkerhed. Sering. Saameget bedre! Betal mig da Pengene ud! Eduard. De ſtal faae dem, ſiger jeg Dem endnu engang, men De maa give Tid, indtil jeg jelv faner dem, Syvende og ottende Scene. 201 Sering. Ja det er ſgu en deilig Troſt, dén. Ottende Scene. Eduard. Sering. Henrik kommer med alle tretten Hatte og fyv Huer bundne i en Snor, ſom han bærer over Ryggen. J Haanden har han Eduards Reiſehue. Henri See der, Herre, er Deres gamle Nathue, ſom De forlangte. Eduard (idet han tager Huen). Hvad ſtal den Anſtalt fige? DEUTIL. AE Herre Gud! det er bare til Tidsfordriv. Jeg vilde fun vife Herren den nydelige Gruppe. See bare, den. hvide Hat i Midten, og de tolv forte der omkring, den hele Pyramide garneret med ſyv Huer. Det er Sfade, det iffe er Nathuer. Eduard. Havde jeg paa det Samme min Stof ved Haanden, jaa ffulde du fage Svar fom forffyldt. Sering. Nei Fanden heller! Hvad ſtal det betyde? 202 Kong Salomon og Jørgen Hattemager, Henri. Det ſtal "jeg fige Dem, Hr. Bert! Vi vil hænge denne Indretning under Loftet iſtedenfor Lyſekrone; thi der feer dog faa blot og bart ud i Deres Væ- relſer. Eduard. Hold Mund, Slyngel, og gaa din Vei! — Nei, bliv et Dieblik. (Halv ſagte til Sering.) Hor, De ſeer jeg er i Beſiddelſe af endeel Hattemagerarbeide. Jeg er kommen dertil paa en egen Maade, jeg kan nu ikke godt ſige Dem hvorledes, men ligemeget, det er min Eiendom. De onſtkede jo Sikkerhed for Deres Tilgodehavende. Jeg vil overlade Dem disſe Varer. De indjeer vel, at der ftiffer flere Penge i denne Samling, end Deres Regning beløber fig til. Der er tretten Hatte og jyv Huer; behag at tælle, — Nu, hvad ſiger De? — Eller vil De hellere mod— fage dem i Betaling, og qvittere for Regningen? Sering. Ja, det er rigtigt. Tretten og fyv, alle fplin- ternye, ſom om de vare blæfte ud af Boutifen, Nei i Betaling onſker jeg dog juft iffe at tage dem, for jeg veed paa min Sjæl iffe, hvorledes jeg ſtulde ampligere bem. Wen i Pant, i Sifferhed for mit Tilgodehavende, ja det funde lade fig høre. Nu faa vil jeg Da med Taknemmelighed mobtage denne ud— Ottende Scene. 203 føgte Samling, og opbevare den, indtil De har faaet Deres Berel. Eduard, Det var mig egenlig fjærere, om De vilde af- fjøbe mig det Hele, Sering. Nu, det fan vi jo altid tales nærmere ved om. Eduard. Henrik, bring Hattene ind i Hr. Serings Stue. Henrik. Hvad med Synden kommer, med Sorgen for— gaaer. Mel. Menuetten af Don Juan. 8 Sering. Nu ſkal De ha' ſaamange Taf! Bliv dog ei vred for Dette! Her kommer alffens Rakkerpak; Hvo fjender de Honnette ? 2, Eduard. Ja De har ganſte Ret, Hr. Bert! Man være maa forfigtig. Let fan man faae en dygtig Snert. Sering. Ja viſt, den Ting er rigtig. 204 Køng Salomon og Jørgen Hattemager. 5: Henrik (til Eduard). Nu er den hele Hatterad Spiiſt op i dyre Domme: Lan mig Dem ſige Taf for Mad; Min Herre, vel bekomme: 4, Eduard og Henrik (tir Sering). Zænf dog, nu er den Hatterad Spiiſt op i dyre Domme: Lad os dem ſige Tak for Mad! Sering. Min Herre, vel bekomme! (San aabner Døren for Eduard og Henrik, ſom gaae ind.) Niende Scene. Sering. En Dreng med et Brev i Haanden. Siden: Billing. D rengen (ganffe forpuſtet). Hr. Kjobmand Villing! Hr. Kjobmand Villing! er han ikke her! Sering. Hvad er paafærde? Drengen. Der er fommet et Brev med Poſtſmakken til Niende Scene. 205 Hr. Kjobmand Billing, og det har den grueligfte Haft dermed. Madamen ſagde, at han var her, Sering. Ja det er han ogſaa. Giv mig Brevet, jeg ffal flye ham det. Drengen, Nei det tør jeg iffe, jeg ſtal levere det i hang egne Hænder. Sering (raaber ind i Vertshufet). Hr. Billing! her er En fom vil tale med Dem, (Villing kommer ud.) Drengen. Jeg ſkal hilfe fra Madamen, og flye Husbond et Brev, ſom er fommet i dette Dieblik med Smakken. Sering. Skam faae jeg, om jeg vidſte at Smakken var kommen! Won den ingen Gjæfter ſtulde bringe mig? Villing. Hils og ſiig, det er godt, og at jeg kommer hjem til Theevand. (Drengen gaaer.) Sering. Nu hvad mon det fan være? Villing (tæfer.) „Til velbyrdige Hr. Jonas Billing, velmeriteret 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 12 206 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Kjøbmand i Korſor; manu mea propria,« det vil ſige, i egne Hænder; »cito, cito, cito,« det vil fige, med den ſtorſt mulige Gefvindighed at beførge. (Aabner Brevet.) „Nyborg den 1fte Juni.” — Ah det er fra min Correſpondent i Nyborg. Han pleier gjerne at lade mig vigtige Nyheder vide. (Læfer fagte.) O Himmel, hvad feer jeg! Hjelp! Hjelp! Jeg faner ondt! Jeg doer! (San er lige ved at falde om, Sering griber ham, og fører ham hen paa Bænfen ved Gjæftgivergaarden. Sering. Guds Død! her maa hurtig Hjelp! (ender ben ti Hattemagerens og raaber derind:) Hovedvand! Hovedvand! Og en Barbeer! — Af det er fandt, jeg gaaer ſgu feil af bare Sfræf og Befippelſe. (Raaber ind ad fin egen Dat) Hovedvand! Og en Barbeer! Hurtig! Hr. Billing ſynger paa fit ſidſte Vers. Tiende Scene. De Forrige, Jørgen. Brandt. Gjæfter og Opvartere. Brandt har endnu Aviſerne i Haanden. Alle. Hvad er det? Hvad er det? Sering. Hovedvand, figer jeg, Hovedvand! (Opvarterne løbe til alle Sider.) Tiende Scene. 207 Villing (fommer til fig felv). Nei jeg vil intet Hovedvand have. Lad mig faae en Snaps, det er bedre. Sering (raaber). En Snaps Bitter! Eller dobbelt Courage! (Man bringer Biling en Snaps.) Billing (efter at have druffet den). Ah det lindede! (Reifer fig.) | Brandt. Har De havt en ubehagelig Efterretning? Sering. Jeg fager inderlig Deel i deres Sorg. Villing. Ak nei! Ak nei! jeg daanede af lutter Glæde. ele: Af Glæde? Villing (rort.) O mine Venner! Hvordan ffal jeg |fildre jer mine Folelſer? Jeg fan næften iffe tale. Ba — Ba — Ba — Ba — Baron Goldkalb fommer til Korſor. Alle. Hvorledes? 208 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Villing. Nei nei, han ko — ko — ko — ko — kommer ikke. Alle. Hvad nu? Villing. Nei nei, for han er aller-aller-allerede kommen. Alle. Er det muligt! Villing (træffer Brandt Brevet). Læs ſelv, jeg er faa angreben, at jeg fjender ikke et Bogſtav. Brandt (fæjer). „Nyborg den 1fte Juni 1825. Høiftærene P. M.! En ligeſaa vigtig ſom væjenlig og vigtig Nyhed er arriveret. Hr. Baron von Goldkalb er arriveret, og gaaer til Korſor med Poſtſmakken i dette Dieblik, hvor han agter at tage ind til Herr Sering....” Sering. Hvad hører jeg! Brandt. „Endſtjondt han reiſer over Land, faa foraarfages det, efter Forlydende, af den Grund, at Dampffibet iffe fan bære den ſtore Qvantitet af det meget Sølv og Guld ſom han fører med fig i Mængde, efterſom Tiende Scene. 209 Poſtſmakken ffal gaae 41 Gange frem og tilbage der- med. Han reijer incognito, og uagtet han iffe har villet give fig tilfjende, har man dog fjendt ham paa alle Steder ved den overordenlige Rutten med Penge og den edelmodige Gavmildhed, hvormed han overalt har viijt fig gavmild og delmodig. Han har vel Intet givet til de Fattige, men han har ophjulpet den indenlandffe Induſtrie, ved allevegne at betale for alle Artifler ti Gange mere end Noget er værdt. Saaledes gav han ti Louis'dorer for en Hat i As— jens. Jørgen. Ak om det havde været hos mig, han havde fjøbt den! Brandt (vedblivende). TE dn og her i Nyborg een Rigsbankdaler for et Glas fart Band, fom endda var temmelig mud— dret. Her glædede han fun en halv Time med fin Nærværelfe, desværre; og uagtet han fom ved høi lys Dag, var Byen dog iffe iMumineret, thi efterſom det iffe var mørkt, vilde vi ret gjerne have gjort det; men deels fom han fom en Nyſen, deels gif han, ja man kunde næften fige: ſom en Nyſen; ja han gif endøg værre end han fom, nemlig ſom Juleaften paa Kjellingen. Jeg faaer iffe Tid til at ffrive mere, jeg vil derfor blot i ſtorſte Haft tilføie, at jeg herved har den Ære at give Dem Cfterretning om denne 210 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. vigtige Efterretning. De frabedes at unbifylbe, at mit Brev er ganſke vaadt“ — (feer paa det.) nei det er faamænd ført — (fæfer) „men det ſkal afgaae faa varmt fom det kommer af Vennen, og da jeg nu iffe har Strøfand ved Haanden, med hvilfen jeg har den Ære at være for et Exempels Skyld Deres Velbyrdigheds allerſomlydigſte Tjener: Søren Tagerup, Speculant ved Hvalfiſkefangſten i Nyborg.” — Nu mine Venner, hvad figer J hertil? Sering. Baronen vil tage ind til mig! Og jeg fom iffe var forberedt paa denne re! Geſvindt! bring Alt i Orden! Gjør hele Hufet iftand til Baronen, paa Herr Løves Kammer nær. Jeg felv flytter ud af mine Verelſer. Jeg fan boe i Kjøffenet, eller i Stalden, eller paa Honſehuſet, ligeſom bet fan træffe lig. Hurtig, hurtig! her er ingen Tid at ſpilde. Het det er fandt! Sæt Lys i alle Vinduer, vi vil gjøre det bedre end Nyborgerne. Hør veed I hvad, Meſter Jørgen, I maa ogſaa illuminere. — Afſted afjted! (Gjæfterne og Dypvarterne gane.) Brandt. Jeg iler hjem for at tage min Uniform paa. Derſom man turde lade Allarmtrommen gaae eller Stormfloffen ringe, faa funde man endnu faae Bor— Tiende og ellevte Scene. 211 gerjfabet ſamlet. Men jeg vil idetmindſte ffrabe ſam— men alle de Menneſter jeg fan finde. (Gaaer). Villing. Aa tag mig med! Jeg fan hverfen ſtaae eller gane. (Gaaer.) Ellevte Scene. Sering. Jørgen. Love med en Dreng, ſom bærer nogle Reijeflæder og en lille Vadſek. Løve. Er det iffe her? Drengen. Jo her er Gjæftgivergaarden. Der ftaaer juſt Verten. Love. Kan jeg fane et Varelſe, Herr Vert? Sering. Et Værelje? Hvem er De? Løve. Hvad fommer det Dem ven? Jeg er, jom De feer, en Reiſende, og fommer fra Kjøbenhavn. Sering. Ja faa maa De undſtylde. Jeg har iffe Plads, hele Huſet er optaget af en fornem Reiſende, ſom ventes i dette Dieblik. 212 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Løve, Ja faa er det ikke mere end billigt, at jeg træffer mig tilbage. Maa man fpørge, hvem den høie Perſon er, ifald han iffe reiſer incognito? Sering. Jo vift gjør han det, men mellem os fagt, det er Baron Goldkalb fra Franffurt. Løve. Er De fra Forftanden ? Sering. Nei jeg er ſandelig ikke. Love. Hvad ſtkulde han gjøre her? Sering. Om Forladelfe, De er nof født igaar, Herre! De læjer vel iffe engang de tydffe Avijer? Ha ha ha! Løve. Maa jeg da fpørge Dem, om der iffe boer i Deres Huus en Hr. Løve fra Kjøbenhavn? Sering. Jo desværre for mig, thi han fylder fun Pladſen op til ingen Nytte ved denne koſtbare Leilighed. Der— ſom han blot havde betalt fin Regning, faa ſtulde hån fnart fane Lov at fortrekke. Men jeg har iffe Tid Ellevte Scene. 213 at ftane her og ſnakke. Farvel, min kloge Kjoben— havner ! (Gaaer.) Jørgen. Jo Herre, det er rigtignof fandt! Vi har Cfter- retning om Baronen. Han har fjøbt en Hat i Asſens, og givet ti Louisd'orer for den. Ja jeg maa fandelig ind, og ſtille alle mine Hatte i Orden, for ifald han jfulde ville have een endnu, (Vil gaae). Løve. Gud veed hvad det fan være for en Mafferade. (Til Jørgen.) Aa hør, inden De gaaer, fan De iffe gjøre mig den Zjenefte at fige mig, hvor jeg da kunde logere her i Byen? Jørgen. Der er faamænd ingen flere Vertshuje. Men hør, veed De hvad? Ifald De vil tage tiltaffe hos mig, ſaadan ſom Leiligheden falder, faa ſtal De være velfommen. Løve. Med Fornøielfe, ifald De vil tillade mig at jeg maa viſe mig erfjendtlig for Deres Uleilighed. Jørgen. Ja bet kommer vi nof ud af. (Til Drengen.) Bring Herrens Toi herind! (Drengen gaaer derind). Vil Herren behage at opholde Dem et Dieblik her i Boutiken, faa jfal Deres Bærelje ſtrax være færdigt, Gaaber:) Luiſe! 214 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Løve. Tak! Jeg vil jætte mig her paa Bænfen jaa længe. (Sætter fig paa Bænfen udenfor Boutiken.) Jørgen. Som De behager. (Raaber:) Luiſe! (Gaaer im i Boutifen, Drengen fommer tilbage, og gaaer.) Tolvte Scene. Løve alene. Løve (idet han reifer fig fra Bænfen og træder frem.) Altſaa der boer min Broderſon, og har iffe be- talt fin Regning. Man figer: hvem Gud ffjænfer Børn, ffjænfer han Sorger; man funde lige faa gjerne fige: hvem han giver en Broderſon, ham ffaffer han Udgifter. Eduards Brev til mig har ret for- uroliget mig; jeg tænfte, det var rigtigſt at reiſe felv herned, for at erholde noiere Cfterretning om hans Ziljtand. Han ffriver om en Pige, fom han har foreljfet fig i, og for hvis Sfyld han har gjort Op— offreljer, men han nævner hverfen hvori disſe Op— offreljer bejtane, eller hvem Pigen er. Jeg maa ſee alt Dette med egne Dine. Tolvte Scene. 215 Mel. af Operetten La Romance: Belle cousine, un étre aimable et doux. 1. Hvis man fan troe hvad ofte nof er fagt, En Onkel pleier let forglemme, Ut han har dyrfet Kjcerlighedens Magt, Og lyttet til Muſernes Stemme. Han bliver barfÉ, bliver vranten og fær, Vil for hver Ungdoms-Daarjfab ffjænde: At dog en anden Sort af Onkler er, Sig viſe ſkal ved Farcens Ende. 2, Sfjøndt jeg er Onfel, ung er dog min Aand; Jeg har et glemt min Ungdoms Dage, Dengang jeg gif i Amors Ledebaand, Og føgte forgjæves en Mage. Den Tid var ſpildt, derfor tænfer jeg paa At huldt forene disſe Tvende: Viſt nok, at jeg en Onfel er ſom Faa, De vidne jfal ven Farcens Ende. Men hvad er dog det for en mærfværdig Figur, ſom ber kommer anftigende? Nu troer jeg fandelig, at ben goldkalbſte Maſtkerade begynder. 216 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Trettende Scene. Løve. Salomon Goldfalb. Han er flædt i en Solvmors— Dragt. Paa Hovedet har han en hvid Nathue, i Haanden en Stof med Mesſing-Knap. " Salomon (flaaer med Stokken ud i Coulisfen). Ja id ſkal Gott ſtrafe mig lære jer mores, 3 verfluchte Gaſſenjungen! Kan 3 inte lade en ftille Mand gaae in Frieden? — Ad mein Herr! Wollen Sie nicht meine Salvegarde ſeyn? Die Gaffenjungen ſchmeißen mid mit Koth. Løve, Men feer jeg ret? det er jo Salomon Goldkalb fra Hamborg ! Salomon. Iſt's die Möglichkeit? Det er Hr. Leve fra Kefen— havn, fom id) har den Chre at tale med. Ad vi har fgu gjort mangen Handel mit enander. Løve. Og huffer jeg ret, faa har jeg endnu nogle og tredive Daler tilgode hos Dem. Salomon. Ach det huſker De beftimmt feil i! Løve. Net faamænd gjør jeg iffe, Jeg har vift endnu Obligationen. Trettende Scene. — 20 Salomon. Ach waih mir! Hoor ſtulde id tage de Penger fra? Ich bin ein ruinirter Mann! Ich habe keinen Heller mehr! Alles verloren! Love. Hvad vil De da her? . Salomon. Gott im Himmel! Id will fee Kefenhavn engang endnu, inden id) deer, od om muligt fertjene der en Bar Daler. Id er gaaet ben ganſke Vei paa min Fod, Gott ftrafe mid) wenn es nicht wabr ift. Ich har handlet med Benderne po Landet, und har dem feft deres gamle Silfpenger af, und Pigerne deres fergildte Mützer. Love. Det var viſt en god Handel. Salomon. Als ich ſoll glücklich ſeyn und geſund bleiben! Ich habe nicht ſo viel verdient als das trockne Brod. In Odenſe er ich blefen beſtohlen, niederträchtig be— ſtohlen. Love. Wen hvad betyder denne Dragt? Salomon. Id har Gott ftrafe mid ingen anden, denn alle SF. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V. ie 218 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. mine gamle Kleer er ſtohlen fra mid. Ich hatte feft denne in Rendsburg af en Wand, fom har den brugt paa en Majferade; id) troer han ftellte Apollo vor i den unterbrochene Opferfejt, eller Kongen af Bra— filien i: Stakket Dands er ſnart ſprungen. Love. Gik Apollo og Kongen af Braſilien ogſaa med Nathue? Salomon. Schweigen Sie ſtill! Ich ärgre mich. Min Hat er mig blæjt af Hovedet paa Poſtſmakken; es war ein gewaltiger Sturm und ein ganz neuer Hut, ſom id effen havde tujfet mig til in Asſens. Ad id kann Dem ferſichre, daß id har haft fo mange Malheurs von Unglück paa den vermaledeite Reiſe, at id) min Seel fan gife Stof til en heel Schickſals-Tragödie. Heren Sie mal zu und ſchaudern Sie, wenn Sie Courage haben, id will eg Ihnen verzählen. Mel. af Azemia: Aussitôt que je t'apercçois. J Ich wohnt' in Odenſe bey Holk, Die Leut' er meget vakkre. Da kam der En af Dereſes Folk, Und vilde mit mir ſchakkre. Det tidlig var, men Morgenſtund' Ei altid bringer Gold im Mund'. Trettende Scene. 219 Ich lag im Bett, mich rolig ſtrachte, Sorglos, und an nichts Beſes dachte. Doch fer id) mid ferfaae, han neer Zur Treppe war mit mine Kleer. 2 Nun ſprang ich ſplitternackend op, Men han var uden Dore; Ich hatte Schjorten po min Krop, Und weiter nichts, id ſchwöre. Zum Glück lag noch min Silfmoors-Tracht Im Koffer zierlich eingepackt. Den trak ich po, gik over Vandet, Men midt po Belten reent forbandet Mich Vinden tog i Nakken fat, Und floiten gik min Silkehat. 3. Love. Dit Uheld, ſtakkels Mand, er ſtort, Jeg meget dig beklager. En Hat kan du dog let faae gjort; Her boer en Hattemager. Viis dig mod Sfjæbnen ſom en Helt! Salomon. Ach waih mir! Denn id hab' kein Gelb. 13% 220 Kong Salomon og Jorgen Hattemager. Love. Hvad den dig koſter, jeg betaler. Salomon. Iſt's möglich? Love. Der er ti Rigsdaler. Salomon. Ja Leven er et edelt Dyr, Und De, min Herr, en prächtig Fyr. Gott im Himmel! Ich ffal Dem vel engang fergjælde for al Deres Godhed imod mig. Løve. Hvad for Noget? Vil De ovenifjøbet forgjælde mig ? Salomon. Ja id, mener, id) will eg Ihnen vergelten. Løve. Wen fiig mig, har De aldrig før været i Korſor? Salomon. Nei aldrig. In gamle Dager ging id immer mit ben Paketboot. ten mit de nie Dampfſchiffe will id) mig inte indlade; den der Dampf er afferat fom Pulver; han fpringer i Luften mit en Knald. Trettende Scene. 294 Løve. Ja naar De iffe har været her før, faa vil De fnart fane Øinene op. De ffal fee, De vil finde her en Modtagelſe, ſom vift aldrig før ev mødt Dem. Salomon. Gott ſteh' mir bey! Was foll das heißen? Løve. De veed altfaa iffe, hvor gunſtig man her er ſtemt mod Folk af Deres Nation? Salomon. Was ſagen Sie mir da? Løve. De vil ſnart faae bet at fee, Ifald der ſtulde blive ſtudt med Kanoner, faa er det til re for Dem. Salomon. Das verbitte id) mir, id) habe das Kanonenfieber. Løve. Skulde Byen blive illumineret, ſtulde der blive givet Dem Serenader, o. f. v., faa lad Dette iffe for- undre Dem, thi det er, om ikke til Deres Fordeel, faa dog til Deres re. Salomon, Aber id) bitte Sie um Gottes Willen, wie gager 222 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. ben Ting til? Po andre Stellen har de jo villet ftege und brenne ung, und hier . ... Løve. Stille! Jeg hører Folk komme. Jeg fan iffe ſige Dem mere. Lad, ſom De iffe fjender mig, jeg vil gjøre ligeſaa ved Dem. Salomon. AH Hr. Leve, verlasſen Sie mir nidgt! Id zittre over al den Ehre. Heren Sie mal, en Ord unter ung. Det er dog vel inte Frimureri? Von die Mai— ſons, meine id. Løve. Vær ubekymret og ftol paa min Beſthttelſe, ifald De ſtulde behøve den. (Gaaer ind til Sattemagerens.) Salomon. Er ift ſchon fort. Was ſoll id thun? Na, Hr. Leve iſt en ehrlicher Mann, er will mid gewiß nit anführen. Ich kann ja die Komödie en bischen an— ſehen; vielleicht iſt was dabei zu profitiren. Fjortende Scene. Salomon. Brandt i Borger-Uniform. Villing i Skoe, med flad Hat under Armen, og med Bouquet i Bryſtet. Villing. Jeg tor bande paa, han er der allerede. Fjortende Scene. 223 Brandt. Ja der er ingen Tvivl om; og han er Gud ftraffe mig klodt i Sølv. Villing. Ja ſagde jeg det ikke nok? Brandt. Nu maae vit til at tydſtke. Salomon (affines). Nun geht's ſchon log. (Villing og Brandt buffe i Afſtand, Salomon niffer ad dem med en mistænfelig Pine.) Brandt. Höchſtehrte Hr. Baron! STEN (afſides til Brandt). Det er galt! (Tir Safomon.) Hochgeborenſter Hr. Baron! Salomon (eſſides). Sapperment! Sie haben mid ſchon zum Baron gemacht. Villing. Unſere Frohheit ift gränzelos .... Brandt cafjides til Villing). Det er galt! (Tir Salomon). Die Ehre von Seiner Gegenwärtigkeit .. .. 294 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Salomon. Tal De fun Danſte! Ich ferftaaer Deres Sprog. Billing. Er det zuliggg Brandt. Saa ſtor en Naade .. Salomon. Id har den lært paa Sprogo, wo id) maafte gaae in Land for den contrarie Bind. Den Ø hedder Sprogø, fordi man der beginner at ftudere Sproget. Brandt. Hvilfet Nemme maa iffe Hr. Baronen have! Villing. Det ſmerter os at høre, at Hr. Baronen har havt en ubehagelig Overfart. Salomon (affides). Id glaube, Gott ftrafe mid, daß fie mid mit meinem Namensvetter in Franffurt verwechſeln. ($sit.) Ja den var fo fo. Villing. Men vil Hr. Baronen ſtaae her paa Gaden? Behager De ikke at træde ind i Vertshuſet? Brandt. Det hele Huus er til Deres Befaling. Fjortende og femtende Scene. 995 Salomon. Den hele Huus der? Brandt. Ja Hr. Baron! Salomon. Det er en ſmuk Huus. Villing. Behag at træde ind. Salomon. Na, warten Sie nur. Id maa ferft ind til den Hattemager for at feve mid en ni Hat. Brandt. Het Meſter Jørgen! Meſter Jørgen! Villing. Baronen vil fjøbe en Hat hos Dem. Femtende Scene. De Forrige. Jørgen. Jørgen. Allerunderdanigſte Tjener! O hvilfen Lykke for mit ringe Huus! Vil Hr. Baronen gunftigft umage fig ind i Boutikken. (ammes). Jeg er fiffer paa mine ti Louisd'orer. (Salomon gaaer derind, Jørgen følger efter.) 226 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Brandt. Lad os imidlertid give Sering Efterretning. Villing. Ja hurtig, hurtig! Begge Caabe). Hr. Sering! Hr. Sering! Sextende Scene. Brandt. Villing. Sering, latterlig pyntet. Sering. Hvad er det? Er han kommen? Villing. Ja gu er han faa, og De har forfømt at tage imod ham. Sering. Hvad for Noget? Hvor, er han ba? Brandt. Bær fun rolig, han er blot gaaet ind at fjøbe fig en Hat hos Meſter Jørgen. Sering. Er det muligt! Gaaber). Heida! Alting i Orden! Stik Bollerne paa Suppen! Og naar jeg giver Tegn, faa lad Trompeterne blæfe op! Sertende Scene. Bd Brandt. Jeg og Hr. Billing vare de Førfte til at com— plimentere ham. Vi faae vift Hver en Gulddaaſe. Villing. Ja med Ducater i. Brandt. Eller idetmindfte med en Snuus fra Franffurt. Villing. Man mærfer nu altid paa jer, at I er Tobaks— ſpinder. Naar I har Uniform paa, faa maa I reent glemme alle Tobaksnykker. Sering. Naa hvordan er han at tale med? Villing. Særdeles naadig! Brandt. En charmant Herre! Villing. Sa hat taler Danſt Brandt. Som En af 08 taler Tydſtk! Sering. Stille! han kommer! 228 Kong Salomon og Jørgen Haftemager. Brandt. Giv Agt! Retter eder! (De træffe fig ærbødigen hen mod Vertshuusdsren). Syttende Scene. De Forrige. Salomon. Jørgen. Salomon. Det ger mid) fgu ondt, at id har ham ben Uleilighed gjort. Men id) fan ingen forte Hatter bruge. Ich muß einen weißen habe. Han feer det ja vel ind: id bin fo weiß angezogen wie die Un— fuld, und die Unſchuld vertrågt keinen Fleden, und id fan inte ferdrage ſodanne forte Contraſter paa min Hoved. Jørgen. Det er da ogſaa fom det var forheret, at jeg juſt ſtulde jælge min eneſte hvide Hat for lidt ſiden. Salomon. Ja det er verhert, det er verhert, men was ſoll id dabey thun? Es geht mid nix an. Jørgen cafiides). Jeg troer dog, jeg veed et Raad: Hr. Løve over- lader mig vel den hvide Hat, ſom han fjøbte af mig. (sit) Derfom Hr, Baronen blot vilde have den Naade at vente et Dieblik, blot faalænge til De har fpiift, Syttende Scene. 9929 faa ſkal de fane en hvid Hat, ſom er i Arbeide, og ſom ſkal være færdig inden et Qvarteer, Salomon. Nun ja, folange fan id nod fee det an. Vil han da ſende mig den over po Huſet? Jørgen. Skal iffe manquere. Sering (nærmende fig). Inderlig føler jeg mig fmigret over, at Hr. Ba— ronen vil unde mit ringe Huus Deres Næring. Salomon. Wen det ger ham Ferneielfe, fo ev det mig en Ferneielſe. Brandt. Fortreffeligt fvart! Villing. Altid et pikant Svar ved Haanden. Sering. Naar Baronen befaler at gaae til Taffels, ſaa er den ſerveret. Salomon. Ja, je eher je lieber, denn ich bin ſo hungrig at Tarmene mig ſtrige. 230 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Sering (raaber ind i fit Huus). SE Muſikanter, fpil op! (Trompeter indenfor.) Salomon caffives). Potz Wetter! Es ift kein Zweifel dran, fie ver— wechſeln mich mit meinem Namensvetter i Frankfurt. (Salomon, Sering, Brandt og Villing gaae ind.) Jørgen (afene). Ja ſaadan ffal det være. Min Datter maa gane over fil den unge Hr. Løve, og bede ham derom. For hendes Skyld gjør han det nok. (Gaaer.) Attende Scene. Eduard fommer ud af Vertshuſet. Strax efter: Henrik. Eduard. Hvilfen Hurlumhei! Det er iffe muligt at holde ud derinde. De fige, aft Baron Goldkalb fra Frank— furt er kommen, og at de til re for ham mane vende op og ned paa hele Hufet. Senrit (fommer). Herre, jeg har et ypperligt Raad at give Dem. Eduard. Nu, og det er? Attende Scene. 231 Henrik. Her er kommen en forbandet rig Jode hertil .... Eduard. Jeg har hort det. SVERTEL: Ja men har De hørt, at han er fommen fra det Indre af Afrifa, og har over tredive Kameler med fig, ladede med Guld og Ædelftene? Eduard. Met bet har jeg rigtignof hverfen hørt eller feet. SEERE Til end ydermere Befræfteljfe maa Herren vide, at han er fulfort fom en Morian. Eduard. Dille den førte Jode! Henrik. Han erjtimerer Penge iffe mere end om det var Snavs, I Asſens har han givet tufinde Rigsdaler for en Hat, fom iffe var fem værd. Eduard. Og du troer virfelig paa disſe Ammeſtuefor— tællinger ? Henrik. Det er ganffe viſt, jeg har ſelv feet Hatten. 232 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Eduard. Ja hvad beviſer det? Henrik. Hvad det beviſer? Jeg kunde jo ikke have feet Hatten, naar den iffe var der. Eduard. Ét ypperligt Beviis! Henri, Ja Herre, ffjøndt jeg iffe har ftuderet, fan jeg Dog gjerne føre et Beviis, men jeg er ingen Tingſtud, jeg vil være ærlig, og tilſtage, at jeg dog rigtignok iffe har ſeet Hatten. Eduard. Aa det er ſaamend ligemeget. Henrik. Jeg har vel ikke ſeet Hatten, thi den var blæft fra ham paa Beltet, men jeg har derimod, jaa vijt fom jeg ſtaager her, hørt En af Gaardsfarlene for- tælle, at han felv har feet Nathuen, ſom Jøden tog paa, da Hatten blæfte af ham. Eduard. Ja det er en anden Sag. En af Gaardskarlene har feet hans Nathue; altfaa maa han have givet tufinde Rigsdaler for en Hat i Asſens. Cr det iffe faa, at du mener? Attende Scene. 233 Henri É£ Jo, og det veed jeg, er ligefrem. Eduard. Du er jelv en Nathue, og jeg veed iffe, hvor jeg faaer Taalmodighed fra til at høre paa din Polſeſnak. Henrik Bil Herren da iffe høre mit Raad? Eduard. Hvis det iffe er bedre end dine Beviſer, faa for- ſtaan mig for det. Henrik, Da fan jeg forjiffre paa, at det er meget godt. Herren funde jo altid høre det. Gjør det iffe Ondt, jaa gjør det heller iffe Godt. Eduard. Ja bet er juſt det, jeg frygter for. SYERriE Nei jeg fortalte mig, jeg vilde fige: gjør det iffe Godt, faa gjør det heller iffe Ondt. Eduard. Saa ſiig da hvad du har at fige, men fat dig i Korthed. Henrik, Herren ſtulde aabenbare fig for den rige Jode— 234 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. tamp, og bede ham om hundrede tuſinde Rigsdaler, Saa var vi ude af vor Knibe, og havde endda Noget tilovers, Eduard. Ha ha ha! Slap det ſaaledes ud! Henrik. Ja ja, det er ikke ſaa dumt endda. Han ſiger faamænd ikke Nei, han afflaaer ingen Begjæring. Eduard. Nu har jeg gjort dig den Tjenefte at høre dit Raad; gjør mig nu den Zjenejte at gage din Bei. Henrik (træffende fig tilbage). Herren maa iffe blive vred. (Stærmer fig igjen.) Ifald De ſynes at hundrede tuſinde er en altfor grov Be— gjæring, faa kunde De jo bare bede om et Bar Mil- lioner; det fan da iffe rungenere ham. Eduard. Pak dig! Henrik (paa Knæ). Aa Herre! For Guds Sfyld! faa bed ham i det mindfte om to hundrede Rigsdaler, Saa fomme vi ud af det til Mød. Vi jfylde hundrede paa Verts— huſet, og med det andet Hundrede fan vi fomme til Hamborg, og faae Forftærfning. Attende og nittende Scene. 235 Eduard. For ſidſte Gang, gaa din Bei! (Senrik fpringer op og løber ud.) Eduard (alene). Naar jeg iffe vidfte det bedre, jaa maatte jeg troe, at den Sfjelm vilde gjøre Nar af mig. Nittende Scene. Eduard, Luife, Luiſe (uden at ſee Eduard). Det er en ſlem Commisſion, min Fader har givet mig. Jeg ffjælver ſom et Cjpeløv, Hvad maa den fremmede Herre tænfe, naar han hører, at jeg vil tale med ham? Og mon jeg vil være iftand til at ffjule for ham hvad jeg har gjort mig faa megen Umage for af holde hemmeligt? Jeg vil fee at fane fat paa Én af Tjenerne, og fade ham falde herud. Hvad vil han tænfe, naar han feer, det er mig! Gdet hun vil gaae, møder hun Gduard.) Gud! der er han jo! Eduard. Er det over mig, Jomfru, De bliver faa for- ſtrokket? Luiſe. Nei! tvertimod! Det er netop Dem, jeg ſoger. 236 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Eduard. De vil tale med mig? Hvilfen gunftig Stjerne tør jeg tilffrive denne Lykke? Luiſe. Jeg har en Bon til Dem. Eduard. En Bon? Den er allerede opfyldt, thi De vil viſt ikke bede mig om Noget, ſom er mig umuligt. Luiſe. Nei det er langt fra! Det, jeg vil bede Dem om, er Dem let muligt. Eduard. Hvor vil jeg være lykkelig ved af kunne viſe Dem en Tjeneſte! Wen Lige for Lige! De maa vide at ogſaa jeg har allerede længe gaaet med en Bøn paa Læberne, en Bøn ſom fun De fan opfylde, De øg ingen Anden, Luiſe. Maa jeg høre hvad det er? Eduard. Vær faa god, fiig De førft Deres Begjæring, ſiden kommer jeg med min. Luiſe. Jeg er ganffe forlegen derved; det er ſaadan en underlig Begjæring. Nittende Scene. 237 Eduard. Troer De, jeg er mindre forlegen ved min? Underlig er den vel ikke, idetmindſte ſynes den mig ikke ſaa. Luiſe. Ja ſaa maa De forſt ſige mig Deres; det vil give mig Mod til at komme frem med min. Eduard. Velan, jeg vil forſoge det. Mel. Reposons nous ici tous deux. 1; Det, ſom min Læbe ſtammer fvagt, Har dig forlængjt mit Vie fagt. O hvis du fjender Elſkovs Magt, Saa veed du hvad jeg har at ſige! Lyt fun til al Naturens Rige: Hør, Fuglen fynger det i Qveld, Hør det i Luft, i Kilbevæld! Og bu vil fpørge mig endnu? Du veed det, du veed det! Min Hemmelighed fjender du. 2. Luiſe. Det, ſom din Læbe ſtammer fvagt, Har mig forlængft dit Vie jagt. 238 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. O hvis du fjender Elffovs Magt, Saa veed du hvad jeg har at fvare! Hvad fan jeg meer dig aabenbare? Lyt til hver lang i Skov og Krat! Bed lyſen Dag, ved morken Nat! Og du vil ſporge mig endnu? Du veed det, du veed det! Min Hemmelighed fjender bu. 3, Begge. Hvad du mig ſagde huld og øm, Alt længe var mit Hjertes Drom; Jeg hørte det i Luft, i Strøm; Tidt ſpurgte jeg derom i Dalen, Og Svaret gav mig Nattergalen. O men Du felv nu jvarer mig! Huldt toner det: jeg elſtker dig! Jeg vil et ſporge meer; o nei! Jeg veed det, jeg veed det! Din Hemmelighed fjender jeg. Eduard. Min Luiſe! O hvor længe har dette Dieblik været mit Hjertes uafbrudte Ønffe! Men jeg vovede neppe at haabe paa det. Den Kulde, fom du viiſte mig, den Ligegyhldighed, jeg troede at fpore hos dig... Nittende Scene. 239 Luiſe. Jeg troede, De vilde kun have mig tilbedſte. Det forekom mig ſaa beſynderligt at De ſaa ofte kom ind i Boutiken, og kjobte ſaa grumme mange Hatte. Eduard. Jeg veed det, jeg bar mig taabelig ad. Luiſe. Nei det vil jeg ikke ſige. Men jeg troede, De var en rig Herre, ſom det ikke kom an paa at kaſte Penge bort, naar han derved kunde have en ſtakkels Pige til Nar, og mit Hjerte ſagde mig, at det ikke kunde være mig ligegyldigt, om De forlod mig lige- faa uventet fom De var kommen. Eduard. Jeg forlade dig, min Luiſe! Nei aldrig! Og for at give dig et Beviis paa Redeligheden af mine Hen— figter, faa viid, at jeg nu ikke længer vil reiſe uden— lands, ſom jeg forſt havde beftemt mig til. Jeg vender tilbage til Kjobenhavn, og henter min Onkels Samtykke til vort Xgteſkab. Luiſe. Mener De det virkelig? Eduard. Ved Alt hvad helligt er! Men fiig Du til mig, og. lad dette Kußs8 240 Kong Salomon og Jorgen Hattemager. Luiſe. Net, hvad tænfer De paa! Her paa offentlig Gade! Bor Tille By vilde jo * Stof til Samtale i hele Maaneder. Eduard. Du har Ret. Lov mig da blot at du vil ſige Du til mig. Luiſe. Jeg vil gjøre mig Umage derfor, Og nu, Tjener— inde indtil videre! (Bil gane.) Eduard. Luiſe! Bliv dog! Du havde jo en Begjæring til mig. Luiſe. Gud! det er ſandt! Jeg glemmer reent mit Wrinde. Det er Deres Skyld, De har gjort mig forftyrret i Hovedet. Eduard. Jeg vil udſone min Brode med tuſinde Kys paa disſe Hænder. Luiſe. Bevares! Det gaaer iffe an. Jeg tør iffe ſtaae her længere, Altſaa to Ord jaa gode ſom hundrede: Den fremmede Baron, fom boer derovre, vilde kjobe en hvid Hat hos min Fader; men da han har folgt Dem den fidfte, han havde, faa beder han Dem om at være faa god at overlade ham den igjen; han vil Nittende og tyvende Scene. 241 gjøre Dem en ni, eller give Dem Deres Penge til- bage. Ikke fandt? De gjør det, maajfee for min Skyld? Og vil De være meget artig, ſaa bringer De ben maaffee felv over; faa faner jeg Dem at fee med det Samme; jeg troer, jeg har endnu Ét og An— det at fige Dem. Farvel! De behøver iffe at fvare mig; jeg vil intet Nei høre af Deres Mund. sj (Gaaer). Eduard (alene). O min Gud! Det Forſte, hun beder mig om, ſkal jeg ikke være iſtand til at opfylde! Den fordømte Hat! den ftaaer i Pant hos Verten tilligemed alle de andre, Hvilfen Djævel friftede mig til den Handel! Wen hvor funde jeg vide? . . .. Dog der falder mig et Middel ind. Ja jeg vil følge Henrifs Raab. Hr. Goldfalb maa laane mig hundrede Rigsdaler. Jeg vil gage derind. — dog nei, det gaaer iffe an; han ſidder tilbords. Nei jeg vil ffrive ham et Par Ord til, og lade Henrif give ham dem, naar han er ſtaget fra Bordet. (Tager fin Portefeuille op, fætter fig ved Bordet uden for Vertshuſet, og ffriver et Brev.) Tyvende Scene. Eduard, Henri, Eduard (fom lægger Brevet ſammen, og ffriver uden paa). Saa, nu er det gjort! Ja det vil fiffert lykkes. 3. 2. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 14 242 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. (Seer Henrik, og fpringer op, og omfavner ham.) X/ O Henrik! fjære Henrik! Dit Raad er fortræffeligt. Jeg har ſtrevet til Goldkalb om Penge. Bring ham dette Brev, ſaa— fnart han er ftaaet fra Bordet. SELE Naa feer De, Herre, den Plan var iffe faa * Forſt blev De vred, men nu indſeer De dog felv . Eduard. O jeg vidfte iffe den Gang hvad jeg nu veed! Henrik. Hvad da? Eduard. Ingen Ting! Beførg nu bare ordenlig din Com- misſion, du ſtal nof blive belønnet derfor, (Gaaer ind i Vertshuſet.) Henrik (atene). Seer man Det? Forſt vrager man mine Raad, og ſiden fager man dog tiltaffe med dem. Nu gad jeg nof vide, om min Herre har fulgt mit Raad i dets hele Omfang. Mon han ogfaa har forlangt de fulde hundrede tuſinde? Nei jeg er bange for, at en falſt Gefjfedenhed har forført ham til at flaae Noget af. (Trompeter inde i Vertshufet.) Hille en Ulykke! Nu ſtaaer Føden fra Bordet. Jeg maa pasſe mit Snit. Jeg tænfer vel, han giver mig Drikkepenge for mit Wrinde. (Gaaer.) Cen og tyvende Scene. 243 Cen og tyvende Scene. Borgere, latterlig pyntede, nogle i Uniform, komme farende ind med deres Koner og Børn, og med Mujifanter Spidſen, og ftille fig udenfor Vertshuſet. Chor. Mel. Bombelles Vals, 1fte Repriſe. E Held Held Held ogs! En Folkefeſt! Gold-Gold-Goldkalb, den høie Gjæft! Nu nu nu lad os vije ham At vi fan priſe ham Alle ſom bedt. VÆ Flet-flet-fletter en Borgerkrands! Spil-ſpil-ſpiller en lyſtig Dands! Stort ſtort ſtort jer betaler han, Hundrede Daler han Giver tilmands. så Bi vi vi ſkal min Salighed Nok nok nof faae hans Pung paa Gled. Jo jo jo vi ſkal pluffe ham, Om vi faa hugge ham Nodderne ned! 4. Ja ja ja vort Korſor det fan Viſt vift viſt ſom hvert andet Land 14 244 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Godt godt godt bruge Pengene; Bi ere trængen'e Til dem forſand! 5; Lad lad lad dem i Kjøbenhavn Ci ei et fane det hele Gavn! Bi vi vi ta'er Avancerne, Lad faa Financerne Line det Savn! To og tyvende Scene. De Forrige, Brandt. Brandt. Fy for en Ulykke! Er J fra Forſtanden? Cr det en Viſe at ſynge? Om J ogſaa tænfe ſaadant Noget, faa burde I dog være faa kloge iffe at fige det. Jeg haaber med Guds Hielp, at Baronen iffe har forjtaaet et Ord af hvad 3 fang. Han kommer ftrar herud; lad mig faa fee, I bære jer fornuftig ad. Og i ſamme Vieblif han fommer, faa gjør ſom jeg har jagt jer! Iſtemmer den Sang, ſom hiin ſtore Digter har ffrevet til Melodien af den gode, gamle, velbekjendte, patriotijfe Tappenſtreg; det er det meejt pasſende Styffe, hvormed vi fan opvarte faadan en Mand. Hei begynd, begynd, Baronen fommer! Tre og tyvende Scene. 245 Tre og tyvende Scene. De Forrige. Salomon. Billing, Sering. Chor. Mel. Tappenſtreg. Velkommen, ſtore Mand, hertil! Velkommen, velkommen til Staden vær! Med Zrommer og Piber og Sang og Spil Vi hilſe Dem paa Gaden ber. De Store fomme til og Smaa; Wen det er Sfam at De jfal ſtaae! Net, vær faa god at fætte Dem ned, Thi Viſen varer en Evighed. Salomon (til Choreh). Stille! ftille! Det er fgu meer end nof! Ich fan inte tole den Støi af Inftrumenter und Zrommer und Piber i min Hoved. Ich ger inte noget af Rosſini. Han er fo fertærffet, (Muſiken begynder igjen.) Brandt (til Choret). Stille! Stille! For Fanden! Baronen vil iffe høre Mere. Salomon (til Sering, Brandt og Billing). Ja mine Venner, id ſtal fee hvad id) fan gere. Ich muß ferft gere min Regnſkab op, und wat id 246 Kong. Salomon og Jørgen Hattemager. faner tilovers, det ffal id) fætte in Deres Tobafsavl, in Deres Lifefpinderi und in Deres Faareſteveri. (Tager Eduards Brev frem.) Her fik ich even en Anſegning om hundert Daler, det er nu en Pagatel. Giſſides) Der Brief iſt Eduard Leve unterſchrieben; ich muß mit Herrn Leve darüber ſprechen. (Seit) Id kommer ſtrax igjen; ich vil kun ind til Hattemageren, und here, om min Hat er fertig. Ich ſchäme mich, Gott ſtrafe mid, at ſtaae mit Nachtmütze in ſodan en Folksferſamling. (Gaaer ind til Hattemagerens.) Brandt. Naa det gif ſaamend bedre end jeg havde troet. Baronen er endnu ganſtke naadig, uagtet alle be Dum— heder, jom I have begaaet i hans Paaſyn. Fire og tyvende Scene. De Forrige. Løve. Strar efter: Henri. Løve (affides, idet han læfer Eduards Brev). Det er fra min Broderſon! Den Fuſentaſt! Hvilfen Ubefindighed! Dog, jeg vil endnu en fort Tid være Vidne til denne Mafferade. Jeg vil lægge fo hundrede Rodlr. i Brevet, og lade Salomon flye ham det. (Gaaer ind igjen.) Fire og tyvende og fem og tyvende Scene. 247 Henrik (fommer). on Jøden iffe ſtulde give mig Svar? Jeg vil ftile mig her, faa mit Liberi fan falde ham i Di— nene naar han kommer. gem og tyvende Scene. De Forrige, undtagen Løve. Salomon, Jørgen. Salomon (til Jørgen). Ja ja min Ven, nær Hatten er fertig, fo fager id den und damit Baſta! Jørgen caffives). Jeg ſtager fom paa Maale, for at Hr. Løve ffal holde fit Ord. Salomon («til venrik). Er det iffe den Tjener, ſom gav mig en Anſeg— ning? Denril Jo det er, Deres BVelærværdighed! Salomon. Sin Herr har mig anfegt om hundert Daler. Veed han vel, det er verdammt wenig? Henrik. Ja det er omtrent hvad vi falder paa Danſk at 248 Song Salomon og Jørgen Hattemager. det er forbandet lidt. Det er ogſaa min Mening, Deres BVelærværdighed ! Salomon. Hundert Daler, det er fo viel wie nir. Henri É Ja det er mine Ord. Salomon. Hils fin Herr, und ſiig ham, id fan ham inte gife de hundert Daler, denn det hjelper ham gar nix. Henrik cafides). Død og Pine! (sei). Jo, Deres Høiærværdig- hed, hundrede Daler er dog altid Noget. Salomon. Net bet er ſgu inte Noget. Henrik. Jo ſaa tilforladelig er det ſaa! Salomon. Halt's Maul und lag mid reden! — Hils fin Herr, und ſiig, at id) fjender ham hier to hundert Daler, fordi id ſines at det er dobbelt faa godt for ham. Henrik. Jeg takker Deres Durchlauchtighed underdanigſt. Jem og tyvende Scene. 249 Carnes.) Aa gid han havde forlangt Mere! (tis sering.) Kom ſaa med! min Herre vil ſtrax betale Dem. Sering. Med allerſtorſte Fornøielfe! (Sering og Henrik gaae ind i Vertshuſet.) Jørgen. Jeg maa virfelig over og tale med Hr. Løve. (Løber ind i Vertshuſet.) Villing. Hvilfen Xdelmodighed! Brandt. Hvor ædelt handlet! Villing. Leve Hr. Baron v. Goldkalb! Alle. Hurra! (Borgerne fomme alle hen med Anføgninger til Salomon; ogſaa Fruen— fimmerne og Børnene bringe ham. Han tager imod Papirerne med en latterlig fornem Mine. Naar han har faaet en heel Deel famlet, taber han dem paa Jorden, Borgerne ſamle dem op igjen og give ham dem, hvorpaa han taber dem paany, 0. f.v., og Dette vedvarer under den følgende Replik.) Salomon. Ja id) ffal fee, hvad id fan gere. Ich har be- ftimt en lille rund Summe af en Var Millioner til 250 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. at fætte overſtir in Korſerr. So længe den ræffer, ſtal I faae, men id fan ſgu inte gi' en Schkilling meer, denn id har eben ſo viele Dispoſitioner als Millioner. — Ad, id fan ſgu inte holde alle de Anſegninger! Vær ſch' god und ſank dem op, und læg dem ind paa min Skriverbord. Ser og tyvende Scene. De Forrige. Jørgen med den hvide Hat i Haanden. Se— ring. En Opvarter med en Bolle Punſch og Glas, fom ban fætter paa Bordet uden for Bertshujet. Løve fommer ud, og ftiller fig imellem Borgerne. Luiſe ftaaer udenfor Boutiken, og ſeer paa Feſtlighederne. Jørgen. Her er Hatten, Hr. Baron! Vil De behage at prøve den? Salomon (tager Nathuen af, og fætter Hatten paa). Den pasſer fgu godt. Hvordan ftaaer den mig? Alle. Fortreæffeligt! Admirabelt! Salomon. Jeg ffjænfer Folket min Nathue zum Andenken. (Kaſter den ud, de flaaes om den.) " Brandt. Den ſtal blive opbevaret paa Raadſtuen, og gane i Arv til de tilkommende Slægter. Ser og tyvende Scene. 251 Salomon (tit Jørgen). Han ffal ſgu nof bl betalt, min Ven! Jørgen. Ja det har gode Veie, Hr. Baron! Sering. Om Baronen befaler, jaa er her ferveret en Bolle Punſch under aaben Himmel. Det er beha— geligt oven paa Middagsmaden. Salomon. Ja vift, det hjelper til at ferdeie Vinen; det er en god pousse-café. Sering. Bed den fan man ſaa herlig faae ſig en lille Discurs. Salomon. Kom laß uns Alle drikke und klinke und dis— curriren. (De fætte fig om Bordet.) Sæt kentie, Mel. Ecce quam bonum. Ek Salomon. Ja ved en Bolle Punſch man fan Gar herlig discurriren, 252 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Und har man nof fo lidt Ferſtand, Kan man politiciren. Chor. Leve Discurfer, Courſer og Concurſer! Leve Politiken Og Drikken! (De klinke.) 2. Brandt. Hvad mener Hr. Baronen vel Om Græfernes Affairer? Hvis Tyrken flaaer bem reent ihjel, Det mig i Hjertet ffærer. Chor. Nu lad os hore, Spidſer eders Ore! Nyt faae vi at vide Itide. 3 Salomon. Ich mener vieles for und bag Und ja und nei tillige; Denn pro und contra in den Sag Sig lader Meget ſige. Ser og tyvende Scene. 253 Chor. Pregtigt han fvarte, Alt os aabenbarte! Een er i Forening Vor Mening. (De klinke.) — Villing. Mon man igjennem fætte vil I Franfrig Reductionen ? Det er dog vift et farligt Spil: Hvad mener Hr. Baronen ? Chor. Nu lad os hore, Spidſer eders Øre! Nyt fane vi at vide Itide. —⸗ (27 Salomon. In Frankreich har ſig Bladet vendt; Det har mig febr verwundert: Man ffriger der for tu Procent, Som andenſteds for hundert. J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 15 254 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Chor. Alt kom for Dagen! Hvilfet Lys i Sagen! Ja nu tvivler Ingen Om Zingen. (De flinfe.) 6. Sering. Jeg gjerne vilde vide, naar Vel Spanien bli'r rolig; Jeg maa forifrive ſpanſte Faar, De koſte mig utrolig. Chor. Nu lad os hore Spidſer eders Ore! Nyt faae vi at vide Itide. Er Salomon. Id denker derom faa ſom faa; Hvert Land har ju fin Plage; Nær alle Faar af Landet gaae, Bli'r Ulfene tilbage. Ser og tyvende Scene. 255 Chor. Ja det er rigtigt! Dette Vink var vigtigt! Lad os discurrere Om Mere! (De klinke.) 8. Jorgen. Mon Freden vare vil paa Jord? Jeg tor den neppe priſe: See, Rusland vorer op jaa ſtor; Hvad ffal hun faae at ſpiſe? Chor. Nu lad os høre, Spidſer eders Øre! Nyt faae vi at vide Itide. 9 Salomon. Ich herom ene ſige vil: Det koſter ſchwer at kriges! Ich gi'r ſgu ingen Penger til, So faaer de vel ferliges. Chor. Hurra for Freden! Nu vi ſikkert veed 'en: 256 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Han har os i Farten Forklart 'en. (De klinke.) 10. Løve. Ifald jeg tør i Tingen fee, Jeg vilde vide Dette: Hvormange Penge tænfer De Paa Kjobenhaon at fætte ? Chor. Nu lad os hore, Spidſer eders Øre! Nyt faae vi at vide Itide. 1%, Salomon. Hver Gang id faner en Flaſtke Viin Und Arraks-Punſch in Bollen, Dann öffner id min Pengeſtriin Paa Hallandsaas og Volden. Chor. Hille min ſandten! Hvem der ſtod ved Kanten! Ser og tyvende Scene. Jo jeg ſkulde komme I Lomme! (De klinke.) 12. Salomon. Denn wenn id) har en god Discurs, Und Glasſet man mig filder, So fever id) den ganſke Cours, Und Runden Thurm fergilder. Chor. Det var fom Fanden! Enver iffe Manden? Paa hans Ord og Kjole Bi ſtole! (De klinke.) Brandt. Baron v. Goldkalbs Sfaal! Alle. Han leve! Hurra! (De klinke.) Salomon (reifer fig og buffer). DO Id takker Dem, mine Herrer und Damer! Ich aldrig ffal glemme den ſchmigerhaften Empfang, ſom 258 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. id har været jo liflig her at finde. Erlauben Sie, daß id) aud) einen Toaſt proponire ! Brandt. Sering. Billing. Stille, ſtille! Baronen taler, Salomon. Den gøde Stadt Korſeer ſtal lefe! Den lefe, den florere! Hurra! Og Sfam fane Den ſom iffe denne Skaal vil drikke! Hurra! Alle. Hurra! Salomon. De feer, mine Herrer, at id) inte er ganjfe un— befannt mit den danſte Dichtkunſt. Villing. Hvilfen ſjelden Litteraturkundſtab for en Frem— med! Brandt Geseiſtret). En Fremmed? Nei Baronen er os ikke frem— med. Det ſamme Baand omſlynger vore Hjerter og hang. O hvilfen Folkefeſt! Alle Stænder, alle Kjon, alle Aldre forſamlede! Og Alle udtrykkende Hjertets uſtromtede Folelſer! O maa jeg ffrive Anmeldelſen i Dagen? Syv og tyvende Scene. 259 Syv og tyvende Scene, De Forrige, Eduard, Henrik. Eduard (til Salomon). Det gjør mig ondt, Hr. Baron, at maatte for— ftyrre Deres Glæde. Men De.har fornærmet mig paa bet Allerfoleligſte. Denne hele Forfamling, ſom har været Vidne til Fornærmeljen, maa tillige erfare, at jeg har følt den, og at jeg fager over ben. Salomon, Was Henfer! Ich har ju aldrig feet Dem for mine Eine. Eduard. Jeg har ſkrevet Dem et Brev til, og iftedenfor at ſvare mig ffriftlig derpaa, har De her i Alles Nærværelje talt om Indholdet, og leveret min Tje- ner Penge il mig, Jeg er. ingen Betler, Or. Ba- ron, jeg har felv Formue, og ffal om faa Dage betale Dem Laanet tilbage. Tillad mig fun at fige Dem, at det er iffe Nok at viſe Tjeneſter, men at en Mand i Deres Stilling bør vide at gjøre det med Delicatesſe. Brandt. Hvilken Uforffammenhed ! Villing. Hvor nesviiſt! 260 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Sering. Er De fra Forftanden ? Eduard. Mine Herrer, ingen Fornærmeljer! Jeg ffal vide at befvare dem, og idetmindſte ville dog vel de, ſom bære Uniform, ikke nægte mig Satisfaction. (Brandt tumler tilbage; Eduard vedbliver til Salomon.) Jeg bringer Dem her den ene af Deres Hundreddaler-Sedler tilbage. Den anden har jeg været ubejindig nof til at bruge; jeg burde under flige Omftændigheder iffe have gjort det, men det ſteete iffe af Trang, iffe af Nød; det var for at opfylde et Onſke, hvorom en Perſon, jeg eljffer, havde anmodet mig. KGjærlighed, ſom undſkylder Meget, vil ogſaa undſtylde Dette, idetmindſte hos Alle, ſom ere iſtand til at fole den. Der har De den ene Seddel igjen, og for den anden modtage De en Anviisning paa min Onkel Løve i Kjøbenhavn, han vil uden Vanſtkelighed betale Dem ſammes Beløb. Salomon. Net den brider id mid inte om, men laß mid fun fane den Hundertdaler-Zettel. . Eduard. De er faa god at modtage faavel det Ene ſom det Andet, Syv og tyvende Scene. 261 Salomon. Meintwegen! (Butter den tirfig) De hundert Daler fan jeg ſgu godt bruge felv. Eduard. Og lad Dette lære Dem at handle en anden Gang med ben Fiinhed, ſom man vel ev berettiget til at vente af Dem. Salomon, Poß etter! Wie konnte id wiſſen, at Deres Anſegning var en Geheimniß? Eduard. Hvorledes? De falder mit Brev en Anføgning! Salomon. Nun ja, hvad ffulbe den fonft hede? De er ſgu inte den Eneſte. Den hele Stube derinde ligger voll af Anſegninger. Eduard. De er formodenlig ikke vort Sprog mægtig, thi De vælger et hoiſt upasſende Udtryk. Mel. Der Ritter mug zum blut'gen Kampf hinaus. — Min Herre, viid, De ftaaer paa Danmarks Grund! De fjender knap vor Sfif i disje Dale: Bejtandig var der Bei i Herthas Lund 262 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Fra Folkets Hytter op til Fyrſtens Sale. Den Mindſte felv fig nærmed Folfets Drot, Og bragte did fit Hjertes Bønner, Og følte jelv i Kongens Slot, At han var Én af Landets Sønner. 2, Kun lidet er vort havomkrandſte Land; Sig nær fan derfor Folk og Fyrſte være, Og hans Velgjerning et beffæmme fan, Mei tvertimod, den er den Armes Ære. Ci nogen Wdelſteen har ftørre Glands End denne Blomſt i Danmarks Krone; Lad Ingen vove her tillands At jætte fig paa Naadens Throne! Salomon. Potz Clement! Hvad ffal alt Det betide? Han ftaaer der und finger mir Noget for, und id fer- ftaaer inte mere deraf, end om han var en Kana— rienvogel. Eduard. Jeg haaber, at om De ikke har forſtaaet det, faa har Forſamlingen forftaaet det, og det er mig Nok. (Bil gane.) Villing. Skal vi lade det gage ſaadan hen? Sw og tyvende Scene. 263 Sering. Hvem tør underftaae fig at fornærme Hr. Ba- ronen? Salomon. Das mein' ich auch. Sering (til Eduard). Bliv, min Herre! Jeg taaler iffe at Nogen i mit Huus fornærmer Hr. Baronen. Dilling. Jeg heller iffe! B randt (træffende fin Sabel). Jeg heller iffe! 7 Salomon. Id aud nicht! (San fyringer bagved Brandt.) LØVE (trædende frem). Jeg heller iffe, thi jeg har lovet den ftaffels Salomon min Beſthttelſe. Eduard. Hvad feer jeg? Min Onkel? De her? Henrik. Herren felv! Naa nu bliver det Sidſte værre end det Førfte. 264 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Løve (ræffende Eduard Haanden). Det glæder mig, Eduard, at fee denne Opbruſen af din resfølelfe. Dette ene Træf har forjonet mig med alle dine Ubefindigheder. Det er Kjerlig— hed, ſom har forledet dig til dem; jeg vil derfor ingen Bebreidelfer gjøre dig. Men jeg vil fun fige dig til din Troſt, at de Penge, fom Salomon ſendte dig, vare ham leverede af mig, hvem han havde ladet læfe dit Brev. i Eduard. Min Onfel, De bejffæmmer mig! Løve. Siden Salomon har faaet den ene Hundred— daler-Seddel tilbage, faa lad ham beholde den. Salomon. Ach Hr. Leve, Hr. Leve! (Falder ham om Halſen.) Sering. Hvad for Noget? Tager Baronen imod den Preſent? Salomon. Ja gu ger Baronen ſo! Ich er en fattig Mand; det er ſgu inte hver Dag, at ich finder hundert Daler paa Gaden. Syv og tyvende Scene. 265 Adſkillige. En fattig Mand! Love. Lader os ophøre med vor Maſtkerade! De ærede Herrer og Damer maae vide, af denne Mand, fom jeg godt fjender, er Salomon Goldkalb fra Hamborg, fom handler med gamle Klader. Alle Hvad for Noget! (Tummel.) Salomon. Tys! Stille! Heer mig ferſt, inden J dem— mer mig! Nogle. Rolig! Baronen vil retfærdiggjøre fig; Lad ham fomme til Orde! Salomon (da det er blevet fine). Id takker Dem, mine Herrer, for Deres Op— mærffomhed. Ich vilde fun berigtige Hr. Leves Ud— ſagn Alle. Salomon. Ich handler inte blot mit gamle Kleer, men ogſaa mit goldenen und ſilbernen Treffen, und made 266 Køng Salomon og Jørgen Hattemager. allerley Wechſel-Geſchäfte. I wohne in Hamburg auf bem Dreckwall, Nummer ..... Alle. Den Skjelm! Han ſtal bode for ſit Narreri! (De omringe ham med oplsftede Arme og Stokke.) Salomon. Ach waih mir! fr. Leve, vertheidigen Sie mid! Løve. Rolig mine, Venner! Lad mig tale! Hvor fan J være vrede paa Salomon! Han har jo iffe gjort Andet end falde fig ved fit virfelige Navn. Hvad fan han gjøre ved, at man, forledet ved Navnet, har været faa hurtig til af tage ham underveis for den rige Baron fra Franffurt, og at dette falſke Rygte, ham uafvidende, har bredet fig lige hertil? Men for at gjøre Alting godt igjen, ſaameget ſom det ſtaaer til mig, vil jeg gjøre et Forſlag. Brandt. Lad os høre det, Herre! Løve. Forſt maa jeg fun vide, om Meſter Jørgen vil give fit Samtyffe til fin Datters Forening med min Broderſon? De unge Menneſter elffe hinanden. Jørgen. Om jeg vil? Ja det lader jeg mig iffe byde to Gange. Luiſe! Syv og tyvende Scene. 267 Løve. Eduard! (De lægge deres Hænder fammen.) Velan ſaa vil jeg komme med mit Forſlag. De ere forenede her til en Feſt; lad den ikke gage overſtyr! Jeg vil celebrere denne glade Dag ved at give et Bal hos Hr. Sering; det var Synd, om hang feftlige Tilbere— delfer fulde være til ingen Nytte. Jeg giver mig ben Ære at indbyde alle de tilftedeværende Herrer og Damer, Sering. Fortræffeligt! Ja Alt er iftand, endogfaa Muſi— fanter have vi ved Haanden. Nu fan vi altſaa dog fomme til at bruge Lyſene i Vinduerne og de ſmaa Kanoner i Haven. Løve. Gjor Fejten faa.glimrende, ſom om den meget omtalte Baron var tilſtede, og lad det iffe mangle paa nogen Ting. — (Til Eduard) Nu hvad mener Du? vil du imorgen fortjætte din Reiſe til Hamborg? Eduard. Nei min Onkel, nu er det mig umuligt at for— lade Landet. Henrik. Herre, betænf hvad De ſiger. Det er jo den hoieſte Mode at reiſe udenlands, ſtrax efter at man har forlovet fig. 268 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Løve. Jeg holder for, at naar man førjt er forlovet, faa er det Fornuftigfte, man fan gjøre, at gifte fig. Eduard. Ja det er ogſaa min ening. Løve. Nu vel, jaa reiſe vi imorgen til Kjøbenhavn, ole Seblhrk ,5355 Henrik Og fane os et godt Ctablisfement, O hvor jeg ffal gotte mig! Løve. Mine Herrer, vær faa god at tage Damer; nu begynder Ballet. , Salomon. Ich ferer Ballen op! Hvem vil dandſe mit mir? (San gaaer omfring, og engagerer, men kommer allevegne forſildig. Han vender filbage uden Dame.) Slutnings-Sang. Mel. C'est Tamour, l'amour, l'amour. Chor. Op til Dands! til Dands! til Dands! Til Lyſtighed og til Feſter! Hvilfen Glands! Syv og tyvende Scene. O fjelbne Frands Af alſkens fremmede Gjæfter! 13; Løve. Venner, faa fif I Lys her i Sagen, Ja nu er Alting flappet og flart. Lyſtig og glad begyndte- jo Dagen. Lyſtig og glad nu ender den fnart. Sering. Herrer og Damer fra Gaden! Zræber fun ind i min Sal! Endt er jo Maſkeraden, Saa begynder vort Bal. Chor. Op til Dands 20. Ø Eduard. Elſkede fnart jeg fvæver i Dandſen, Ene med dig i cirklende Flok. Luiſe. Tag dig i Agt at tabe Balancen; Amor beruſet gager med en Stok. Eduard. Gid os Dagene fvinde, Som naar du dandſer med mig! 270 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Luiſe Ja dit Hjertes Veninde Livet hendandſe med dig! Chor. Op til Dands ꝛc. —— Villing. Altſaa kom Goldkalb ikke til Staden. Brandt. Skammeligt bleve narrede vi, Villing. Held jer, I ſparte Borgerparaden! Brandt. Actierne han i jert Støberi! Villing. Gaa til Helved, I Spotter! Brandt. Gaa I Fanden i Bold! Villing. Ret jer' Neſe mig gotter. Brandt. Ti, du arrige Trold! Syv og tyvende Scene. 271 Chor. Op til Dands ꝛc. 4. Henrik. Altſaa belob ſig Udenlands-Farten Kun til en fjortenmiils Tour til Korſor. Ligejaa gjerne kunde vi ſpart' en, Taget os Koner i Helſingor. Udenlandsreiſe, din Lykke Bliver nok aldrig min! Jeg kun i Kobberſtykke Skal ſee Paris og Berlin. Chor. Op til Dands ꝛc. 5 Salomon. Wunderlid gif det til med min Name: Nis var id Millionair und Baron; Nun er id) nix, und har ingen Dame, Bin id denn nidt der Long Salomon? Jørgen. Jeg ſtaager ogſaa tilbage; Jeg vil dandſe med jer; I tiltaffe nu tage! 272 Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Salomon. Hattemager, fom her! Chor. Op til Dands ꝛc. 6. Luiſe til Bublicnm). Herrer, for hvem jædvanlig vi ſpille Opera, Sorgeſpil og Ballet, Hvis I foragted vor Vaudeville, Stod jo den ftaffels Digter en Ret. Oper i Muſernes Tempel Lad jom Salomon ſtaae; Jørgen er, for Crempel, Vaudevillen, I fane. Chor (medens Alle dandſe parviis ind i Gjæftgivergaarden). Op til Dands 20. Farteidrei Drikkervife og Slutningscounplet fil Kong Salomon og Jørgen fjattemager. (Flyvende Boft 1827, No. 5, Digte og Fortællinger, II Bind, 1834, 30 ff. og Poetiſte Sfrifter VIN Bind, 1849, S. 302 ff.) 275 forandret Drikkeviſe. (14 Jan. 1827.) Salomon. Ja, ved en Bolle Punſch man fan Gar herlig discurriren, Und har man nof fo lidt Ferftand, Kan man politiciren. Chor. Leve Discurſer, Courſer og Concurſer! Leve Politiken Og Drikken! Brandt. Har Hr. Baronen hort det alt, Hvad man idag erfarer, At Tyrken bruger ſtreng Gevalt Mod ſine Janitſcharer? Chor. Nu lad os høre! Spidſer eders Øre! Nyt fane vi at vide Itide. 276 Forandret Drikkeviſe. | Salomon. Id jfal Dem fige: han med Klem Diſciplinirer Staten: Han tager Hovedet fra dem, So madt man dort Soldaten. Chor. Pregtigt han fvarte, Alt os aabenbarte! Een er i Forening Vor Mening. Villing. Jeſuiterne, man har mig ſagt, J Frankrig ſtjerme Thronen. De faae dog viſt for ſtor en Magt; Hvad mener Hr. Baronen? Chor. Nu lad os høre 2c. Salomon. Ey mag; det er fun Pasſiar Mit Pfaffen und Jefuiter, So længe vores Folf man ſla'er Faſt überall til Ritter. Køng Salomon og Jørgen Hattemager. TA Chor. Alt kom for Dagen; Hvilfet Lys i Sagen! Ja, nu tvivler Ingen Om Zingen. Sering. Jeg Hr. Baronen melde vil: I Kiel jeg har en Svoger; Han ffrev mig ſidſte Omflag til, At der var Demagoger. Chor. Nu lad os hore ꝛc. Salomon. Ach! Deutſchland er ſo kahl, min Ven, Und mager ſom en Alen; Inſecterne, wo ffal de hen? De fætte fig i Halen. Chor. Ja, det er rigtigt! Dette Vink var vigtigt! Lad os discurrere Om Mere! J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 16 278 Forandret Drikkeviſe. Jorgen. J London har jo nys en Mand En Dampoon inventeret, Hvormed der Hatte gjores kan, Tituſind i Ovarteret. Chor. Nu lad os hore ꝛc. Salomon. Ey, det vil ikke ſige ſtort! En Phrenolog har funden, Hvordan man til hver Hat faaer gjort En Kopf in wenig Stunden. Chor. Leve Fabriken, Som Metaphyſiken At levere billig Er villig! Love. J Kjobenhaon viſt haabe vi, De vil entreprenere Et Gasbelysnings-Compagnie Saavel ſom Andet mere. Chor. Nu lad os høre ꝛc. Kong Salomon og Sørgen Hattemager. 279 Salomon. Das ſtarke Lidt macht gleich caput; Man ſollt' in Kopenhagen Erſt in dem Blinden-Inſtitut Sehn, ob ſie's auch vertragen. Chor. Rigtig, vi ville Vere kloge, ſnilde, Vogte Lys og frygte Hver Lygte. Salomon. Und im Theater mag ich's nit, Nicht in den Vaudevillen! Beym Waſſerſtof, beym ſcharfen Licht, Wer weiß ob ſie gefielen? Chor. Leve den gode Smag, hvori vi troede Nok, at Hr. Baronen Gav Tonen! 16* 280 Forandret Drikkeviſe. Forandret Slutningscouplet. Eengang, jeg mindes, vor Vaudeville Stod her paa Scenen frygtſom og ny; Men De bejfytted venlig den Lille, Aabnede for den Hjerternes Ly. Snart den voved at lære Stolthed og Mod paa fin Gang: Stolthed over fin re, Mod til tafnemmelig Sang. Den ofte og tyvende Januar. Baudeville. Forſte Gang opført paa bet fongelige Theater ben dte Februar 1826. 1. Førfte Udgave. Den otte og tyvende Januar. Vaudeville af Johan Ludvig Heiberg. Kbhvn. 1826. 2. Anden Udgave. Skueſpil, VI Bind, 1836. 3. Tredie Udgave. Poetiſke Sfrifter, V Bind, 1848. Perſonerne. Martin, Koffardicapitain. Marie, hans Datter. Leopold v. viſting, Officeer i Land-Etaten. Fru v. Grammen, en rig Enke. Puf, en Aagerkarl. Karen, hans Huusholderſke. Jens, en fjællandføf Bondekarl, Portner hos Fru v. Grammen. Fire Borgere. Chor af Borgere og Fruentimmer. Handlingen foregager i Kjøbenhavn. Skuepladſen foreftiller en Gade, J Forgrunden tilvenſtre (for Tiljfuerne) Bufs Huus, tilhsire Fru v. Grammens Gaard, med en Altan udenfor det midterfte Fag i forſte Sals Etage. Under Ultanen er Porten, og udenfor ſamme en Bank. Forſte Scene. Martin (raaber ov til Puf). Har De forftaaet mig, Hr. Buf? Puf. Vent bare, til den Vogn er kjort forbi. Jeg kan ikke hore hvad De ſiger. Martin (efter en kort Pauſe). Min Mening er denne . (Man hører i Afftand en militair Marche.) Puf. Saa for en Ulykke! Nu fan man igjen ikke høre Ørenlyd. Kom igjen fiden! i (Slaaer Vinduet i.) Martin (alene). Det er da en naragtig Patron. Han vil idag pan ingen Maade lade Nogen fomme ind i Huſet. 286 Den otte og tyvende Januar. Gud give, jeg aldrig var falden i Kloerne paa den forbandede Optræffer! Da jeg ftod paa Proveſtenen den anden April ſom Maanedslieutenant, da var jeg iffe bange; men denne jammerlige Karl, fom jeg funde buffe begge Ender ſammen paa i en Haande— vending, faaer mit Hjerte til at banfe, ſom om jeg var et Barn, der ventede Riis, — Nu blev han vred over Mufifen. Herre Gud! det er jo dog ganſte ſmukt at høre paa. Det er et af Regimenterne, ſom træffer om paa Gaderne, fordi det er Kongens Ge— burtsdag. Det er en ganſke ny Marche, fom de ſpille. Jeg vil fandelig hen og høre derpaa, og komme igjen ſiden. (Vil gaae.) (Hoboiſter i Uniform drage i Baggrunden over Skuepladſen, fulgte af en ſtor Skare Menneſter, ſom lidt efter lidt forlade Scenen, tillige med Martin.) Anden Scene. Seng og Karen fomme ud, og blive ftaaende, den Førfte i Fru v. Grammens Bort, den Anden i Pufs Dør. Naar Mu- filen er noget borte, begynder Dialogen. Jen. Det var da en fæl rar Maſik, den! Det fan ordenlig kilde En i Maven af bare Fornøielje. Karen. O hvilfen deilig Muſik! man kunde næften faae Lyſt til at dandſe. Anden Scene. 287 Jens. Men der ſtaager jo, Drollen ſplide mig, Pufs Karen, og hører paa Maſiken. Karen. Men ber ſtaaer jo Fru v. Grammens Jens, og hører paa Muſiken. Jens. God Aften, Karen! Karen. See god Aften, Jens! Jens. Er din Toite kommen ud paa Gaden? Karen. Er din Nathue kommen ud af Sengen? Jens. Hor, Karen, lad mig tale et Ord med dig! Karen. Derſom du vil mig Noget, ſaa kan du jo komme herover til mig. Jens. Jeg tor, Drollen ſplide mig, ikke lobe over Gaden; jeg er bange, min Frue ſtal ſee mig fra Vinduerne. 288 Den otte og tyvende Januar. Karen. Iligemaade. Jeg er bange, min Herre ſtal ſee mig fra Vinduerne. Jens. Hør Karen, lad os da begge To gaae Halvveien; faa fane vi fun Hver en halv Product. Karen. Ak ja! hvad gjør jeg ikke for din Skyld! (De møde hinanden midt paa Scenen.) Jens. Karen, naar faaer jeg det franſke Brændeviin? Karen (feer fig om). Tys! — Saafnart du bringer mig Pengene. Jen, Aa bu vil nu bare harcellere, Hvorfor fan du ikke lade mig faae det ſtrax. Karen. Pengene, Jens, Pengene! Jens. Hvor fan du være faa akkerat med mig? Jeg fom holder faa meget af dig? Karen. Ja, Kjcerligheden fan være god nok, Jens, men franſt Brændeviin faner man iffe uden Penge. Anden Scene. 289 Jens. Aa du Skjelmsmeſter! Karen. Det er min Handel, feer du. Den bør ikke ftaae tilbage for mine Folelſer. Desuden om det ffulde være Himlens Billie, at der engang blev et Par af os To, jaa vil du være lykkelig ved at fane en Lone, ſom ikke har flattet med Sfillingen, men ſom har lagt fig en lille Capital tilbedſte. Cuffdes) Det er en kjon Karl. Jens caffives). Det gamle Zrefur har viſt fæl mange Penge. ($sit) Hør Karen, jeg faner iaften en Rigsdaler af min Frue, fordi det er Kongens Geburtsdag. Karen. Hvad for Noget? Er det idag Kongens Ge— burtsdag? Jens. Veed du ikke det? Naa, Karen, du er nok, Drollen ſplide mig, den Eneſte i hele Sjælland, ſom ikke veed det. Saren. Ak Gud hjelpe mig Staffel! hvor fulde jeg fane Noget at vine? Jeg feer jo ingen Menneſker. Hr. Puf lader jo mange Dage, ſom f. Cr. idag, ingen Moders Sjæl komme over fin Dørtærffel. Jeg har jo iffe 3. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V. —17 290 Den otte og tyvende Januar. engang en Almanak; thi hvor ffulde jeg fane den fra? Det vilde jo være hvert Aar en ny Udgift. — Men hør, naar du nu har faaet den Rigsdaler, jaa fan du komme over og hente Brændeviinsflajfen. Men iffe førend i Mørfningen. Hører du? Ikke førend i Morkningen! så Jens. Ja jeg forſtager dig nok, Karen, jeg forſtaager dig! — Farvel, du Sfjelmsmefter! (Sysfer henne.) Farvel! Karen. Men hor forſt! hvad godt Nyt ovre hos jer? Jens. Dille en Ulykke! Jeg havde nær glemt at fortælle dig, at Biirffov er, Drollen ſplide mig, kraperet inat. | Karen. Biirſkov? hvem er det? Jeg havde troet, af der var ingen Anden i hele Gaarden end bin Frue og du? Jen. Ja fra nu af er vi heller iffe Flere. Men har du iffe nok vidſt, at vi før var tri? Kjender du iffe Biirſkov? Karen. Net for Pokker! hvem er Biirſkov? Jens. Ih det er jo Biirffov? Anden Scene. 291 Karen. eeg hob 102 Jens. Naar du veed det, hvorfor ſpor du da om det? Karen. Men jeg mener, hvad var det for et Menneſtke? Jens. Aa bet var ikke noget Menneſtke! det var Port— hunden. Karen. Ikke Andet end det! Jens. Er det ikke Nok? Karen. Naa, ſaa er J da nu To hos jer, ligeſom vi er To hos os; thi vores Hund, ſom hed Vielfraß, døde for et halv Aar ſiden, af Sult, og ſiden har vi ingen faaet, thi Herren figer, at faadan en Hund ſpiſer altfor meget. Jens. Hvor kan han ſige, at en Hund, ſom doer af Sult, æder for meget? Saren, Ja lad nu Hundene være Hunde! Men ſiig mig, er der intet andet Nyt hos jer? 292 Den otte og tyvende Januar. Jens. Hos os? Jeg gad nok vide, hvad det ſtulde være. Der kommer jo ingen livfodt Skabning ind til os, og min Frue har jo i femten Aar ikke havt fin Fod ude af Porten. Karen. Er det ſandt, at det kommer af Sorg over hen— des ſalig Mand? Jens. Det veed jeg, Drollen ſplide mig, ikke, for jeg har ikke tjent der lengere end i otte Aar. Da dode hendes Huusholderſke, og faa blev jeg Portner i hendes Sted. Mien det er vift og fandt, at hun fætter aldrig fin Fod paa den Geſims der. Karen. Paa Altanen? Ja hele Nabolavet taler derom, at man aldrig har feet noget Menneſte paa den Altan. Jens, Menneffe? Ja ru fan gjerne fige, du har aldrig feet nogen Kat paa den, for der tør ingen levende Sjæl jætte fine Been, iffe engang en fiirbenet. Karen. Men hvoraf kommer det, Jens? Jens. Veed du ikke det, Karen? Anden Scene. 293 Saren. Wet, Jens! Min Herre har faa tidt talt derom. Han ſidder ſommetider hele Timer ved Vinduet, og feer derover, og ſiger: Det er da forunderligt, at man aldrig feer noget Mennejfe paa den Altan. Jens. Ja, det kunde jeg gjerne ſige dig, Karen! Karen. O ſaa ſiig mig det, lille Jens! Sode Jenſemand, ſiig mig det! Jens. Det kommer af det, at den ſalig Herre havde alt— for mange Penge. Saa blev han kjed af at leve, og jaa fprang han ud fra den Zingeft og fnæffede fin Hals. Karen (ſtriger). Uh! hvad ſiger du, Jens? Jens. Det er da Løier, du ikke veed det, Karen! Fare. Hu! det er græsfeligt! Hvor jfulde jeg vide det? Det er fun to Aar fiden min Herre fjøbte det Huus der, og Dette er jo en ældgammel Hiſtorie, Gud ffee Lov og Taf! Jens. Ja, den maa nu være gammel eller iffe gammel, 294 Den ofte og tyvende Januar. men det er viſt og fandt, at jeg mangen Gang om Aftenen har feet den falig Herre ſtage deroppe paa Tingeſten, med en gloende Pibe i Munden. , Karen (friger). Aa ti ftille! ti frille! Tredie Scene. De Forrige, Puf fommer til Vinduet. Fru v. Grammen ligeledes. Mel. af Don Juan: Sjelden Penge, Prygl desfleer. Puf. Hvad er Dette dog for Skrig? Fruen. Hvilfen Stoi mit Øre naaer? Karen. Nu er jeg ulyffelig! Jens. Hvad er det? der Fruen ftaaer ! Bu f. Karen, hvad gjør du paa Gaden? Fruen. Jens, kom ſtrax herind til mig! Jens. Fruen! — Mig hver Sands forgaaer ! Tredie Scene. 295 Fruen. Kom ind! Puf. Kom ind! Jens og Karen. Jeg ſtynder mig. Jeg ſtynder mig. Puf og Fruen. Saa ſtynd da big! Puf. Hoilken Fryd for hele Staden! Fruen ſig tilkjendegiver. Jens. Her ſin Spas den Onde driver, Puf. Karen, kom dog ind fra Gaden! Fruen. Jens, kom ſtrax herind til mig! Jens. Fruen ſelv i Vindvet |taaer ! Fruen. Kom ind! Puf. Kom ind! 296 Den otte og tyvende Januar. Jens og Varen. Jeg ſkynder mig, Jeg ffynder mig. Puf og Fruen. Saa ſtynd da dig! (Buf gaaer fra Binduet.) Jens. Ak, Karen! Jeg er faa bange faa det knyver i min Krop. Min Frue maa da være forjfræffelig vred, fiden hun fommer til Vinduet og feer efter mig. Fruen. Nu Jens, hvorlenge ffal jeg vente paa big? Jens. Jeg kommer, Frue, jeg kommer! (Gaaer derind, Fruen gaaer fra Vinduet.) Fjerde Scene. Karen, Puf fommer ud paa Gaden. Puf. Jeg kommer nok til ſelv at hente dig, Karen, ifald jeg vil have dig. Hvad Fanden beſtiller du herude? Karen. Af Herre! jeg vilde fun høre lidt paa Muſiken. Herren maa vide, det er idag. ... Fjierde Scene. 9297 Puf. Jeg vil Ingenting vide, hverfen om idag eller imorgen, — Og Døren til Huſet lader du ftaae aaben! Jeg ulykkelige Mand! Derſom Nogen var kommen derind og havde feet mine contrebande Bomuldsfasfer, ſom jeg har været nødt til at fætte i Forſtuen! — Du veed jo, dit Sfarn, at der maa Ingen fomme ind i Huſet idag, og faa lader du Døren jtaae aaben! Aa Karen, Karen! du bringer mig endnu til Bettelftaven, eller lægger mig i Graven! Karen. Ak, Herren maa ikke ſige ſaadanne gruelige Ord! Jeg er desuden allerede ſaa altereret, at jeg kan neppe ſtaae pag mine Been. Puf. Hvorfor det, Karen? hvorfor? Karen. O Herre! Verden ſtaaer viſt ikke længe, ſiden den uſynlige Frue derovre lod ſig ſee for lidt ſiden. Puf. Ja viſt, det er ſom en Comet eller et andet Jer— tegn, men Verden ftaaer nok endda, Karen, den ftaaer nok endda. Karen. Ja men Herren veed ikke Alt hvad der er ſteet der i det Huus. 298 Den otte og tyvende Januar. Bu f. Hvad da, Karen? Karen. Tænf engang, den ſalig Herre derovre han er for mange Aar ſiden ſprunget ud fra Altanen, faa han fnæffede fin Hals, og det bare fordi han havde for mange Penge. Puf. Fordi han havde for mange Penge? — Nei Karen, derfor ſpringer man jaa Skam iffe ud fra en Altan. | Karen. Ja da er det dog ganſte tilforladeligt. Og Port— neren har endogfaa fortalt mig, at den falig Wand fpøger endnu mangen Nat paa Altanen. Puf. Aa visvas! Karen. Nu fan Herren tænfe, hvilfen Sfræf jeg fif, thi Herren har jo ogſaa forjfræffelig mange Penge. Bu f. Tys! Bil du tie ftille! Karen (fagtere). Hvis Herren nu ogſaa engang ſtulde fpringe ud og knœkke Haljen .... Fjerde Scene. 299 Bu f. Aa Snikſnak! ng Karen. Og ſiden efter ftaae med en gloende Vibe i Munden .. Puf. Ih vil du holde din Mund, eller jeg ſyer den ſammen paa dig, din Taſte! Mel. Han gif til Ludlams Hule, i Saren. Lad, Herre, Dem betyde, At fort er Livets Stund: Sig En maa lade ſtyde, Én ſank paa Havſens Bund. Mens Hiin alt endte Banen Ved Enden af en Valg, Sprang Denne fra Altanen, Og fnæffede fin Hals. ”A En paa fit grønne Øre Sov ind, men vaagned bød. Puf. Hold op! jeg vil ei hore Om al den Sfræf og Nod. 300 Den otte og tyvende Januar. Karen. Velan, faa ſtal De vide, Moralen er omtrent: Hvo klog er, gjør itide Et ſtjonſomt Teſtament. Puf. Hvad Tejtament?- Zi ftille! Jeg faaer en Arving nok. Jeg gifter mig, ſtjondt ſilde, Og faner en Borneflok. Karen. Vil Intet De mig give Til Hjelp paa Livets Vei? Ak, Deres Born Dem blive Viſt et jaa nær ſom jeg! Puf. Hvad er det for en forbandet Snaf? — Men det være ſom det være vil, jeg gifter mig beſtemt; Tingen er allerede halv afgjort. Karen. Gud! Er det allerede kommet ſaa vidt? Puf. Ja, jeg mener, at da der behoves to Samtykker Fjerde Scene. 301 til Giftermaal, og jeg allerede har givet mit, faa er Tingen jo halv afgjort, Brylluppet bliver med det Forſte. Karen. Ak det er da vel aldrig ſandt? Puf. Jo gu er det ſandt, jo! — Den Spas koſter mig rigtignok 900 Rigsdaler. Karen. 900! Men kunde Herren ikke anvende dem bedre? til mere baade Nytte og Forngielfe for fig ſelv og Andre? Puf. Net ſaaviſt fan jeg iffe. Du maa vide, det er em ung, ſmuk, elffværdig, velopdragen Pige. Saren. Gud forlade Den, fom fører Herren ind paa ſaadant et Marked! En ung Bige! betænf Herre, hvad bet vil ſige. Hun vil iffe finde fig i at fidde indefpærret mellem fire Vægge, Hun vil paa Bal, paa Comedie, paa Mafferade; hun vil ødelægge Dem med lutter Stads og Fjas. Puf. Lad du bare mig om Det! Cen ny Kjole om Aaret, og eengang paa Comedie, det er allerede Nok. 302 Den otte og tyvende Januar. Karen. Eengang paa Comedie! Jo paa det Lav! Nei ſaadan En vil have Loge. Tenk hvortidt Herren har lovet mig at fomme paa Comedie, og nu har jeg dog i alle de Aar, jeg har tjent Dem, iffe været der en enejte Gang. Puf. Ja, du er en ſtor Strik! Gav jeg big ikke for fem Aar fiden tre Marf til en Comediebillet, men ifte- denfor at gage derhen, puttede du Pengene i Lommen. Karen. Ja, Herre, det koſtede Dem jo ikke mere for Det. Jeg tænfte: Spart er ſpart. Puf. Ja det er juſt det Samme ſom jeg tænfer. Karen. Hor, Herre, da jeg var paa Torvet imorges, fortalte Gronkonen mig, at de ſkal have iovermorgen for forſte Gang ſaadan en deilig ny Comedie fom hedder: Gammelt og Nyt, og hvori der ffal være baade Løver og Crocodiller . . Puf. Aa hvad rager det mig! Saren. Ja, fee der har vi det! Naar det fommer til Fjerde Scene. 303 Stykket, jaa vil Herren aldrig betale Billetten, Nylig bad jeg faameget om jeg maatte komme hen og fee den ny Baudeville, eller hvad bet var de faldte den, om Kong Salomon og Jørgen Hattemager .... Puf. Aa ti ſtille! Jeg gidder ikke høre de daarekiſte— gale Comedietitler. Mel. af Operetten: Hvad nye Anſtalter uden Tal. 1; Hvad nye Anſtalter uden Zal! Sfriver man nu et Vaudeviller! Publicum løber faſt ſom gal, Hvergang det dumme Toi man ſpiller. Og dog ſlaaes ei Helten ihjel, Ci fig hænger, fig brænder, fig ſtyder. Men da Korſor ſmagte faa vel, Alt man os lover tørre Jyder. … Jeg mener: Iyderne i Kjøbenhavn. Thi det ffal være ganjfe tilforladeligt, at vi med det Forſte fane et Stykke ſom hedder ſaadan. 2. Jeg har en Bog; der ſtaaer deri: Hvis ikke Kroniken bedrager, Saa var en Moller i Normandie Allerforſt Vaudevillemager. 304 Den otte og tyvende Januar. Deri fee vi nu Sfjæbnens Haand: Drog De Danſke til Normandiet, Saa hjemſoger os nu Normannernes Aand, Vover fig felv mod Politiet, Jeg mener: Smagens Politi, For at vove fig mod det, behøver man rigtignok iffe at ftaae tidlig op, thi ffjøndt det bærer Navn af Morgenen, faa fom- mer det dog forſt om Aftenen. Ja, ja, hvad man gjemmer til Natten, det gjemmer man til Katten. 3. Karen. Herre, jeg trætteg et derom; Franſk eller Danff er mig det Samme. Men hvis dog Vaudevillen kom Frem af en ægte nordiſk Stamme, Kan De da med Vrede den fee? Maa De dog tilfidjt ikke ſande, At vi tør mores ved den, og lee, Thi den er iffe Contrebande? Af! Herren maa iffe troe, at jeg tænfte paa Bomulds— fagjerne i Forſtuen. Det var ſaamend ingen Skoſe. Bu f. Ih din forbandede Taſke! Bil du holde din Mund! Fort ind med dig! (San jager hende ind i Huſet og følger efter.) Femte Scene. 305 Femte Scene. Leopold og Marie fomme gaaende, Arm i Arm. Leopold er t fuld Uniform; Marie bærer en Pels og en Hat med Fjer. Marie (idet hun flipper Leopolds Arm, og neier for ham). Zjenerinde, min Herre! Jeg er Dem meget for- bunden for Deres Godhed. Men tillad at jeg nu iffe længere misbruger den. Leopold. Hvortil, Marie, denne gruſomme Spog? Marie. Spog, min Herre? Og gruſom? Nei, det maa De forlade mig, det er ingen af Delene. Leopold. Marie! Du gjør mig rajende! hvorfor denne fremmede Zone? Marie. Jeg vilde gjerne tale til dig i en mere befjendt, derſom jeg vidſte at det kunde temme din Hæftighed. Leopold. Kjcereſte Veninde! jeg maatte jo være meer end Menneſke, derſom jeg udholdt denne Zvivl. Jeg fommer op til dig, du ftaaer med Hat og Pels paa for at gage ud. Jeg tilbyder at ledſage dig, du af- flaaer det. Jeg fpørger, hvor du vil hen; du fvarer, i en Boutik paa Oſtergade. 306 Den otte og tyvende Januar. Marie. Ja, og nu tvinger du mig næften til af mod— tage -din Arm, uagtet du vidfte, af det var mig imod. Fy! var det ret? » Leopolb. Nu vel, jeg gaaer hele Oſtergade igjennem med dig. Bed enhver Boutik tænfer jeg: her vil hun ind, Net ingenlunde. Vi gaae Gaden tilende, og nu beder hun mig om at forlade hende. Marie. Men Den, fom iffe gjør det, er dig. Jeg føl- ger dig endnu et langt Styffe, og det er egenlig førjt nu jeg beder dig ret indftændig derom, og faa bliver du ovenikjobet vred. Leopold. Vred? Nei det er ikke det rette Ord; men for— undret, forſtreekket, mistænffom . ... Marie. Mistæenkſom? Leopold. Ja, og jaloux. Marie. Jaloux? Leopold. Ja, jaloux, ſiden du tvinger mig til at ſige det reent ud. Femte Scene. 307 Marie. Det bliver bedre og bebre. Leopold. Wen naar har jeg ogſaa Jeet dig ſaaledes? faa tilbageholden? faa ſtjult? — Ved Alt hvad helligt er, hvor jfal du hen? ſiig mig det! Marie. Du er min Ven, det veed jeg, men du er en paatrængende Ven. Jeg før iffe have den mindſte Hemmelighed for dig. Leopold. Hemmelighed! O det blotte Ord fætter mit Sind i Bevægelje! Nei for Alting, iffe den mindſte Hemme— lighed imellem os! Marie. Du forlanger Meget. Leopold. Men jeg gjengjælder det ærligt. Men lad 08 ikke fpilde den fojtbare Tid. Hvad er din Henſigt? hvorfor faa urolig? hvor ſkal du hen? Marie. Jeg er allerede ven min Beſtemmelſe. Leopold. Hvorledes? her i denne Gade? hvem fan du 308 Den otte og tyvende Januar. ville beføge her? I denne Gaard boer Fru v. Gram- men, en rig Enke, fom man figer, men fom intet Menneffe fjender. Til hende ffal du vift iffe, thi hun jeer Ingen. Marie. Net, det ffal jeg heller iffe. Leopold. Nu, og her fan det da endnu mindre være, thi her boer Hr. Puf, en gammel Aagerfarl og en ftor Synder, forreften en Troſt i Noden for mig og alle Andre, ſom komme tilfort med deres Indtægter. Marie. Hvad om det nu juſt var ham, ſom mit Beſog gjælder ? Leopold. Hvorledes ? Marie. Din Paatrængenhed nøder mig til at befjende for dig hvad jeg faa gjerne holdt hemmeligt for Alle, men iſcer for dig. Det er faa tungt af maatte tale til en elſtet Perſon om de trivielle, de ydmygende Hverdagsſorger. Leopold. Men hvo ffulde vel hellere dele bem med dig, end juft han ſom elffer dig? Femte Scene. 309 Marie. Velan, jeg vil fortælle dig Alt, ſiden det allerede er kommet ſaavidt. Jeg er dit Venſkab denne For— trolighed ſtyldig, hvor meget den faa ogfaa koſter mig. Win Fader ffylder 900 Rolr. til denne Mand; han fan i dette Dieblik iffe betale dem, og imorgen er Obligationen udloben. Leopold. Og hvad vil han da gjøre? Dr. Puf er ikke den Mand fom venter. Marie. Det er juſt Ulykken. Puf truer ham med Gjælds- fœngſel. Leopold. Min Gud! det maa afværges. Marie. Men hvorved ? Leopold. O at jeg ſelv ffal være faa fattig! Marie. Min Fader har været her for lidt fiden, men Hr. Buf vilde iffe lade ham fomme ind i Huſet. Leopold. Ja derpaa fjender jeg den gamle Synder. Den Grille overfalder ham af og til. Saa maa han have faaet nogle Varer, ſom han iffe fan ffjule i Huſet, 310 Den otte og tyvende Januar. men ſom han dog har fine Grunde for iffe at lade Nogen fee. Marie. Min Fader fagde, han vilde fomme tilbage om lidt, for, om muligt, at tale fig tilrette med ham. Jeg har ifinde at fomme fam iforfjøbet, og ſee at bevirfe en Opfættelfe hos Herr Puf, endnu" inden min Fader fommer. For et Fruentimmer er det dog lettere at ydmyge fig og gjøre en bedende Mine. Min Fader, fom en gammel Sømand, begvemmer fig aldrig dertil. Desuden fan Herr Puf godt lide mig. Naar han undertiden har været hjemme hos min Fader, faa har han altid talt faa venlig til mig, og viiſt mig faa megen Ovmærffombed. Leopold. Saa gaa, fjærefte Marie! lad mig iffe forſtyrre et jaa fjærligt Forjæt hos dig! Marie. Og Dog ffjælver jeg af Angſt, og vover neppe at banfe paa Døren. Mel. Rives de ma terre natale. kt 2 Leopold. O lad huldt mit Znffe dig følge! Dets uſynlige Magt er dig nær, Maa i tufind Former fig bølge, Men det fpeiler fig tro i hver. gemte Scene. Sd Naar om Natten du rolig hviler, Er det hog dig, en vaagen Aand; I ben Drom, ſom fommer og iler, Det flygtigt berører din Haand. Begge. J ben Drom, fom fommer og iler, Det flygtigt berører he: | Haand. 2. Marie. Naar til mig din Tanke fig nærmer, Har jeg Mod, og vil trøfte mig end: Det, ſom os beſtandig beſtjermer, Er uſynligt ſaavel ſom den. Lad den huldt mig i Faren folge, Bed hvert et Fjed mig være nær! J hvad Form den monne fig bølge, Den ſpeile fig tro i enhver! Begge. J hvad Form den monne fig bølge, Den ſpeile fig tro i enhver! Leopold. Farvel! Jeg venter her faalænge for at høre Udfaldet. (Gaaer tilſide. Marie banfer paa Døren.) ale Den ofte og tyvende Januar. Sjette Scene. Leopold i Baggrunden. Marie ven Døren. Puf i Vinduet. Puf. Hvem der? Jeg har ikke Tid at tale med No— gen idag. Marie. Blot to Ord, Herr Puf! Jeg ſtal viſt iffe op- holde Dem flænge. Puf. Hvad ſeer jeg? Det er jo Jomfru Martin. Ja det er em anden Sag; nu ffal jeg ſtrax have den Fornøielfe at (uffe dem ind. (Gaaer fra Vinduet.) Leopold (fommer løbende hen til Marie). Alt muligt Held, Lyffe og Velſignelſe! Marie. Sfynd dig bort! han er der! (Leopold løber burtig tilfide.) Puf (i Doren). Velkommen, min ſmukke Jomfru, velkommen! Ja jeg ſagde forſt, at jeg havde ikke Tid at tale med Nogen, men jeg drømte faa Skam iffe om, at bet funde være Dem. Vær fan god at komme indenfor. (Te gaae ind.) Sjette Scene. 313 Leopold (fommer frem). See faa! det gif jo godt. Puf (indenfor). Lan mig hjelpe Dem! Her begynder at blive mørft. Stød Dem ikke paa disſe Kasſer! Giv mig Deres Haand! Leopold. Ja, Skjonheden har overalt en Fribillet. Syvende Scene. Leopold. Martin. Martin. Naa, nu gjælder det, om jeg fan fage den gamle Knark itale. Jeg troer tilforladelig, han træffer Tiden ud, for at funne have den Fornøielje at fætte mig i Slutteriet imorgen. (Bil banfe paa Døren.) Leopold. Herr Capitain! Martin. Ih fee god Aften, Herre Lieutenant! De her! Leopold. De vil dog iffe ind til Herr Puf? J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 18 314 Den otte og tyvende Januar. Martin. Til Herr Puf? See fee! Kjender de ogfaa den gode Mand? Leopold. Ja hvem fjender iffe ham, desværre! Martin. Ja det maa De nof fige. Jo jeg ſtal rigtignof tale med ham, for mine Synders Skyld. Leopold. Gaa iffe derind i dette Dieblik, jeg beder Dem. Martin. Og hvorfor iffe? Leopold. De møder mig til at fige Dem det: Deres Datter er der allerede. Martin. Min Datter! Leopold. Hun er gaaet derind i den bedſte Henfigt, i Deres eget Anliggende. Martin. Saa gid da tufinde Djævle . Leopold. Stille! for Alting! Syvende Scene. 315 Martin. Hvor tør hun underftaae fig paa egen Haand .... Den gamle Knark vil gifte fig med hende. Jeg tør bande paa, de |taae allerede i Underhandling derom. Leopold. Gifte fig med hende! hvad figer De? Martin. Nu ja, det er fom jeg figer Dem. Leopold. Ha den Troloſe! Derfor var hun jaa hemme- lighedsfuld! O hvilfen beundringsværdig Faljfhed ! Martin. Nei hør, Herr Lieutenant! Vil De nu bare være rolig, Hvad er det for forbandede Talemaader! Hvor fan De falde Pigen falſk og troløs, fordi hun ikke har fortalt Dem hvad hun felv iffe veed ? Leopold. Hvad hun felv iffe veed? Martin. Net for Satan! Det er mig, hvem den Gamle har gjort Propoſitionen derom. Troer De, jeg har været taabelig nok til at ſige hende det ? Leopold. Jeg fommer til mig felv igjen. 187 316 Den otte og tyvende Januar. Martin. Det glæder mig hjertelig pan Deres Vegne, Hr. Lieutenant! Leopold. Men fiden Tingen forholder fig ſaaledes, ſaa lad os gaae derind. Lad os banfe paa af alle Kræf- ter! Lad os frelſe Marie ud af den Friftelje! Martin. Naa naa, lidt Taalmodighed, lidt Koldſindighed! Er hun nu engang derinde, faa lad hende blive der faalænge hun finder for godt. Desuden er Friftel- jen vel iffe faa ſtor. Leopold. Hvor fan De fige det? Den Friſtelſe at kunne redde fin Fader ved et enejte lille bitte Ord, er den iffe ſtor for et Hjerte jom hendes ? Martin. . Aa hvad! det har ingen Nød. Lidt Vand i Blodet, Hr. Lieutenant! Man fan jo iffe vide ..... Leopold. Ja, juſt fordi man iffe fan vide .... Martin. For Satan! De holde jo dog iffe Bryllup der— inde, veed jeg! Syvende Scene. ar Mel. af Den lille Matros: Om at Verden er. fun Jammers Sæde. iP Martin. Intet er faa godt mod Verdens Plage Som en Smule kjek Koldſindighed. Mangengang, naar jeg i gamle Dage Paa min Snekke hen ad Bolgen gled, Mine Vasſagerer tabte Modet, Spurgte mig: Er Vinden end contrær? Men jeg fvarte dem! Lidt Band i Blodet! Naar fun Himlen vil, er Kyſten nær, * Wen den anden Dag i fjerde Maaned, Atten hundred eet, paa Proveſteen, Mens ven Damp af Krudt ſelv Himlen graaned, Og med glatte Lag var Ingen feen, Mangen Kammerat ſank ned i Sandet Dybt paa Havſens Bund; men hver Matros Raabte lydt med mig: Lidt Blod i Vandet Pletter ei de Danſkes Vei til Ros. de Hvor mig ogſaa Sfjæbnen hen vil fætte, Er jeg til at taale det bered, Selv om den mig [luffer ind i dette . Inftitut for almeen Sifferhed, 318 Den otte og tyvende Januar. Derfor vil jeg iffe tabe Modet; Er jeg iffe der faa ganſte fri, Bil jeg fige mig: Lidt Vand i Blodet gaaer man allerbedft i Slutteri. 4. Leopold. De fan have Ret i hvad De ſiger, Slig Koldfindighed for Dem er god; Wen naar man mistænfer ſmukke Piger, Kan man iffe bruge Band i Blod. De har vift i Deres Ungdom ſandet, At paa Taalmod ingen Cljfer troer: Venus ſteg jo frem af Blod i Vandet, Derfor hendes Søn i Hjertet boer. Martin. Aa fom mig iffe med de hedenſke Guder og Gudinder; dem fjender jeg iffe noget til. Venus har jeg aldrig feet uden paa Himlen, og ſom Ga— [ion paa et Sfib, men der faae hun ud værre end anden. Leopold. Tys! Jeg hører Nogen ved Døren. Ja, det er Maries Stemme, hun taler med Hr. Puf. Martin. Saa lad os gaae lidt tilſide. Det er iffe værdt at Puf feer os. (De træffe fig tilbage.) Ottende Scene. 319 Ottende Scene. Martin og Leopold i Baggrunden. Marie fommer ud, fulgt af Puf. (Under denne Scene begynder det at morknes.) Puf. Saa De bliver ved Deres Beſlutning? Marie. Faſt og urokkelig. Puf. Saa De vil ikke have mig? Marie. Nei. Puf. Ja ja! ogſaa godt! De kan faae det med mig ligeſom De vil have det. Jeg er ſaamand det foie— ligſte Menneffe af Verden. Saa fan jeg ſpare mine 900 Rd.; det var jo deiligt. Imorgen fommer Deres Fader i Slutteriet. Martin cafiines). For Satan! Leopold (til Martin). Hvorledes? De fan dog aldrig ville, at Deres Oatler Hal 7.5. Martin (tir Leopold). Stille! 320 Den otte og tyvende Januar. Puf. Hvad var Det? Jeg ſynes, der var Nogen ſom talte? Marie. Afſkyelige Menneſte! Puf. Nei men hør, veed De hvad? Jeg har betænft mig. Deres Fader ſtal iffe komme i Slutteriet imorgen. Marie. Ér det Deres Alvor? Puf. Ramme Alvor. Marie. O faa modtag min inderligfte Tal! Bu f. Ingen Aarſag. Nei, feer De, han fan iffe godt komme der før iovermorgen, for Obligationen ”er ſandelig iffe udløben før imorgen, og der maa jo Tid til Alting. Marie. Jeg fortjener Deres Spot, fiden jeg var daarlig nof til at troe, at en Mand, jom De, funde have menneffelig Folelſe. Bu f. Saa ftille, faa ftille! Et Ord endnu, inden vi Ottende Scene. Spd jfilles ad. Siig mig, vilde det nu iffe være net af Dem, om De, fom en god Datter, bragte Deres gode Fader et ſaadant Offer, og bed i det fure Æble at gifte Dem med mig? Og det bare for af redde ham? Io det vilde være datterlig tænft. O De har jelv ingen mennejfelig Følelfe ! Marie. Jeg bringer min Fader med Glæde ethvert Offer, ſom mit Hjerte tilfiger mig; men det vilde være et usſelt Comedieſpil at bringe ham et ſaadant Offer, ſom jeg vidſte iforveien, at han hverken kunde elfer vilde modtage, hverfen for fin egen eller for min Skyld. Bu f. Hvor hun taler! Wen hør, fiden De nævner Comedieſpil, De læfer nu dog viſt mange Skueſpil og Romaner, og gaaer vel ogjaa tidt paa Comedie? Har De aldrig feet Barnlig Kjéerlighed eller Træ- benet, bg andre ſaadanne gode moralſke Styffer, hvori en Søn eller Datter — det er jo nu ligemeget — gjør ſaadanne fvære Opoffrelſer, for at redde fin Fader ud af en eller anden Elendighed? O det er et |fjønt Syn! det rører mig altid til Taarer! Og jaa gaaer der gjerne ſaadan en deilig fvær Lamp iforveien, mellem Pligten og Føleljen, mellem Sam— vittigheden og Kjærligheden. O det er ſtolt! det er ſtolt! 322 Den otte og tyvende Januar. Martin (affinde). Det har jeg feet i Kjcerlighed uden Strømper. Bu f. Hvad var Det? Det var jo igjen Nogen ſom talte ? Marie. O net! der er Ingen. Puf. Jeg ſynes, jeg horte Nogen tale om Stromper. Det har nok været oprre hos Hoſekrcemmerens. — Net men hør nu, hvad ſiger De derom? Marie. Jeg figer hvad jeg allerede har ſagt, af det i dette Dieblik fun lidet er mig om at gjøre at ſpille en Heltinderolle, men at gribe ſaaledes ind i den fimple Hverdags-Handling, fom ligger for mig, at jeg felv og alle De, fom fee mig, maae blive til- fredſe med mig. Puf (fjæren). Ja ja, mit Lam! faa lad mig da ogſaa blive tilfreds med Dem. Marie. Net, i Evighed aldrig! Nu mindre end nogen— finde er det mig muligt at høre paa deres modbyde— lige Forſlag, thi jeg hader, jeg afſkyer og jeg for- agter Dem. Ottende Scene. 323 Puf. Marie. O nei! hvad har jeg ſagt! Net, jeg fan endnu fomme til at elffe, til at ære Dem, fom min Ven, ſom min Velgjører, ifald der blot er et Glimt af Medlidenhed i Deres Hjerte. Befal over mig, paa— læg mig hvad Forpligtelſe De vil! Der gives iffe Den Zing, jeg jo vil gjøre for Deres Skyld, ifald De bønhører mig; fun iffe Dette! alt Andet i Verden ! Ha ha! Puf. Naa, ja paa den Maade kan vi jo ſagtens blive enige. Marie. Tor jeg haabe det? Puf. Derſom De bare vil flyve op til Maanen, ſaa ſtal jeg, faafnart De kommer tilbage, forære Dem Deres Hr. Faders Obligation. Marie. O ſpot mig iffe i min Ulykke! Puf. Deres Ulykke? Aa den er ikke begyndt endnu. Nei vent forſt til Deres Fader er kommen i Slut— teriet. Hvad vil De ſaa fange an? Ja jeg lever 394 Den otte og tyvende Januar. endnu den Dag at jeg feer Dem ftaae paa Gade- hjørnet og ſynge for de Forbigaaende, thi De ffal jo have faadan en ſmuk Stemme. Hør, veed De hvad? Naar jeg nu med det Førfte gjør en fattig Pige lykkelig — thi De fan troe, der er nof Dem fom vil have mig — jaa kan De fomme og ſynge til mit Bryllup. De fan ftaae her udenfor Vin— duerne, eller deroppe paa Altanen; der vil De præ- fentere Dem endnu bedre. Marie. Hvis jeg funde fortjene mit Brød med min Stemme, faa vilde jeg under disſe Omftændigheder iffe anſee det for faa ſtor en Ulykke. Puf. O! men hvis faa er, faa kunde De gjøre mig en ſtor Fornoielſe, om De en Aften vilde gaae op paa den gruelige, græsfelige Altan deroppe, hvor jeg iffe vilde ftaae om Aftenen, om faa En gav mig ti Rigsdaler. Kan De ſee den? det begynder alt at blive mørft. Der funde De ftaae og ſynge en Viſe for de Forbigaaende, og fætte Lys i Vinduerne, for af man funde have Den Fornøielje at fee Dem der— ven. Hvilfen Glæde for mig ſom boer ligeoverfor! Marie. Farvel! Ottende Scene. 325 Bu f. Mei bi nu et enefte Dieblik. Kun to Ord! Det Vanſkeligſte er, hvorledes De vil komme derop, for det er iffe let at faae Indpas i den Gaard. De kunde maalfee laane Vagterens Stige? Jeg ffal gjerne give ham en Park derfor. Marie. Slip mig! Puf. Og faa maa ber ſtage en ung ſmuk Fyr ved Siden af Dem, og ſpille paa en Guitar eller Harpe eller faadant Noget. Ja jeg forſikkrer Dem, naar De lader Tallerfenen gage rundt, faa ſtal jeg felv, ffjøndt jeg iffe er faa meget ſpendabel, kaſte fire Sfilling paa"den, og det ſom meer er, Deres Faders Obligation. Marie. Lad mig gaae, ſiger jeg! Puf. Hør, naar De har gjort det, jaa fan De troe, Deres Officeer tager Dem nof. Ia han tager Dem da nof alligevel iffe, fjender jeg den Fugl ret. Marie. Slip mig, afſkyelige Menneſke, lad mig gaae, eller jeg. ſtriger paa Hjelp! J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. Id 326 Den otte og tyvende Januar. Puf (buffer før hende). God rolig Nat! Sov ret vel, og drom behage- ligt ! " (Martin og Leopold træde frem.) Martin. For Satan! hvem tager Han min Datter for? Leopold. Her er Vidner paa Deres Mund, Hr. Puf! De ffal blive draget til Anfvar for den. Marie. Gud! Min Fader! Leopold! Puf. Ci ei! Hr. Capitain Martin! Hr. Lieutenant v. Viſting! Martin. Han ſtal ikke uſtraffet have fornærmet min Dat— ter. Jeg er en gammel Somand, jeg forſtaaer at tractere med grov Confect. Jeg ffal flaae Ham i tuſinde Stykker. Leopold. Lad mig raade! Overiil Dem ikke. (Tit Bur.) Den Spas ſkal komme Dem dyrt at ftaae. Huſt paa, af her er Vidner! Ottende og niende Scene. 327 Puf. Det glæder mig hjertelig at her er Vidner, thi jeg har iffe fornærmet Jomfruen paa nogen Maade. Hvad jeg har jagt, ffal jeg ftaae ved for Forligeljes- Commisfionen, for Hof- og Stadgretten og for hoieſte Ret, Martin. Gaa afveien, Slyngel, eller jeg flaner Arme og Been itu paa Ham. (Puf ſwmutter ind ad fin Dør.) Den fordømte Karl, han er allerede fort! Gid jeg funde rive Broſtenene op af Gaden og flage ham hans Vinduer ind! — Nei Vand i Blodet! Jeg vil tælle til Tyve, (Iler ud.) Leopold (raaber efter fam). O bliv dog! Marie (ligeledes). Win Fader! kiende. Scene. Marie, Leopold. Leopold. Han er allerede borte. Marie. Blot han iffe begager nogen Overilelſe! ; 195 328 Den otte og tyvende Januar. Leopold. Gid den Koldfindighed, han faa meget prijer, maa jtaae ham bi ved denne Leilighed! thi jeg gad nof feet Den, ſom iffe maatte blive rafende over at være Vidne til hvad her er foregaaet. Marie. O jeg er faa iuderlig bedrøvet ! Leopold. Troſt dig, min Marie! Alt fan blive godt endnu. Marie. O hvor fan du ſige det? Nu førft er Alting ude. Leopold. Sør har SE Der falder mig en fublim Idee ind. Marie. Nu vel! Leopold. O det er fortræffeligt! Bi ere hjulpne! AL vor Nød er forbi. Marie. Hvad mener du? Leopold. Vi vil tage Puf paa Ordet. Niende «Scene. 329 Marie. Hvorledes ? Leopold. Stil dig op paa Altanen, fjæt Lys i Vin- duerne, og ſyng en Viſe, men det maa være taften, endnu i denne Aften, ellers er det for filde. Naar du har opfyldt den Betingelſe, faa lover jeg dig af Puf ffal opfylde fin, og udlevere Obligationen, om jeg faa ffal tvinge ham ved Lov og Ret. Bel har jeg iffe ifinde at berøve ham Obligationen, men jeg vil ved denne lille Lift tvinge ham til en Opfættelje og Accord. Marie. Kan det virfelig være bit Alvor? Kunde du ville, at Den, du eljfer, blev til Spot for alle Menneſker, blev en Fabel over hele Byen? Saa vare vi jo for ſtedſe adffilte, Som Militair kunde du jo aldrig ægte en Pige ſom var blameret i Ver— dens Dine. Leopold. O den Frygt er ugrundet! Jeg ſtiller mig ſelv ven Siden af dig, med min Guitar, og accompag— nerer big, thi ogſaa det hører med til Pufs Betin- geljer, og vi mage opfylde dem punftlig, for fiden at funne forlange det Samme af ham, 350 Den otte og fyvende Januar. Marie. Leopold, hvad tænfer du paa! Du glemmer at bu er Officeer, Du lægger dig ud med dit Regiment, med din Chef; du risquerer Kongens Unaade. Leopold. Bær rolig, Marie! Jeg gaaer fun hjem at ffifte Sæder. Min Uniform maa blive udenfor bette Optog; jeg veed hvad jeg er den ſtyldig. Men min Perſon før gjerne være med deri. Marie. Umuligt! Leopold. Du glemmer, Marie, hvad dette er for en Dag, og paa denne Omſtendighed beroer dog hele mit Anſlag. Det er vor Konges Fodſelsdag. Hvad man foretager ſig paa den, det bringer Lykke og Velſig— nelſe. Alle gage i Crindringen om denne Feſt. Enhver ſom feer os, vil derfor troe, at vi gjøre Illumination og Muſik til Ære for Dagen. Ingen vil desuden fjende os, man vil tage os for omvan— kende Muſikanter. Og ffulde ogſaa Hr. Puf, for at hævne fig, ſiden fortælle Hiftorien, hvad fan man da fige Andet, end at vi paa Landets forſte Fejtdag have foranſtaltet en lyſtig Spog, for derved at gjøre en god Gjerning? Niende Scene. 391 Marie. Jeg begynder næften at fatte Mod. Mel. af En Times WSgtejfab: II m'en souvient, longtemps ce jour. øl Ja denne Dag er Hjertets Feſt, Om Sføngen den vort Hjerte minder. O gid den Aften dog blev bedft, Som nu høitidelig oprinder ! Paa vore Zaarer ſtued ned | Den Sol, fom Kongens Dag mon hædre; Wien hvis fun Aftnen bringer Fred, Saa ffinner dog hans Maane bedre. D: Derfor min Bøn for denne Qveld Med Tillid fig til Himlen hæver, O gid berede maa vort Held Den Genius, fom om den fvæver! Paa vore Taarer ffued ned Den Sol, fom Kongens Dag mon hædre; Men hvis fun Aftnen bringer Fred, Saa ffinner dog hans Waane bedre. Leopold. Vel, min Marie! Da du ſaaledes har taget din Beflutning, faa lad os ikke opfætte Udforelſen af 332 Den otte og tyvende Januar. den. Nu fommer det ifær an paa at udſpeide Lo- caliteterne, thi det bliver iffe let at fomme ind i Huſet. Fruen, fom boer der, ſtal være en ſer, menneſteſky Perſon, ſom beboer den hele ftore Gaard alene med en Domeſtik. Jeg vil nu i Haft gaae hjem og flæde mig om, og træffe de øvrige Foranftaltnin- ger. Om et Dieblik er jeg her igjen, thi det er allerede næften ganjfe mørft. Marie. Velan, faa vil jeg imidlertid gaae hjem for at ſee, om min Fader er kommen tilbage. Leopold. Wen lad ham for Alting Intet vide om vort Forehavende. Marie. Net, det vilde jo være at forhindre Udforelſen deraf. Leopold. Jeg følger dig til din Dør, og kommer ftrar til- bage for at hente dig. (De gaae.) Tiende Scene. Puf (med en Lygte i Haanden). Puf (raaber ind ad Døren). Pas nu vel paa Huſet, Saren! Jeg gaaer bare Tiende Scene. 353 et Dieblik hen i det forenede borgerlige Leſe- og Begravelfes-Seljfab. Jeg kommer ſtrax igjen. Pas nu vel paa, hold Døren [uffet, og lad Ingen komme ind, hvem Fanden det faa er, (Juffer Døren i, og træder frem) — Hu jeg rifter endnu over hele min Krop af Arrighed! Jeg er faa opbragt at jeg iffe veed paa hvilfet Been jeg vil ftaae. Den fordømte ZTajfe! Giver hun mig iffe der en Kurv in optima forma, fom man figer! Og de.to Grobianer, ſom ftaae og høre derpaa, og komme hen og overfuſe mig med de infameſte Hidſigheder! Ja ja! bi fun, Godtfolf! J ſtal fane Lov at tage Sfeen i en anden Haand. Og du, Jomfru Sipſippernip, du, ſom jeg vilde have indfattet i Guld, ſaaſnart jeg fif Noget tilovers, ja du ſtal tilforladelig lære at fjende mig. Mel. af Tancred: Di tanti palpiti. Du ſtal, vær en evig, fane at fee, At jeg Karl er for min Hat! Du ſtal græde, jeg ffal lee, Din fordømte, falſke Kat! Hvad er dette for et Vœeſen? Pasſed ei vi To? Er du jaa forbandet fræfen, Du ſom fnap har Skoe? Jeg ad dig nu rynker Næfen, Det fan du troe! 394 Den ofte og tyvende Januar. Sottiſer! Capricer! Hvor tosſet! Hvor klodſet! Den ſlette Coquette! Den Fjante! Den Gante! Du ſtal, vær en evig, faa at fee, At jeg Karl er for min Hat! Du ſtal græde, jeg ffal lee. Din fordømte, falffe Kat! Er du faa forbandet fræjen, Du ſom fnap har Skoe? Jeg rynker Næfen, Det fan du troe. Wen jeg vil iffe ſtage her længere og præfe i en Lygte. (Gaaer.) Ellevte Scene. Leopold og Marie fomme tilbage. Leopold er i civil Dragt, og bærer en Guitar og en Kurv. Leopold. Saaledes, Marie! Alt er iſtand. I denne Kurv har jeg Lyſene. Nu gjælder det blot at recognoſcere Terrainet. Morket er os gunftigt. Jeg vil nærme Ellevte, tolvte og trettende Scene. 335 mig Porten, og fee om den muligviis ſtulde være aaben. (Gaaer hen og lytter og fummer tilbage.) Tys! jeg hører Nogen pusle ved Laaſen. Lad os fee hvad det fan være. Tolvte Scene. De Forrige. Sens. Jens. Naa nu veed jeg da, det er, Drollen ſplide mig, morkt nok til at hente Brændeviinsflajfen. Nu gad jeg barejten vide, om Puf er gaaet ud. (Gaaer ben vend Pufs Huus, og raaber med dæmpet Stemme.) Karen! Faren! — (Lægger Øret til Døren.) Leopold (ſom imidlertid er løbet hen ved Fru v. Grammens Port, kommer tilbage). Marie! Lykken er os gunftig. Porten ftager aaben. Hurtig! Lad os benytte dette Dieblik! (Levpold og Marie fmutte ind ad Porten.) Jens (alene). Nei, jeg fan iffe mærfe Noget. Gaaber heit) Karen! Trettende Scene. Sens. Karen. Karen. Naa er du der, Jens? Det var godt. Har du din Rigsdaler hos dig? 336 Den otte og tyvende Januar. Jens. Ja viſt, Karen, her er den. Karen. Giv mig den! — Tak! — Men hor! nu vil jeg ſige dig Noget! Brandeviinsflaſken fan du ikke faae iaften, thi min Herre har lukket Kjeldernoglen inde, men nu ffal du faae for det Forſte en Flaſtke deilig Rhinffviin, ſom jeg har vidſt at practiſere i mine Hænder. (Løber hen og henter Flaffen indenfor Gadedøren.) Der! den koſter faamænd mange Penge fra Viinkjelde— ren, men fiden det er dig, jaa ſkal du faae den for en Rigsdaler, og imorgen ſkal du endnu faae en Flaſke franſt Brændeviin, faa veed jeg, jeg har be- handlet dig honnet. Jens. Ja det er meget godt, men er du ogſaa vis paa at det virkelig er Rhinſkviin? Karen. Oprigtig god gammel Rhinffviin fra det Aar, Keiſer Karl den Store blev. fronet. Den er over tuſinde Aar gammel. Jens, Ja for du fan vel nok huſtke, Karen, dengang du ogfaa folgte mig Rhinſtkviin, og faa var det intet Andet end ØL og Eddike. Siden den Tid er jeg bleven bange for Rhinſtkviin. Trettende Scene. 391 Saren. O har du ikke glemt det endnu? Det var en Feiltagelſe. Hvorfor bragte du mig iffe Flaſken ſtrax tilbage? faa havde jeg byttet dig den om. Jens. Net for jeg troede, Drollen ſplide mig, at RhinfÉ- viin (fulde ſmage ſaadan, og faa piinte jeg hele Fla- ffen i mig. Men Dagen efter fif jeg det rigtignok at fornemme. Net, da lover jeg Brændeviin, det ffal man iffe faa let narre mig med. Karen. Ja, Jens, t disſe Tider gjør man Alting efter. Det er ingen let Sag at fjende det Ægte fra det Uægte. Mel. af Die Wiener in Berlin: Inädje Frau, wie id anitzt. i Karen. Hvad man nu dog eftergjør I al Verdens Lande! Engelſk Sennep, Foraarsſmor, Mineralſke Vande! Kaffe voxer nok ſaa fiin I hver Bondehave, Ja man fan Champagneviin Af Kartofler lave, 338 Den otte og tyvende Januar. 2 Man gjør efter, paa en Prik, Guld og Ædeljtene ; Tydſke Dramer, velſk Muſik Paa den danjfe Scene. Eftertryk man gjøre fan Nu med alle PBresfer; WÆgtejfab forfalſker man, Holder fig Maitresfer. 3. Jens. Cen Ting hører end dertil; Du har glemt at melde: Hvo et Jomfrn være vil, Kalder fig Mamſelle. Derfor end mig troſter det I Forfalſknings-Faren, At du dig kun ſlet og ret Kalder Jomfru Karen. Karen. Ja, Taf ffal du have for de gode Tanker du har om mig. Wien jeg tør iffe ftaae her længere. Min Herre kunde komme hjem, faa fif jeg en Ulykke. God Nat, Jens, og god Fornøielje ved bin Flaſte! (Gaaer.) Trettende Scene. 339 Jens (alene). Naa, faa vil jeg da nu gaae hjem, og lægge mig i Sengen og briffe min Biin i god Ro. Gil gaae ind ad Porten). Men hvad er det? Porten er jo lukket ilaas. Nu har jeg, Drollen ſplide mig, aldrig ſeet ſaa galt. Hvad mons tro det vel fan være? Der maa jo Nogen have dreiet Nøglen om. Fruen ffulde dog vel aldrig have mærfet, at jeg var ude, og flaaet Porten til? — For det ſtulde da vel iffe være Trolddom? Jeg ſkulde da vel iffe troe, at Biirjfov gaaer igjen og ſpoger derinde? Nei den Hund var den frommefte og ffiffeligfte Hund, der funde gaae i to Skoe. Jeg vilde dog rigtignof onſke, at jeg havde det Kretur ude af Huſet og at jeg havde faaet ham vel ftedet til Jorden. — Det var da fonternafig om jeg ſkulde blive paa Gaden inat. Koldt er her fom en Ulykke. — Karen! aa hør, Karen! Karen (i Vinduet). Sfraal dog iffe ſaadan paa mig, Jeng! hvad vil du? Jens. Aa hør, lille Karen! Jeg kunde vel ikke faae Lov at ligge inde hos jer inat, for jeg fan ikke fomme ind ad Porten. Karen. Jeg troer, du er ikke rigtig klog. (Slaaer Vinduet i.) 340 Den otte og tyvende Januar. Fjortende Scene. Sens alene. Jen. Nei, det tænfte jeg nof, Hun er megef ftriv i den Ting. Ringe paa Kloffen, det gaaer da iffe an, ſiden jeg iffe er derinde for at luffe op. Jeg troer, jeg vil ſmage paa min Viin, for at faae Cou— rage, (Driffer af Flaften.) Nei det er mare iffe ØL og Eddike! her fan man bitterdod mærfe, aft man fager noget Godt i Livet. (Driffer igjen.) Aa, jeg bliver, Drollen ſplide mig, ordenlig ganſte fornøiet. Mel. Det hændte ſig Jephtha, den Gileads Mand. t. Dengang jeg en Dreng var, og vogtede Sviin I Borreby Sogn hos Jens Hanfen, Da var jeg ujfyldig, jeg drak iffe Viin, Jeg holdt mig fra Kroen, fra Dandſen. Én fvalende Drik Bed Kilden jeg fik, Som ſprudled i Solſtraale-Glandſen. 3 Men knap jeg begyndte til Præften at gade, Dør Vandet ei længer mig fmagte; Til Ol og til Mjod nu min Hu monne ſtaae, Og vidt jeg i Kunſten det bragte. Fjortende Scene. 341 Jeg troede mig klog, Men mærfede dog, Man end efter Mere kan tragte. 3 Jeg fom til Malicen, og blev en Soldat, Og holdt mig til Brændeviinsflaffen. Sfærjanten han ſlog mig: „Nei ftop, Kammerat, „Stik du mig den her fun i Taſken!“ — Saa drak han en Væl, En halv fif jeg ſel' Og jaa ſa' jeg qpit til Krabaſken. 4. Nu troede jeg Finkel det Bedſte paa Jord, Men hvad fan ei Menneſtet hænde ? Nu fjender jeg Viin; nu er Rhinſkvoiin, jeg troer, Det Bedſte jom Nogen mon fjende. Nu gad jeg fun vidft, Om hermed tilfidft Min Kundſkab er kommen tilende. Aa ja ja! Jeg bliver ganſke føvnig. Jeg troer, jeg vil ſette mig her paa Bænfen, og tænfe paa hvad jeg jfal gjøre for at komme ind i Huſet. (Sætter fig paa Bænfen under Altanen og falder i Søvn.) (Der kommer Ly$ i Binduerne ved Siden af Altanen.) 342 Den otte og tyvende Januar. Femtende Scene. Fire Borgere fomme ind. Førfte og Anden møde hinanden, derpaa kommer Tredie, tilfidft Fjerde. Under denne og følgende Scene famle fig flere lidt efter lidt. Forſte Borger. Ih fee god Aften! Anden Borger. God Aften, god Aften! Forſte Borger. Hvad Pokker er Det? her er jo illumineret. Er her Bryllup i Gaden? Anden Borger. Ikke det jeg veed. Det er jo desuden hos gru v. Grammen. Hun ſelv idetmindſte holder vift ikke Bryllup. Forſte Borger. Net men hør, det maa nof være til Ære for Kongens Geburtsdag. Anden Borger. De ſiger Noget! Hille min ſandten! da maa jeg ſandelig ſtynde mig at gjøre ligeſaa i mit Huus. Forſte Borger. Og jeg i mit. Femtende Scene. + ØS Anden Borger. Jeg vil lade mine Naboer det vide. Forſte Borger. Og jeg mine. Farvel! (Gaaer.) Tredie Borger (fommer). Hvad er det? hvorfor er her illumineret ? Anden Borger. Det er til re for Kongens Geburtsdag. Farvel. (Gaaer.) Tredie Borger. Hillemænd! da maa jeg ſandelig ogſaa illuminere. Fjerde Borger (fommer). Hvad er her paafærde ? Tredie Borger. Illumination til Wre for Kongens Geburtsdag. (Gaaer.) Fjerde Borger. Saa maa jeg hjem i en Fart og lade min one fætte Lys i Vinduerne. (Gaaer). (En Mand med en Lirefasfe gaaer over Scenen, fulgt af Drenge, og ſpiller. Vægterne tænder Lygterne, o. f. v.) 344 Den ofte og tyvende Januar. Sertende Scene. Leopold fommer ud paa Altanen med Marie. Saren fommer til Vinduet. Sens paa Bænken ſovende. Karen. Min Gud! hvad vil dog det ſige? Jens! Jens! hvor er du? Jens (vaagner). Heida! hvem falder? Karen. Hvor er du, Jens? Jens (gabende). Jeg finder her paa Bænfen. Faren Du fover, troer jeg. Veed bu da iffe hvad der foregaaer oven over dig? Jens (feer op). Jeg feer ingen Ting. Karen. Paa Altanen! Jens (reiſer ſig, og feer derop). Aa Gud naade mig! det er den ſalige Herre! (Lober bort.) Sertende og Syttende Scene. 345 Karen. Gud frie os! (Slaaer Vinduet i.) Syttende Scene. Leopold og Marie paa Altanen. Skuepladſen er nu bleven fuld af Borgere, Fruentimmer og Børn. Alle Huſene i Gaden, paa Pufs nær, blive illuminerede. De fire Borgere fomme tilbage. Leopold. Velan, jeg vil gjøre Begyndelſen, for at give big Mod. Synger til Guitaren). Mel. af Ludlams Hule: Herr Oberft, en Skotte maa flaae for fit Land. J. Den unge Soldat fra den krigerſke Færd Til Hjemmet, det venlige, drog. Paa Væggen han hængte fit blodige Sværd, Og Citheren tog. Mit Sværd har jer vinfet til Heltenes Krands; Nu falder min Cither til fredelig Dands. I Freden den Mufe jeg lyder, Hvis Stemme mig fryder; Thi Helten er Muſernes Ven. Naar Kongen det byder, Da griber han Sværdet igjen. 346 Den otte og tyvende Januar. 2; Og frem treen en Mo af de Dandſendes Chor, Og yndigt hun fang til hans Spil: Velkommen, min Brudgom, du Troſkab mig fvor, Og holde det vil. — Ja, Elſkede, ja! jeg i Campen drog ud, Men nu, vi har Fred, vil jeg hente min Brud. I Freden den Pige jeg lyder, Hvis Stemme mig fryder; Thi Helten er Pigernes Ven. Naar Kongen det byder, Da griber. han Sværdet igjen. — Hvad var vel vort Liv uden Elffov og Sang? En Stræben berøvet fit Maal. Det Hjerte, fom glædes ved Skjoldenes Klang, Bed frigerjfe Staal, Det banfer for Skjonhed i ſmilende Fred, Hvor Kunſten og Elffov at dyrfe det veed. I Freden de Muſer det lyder, Hvis Stemme det fryder; Thi Helten er Muſernes Ven. Naar Kongen det bider, Da griber han Sværdet igjen. Forſte Borger. En ganſke behagelig Stemme. Syttende Scene. 347 Anden Borger. Kunde De forſtage Ordene ? Forſte Borger. O bet har jeg iffe tænft paa! hvem hører efter Ordene ? Tredie Borger. De fan troe, der er nof Dem, fom have hørt og forſtaaet bem. Fjerde Borger. Men fiig mig, hvad ffal det Hele betyde? Jeg indſeer nok, at det er Noget ſom er gjort til re for: Kongens Geburtsdag. Men hvad -foreftille de to Perſoner? Mel. Somme hvo ſom fomme fan. t; Forſte Borger. Jeg Dem det forflare fan Allerbedſt, min Kjcre! Manden med Guitaren han Skal Apollo være. Hun, fom ved hans Side ftaaer, Ligner Pallas paa et Haar, Er hans Viv med re, 348 Den otte og tyvende Januar. 2 Anden Borger. Den Forflaring holdt ei Stand, Man har nof af flige. Mei, den forte Liremand Chriſtianshavn vil fige; Hun, ſom ftaaer med Fjer og Shaml, ” Kjøbenhavn betyde ffal, Det ugudelige. * Tredie Borger. Nei, kun jeg kan rigtig ſee Hvad de foreſtille; Hun er vor Tragedie, Han vor Vaudeville. Derfor Fjer paa Hat hun har; Han kun holder en Guitar, Som Enhver fan frille. 4. Fjerde Borger. Jeg forjtaaer ei Deres Dom, Med min bedfte Villie. Muſikanter er det, ſom Grüne Peterſilie Give vil for Skillingen. Muligviis er det og den Ferruzziſke Familie. Attende Scene. 349 Attende Scene. De Forrige, Puf, Jens og Martin trænge fig frem igjen- nem Brimlen, den Ene efter den Anden. Karen fommer til Vinduet. 55; Puf. Hvad er dog paafærde her? Aldrig fane jeg Magen. Lys i alle Vinduer, Natten flar fom Dagen! Jeg, fom Lygten tændte nys, Nu jo ſpare fan mit Lys; Hvad gjør det til Sagen? (Puſter Lygten ur.) 6. Karen (i Vinduet). Gud ſtkee Lov, at Herren kom! Nylig galte Hanen. Men jeg beer Dem, ſee Dem om! Oppe paa Altanen Der nu ſtaaer den dode Mand; Gemalinden henter han. Hvad gjør ikke Vanen? J Puf. Hvad er det for Kogleri? Hvad ffal Dette være? 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 20 30 Den otte og tyvende Januar. Forſte Borger. Sa, juft derom ftride vi; Bil Han os bet lære? Puf. Jeg tør her ei længer ſtage. Saren, luk mig op, du "maa Mig i Sengen bære. (Saren aabner Døren, han gaaer ind.) 8. Jens (fommer). Saa! nu faaer jeg Mod igjen; Her er Folk dog oppe. Geiſten paa Geſimſen end Seer jeg luftig. hoppe. Her jeg blive vil, min ſand! Satan mig ei finde fan Blandt faa mange Kroppe. 9; Martin (fommer). See hvor lyſt i hver en Krog! Tuſind Glædesluer ! Men i Slutteriet dog Sligt man neppe ffuer. Jeg inat vil leve frifÉ, Drikke mig en lille Pidſk, Lee, naar Sfjæbnen truer. Attende Scene. 351 19 Chor. Endt er nu vor Disputats Om hvad det betyder. Det er til vor Feſt lidt Stads, Reſten ei os bryder. Lad det være hvad det vil; Her er Lys og Sang og Spil, Som vort Hjerte fryder. Martin. Hvad er det for. Perfoner, ſom ſtaae deroppe paa Altanen? Fjerde Borger. Det er et Par Muſikanter ſom ſpille og ſynge. Martin. Naa, Birfilere fra Gaden. Fjerde Borger. Aa, de ſtille fig ſaamend ganſte godt derved. Martin. De maae gjøre Fanden. Men bet er ligemeget. Man maa tage Billien for Gjerningen. Hør, I To deroppe ! Marie (affides). Gud! Det er min Faders Stemme! 20; 32 Den otte og tyvende Januar. Martin. Vil I iffe ſynge en kjon Viſe i Anledning af denne Hoitidsdag, en Viſe med Omgqvæd, ſom vi Alle fan ſynge med ? Leopold (tir Marie). Han fjender os ikke. Geit) Strax, min Herre! Martin. Ja, I ſtal iffe have gjort det omſonſt. Jeg jtaner allerede med mit Markſthkke i Haanden. Forſte Borger. Og jeg med fire Sfilling. Anden Borger. Jeg ogſaa. Tredie Borger. Jeg giver en Solv-Rigsort. Fjerde Borger. Otte Sfilling. Adſkillige. Begynd, begynd! Mel. af Den nye Jordegodseier: Monsieur Champagne. t Marie. Du, ſom omringer mig, feſtlige Klynge, Vil, jeg ffal tolfe, hvad boer i din Favn, Attende Scene. 353 Tor jeg det og i Forſamlingens Navn? Kan jeg da vide, hvad Alle vil ſynge? Dog veed jeg et Onſte, hos Alle det boer: Leve Kongen! det er vort Chor. Chor (forte). Onſket er eet, hos Alle bet boer: Leve Kongen! det er vort Chor. Puf (i Vinduet). Aa nu er det forbi med mig! Der ftaae de, faa fandt hjelpe mig Gud, paa Altanen, og ſpille og ſynge! O min Obligation! Det koſter mig mine Benge og min Sjælero og min Nattero! Forſte Borger. Hvad brøler han efter? Bil han ſtrax fætte Lys i fine Vinduer, ellers flaae vi hang Ruder ind. Bil han være den Eneſte, ſom ikke illuminerer ? Puf. O Naade, Naade! Gjør mig ikke den Sorg til! Jeg ſkal paa Dieblikket have den Ære at illuminere. Jeg vilde med Glæde ſpendere Lyjene, bare jeg maatte være fri for Muſiken. Forſte Borger (til Choret). I fan jo ogſaa ſynge noget fagtere; ellers er Vægteren iſtand til at gjøre Vanſteligheder. 354 Den otte og tyvende Januar. Chor (pianissimo.) Onſket er eet, ꝛc. (Under folgende Vers bliver der illumineret hos Puf.) 2. Marie. Mangen, ſom her er iaften tilſtede, Tenker aft nermes ham ſnart med en Bøn; Da vil han faderlig høre fin Søn; Hver har tit Onſke, hvorom han tør bede. Dog veed jeg et Onſke, hos Alle det boer: Leve Kongen! det er vort Chor. Chor (forte). Ønifet er eet, 20. Martin caffides). Alle Bomber og Granater! Det er min Datter, fom ftaaer deroppe og ſynger! Hvad er det for en Karl, hun har faaet med fig? — Ulyffelige Barn! Nu har du forfpildt dit hele Liv! Nu tager Officeren hende Fanden iffe . . . . Og dog rører, dog glæder bette Arendt es] sir Bare Ingen har kjendt hende! . . . . (Raater.) Hei du deroppe! du behøver jo iffe at ffraale faa høit. Syng fagte! Anden Borger. Ih Snaf! det er jo godt, hun ſynger ſaadan at Attende og nittende Scene. 390 vi fan forſtaage Ordene. (Til Chorey. Men I Andre behøve jo iffe at ſtraale ſaadan op. Martin (til Choret). Nei, jagte, Børn, fagte! det flinger endnu hjerte— ligere. / Chor (pianissimo) Onſtet er eet, 20. — Marie. Det er et Onſke, ſom mægtigt forbinder Enfeltes Bønner med Alles til een. Dver, ſom herind i Forſamlingen treen, Viſt i min Sang, hvad han ønjfede, finder. Thi eet er vort Onſke, hos Alle det boer: Leve Kongen! det er vort Chor. Chor (forte). Onſtet er eet, 20. (Leopold og Marie forlade Altanen.) Nittende Scene. De Forrige (undtagen Leopold og Marie). Fru v. Grammen kommer ud. Fruen. For Himlens Sfyld! jeg er overfalden i mit Huus! hvilfen Larm! hvilfen Støi, hvad betyder det? 356 Den ofte og tyvende Januar. Jens. Naa, er De der, Frue? Fruen. Jens, hvor var du henne? Jens. Jeg har, Drollen ſplide mig, ikke kunnet — ind i Huſet. Disſe Folk der (ſeer op til Altanen) — ja hvor blev de nu af? Tredie Borger (til Choret). Men det er virfelig ogſaa — Kan 3 da ikke ſynge ſagtere? Chor (pianissimo). Onſtket er eet, ꝛc. Tyvende Scene. De Forrige. Leopold, Marie, Puf og Karen komme Alle ned paa Scenen. Leopold (tir Fruen). Naadige Frue! De maa iffe troe, at det er os ligegyldigt, hvad De tænfer om dette Optrin. Det var ingen letſindig Spøg, overlagt af en tom Hjerne, og udført i en ledig Time. Net, paa bette Even— tyrs heldige Udfald beroede denne Mands Velfærd (peger paa Martin) og med Den vor hele Lykke. Tyvende Scene. 357 Marie. Ja, naadige Frue! De ſeer her en frygtſom Pige, lidet bekjendt med Verden, og ikke ſaa bange for Noget ſom for at gjøre Opſigt ved en uſedvan— lig og paafaldende Handling. De vil deraf funne vide, hvor ſtor en Overvindelſe denne har koſtet mig. Jeg er vis paa Deres Medlidenhed og Deres Tilgivelfe. Fruen. Men jeg forftaaer iffe .... Martin. To Ord fan oplyſe Dem derom. Hvad min Datter har gjort, var fun at opfylde en Betingelſe fom Deres Gjenbo Herr Puf havde paalagt hende, og hvorved hun har kjobt mig fri fra en Gjæld, fom nedtyngede mit Sind. (Omfavner Marie.) Marie! lad mig taffe dig for din datterlige Kjerlighed! den har inderlig rørt mig. (Tager Leopolds $gaann.) Og De, min Herr Lieutenant! vær hjertelig taffet. Da jeg jane, det var Dem, hendes Brudgom, ſom ledſagede hende paa hendes Eventhr, faa forfvandt al min Frygt. (Til gren.) Og De, min Frue, ſtraf 08 ikke med Deres Brede. Maaſtkee have vi fortjent den, men den vilde fordærve os Nydelſen af denne glade Aften. Fruen. Nei, mine Venner! mit Hjerte har i dette Die— 398 Den otte og tyvende Januar. blif ingen Plads for Vrede. Tvertimod jeg er eder Taf ſkyldig. Eders Eventyr har forfonet mig med Verden, med min Sfjæbne og med mig jelv. En ifræffelig Ulyffe fyldte min hele Sjæl med en faa- dan Redſel, at jeg afſondrede mig ganffe fra Verden, og dette er den forſte Gang i femten ſamfulde Aar, at jeg taler med et mennejfeligt Veſen. Karen. Jens, hvad mon Fruen regner dig for? Fruen. Mel. Gud ſkee Lov, min Mand er bøb. L. Ubemærft mit Liv forgik, Og Ingen horte Klagen. Jeg ſtjulte helſt mit Taareblik For Solen og for Dagen. Ene Natten ſkued ned Paa mine Taarer og ſtjcenkte mig Fred. 2 Ofte paa Altanen der Jeg ſtaager, naar Stjerner tindre, Og ffuer op til Himlens Hær, Og føler Sorgen mindre. Dog min Sol gif iffe ned; Nei, den beftraaler min ſildige Fred. Tyvende Scene. 379 Karen. Feng, det har beſtemt været Fruen, ſom du har feet om Natten paa Altanen, iffe den døde Mand. Jens. Jo paa bet Lag! Og den gloende Pibe, har du glemt den? Troer du, Fruen ryger Tobak? Fruen. Men ſiig mig, fjære Børn, hvorfor gifte I jer ikke? Martin. Ak naadige Frue! Det er iffe enhver gammel Sømand, fom har Leilighed til at beſtride fin Dat— ters Bryllup .... og ovenifjøbet med en Lieutenant .... Eagte til Leopold.) Bliv iffe vred, Hr. Lieutenant! det var iffe ilde meent. Fruen. Saa lad mig bringe jer Leiligheden! Hvor ofte har jeg i min Eenſomhed ønffet mig at have et Bar Væjener om mig, befjælede af barnlig Kjærlighed, og med hvilfe jeg funde dele min Formue! Leopold og Marie. Naadige Frue! (De kysſe hende paa Haanden.) Martin. Min Frue! Paa denne Maade fommer jeg da nof aldrig i Slutteriet. Men jeg bliver nødt til at 360 Den ofte og tyvende Januar. fætte Dem deri .... Bliv iffe bange, og iſer ikke vred over min driftige Spog. Jeg mener, at jeg vil indeluffe Dem i mit Hjerte; bet ſkal ſaaledes gjemme Dem, at De intet ViebliÉ ffal flippe ud af dets Fengſel. Fruen. Jeg vil være gladere ved at indeſluttes deri end i min lange og tomme Eenſomhed. Puff tir Marie). Maa jeg have den re at overræffe Jomfruen Obligationen. Derſom jeg havde hujfet paa, at det var Kongens Geburtsdag, jaa ſtulde jeg fandelig ikke have forejfrevet Dem ſaadan en Betingelſe. Men hvor funde jeg ogfaa troe, De havde Mod til virfe- lig at opfylde den? Paa en almindelig Dag vilde det dog være gaaet ganſte anderledes. Marie. Det har De Ret i, men det var ogſaa fun paa den 28de Januar jeg turde vove pan at udføre et ſaadant Eventyr. Puf. Ja hvem der ſaadan kunde huſtke paa Alting! Karen. Da er det ſaamend ikke min Skyld, Herre! For jeg havde jo før lige paa Munden at ſige Dem, Tyvende Scene. 361 at det var Kongens Geburtsdag. Men ſaa ſagde De, at De vilde Ingenting vide hverken om idag eller om imorgen. Puf. Ja Hidſighed duer ikke til Noget. Martin (flaaer ham pan Skulderen). Band i Blodet er bedre! Leopold (tager Obligationen fra Marie). Herr Puf, De har opfyldt Deres Forpligtelfe; nu vil jeg opfylde, hvad fom paaligger mig. Behold Deres Obligation; jeg ſkal indløfe den, men vi maae forſt blive enige om en ny Termin. Puf (idet han tager Obligationen). Aa jeg beder mangfoldig, men det er næften en Sfam. Forſte Borger. En ret original Begivenhed. Anden Borger. Jeg tænfer, vi fane med det Forſte en ny Viſe derom, Wredie-DBorger. Viſt meer end een. Den bliver maaffee — jaa bragt paa Skuepladſen. Fijerde Borger. Saa ville vi Alle gaae hen og fee den. 3. L. Heiberg, Pvetiffe Skrifter. V. 91 362 M el. — Den otte og tyvende Januar. Forſte Borger. Og klappe for den. Anden Borger. Ja det kommer an paa, hvorledes den bliver. Tredie Borger. Handlingen vil blive god. Fjerde Borger. Og Anledningen endnu bedre. Slutnings-Sang. af Ungdom og Galſkab: Hvis et godt Raad I følge fan. i; Martin. Kan I nu fee, jeg ſagde før med Ret, Intet er dog faa godt ſom Vand i Blodet? At vi fortvivle, hvortil hjelper det? Kom nu Lyffen ei uformodet? ” Himlen vort Held befluttet har Den ott' og tyvende Januar. Chor. Himlen, ꝛc. 2. Fruen. Kampen var lang, og Provens Tid var haard; Men i et Nu kan alt vort Uheld ende. Tyvende Scene. 303 Hvad jeg har liidt i lange femten Aar, Det en Dag nu til Lyffe mon vende. Smerten til Lyſt forvandlet har Den ott' og tyvende Januar. Chor Smerten, ꝛc. 3. Bu f. Intet er mig faa fjært ſom vor Termin, Med dens Contanter, Verler, Pengebreve. Ellevetallet fylder bedſt mit Skriin; Ja, December og Junius leve! Ingen Termin dog bedre var End ott' og tyvende Januar. Chor. Ingen, ꝛc. 4. Karen (til Jens). Hørte du Tallet, han os gav imens? Hvis jeg forſtod ham, Elleve var i 'et. Lad os vor Lykke prøve, fjære Jens, Og befætte det i Lotteriet, Lykken er fnyttet aabenbar Til ott' og tyvende Januar. 364 Den otte og tyvende Januar. Chor. Lykken, ꝛc. 5, Jens. Ja denne Dag er af en egen Sort: Ellers om Natten pleier jeg at gyſe; Men nu er Geiften fiffig ſmuttet bort, Siden Nætterne blive faa lyſe. Jeg troer, den længfte Dag, vi har, Er ott' og tyvende Januar, Chor. Jeg troer, ꝛc. 6. Marie. O gid den var faa lang, ſom Onſtet vil! Maatte dens Lys til fjerne Tider funfle! Gid vi den feire tidt med Sang og Spil, Og gid aldrig dens Fryd fig fordunkle! O gid den længfte Dag, vi har, Blev ott' og tyvende Januar! Chor. O gid, 20. Tyvende Scene. 365 (2 Leopold (tir Publicum). Gid denne Krands, vi flettet har idag, Skjondt iffe værdig Feſten, ſom den ſmykker, Dog maatte ſees af Dem med Velbehag! Ja, os Alle ben Tanke betrygger: Stedſe paa Bifald ſikker var Den ott' og tyvende Januar. Chor. Stedſe, ꝛc. — * —— EET ——— br" ” 4 x —— A 2 KASES $ Fig" tg —* Kong Salomon og Jørgen Hattemager. 2719 Salomon. Das ftarfe Lidt macht gleich caput; Man follt? in Kopenhagen Erſt in bem Blinden-Inſtitut Sehn, ob ſie's and vertragen. Chor. Rigtig, vi ville Være kloge, ſnilde, Vogte Lys og frygte Hver Lygte, "Salomon. Und im Theater mag id'8 nidt, Midt in den Vaudevillen ! Beym Waſſerſtof, beym ſcharfen Licht, Wer weiß ob ſie gefielen? Chor. Leve den gode Smag, hvori vi troede Nok, at Hr. Baronen Gav Tonen! 16* 280 Forandret Slutningscouplet. Forandret Slutningscouplet. Eengang, jeg mindes, vor Vaudeville Stod her paa Scenen frygtſom og ny; Men De beffytted venlig den Lille, Aabnede for den Hjerternes Ly. Snart den voved at lære Stolthed og Mod paa jin Gang: Stolthed over fin &re, Mod til tafnemmelig Sang. Johan Ludvig Heibergs Fr je Sfrifter, Sjette Bind. Vaudeviller. Anden Afdeling. Kjøbenhavn. C. A. Reitzels Forlag. 1862, — ka rsædi i 531 F sg —v * Indhold. Vaudeviller. Anden Afdeling: Side ENES NOE ENE NE 3 2 Been od -Dytel. (1826) — Se 3. Et Eventyr i Rofenborg Have. (1827) ... 241. HERE HAD Elke der "(TEST KE TD SES 347: . sø kr: ar drvil ler, Anden Afdeling. J. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. VI, —1 — ær 4 i * å En. å å k: * — å La mær —2 vw , " x Å Ardo il ”» . r J — . - — VÆ . * * J ære ø J * i Ul = | * La GEW J å Cx LA TND ————— M FEEL Storen eller Intrignen i Skolen. Vaudeville. Opfort forſte Gang paa det kongelige Theater den 22de April 1826. 1* * Hf amt ø SER 14 Da | fl — "og! SLA — * 4 J ba BR FE y dl i w ks me å, J ra. * Førfte Udgave: Aprilsnarrene eller Intriguen i Skolen, Vaudeville af Johan Ludvig Heiberg. Kbhvn. 1826, Ifr. I. L. Heiberg, Proſaiſke Skrifter, 1861, IV Bind, S ff. Anden Udgave: Aprilsnarrene eller Intriguen i Sfolen. 2det Ovlag, 1828. Tredie Udgave: J. L. Heiberg, Skueſpil, IV Bind, 1835. Fjerde Udgave: J. L. Heiberg, Poetiſke Skrifter, V Bind, 1848. Perſonerne. Enkefrue Bittermandel, Beſtyrerinde af et Pige⸗-Inſtitut. Conſtance, hendes Broderdatter. Zierlich, Lærer i Inſtitutet. Froken Trumfmeier, Lærerinde i Inſtitutet. Madam Rar, Frugt- og Vildthandlerſke. Trine, hendes Datter, Elev i Inſtitutet. Sigfrid Møller, Snedker. Tennemann, en ſpvenſk Dandſemeſter. Simon, en tydſk Avanturier. vinke, Friſeur. Fugtel, Barbeerſpvend. fjans Aortenſen, en Skoledreng. En Madame. En Karl. En Kjelderſvend. En Tjeneftepige. Chor af Drenge og Piger med deres Familier. Handlingen foregaaer i Kjøbenhavn. Skuepladſen foreftiller Skoleſtuen. Tilbøire for Tilſkuerne Ind— gang til Fru Bittermandels Cabinet, tilvenſtre til Conſtances. J Forgrunden tilhsire et Claveer, tilvenftre et Bord med et Teppe over, hvorpaa fiaaer et Skrivertsi. I Baggrunden en Dør ſom fører ud til Forſtuen. Paa venftre Side af jamme et ftort Skab. Midt i Stuen et Bord med Kaffetøt paa. Forſte Scene. gru Bittermandel. Conſtance. Trine. Tjenejtefolfene ere bejfjæftigede med at bære Sfolebænfene ud af Døren i Baggrunden. Frue I (til Tjeneftefølfene). Saaledes! Herud med dem alleſammen! Conſtance. Tante, hvorfor ſtal Bænfene ud af Stuen? Fruen. Jo; thi her ſkal de Fremmede forſamle ſig, fordi dette Bærelje er nermeſt ved Forſtuen. J den . ſtore Sal ffal Benkene ftilles op i Ræffer, for at de Fremmede fan ſidde paa dem og høre paa Con— certen. Naar den er ude, jaa gaae de Fremmede 8 Aprilsnarrene. herind, og vente faa længe, til vi har faaet dæffet Bord og dertil bruge vi ogſaa Bænfene, Trine (med Latter). Skal de Fremmede da ſidde tilbords paa Sfole- bænfene, Fru Bittermandel? Fruen. Ti ſtille, Nesviis! Det blive de vel nodte til. Her komme jo over 60 Perſoner. Hvorfra ſtulde jeg fane Stole til alle bem? Conſtance. Nei det forſtaaer fig. Fruen. Og naar vi faa har ſpiiſt, jaa gaae de Frem— mede igjen herind, og vente til vi har faaet taget af Bordet. Saa flytte vi Bænfene herind igjen, for at vi fan fane Plads til at dandſe i Salen. Trine. O det er deiligt, det er deiligt! Hvor jeg glæder mig til iaften! Hør, jeg vilde onſke, at det hver Dag var Fru Bittermandels Geburtsdag. Fruen. Ja det troer jeg nok, for at Jomfruen hver Dag funde blive fri for at læfe og for at ſye. Trine. Og komme til at dandſe. Forſte Scene. 9 Fruen. Ja viſt, med Hans Mortenſen, den liderlige Dreng. Men det ſtal Hun ikke ſpidſe fin Neſe paa, han kommer ikke her i Aften. — Jeg bryder mig faamænd ikke ſaameget om ham, der kommer nof Andre, fom engagere mig. Fruen. Ti ſtille, Jomfru Neésviis, jeg vil flet ikke høre Hendes Raifonnement. Hun ev den impertinentefte Tos i hele Inftitutet, Der gaaer ingen Dag, at jeg jo fortryder over ti Gange, at jeg har taget Hende i Koſt. Trine. Naar Fru Bittermandel bare vil ſige det til min Moder, faa tager hun mig viſt gjerne igjen ud af Skolen. Fruen. Vil Hun ſtrax tie ſtille, og gane fin Vei! Ud af Stuen med Hende! Hvad har Hun desuden her at beftille? Hun ſtager os overalt i Veien. Conſtance. Gaa ind paa mit Varelſe, Trine; jeg kommer ſtrax efter, (Trine gaaer ind i Cabinettet tilvenſtre.) (Tjeneſtefolkene ere imidlertid gaaet ud med de fidfte Bænfe.) 10 Aprilsnarrene Fruen. Naa nu troer jeg, de ere færdige med Flytnin— gen, Nu fager jeg gane ind i Salen og lade Bæn- fene ftille op. Ja man har Nok at tage vare paa idag. Bliv her faalænge, Conſtance, og pas paa Døren. (Gaaer ind ad Døren tilhsire.) Inden Scene. Conftance alene. Conſtance. Hvilfen Tummel, hvilfen Uro i Huſet! Jeg fan iffe begribe, hvorledes min Tante fan have Løft til at celebrere fin Fødfelsdag paa denne Maade. Men hun figer, det er ſaaledes Brug i de andre Inſtitu— ter. Saa faner hun følge Strømmen. Det er over- alt et uroligt Liv her i Hujet. J Sorø levede jeg faa ftille, faa uforftyrret, beftandig i de ſamme Be— ffjæftigelfer, faa tilfreds med mig felv og med Ver— ben. Nu, hvorfor vil jeg flage? Jeg faaer jo vel fagtens Lov at reiſe hjem igjen, naar jeg beder meget om det. Og dog — dog forlader jeg Kjobenhavn faa nødig. Men jeg vil flaae de Tanfer af Ho— vedet. Hvad vilde jeg ogſaa herinde, jeg ftaffels fader- og moderloſe Barn! More mig hos min Tante, ſom er min nærmefte Paarorende, og tage Deel i Hovedſtadens Fornoielſer. Ak Gud. hjelpe Anden og tredie Scene. 11 mig! Daglig Summen og Brummen af de læfende Børn, Sfjænd og Graad, Støi og Spektakel, det er omtrent al den Fornøielje jeg har havt. Nei, da [over jeg mit ftille, venlige Sorø. Der har jeg det dog bedre hos min gode Coufine. Hvor glad ſtulde jeg ikke vende tilbage, derjom blot ...... men jeg har jo forefat mig iffe at tænfe derpaa. Sigfrid tænfer viſt iffe paa mig, hvorfor ffulde jeg da tænfe paa ham. Tredie Scene. Conſtance. Zierlich kommer ubemærft ind ad Døren i Bag— grunden, og bliver ftaaende og lytter til den følgende Sang. Han har en ſtor Bouquet i den ene Haand, og en lille i den anden. Conſtance (uden at fee Zierlich). Egen Melodie. F) J O fly for Amors Snare, Betragt ei Gudens Glands! Hver Straale bringer Fare, Forvirrer ſtrax din Sands. O vogt dig, vogt dig, Pige, Vær for hans Straaler blind, Thi gjennem Viet fnige De fig i Hjertet ind. ) Af Bordorft. 12 Aprilsnarrene. VA O fly for Amors Snare, Hør ei hang Smiger-Ord! Hvert af bem bringer Fare, Hvis deres Lyd du troer. O vogt dig, vogt dig, Bige, For dem dit Øre luk, Thi gjennem Oret fnige Sig Løfte, Bøn og Sul. Zierlich (nærmende ſig). Paa den Maade, min ſmukke Jomfru, maatte man jo onſtke, man var baade” blind og døv. Conftance. Min Gud! De her? Zierlich. Men naar man er faa lykkelig at fee Dem og høre Dem ſynge, (kysſer paa Fingeren) ſaa onſker man viſt ingen af Delene; men lader det hellere komme an paa en Troie Duus, ha ha ha! Conſtance. Altid faa galant! Zierlich. Men ſiig mig, uden Fortrydelſe, hvor har De lært den Viſe? Neppe i Sorø? Tredie Scene. 13 Conſtance. Hvorfor ikke det? Zierlich. O ja, Soro er visſelig ikke tabt bag af en Vogn, de har ſaamend ogſaa Poeter derude. Conſtance. Det ſtulde jeg mene. Zierlich. Men allerkjcereſte Conſtance, jeg ſtager her og ffjemter, og glemmer aldeles hvad jeg havde at ſige Dem. Knap havde Solen hævet fig imorges over ben øftlige Horizont, før jeg allerede ftod med Hat paa Hovedet, Støvler paa Benene, Spadſereſtok i Haanden, og vandrede ud af Porten, trods det flette Høre, ſpeidende efter Floras Gaver, for deraf at offre en pligtjfyldig Tribut til hende fom er Feſtens Dronning. Her har jeg den, og venter fun en pasſende Anledning til at anbringe den. Denne derimod, mindre i Omfang, men iffe i Skjonhed, beder jeg Dem, fjærefte Conftance, iffe at forſmaage. I ethvert Offer bør De have Deres Andeel. Conftance. Jeg beder Dem, Hr. Zierlich, det er jo iffe min Fodſelsdag. Zierlich. Hver Dag, man ſtuer Dem, er Aandens og 14 Aprilsnarrene. Hjertets Fodſelsdag. Begge fole ſig, ved Synet af Dem, gjenfødte til et nyt Liv. Con fra NCE (tager Bonquetten). Nu vel, det er førfte April idag. Jeg vil be- tragte disſe Blomſter ſom en venlig Foraarshilfen, og |frive alle Deres ſmukke Complimenter paa den forſte Aprils Regning. Zierlich. Net det maa De tilforladelig ikke. Vel er jeg en Skjelmsmeſter, ha ha ha! Wen ihvad for ffjønne Tanker min Muſe indgiver mig ven Synet af Dem, det er viſt iffe min Henfigt at narre Dem April. Conftance (forftræffet). Hvad feer jeg! En Mimoſa! Zierlich. Hvad er det, Jomfru? Conſtance. Det er fra ham! Zierlich. Fra hvem? Conſtance (fattende fig). deg mener, de Blomfter ere nok fra Gartner Orgaard paa Kalkbrenderiesveien. Zierlich (forundret). Hvoraf veed De det? Tredie Scene. 15 Conftance. Jo, for han har ſaadanne ſmukke Mimoſer. Zierlich. Moſer? Conſtance. Mimoſer. Saaledes hedder denne Plante. Zierlich. Den der? Jeg troede, det var et ſimpelt Græs. Conſtance. O ingenlunde! Seer De, naar jeg rorer den med min Finger, jaa træffer den fine Blade ſammen. Det er en Blomſt, ſom har Følelfe, Zierlich. Ja jaa? Og derover blev De ſaa forſtkrækket? Conſtance. O nei! det var ikke Skrek, det var Glæde. Det er min Yndlingsblomſt, ſtal De vide. Zierlich. Naa, ben folende Blomſt ev Deres Yndling? Ha ha ha! Conſtance. Undſkyld, jeg gaaer et Dieblik ind i mit Kam— mer, for at jætte de ſmukke Blomſter 1 Vand. (Gaaer ind ad Døren tilvenfire). 16 Aprilsnarrene. Fjerde Scene. Sierlich alene. Zierlich. Hm! Jeg er bange, jeg har ladet mig narre, og det jaa tidlig paa Daͤgen. Det var dumt af mig at fjøbe disſe Blomfter hos Gartner Orgaard, thi han er en god Ven af denne herfeng unge Snedfer, (han fpytter) fy for en Ulykke, denne Sigfrid Moller, ſom Conftance havde et godt Die til i Vinter. Han jfulde dog vel aldrig have jvillet mig et Puds? Om der var et Brev i Bouquetten? O jeg creperer af Xrgrelſe! Forſigtig, lille Zierlich, forſigtig! Jeg vil aabenbare min Mistanke for Fru Bittermandel. (Gaaer ind i Bærelfet tilhsire.) Femte Scene. Trine iler ud ud af Cabinettet, fulgt af Conftance, ſom har et Brev i Haanden. Conſtance. For Himlens Skyld, Trine! det er dog vel ikke dit Alvor ! Trine. Hvorfor ikke det? Hvorfor ffulde jeg ikke fortælle gru Bittermandel hvad jeg har feet med egne Pine? At du har faaet en Bouquet, og at der inden i den var et Brev, og ovenikjobet et Brev fra Sigfrid Møller? gemte Scene. 17 Conſtance. Trine, du er en afſkyelig Pige! — Trine, derſom du gjør det, fag gjør du mig ulyhkkelig. Trine. Ja bet er en anden Sag, det ſtulde du have Jagt ſtrax, og iffe begyndt med at I!fjælde mig ud. Hvorfor har du heller ikke mindfte Fortrolighed til mig? Du behandler mig ſom et Barn, og troer, du fan bilde mig alt muligt dumt Toi ind, men Jeg er flogere end du tænfer, Co n1 tance (omfavner hende). Min gode Trine, jeg har gjort dig Uret. — Ja det kalder jeg at tale fornuftigt. Nu ſtal du ogſaa være min egen gode Conſtance, og hellere lader jeg mig hugge en Finger af Haanden, end jeg forraader dig. Men ikke fandt, nu faner jeg dog at høre hvad der ftaaer i Brevet? Conſtance. Jo, jeg ſkal ingen Hemmeligheder have for big. Trine. ſaadant et Kjcerlighedsbrev maa dog »·vœre velſignet at læfe! (Confance vil aabne der) Wien er du forrykt? Er det nu Tid at læfe det? Fru Bitter- mandel løber i eet væf ud og ind; vi har intet Dieblik for os felv. O 18 Aprilsnarrene. Conſtance. Du har Ret. (Butter det ind paa Bryget.) Men jeg fan iffe noffom forundre mig over dig! Du lille Pige har langt mere Klogſkab i ſaadanne Zing, end jeg. Trine. Lille Pige? Og ſaadanne Ting? Jeg er over tolv Aar. Og hvad ſaadanne Ting angaaer, faa har man Anelfer. Conſtance. Anelſer? Ja du har Ret, det er ogſaa et Slags Erfaring. Ære. Mel. Ich kenn' ein Mädchen zart und fein. E; Der er i Himlen en Dreng jaa ſmuk, Tro du mig! Han hører alle Smaapigers Suk, Tro du mig! Han fører dem Til Himlen hjem. 2 Naar Midnat hviler paa Mark og Eng, Tro du mig! . Femte Scene. Saa ftaaer han venlig ven Barnets Seng, Tro du mig! I Favn faa tæt Han tager det. 3 Og flyver med det til Himlen blaa, Tro du mig! Hoit over alle de Stjerner ſmaa, Tro du mig! Der er en Sal Saa hoi og fval. 4. Og tænf fun ikke, vi lege der! Tro du mig! Fornuftigt taler han med Enhver, Tro du mig! Hvad her er glemt, Hiſt læres nemt. 5), Jeg gaaer i Skole faa mangt et Aar, Tro du mig! Faſt Intet dog jeg at vide faner, Tro du mig! Det Lidt, jeg fan, Mig lærte han, 19 20 Aprilsnarrene. 6. Conſtance. Ja Trine, det er en anden Sag, Tro du mig! Ganer dui Skole ved Hat og Dag, Tro du mig! Du bliver dog Tilſidſt for klog. Sjette Scene. De Forrige. Fru Bittermandel med Bouquetten i Haanden. Sierlich. Zierlich (afſides til Fruen). Som ſagt, Frue, jeg kan ikke ſige det med Vis— hed, men det forekommer mig mistænfeligt. Fruen. Bær De fun rolig. , Har hun faaet et Brev, faa ſkal hun iffe faa let komme til at fæfe det. Jeg jfal iffe tabe hende af Sigte, og vil nof tilfidft op— dage Sandheden. Zierlich (til Conſtance). Har Jomfruen allerede jaa hurtig faaet Blom— fterne fat i Vand? Conſtance. O ja, der hører ikke faa lang Tid til, Sjette Scene. il mætte, O jeg taffer Dem ret, Hr. Zierlich, for de dei— lige Blomſter! Zierlich. Hvad for Blomſter? Trine. Dem, De har givet Conſtance. Zierlich. Takker du for dem? rene: Ja faamænd gjør jeg faa. Jeg. veed jo nof, at de ikke ere til mig, men jeg fan jo dog lugte til bem, thi de ſtaae i hendes og mit fællens Værelje. O det aner mig, at jeg faaer neſten ligeſaa megen Fornoielſe af bem, fom hun! Zierlich. Giver du dig af med Anelſer? ring: Af ja! Det er en Borne-Sygdom, ſom forſt gaaer over med Alderen. Zierlich (affides til Fruen). Jeg troer næften, den lille Her er med i For— troligheden. 22 Aprilsnarrene. Fruen (til Trine). Jeg har fagt big, at du ſtal pasſe big felv. Naar Ingen taler til dig, faa har du Intet af rai- fonnere. Du er, fom jagt, den impertinenteſte Tos i hele Inftitutet, og jeg vilde onſke, jeg var vel af med dig! (Det banker paa Døren i Baggrunden.) Kom ind! Syvende Scene. De Forrige. En Karl. Karlen. Med Forlov! Trine. O bet er min Moders Gaardskarl! (Løber hen til ham.) Karlen. Jeg ffulde hilſe faa flittig fra Madam Rar, og gratulere Fruen med en Kurv, ſom ftaaer herude. Fruen, Jeg taffer mangfoldig. Hvad er der i den? Karlen. Et Dyr, fire Harer, tredive Duſin Oſters, en Skjeppe Wbler og fem Pund Biindruer. Fruen. O hvilfen udmarket Artighed! Syvende Scene. 93 Karlen. Og faa ffulde jeg hilſe og ſige, at Madamen ſkulde ſtrar have den Ære at komme felv hen og gratulere Fruen. Fruen. O Trine, min gode Pige! kom, lad mig kysſe dig. Gud veed, jeg holder af dig, ſom du var mit eget Barn. Jeg vilde ikke miſte dig for Alt i Verden. Karlen. Hvor maa jeg losſe Kurven? Fruen. O lille Ven! Han kunde maaffee lade den ſtage derude i Forftuen, faa ffal jeg fende den hen, naar vi har faaet Tid at tømme den. Karlen. Ja ret gjerne. Adjos. — Fruen. Nei bi lidt og faa Drikkepenge. Ak nu har jeg viſt ingen Penge hos mig! Gode Hr. Zierlich, De vilde vel ikke gjøre mig den Tjeneſte at laane" mig en Rigsdaler? SA LELEID, Jo, med ſtorſte Fornøielfe, (Søger i 2ommen.) Men det gjør mig hjertelig ondt, jeg har desværre flet 24 Aprilsnarrene. ingen Penge hos mig, jeg har ſandelig givet alle dem ud, jeg havde i Lommen imorges. Fruen. Conſtance, har du en Rigsdaler hos dig? Conſtance. Jeg, Tante? Ikke en eneſte Skilling. Fruen. Men det er ſandt, Trine er jo altid ved Muffen. Trine. O ja, jeg har endnu af de Penge, min Moder gav mig forleden. Vil Fru Bittermandel, at jeg ſtal hente en Rigsdaler? Fruen. Ja min egen lille Trine! ver ſaa god. Du jfal faae den igjen tilligemed de fem, ſom du laante mig igaar, og de ſyv Rigsdaler og to Mark, ſom jeg fif i forrige Uge. Det gjør tilſammen tretten Rigsdaler, to Marf, Og det Silfetørflæde, fom du laante mig forleden, ffal du ogſaa nok fane erjtattet. Og ligeledes de fem Yommetørflæder . Trine (ſom hvert Dieblik bar villet gaae). Godt, godt, godt, Fru Bittermandel! Det har flet ingen Haft. (Løber ind i Cabinettet.) Syvende og ottende Scene. 25 Fruen (til Zierlich). Naa Gud ffee Lov! Naar Noden er jførit, faa er Hjelpen nermeſt. Jeg var faa bange for af denne Preſent iffe ſtulde komme. Zierlich. Dens Udeblivelſe vilde have ſat os i ſtor For— legenhed iaften. Ottende Scene. De Forrige. Froken Trumfmeier, med Støvler paa Benene og meget opſtæenket, hopper ind ad Døren i Baggrunden. Frokenen. Philipine, Hr. Zierlich! (Til Fruen.) Al mulig Sjyelb-og Lolle . Zierlich. Hillemend, der blev jeg narret! Frokenen. Ja det er ogſaa forſte April, (Tir Fruen.) ..... i det nye Aar, ſom De idag gaaer ind i! Trine (fommer). Vær faa artig, Fru Bittermandel! Fruen. Tak, Barn! Tak! (ii Karlen.) Der, lille Ven, der J. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter, VI. 2 26 Aprilsnarrene. har Han en Rigsdaler i Drikkepenge. Hils og taf Madam Rar ret meget. Karlen. Jeg ſiger ſaa mange Tak. (Gaaer.) Niende Scene. De Forrige undtagen Karlen. Frokenen. Jeg gratulerer dobbelt, thi jeg feer, De har i dette Dieblik faaet en god og hoiſt nødvendig Preſent. Fruen. Ja fra den gode Madam Rar. Frokenen. Hvad ſender hun Dem? Fruen. Dyr, Harer, Oſters, Æbler, Viindruer. Frokenen. Kort ſagt al den Hoflighed, man kan vente af en Frugt- og Vildthandlerſfe. O lad os gaae ud og ſee det! Fruen. Nei lad os nu forſt i Ro og Mag drikke en Kop Geburtsdags-Kaffe. Man har neppe et ODieblik frit. Niende Scene. DT Frokenen. Ja det var ikke ſaa galt. En Kop Kaffe ſtal ſmage mig. Jeg har ſaadan traſket om idag. (De jætte fig om Kaffebordet.) Idag har man Dog lidt Ro her i Huſet for de velſignede Born. Men de mange Timer i Byen! Ja det er rigtignok forſkrekkeligt! (Fruen har imidlertid ffjænfet Kaffe.) Nei, men jeg maa rigtig ſee hvad der er i Kurven. (Springer op.) Fruen. Net, bliv nu, Deres Kaffe. bliver jo fold. Frokenen (fætter fig). Ja det er ogſaa fandt. (Til gierig.) Glem iffe Philipinen! Zierlich. Nei det ſtal jeg ikke. Frokenen. De troer ikke, hvormange Steder jeg har været idag. Fruen. Juſt derfor ſtulde De nu lade falde lidt Ro paa Dem. Frokenen. Det er mig umuligt, jeg er i en evig Bevægelje. Fruen (byder hende Tobaf). Befaler De? Lo * 28 Aprilsnarrene. Frokenen. Ja mange Tak, en Priis i Næjen er iffe ilde. (Rvier.) Zierlich. Gud velſigne Dem! Fruen. Gud velſigne Dem! Conſtance. Gud velſigne Dem! Trine. Gud velſigne Dem! Frokenen. Jeg takker. (Tir Fruen.) Men det er fandt, maa jeg jpørge Dem om Noget? (Springer op.) Fruen (kommer hen til hende). Nu da? Frokenen. Har De faaet Det, De veed nok? Fruen. Hvilfet? Frokenen. Preſenten fra Bornene? Fruen. Nei. Niende Scene. 29 Frokenen. Ja faa fager De den nok iaften. Vi have taget det Shawl, ſom De ſelv føgte ud, det til 70 Rigs— daler, Alle be Smaa have ffillinget ſammen. Fruen. Tak jfal De have for Deres Biftand. Ja jeg var meget uvis, om jeg ſtulde vælge Shawlet eller Toi til Gardiner, men et Shawl er dog ſaadant et godt Stykke. Frokenen. Ja bet ſynes jeg rigtig ogſaa. Men lad be Andre nu ikke mærfe Noget. (De fætte fig igjen ved Bordet.) Det er fandt, Trine! du ſpiſte jo i Onsdags hjemme hos din Moder, jeg har reent glemt at ſporge big, hvad J fif til Middag. Trime. Sagoſuppe og Frifadeller. Frokenen. Var der Viin i Sagoſuppen? Trine. Ja jeg troer det nok. Frokenen. Fik I iffe Noget til Frikadellerne? Trine. Jo, botfelſke Roer. 30 Aprilsnarrene. Frokenen. Hvad pasſeerte ellers den Dag? Kom der Ingen om Eftermiddagen? Trine. Ingen Andre end Slagtermeſter Langbeen. Frokenen. . Hvad gjorde han? Trine. Han ſad og talte med min Moder. Frokenen. Hvad talte de om? Trine. Det fan jeg ikke huſtke længere. Frokenen (affives til Zierlich), Han har et godt Øie til Madam War. Jeg tænfer, der bliver endnu et Par af de To. (Ssit.) Net for at komme tilbage til Det, jeg vilde fige Dem, nu ſtal De bare høre alle de Steder, jeg har været idag. Mel. af Lulu: Kloden maatte ftyrte ſammen. E; Frokenen. Forſt til Gammelmont jeg iilte, Gav en Time der i Franſk; Niende Scene. Saa til Oſtervold jeg biilte, Hvor jeg retter Stiil i Danſt. Saa i Heftemølleftræde Time gav jeg i Muſik, Og til Chriſtianshavn med Glæde Over Langebro jeg gif. Gives der en bedre Vei? De Andre. Net, nei, nei, net, net, net, nei! Nei fra Heftemølleftræde Langebro De forteft gif. Pe Frokenen. Derpaa foer jeg til Caſtellet, Hvor jeg lærer En at ſye, Men forſomte Nørrefælled, Hvor jeg Time har paany. Saa gif jeg til Grønnegade, Gav en Zime ber i Sang; Derfra hid jeg monne vade Gjennem Beder Madſens Gang. Gives der en bedre Vei? De Andre. Met, nei, nei, nei, nei, nei, net, Tom De hid fra Grønnegade, Gif De bedſt Beer Madſens Gang. 31 32 Aprilsnarrene. Zierlich. Enhver anden end Peer Madſens vilde have vceret Peer Gantes Vei, ha, ha, ha! Jeg beundrer Dem, Froken Trumfmeier, jeg beundrer Dem. Klok— ken er neppe Eet, og ſaa Meget har De allerede udrettet. Frokenen. Men De maa ogſaa vide, at jeg begyndte min Cours imorges Klokken 7. O for alt det Nyt jeg har hørt og fornummet idag! Fruen. Hvad da? Zierlich. Hvad da? Frokenen. Tenk bare, at Cancelliraad Terp i Gothersgaden gifter fig. Fruen. Hvad for Noget? Zierlich. Er det muligt? Frokenen. Ja det maa De nok ſige. Og kan De nu gjette, med hvem? Ja det er utroligt! Med den ældfte Datter af Madam Lam paa Veſterbro. Niende Scene. 39 Fruen. Ih Snak! det er jo ſmaa Born! Frokenen. Sagde jeg det iffe nok? Den Aldſte gaaer endnu til Præften, hun tal forſt confivmeres paa Søndag otte Dage. Wen iffe desmindre ffal hun have været forlovet med Cancelliraaden i tre Maa— neder, Jeg hørte det paa Chriſtianshavn; det er utroligt, hvad Folk der ere vel underrettede, De veed hvad ſom foregaaer her i Byen, meget bedre end vi jelv. Ja der er faamænd Dem der paaſtaae, at Brylluppet er berammet faa tidlig af visſe Grunde, ſom De nok felv fan gjette. Wen jeg finder det dog rimeligere hvad jeg hørte i et andet Huus paa Chri— ſtianshavn, at Fru Strøm, ſom aldrig før har funnet taale at tænfe med mindſte Tanke paa at Cancelli- raaden fulde kunne faae ifinde at gifte fig, nu ikke blot har tilladt dette Parti, men maaſkee endogſaa jelv jtiftet det, fordi hun tænkte, at da han dog vift engang gif hen og giftede fig, Knald og Fald, over Hals og Hoved, ſaa var det bedſt, om hun førgede for at han fif ſaadan en dum Gaas, fom denne Bige ffal være, for faa fan hun haabe, at han fnart bliver fjer af fin Lone, og faa falder han tilbage til Fruen, fom hendes gamle Eiendom. 24 Aprilsnarrene. Fruen. Ja det er ganſte rimeligt. Frokenen. Og ifær naar De betænfer, at Madam Lam er i de allerſletteſte Omftændigheder, faa hun maa taffe Gud for at faae fin Datter anbragt paa hvilfen- ſomhelſt Maade. Zierlich. Skulde det være fandt? Frokenen. Men det er ſaa bekjendt ſom Strikſtromper. Hun ſidder i Gjeld op over Orene. Hun ſtylder til Bager, til Urtefræmmer, til Slagter, til Spek— høfer; hun har iffe engang betalt fin Huusleie for ſidſte Halbaar. Tænf engang hvad jeg hørte for- (eden hos Madam Vinter paa Chriftianshavn, ſom boer ſtraages over for Bor Frelſers Kirfe, at Jomfru Kleinkopf og Fuldmægtig Steengaard beſogte Madam Cam en Onsdag Aften i forrige Maaned, og jaa vilde hun byde dem Theevand, og fendte Bud hen i Urteboden for at fjøbe et halvt Pund Pudder— fuffer, men jaa fif hun til Svar af Urtefræmmeren, at hun maatte forſt betale hvad hun ſtyldte; før funde han iffe betroe hende Meer. Der er mange Dage, hun har iffe en Rigsdaler i Hujet. Niende og tiende Scene. 35 Trine. Men kan det ikke undertiden hænde meget ſtik— kelige Folk? Frokenen. Nu ſnakker den Gaas med! (Det banker paa Doren i Baggrunden.) Fruen. Kom ind! Frokenen. Ak det er da fortrædeligt! man har heller aldrig et Diebliks Ro til at tale ſammen. Ticnde Scene. De Forrige. Tennemann, Simon, Binfe og Fugtel. Zierlich. Hr. Tennemann! Fruen. Hr. Simon! Zierlich. Hr. Vinke! Frokenen. Hr. Fugtel! Fruen. Velkommen, mine Herrer! 36 Aprilsnarrene. Tennemann, Simon, Vinke, Fugtel (ſtille ſig op i en Ræffe og fynge). Qvartrordium, Mel. De førfte Prygl, vi i Skolen ff l; Den Dag, vi hilfe med feftligft Lov, Er denne, ſom aabner Aprilen. Violen den dufter nu bag fin Skov; Med vældige Haand, efter lange Hvilen, Nu griber Sol efter Tordenkilen Med Smilen. 2. Der ſtaager en Plante bag Skovens Tjørn, Den kneiſer ſom Ceder og Sandel, Saalunde du kneiſer bag Skolens Børn, Du ranke, du ſode Fru Bittermandel! Thi Mennejfet virker ved egen Handel Og Vandel. Fruen. OD Himmel! jeg er rørt til Taarer. Lad mig talfe Dem paa det Hjerteligfte! Hvem har digtet de deilige Ord? Zierlich (træffer et Papiir op af Lommen). Maa jeg overræffe Fruen et Exemplar? Tiende Scene. 31 Fruen. De altſaa? O det burde jeg have gjettet! De danner Dem i Digtekunſten efter de bedſte Mønftere. Fugtel. Jeg maa gjøre Fruen opmarkſom paa, at Det, vi havde den Ære at ſynge, faldes en Oxvarktorkium. Simon. Ja rigtig! den Art von Muſik er nu meget meer i Mode alg die andere Duetter. Jeg mødte jujt dieſen Morgen po Gaden min gode Ven, fin Excellentz Geheimerath von Stein, og han fagde til mid: Nu min gode Hr. Simon, hvor ffal De hen fo tidlig? Vil De inte go lidt hjem med mid und drikke en Glas El, og rige en Pibe Tobak? Wen jeg ſparte ham: Nei det fan jeg min Seel iffe, Deres Excellentz; thi jeg ſtal jujt hen og gere Preve po en Duet ſom jeg ſtal finge med tre andre gode Venner, og ſom faldes en ..... hvad var det nu? Fugtel. En Quarktorkium. Simon. Sig er SHE I... na gleichviel! — Hvorpo fin Crcelleng fvarte: Ja den Hr. Simon veed fo Sfam nok hvad han ger; han har altid den niejte Smag. (Det banfer paa Deren i Baggrusden.) 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. VI. 3 38 Aprilsnarrene. Fruen. Kom ind! Ellevte Scene. De Forrige, En Kjelderfvend. Svenden. Jeg ſtal hilſe faa flittig fra Viinhandler Waſſer— mann, og bede Fruen iffe forſmaae til fin Geburts- dag to Anfere god Medoc. Fruen (affides). Min Gud! hvorledes gaaer det til? (Tir Svenden.) Hvem er den gode Mand? Svenden. Viinhandler Waſſermann paa Chriſtianshavn. Fruen. Naa ſaaledes. (Arme) Skam faae jeg, om jeg fan begribe det. (Tir Svenden.) Jeg beder hilſe og taffe ſaameget. — Lille Trine, vil du laane mig en Rigsdaler endnu, ſaa gjør det ialt 14 Rolr. 2 Mk. grine. Gjerne, Fru Bittermandel. (Gaaer ind i Cabinettet.) Svenden. Men jaa ffulde jeg fpørge Fruen, om De havde Ellevte Scene. 39 en Kurv at give mig med til at tage Flafferne i, thi Hr. Waſſermann havde idag flet ingen Biinfurve tilovers, Fruen. Naa det var jo godt at jeg beholdt Madam Rars Kurv, faa fan jeg tomme den og hente Viin— flafferne i den. Og vil De faa bede Hr. Waſſer— mann, om han vil gjøre mig den re at komme her iaften med Kone og Born, til Theevand, Con- cert, Feſperkoſt, Bal og Souper, Bouillon om Natten, og Kaffe om Morgenen. Svenden. Jeg taffer paa Herrens og Madamens Vegne, men hvad Madamen angaaer, faa er hun død for over tre Aar fiden. Fruen. O det gjør mig hjertelig ondt! men Børn har han dog? Svenden. Ja, elleve Piger og ferten Drenge. Tennemann (til Frøfenen). Gu bevas! Det var faglig många Barn. (ii Svenden.) Har han dem alle med een Huſtru? Svenden. Net han har været gift tre Gange. 40 Aprilsnarrene. Fruen. Naa faa haaber jeg at ſee dem alle ſyv og tyve. Simon. Den Viin er min Seel demmelig dir betalt. Fruen. O det er jo Born! De faae bare lidt Smorre— brød og Hindber-Eddike. Trine (ſom imidlertid er kommen tilbage). Bær jaa god, Fru Bittermandel. Fruen (til Svenden). Der, min Ven, har Han Driffepenge; faa ſtoler jeg paa at Han beførger Vinen ordenlig herhen. Svenden. Det ſkal jeg nok, Frue, og maa jeg faa bede om Kurven. Fruen. Ja, det er fandt, nu ſkal jeg gane og tømme den. Zierlich. Nei, dyrebare Frue, berov ikke Selffabet Deres faa meget attraaede Nerverelſe. Jeg gaaer at tømme Kurven. Undſtyld blot at jeg i Deres Overværelfe træffer min Kjole af, og lægger den ind.i Sfabet faalænge. Ellevte og tolvte Scene. 41 Fruen. Tag Dem iagt, kaſt den ikke ovenpaa Wiener— Terten, ſom ſtaaer der. Zierlich (idet han lægger Kjolen ind i Sfabet). Gud forbarme fig, hvilfen deilig Tærte! (De gane Alle hen og fee den.) Frokenen. Det er et Meſterſtykke! Fugtel. Et Kunſtværk! Simon. Hvor har De faaet den fra? Fruen. Fra Conditor Papageno, hvis Datter gaaer her i Sfolen. Zierlich (til Svenden). Kom ſaa! (Gaaer med Svenden.) Tolvte Scene. De Forrige, undtagen Zierlich og Kjelderſvenden. Fruen. Derſom jeg dog vidſte, hvorledes jeg kommer til den Wre at Viinhandler Waſſermann ſender mig en Preſent? 49 Aprilsnarrene. Frokenen. Ih det er jo let at begribe! Manden har jo elleve Dottre, han vil formodenlig fætte nogle af dem i Sfole her, Fruen. Det fan være. Men ſiden jeg nu har den Lyffe at jee Dem ſamlede her, mine Herrer, faa fiig mig, om jeg ogſaa tør regne paa at De Alle holde Ord i Aften. De finger dog Deres Arie, Hr. Simon, ben om de to Zanter ? Simon. Na, den italienſte, nu veed jeg hvad De mener. (San fynger paa Mel. af Di tanti palpiti, di tante pene.) ” Din Tante Tæl til ti, din LZante Lene!” — Ja min Seel jfal jeg ſinge den. Fruen (til Fugten). Og De? Fugtel. Jeg udforer min Floite-Concert i ethvert Til— fælde. Men jeg har tillige det bedſte Haab om at faae den lille Kink med, De veed nof, en Søn af Vaagekonen paa almindelig Hoſpital. Det er et ual— mindeligt Talent. Naar De faaer ham at høre ved Guitaren, naar han ſynger: Gid du var min og bet Smilendes Haab og LuÉ op for den lille Perſon, faa jfal De forundre Dem; han ſynger Tolvte Scene. 43 nogle allerfjærefte Arier. Og faa bringer jeg to af mine Colleger med, to Studioſusſer Chirurgiæ, hvoraf ben ene fpiller Violin, og den anden Contrabas. Fruen. Og ſaa ſpiller De for os ved Ballet, ikke ſandt? Fugtel. Bi ſtiftes, Frue, vi ſtiftes, for at vi Alle fan fane dandſet. De ffal iffe komme i Forlegenhed. Hvad Kink angaaer, han dandſer ikke, han fpiller med Fornøielje hele Natten fin Violin. Fruen. Net det er jo Synd for det ſtakkels Menneſte, han maa tilſidſt falde i Søvn derover. Simon. Ci mag! han er jo en Søn af en Baagefone, fo maa han min Seel funne ftaae fig. Fruen. Ja det ſiger De nu for Spog. Simon. Nei min Seel om ich ger. Veed De ikke nok at Alting er arvelig. En Son af en Bonde beſtem— mer ſig gemeenlig til Ackerbrug, og bliver Bonde; en Søn af en Greve bliver gemeenlig en Greve, og 44 Aprilsnarrene. en Son af en Vaagekone er gemeenlig meget fix og aarvaagen. Tennemann. For øvrigt ſkal jeg arrangera den hele Balen, og ſjelf ſpela Violen, om det ſtulde gjøres behov. Vinke. Hvad mig angaaer, faa tør jeg ikke paatage mig Andet end at bringe Damernes Coiffure i Orden, ifald Nogen ffulde behøve min Tjeneſte. Jeg ſtal bringe nogle Flaſker Ole Colonne med. Fugtel. Og jeg ffal i Morgen tidlig barbere alle Her— rerne, inden de gaae herfra. Fruen. Er det ikke, ſom jeg ſiger? Med ſaadanne Venner har man ingen Nod. Trettende Scene. De Forrige. Sierlich kommer hurtigt ind, og tager fin Kjole ud af Skabet, og træffer den paa. Zierlich. Geſpindt, lad mig faae min Kjole! Madam Rar er ven Døren, jeg fane hende gaae over Gaarden. Fruen. Hvor har De tomt Kurven? MEE AS NNE kk Trettende og fjortende Scene. 45 Zierlich. J Forftuen, for Haſtvcerks Skyld. Jeg har væl- fet det hele Overflødigheds- Horn ud paa Gulvet, der— fra fan vi let fane transporteret det hen i Kjokkenet. Fjortende Scene. De Forrige, Madam Kar. Madam Rar. God Dag, gode Frue, god Dag! og tuſind Lyk— onſkninger til Deres gode Geburtsdag. Fruen. Jeg er ganife ſkamfuld over alle de gode Sager, De har fendt mig. Madam Rar. O Bagatel! det er iffe værdt at tale om. — God Dag, Trine! Trine. God Dag, lille Moder! Madam Rar. Nu hvorledes ſtikker Trine fig, min gode Fru Bittermandel? Fruen. Bel nok, Madam Rar, det er jaamænd den flittigſte og artigſte Elev, vi har her i Inſtitutet. 46 Aprilsnarrene. Med hende vil De nok blive fornøiet, hun gjør en ypperlig Fremgang. Madam Rar. Ja Gud give det! Det er ſaamend en fvær Byrde at opdrage ſaadant et Pigebarn, og et ſtort Anſvar for Gud og Menneſter. Frokenen. Vi ere meget vel tilfredſe med hende. Zierlich. Udmærfet godt med Kryds. Tennemann. Ja Kors! Mamſellen er mydet bra i fine Ting. Madam Rar. Jeg taffer Gud daglig paa mine Kne, fordi jeg har faaet hende paa et godt Sted og vel ud af Huſet. Jeg har faa Meget at tage vare paa hjemme i min Boutik, at jeg umulig funde holde Øie med hende. Der er nu denne forbandede Dreng, venne herſens Hans Mortenſen, fom vil lege Kjærejte med hende, og render efter hende allevegne. Jeg beder Dem fremfor Alt, Frue, at pasſe vel paa at han iffe fommer her. Fruen. Gud bevares! Fjortende Scene. 47 Frokenen. Net det fan De være rolig for. Madam Kar. Ja for De fan troe, det er en intrigant rabat. Han practijerer fig ind allevegne. Om det faa var imorges, faa fom han faamænd og fnufede omfring i Boutifen, og gjorde fig faa vigtig, ſom om han havde Statsſager at forebringe, men det var iffe Andet end et Paaſtud for at fee om Trine iffe fulde være der. Men De fan troe, jeg feiede ham ogſaa affted, faa han fif Been at gaae paa. Og jaa ftjal " han mig ovenifjøbet en halv Snees Borsdorffer- Æbler, Fruen, Jeg lover Dem høit og helligt, at han ffal al- drig fætte fine Been mere her, Han har faamænd iffe været her ſiden Juul. Madam Rar. Ja min gode Frue, jeg ſtoler paa Deres Lofte, for jeg vil ſlet ikke at Trine ffal have nogen Com— mers med den forbandede Dreng. Men lad os nu iffe mere tale om Det. (De jætte fig om Kaffebordet). Trine har gjort prægtige Fremjfridt i Syning. Det var en foftelig Skjerm, ſom hun forærte mig til min Geburtsdag. Frokenen. Ja De maa ogſaa vide, det var et Examens-Stykke. 48 Aprilsnarrene. Madam Rar. Men uden Fortrydelſe, hvoraf kom det at jeg maatte betale fem Rigsdaler for den, da hun dog felv havde ſyet den? Det er ſaamend ikke for de fnavs Penge, jeg ſporger derom ... Frokenen. OD be fem Rigsdaler! Nu veed jeg hvad De mener, Det ſtal jeg ſtrax forflare Dem! Seer De, til Cramenstiden har Enhver faa Meget at tage vare paa, at Ingen fan fane gjort med egen Haand blot Halvparten af fit Arbeide, Det er Sfif og Brug at lade fattige Biger i Byen ſye Examens-Arbeiderne færdige, og faa giver man ſaadan Én en Rigsdalers Penge derfor, Madam Rar. gem Rigsdalers Penge vil De nok fige. Frokenen. Jeg beder om Forladelſe, jeg fortalte mig. Madam Rar. Ja Gud bevares! det var ſaamend ikke derfor, jeg ſpurgte derom. De Penge ere meget vel anvendte. Men ſiden jeg nu engang er her, kunde jeg ikke faae at hore en lille Prove paa Trines Fremgang i ſine Bidenjfaber? Jeg feer at her er baade Lærer og Cærerinde tilftede. Fjortende Scene. 49 Zierlich. Madam! De har at befale. Lad os begynde med Geographien. Siig mig, lille Trine, hvor lig— ger Amſterdam? Trine. Det er Hovedſtaden i Engelland. Zierlich. Stop! Madam Rar. Nei det er min Tro ikke faa. Saa ulærd jeg er, faa veed jeg dog at Amſterdam ligger i Holland, for derfra fager man deilige hollandſtke Oſters. Zierlich. Ja hun vidſte det meget godt; hun fortalte ſig fun. Wien De feer dog, hun kom det temmelig nær; thi Holland er nær ved Engelland, og desuden ende begge disſe Landes Navne paa Staveljen Land. Nu ſtkal De fee. (Tir Trine). Siden du nævnede Hoved— ſtaden i Éngelland, hvad hedder den da? Nu? — Lon — Lon — Lond — Trine. London. Zierlich. Meget rigtig. Hvor mange Indbyggere har London? 50 Aprilsnarrene. Trine. Over fire tuſinde. Zierlich. Ja det er viſt. Madam Rar. Ja det er det min Tro ogſaa, for der ſkal endnu være flere Menneſker i den ene By end i Kjøbenhavn og Chriftianshavn tilfammen. — Wen lærer hun og— faa fin Religion? Zierlich. Tilvisſe. Lad høre, Trine: Mod hvem har Menneſtet Pligter? stilte: Mennejfet har Pligter, førft imod fig ſelv,. før det Andel”. 17 for peber ER Zierlich. Ja lad os kun blive ſtagende ved det Forſte. Hvilfe ere Mennejfets Pligter imod fig ſelv? Trine. At ſpiſe, drikke, flæde fig, erhverve Formue, holde fig reenlig og overhovedet gjøre Alt hvad fom tjener til Selvopholdelſen. Madam Rar. Det funde hun min Tro perfect, Men hvor- ban gaaer det med Sprogene? Fjortende Scene. 51 Frokenen. Trine, læs et Stykke Franſk for din Moder. Tag Hallagers Læfebog. Trine (tager Bogen). Hvor ſtal jeg læfe? Frokenen. Slaa op paa forſte, bedſte Sted. Der! Trine (Geſeny. »Laissez la vanité.” — Laissez — Frokenen. Laissez? lad fa — lad fa — Trine. Lad fare. Frokenen. Rigtig. Videre. Trine. La vanité — Frokenen. Nu? hvad er vanité? Van-i-té? Trine. Lad fare at komme Vand i Thee. (værer). „Donnez moi une marque” . . . . Giv mig en Mark. Madam Rar. Det gaaer faamænd raſt. 52 Aprilsnarrene. Frokenen. Det er Nok. Nu ſtal De hore, hun taler ogſaa Sproget. (Til zrine) Marchez vous quelquefois de- hors et promenez? Allons, courage, ma petit ma- demoiselle ! Trine. Oui comca. Frokenen. Combien éêtes vous ågé? Trine. Oui comca. Frokenen. II est bien-tot été. Voulez vous prendre avec Vinstitut au jardin des bétes? Trine. Oui comca. Madam Rar. Det gaaer ſom en Kjep i et Hjul. Bel fvarer hun ikke Megeet Fruen. Men det Lidt, hun ſiger, er vel anbragt. Zierlich. Man maa netop forſtage et Sprog grundigt, for at kunne udtrykke fig deri med den fornødne Korthed. Sen Een Fjortende Scene. 53 Tennemann. Mamſellen har en ofantlig vakker Accent uti Franſyſtkan. Zierlich. Det Tydſke gaaer ligeſag godt. (Til Trine.) Wann follen Sie zu Confirmation ſtehen? EVE. Sechzig Jabr. Madam Rar. Ja bet fan jeg forjtaae. Hun figer, naar hun bliver ſexrten Aar. Ja det er nu Altſammen meget godt; de Sprog fan komme hende til Nytte, naar hun ſkal handle og fjøbflaae med Fremmede i Bou— tifen. Men der er endnu en vigtig Ting tilovers, og det er Regning; ja det er ſaamend det Allervig- tigfte for en Pige i hendes Stilling. Staaer hun fig godt i Regning ? Zierlich. Det forſtaager hun fra Grunden af. Trine, hvad er Regula de Tri? Trine. Det er ſaadant Noget ſom: naar et Pund Kirſe— bær koſter to Mark og otte Skilling, hvad koſter faa en Parquet-Billet? 54 Aprilsnarrene. Madam Rar. Aa Snak, Barn, der er jo ikke Comedier i Kirſe— bærtiden. Zierlich. Ja jeg ſkal have den Wre at fige Dem, hun mener en Varquet-Billet til Morſkabs-Theatret paa Veſterbro. Madam Rar. Ja det er en anden Sag. Kan hun da regne det Stykke ud? Zierlich. Det er rigtignok noget vidtloftigt. Madam Rar. Ja jeg forlanger det ikke. Wen jeg gad nof høre hendes Fremgang i Muſik. Frokenen (fætter fig ved Claveret). Kom, Trine, ſyng din Arie. (Songer) „In dieſen heilgen Hallen.“ — Naa kom nu. Trine. Mei jeg er faa forkjolet; jeg er ganſke hæs. Madam Kar, Et lille Styffe, Fjortende Scene. 55 Frokenen. Det gaaer nok. Graluderer) Naa hvor bliver du af? SELDE: Jeg fan virfelig ikke. Frokenen. Aa Snak, det gaaer nok. Trine (gaaer bort fra Claveret, og vender fig til de Andre). Mel. An dem ſchönſten Frühlingsmorgen. £: Net det maae De mig forlade, Jeg idag ei ſynge fan, Ci en enejte Roulade - Jeg at gjøre var iſtand. Hvis jeg ffal, Mama, Faaer jeg tralle da: La la la la la la la. (Frøfenen reiſer fig fra Claveret.) 2. Ja for Snue, jeg Dem fværger Kan jeg fnap en Node fee. Selv den lette Fidelberger Vil ei gane. Frokenen Ccorrigerende). »Fidéle- berger. 56 Aprilsnarrene. Trine. Hvis jeg ffal, Mama, Faaer jeg tralle da: La la la la la la la. Madam Rar. Ja ja, naar hun iffe far fynge, faa vil vi iffe heller plage hende. Tennemann (tager ſin Violin op af Lommen). Men ſedan Mamſellen ikke er enrhumerat paa Fotterne, jaa fan hun laͤta fee fine Progresſer uti Dans. Allons, å votre place. (Til Madam Rar.) Dette her er en Pas de deux, ſom jeg har componerat for Froknerna Gyldenaſparges, Dottrar af Excellencen Greve Gyldenaſparges, ſom er gift med en Dotter af Baron Silverkartoffel. Det er en ſtor Seigneur uti Sverrige. Jeg har i maͤnga Aar varit Dans— meſtare hos hans Famille. Attendez; Mamſellen vil nu danſa Solo, men det er dog en Pas de deux; jeg vil fjelf figurera deri, før at gi Madamen en Idee om Enſemblen. (Tit Trine) Eh bien, commencez. (Under denne Replik flyttes Saffebordet hen i Baggrunden paa høire Side af Døren. Alle fætte fig ned i en Ræffe paa venſtre Side. Tenne— mann fviller, Trine dandfer under følgende Sang. Han figurerer med hende, og gnider af og fil pan Violinen.) Fjortende Scene. Mel. af Cendrillon: A quoi bon la richesse. i; Tennemann. En avant deux, en arriére! Uttilbeens! Hufvud raf! Saa! det er en annan Sak! Bar lite meer légère! Queue de chat! Nu giv mig Handen, Forſt den ena, jag den anden, Animeer fin Mouvemang! Ja hun har et ſtort Talang. Staa! Staa! Nu danſar jag ena, Mamſellen ſeer derpaa. Saa vaffer en Solo viſt aldrig før man |aae. Chor. Saa prægtig en Solo viſt aldrig før man faae. 9 Zennemann. Hvad er Detta? ta mig tuſen! Uttilbeens, har jeg jagt! Bil Mamſellen give Agt! Bred blir jeg i Kabuſen. Hun maa troe, hun tør et fjaſe. Runda Armar! Avec gråce! Hufvud raf! Hold Taft! ca ca! Saa! nu gaaer det mydet bra, 57 58 Aprilsnarrene. Staa! Staa! Nu danſa vi ſammen; hur vakkert er ei Det! Saa Hvar å sa place, og tilſidſt en Pirouette. Chor. Viſt aldrig vi jfued faa ſtolt en Pirouette! Madam Rar. Naa det maa man fige, om hun aldrig havde lært Andet, faa har hun lært Dandſen tilgavns. Tennemann. Nær Madam er satisfaite, faa er jeg mycket flatteret derøver. Madam Rar. Af jeg fan neſten iffe bare mig for at græde af Glæde over min Datters ſtore Fremſkridt i fine Videnjfaber. Ja ſaadant et Barn er lykkeligt, der— ſom hun bare ſtjonnede derpaa. Fruen. Der bliver ingen Umage ſparet med hende. Frokenen. Nei det veed Gud! Zierlich. Vi gjøre Alt for at danne hende til et værdigt gvindeligt Medlem af Samfundet. Fjortende og femtende Scene. 59 Madam Rar. Ja hun er i gode Hænder, og De fan ſtole paa min Erkjendtlighed. Femtende Scene. De Forrige, En Tjeneſtepige. Pigen. Her er Bud fra Viinhandler Waſſermann med Flaſkerne. Fruen. Hvor er de? Pigen. Svenden og fo Karle ftaae her udenfor med dem; han fpørger, hvor han ffal jætte dem. Zierlich. Lad bem fun blive i Kurven. Jeg ſtal nok felv beſorge dem paa deres Plads. Siig til Svenden, at han iffe behøver at opholde fig. (Bigen gaaer.) Madam Rar. Naa jeg vil iffe opholde Dem længere. De har Nok at beftille, Jeg kommer igjen iaften. Hvad Tid er det? Fruen. Selſkabet ſamles Klokken fem. 60 Aprilsnarrene. Madam Rar. Meget vel. Farvel, farvel! Derſom det var muligt, jeg” kunde faae min Kurv tilbage i Eftermid— dag, faa var det mig fjært. Fruen. Den ſtal blive Dem tilſendt om lidt. Madam Rar. Det haſter ikke. (Tir greenen.) Naa, hvordan blev det med Preſenten? Frokenen. Bi tog det Shawl til halvfjerds. Børnene bringe det med iaften. Madam Kar. Ja det var ogſaa det Rigtigſte. Nu farvel! (Gaaer.) Fugtel. Jeg maa ogſaa anbefale mig indtil videre. Jeg har endnu nogle Kunder at barbere. Simon. Jeg denker, vi gane Alleſammen. Det er jo Tid at ſpiſe til Middag. Fruen. Vil De ſpiſe til Middag? Simon. Ja det forſtaaer ſig. Femtende Scene. 61 Fruen. Det gjor vi ikke. Vi har drukket Kaffe. Nu gjemme vi vor Appetit til den gode Souper inat Klokken to. Simon, Nei jeg bedakker mig, folænge fan jeg iffe gaae med en ſulten Mave. Vinke. Naa kom nu! (Tennemann, Simon, Vinke og Fugtel gane.) Fruen (til Zierlich). De bliver dog? Zierlich. Ja min bedſte Frue, jeg bliver for at gaae Dem tilhaande. É Frokenen. Farvel faalænge; jeg ſkal endnu informere i Miſs Lumpkins SInftitut, og derefter har jeg et Wrinde i Nærheden af Sølvgadens Caferne, og det er tilforladelig fandt, jeg ſtal ogſaa op i Induſtrien, men jeg ev hev igjen inden Klokken fem. Jeg ſpiſer heller iffe til Middag. (Gaaer.) Zierlich. Hvad mener De, Frue, var det ikke bedſt at 3. L. £eiberg, Poetiſte Skrifter. VI. 4 62 Aprilsnarrene. jætte Kurven for det Forſte her ind i Stuen? Saa fan vi herfra transportere Viinflaſkerne ind i Salen, efterfom vi bruge dem. Fruen. Jo det var nok det Bedſte. Zierlich. Nu ſaa vil jeg ſelv beſorge den herind. Fruen. Nei det er jo en Skam. Zierlich. O ingenlunde! Tillad blot at jeg træffer min Kjole af. (Træffer den af og lægger den ind i Sfabet.) Fruen. Og naar De er færdig med Det, faa kunde De nof fomme ind til mig, for at følge mig i et Par Wrinder ud i Byen. Jeg har endnu nogle Smaa— ting at fjøbe ind til iaften. Zierlich. Med allerſtorſte Fornøielfe. (Gaaer.) Fruen. Trine! Kan du endnu laane mig to Rigsdaler? Femtende Scene. 63 Trine. Jeg har endnu en Femdaler-Seddel, den er til Fru Bittermandels Tjenejte, Fruen. Nu faameget desbedre, min lille Trine, faa ffal du have nitten Rigsdaler, tre Mark ialt, (Trine gaaer.) Bas jaa paa Døren, Conſtance, men$ jeg er ude. (Raaber ud af Døren i Baggrunden.) Kom jaa ind og fag Kaffetosiet ud og jæt Alting i Orden. (Til Gongancee.) Og lad faa Kurven med Viinflajferne tømme, og naar den er tom, jaa lad En gaae hen med den til Madam Rar. Trine (fommer). Bær jaa god, Fru Bittermandel! Fruen, Taf, mit Barn! (Gaaer ind i Cabinettet tilbsire.) (Tjeneftefolfene fomme ind og rydde op. Zierlich kommer med Kurven, fom bæres af et Var Karle, og lader den fætte foran Claveret. Karlene gane.) Zierlich. Man ſktal ikke ſige om mig, at jeg er ſtoragtig. Gud veed, jeg ſlider idag ſom en Heſt. Men blot ikke mine gøde Kloder tage Skade, faa er det ligemeget. (Gaaer hen og tager Kjolen ud af Sfabet og tager den paa, og gaaer ind i Cabinettet tilhsire. Tjeneftefolfene ere imidlertid blevne færdige, og gaac.) AX 64 Aprilsnarrene. Sertende Scene. Conſtance. Trine. Conſtance. O Trine, jeg er færdig at gaae fra Forſtanden! Hoilken forfærdelig Formiddag! Trine. Ja du har Noget at tale om, men hoad ſtal jeg fige, ſom ſaadan har maattet holde her og ladet mig eraminere i alle Videnſkaber og Kunſter? Conſtance. O intet Andet end det! Men jeg, ſom endnu ikke har kunnet komme til at læje mit Brev! (Tager Det frem.) grine. Du arme Staffel! Ja du er rigtignok at beflage. — Men ere vi nu ogfaa fiffre! Conjtance. Jeg fan iffe vente længere. Trine Skynd dig da, inden Fru Bittermandel faaer taget fit Toi paa. Mel. af Figaros Giftermaal: Su F'aria: Che soave zefiretto. Trine. Lad høre! Conſtance (fæfer). „Lad din Yndlingsblomſt dig minde” — Sertende Scene. 65 Trine. Din Yndlingsblomſt dig minde! Conftance. rom ben Ven, der har big fjær!” Trine. Om den Ven, der har dig fjær! Conſtance. „Blomſter ſpire, Blomſter ſpinde“ — TING: Hvordan lød det? Conſtance. „Blomſter ſpire, Blomſter fvinde” — Erie, Blomſter ſpire, Blomſter fvinde! Conſtance. „Han dog er dig ſtedſe nær.” Trine. Han dog er big ſtedſe nær! Begge. Han dog er dig ſtedſe nær! Conftance. Vil du læfe det, Trine? Trine (læſer). „Lad bin Yndlingsblomft dig minde” — 66 Aprilsnarrene. Conſtance (aſey. „Om ben Ben, der har dig kjcr!“ Trine. „Blomſter ſpire, Blomſter fvinde” — Conſtance. „Han dog er big ſtedſe nær.” Begge. Han dog er big ſtedſe nær mig i Syttende Scene. De Forrige, Fru Bittermandel. Fruen. O Gud hjelpe mig! ber ſtager hun min Sjæl, og læfer Brevet, — Conſtance, hvad er det for et Brev? Conſtance. O det er Ingenting! Fruen. Ingenting? det er et Brev, figer jeg. Conſtance. Nei ſaamend er det ikke. Cr det vel et Brev, Trine? Trine. Nei ſandelig er det ikke. Syttende Scene. 67 Fruen. Ja, J To ere i Ledtog med hinanden. Men jeg ſiger, det er et Brev, og jeg veed ogſaa, fra hvem det er. Conſtance. De tager feil, Tante! Fruen. Nei jaamænd gjør jeg ikke. Giv mig det ſtrax. Conſtance. O Gud! (Giver hende det.) Fruen. Naa, nu ſtal vi da fee. Hvor har jeg dog mine Briller ? (Lægger Brevet hen paa Bordet, og føger i fin Sypoſe.) Det er fandt, de ligge i mit Chatol. (Bil gaae.) Net men jeg er iffe gal at lade jer To blive her alene. Bær jaa god og følg med mig, ellers lægge I fun Raad op om hvorledes J ſtulle bedrage mig, Conſtance. Hvor fan dog Tante troe ..... Trine. | Hvor fan dog Fru Bittermandel fætte fig ſaa— dant Noget i Hovedet? Fruen. Ingen Snaf! Vil I følge med! (gun driver dem 68 Aprilsnarrene. hen ved Døren tilheire) Det er fandt Brevet! — Ja det fan blive liggende. (De gane.) Attende Scene. Sigfrid Moller fyringer ud af Kurven. Sigfrid. Det var godt, det gik ſaadan. (Snapper Brevet til ſig.) Har jeg ikke Noget at lægge iſtedenfor? (Søger i ane Lommer.) Et ligegyldigt Brev? Nei! — Det er da fordømt! — (Træffer et Papiir op af Lommen). Bette her? Met det fan jeg iffe ffille mig ved, bette er et altfor fojtbart Document, ſom vel engang i Tiden ffal fomme mig til Nytte. (Træffer et andet Papiit op af Lommen.) Dette ba? — en Sfrædderregning? — ja ben vil jeg lægge paa Bordet. — Ha! — jeg hører dem allerede fomme. (Springer igjen ind i Kurven.) Nittende Scene. Sigfrid jfjult. Fru Bittermandel med Briller paa Naſen. Conſtance. Trine, Zierlid. Fruen. Naa nu ffal vi da fee. ' Zierlich. Min bedſte Conſtance, det er jo grueligt hvad Nittende Scene. 69 jeg maa høre om Dem. De tager imod hemmelige Breve? (San vil tage Papiret.) Conſtance (ſtiller ſig i Veien for ham og Fruen). O ffaan mig, jeg beder Dem! jeg vil tilftaae Alt. Det er et Brev, et Vers. Fruen. Et Brev! ſagde jeg det ikke nok? Zierlich. Og ovenikjobet paa Vers! Nei det er grueligt! Fruen. Bekjend ſtrax, fra hvem det er. Conſtance. O Gud! fra — Zierlich. Fra Snedkeren, jeg veed det! Og jeg ſom har vceret til Nar, og bragt Dem det i Bouquetten! Ja jeg ffal tilforladelig iffe tiere være Deres Nar, det fan De troe. Conſtance. O jeg beder Dem faa meget, De maa ikke læje det! Fruen. Jo min Sjæl vil jeg læfe det! tro mig nu, jeg bandede. Aprilsnarrene. Zierlich. Her hjelper ingen Snak. (Griber Papiret.) Samme Melodie. Fruen. Lad hore! Zierlich (tæjer). „For en Veſt at repareres“ — Fruen. En Veſt at repareres! Zierlich. „Fire Mark betalt til Taf” — Fruen. Fire Mark betalt til Tak? Zierlich. „Hvorfor ſtyldigſt her qvittereg.” Fruen. Conſtance. Trine. Hvad er Dette? Zierlich. „Hvorfor ſtyldigſt her gqvitteres.” Fruen. Hvorfor ſtyldigſt her qpitteres! Zierlich. Hvad er det for tosſet Snak? Nittende Scene. vill Fruen. Hvad er det for tosſet Snak? Begge. Jeg forjtaaer ei denne Snak. Zierlich. Bil De leſe det, Frue? Fruen (læfer). „For en Vejt at repareres” — Zierlich (tæjer). „Fire Mark betalt til Tak“ — Fruen. „Hvorfor ſtyldigſt her qpitteres.“ Zierlich. Hvad er det for tosſet Snak? Alle Fire. Hvad er det for tosſet Snaf! Fruen. Men hvad vil det dog ſige? Det er jo ikke Andet end en Sfrædderregning. Conſtance. Ja Tante, jeg har jo aldrig ſagt Andet. Fruen. Du tilſtod jo, at det var et Brev. 7— Aprilsnarrene. Zierlich. Et Vers! Trine. Veed Fru Bittermandel ikke, at Sfrædderreg- ninger kaldes Kjærlighedsbreve og Nytaarsvers? Fruen. Ti ſtille! Der er Ingen ſom taler til dig. Zierlich. Men uden Fortrydelſe, min ſmukke Jomfru, hvor har De faaet den Regning fra? Trine. En af Rullepolſerne til Feſten iaften var indſvobt deri, og ſaa tog jeg den, for at have Noget at leſe. Zierlich. Ih din Strik! naar du vilde læfe, kunde du da iffe finde en Aand og Hjerte mere forædlende Lec- ture end denne? ; Fruen. Ja vi har gjort Conſtance Uret for denne Gang. Men vær nu god igjen, min Pige, og pas vel paa Huſet, og glem iffe at tømme Kurven og lade ben bringe hen til Madam Rar. Jeg vil dog tage Nøglen af Døren. (Qutfer Døren tilhøire af, og tager Nøglen i Sypojen.) Kom, Hr. Zierlich! (Fruen og Zierlich gaae ud af Døren i Baggrunden.) Tyvende Scene. 73 Tyvende Scene. Conſtance. Trine. Sigfrid i Kurven, Conſtance. Men jeg kan ikke komme mig igjen af min For— undring. Hvordan er dog Dette gaaet til? ÆT LIE. Jeg troer, her maa være en Nisſebuk 1 Stuen, men den er idetmindfte af en god Sort. Conſtance. Brevet maa dog ligge her et Sted. (De ſoge.) Det Værfte er, at jeg nu iffe rigtig fan huſke det Vers, ſom ſtod deri, Hjelp mig, Trine, at huffe paa det. Trine „Lad bin UIndlingsblomſt dig minde.” Det var det forſte. Conſtance. ans Den Del Der har Dig Tjær,” "Det var det andet. Trine. „Blomſter ſpire, Blomſter ſpinde.“ Det var det tredie. Conſtance. Men nu det fjerde? Trine. Hvordan var nu det fjerde? J. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. VI. (ub | 74 Aprilsnarrene. Sigfrid (fpringer ud af Kurven). „Han dog er big ſtedſe nær.” Conſtance og Trine. Ah, ah! Sigfrid. Bliv ikke bange, jeg er ingen Nisſebuk, men i dette Dieblik den lykkeligſte Elſter, der nogenſinde har gaaet i en Snedkers Lignelſe. Trine. Naa det maa jeg ſige! det har jeg endnu aldrig oplevet i mine Romaner, at Elſkeren er kommen i en Kurv. Men hvordan gaaer det til? (Seer nev i Kurven.) Hvor er Binflafferne ? Sigfrid. OD bem fan De føge længe efter! Det var en Lift, jeg tillod mig, at fjende en god Ven herop ſom Sjelderfvend, for paa denne Maade at komme ind i dette tillukkede Kloſter. Jeg ſaae juſt ved en Hændelje Madam Rars Kurv blive baaren her hen, og jagde til mig felv: Naa denne Kurv er da ſom gjort til at være Kjerligheds Poſtvogn. Jeg funde nof tænfe, at her idag var oprørt Band, og deri er jo godt at fiſke. Trine. Wien faner Fru Bittermandel da ingen Viin? Tyvende Scene. 75 Sigfrid. Af mig ikke. Drine Men af Hr. Viinhandler Waſſermann? Sigfrid. Jeg kjender ingen Viinhandler i hele Byen, der hedder ſaadan. Trine. Naa det vil give en artig Confuſion iaften. Conſtance. Hvilfen forvoven Spog! Sigfrid. Kun hvo ſom vover, vinder. Trine. Og jaa har ovenikjobet Rivalen bragt Elſterin— den baade Deres Brev og Dem jelv! O det er for— træffeligt! ja han faner rigtignok en deilig lang Neſe! Conſtance. Og jeg ſom troede, du reent havde glemt mig! Sigfrid. Glemme dig, min Conftance! nei det gjør jeg aldrig! Conſtance. Jeg havde rigtignok ikke glemt dig. Men det er heller ikke for Intet, jeg hedder Conſtance. 5* 76 Aprilsnarrene. Sigfrid. Ja men jeg hedder Sigfrid, det betyder Seir og Fred. Jeg ſtal beſeire alle Hindringer, og ſlutte en fordeelagtig Fred med mine Modſtandere. Conſtance. Gid det var jaa vel! Men hvorfor har jeg ikke feet dig i jaa lang Tid? Sigfrid. Hvorledes ſkulde jeg vel være kommen herind? Min Rival, ſom Trine falder ham, pasſer jo paa fom en Smed. Hvis iffe denne overordenlige Lei- lighed havde tilbudt fig ..... Trine. Ja den var rigtignok overordenlig. Sigfrid. Wen lad og ikke mere tænfe paa den forbandede Blæffmører, den Stileretter, den Gloſebog, den evige Grinebider, — den Poet! Net en Snedker, det er bog en ganſke anderledes Carl. En Snedker er juſt en Mand for en ſmuk og eljffværdig Pige. Conſtance. Synes dig det? Sigfrid. Hor efter, ſaa ſkal du hore, jeg har Ret. Tyvende Scene. 717 Mel. af Drageduffen: I Haven gif Signe, en Roſe at fane. ik Sigfrid. Naar Snedkeren forer til Hjemmet ſin Brud, Ci finder hun nøgne de Vægge; Med Sofa, med Sfab har han fmyffet dem ud, Stolt ftande de Meubler i Rakke. ve Der ſidde de To faa begvemt vel et Aar, Og fee paa de Bægge faa ſmukke; Men fommer faa Storfen med blomftrende Vaar, Han laver en nydelig Vugge. 3. Conſtance. Men kaldes hans Elſkede bort fra hans Barm, Da høvler han ſtille de Bræder, Og bygger en Celle faa tæt og faa varm, Og med fine Zaarer den væber, 4. Sigfrid. Dog heller han ſparer det Arbeid, den Graad, RR Bed Lyſtighed Griller fortrænges, 73 Aprilsnarrene. Conſtance. Men ſorgfuld hun græder ſig Kinden faa vaad, Naar ſtilt fra den Elſkte, hun længes. - Fy, Sigfrid. Ja Skilsmisſen ſtager ſom en frygtelig Magt. Conſtance. Den Livet og Gleden betvinger. Begge. Men Elſkov og Mod, med hinanden i Pagt, Skal laane dem frelſende Vinger. Conſtance. Stille! Jeg ſynes, jeg hørte Nogen gage med Forſtuedoren. Trine (løber hen ved Døren og.lytter, og kommer tilbage). Der er En derude. Conſtance. Gud! hvad ffal vi gjøre! Sigfrid. Jeg ſpringer i Kurven. Conftance. Mei, nei! det gaaer iffe an, Du bliver opda— get, Kom herind faalænge. | (Gaaer ind med ham i fit Gabinet,) En og tyvende Scene. 79 Cen og tyvende Scene. Zrine. Hans Mortenſen med Bøger i en Rem, og ſpiſende paa et Wble. Trine. Aa! er det intet Andet end dig? Hans. Intet Andet? Jeg ſynes, det er Nok, det. Trine. Du kommer til Uleilighed. Hans. Til Uleilighed? See ſee! det har man fordi man jværmer for ſaadan en tosſet Tos, og udfinder de allerklogtigſte Planer for at fane hende at fee. Naar man faa har overvundet alle Hindringer, faa faner man en Modtagelſe ſom en Hund i et Spil Kegler. Trine. Naa hvad klogtige Planer har du da udfundet? Hans. Der? vil du have et Æble? jeg vil dog ikke fpife uden at byde big. Trine. Ja, det er meget ſmukt at du byder mig de Wbler, ſom du har ſtjaalet fra min Moder. 30 Aprilsnarrene. Hans. Stjaalet! Hvem tor ſige at jeg har ſtjaalet? Trine. Det ſiger min Moder. Hans. Godt! hun ffal lære at fjende mig, Hvo ſom angriber min re, over ham fræver jeg Hævn. Det ffal fofte hende hendes tre Mark. | Trine. Hvordan det, lille Hans? Hans. Ja ſee det vidſte jeg nok, nu er hun god igjen. — Jo det ſtal jeg ſige dig, lille Trine. Siden din Moder ſiger at jeg ftjæler, faa ſkal jeg nu ogſaa virkelig ftjæle fra hende, til tre Maris Beløb. | Trine Wen faa er du jo en Tyv. Hang. Én Hiertetyv, lille Trine! Trine En Wbletyyv, lille Hans! i Hans. Net en Hiertetyv, lille Trine, ifald jeg ftjæler dig fra hende. En og tyvende Scene. 81 Trine. Naa? er det til tre Maris Beløb? Sans. Aa Snak, Trine! Du er over tretuſind Mark Banco værd. grine. Du tarerer raſt. — Men hvad var det, du vilde fortælle om de Planer, dit fløgtige Hoved har udflæffet ? Sang. Det fan du ſporge om? Synes du iffe at det ev fløgtigt nof af mig at lifte mig ind til dig den ſamme Dag da din Mloder har forbudet mig at ſee dig, og da Lærer og Lærerinde, Tjenejtefolf og hvad alt det Kram hedder, pasſe paa Dørene, for at for- hindre mig Entreen? Trine. Hvordan har du da baaret dig ad dermed, min Søn? Sans. Det ſtal jeg fige dig. Jeg pasſede paa, da Fru Bittermandel og Hr. Zierlich gif ud, og jaa ftillede jeg mig lige under Kjokkenvinduet, og jaa tog jeg eet af disſe Æbler — ja nu figer du vift igjen at jeg har ſtjaalet bem, men det er den ſtjendigſte Uſandhed. 82 Aprilsnarrene. Trine. Godt, Hans! Mit Hierte er overbeviiſt om din Uſtyldighed. Hans. fortryllende Svar! (Sysfer hendes Haand.) Og faa flog jeg Æblet ind ad Vinduesruden, faa den flingrede i tujinde Stykker, og vips løb jeg ind ad næjte Port, ind i Naboens Gaard, hvor jeg ſtjulte mig i et ſtort Sukkerfad. Nu fom alle farende ud paa Gaden, for at fee hvad det funde være, og mens de Alle løb ned ad Gaden, for at fane fat paa Ca- naillen, jaa ſmuttede jeg ind ad Gadedoren, fom de havde ladet ftaae aaben paa vid Gab. Trine. Fy! det er jo Drengeſtreger. Hans. Hvad var det du ſagde der? — Lad mig ikke høre det Ord engang endnu. Du ſnakker ſom du har Forſtand til. — See her bringer jeg dig en Bog, en Reiſebeſkriveſſe. Din Moder ffjændte paa mig imorges, fordi jeg altid laaner dig Romaner. Hun fagde, det var bedre, jeg bragte dig Reiſebeſtrivelſer, for at du funde lære noget Nyttigt, ſom ikke for— dærvede din Moralitet. See her er en, vil du fee? den hedder: „Reiſe igjennem Ulykkens Huler og Elen— dighedens Boliger.” En og tyvende Scene. 83 Sane, Tak Hal du have. Hans. Du kan aldrig troe, hvad jeg har narret mange Menneſter April idag. Trine. Har du det, Hans? Lad mig hore Noget derom. Mel. af Die Wiener in Berlin: War's vielleicht um eins. Dine Siig mig, hvem der var Allerforſt din Nar. Hans. Peter Mule var Allerforſt min Nar. — Det var en ypperlig Plan! Men lad mig høre hvordan. Hanſemand, fortæl. Dan. Hør da! Trine. Nu vel! 90 H= Aprilsnarrene. Hans. Han ſov i Skolen i Krog, Taus ſnapped jeg bort hans Bog, Og vips nu løb han hjem igjen, por at hente den. Begge. Han fov i Sfolen i Krog, T i jeg ' s Taus ſnapped er ' bort hans Bog, Og vips nu løb han hjem igjen, For at hente den. Trine. Hans. O for viſt Ha ha ha Ret en artig Liſt! Ha ha ha Ha ha ha ha ha! Ha ha ha Ja min Hans Ha ha ha Er en Gale-Frands! Ha ha ha Ha ha ha ha ha! Ha ha ha! 2. Trine. Siig mig, hvem du har Dernæjt havt til Nar. Hans. Ham fom retter Stiil, Narred jeg April. er ad En og tyvende Scene. Trine. Det var en ypperlig Plan! Men lad mig høre hvordan. Hanjemand, fortæl. Hans. Hør da! . grine. Nu vel! Han 8. Jeg ſagde: Mikkel Skerſant Kysſer Malene galant. Vips ud i Kjoknet foer han nu, Thi han er jaloux. Begge. md | ſagde Mikkel Skerſant Kysſer Malene galant. Vips ud i Kjoknet foer han nu, Thi han er jalour. ELINE. | Hans. O for vift | Ha ha ha! 6 f.5, | 2 E 3 Trine. Siig mig, hvem der var Tredie Gang din Nar. 86 Aprilsnarrene. Hans. Tredie Gang til Nar Fik jeg Madam Rar. Trine. Det var en ſtammelig Plan! Jeg vil et høre hvordan. Dans, er du da gal? Hans. Hør dog! grine. Saa tal! Hans. Hun mig befalte paany Evig min Trinemoer flye. Vips jeg til dig herind mig jtjal; Hans er ei faa gal. — Eeig ren lig Trinemoer flye, Vips jeg Dig Vips | han | til | mig ' herind LÆ fig Ej ſtjal; Hans er ei faa gal! SÆR En og tyvende og fo og tyvende Scene. 87 Trine. | Hans. O for vift Ha ha ha En uſtyldig Liſt! Ha ha ha Ha ha ha ha ha! | Ha ha ha Ja min Hans | Ha ha ha Er en Gale-Frandg; | Ha ha ha Ha ha ha ha ha! | Ha ha ha! Han. Aa jeg har narret mange Flere endnu, men det vilde blive for vidtløftigt at fortælle. grine. Wen er du da ikke ſelv bleven Aprilsnar? Hans. Jo pyt! SYRE, Sa ja, min Dreng, det fan foreſtaae dig endnu. To og tyvende Scene. De Forrige. Conftance, Conſtance. Wen hvad er dog paafcerde her? — Trine, hvad tænfer du paa? Hans Mortenſen her! Har du glemt din Moders og min Tantes ſtrenge Befalin- 88 Aprilsnarrene. ger? Hvordan vil det gane, ifald de fane at vide at han har været her? Trine. Nei nu har jeg hort det med! Du vil ordenlig raiſonnere, du vil moraliſere for Andre, du ſom felv i: Delle SØlSPRE 1553 Conſtance. Ti ſtille! Jeg har ikke et Ord at ſige. Trine. Lad dine Zine falde paa den Kurv, der ſtaaer, og gaa i dig felv. Conſtance. Det er Nok, Trine! gjør hvad du vil, men bær dig forfigtig AD. (Affides, idet hun gaaer tilbage i Cabi— nettet.) Det er ret en flem Dreng. Ære og tyvende Scene. Hans. Trine. Trine. Nu har jeg aldrig ſeet ſaa galt! Hans. Hvad er det, Trine? Trine. Tenk big, at hun vil give fig til at moraliſere over af du er hos mig, hun ſom felv i dette Dieblik Tre og tyvende Scene. 89 har fin Kjcreſte Sigfrid Moller inde hos fig paa fit Bærelje, ham der ligeſaalidet tør komme her i Huſet ſom du. Hans. Hvad ſiger du, Trine! O det er deilige Spænd! Saa ere vi nu to hemmelige Par, Trine. Naar hun fan have fin Kjereſte hos fig, hvor— for ſtulde jeg da iffe funne have min hos mig? Hans. Ih Det er ligefrem! Trine. O det er én ypperlig Hiſtorie! Hør engang, men du maa for Alting iffe fortælle det igjen ef0.0 2 9 Hans. Jeg er taus ſom en Muur. Trine. Hr. Zierlich, ſom ſelv er forlibt i Conſtance, bragte hende i Formiddags en Bouquet, og deri laae et Brev fra Sigfrid Moller. Siden kom denne Kurv herop, og Fru Bittermandel troede, det var en Preſent fra en Viinhandler, ſom ſlet ikke er til; jaa beſorgede Hr. Zierlich Kurven felv herind, og hvem laae i Kurven? Sigfrid Moller. 90 Aprilsnarrene. Hans. Evig forſoren! nei det er fortræffeligt! dette Paafund er neſten lige jaa godt ſom mit at flage Ruden ind. Trine. Det ffulde jeg mene. Hans. Bel at forſtaage, Trine! Var hang finere ud- fænft, romantiffere end mit, faa viſer mit derimod ftørre Kraft og Mod. G en fæfende Tone.) Jo ftørre Kraft, desmindre Lift. De modigſte og ædlejte Dyr ere de mindſt liſtige. Trine. Ja du er et godt Dyr, men trods al din Kraft og alt dit Mod, faa maa du nu gaae, inden Fru Bittermandel kommer hjem. Hans. Jo paa det Lag! Nei nu vil jeg juſt blive. Saalænge Snedkeren ikke gaaer, faa gaaer jeg ſaagu heller ikke. Trine. Betænf hvad du ſiger! hvad kommer Snedkeren os ved? Sans. Meer end du troer. Hvis der fulde træffe et eg Fre og tyvende Scene. 91 Uveir af Sfjænd op, jaa flaaer Tordenen ned paa de hoieſte Steder; vi Smaa gaae nok frie i den almindelige Hurlumhei. Hvad er Hoihed? Et Maal for det Hoieres Vrede. — O der fan aldrig gives et beleiligere Dieblik til at gjøre Gavtyveſtreger! grine. Min Ven! hvis ingen anden Betænfning fan dæmpe dit flammende Mod, ſaa lad idetmindſte mit Rygte være dig helligt! Hans. Søde Trine! Dit Rygte har ingen. ømmere Ven end Hans Mortenſen. Trine. Slip mig, Forræder! Falſkhed er dit Ord. Du ffaaner iffe mit Rygte. Nu huffer jeg førft paa, at jeg har en Høne at pluffe med dig. Sans. Naa da? BY Hebe: Du gaaer og braller ud i hele Byen det For- hold, hvori du ſtager til mig. Det er ikke længere nogen Hemmelighed. Jeg er blameret 1 Verdens Pine. Jeg er en ulyffelig Pige, maaffee for min Livstin. O J Mænd, I Mænd funne aldrig bevare nogen Hemmelighed! Kun Ovindens Barm er tro, og tang fom Graven, i 92 Aprilsnarrene. Hans. Naa Herre Gud, jeg har maajfee fortalt det til et Bar af mine Sfolefammerater. Naar jeg iffe maatte tale om det, hvad Glæde havde jeg fan deraf? Trine. Men der er Maade med Alfing. Du har fnaffet ſaa meget derom, at vi Begge ere blevne til en Fabel over Byen. Ja jeg vil iffe ffjule det længere for dig. Hør, hvorvidt Følgerne af din Ubeſindighed have bragt og: der er udkommen en Pasquil over os. Hans. En Paoquil! Trine. „Hans og Trine, en Scene i Roſenborg Have.“ Den ſtaager i en Nytaarsgave for iaar. Dang. Naa faa lover jeg dig da: jeg ffal rigtignof møre den Karl ..... Trine. Hør ud, det er endnu ikke det Verſte. Men forleden har de opført den Scene paa et Declama— torium, og de To, ſom ſpillede 08, ffal have lignet os jaa livagtig, af Enhver funde tage og føle paa, at det jfulde være 0o0$. Tænf bare, at han, ſom z se re Tre og tyvende Scene. 93 forejtilte dig, er en gammel Karl, der hedder Roſen— kilde; han havde maiet fig ſaadan ud, at han faae ud fom en Sfoledreng. Fatter du den hele grændfe- loſe Ulykke af at blive indført paa Theatret ſaale— des ſom man ſtaaer og gaaer i det hæderlige Hver- dags-Liv? Hans. Da maa jeg ſige, det er ffammeligt, at Acteu— rerne jfal have Lov til af gage og copiere en refpec- tabel Skolediſcipel. Trine. Herre Jemini! jeg hører Nogen gaae med For— ſtuedoren. (Sans løber hen og flaaer Døren ilaas) Hvad gjør du? Hans. Jeg flog Døren ilaas. Lad mig nu fee at jeg fager mig vel ſtjult. 3 ierli ch (udenfor). Luk op! Seine, Hvad ffal vi dog hitte paa? Dang. Jeg ſtjuler mig i Kurven. Trine. Nei gjør ikke det. Heller i Skabet. 94 Aprilsnarrene. Hans. Som du vil. (Trine aabner Sfabsdøren.) Zierlich. Luk dog op, Trine, du er jo derinde. Trine. Jeg ſoger om Noglen. Hans. Farvel, min Trine, farvel! (Omfavner hende.) Faren fruer os, en Tordenſky hænger os over Hovedet. Hor din Skyld fafter jeg mig i Armene paa denne bælmørfe Nat. (Bil gaae ind i Sfabet, men ſtandſer.) Evig forſoren! hvilfen deilig Wiener-Lærte! Trine. Skynd dig, ffynd dig! Sans. Vi ſees igjen! (Omfavner hende, og gaaer ind i Sfabet. Trine lukker Sfabsdøren til.) Zierlich. Men Trine, hvorlænge ſtal jeg ſtaage her? Trine. Nu kommer jeg. (Sun aabner Døren for Zierlich.) Fire og tyvende Scene. 95 Fire og tyvende Scene. Hans i Sfabet. Trine. Sierlich. Zierlich. Hvad er paafærde her? hvorfor havde du lukket Døren ilaas? Trine. Fordi jeg var alene. Zierlich. Hvem talte du da med? Trine. Jeg har ikke talt med Nogen. Zierlich. Jeg har jo tydeligt hort det. Og nu? — Nu horer jeg Nogen tale derinde i Cabinettet. Hvem er derinde? Trine. Der er ingen Anden end Conſtance. Zierlich. Hvem taler hun da med? Trine. Det veed jeg ikke. Zierlich (lægger Øret til Døren). Det er Snedferen, Trine! 96 Aprilsnarrene. Trine. Nei ham er det nu beſtemt ikke. Zierlich. Hor, du er en Lognerſke, en Bedragerſte. Du er i Ledtog med hende, for at narre os Alle tilhobe. Du har lukket Snedkeren ind, derfor var Doren ilaas. ærine, Det er faamænd flet iffe fandt. Zierlich. Hor! derſom du ikke bekjender paa Oieblikket, faa tager jeg dig og bærer dig op paa Loftet, og lukker dig inde til Fru Bittermandel er kommen hjem. Trine Aa det lader De nok være. Zierlich. Naa ſaa ſtal du ee (Vil gribe hende, hun retirerer hen i Baggrunden.) Hans (træder ud af Skabet, ſpiſende paa et ſtort Stykke af Tærten). Hvad behager? Bil De bortfore Trine? Zierlich. Hvad feer jeg! Hans. De har fornærmet Trine, jeg fræver Dem til sod Fire og tyvende Scene. 97 Anſvar for Deres ærerørige Talemaader. Min Trines re er min. De falder hende en Løgnerife, en Bedragerjfe, men hun er ingen af Delene. De felo derimod er en dobbelt Aprilsnar; thi det er Dem, ſom har bragt Conjtance iffe blot Brevet fra Snedferen, men Snedkeren ſelv, ſom laae der i Kurven, hvori De trojfyldig meente, at der var Viinflaſker. Zierlich. Hvad maa jeg høre! er det fandt? (Løber hen til Kurven og feer ned i den.) grine. Ja ſiden Hang har fortalt det, fan fan det iffe nytte at ffjule det længere. Zierlich. Hør Børn, jeg tilgiver jer To, jeg ſtal lægge et godt Ord ind for jer hos Fru Bittermandel, men jaa maae J heller iffe røbe mig. Har Snedferen + narret mig, ſkal jeg nu narre ham igjen. Jeg ffal dryppe ham i hans eget Fidt. Han ffal iffe være ene Hane i Kurven. Jeg lægger mig felv i den, for aft være Bidne til hang Samtale med Conſtance, og for af overrumple og bejffæmme dem begge To. Men Fru Bittermandel og Børnene i Skolen maae iffe vide noget om denne min Nedladenhed i Kurven. J. L. Heiberg, Voetiffe Sfrifter. VI. 6 98 Aprilsnarrene. Min Gravitet ſom Lærer vilde lide derunder, Kan jeg ftole paa at I vil tie dermed? Trine. Det ſtal vi. Hans. Det er foret! Trine. Men paa det Bilfaar, De fagde. Zierlich. Forſtager ſig. (Aabner Kurven.) Jeg vil dog forſt træffe min Kjole af, for ikke at ſmudſtke den. (Træffer Kjolen af og lægger den ind i Sfabet.) Saa! (Gaaer hen ved Kurven, fang og Trine hjelpe ham ind i den.) gem og tyvende Scene. De Forrige, Frøfen Trumfmeier i Baldragt. Frokenen (ubemerket af de Andre). Hvad mon det ſtal fige? Hr. Zierlich ſtagende i Biinfurven ! j Zierlich. Her er rigtignok overordenlig ſmudſigt paa Bun— den. Jeg er bange, mine” gode Beenfiæder tage Skade. gem og tyvende og fer og tyvende Scene, 99 Trine. Maaſkee vi kunne brede Noget under. Zierlich. Net lad os ikke ſpilde Liden, jeg jætter mig paa mine Hænder, (Sætter fig ned.) Frokenen. Nu har jeg ſeet Det med! Zierlich. Luk ſaa Laaget til, J To! Frokenen. Jeg maa ſandelig ſtjule mig, og lure paa hvad Dette ſtal blive til. (Springer ind i Skabet og titter ud af Døren paa Klem.) (Sans og Trine luffe Laaget paa Kurven.) Ser og tyvende Scene. De Forrige. Conſtance. Strar efter: Sigfrid, Conſtance (med et hvidt Forflæde i Haanden, bliver ſtagende i Døren og feer ud i Stuen). Met her er Ingen uden Børnene; fom nu gefvindt. Sigfrid (fommer). Skal jeg da nu gage min Vei? 100 Aprilsnarrene. Conſtance. Det er den hoieſte Tid. Sigfrid. Det er Skade, Hr. Zierlich ikke er her, ſaa funde han beſorge mig ud i Kurven, ligeſom han beſorgede mig ind. Conſtance. Spot ikke! Han fan let komme, førend vi ønffe det; han er viſt iffe langt herfra. Trine. Nei det tor jeg nok love for. Conſtance. Du kan ikke komme herfra paa en nemmere Maade end den jeg har ſagt dig. Du bærer denne Kurv ud af Huſet; min Zante har befalet mig at lade den bringe til Madam Rar. Det vil ingen Opſigt gjøre hos Tjeneſtefolkene, naar de fee dig gane ud herfra i dette Wrinde. See, her er et For- flæde, det tager du paa, for at ligne en Bodſvend. Sigfrid. Men det maa dog være paafaldende for Tje— nejtefolfene at fee mig gaae ud af Huſet, naar de iffe har ſeet mig gage ind. Ser og tyvende Scene. 101 Conſtance. Det ſiger Intet, de vil tænfe, at du er gaaet herind i et Dieblik, da be iffe pasſede paa Døren. Jeg ſkal felv følge med og betrygge din Vandring lige til Gadedoren. Sigfrid. Nu vel, det er ikke værdt at betænfe fig længe. Bind mig da dette Sfjærf om Livet; det er et Elffovspant, ſom jeg beholder, til vi ſees igjen. (Sun binder ham Forflædet om, han gaaer hen til Kurven.) Hør, veed Du hvad? Jeg tager Kurven paa Naffen, jeg feer, der er Remme i den, den er jo desuden tom, Conſtance. Gjor ſom du vil, men ſtynd dig bare at komme bort. Sigfrid. Du holder flet iffe af mig, du længes bare efter at jeg ſtal gane min Vei. Conſtance. Hvor fan du ſige det? Men her er intet Die— blik at ſpilde. Sigfrid. Og faa giver du mig ovenifjøbet en Kurv med til Afſted, det er et ſſemt Tegn. 102 Aprilsnarrene. Conſtance. Nei jeg giver dig ingen Kurv, det er jo bin egen Poſtvogn. Sigfrid. Ja det er da endelig ogſaa ſandt. Naa, Cou— rage! Ligeſaagodt ſpringe ſom krybe i det. (Jøfter paa Kurven, men ſlipper den igjen.) Hille en Ulykke, hvor den er fvær! Jeg troede, den var tom, ſiden jeg ſelv laae i den. Conftance. Bi lidt, lad os fee hvad det er. Trine. O det er intet Andet end en lille Molleſteen, ſom min Moder har kjobt af Verten her i Huſet, fil fin nye Molle paa Farimagsveien, og den har nu Verten lagt i Kurven, for at hun kunde faae den tilbragt