G LG08b 40
IIIIIlllll
0 L9ZLE
—PI
"ar så —
Digitized by the Internet Archive in 2011 with funding from University of Toronto
http://www.archive.org/details/poetiskeskrifter0Sheib
— sd AE ms » , — i ds væ æ - J J | n — — * is , — — — ø Ho -
Johan Ludvig Heibergs
Poetiſte Skrifter.
Femte Bind.
Lyſtſpil. Anden Afdeling.
Vaudeviller. Forſte Afdeling.
Kjobenhabn. C. A. Reitzels Forlag.
1862.
GP NER IN
* JAN 1 0 1969
Las; TY GF —
Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle.
Indhold.
Lyſtſpil. Anden Afdeling: — REDE Ti SUE re MOR de Vaudeviller. Forſte Afdeling:
Sven Baudeviller (FSI). 7 TE 2227 145. RES Notre il de GM ad 2 237 147. JJeiee 655 i SES 166.
2. Song Salomon og Jørgen Hattemager. (1825) 171. Forandret Drikkeviſe og Slutningscouplet til
Kong Salomon og Jørgen Hattemager. . . 273.
3 Den oil og tyvende Januar. (1826): 281
Kl Lp it,
Anden Afdeling.
J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 1
0 10 6-1 DE
Lyſtſpil i to Acter.
Forſte Gang opført paa det fongelige Theater den dte Februar 1847.
3
1. Førfte (anonyme) Udgave: Valgerda. Lyſtſpil i to Acter. Kbhvn. 1847,
2. Anden Udgave: Valgerda. Poetiſke Sfrifter. IV Bind, 1848.
Perſonerne.
General-Krigscommisſair Fogel, Godseier. vilhelmine, hans Datter.
— Soalvſedſtende, hang Soſterborn. Jomfru Blak, hang Huusholderſtke. Bertelſen, hans Hunslærer,
Julius Hermanſen, Cancellift.
Mule, Gartnerjvend.
Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Sjælland, i Sommeren 1845.
Skuepladſen foreftiller en Have. Paa den ene Side, i For— grunden, et Lyſthuus, hvori en Bænf og et Bord, paa hvilfet findes Sfrivertøi, Papiir, Bøger, og qvindelige Haandarbeider. J Baggrunden en Sængemaatte, ophængt lidt over Mandshoide, under nogle Zræer, ſom ffjule en Deel af den. J Forgrunden, paa Siden, en Trappeftige, opftillet under et Træ. Midt paa Scenen et rundt Bord med Haveſtole omfring.
FEJLE ALE
Forſte Scene.
Fogel, Vilhelmine, Jfr. Blak, Bertelſen, Alle fovende, ſidde omkring det runde Bord, hvorpaa der ftaaer et Kaffe-Ser— vice. To Børn paa 10 til 8 Aar (en Dreng og en Bige) ligge paa Jorden og ſove, Hver paa fin Side af Bertelſens Fodder. Fogel og BVilbelmine have Hver en Avis i Haanden; ved Berteljens Fod ligger en Bog, fom man fan fee, at han har tabt ud af Haanden. Mule, med en Haveſar i Haanden, ligger henftraft paa det Overſte af Trappeſtigen, ligeledes ſovende. Efter en Pauſe hører man Conrads Stemme bag Scenen raabe: „Her! Her! denne Bei!” Strax efter træder han ind i Bag— grunden, fulgt af Julius. Conrad er i en Jagtdragt, han bærer fin Bøsje og en ſtudt Hare; Julius er reiſekledt, med en lille Randſel om Skulderen.
Conrad (idet han træder ind med Julius). Rigtig! Her er hele Seljfabet. Kom du fun, og lad ſom du var hjemme. (Forer Julius frem i Forgrunden, idet han henvender ſig til Fogel, medens Julius bukker.) Tillad, fjære Onkel, at jeg bringer en god Ven, Hr... .. Etandſer i fin Tale, og lader fine Sine glide over alle de Sovende.) Ja, Def
er en anden Sag! Saa tager jeg mine Ord tilbage,
—
8 Balgerda.
Julius. Conrad! Vi komme viſt til Uleilighed.
Conrad.
Det troer jeg ikke; det lader ikke til, at vor An— komſt forſtyrrer dem. For Pokker! jeg burde have vidſt det. Denne Situation er ikke ualmindelig her paa Gaarden. Naar det er hedt, ſom idag, og man har ſpiiſt til Middag, hænder det ikke faa fjeldent, at man faaer fig en lille Luur ven Kaffen.
Julius. Lad 08 lifte os ganſtke fagte bort.
Conrad. Snikſnak! Hvorfor ſtulde vi gjøre det?
Julius. Idetmindſte jeg, ſom er ganſke fremmed for Sel— ſtabet. Det er ikke pasſende, at jeg er tilſtede her. Farvel! jeg gaaer.
Conrad.
Nei net! jeg flipper dig iffe, For et Dieblik ſiden møder jeg dig i Skoven ſom en beſkeden Fod— vandrer med din Randſel paa Nakken. Det var et uventet, men behageligt Møde. Hvad var rimeligere, end at jeg førte dig ind her paa Gaarden, ijær da bu ſagde mig, at du drog fra den ene Herregaard til
Forſte Act, førfte Scene. 9
ben anden, af du gjorde et Studium af de danſte Herregaarde ? Julius.
Men ſaa modereer dog din Stemme, tal ikke faa høit!
Conrad.
Du er bange, jeg ffal væffe bem? Det har ingen Nød, jeg fjender deres Sovehjerte. Og feer du, min Ven, da jeg i dette ODieblik iffe fan præfentere dig for Seljfabet, faa lad mig da præfentere Seljfabet for dig; det er altid Saameget fra Haanden.
Julius. Naar du blot vilde tale fagtere .
Conrad (fører Julius hen mod Fogel).
Maa jeg gjøre dig befjendt med Hr. General- Krigscommisſair Fogel, min Onkel paa mødrene Side, Eier af denne Herregaard. For Kortheds Skyld kalder man ham blot Hr. General. Naa, hvorfor bukker du ikke? Det er da det Mindſte, du fan gjøre, naar du bliver foreftillet for en General.
Julius. Stille dog! jeg beder dig. Conrad.
Vær uden Frygt! han vaagner ikke af faa Lidt. Naa, kan du da ikke bukke? (Julius buffer tvungent. Saa—
10 Valgerda.
ledes, det er godt! Denne Gaard har han eiet i fire Mar; han fjøbte den efter en gammel rig Knark af en Søcapitain, ſom traf fig fra det Baade tilbage paa det Tørre, og levede og døde her ſom Peber— fvend. Gaardens Omfang og Storrelſe og øvrige Beffaffenheder vil han jelo fortælle dig, naar han vaagner. Imidlertid fører jeg dig hen til hans ſmukke, elſtveerdige Datter, Froken Vilhelmine, ſom jeg er ftolt af at benævne min Couſine.
Julius. Tilforladelig, en hoiſt indtagende Skabning!
Conrad. Nu, ſaa buk da for hende.
Julius (efter et tvunget Lut). Hvad er det hun læfer? Det er ,, Fædrelandet.”
Conrad.
Ganſke rigtigt! Og Onkel læfer „Berlings Ti— dende.“ Det er at ſige, du feer, hvorledes de læje Dem. Men ligemeget, du er her kommen paa et meget politiſt Terrain. Onkel er conſervativ med Liv og Sjæl, hang Datter er ivrig liberal, det giver evindelige Disputer imellem dem, Vilhelmine fan iffe fordrage Berling, Onkel iffe Fædrelandet, Vil— helmine maa holde det for fine egne Penge, og endda til ſtor Ærgrelfe for Onkel.
orſte Act, førfte Scene. Ki
Julius. Det er ualmindeligt og hoiſt interesſant, at en ung Pige, og faa ſmuk fom hun, føler en faa levende Deeltagelſe for de offentlige Anliggender.
Conrad.
Ja, jaa levende fom du feer. Her, min Ven, ſeer du min Onfels to yngſte Børn; de ere endnu fun (maa, du finder dem henſtrakte paa den nøgne, moderlige Jord, ganſtke ſom det pasſer fig for deres uſkyldige Alder, blidt indſlumrede, ſom det ſynes, under et Examinatorium af Huuslæreren Hr. Bertelſen, ſom jeg herved har den re at gjøre dig befjendt med. (Tager Bogen op fra Jorden, og læfer Titelen:) „M unthes D VDan— marks Hiſtorie.“ (Lægger Den ned igjen.) Samme Hr. Bertelfen er Candidatus theologiæ, et grundærligt og reſpectabelt Wennejfe, men han er ſaa døv, at
man iffe fan tale med ham, * Julius.
Jeg vilde onſke, at de Alle vare dove, thi du ender dog med at væffe dem, og faa ftaaer jeg her i en flau Stilling.
Conrad.
Her feer du Onkels Huusholderſke, Jomfru Blak, et unmærfet fermt Fruentimmer i Kjøffenet og Huus— holdningen, et fortræffeligt Huus-Inventarium, ſom han maatte anſkaffe fig, da hans Kone døde. Hun
12 Valgerda.
har før været i ſamme Function paa en anden Herre— gaard, hos en Greve, og der har hun havt et Tilfælde.
Julius. Et Tilfælde? hvad vil bet ſige?
Conrad.
En beſynderlig, en mærfværdig Hændelfe, ſom udgjør Epochen for hendes Tidsregning. Naar vi Andre fige: „Anno 1845," faa figer hun: „det tiende, tolvte, eller hvad det nu fan være for et Aar, efter at jeg havde det Tilfælde hos Greven.”
Julius. Hvori beſtaager det da?
Conrad.
Ja, det veed jeg, paa min Sjæl, iffe, og jeg troer iffe, at der er Nogen paa Gaarden, ſom veed det, thi det ffal være en meget vidtløftig Hiftorie” og Enhver, ſom hun begynder at fortælle den, redder lig ved Flugt. Og nu troer jeg, at jeg har gjort dig befjendt med hele Perſonalet hev paa Gaarden. Dog nei! jeg maa ffamme mig, jeg glemmer Judita, min egen Søfter,
Julius.
Saa du har en Søfter, ſom hedder Judita?
Det er et ſmukt, bibelff Navn.
Forſte Act, førfte Scene. i
Conrad.
Men (idet han feer fig vom) hun er her åffe, hun flak— fer altid omfring i Egnen, hun botaniferer, og giver Politifen en god Dag . . .. Men derimod feer jeg CR ONDEN Sigur.
Julius. Hvor? Conrad. Oppe paa Trappeſtigen. Det er Garfneren, Dr. Mule; han har nof været ifærd med at flippe Zræerne, og er falden i Søvn med Saren i Haanden.
Julius.
Hvad er det for en Indretning der henne under Zræerne?
Conrad.
Den? O det er en Hængemaatte, en Reliquie fra Socapitainens Tid. Onkel har iffe nænnet at fage den bort; han fover felv undertiden Middags— føvn i Den. — Wen veed bu hvad? Nu er det paa Tiden at væffe dem Alle, de ere ellers iftand til at fove til imorgen.
Julius. Vent et Dieblik, lad mig forſt komme bort.
Conrad. Det ffal være gjort i en Fart; pas paa! (san
14 .— Balgerda.
flyder jit Gevær af i Luften, alle de Sovende ſpringe op med er Sfrig. undtagen Bertelfen, ſom vaagner, men bliver fiddende og feer fig om. Mule *
falder ned fra Trappeſtigen. Børnene give fig til at græde.)
Fogel (gnidende fine Sine”. Men hvad var dog det?
Vilhelmine (Caeledes). Det var et Sfud.
Jomfru Blak (tigeteves). Ih! Gud forbarme fig! Mule (liggende paa Jorden). Det var mig, jom blev truffen, Bertelſen
(reiſer fig, og ſiger til Fogel). Gud velſigne Dem, Hr. General!
Fogel
(taabende ind i Øret til ham). Hvorfor figer De „Gud velſigne Dem?”
Bertelſen. Det forekom mig, at De nos.
Fogel (fom fer). Net, det var et Skud.
Bertelſen. Var det et Skud?
Forſte Act, førfte Scene. 75
Fogel (opdagende Conrad med Geværet). Aha! min Hr. Neveu! det var altſaa en af dine Lapſeſtreger. Conrad (Eftamfuld). Ja Onkel, det var en Lapſeſtreg; jeg maa bede Dem om Tilgivelſe. Det faldt mig ſaadan ind.
Vilhelmine. Men Conrad, hvor kunde det dog falde dig ind?
Jomfru Blak. Ét pænt Indfald at ffræmme Livet af Folk!
Fogel
(til Børnene, ſom græde).
Aa hold jeres Mund! Der er jo iffe Noget at græde over. Gaaber til Lertelfen). Hr. Bertelfen! Lad de Unger fomme bort, og fee at ſtille dem tilrette!
Bertelſen. Gjerne, Sr. General! (Gaaer med Børnene.)
Jomfru Blak. Men er der da Ingen kommen til Sfade? Mule (paa Jorden). Jo! jeg! Conrad. Ih Snaf! det er jo en Umulighed, jeg ſtjod op i Luften,
16 Valgerda.
Mule. Jeg dromte, jeg var bleven forvandlet til en Hare, og ſaa kom der en Jager og ſtjod mig.
Conrad. Ja, her er Haren, Drømmen er opfyldt. (Leverer ſin Hare til Jfr. Blak.) Tag den til Kjokkenet, Jomfru Blak!
Mule. Ja, det føler jeg godt, at jeg har faaet et Skud Hagl i Livet. Fogel. Sludder! Reis ſig og gaa til ſit Arbeide. Hvor— for falder han i Sovn og drommer? (Mule reiſer fig og gaaer.)
Ifr. Blak
(ſom imidlertid har underføgt Saren). D
Den er ſaa mager, der er ikke Fuglefode paa den.
Fogel (tir Conrad). Det er jo ogſaa Lapſeſtreger at ſtyde Harer paa denne Aarstid; det er af ruinere Vildbanen.
Conrad. Nød bryder alle Love. Jeg har iffe faaet Noget at ſpiſe til Middag. Fogel. Ja, det er din egen Skyld; hvorfor gaaer du paa Jagt i Spifetiden?
Forſte Act, førfte Scene. 17
Conrad. Saa ſtjod jeg denne Hare, for at fane Noget til Aften, uden at uleilige Jomfru Blak.
Ifr. Blak
Da ſtal De ikke blive fed af den.
Lægger Haren paa Bordet.) Conrad.
Desuden er jeg iffe ene, jeg bringer en Ven med, ſom ogſaa trænger til at ftyrfe fig. Hvor blev han dog af?
. Fogel.
Er der En med dig?
Vilhelmine. Hvem er det?
Conrad (træffer Julius frem, jom har fiaaet undfeelig i en Krog).
Ikke fandt, fjære Onkel, De har iffe Noget imod, at jeg bringer Dem en Ven, ſom jeg efter flere Aars Adjfillelje idag traf her i Sfoven? Det er Hr. Julius Hermanſen; vi læfte til juridiſt Examen hos ſamme Manuducteur. Nu er han Cancellift og følgelig paa Veien til at gjøre en. glimrende Lyffe.
Julius. Hr. General! jeg haaber, at De ikke anſeer mig for paatrængende. Deres Soſterſon vilde paa ingen Maade ſlippe mig.
18 Valgerda.
Fogel.
Min Herre, De er mig hjertelig velkommen, og det glæder mig at gjøre Deres Befjendtjfab. Det er forrejten en egen Maade, hvorpaa De er bleven introduceret, ”
Ifr. Blak.
Ja, ved et Skud!
Vilhelmine. Og af denne Tummel og Forſtyrrelſe har De været Vidne til! Julius. De maa dog endelig ikke troe, at jeg har mindſte Deel i denne Ubeſindighed.
Conrad. Nei, det fan De være rolig for; han er altfor alvorlig og retſtaffen dertil. å Fogel (vred). Og du halvgal nok til at beſorge det felv.
Vilhelmine.
Men fjære Fader! lad os nu iffe ffjændes mere; den fremmede Herre har allerede hørt Spektakel nok her i Huſet.
Julius. O jeg beder Dem, Froken! For mig er det Hele
Forſte Act, forſte Scene. 19
et originalt Eventyr; deraf fan en Touriſt aldrig fane for Meget.
Conrad.
De maa vide, Onfel, at min Ben benytter fin Sommerferie til at gjøre en Fodtour gjennem Sjæl- land. Han gaaer fra Herregaard til Herregaard ; han arbeider paa et Bær over de danſke Herregaarde.
Vogel, Det glæder mig at høre, thi faa ffal jeg. ...
Julius.
Undſkyld, Gr. General, at jeg forſt maa berigtige min Ven Conrads Udfigende. Han gjør mig for megen re ved at fige, at jeg arbeider paa et Værf. Det er vel fandt, at jeg drager omfring paa Herre— gaardene i Sjælland, for at erhverve mig en og an- den Local-Kundſkab, ſom maaſkee fan komme mig til Nytte engang i Tiden.
Fogel. Nu, ligemeget. Conrad har da ialfald gjort vel i at bringe Dem til mig, thi ogſaa denne Gaard for— tjener at beſees. Julius, Derom tvivler jeg iffe, og jeg glæder mig meget fil at gjøre nærmere Befjendtifab med den,
20 Balgerda.
Fogel.
Det ſkal være mig en ſand Fornoielſe at viſe Dem. omfring, og give Dem alle be Oplysninger, De onſker. Jeg har gjort Meget for denne Eiendom, og uagtet jeg fun har havt den i fire Aar, faa tør jeg ſige, at jeg har indført ganffe overordenlige For-⸗ bedringer. Heri maa jeg ogſaa give min Søfterføn den Ære, han fortjener: han har gaaet mig tilhaande fom en flink Forvalter.
Vilhelmine. Hør, Fader! Jeg fynes, bu fulde iffe iforveien roſe dine Indretninger; derved ſpendes Forventningen, og ifald den faa ſkuffes . ...
Julius. Jeg beder Dem, Frøfen, det har viſt ingen Fare.
Fogel.
Nei, det mener jeg med. Behold du dine Raad for dig ſelv.
Vilhelmine.
Jeg giver ingen Raad, jeg ſiger kun min Mening. Derſom De interesſerer Dem for Agerbruget, Hr. Hermanſen, ſaa vil De ſee, at det virkelig er ſat paa en ypperlig Fod; De vil ogſaa finde Velſtand mellem Bønderne; men derſom De ftiller Deres Fordringer hoiere, derſom De venter at fee betydelige Skridt til
Forſte Act, førfte Scene. 21
Bondeſtandens Emancipation, faa vil Deres For- ventning flage feil. Fogel. Bliv mig fra Livet med din Emancipationsſnak! Du felv er fun altfor emanciperet.
Vilhelmine. Ja ja, Fader, men def er dog fandt, hvad jeg ſiger. Hoveriet er endnu ikke afloſt.
Fogel. Fordi Bønderne ſelv ikke onſke det. Sligt er ikke faa hurtigt gjort ſom at ſmore en Artikel op i et Blad. Vilhelmine. Det Udtryk pasſer underligt for Den, der ſelv itaaer med en Smorblomſt i Haanden. Fogel. Smorblomſt? Hvad ffal det ſige? Jeg har Ber— lings Tidende i Haanden.
Bilhelmine. Ja, det er jo en Smorblomſt, det er befjendt. Fogel.
Nu vil jeg ikke høre et Ord mere. Den Smor— Vittighed har nu tjent jaa længe, at den gjerne fan gane af paa Vartpenge, det Smør er fjernet faa tidt, at det nu iffe er Andet end Valle, Men hvad er
22 Balgerda.
bet, du holder i Haanden? Du maatte onſte, det var en Smorblomſt, men det er en Melde, en ufrugt- bar Tidſel, ſom blot ftiffer og brænder. Og ſaadan er det hele Parti. Brænde og ftiffe, det fan de Alle— fammen prægtigt: Hive ned og ødelægge, den Kunſt forjtaae de, men grunde Noget og bygge det op, bet befatte de dem iffe med, og af gyldige Aarſager, for det fan de ikke. Vilhelmine.
Det er let ſagt om de Undertrykte, om Dem,
der ikke have Magten. Fogel.
Hvad kunde Magten hjelpe dem, naar be ikke have Evnen? Jeg vil ikke hore et Ord mere, det er til at blive gal over!
(Gaaer bort i den hæftigfte Vrede.) 3 fa 3 SOE
Men Gud bevares, Frøfen Vilhelmine! Kan De dog iffe have Tand for Tunge! Nu har De gjort Generalen faa fnyſende gal.
Vilhelmine.
Hvad jeg har ſagt, er Sandhed, og at ſige den, anfeer jeg for min Pligt.
3 fæl DIST
Ja, men De ffal dog iffe ærgre Deres Fader, det fan aldrig være Pligt.
Forſte Act, førfte og anden Scene. 23
Vilhelmine.
Hvorfor ærgrer han fig? Hvorfor bliver han hidfig? Jeg har været foldblodig under den hele Dispute.
Sør SEE
Jeg maa gaae efter ham og fee at ftille ham
tilrette. (Ganaer.)
Anden Scene. Vilhelmine. Conrad. Julius.
Conrad,
Hu! det ſummer mig om rene! Hvad mener dit, Julius? Du har havt en ſtormfuld Entree her i Huſet.
——
Jeg tilftaaer, jeg er ligeſom desorienteret, og maa befinde mig. Det Hele forefommer mig faa nyt og fremmed,
Vilhelmine.
Jeg maatte ſtamme mig over, af De, Hr. Her- manſen, har været Vidne til en ſaadan Scene, der— ſom jeg iffe holdt mig for overbeviift om, at De i Grunden er paa mit Parti.
Julius.
Enhver, ſom ſeer Dem, Froken, er viſtnok til— boielig til af være paa Deres Parti.
24 Valgerda.
Conrad. Complimenter? Dem kan du ſpare dig, min Couſine bryder ſig ikke om dem.
Julius. Deri gjør Frokenen vel, men jeg haaber, at hun iffe anjeer mine Ord for Complimenter.
Vilhelmine. Med alt Det var min Mening dog iffe den, fom De ſynes at antage. Naar jeg forudjætter, at De er paa mit Parti, jaa er det, fordi De er ung, og Ungdommen pleier at hylde de liberale Grundfæt- ninger. Det er ogſaa fun fra Ungdommen, at al politiſt Frelje fan- ventes. Dertil kommer, at De er Student, Studenterne ere liberale, Studenterne ere Landets Fremtid. Julius. Jeg beder om Forladelje, Frøfen, jeg er Candidat, det er en Forſtjel. Conrad. Og dertil Cancelliſt, altſaa i kongeligt Embede. Hvorledes troer du, Vilhelmine, at hang Cancelli- Samvittighed fan taale at høre paa din oprorſte Tale?
Julius. O! hvad det angaaer, ſtal Frokenen iffe genere fig. Min Samvittighed er i den Henſeende jvarende
Forſte Act, anden Scene. 25
til min Stilling: begge ere lige ubetydelige. Men oprigtigt talt, Frøfen, jeg er egenlig grumme lidt Politicus. Jeg vilde ønffe, at et Parti kunde væffe min Begeiſtring, at jeg af Sjæl og Hjerte kunde fværge til en eller anden Fane; men til hvilfen af Siderne jeg feer, er der Noget, ſom ffræmmer mig bort, min Indifferentisme befæftes, og fort fagt, jeg er uden politiſk Farve.
Conrad. Accurat ligeſom jeg. Vilhelmine ffjænder tidt nok paa mig Derfor.
Bilbelmine.
Og det vil jeg vedblive at gjøre. Jeg fan iffe forjtane, hvorledes unge Mend funne være ligegyldige for Landets Anliggender. Ere de unge Mend da Ovinder, og er jeg en Mand? Falder da aldrig den Tanke Dem ind: hvad ffal Danmarks Fremtid vorde? — De vil fagtens lee, naar jeg ſiger Dem, at jeg i Nat iffe har havt Søvn i mine Øine, og veed De, hvorfor? Over at tænfe paa det ſidſte Finansregnſtab. Har De læft det?
Julius.
Jeg tilftaaer, nei.
Vilhelmine.
Det er det for 1843; det fommer over to Aar 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 2
26 Valgerda.
for ſildigt, men det er endnu det Mindſte. Aaret har været et velſignet Aar, velſignet for Landmanden og i alle Henſeender. Indtægterne have været 842000 Rbolr. mere, end de i Budgettet vare an- ſlagede til, og det Bedſte er, at disſe forhøjede Ind- tægter hidrøre fra Told- og Conſumtions-Intraderne famt fra Oreſunds Told, iffe fra nogen ſmudſig Kilde, thi Tallotteriet har i de danjfe Provindſer endog ind- bragt 28000 Rbolr. mindre end det Normerede, hvor- imod bet rigtignof har givet Overſtud i Hertugdom— merne. Men hvortil hjelper Dette? Udgifterne vore med Indtægterne. Penſionsliſten har været 38000 ftørre end den Sum, der iffe maa overſtiges. Kommer der et ulyffeligt Aar — og hvorfor fiulde det ikke komme — ja fæt, at der komme to, tre eller flere ovenpaaga hinanden, hvad faa? Det feer fort ud i Fremtiden! Julius.
Jeg ſtaaer ſom falden fra Skyerne! De, en Dame, en ung Pige, er i Beſiddelſe af al denne for- bauſende Kundſkab!
Conrad.
Ja, der kan du hore! Saaledes er hun; der er ikke Mange, ſom kan roſe ſig af en ſaadan Couſine.
Julius. Ved Himlen! De er ingen almindelig Pige, De
Forſte Act, anden Scene. eg
er et overnaturligt Veſen. Og for dog ikke reent at knuſes af Deres Overlegenhed, for at De dog iffe ffal anſee mig for Stof og Steen, faa lad mig fige Dem, at om end BVolitifen iffe har tiltruffet mig, idetmindſte iffe hidtil, faa har jeg ſaa varm en Følelfe ſom Nogen for det Nationale. Og lad mig end mere fige Dem, at det Blad, ſom De nylig holdt i Haanden, og hvoraf jeg — jeg befjender det til min Sfam — fjelben leſer Halvparten, har for faa Maaneder fiden henrevet mig til en Begeiftring, opflammet mig til en Enthuſiasme, hvortil jeg neppe troede mig iftand.
Vilhelmine. Det glæder mig at høre. Og hvad var Anled— ningen ? Julius. Hiin fortræffelige Artikel, hiin Perle af hele dets Indhold. Vilhelmine. De mener den Artikel om Bank-Actierne?
Julius. Nei, paa ingen Maade.
Vilhelmine. Den om Valget af Kjøbenhavns Borger-Re— præœſentanter? Julius. Nei, heller ikke.
28 Valgerda.
Vilhelmine. Saa var det Noget i Amtsraadets Forhandlinger?
Julius. Nei, nei! Hvor er det dog muligt, at De ikke ſtrax gjætter det? Dog, De lader fun jaa, De veed godt hvad jeg mener,
Vilhelmine. Nei, jeg forjiffrer Dem.
Julius, Huſk dog paa Deres eget Kjøn!
Vilhelmine, Jeg forſtager Dem ikke.
Julius.
Jeg mener naturligviis det henrivende Brev fra Valgerda.
Bilhelmine.
Valgerda! Ja, det er fandt; men det er faa længe ſiden.
Julius.
Og om det var hundrede Aar fiden, faa vilde Danmark erindre det, Hvilfen poetiſt, ja endog maleriſt Contraſt: Denne unge Pige, denne danffe Skjoldmo, fom jomfruelig, med nedflaaet Viſir, med Unde og Anſtand i alle Bevægeljer, ftiller fig lige- overfor ben gamle tungfodede tydſke Profesſor, og ud—
Forſte Act, anden Scene. 29
fordrer ham til Lamp! Og denne ſaakaldte „Franzoſen— frefjer,” ſom dog aldrig har ſpiiſt nogen Franſkmand, træffer fig paa den ynkeligſte Maade tilbage, da han møder en danſtk Pige, og figer, at nu er han iffe i Humeur til at være „Dänenfreſſer.“ Valgerda er en Valkyrie. Derſom jeg funde træffe hende, vilde jeg dybt fnæle for hendes Fod, og tilbede hendes Deilighed.
Vilhelmine. Win Gud! hvilfen Enthuſiasme! Men hvoraf veed De, at hun er deilig? Kjender De hende da?
Julius. Ja og Nei! (med et Blik paa Vilhelmine). Jeg feer hende ſtaae for mine Pine.
Vilhelmine. Det maa da være i Deres Phantaſie.
Conrad. Ja, min Ven, det er en Phantaſie— Riærligheb.
Julius. | Kald den, hvad du vil, men det veed jeg, af jeg aldrig vil føle nøgen anden,
Bilbelmine. Er bet muligt? Og om De nu aldrig finder hende i Livet?
30 Valgerda.
Julius. Selv om faa var, ffulbe hun dog være min ſidſte Kjerlighed. Conrad. Den ſidſte, lad gaae! Wen den forſte?
Julius. Du gjør mig Samvittigheds-Sporgsmaal; men Saameget vil jeg befjende, at den førfte ev hun ikke.
Vilhelmine. Men tag Dem da iagt, at De iffe fommer til at fige, ligefom Baggeſen om fin Idealia: „Denne Uforlignelige Er desværre iffe til.”
Julius. Hvad mener De? Hun ffulde iffe være til?
Bilhelmine. Valgerda er naturligviig en fingeret Perſon; Brevet var fiffert ffrevet af en Mand.
Julius. Umuligt! Vilhelmine. Zvertimod! De unge danſte Piger bekymre fig fandelig iffe om de politijfe Sporgsmaal; de have fun deres Balkjoler i Tanfe.
Forſte Act, anden Scene. 31
Julius. Wen De felv, Frøfen, er jo et Beviis paa det Modſatte. Vilhelmine. Maaſkee; men een Svale gjør ingen Sommer.
Julius. Ganſke rigtigt, men Cen udgjør en Valgerda, der behøves iffe Flere.
Vilhelmine.
Da vil De dog vel iffe fige, at det er mig? g g
Julius. Det være langt fra mig at trænge mig ind i Andres Hemmeligheder !
Conrad. Nei, Julius, det indeftaaer jeg dig for, min Couſine er det iffe,
Vilhelmine. Tak ſkal du have, Conrad, fordi du vil gaae i Caution for mig, men det ffal du dog ikke gjøre, for du fan egenlig iffe vide det.
Conrad (fan). Bie ihnes miq dog—
32 Valgerda.
Vilhelmine. Ifald det var mig, vilde jeg naturligviis holde det hemmeligt. Conrad. Jeg troede dog, at jeg ....
Vilhelmine.
Ja, man troer ſaa Meget! Men jeg beder Dem Begge, ſee dog ikke heri nogen Indrommelſe af For— fatterſkabet. Deres Yttring, Hr. Hermanſen, var na— turligviis Spog, og mit Svar ligeſaa! Jeg vil op— rigtig ſige Dem min Mening: Ogſaa jeg. læfte Val— gerdas Brev med Henryffelfe; jeg fandt, at det var et Ord i rette Tid. Men intet Dieblik fatte jeg i Toivl, at Forfatteren jo var en majferet Mand. Og fandt at ſige, derſom jeg iffe havde havt denne Tanke Derved, vilde Brevet have behaget mig minbre.
Julius.
Det forftaaer jeg ikke. Saa miſter Brevet jo fin Ynde, ja endog fin ſtorſte Kraft; den rette Pointe gaaer tabt.
Vilhelmine.
O nei! En Mand har dog det fraftige Udtryk langt mere i fin Magt, end et Fruentimmer. Jeg føler det med mig ſelv, de ſamme Zanfer funde jeg vel have havt, men jeg funde iffe have fundet de famme Ord til bem. Og jeg ſynes, at naar bet iffe
Forſte Act, anden og tredie Scene. 33
er mig, faa fan det endnu mindre være nogen anden Dame. Ja, nu leer De, De finder vift, at jeg taler ubeſkedent. Wen jeg forfiffrer Dem, at derſom jeg troede, at Valgerda var til, faa blev jeg jaloux paa hende; det vilde crepere mig, at jeg i denne Retning ikke havde det ſamme Talent fom hun.
Julius. Bedſte Frøfen! I denne Sag er det nof rigtigft, rene ——
eene⸗e De Forrige. Jomfru Blak, fulgt af en Tjener, ſom tager Kaffe-Servicet fra Bordet, og gaaer bort med det. FEE. Blak. Der har De mig igjen. Jeg fommer for at an- vilje den fremmede Herre et Varelſe, ſom jeg imid- lertid har fat iſtand til ham. (il Julius) De trænger viſt til Hvile efter Deres Fodtour.
Julius.
Jeg er Dem meget forbunden. Til Hvile trænger jeg iffe, men til at ryſte Støvet af. mig og flæde mig om.
Ir. Blak.
Som De behager. Alt er parat. Skal jeg viſe
Dem Veien?
34 Valgerda.
Julius. Jeg modtager Deres Tilbud med Taknemmelighed.
J Nu, ſaa kom da!
Vilhelmine. O Jomfru Blak! inden De gaaer, ſiig mig, hvorledes min Fader nu har det.
Ifr. BIT.
Ja, det maa De nok fpørge om! Io, Gud ſtee Lov! nu er det bedre, Generalens Hidſighed har lagt fig. Lad mig nu fee, De iffe faa fnart gjør ham vred igjen! Det var forfærdeligt, hvad han var op— bragt! Jeg var bange for, at det ſtulde gaaet lige- ſom hos Grevens, hvor jeg havde det Tilfælde, ſom DE HOL DEED 2.515
Conrad. Ja, det veed vi godt.
SER SER Det bliver til October femten Aar fiden . . Conrad.
Ja, vi fjende det Hele.
Ifr. Blak. Da fjender den fremmede Herre det dog iffe,
Forſte Act, tredie og fjerde Scene. 35
Conrad. Saa fan De fortælle ham det paa Veien. Ifr. Blak (tir Jutins). Ja, ifald De onſter det. Julius. Det vil interesfere mig meget. (Buffer før Vilhelmine, og gaaer med Jfr. Blaf.) Conrad. Å revoir og god Fornoielſe! Se. STøT (idet bun gaaer med Julius). Seer De, det var hos en Greve, hvor jeg var i Condition. De maa nu vide, at Greven var en Mand, ſom var i høj Grad...
(De ere imidlertid komne udenfor, og man hører iffe Mere.)
Fijerde Scene. Vilhelmine. Conrad. Conrad (med et Blik efter Julius). Bel befomme! Vilhelmine.
Din Ven gjør dig Ære; jeg finder, det er en elffværdig ung Wand,
36 Valgerda.
Conrad. Jeg troer at have bemærfet, af du finder bet.
Vilhelmine.
Og bet har du vel Intet imod, fiden han er
din Ven. É Conrad. Men du veed nok, at Venffab gjælder iffe i Kortſpil, og heller iffe i et andet Capitel. Vilhelmine. Er det virkelig lykkedes mig at gjøre dig jaloux? Conrad. Lykkedes dig? Har du da havt det iſinde? Vilhelmine. Det funde være ret morſomt. Conrad.
Men den Leg, fom er morfom for Katten, er
iffe morſom for Muſen. Vilhelmine.
Hvilfen Lignelſe! Er jeg en Kat? er du en Muus? Pen veed du vel, at det flæder dig godt at være jaloux? Og derſom jeg med min gode Billie ſtulde opvæffe bin Jalouſie, faa var det for at holde endnu mere af dig.
Conrad. Vilhelmine, du henrykker mig! Du veed fun alt-
Forſte Act, fjerde Scene. 37
for godt, hvorledes bu ffal tage mig, derfor fan du ogſaa faae det med mig, ſom du vil. Jeg vilde jo ogjaa være langt roligere, naar iffe den fordømte SOmftændighed var, at vi maae holde vor Forſtaaelſe hemmelig. Thi derſom din Fader vidfte det, jaa blev han rajende, og fatte mig udentvivl øtiebliffelig paa Døren. Siden han har faaet den ulyffelige Idee at arbeide underhaanden paa at blive Kammerherre og faae fit Gods hævet til et Baronie, er ingen Sviger- føn ham fornem nok.
Vilhelmine. Men det er jo en Galjfab, en Proſtitution, ſom man maa fee af faae ham fra.
Conrad. Han er ikke let at fane fra Det, han har fat fig i Hovedet. Den, ſom han ffal give din Haand, maa felv være idetmindſte Kammerjunker.
Vilhelmine. Ha ha ha! En Kammerjunker, og jeg med mine Principer! Det vilde blive et rart Xgteſkab!
Conrad.
Imidlertid, da vor Forlovelſe iffe er befjendt og vitterlig, er jeg altid udſat for den Frygt, at En— hver, ſom finder Behag i dig, fan blive en Frier.
3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 3
38 Valgerda.
Vilhelmine. Og endda forer du ſelv en Herre til mig? Conrad. Derſom jeg havde troet, at du vilde behage ham faa meget, faa havde jeg heller iffe gjort det.
p Vilhelmine. Saa det funde du iffe forudſee? Conrad. Nei. Vilhelmine.
Det er oprigtigt.
Conrad. Og af to Grunde, ſom jeg ſtal ſige dig. For det Forſte troede jeg, at han, formedelſt ſin Stilling ſom Cancelliſt, ikke vilde harmonere med dine liberale Anſtkuelſer; og derneſt vidſte jeg, eller troede at vide, at han var hæftig forelſket i en ung Pige, eller idet- mindſte nylig havde været det. Derfor fpurgte jeg ham paa Skromt, om Valgerda ogſaa var hans førfte Kjcrlighed. Vilhelmine. Nei virkelig? Og hvem er denne unge Pige?
Conrad. Kan det iffe være det Samme?
Forſte Act, fjerde Scene. 39
Vilhelmine. Nei, Conrad, du maa endelig fige mig det.
Conrad. Jeg veed det faamænd ikke.
Vilhelmine. Det er ikke ſandt, du veed det godt.
Conrad. Nei, tilforladelig, jeg forſikkrer dig. Det er en ung Pige i Kjøbenhavn, det ev Alt, hvad jeg veed.
Vilhelmine.
Kan du fværge paa, at du ikke veed det?
Conrad.
Ved Alt, hvad helligt er, paa Ære og Sam— vittighed, jeg veed iffe, hvem hun er. Jeg har aldrig villet ſporge derom, og han havde vift heller ikke ſagt mig bet. Wen hvor fan det nu interesfere dig?
Vilhelmine. Saadant Noget interesſerer altid et Fruentimmer.
Conrad.
Ja, et Fruentimmer! Wen du er ikke et Jæd- vanligt Fruentimmer, du har en mandig Characteer, San Interesſen for de offentlige Anliggender forenes med den private Nysgjerrighed?
3*
40 Valgerda.
Vilhelmine. Ja, udmarket godt; det Ene udelukker ikke det Andet. Conrad. Du er et forunderligt Bæfen. Jeg føler fun altfor godt, hvor høit du ftaaer over mig, og det er maajfee derfor, du har bundet mig faa faft til big.
Vilhelmine.
Siig ikke det, Conrad! der er jo ſlet ingen af— ſtand imellem os.
Conrad.
Jo, tilvisſe, men jeg finder Behag i din Over— legenhed. Jeg veed med mig felv, at jeg er et god— modigt og velvilligt Menneſke, at jeg er ærlig og trofaft; men i Forſtand, i Aandrighed, i Kundſtaber og Zalenter fan jeg ingenlunde maale mig med big. Saadan fom du fan tale. om Finanfer, om Budgetter, om Communalraad og Amtsraad, — o! det lærer jeg aldrig.
Vilhelmine (ræffer ham Haanden). Nu vel, faa fan jo Enhver af os være god for fig.
Conrad.
Du vil trøfte mig og hæve mit Mod; o! det er elffværdigt. Wien naar jeg nu feer, hvorledes din Overlegenhed gjør Indtryk paa Alle, hvorledes du ved bin Zale væffer Beundring og Tilbedelſe, maa
— Forſte Act, fjerde Scene. 41
da ikke den Frygt vaagne hos mig, at en Anden, bedre begavet end jeg, kunde ſtikke mig ud?
Vilhelmine.
Hvilfen Idee!
Conrad.
Derſom jeg blot havde en Fortrolig, En, til hvem jeg turde fige: „Jeg elſker Vilhelmine, og hun eljfer mig igjen!” Jeg er ikke ſom du, jeg fan iffe indeflutte mine Tanker; jeg er et Menneſke, ſom trænger til Meddelelſe.
Vilhelmine. For Himlens Skyld! tæœnk ikke derpaa! Hvem ſtulde det være? dog ikke din Ven Hermanſen?
Conrad. Nei, ham nu aldeles ikke! Jeg har tænft paa Judita, hun er dog min Søfter.
Vilhelmine.
Det vil ſige, din Halvſoſter.
Conrad.
Det fan jeg aldrig vænne mig til at hujfe. Hver— gang Nogen nævner hende ved hendes Efternavn, og falder hende Jomfru Ahrends, ſaa griber jeg mig felv i Forundring over, at hun iffe hedder Poulſen, ligeſom jeg.
42 Valgerda.
Vilhelmine. Jalfald vilde det være ubefindigt at betroe Judita denne Hemmelighed. Hun er en god Pige, men en meget ubetydelig Pige.
Conrad.
Det er hun ogſaa, ubetydelig er hun. Men, ſom du ſelv figer, hun er god, og jeg holder oprig- tigt af hende.
Vilhelmine.
Men for at en Hemmelighed ſtal være i gøde Hænder, maa den ogfaa være i fløgtige Hænder, og jeg maa derfor paa det Indftændigfte bede big, at du iffe gjør hende til din Fortrolige,
Conrad.
Vær rolig, hun ſtal iffe fane et Ord af vide. Det er forreſten beſynderligt, at hun iffe er kommen hjem endnu.
Vilhelmine.
O, hun ſtreifer jo idelig omkring i Mark og Skov. Det er en god lille Landsbypige, hun lever med Naturen, hun plukker Blomſter og horer paa Fugleſang; for de ſociale Forhold har hun ingen Sands.
. Conrad.
Det er mærfværdigt, hvad du har for et ſtarpt
Blik, hvad din Dom altid er ſikker og rigtig,
Forſte Act, fjerde og femte Scene. 43
Vilhelmine.
Nu vel, min Ven, faa tro da, at jeg ogjaa i andre Henſeender har et ſtarpt Blik og en fiffer og rigtig Dom, og at jeg derfor ftedje vil foretræffe dig for enhver Anden.
Conrad.
O Vilhelmine! du gjør mig lykkelig.
(De omfavne hinanden.) Vilhelmine.
Jeg Fjender dig, jeg veed, hvad jeg har i dig, og jeg veed, hvad jeg faner i dig: en god, en fjærlig, en føielig Mand.
Conrad. Ja, ved Himlen! bet ffal blive Sandhed. Vilhelmine (rivende fig lss).
Der kommer Nogen!
Conrad. Det er Julius.
Femte Scene. De Forrige. Julius (omkledt). Julius. Jeg har ſtyndt mig for at komme tilbage og fortjætte vore interesſante Samtaler,
44 Valgerda.
Conrad.
Allerede omflædt! Det er paa Tiden, at jeg gjør ligeſaa. Farvel! jeg følger dit Exempel og ſtal fee at efterligne din Hurtighed. (Bit gade). Naa! nu har Jomfru Blak dog ladet vor" Hare ligge; hun ſtal tilforladelig lade den ſtege til os. Jeg vil tage den med. Å propos, fif du jaa hendes Zilfælde at vide?
Julius.
Net. Ligeſom hun havde begyndt at fortælle, faa kom der en Pige og forjtyrrede hende med en meget ivrig Beretning om Noget, ſom var pasſeret i Honſegaarden. Wen hun lovede, jeg ſtulde fane Hiſtorien en anden Gang.
Vilhelmine. Staffels Jomfru Blak! Hun bliver altid for- hindret i at fortælle fin Hiftorie, Det er ligeſom en Sfjæbne, der forfølger hende.
Conrad (til Julius). . Nu fan du imidlertid holde min Couſine med Selſkab; jeg er her ſtrax igjen. Disputeer med hende om Politik, det holder hun meeft af.
(Løber ud og tager Saren med fig.)
Forſte Act, fjette Scene. 45
Sjette Scene. Vilhelmine. Sulius.
Julius.
Conrads Opfordring er nær ved at gjøre mig undſeelig. Jeg har allerede fagt Dem det, Frøfen, at jeg er langt fra at være Politicus, men faa meget hellere vil jeg da gane i Sfole hos Dem, ifald De vil værdiges at antage mig ſom Elev.
Vilhelmine,
Det behøves ikke. De gjør Dem felv Uret ved at fige, at De iffe bekymrer Dem om de offentlige Anliggender. Det Modſatte er jo tydeligt at mærfe, Den Begeiftring, hvormed De omtalte Valgerda og hendes Brev . .
SUE H SD. "40
Det er en anden Sag! Dette Brev henhører iffe under Politiken, men under Nationaliteten. Valgerda er en national Figur, en Typus for den danſke Ovinde— lighed, ſaaledes ſom netop den fan være Kepræjentant for det Heroiſte. Frankrig har havt ſin Jeanne d'Arc; og i Juli-Revolutionen var der en ung Pariſerinde, ſom erobrede en Canon. Wen i vore Lider, da man iffe gaaer med Spyd og Sfjold, og i vort Fædreland, hvor den materielle Magt er den underordnede, fan Der ſnart iffe gives anden Heroisme end den aande— lige; men ifaafald fan juſt Ovinden være udſeet til
46 Valgerda.
at udføre Bedrifter, til at optræde ſom Heltinde i vort Lands ſtille, indvortes Hiſtorie. Og en faadan Heltinde er Valgerda; hun fortjente et Heltedigt, et danſk Heltedigt, det vil fige, en Kempeviſe.
Bilhelmine.
En Kæmpevije? Men Folfepoefiens Tid er jo forbi,
Julius.
Hvorfor har da ingen af vore Digtere befunget hende? De ſynge om jaa Meget, der iffe er en Sang vær,
Vilhelmine.
Poeſiens Tid er viſtnok forbi i det Hele. Verden
har nu altfor alvorlige Ting at tænke paa.
Julius, Det er iffe Deres Mening. Et Fruentimmer fan ikke opgive Poeſien, ligefaa lidt ſom fin Religion.
Vilhelmine.
Det vil jeg heller ikke, men jeg vil, at den ſtal forlade ſin brede, gamle Landevei og forbinde ſig med Tidens Opgaver.
Julius.
Det er jo netop min Fordring, ſiden jeg vil have Balgerda beſungen.
Vilhelmine.
Hvorfor gjør De det da ikke ſelv?
Forſte Act, fjette Scene. 47
Julius. Fordi jeg fan iffe,
Vilhelmine. Alt, hvad De har ſtaaet her og ſagt om hende, er jo et fværmeriff Digt til hendes Ære; De be— høver blot at jætte det i Riim.
Julius. Saa har det altſaa mishaget Dem, thi De hol— der jo ikke af Poeſie?
Vilhelmine. Jo, af den politiſtke.
Julius.
Ja, hvor er den? Jeg horer nok tale om den, ſom et nyt Evangelium, men jeg har endnu ikke truffet paa den. Ogſaa her maa jeg gjøre min Diſtinction gjældende: politiſt Poeſie bryder jeg mig iffe om, men den nationale holder jeg høit i Ære,
Vilhelmine. De lade fig viſt ikke adſkille; fun det Politiſke fan i vore Tider være nationalt.
Julius. Men alle vore ſtorſte Digtere ere de da una— tionale? thi. politiffe ere de iffe,
48 Valgerda.
Vilhelmine.
De hore Alle til en forbigangen Tid, ja jeg vil næjten fige, til en forhenværende Nation; hvad der fra nu af ffal blive nationalt, maa have en politift Characteer.
Julius.
O bedſte Froken! aflæg nu denne Maſtke, ſom jeg allerede for længe fiden har gjennemjfuet! De, med Deres Dannelje, Deres Elſkvcerdighed, Deres Sfjøn- hen — tilgiv, at jeg figer det jaa reent ud, men jeg forftaaer iffe at drapere mine Ord — De er jelv en poetiſt Figur; Deres politiſke Interesſe hører med til Deres Alſidighed, men det er iffe i den, at Deres Aand finder fit inderſte Holdningspunkt, fin ſidſte Hvile og Beroligelſe. Hvorfor vil De ſtjule Deres ſande Veſen, jfjule det for Den, ſom allerede har opdaget det? De feer mig idag for forſte Gang, det er fandt; men fan iffe ben Sympathie for Dem og Deres An— ffuelfer, ſom jeg fun altfor lidt formaaer at dolge, ud— virfe, at De vil betragte mig fom en gammel Bekjendt?
Vilhelmine. De taler om Sympathie, og mig forefommer det derimod, at vi ere af forſtjellig Mening i Alt.
Julius. Fordi De fornægter Deres ſande Mening, fordi De iffe vil demajfere Dem.
Forſte Act, fjette og fyvende Scene. 49
Vilhelmine. Men hvad mener De med denne Maffe? Jeg bærer ingen; ſom De ſeer mig, ſaadan er jeg.
Julius.
Tilgiv mig, Frøfen! Jeg felv føler altfor godt min Baatrængenhed, og der er Intet, fom berettiger mig til den. - Zilgiv mig min ubefindige Hæftighed! Men er det iffe Sandhed, hvad man ofte læfer i gamle Eventyr: Der gives en Perle, eller en Wdel- fteen, eller en underfuld Blomſt; Ingen bar - feet ben, men Alle føge den, og en Enfelt fætter fit Liv paa Spil for at finde den, thi han føler, at førjt . ven Synet af den vil hans Liv faae fin rette Fylde og Forklaring; og under denne Stræben, der faa ofte er bleven ſtuffet, griber han med Heftighed et- hvert Vink, der funde lede ham til Maalet.
Bilhelmine.
Jeg fan og jeg vil iffe bedomme Dem, thi De er en Sværmer, og jeg forſtager mig aldeles iffe paa Sværmeri.
Syvende Scene.
De Forrige. Fogel.
Vogel (tir Julius). Naa, træffer jeg Dem her! det var godt. Jeg vilde juſt ſige Dem, at jeg har givet Ordre til at
50 Valgerda.
ſpeende for. Om en halv Zimes Tid vil vi kjore en Tour omkring her paa Eiendommen, og beſee den i alle dens Dele.
Julius. Det vil interesjere mig meget.
Fogel.
Forelobig maa jeg ſige Dem, at Eiendommen er af Storrelſe ſom et Baronie. Derfor har den virfelig ogſaa tilforn været et Baronie, men er ble- ven folgt og atter folgt, og ſaaledes gaaet igjennem flere Hænder, indtil jeg for fire Aar ſiden erhver- vede Den. Af privilegeret Hartforn, Ager og Eng, ſamt Skovſkyld og Molleſkyld, har den 88 Tønder, af uprivilegeret 1024, af matriculeret Tiende-Hart- forn 119, tilfammen 1231 Tønder Hartforn af alle Slags; i Bank-Actier 6400 Rbolr.
Julius. Jeg beklager, at jeg ikke har min Tegnebog ved Haanden, for at kunne notere disſe Tal.
Fogel.
Siger Intet, jeg fan ſiden gjentage det. Det var blot til en foreløbig Orientering i Eiendommens Størrelfe. Wien ber feer jeg min Soſterſon fomme, det er min eneſte Godsforvalter; ved hans Hjelp be— ſtrider jeg Alting felv.
Forſte Act ottende og niende Scene. 51
Ottende Scene.
De Forrige. Conrad (omflædt).
Fogel. Nu, Conrad, er du parat, ſaa vil vi om en halv Times Tid fjøre omkring med vor Gjeſt, og viſe ham Eiendommen.
i Conrad. Naar De befaler, fjære Onkel!
Fogel.
Saa venter jeg Dem om lidt. Jeg vil imid—
lertid beſorge nogle Forretninger med Folfene. (Gaaer.) Vilhelmine.
Og jeg vil benytte Deres Fraværelje til at ffrive et Par Breve til Kjobenhavn. Farvel faa længe og god Fornoielſe!
(Gaaer.)
Niende Scene.
Julius. Conrad,
Conrad. Nu fan du da fane din Lyſt ftyret; du fan troe, Onfel gaaer grundigt tilværfs, naar han fore- vijer fin Ciendom.
32 Valgerda.
Julius. AE, Conrad! Alt Dette interesſerer mig ikke i mindſte Maade, men jeg er nodt til at lade ſaadan.
Conrad. Hvad for Noget? Sagde du ikke, at du drog fra Herregaard til Herregaard, for at gjore dig be— kjendt med dem?
Julius. Jo, men ſandelig ikke for at hore tale om pri— vilegeret og uprivilegeret Hartkorn, Skovſkyld, Molle— ſkyld, og hvad alt det Djæveljfab hedder,
Conrad. Hvad Pokker vil du da høre tale om?
Julius. Jeg reiſer for at finde Valgerda.
Conrad.
Valgerda og atter Valgerda! Wen det er jo en fir Idee!
Julius,
Hendes Brev var dateret fra ,,en Herregaard i Sjcelland.“ Nu vel, derfor beføger jeg de ſſellandſke Herregaarde; paa een af bem maa hun da være at finde,
Conrad. Og naar du faa finder hende, hvad gjør du faa?
Forſte Act, niende Scene. 3
Julius.
Derſom hendes Haand er fri, ſaa opbyder jeg Alt for at vinde den, thi hun er mit Ideal, og jeg hviler ikke, for jeg har vundet det og er Formen: i dets Beſiddelſe.
Conrad.
Det er dog bedſt, du feer hende forſt, inden du tager en Beſlutning; du veed nok, man ffal iffe kjobe Katten i Sæffen. Men ialfald gjør det mig ondt, at jeg, uden at vide det, har fpildt din koſtbare Tid ved at træffe dig ind paa denne Gaard, thi her idetmindſte finder du iffe Den, du føger.
Julius,
Ja faa? Er du vig derpaa?
Conrad. Ja, det ſtulde jeg mene.
Julius.
Jeg maa lee ad din Skarpſindighed. Du ſtal dog iffe fortryde, at du har bragt mig hid, thi netop her har jeg fundet, hvad jeg føgte.
Conrad.
Du er iffe rigtig flog.
Julius.
Eller ogſaa er du det ikke. Men er du da jlagen med Blindhed? Har du, ſom lever her paa
54 Balgerda.
Stedet, ſom er hjemme her i Huſet, da iffe i hele Maaneder funnet opdage, hvad jeg, en Nysankommen, en Fremmed, har gjennemjfuet i den forſte halve Time? Kan du da noget Vieblif fætte i Tvivl, at Valgerda er ingen Anden end din Coufine, Frøfen Vilhelmine. i
Conrad. O Snak! hvor fan du dog troe det? Du hørte jo nylig, at hun benægtede det.
Julius. Fa, hvad beviſer bet?
Conrad. Idetmindſte vilde hun nok have fagt mig bet, ifald det var Sandhed.
Julius. Bild dig det ind! Zvertimod ſagde hun jo, at du ffulde iffe gaae i Caution for hende, da det var Noget, du iffe kunde vide.
Conrad. Ja, det var hendes Spog.
Julius. Nei, det var faamænd hendes Alvor. Fordi du er hendes Fætter, er det iffe jagt, aft hun har faa jtor Fortrolighed til dig, Ja, derſom du var hendes
Forſte Act, niende Scene. 55
Kjcereſte, det var en anden Sag; men for en Fætter fan man have mange Hemmeligheder.
Conrad cafjides). Det er til at blive gal over! Geit) Men naar jeg nu figer dig, at du tager feil, at jeg veed, at Vilhelmine er ikke Valgerda?
Julius, Saa troer jeg det alligevel iffe, thi det er jo netop min Tro, at du iffe veed det.
Conrad. Wen hvorfor troer du da, at det er hende?
Julius. Af hundrede og atter hundrede Grunde. Hvem ffulde det være, om det iffe var hende? For det Forſte begynder hendes Navn med V.
Conrad. Et ſlagende Beviis!
Julius. Nei, ſom Beviis ſiger det ikke ſtort, men naar "bet kommer til alt det Øvrige, faner det Vægt. Hun har villet beholde det forſte Bogſtav af fit Navn; bet er ægte qpindeligt. Conrad. Da veed jeg rigtignof iffe, hvad Qvindeligt der fan være deri,
56 Balgerda.
Julius.
Jo, det er at holde faſt ved den yderſte Flig af fin Perſonlighed, felv i det Dieblik, da man vil være ufjendt og gjælde for en Anden. En Mand, ſom ffriver anonymt, vil vel vogte fig for at bruge fit eget Begyndelſesbogſtav i et fingeret Navn; han vilde troe at blive røbet derved, om faa hundrede Andre have det ſamme Bogſtav, og derfor fafter han uden Sam- vittighed Alt bort, jom paa nogen Maade betegner ham ſom Individ. Wen den ædle Qvinde fan iffe ſaaledes opgive hele fit Selv; hun beholder et lille Mærfe deraf, for at finde tilbage dertil, ligeſom den Traad, hvormed man leder fig ud af en Labyrinth.
Conrad. Det fan man falde fiint udfpeculeret! Har du ellers ingen andre Argumenter ? :
Julius. O hvilfet Spørgsmaal! Tenk dig dog om, tag bin Forſtand paa Raad! Er din Couſine iffe ung? er hun iffe ſmuk? er hun iffe eljffværdig?
Conrad. Jo, alt Det vil jeg indrømme.
Julius. Nu vel, der gives ogſaa andre Piger, ſom ere unge, ſmukke og eljffværdige, Ret mange ere der i
Forſte Act, niende Scene. ——
alfald ikke; men lad os ogſaa antage, at de fandtes i hundrede-, i tuſindeviis, er der da Nogen imellem dem, hvis Synskreds ftræffer fig udenfor det huus— lige Livs og Selſkabslivets Interesſer? Lad være, at en Enkelt fan have virfelig Sands for Poeſie, Muſik, Maleri, eller hvad det fan være — jeg figer virfelig Sands, thi Sfinnet deraf have de jo Alle, — men har du nogenfinde truffet paa En, ſom, for- uden disſe Clementer af den almindelige Dannelſe, tillige var i Beſiddelſe af en levende Sands for de politijfe og nationale Spørgsmaal? Intet fan være fjelonere høg et Fruentimmer, der endnu er ungt og ſmukt, og ſom paa Grund heraf funde være faa op- fyldt af Lyſt til at behage, at ingen anden Tanke opfom i hendes Sjæl, allermindſt Zanfen om hendes »ædrelandns re og Velfærd. Mangen, fom blot hørte tale om en ſaadan Perſon, vilde jo troe, at det var lutter Unatur, at hun var ubehagelig, fra- ſtodende. Hvad hører ber iffe til for at forene denne, ſom det ſynes, ertravagante Side med Den meeſt tiltræffende Elffværdighedn? Det gjør din Cou— line. Troer du, at Naturen gjentager noget ſaa Sjeldent, faa Udmærfet, at den reproducerer det, ligeſom den reproducerer Fluer og Myg? Nei, min Ven, af det Overordenlige findes aldrig to Exem— plarer, og følgelig er. Valgerda iffe til, hvis hun iffe er din Couſine.
58 Valgerda.
Conrad. Wen Menneſtke dog! Hvad har du da iſinde at gjøre? Du fagde jo, at du vilde frie til Valgerda, naar du traf hende?
Julius. Og om nu faa var?
Conrad. Det er et jtærft Styffe!
Julius. Hvad fan du have derimod? Riſicoen er da fun min egen, hvis jeg faner et Afflag.
Conrad. Det gaaer iffe an, det gaaer paa ingen Maade an.
Julius. Hvad gaaer der af dig? Er du jelv foreljfet i din Couſine?
Conrad, Jeg! hvor fan du troe det!
Julius.
Jeg ſeer intet Utroligt deri; men naar det ikke er Tilfældet, hvad fan du da have imod, at jeg for— føger min Lykke? Cr jeg iffe god nok til at komme i Svogerſkab med big?
Forſte Act, niende Scene. 59
Conrad. Jeg takker for Svogerjfabet, men ... men ....
Julius. Kom frem med dit „Men“! hvad har du da at indvende ? Conrad. At det er en overilet Beſlutning, at man iffe jfal falde med Døren ind i Huſet.
Julius. Det har jeg heller ikke iſinde. Tid og Omjtæn- digheder maae komme mig tilhjelp, inden jeg vover et afgjørende Sfridt.
Conrad. Du vil altſaag tage dig Tid dertil?
Julius,
Hvorfor iffe? Generalen har bedet mig om at blive her faalænge, ſom jeg ønjfer. Jeg modtager hans Tilbud! imidlertid recognofcerer jeg Terrainet, og jeer hvad der er af gjøre. Farvel! jeg gaaer nu op paa mit Værelje, for at tage mine ftatijtiffe Pa— virer frem; jeg maa viſe Generalen, at jeg ogſaa paa de andre Herregaarde har ſamlet Noticer om Hartkorn og andet Korn. Saaſnart jeg fommer til Kjøbenhavn, ſtal det Snavs kaſtes paa Ilden. Rob
60 Valgerda.
mig ikke! (tager Gonrad i Saanden) vær min Ven, og tal godt om mig for din Coufine! Jeg fan jo ved en anden. Leilighed gjøre dig Gjengjæld!
(Iler bort.)
Tiende Scene. Conrad, Siden Judita.
Conrad.
Det er dog en Fandens Klemme, fom jeg felv har bragt mig i! Men hvor funde jeg ogſaa tænfe det! For Vilhelmine er jeg egenlig iffe bange: hun elſter mig oprigtigt og trofaft, og derſom min Gal- ning friev til hende, faaer han nok en Kurv, det har ingen Nød. Men det er dog altid ubehageligt, .... og ængfteligt! Wen hvad ber meeſt ftaaer mig for Hovedet: mon det ſtulde være muligt, at Vilhelmine virkelig er Balgerda? Det funde ligne hende. Og jeg maa give Julius Ret: Hvem ſtulde det være, hvis det iffe var hende? Hvor fulde nogen anden ung Pige befinde den Dannelſe, den politiſkte Ind— jigt, den hele aandelige Overlegenhed, ſom jeg be— undrer og tilbeder hos hende? Og bet har hun holdt hemmeligt for mig! Det er ellers iffe ſmukt. Hun fjender min Taushed, min Trofaſthed imod hende; burde hun da iffe have betroet mig fin Hemmelig— hed? Net, net! det er iffe hende, hun vilde have
Forſte Act, tiende Scene. 61
jagt mig det. Og dog, det fan iffe være nogen Anden, det er dog hende! Hvor ffal jeg dog fane Vished i denne Sag? Jeg maa tale med hende, jeg maa udfritte hende, hun maa fige mig Sandheden! (Bil ile bort.) Judita (ſom man hidtil ikke har feet, reiſer fig op i Hengemaatten, hvor hun hele Tiden har ligget, og raaber):
Conrad! Conrad!
Conrad (fandfende). Hvad er det? hvem falder paa mig?
Judita. Det er mig!
Conrad. Hvad? Judita! Du der! i Hængemaatten! Hvordan er du kommen derop?
Judita. Spørg hellere, hvordan jeg ſkal komme ned, thi der har Nogen taget Stigen bort, medens jeg [aae der,
Conrad. Pten hvor længe har du ligget der?
Judita. Lige ſiden vi ſpiſte til Middag. Jeg laane og fov, J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 4
62 Valgerda.
ligeſom de Andre, ſaa vakte du mig med dit Skud. Flyt Stigen hen til mig, at jeg kan komme ned.
Conrad. Men ſaa har du jo beluret os.
Judita. Det kan jeg ikke gjore ved.
Conrad. Wen faa har du jo hørt ....
Judita. Ja viſt, jeg har hort Alting. Kom nu med Stigen.
Conrad. Har du da ogſaa hørt ....
Judita. Ja viſt har jeg; jeg har hort, at din gode Ven friede til Vilhelmine.
Conrad. Hvad for Noget! Nei, endnu ikke!
i Judita. Jo det er allerede ſkeet; idetmindſte kunde jeg iffe fane anden Mening ud af det. Conrad. Det maa jeg ſtrax have at vide! (Løber ud.)
Forſte Act, tiende og ellevte Scene. 63
Judita.
Wien Conrad dog! Conrad! Stigen! — Cr det dog ikke forffræffeligt! Nu løber han fin Vei, og lader mig ſidde her! Hvad ffal jeg dog gjøre? Skal jeg nu blive her hele Dagen? De ffal jo Alleſam— men ud at kjore. (Qutter) Ah! Gud ſtee Lon! Der fommer Nogen. Det ev Bertelfen!
Ellevte Scene.
Judita. Bertelſen kommer læjende i en Bog.
Judita (raaber). Hr. Bertelſen! Hr. Bertelſen! .... Af! Herre Gud! han er jo døv!
Bertelſen.
Det er mig ubegribeligt, hvor Froken Judita fan være. Jeg har føgt om hende allevegne, men forgjæves,
Judita.
Mon det dog ikke ſtulde være muligt at raabe
ham op? Giaaber) Hr. Bertelfen !
Bertelſen.
Jeg har ſaa Meget at ſige hende. Men det gaaer mig vel idag, ſom fædvanlig: Naar hun ſtager for mine Vine, jaa fan jeg iffe fane Ordet over Læberne, Modet forlader mig.
4*
64 Balgerda.
Ju dita (raaber). Hr. Bertelſen! .... Nei! det er ikke til at tænke paa.
Bertelſen. Og dog længes jeg jaa uſigelig efter at fee hende. Jeg fan iffe begribe, hvor hun er. Mon hun ſtulde være i Lyſthuſet? (Gaaer derim.) Net, her er Ingen. Men her ligger hendes Sytøi; jeg fjender det, jeg veed, det er hendes, Saa har hun vift nylig været
her, og kommer ſnart igjen. Jeg vil vente hende her. (Tager en Haveſtol, og fætter fig i Forgrunden paa den modſatte Side af
Syfbufet.) Her vil jeg ſidde og læje, indtil jeg feer hende fomme. (Læfer i fin Bog.) Judita (taaber). Hr. Bertelſen! .... Nu begynder jeg ſnart at græde.
Tolvte Scene.
De Forrige. Mule,
Mule. Jeg ſynes, jeg hørte Nogen raabe.
Judita. Naa! er De der! det var da heldigt.
Forſte Act, tolvte Scene. 65
Mule. Hvad for Noget! Er det Dem, Frøfen? Og oppe i Hængeføien.
Sove. Sæt Stigen hid, og lad mig fomme ud.
Mule
(idet han henter Trappeſtigen).
Ak Gud hjelpe mig! Det er mig, ſom har taget ben bort, fordi jeg |fulde flippe Treeerne. Jeg vinfte iffe, at Frøfenen var deroppe. En anden Gang ffal jeg fee mig bedre for.
Judita (ſom kommer ned paa Scenen.)
Ja, ja! nu er det det Samme.
Mule. Saa Frokenen er da ikke vred?
Suditg. Nei viſt ikke! Gaa De fun! (Mule gaaer, Indita træder frem i Forgrunden, men dog uden at fees af Bertelſen, ſom læfer,)
Judita.
Det er paa Tiden, at jeg fætter Foden paa Jorden, Hvad har jeg dog hørt, hvad har jeg dog oplevet i mit Skjul! Neppe vilde jeg troe mine Oren, men jeg hørte jo hans Navn nævnes, og ſelv
66 Valgerda.
uden det kjendte jeg ham ſtrax paa Stemmen. Her maa gjøres Noget, men hvad? .... Jeg ſtriver et Brev, Ingen ffal vide, fra hvem det kommer, men det ffal gjøre fin Virkning. (Gaaer ind i Lyſthuſet). Her har jeg, hvad jeg behøver. (Sætter fig ved Bordet i Lyſt⸗ hufet og tager Papiir frem.) Og Bertelſen, han ſidder be- qvemt her udenfor, han ffal være min Brevdrager. (Sun begynder at ffrive). Bertelſen (feer op fra Bogen).
Det er mig ubegribeligt, hvor Froken Judita fan være.
(Giver fig after til at læfe, Judita ffriver, Teppet falder.)
67
Anden Act.
Forſte Scene.
Judita og Bertelſen, Hver paa ſamme Plads ſom i Slut— ningen af førfte Act.
Judita (idet hun lægger Brevet ſammen, forſegler det og ſtriver udenpaa). Endelig færdig! Fire Gange har jeg revet mit Brev ityffer; nu maa det blive, ſom det er, Og min Sfrift troer jeg iffe, at man ſtal fjende.
Bertelſen (feer op fra Bogen). Det er mig ubegribeligt, hvor Froken Judita fan være. Judita (ſom har reiſt ſig og er gaget hen til ham med Brevet, idet hun ſlaaer ham paa Skulderen
Hr. Bertelſen!
Berte lſen (fyringer op). Ih! er De der? Hvor har De dog været?
68 Valgerda.
Judita (peger paa Lyſthuſet). Bertelſen. Der inde? Men der har jeg ſogt Dem, og De var der ikke. Saa er De kommen bag efter?
Judita (nikker).
Bertelſen. Saa har jeg ikke feet Dem, fordi jeg læfte i Bogen. Men jeg fan iffe forſtaae, at jeg iffe har hørt Dem, da De fom.
Judita (affides). Det fan han iffe forſtaae, ſtakkels Menneſte! (Raaber ham ind i Øret.) Hr. Bertelſen! jeg har en Bon til Dem.
Bertelſen.
Til mig? Det glæder mig uſigeligt. Jeg vil fvare Dem, fom jeg læjer her i Bogen, at en Hof— mand jvarede Ludvig den Fjortende: ,,Hvig det er Noget, ſom er muligt, faa er det allerede gjort, men er det umuligt, ſaa ffal jeg gjøre det ſtrax.“
Judita (raaber). Iſaafald hører min Bøn til det Umulige.
Bertelſen. Til det Mulige?
Anden Act, førte Scene. 69
Judita. Nei, til det Umulige, for det er Noget, ſom jeg vil bede dem gjore ſtrax.
Bertelſen. Naa, ſaaledes! — Hvad er det da?
Judita. At bringe dette Brev til ſin Adresſe.
Bertelſen (fæjer udftriften). „Hr. Julius Hermanſen, Cancelliſt.“ Hovem er det?
Judita. Har De ikke nok ſeet ham? den fremmede Mand, ſom kom med min Broder Conrad?
Bertelſen. Naa! er det ham! Jeg vidſte ikke, hvad han hed. — Men, med Tilladelſe, hvorledes kommer De til at ſtrive ham til?
Judita. Saa det falder De at gjøre det Umulige ftrar? De vil førjt have en Forflaring ?
Bertelſen. De har Ret, jeg gager,
70 Valgerda.
Judita
(holder ham tilbage). Nei, bliv! det var mit Spog. Jeg vil fige Dem Sandheden, men i Fortrolighed.
Bertelſen. Ja, bet forjtaaer fig.
Judita.
Den Fremmede er mig ikke ubefjendt; jeg har feet ham i Kjøbenhavn, dengang jeg var hos min Tante.
Bertelſen.
Ja ſaa!
Judita.
Han er meget letſindig, meget flygtig. Jeg har mærfet, at han er ifærd med at forſtyrre Vilhelmines Ro, og Det vil jeg forebiygge.
Bertelſen. Det er ſmukt af Dem.
Judita. Jeg har derfor her givet ham en anonym Advarſel.
Bertelſen. Anonym?
Anden Act, førte Scene. 71
Judita. Ja, netop, og jeg maa derfor bede Dem, at De for Alting ikke nævner mig.
Bertelſen. Wien hvad ffal jeg da ſige?
Judita. De fan fige, at der fom en Ubefjendt hen ad Veien og leverede Dem Brevet.
! Bertelſen. Hvad behager? Judita. De kan ſige, at der kom en Ubekjendt hen ad Veien og leverede Dem Brevet.
Bertelſen. Men ſaa maatte jeg jo have ſpurgt ham, hvem han var, eller fra hvem han kom.
Judita. De kan ſige, at De ſpurgte ham, men at De hørte ikke Svaret.
Bertelſen. Ja, men det troer man viſt ikke.
Judita. Jo, det troer man nok.
72 Balgerda.
Bertelſen.
Mener De? Nu, ſaa lad mig probere paa det. Hvad gjør man ikke for Deres Skyld! ... Men det er fandt, den fremmede Herre er ude at fjøre med Generalen.
Judita. Derfor vil jeg bene Dem gane op paa Gaarden for at pasſe paa, naar han kommer tilbage, og jaa ſtrax give ham Brevet.
Bertelſen. Det ſtal jeg.
Judita. Og ſaa venter jeg Dem her paa dette Sted, naar ingen Andre ere tilſtede, for at hore, hvorledes De har udrettet mit Wrinde.
Bertelſen. Naar ingen Andre ere tilſtede? Saa venter De mig? Jeg kommer, Froken Judita! jeg kommer. (Gaaer.)
Judita (alene).
Det var en beſynderlig Mine, hvormed han ſagde det. Mon han ſktulde have hørt feil og misfor- ftaaet min Mening? Det er en vanjfelig Sag at have en Døv til fin Fortrolige, men jeg har jo ingen Anden, og han er idetmindſte god og ærlig.
Unden Act, førfte og anden Scene. Fo
(Idet hun gaaer ind i Lyfthufet.) Det Naturligſte vilde være, om jeg betroede mig til min Broder, men han er jo idag, ligeſom han var forftyrret i Hovedet, — Jeg vil rydde op her paa Bordet, for at Ingen ffal fee, at jeg har ſkrevet.
Anden Scene.
Judita (i Lyſthuſet). Vilhelmine kommer langſomt gaaende, i dybe Tanker.
Vilhelmine (ved fig ſelv, efterat have ſtandſet midt paa Proſceniet). Hvor ffal jeg fætte min Søn i Skole? — Dette Spørgsmaal er tidt nok opfaftet, og dog endnu iffe befvaret. |
Judita (frædende ud af Lyſthuſet).
Har det jaa ſtor Haft? Vilhelmine.
Er du der? Jeg fane big iffe,
Judita.
Men jeg hørte dit Spørgsmaal, og faa faldt det mig ind, at det var noget ubetimeligt. Thi ſeer du, forſt maa du have en Kjareſte; bet har du jo endnu ikke; vel?
Vilhelmine.
Hvor falder det dig ind?
J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 5
74 Valgerda.
Judita.
Det forftaaer fig, den Sag har nu ingen Van— ifelighed, men derneſt maa du 'have en Mand; bet er ſtrax vanſkeligere, thi iffe enhver Kjærejte bliver en Mand.
Vilhelmine. Hvilfe Ideer!
Judita. Og endelig maa du have en Søn; det er maaſtee det Allervanſkeligſte. Seer du, naar alt Det er over- ſtaaet, faa er det tidsnok at tænfe paa Skolen.
Vilhelmine. Du er en lille Nar. Mit Spørgsmaal havde iffe Henſyn paa mig felv, men paa hele den tilfom- mende Ungdoms Oppdragelſe.
Judita. Gud! vil du gjore dig Livet ſuurt dermed!
Vilhelmine.
Ja, ikke fandt? bet fan du ikke forjtaae? det forefommer dig utroligt, at Nogen fan ville befatte fig med Ting, der ligge udenfor det Private, det Individuelle, Det falder du at gjøre fig Livet fuurt, at plage fig med Det, der iffe kommer En ved. Du veed iffe, at det Offentlige juſt er Det, der vedkom— mer den Enkelte langt meer end hang indffrænfede
Unden Act, anden Scene. 75
Hverdags-Formaal; du aner iffe, at der i disſe Be— ftræbelfer er en høi Nydelſe, at fige, naar man har Sands for den.
Judita. Ja, det er meget muligt, og det er viſt min egen Ufuldkommenhed, at jeg ikke kan fatte det. Jeg veed jo nok, at jeg er en meget ubetydelig Pige.
Vilhelmine. Saa? Hvoraf veed du det?
Judita.
Hvorfor ſkulde jeg ikke vide det? Det er lige— ſom om Alting fagde mig det. Hvor jeg gaaer, hvor jeg ſtaager, har jeg en Folelſe deraf. Selv under de grønne Træer. er det, ligeſom jeg hørte en Stemme, Der bragte mig det i Erindring.
Vilhelmine. Det finder jeg meget befynderligt.
Judita. Ja, ſeer du, det er nu maaſkee Noget, ſom du ikke fan forftane. Wien det kommer af, at du lever for lidt med Naturen,
Vilhelmine. Jeg tilſtager, jeg har iffe din Pasſion for at gane alene i Skoven eller for at ligge i Græsfet og 5*
76 Balgerda.
fee paa Myrerne. Men jeg indfeer heller iffe, hvor- ledes Dette ffulde befordre min Selv-Erkjendelſe.
Judita.
Meer, end du troer. Naturen lærer os at ftille os felv paa den rette Hylde. Ved at leve med Blom— fterne, med Træerne, med Stjernerne erhverver man jig Ro og Refignation; men disje ere vel de forſte Betingelſer for Selv-Erkjendelſe. Hvo, ſom iffe har forføgt det, fan iffe tale om det. Omgang med Na— turen er velgjørende, er lærerig, jeg mener i moralſtk Henſeende. Naar man ligger i Græsfet under et høit Bøgetræ og ſeer op i dets Krone, da hviffe Bladene os mangen alvorlig Sandhed, fom vi have godt af at fornemme. Wen det forjtaaer fig, det er iffe be Blade, fom du ftuderer.
Vilhelmine.
Met, det veed Gud, og jeg ønffer iffe at bytte med dig. Jeg ſtulde mene, at de Blade, til hvis Roſt jeg lytter, ogſaa udtale mangen alvorlig Sand— hed, ſom man har godt af at fornemme,
Judita. O ja! ogſaa det visne Løv har et alvorligt Ord at fige, men jeg lytter helft til det friffe, til det grønne,
Anden Act, anden Scene. EL
Vilhelmine. Visſent kalder man Meget, fordi man er be— rovet Sands til at opfatte dets Duft.
——
Ganffe rigtigt! Derfor ere de trykte Blade visne for mig, thi jeg fan iffe mærfe deres Duft, og af ſamme Grund ere de grønne Blade visne for dig.
Vilhelmine.
Forſt nu begynder jeg at forftaae vor Samtale.
Jeg troer, du lægger an paa af omvende mig.
Judita.
Det kunde aldrig falde mig ind. Jeg foler alt— for godt med mig ſelv, at i Det, ſom udgjor et Menneſkes inderſte Natur, kan ingen Omvendelſe finde Sted. Mig vilde Intet i Verden kunne rokke fra Det, ſom nu engang er min Naturs inderſte Tilboielighed. Det Samme vil være Zilfældet med dig, ifald din Tilbøielighed ligeledes er grundet i din Natur; er den derimod iffe det, da gaaer den med Tiden over af fig Jelv, og al Omvendelſes-Tale vilde være overflødig.
Vilhelmine.
Jeg mener dog, at hvad et Menneſte har er— hvervet ſig ved Culturen, fan være ligeſaa uroffe- ligt, ligeſaa uforgængeligt, ſom hvad det befidder ifølge fin medfødte Natur,
78 g Valgerda.
Judita. Ja, men faa maa Culturen forſt være bleven Eet med den ſande Natur. Vilhelmine. Og det, mener du, gjælder ikke om mig? Judita.
Det ſiger jeg ikke; jeg mener kun, at vi To ere modſatte Naturer. Men Verden har jo Plads nok fil denne Modſcetning. Af dine Lige gives desuden iffe mange, du er et ualmindeligt Fruentimmer, jeg derimod fom de flejte.
Vilhelmine.
Nu bliver du jo igjen bejfeden.
Jubita.
Nei ſaamend gjør jeg iffe. Jeg troer iffe, at Verden var tjent dermed, om alle Fruentimmer bleve Mandfolk og politicerede og ftillede fig i Spidſen for den offentlige Mening. Og ſelv om alle Mandfolk til Gjengjæld bleve Fruentimmer, jaa troer jeg, at det fun var en daarlig Erſtatning. Jeg ſynes, at man allerede mærfer Spor af Forvandlingen; det kommer vel af den, at man nuomſtunder feer faa mange høie Fruentimmer og faa mange ſmaabitte Mandfolk.
Vilhelmine.
Da fan dog neppe Alenmaalet være afgjørende
i denne Henſeende.
Anden Act, anden Scene. 2 79
Judita.
Ak nei! de ſmaa Puslinger kunde jo gjerne være mandhaftige, men jeg troer iffe, de ere det; dertil have de, foruden den gvindelige Storrelſe, faaet altfor meget i Tilgift af den gvindelige Forfængelig- hed og Ubetydelighed.
Vilhelmine.
Men den gvindelige Ubetydelighed er et for- nærmeligt Ord for vinden. Det er iffe hendes Beſtemmelſe at være ubetydelig, og hun behøver iffe at være det.
Judita.
Da fornærmer det flet ikke mig, at man falder
mig ubetydelig.
Vilhelmine.
Hvem gjør ogſaa det? det er dig ſelv, ſom figer det.
Judita.
Ja, du ſiger det iffe, det veed jeg nof. Men felv om faa var, ffulde det iffe fornærme mig. Jeg finder, at der er Eet, fom det kommer meget mere an pag, end af være betydelig. Hvad et Fruentimmer førjt og fornemmeligſt maa være fremfor nogen anden Ting i Verden, det er: et Fruentimmer, en Ovinde, ligefom et Mandfolk førft og fornemmelig maa være Mand. Uden Det fan alt Andet fun lidet bjelpe,
80 Valgerda.
Nu gjælder det at vide, om man fan være Det, man ffal være, naar man tillige vil være Det, man iffe ſtal være, og om man iffe her ftaaer Fare for at offre det Bedre, for at opnaae det Ringere.
Vilhelmine Derſom Hiſtorien domte ſom du, hvad vilde den da ſige om Jeanne d'Arc, om Charlotte Corday, om
Judita? .... det er fandt, det er jo dit eget Navn. Judita. Ak ja! det maa jeg have faaet af Vanvare. Vilhelmine.
Hvad vilde den i det Hele ſige om alle fine Heltinder ?
Judita.
Heltinder! ja det er en anden Sag. Heltemodet fan være den hoieſte Qvindelighed ſaavelſom den hoieſte Mandighed. Men ſaavidt jeg fjender til vor Tids Politik, befatter den fig juſt iffe med Heltegjer— ninger, Overalt, jeg troer, jeg har Uret i vor Dis— pute; Politifen er udentvivl en gvindelig Gjerning, thi den beſtager jo i at ſnakke.
Vilhelmine. Du er uforbederlig, og jeg veed ikke, hvorfor jeg vil disputere med big.
Unden Act, anden og tredie Scene. 81
Judita. Det er heller ikke værdt, jeg har jo allerede givet efter for din Mening.
Vilhelmine. Men paa en Maade, ſom juſt ikke er meget eftergivende. Hvorom Alting er, ubetydelig er du juſt ikke.
Judita. Ikke det? det gjør mig ondt, thi det er Det, jeg helſt vilde være.
Tredie Scene. De Forrige. Conrad.
Vilhelmine. Ah! der kommer Conrad ret beleiligt for at afbryde vor Dispute.
Conrad. Dispute? Og en politiſk, det tør jeg vædde paa.
Vilhelmine.
Ja, vil du tænfe dig, at jeg endogſaa med Judita har havt en politiſt Dispute! Og det er gaaet i den ſom i alle Disputer: Enhver er for- bleven ved fin Mening. Men å propos, er Kjøre- fouren til Ende?
82 Valgerda.
Conrad. Vi kom tilbage i dette Dieblik. Onkel er nu ifærd med at forelægge Julius fine Jordeboger, og Jomfru Blak ffjænfer Thee i Haveftuen.
Vilhelmine. Saa lad os gane op og drikke Thee.
Conrad. Jeg kommer ſtrax efter. Jeg vil blot tale et Ord med Jubita.
Vilhelmine. En Hemmelighed mellem Broder og Søfter? Saa lad mig ikke forſtyrre.
Conrad. Ja, en Hemmelighed, men om lidt ſtal du faae
Den at vide. (Vilhelmine gaaer.)
Fjerde Scene.
Sudita. Conrad,
Conrad.
Dør, Judita, jeg maa endelig tale med dig. Jeg fan iffe komme mig af min Forundring over, at du har ligget deroppe i Hengemaatten. Wen faa har Du jo erfaret en ſtor Hemmelighed ?
Unden Act, fjerde Scene. 83
Judita. Og hvad faa?
Conrad. Saa maa bu for Himlens Sfyld fortie den.
Judita. Det kan jeg ikke.
Conrad. Hvad ſiger du! hvorfor?
Sitbita: Du veed nok, at en Hemmelighed fan iffe med Sikkerhed betroes uden i fløgtige Hænder.
Conrad. Det var Noget, Bilhelmine fagde.
Ju dita. Og ſom du ſtrax gav hende Ret i.
Conrad. Det er ikke ſmukt ſaadan at lure.
Judita.
Det var ogſaa ganſke mod min Henſigt. Jeg var uſkyldigt kommen til at høre, hvad jeg iffe ſtulde, og vidſte nu ikke, hvorledes jeg ſtulde træffe mig til- bage uden at give Forargelfe.
84 Valgerda.
Conrad. Du kunde jo givet tilkjende, at du var tilſtede.
Sid Et Ja vift, inden I talte om Det, jeg iffe maatte høre. Brandmajoren burde ogjaa altid møde lidt før Ildebranden.
Conrad. Hvorom Alting er, faa maa du endelig tie ſtille med hvad du har erfaret.
Judita. Maa jeg nu for det Forſte gratulere?
Conrad. Gratulere?
Judita. Naturligviis, til Forlovelſen.
Conrad. Tak ſkal bu have, men gjør mig ifær den Tje— nejte . Invita. Vær ubekymret! Ihvor lidet fløgtig, ihvor ube- tydelig jeg er, fan jeg dog bevare en Hemmelighed tiltrods for Enhver.
Conrad. Læg bog ingen Vægt paa disſe Ord' …
Anden Act, fjerde Scene. 85
Judita. Det gjor jeg heller ikke.
Conrad. Det var ikke ſaadan meent ....
Judita.
Jo, det var det, men det er det Samme. Det er viſt ganſke fandt, og jeg har ſaamend flet ikke taget mig nær, at Vilhelmine fagde det. Men hvad Der gjorde mig ondt, var, af du var faa hurtig til at flage ind i ſamme Lone.
Conrad. Pei, tvertimod ....
Jubia Jo, Conrad, det gjorde du. Den hele Maade, hvorpaa bu omtalte mig og endnu mere lod mig omtales, kunde iffe være mig behagelig. Jeg fif det Indtryk, at du gav mig til Priis, at du ligeſom opgav mig og lod Andre handle med mig, fom de vilde, Og du er jo dog min Broder, — jeg figer iffe Halvbroder, thi vi ere jo fødte af den ſamme Moder, du ffulde være min Støtte, mit Forfvar, thi ellers har jeg ingen. Conrad. Judita! Hvad du der figer, ffjærer mig dybt i mit Djerte, og gjør mig langt mere ondt, end du troer.
86 Valgerda.
Judita. Og mig ſelv da? Og netop nu trænger jeg faa meget til en Broder, til en Ven.
Conrad. Judita! min egen, fjære Soſter! I mig ffal du finde begge Dele. Tal! Siig, hvad ber ligger big paa Hjerte!
Judita. Ak, Conrad! Din Ven — Conrad. Min Ven? Judita. Ham, du bragte med dig idag — Conrad. Julius? Judita.
Jeg fjender ham.
Conrad. Du fjender ham? Lad høre!
Judita. Fra i Vinter, da jeg var hos min Tante i Kjøbenhavn. Conrad. Jeg begriber bet allerede: han gjorde Cour til dig.
Anden Act, fjerde Scene. 87
Judita. Saaledes vil jeg ikke kalde det, men han ud— merkede mig fremfor alle Andre, .... fort ſagt: han elſkede mig. Conrad. Og du? Judita. Behøver jeg at fvare dig? Den Stemning, hvori du feer mig — Conrad. Vare I forlovede? Judita. Ikke med Ord. Conrad. Men i Tankerne? Judita. Jeg troer det. Conrad. Der gaaer et Lys op for mig: Du er den Pige i Kjøbenhavn, ſom han har været forelffet i.
Judita. Ja det er viſt mig.
Conrad. Men hvilfen Falffhed! hvilfen Forſtillelſe! Han
88 Valgerda.
har aldrig talt til mig derom, uagtet jeg er din Broder.
Judita. Men det kunde han jo ikke vide.
Conrad. Kunde han ikke vide det?
Judita.
Vore Fedrene-Navne ere jo forſtjellige, og felv mit Fornavn har han aldrig hørt, at ſige mit rette Fornavn, ſom du og Alle fjende mig ved; thi du veed jo nof, at min Zante fan iffe lide dette Navn, og Da jeg nu er døbt Judita Marie, faa falder hun mig beſtandig Marie.
Conrad. Hvor fane bu ham? hvor gjorde du hans Be— fjendtjfab ?
Judita.
Ikke hos Tante; der kom han ikke; men i nogle Familier, ſom jeg omgikkes med. Han ſogte mig for— melig paa de Steder, hvor han vidſte, af jeg kom, og han fandt ofte Leilighed til ubemærfet at ſige mig et Bar Ord.
Conrad. Men hvorledes ophørte da dette Forhold?
Anden Act, fjerde Scene. 39
Judita. Ak! paa den for mig allerbittreſte Maade. Vil du tænfe dig, Conrad: en ung Pige af mit Bekjendt— ſtab betroede mig, at han havde jagt om mig —
Conrad. Nu vel? hvad havde han fagt?
Judita.
At jeg var dog i Grunden en ubetydelig Pige. Kan det nu undre dig, at jeg tilfidft bliver fjed og træt af at høre dette Ord gjentages ligeſom af et Edo, der idelig bringer mig det imode? Det veed Gud, jeg gjør iffe Fordring paa at være betydelig, jeg onſker iffe engang at være det. Men jeg vilde dog gjerne have nogen Betiydenhed for ham. Og han har naturligviis brugt det mildeſte Udtryk; hans Mening har været, at jeg er en lille Gaas.
Conrad.
Hvorfor vil du troe det? Desuden, hvad Sif- ferhed har du for Sandheden? Hvem er den tjenft- villige Veninde, ſom har "betroet dig det?
Judita. Jeg maatte love hende at fortie hendes Navn. Conrad.
Det gjør Sagen dobbelt mistænfelig. Det Hele
fan jo være Løgn,
90 Balgerda.
Judita. Hun lyver ikke.
Conrad.
Der er mange Maader at lyve paa; den værfte er at lyve for fig ſelb. Maaſkee hun felv har været forelffet i Julius og har indbildt fig, at han gjen- gjældte det. Maaſkee anſeer hun fig ſelv for at være betydelig.
Indita. Det er hun iffe fri for.
Conrad. Nu, der fan du fee.
Judita.
Nei, det forholder fig dog rigtigt. Hvorfor ffulde han ellers have truffet fig tilbage? Vel mu— ligt, at jeg felv fra det Dieblik af har viift ham Kulde, men vift er det, at han gjorde fig ligeſaa megen Umage for at undgaae mig, fom tidligere for at føge mig. Og nu, ſiden han er kommen herud, faa feer du det jo ſelo. Hvad er det for en Tone, han har mod Vilhelmine? Han er jo aldeles i Be- greb med at frie til hende ?
Conrad. Hu! det løber mig foldt ned ad Ryggen. Wen hvorom Alting er, vi To ere naturlige Allierede, og
Anden Act, fjerde og femte Scene. zl
paa en dobbelt Maade: baade ſom Soſkende, der mage ſtaae hinanden bi, og ſom Elſtkende, der ikke kunne opgive deres Rettigheder. Lad os derfor handle i Forening, thi Noget maa der gjøres.
Judita.
Jeg har allerede handlet.
Conrad.
Hvorledes? Judita.
Jeg har ſkrevet et anonymt Brev til Hermanſen, og bedet Hr. Bertelſen bringe ham det. Han ffal iffe vide, fra hvem det fommer, men jeg haaber, det ffal gjøre fin Virkning, ſaa at han herefter lader Vilhelmine i Fred.
Conrad.
Det er jo fortræffeligt! Hvad ftaaer der da i
Brevet ? Judita. Stille! der komme de Andre, og Hermanſen er
med. Han maa ikke ſee mig. Farvel! (Løber ud.)
gemte Scene. Conrad. Fogel fommer med Julius og Bilhelmine. Fogel (tir Julius). Som ſagt, min Herre, Godſet har tilforn været
92 Valgerda.
et Baronie, men ophørte at være det, da det blev folgt og under forjfjellige Eiere meget forringet og udſtykket. Jeg har ſamlet det igjen og har betydelig udvidet og forbedret det.
Julius. Derfor er heller Intet billigere, end at det er- holder fine gamle Rettigheder igjen, og bet vil vift ogſaa ſtee.
Fogel. Jeg har Haab om det, ja endog et Slags Lofte.
Vilhelmine. Wien Fader! ffal du være Baron?
Fogel.
Det veed jeg ikke, derom har jeg ikke gjort noget Andragende. Det er mig ikke om en tom Titel at gjøre, men at fage mit Gods erigeret til et Stamhuus, for at det iffe engang efter min Død ffal falde i fremmede Hænder og blive adſplittet igjen. Jeg har jo en Sør, han er rigtignof fun ti Aar, men han har vel den Egenſtab at blive ældre.
Vilhelmine. Naa Gud ffee Lov! Jeg var — bange for, at Du vilde være Baron,
Anden Act, femte Scene. 93
Fogel. Det var da ikke Noget at være bange for.
Vilhelmine. Det vilde jo være en Latterlighed i vore Lider.
Fogel. Aa du taler altid om vore Tider, ſom om de ikke vare ligeſaa latterlige ſom alle andre.
Julius.
Tillad mig, Frøfen, Sagen fan maaſkee fees fra en anden Side, Det funde dog have en vig Rime— lighed, om Eieren af et Baronie var Baron. Der gives Baroner nof uden Baronier.
Vilhelmine. Saa meget mere bør ber da ogſaa være Baronier uden Baroner.
Julius. Bor ftore Holberg var af en anden ening.
Vilhelmine. Det var ogſaa en mærfelig Svaghed hos For— fatteren af „den honnette Ambition.”
Julius. Bar det en Svaghed, da har han idetmindtte ført et ypperligt Forſvar for den.
94 Valgerda.
Vilhelmine. Hvor ? Julius. I fine Epiſtler. Vilhelmine. Det maa jeg læfe, endſtjondt jeg tvivler paa, at det vil forandre min Mening. Julius. Hvad figer Du, Conrad? Du ftaaer jo der jaa neutral. Conrad. O! jeg tænfte paa andre Ting.
Fogel.
Det er heller ikke verdt at disputere om en Sag, ſom endnu er faa tvivlſom. Forreſten venter jeg hvert Dieblik nærmere Cfterretning derom. Jeg har ladet Ole ride til Kjøbenhavn, han maa viſt fomme tilbage idag, og faa bringer han mig uden- tvivl Brev.
Vilhelmine. Brev hvorom? Fogel. Om hvorvidt disſe Sager ere avancerede.
Vilhelmine. Om du er bleven Baron?
Unden Act, femte Scene. 95
Fogel. Viſt ikke, men om det bliver mig bevilget at erigere Godſet til Stamhuus. Og jeg troer, jeg veed allerede, hvad Brevet indeholder.
Vilhelmine. Et Afſlag? Fogel. Det juſt ikke, men en Udfættelfe indtil videre, og i Forbindelje dermed en — Kammerherrenoögle.
Vilhelmine. Wen Gud bevares, Fader! er det dit Alvor? Bil du være Kammerherre?
Fogel.
Det er ikke mig, ſom vil være det, men hvis man gjør mig dertil, er jeg vel nødt til at tage derimod.
Vilhelmine.
Men det er jo grueligt.
Fogel.
Hvad Grueligt er der i, om man, for at holde mig ſkadeslos for en nødvendig Opfættelje, og viſe mig Velvillie, giver mig en Diſtinction?
Vilbelmine.
Altſaa Kammerherre paa Vartpenge? Men det
er jo værre end Baron.
96 Balgerda.
Fogel.
Ja, jeg veed jo ikke, hvilken af Delene det bliver. Jeg for min Part bryder mig naturligviis iffe om det, men naar det er Ens Sfjæbne at blive enten Baron eller Kammerherre eller begge Dele, faa maa man finde fig i det, fom i enhver anden Sfjæbne.
Sjette Scene.
De Forrige. Bertelfen.
Bertelſen.
Med Forlov! Jeg vidſte ikke, at Herſtabet var kommet hjem. Jeg fad dog og lyttede, og troede, jeg ſtulde høre Vognen.
Vilhelmine.
Det Menneſte har en ubegribelig Tillid til fin Horelſe.
Bertelſen.
Jeg har et Brev at levere til Hr. Cancelliſt Hermanſen.
Julius.
Til mig? Fra hvem?
Bertelſen.
Vær faa artig!
(Giver ham Brevet.)
Anden Act, fjette Scene. 97
Julius. Tor jeg ſporge, hvorfra det er?
Conrad. Han kan ikke høre Dig. (Raaber til Bertelſen.)— Hermanſen ſporger, hvorfra det er.
Bertelſen Der kom et Bud med det.
Julius (fom imidlertid har aabnet Brevet). Det er da beſynderligt. Ingen Underffrift .... Dog jo! Men hvad er det? ... Mei! Navn findes her dog iffe. Det er en Gaade.
(Gaaer tilſide, og gjennemløber Brevet.)
Vilhelmine. Anonyme Breve her ude paa Landet! det er en Sjeldenhed. Fogel (til Vertelfen). Men ſpurgte De da iffe Budet, hvem han var fra? Bertelſen. Hvad behager, Hr. General?
Vogel (raaber). Spurgte De iffe Budet, hvem han var fra?
J. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V. 6
98 Balgerda.
Bertelſen. Jo, men han fvarede faa utydeligt, at jeg ikke kunde forſtage ham.
Vilhelmine. Det er begribeligt. Conrad (til Julius, ſom vender tilbage). Nu, Julius, indeholder dit Brev noget Marke— ligt? Eller er det maaſktee en Hemmelighed.
Julius. deg veed fandelig iffe, om jeg ffal falde det en Hemmelighed; idetmindfte ev det faa gaadefuldt ſom en Hemmelighed.
Conrad. San vi da iffe fane at vide, hvad der ſtaaer i det? Julius (betenkende fig). Jeg har to Villier i denne Sag. Paa den ene Side funde jeg onſte at meddele Dem Indholdet, paa ben anden —
Conrad. Nu, hvad faa? hvad har du for Betænfning?
Julius. Det er faa beſynderligt .... . Dog, lad gane! det
Anden Act, fjette Scene. 99
fan iffe være Andet end en Spog. Vil De høre! (Læfer.) „De indbilder Dem at eljfe Valgerda, men De elſker hende iffe. Det er fun en Phantaſie— Kjærlighed, et tomt umandigt Sværmeri, thi De har aldrig feet hende, og faaer hende aldrig at fee.” Deres indbildte Kjærlighed har ingen Rod i Virfe- ligheden, men fvæver mellem Jord og Himmel, og De kunde ligeſaa gjerne elffe en Gudinde, ſom flet iffe er til. Hør min Advarſel og vend om, inden De har gjort Dem latterlig. Vov iffe at modſette Dem den Ubefjendte, den Uſynlige, ſom ſtriver disſe Linier, thi da vil Deres Nederlag være fiffert, Drag bort herfra, gaa. til Deres Hjem, fom til Ro og Beſindighed, og jee, om De igjen fan blive en Mand.” — Det er temmelig uarfigt.
Conrad. Og intet Navn, ingen Underſtrift? Julius.
Jo, en Underjfrift, men ligejaa beſynderlig tom Brevet. (Læfer:) „Valgerdas uforſonligſte Modſtan— pr."
Conrad.
Derved bliver det Hele klart. Saa veed du,
fra hvem det er.
Julius. Net, jeg veed iffe, 6*
100 Valgerda.
Conrad. Hvem Anden end den tydſke Profesſor Arndt? Det er Valgerdas uforſonligſte Modſtander. Julius. Ja, naar du vil være vittig .... Conrad. Met, vijt vil jeg iffe, net, det er mit ramme Alvor. Julius. Wen hvorledes mener du da?
Conrad.
Ih! jeg mener, at Profesſor Arndt, ſom unæg- teligt er Valgerdas uforſonligſte Modſtander, vil iffe unde hende et faa godt Barti ſom dig.
Julius. Tal dog alvorligt og hjelp mig paa Spor. Conrad.
Det gjør jeg jo, alt hvad jeg fan, Det har været Profesſoren felv eller hans Bud, ſom bragte Hr. Bertelſen Brevet. Han fan jo meget godt være kommen her til Landet, uden af man endnu veed det.
Julius, Og Brevet, ſom er — (afbrydende fig) O! men det er jo iffe værdt at komme med alvorlige Ind— vendinger,
Anden Act, fjette Scene. 101
Conrad. Jo, kom fun med dem.
Julius. Jeg vilde ſige: Brevet, ſom er paa Danſtk?
Conrad. Ja, bvoraf veed du det?
Julius. Hvoraf jeg veed, at Brevet er paa Danſk?
Conrad. Ja viſt. Julius. Det Brev, ſom jeg for et Vieblif ſiden lefſte op og ſom jeg endnu holder her i Haanden!
Conrad. Netop.
Julius (tir ve Omfaaende). Troer De, han er rigtig flog?
Conrad. Ja, Een af os er ikke rigtig klog. Kan Brevet ikke ligeſaa gjerne være norſk?
Julius. Hvad ſtal det ſige?
102 Valgerda.
Conrad.
Det jfal ſige, at Profesſor Arndt har længe op— holdt fig i Sverrig, og har lært det ſvenſkte Sprog, og bet er meget rimeligt, at han med det Samme har lagt fig efter det norffe.
Vogel. Men hvad betyder det Hele? Jeg forſtager iffe et Ord deraf. Hvoraf fommer al den Snak om Balgerda, og at De er foreljfet i hende?
Conrad. Ja, Onfel, ſaaledes er det: Min Ven Julius er virfelig foreljfet i Valgerda.
Julius. Det er ba Noget, ſom du ialfald iffe fan vide.
Conrad. Fo, finden du felv har betroet mig det.
Julius. Saa meget mindre ffulde du fige det.
Conrad.
Men dette Brev har jo allerede robet Hemme— ligheden. Og her behøver du desuden ikke at gjøre nøgen Hemmelighed af det, thi Ingen af os ftaaer i mindſte Forbindelſe med Valgerda.
Anden Act, fjette Scene. 103
Vogel. Men hvad er det dog for en Valgerda, ſom De ſnakker om? Hed hun iffe faadan, det forffruede Fruentimmer, ſom ffrev i Fædrelandet mod en tydſk Profesſor, og ſom den berlingſke Tidende gjorde jaa ypperligt Nar af?
Vilhelmine. Ypperligt? Ja, det kommer rigtig an paa Smag og Behag.
Fogel (til Julius).
Da veed jeg dog, at De er en altfor fornuftig ung Mand til at kunne forelſke Dem i det Skabedyr. Det forſikkrer jeg Dem, at derſom jeg havde en Datter, ſom ſtrev politiſke Artikler, og ovenifjøbet i de liberale Blade, faa dreiede jeg Halſen om paa hende.
Vilhelmine. Hvorfor det, Fader? Du har en Datter, ſom maaſkee ikke vilde være bange for at gjøre det.
Fogel. Ja, det ſkulde du rigtignok prove paa!
Vilhelmine. Gud! jeg kunde onſke, jeg var Valgerda, bare for at vife, at den faderlige Myndighed har fine Grendſer.
104 Valgerda.
Fogel. Du maa ffamme dig, ſom du taler! det” er forargeligt, det er oprorende at høre! Vilhelmine. Sæt nu, at jeg virkelig var Valgerda, tænf dig for et Dieblik denne Mulighed! hvad vilde du jaa gjøre?
Vogel. Hvad jeg vilde gjøre? ... Men det er umu— ligt! ... Forreften, det funde ligne dig, du er for—
rykt nof dertil. Men det forjiffrer jeg dig, at der— fom jeg nogenſinde ffulde opdage noget Sligt, faa — ja faa vil jeg iffe mere være din Fader, jaa gjør jeg dig arvelos. Vilhelmine. Saa bliver jeg iffe Baronesſe. Fogel.
Lad mig komme bort! (Tit Jomfru Blat, ſom imidler— tid er kommen ind, og ſom han lober paa.) Afveien, Jomfru! Jeg revner af Harme. GGler ud.)
Syvende Scene. De Forrige (undtagen Fogel). Jomfru Blak. Ifr. Blalk— Gud bevares! Er bet nu galt igjen? Jeg
Anden Act, ſyvende Scene. 105
fommer her ganſke fredeligt for at ſige Dem, at Deres Hare er, jandt for Herren, iffe en halv Sfilling værd, De fan iffe ſpiſe det Jur, men jeg har jat en Kalkun paa Spid, og faafnart den er færdig, falder jeg Dem tilbords.
Conrad. Tak, Jomfru! den ſtal komme tilpas.
Julius.
Jeg bliver gal over dette Brev! .... Hr. Ber- telſen! (Raaber til sam.) Har. De flet ingen Idee om, hvorfra dette Brev kommer?
Bertelſen. Nei. Julius (beſtandig raabende til ham). Hvordan ſaae Manden ud, ſom bragte det?
Bertelſen. O! det var ſaadan en Mand ſom ſaa mange andre, en pæn Mand i en mork Frakke.
Conrad. Der fan du ſee, det har været Brofesforen felv. Julius. O hold dog op med din Spog! Gaaber til Ber— telſen) Saae De da ikke, hvor han blev af, hvad Vei han tog?
106 Valgerda.
Bertelſen. Jo, han gif ad Kroen til, og jeg ſaage ham gage ind i ben. Julius. I Kroen! Maaſkee ſidder han der endnu. Af— ſted! jeg maa have Lys i denne Sag. (Løber ud.)
Conrad (raaber efter ham).
Holdt! holdt! tag mig med! jeg vil være din
Secundant. (Løber efter ham.)
Vilhelmine. Jeg maa fee Udfaldet paa denne Begivenhed.
(Følger efter de Andre.)
Ottende Scene. Bertelſen. Jomfru Blak. Ifr. Blak (raaber til Bertelſen). Hvad er det for et Styr? hvad rende de efter Alleſammen? Bertelſen. Ja, det veed jeg ikke. Generalen var forffræf- felig vred, det funde jeg fee, men jeg veed iffe, hvor- for, Men det er mig fjært, at de gif Alleſammen,
Anden Act, ottende Scene. 107
thi jeg venter her Froken Judita, hun har Noget at fale med mig om. STE BPOE Ja, De er en Strif, det har jeg længe mærfet. De gaaer jaa ſmaat omkring Frøfenen og giør Deres røde Hojer grønne.
Bertelſen. Men er det ikke ogſaa en velſignet Pige? — SEES;
Jo, det er hun rigtignok. Bertelſen. Alle her paa Gaarden eljfe hende og bære hende ban Hænderne, Ifr. Blak. Og De ſtaaer ikke tilbage for de Andre.
Bertelſen. Gud! Vomfru Blak! De læfer i mit Hierte, De er en Menneſtkekjender. SIT BIGE Ja, det troer jeg, jeg har ogſaa havt mange Erfaringer i mit Liv.
Bertelſen. Jeg forſikkrer Dem, jeg tænfer ofte ved mig
108 Valgerda.
felv, at jeg i Grunden er en Daare, der arbeider mod et Maal, ſom iffe fan naaes. Men paa den anden Side figer jeg mig felv: Hun er dog iffe faa forfærdelig fornem endda, hun er jo iffe Generalens Datter, men hans Soſterdatter, hun er iffe engang virfelig Froken, uagtet vi Alle af Høflighed falde hende ſaadan; Formue har hun heller ikke, og arver vel heller iffe Noget efter Generalen. Skulde det Da være ſaadan en uhørt Driſtighed, om et Menneſte jom jeg beilede til hendes Haand? Ifr SIGE
Nei, gode Hr. Bertelfen, det veed Gud i Him— (en, at der er flet iffe nogen Driſtighed i Det. De er jo Theolog, De fan jo fane Præftefald. Hvad ſkulde der da være iveien fra den Side?
Bertelſen.
O Gud velſigne Dem, Jomfru Blak! De troſter mig og giver mig Mod. Jeg har faa længe gaaet og fæmpet med mig felv, men jeg holder det iffe længere ud, jeg maa have Lys i Sagen og en Ende paa det Hele. Der er dog een Ting, ſom ftaaer mig fvært for Hovedet.
Ifr. Blat Hvad er da Det? Bertelſen. Ja, Dem fan jeg jo gjerne betroe bet; bet
Anden Act, ottende Scene. 109
funde heller iffe nytte at ffjule det for Dem. Seer De, min Hørelje er noget fvag, jeg hører temmelig flet, man maa undertiden ſige mig en Ting to Gange og i Almindelighed tale nogenlunde høit til mig. Jeg veed iffe, om De har bemærfet det?
STE; SD Læl Io! jo. jeg har,
Bertelſen. Seer De, det er unægtelig en Legemsfeil; jeg veed iffe, om den maaffee (fulde ſtaage Froken Ju— dita for Hovedet og være hende ubehagelig.
SE DAGE Ih! Pasſiar! Hvad ſtulde hun bryde fig derom? Jeg har ſaamend fjendt et Bar Ægtefolf, ſom le— vede yderſt lykkeligt med hinanden og fif otte Børn, uagtet Manden var ftofdøv, meget døvere end De.
Bertelſen (rørt). Ak! er det fandt, Jomfru Blak?
SFS Ja, det veed Gud, det er, Det var netop i den Anledning, at jeg havde det Tilfælde, ſom De nok veed. Bertelſen. Hvilfet Tilfælde?
3. 2. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V.
—
110 Valgerda.
Jfr. Blak. Kjender De ikke mit Tilfælde?
| Bertelfen. Jeg veed iffe, hvad De mener.
SFr..BIME Det Tilfælde, fom jeg havde hos Greven, paa den anden Gaard? Bertelfen. Det har jeg aldrig hørt Noget om. STT, STEL Nei, det er da morfomt, at her er Cen, ſom iffe har hørt den Hiſtorie. Saa ſtal jeg ſandelig fortælle Dem den, for den er nof værd at høre. Seer De ...
Niende Scene. De Forrige. Mule. Mule.
Hør, Jomfru, det er vet nogle underlige Qvaf- ferier; man veed iffe, hvad man ffal rette fig efter. Sagde De iffe før, at jeg ſtulde ftiffe hundrede Aſparges til iaften ?
Ar Jo, vift gjorde jeg. Hvad er det faa?
Anden Act, niende og tiende Scene. 111
Mule.
Nu kommer Kokkepigen og figer, at hun ffal have to hundrede. Hvilfen af Delene er det nu? Den Ene commanderer i Øfter, den Ånden i Vejter, man veed tilſidſt hverken ud eller ind.
—— 9 Lar Da ſtal jeg, ſandt for Herren, ſnakke med Koffepigen, det fan hun troe. (Til Bertelſen.) Jeg ſtal fortælle Dem SHiftorien en anden Gang. (Til Muie.)
Kom med! : (Sun gaaer med Mule.)
Tiende Scene.
Bertelſen. Strar efter Judita.
Bertelſen.
Gud veed, hvad det var, hun fif Haft med. Men det er ret godt, at hun gif, thi Froken Ju— dita kommer viſt om et Dieblik. (Seer fig om) Ah! der er hun!
Sidste Jeg kommer efter Aftale, Hr. Bertelfen, for at høre, hvorledes mit rinde er blevet udrettet.
Bertelſen. Paa det Punktligſte, og, ſom jeg haaber, meget godt. Jeg gav ham Brevet her paa dette Sted.
7*
(
112 Valgerda.
Judita. Og han læfte det?
Bertelſen. Strax, og fæfte det ſiden op for de Andre.
Judita.
Bemerkede De ikke, hvad Virkning det gjorde paa ham?
Bertelſen.
Saavidt jeg kunde mærfe, blev han meget per— plex, og mellem dem Alle opſtod ber en jfræffelig Confufion og Tumult. Generalen gif bort i den ſtorſte Hidſighed, og lidt efter pilede de Andre afſted, den Ene i Hælene paa den Anden.
Judita. Hvor gik de da hen?
Bertelſen.
Saavidt jeg troer, gik de Alleſammen ind paa Kroen.
Judita.
Paa Kroen?
Bertelſen.
Ja, jeg ffal ſige Dem, jeg bildte dem ind, at den Perſon, fom havde bragt Brevet, var fiden gaaet ind paa Kroen, og nu fan jeg tænfe, at de løb derind for at fane fat paa ham og erfare, hvem han er,
Anden Act, tiende Scene. 15
eller hvem der har fendt ham. Naar de nu fomme ſtormende derind efter en Perſon, ſom iffe er der og iffe har været der, faa ere de iftand til at fane knubbede Ord af Kromanden.
Judita. Men det har De jo gjort ganffe fortræffeligt. Bertelſen. Finder De? Judita
(ræffer ham Haanden).
Lad mig taffe Dem, De har gjort mig en ffor Tjeneſte. Vær vis paa, at naar der gives Leilighed, jfal jeg ikke undlade at gjengjælde Dem Deres Venſkab.
Bertelſen (idet han kysſer hendes Haand).
Gud, Frøfen! De gjør mig lykkelig! Maa jeg tale? Bil De høre mig? Maa jeg aabne mine Zan- fer for Dem?
Judita. Med Fornoielſe! Tal, hvis De har Noget at fige mig. Bertelſen. solen! Ret, jeg kan ikkel røn! Judita. Nu vel?
114 Valgerda.
Bertelſen. Froken Judita!
Judita. Men til Sagen!
Bertelſen. Jeg fan ikke, jeg fan ikke faae Ordet over Læberne.
Judita. Wen hvad er det da?
Bertelſen. En anden Gang! Jeg fan ikke nu.
Judita. Met, ſiig det heller ſtrax; ellers gaaer jeg og ængfter mig over, hvad det fan være.
Bertelſen. Nu vel da! ... Froken Judita! ....
Judita. Nu ſtandſer De jo igjen.
Bertelſen. De maa ikke afbryde mig, De maa hore mig til Ende. Lover De mig det?
Judita. Ja viſt, naar De bare vil tale.
Anden Act, tiende Scene. 115
Bertelſen. Froken! — Froken Judita! (Slaaer fig for Bryſtet.) Froken! ....
S— Jeg troer, De har Ret i at opfætte det til en anden Gang, faa fan De imidlertid betænfe Dem.
Bertelſen. Nei, nei! Jeg maa tale nu, nu ſtrarx, eller aldrig. i Judita. Saa tal da, men ſiig Noget.
Bertelſen. Froken! .. Froken Judita! ..
Judita. Det har jeg hort.
Bertelſen. Jeg er ikke gammel.
Judita. Nei, det veed jeg nok.
Bertelſen.
De har lovet, at De ikke vil afbryde mig. Jeg er ikke gammel; jeg er theologiſk Candidat med bedſte Characteer, jeg fan fane et Præftefald, et godt Præſte— fald, hvis det er Vorherres Villie. Jeg er iffe ond,
116 Valgerda.
jeg er ſnarere god; jeg har ingen ſlette Vaner og Tilboieligheder; jeg ryger meget lidt Tobak, jeg ſmager aldrig Brændeviin. Jeg er et omgængeligt Mennejfe, jeg er godmodig, jeg er let at regjere; man fan faae det med mig, ſom man vil, naar man tager mig med Godhed og Venlighed. Jeg vil Intet ffjule; jeg har en Feil, men det er fun en Legems— feil ... (JFudita ſtudſer og træder et Skridt tilbage.) De ſtal iffe blive bange, det er ikke faa ſſemt; jeg mener, aft jeg hører iffe godt, men fan det iffe være bet Samme? Anſeer De bet for umuligt at kunne blive lykkelig ved min Side? ... De tier? Svar mig.
Judita. Hr. Bertelſen! Jeg beder Dem være overbeviiſt om min Hoiagtelſe, men det ftaaer iffe i min Magt at jfjænfe Dem mit Hjerte.
Bertelſen. Hvad behager? hvad var det, De ſagde?
Judita (høiere). Jeg beder Dem være overbeviift om min Høi- agteſſe
Bertelſen Gred). Den bryder jeg mig ikke om. Naar jeg ikke fan faae Deres Kjærlighed, jaa vil jeg ikke have noget Andet,
Anden Act, tiende og ellevte Scene. FEr
Judita (venlig). De maa endelig iffe være vred. Jeg har et fandt Venffab for Dem.
Bertelſen. Nei Tak! Surrogater ſtjotter jeg ikke om.
Judita. Gud! der er Julius! Hvor ffal jeg flye hen? (Løber ind i Lyſthuſet.)
Ellevte Scene.
De Forrige, Julius,
Bertelſen
(ſom feer efter Judita).
Saa! nu fif hun ogſaa Bisfelæder. Alle Men— nejfer ere da, ligeſom de vare forſtyrrede i Hovedet. Julius (fom er fommen hurtig ind, flager Bertelfen paa Sfuldren).
Hr. Bertelſen! Bertelſen
(vender fig forftræffet). Hvad nu? Julius (raaber til ham). De maa endelig give mig nogle Oplysninger. Paa Kroen var der flet Ingen.
118 Valgerda.
Bertelſen. Ja, det er meget muligt. Jeg veed ikke Andet, end hvad jeg har ſagt Dem.
Julius. Det er et Puds, man vil ſpille mig, og jeg vil vide, hvem der er Ophavsmanden.
Bertelſen.
Ja, jeg veed det ikke.
Julius.
Jo, De er med i Complotten, Conrad ligeledes; for Alvor funde han ikke paaſtage, at Brevet var fra Profesſor Arndt.
Bertelſen.
Naa, ſaa De veed det! Ja, ſaa kan det ikke
nytte, at jeg vil ſtjule det. Julius.
Hvad? begynder nu ogſaa De? Fra Arndt, figer De?
Bertelſen.
Net, det er iffe mig, ber ſiger det. Jeg havde lovet af tie dermed, men naar Oe allerede veed det, faa behøver jeg iffe at tie.
Julius, Hvad er dog det for Snaf? Men hvor er han Da, denne Arndt? hvor?
Anden Act, ellevte Scene. 119
Bertelſen. Der i Lyſthuſet.
(Julius vil ile ind i Lyſthuſet, Judita træder ham imode.)
Julius (forbaufet). Marie! Judita (fom gaaer raff hen til Bertelſen). Det er iffe ſmukt, at De forraader mig.
Bertelſen. Jeg har ikke forraadt Dem; han felv ſagde, at Brevet var fra Frøfen Abrends.
Judita. Nei, han ſagde Profesſor Arndt. Bertelſen. Ja ſaa beder jeg om Forladelſe, det var en
Misforſtaaelſe. (Under det Følgende fætter han fig paa en Haveſtol, og hviler Hovedet paa fin Haand.) Julius. Marie! Jeg ftaaer fom falden. fra Himlen! De er her! og det er Dem, ſom har ffrevet dette Brev?
Judita. Vær forſikkret om, at jeg ikke ſkulde have gjort det, derſom jeg havde anfeet det for muligt, at De funde opdage det.
120 Valgerda.
Julius. Jeg fan endnu ikke ſamle mine Tanker. Hvor- ledes kommer De her?
Judita. Jeg boer her, jeg er hos min Onkel.
Julius. Er Generalen Deres Onkel?
Judita. Det er han. Conrad er min Broder.
Julius. Deres Broder?
Judita. Det vil ſige, min Halobroder; vort Fæbdrene- Navn er iffe det ſamme.
Julius, Der gaaer et Lys op for mig. O Marie! Jeg fan iffe ſige Dem, hvor dette Gjenfyn overrajffer og rører mig.
Judita. At det overraſker Dem, fan jeg let begribe, men iffe, hvorfor det rører Dem.
Julius. De har Ret, De dømmer fra Dem felv. Men
Anden Act, ellevte Scene. 321
ber gives forſkjellige Naturer, der gives Menneffer, hvis Følelfer have en dyb Rod, og hvis Crindringer ikke udſlettes ſaa let ſom Sfriften paa en Tavle,
Judita. Det var ikke godt Andet, end at der ffulde gives ſaadanne Menneſker. Bien der gives vijt ligefaa mange, hvis Folelſer og Erindringer ere meget loſe.
Julius, Zvivler De paa, at jeg har eljffet Dem?
Judita. Nei. Julius. Troer De da, at denne Folelſe, at denne Erin— dring er viftet bort, ſom en Rog for Vinden?
Judita. Deres Spørgsmaal forundrer mig. De ſtaaer jo i Begreb med at frie til Vilhelmine.
Julius.
Og ſelv om faa var, om mit Hjerte føgte efter en Erſtatning for den Tomhed, ſom vor Adſetkillelſe har fremkaldt .... Men Dem forſtaaer jeg derimod ikke. Naar jeg er bleven Dem ligegyldig, hvad fan De da have imod min Forbindelſe med en Anden? Hvorfor overvcelder De mig med et hemmeligheds—
122 Valgerda.
fuldt dunkelt Orakelſprog, ſom forkynder mig Ulhkke og Undergang?
Judita.
Jeg kan have Grunde, ſom De ikke aner, til at mobjætte mig denne Forbindelſe. Og desuden, jeg vil iffe, at De ſkal bedrages, at De ſtal blive et Offer for Deres letſindige Enthuſiasme, thi Vil— helmine er ikke Valgerda. Vilhelmine er en god Pige, en forftandig Vige, rig paa Kundſkaber og Dannelſe, men hun er uden Begeiftring, følgelig er hun iffe Valgerda. Det undrer mig, at De har funnet troe det.
Julius. O! i dette Dieblik er det mig ligegyldigt, hvem Balgerda er eller iffe er.
Ju dita.
Jeg, ſom ellers aldrig læfer Bladene, fæfte dog hendes Brev, fordi det var fra et Fruentimmer. Jeg hørte, at man raillerede over de ſtatiſtiſte No— ficer i en ung Piges Mund. Vilhelmine har ogſaa mange faadanne paa rede Haand, men hun bliver ftiffende i denne Detail, Valgerda hæver fig over ben, og fif — idetmindſte mit Hjerte til at banfe,
Julius. O! ſaa ſympathiſerer De jo med mig?
Anden Act, ellevte Scene. 123
Judita. Forundrer det Dem ſaa meget?
Julius.
O Marie! lad mig forſt ſige Dem, at det hen— rykker mig, men bdernæjt tilſtage, at det forundrer mig. Thi fan De nægte, at De har ſtodt mig fra Dem med en Haardhed, med en Kulde, der fnarere maatte lade mig formode Deres Antipathie?
Judita. Da jeg erfarede, at De havde en faa ringe Mening om mig, var det vel naturligt, at jeg iffe mere nærmede mig Dem med ſamme Tillid ſom før.
Julius. Hvad figer De? At jeg har en ringe ; Mening om Dem? Og det har De erfaret?
Judita.
Nu, ja, jeg kalder det ſaadan. De anſeer mig for ubetydelig, og deri kan De viſt have Ret, jeg felv er af ſamme Mening. Men jeg finder, at De burde ikke have denne Mening, uagtet den er ganſtke rigtig. De har feet ſkarpt, men det burde De iffe have gjort. Derſom det var fandt, hvad De faa ofte har ſagt mig, faa vilde De have feet mine Feil, mine Indſkrenkninger med andre Vine, De vilde
124 Valgerda.
have givet min Ubetydelihhed et andet Navn, De vilde iffe have faldet den ſaaledes.
Julius. Jeg veed iffe, om jeg drømmer eller vaager. Jeg ffulde have fagt om Dem, at De var ubetydelig?
Judita. Ja, det har De.
Julius.
Aldrig i Verden! Jeg ſkulde have ſagt, hvad der aldrig er faldet mig ind, hvad der er det Modfatte af min Zanfe? Hvorfra har De det? hvem har bagtalt mig for Dem?
Judita.
Ingen har bagtalt Dem; det er kun en ſimpel
Beretning om hvad De har ſagt.
Julius.
Til hvem? Judita.
Til en Dame, en af mine Veninder. Julius.
Den Dame er ikke værdig til at være Deres Veninde, thi hun er en Lognerſte.
Judita. Nei, deri tager De feil.
Anden Act, ellevte Scene. 125
Julius.
Saa lidet, at jeg neppe vilde bare mig for at
ſige hende det felv, ifald hun ſtod for mine Vine. Hvem er det? Siig mig, hvem.
Judita.
Det kan jeg ikke, og allermindſt da jeg ſeer, paa hvad Maade De tager Sagen. Var det ikke bedre at være oprigtig og tilftaae Sandheden, ſaa meget mere fom jeg felv giver Dem Ret i Deres Ord? Vil De forfiffre mig om, at De iffe har meent det faa ilde, faa vil jeg troe Dem, uagtet — jeg holder rigtignok iffe af, at De har fagt det.
Julius.
Hvorledes ſkal jeg dog overbeviſe Dem om, at De gjør mig Uret? Der var en Tid, da mit Aaſyn, mit Blik overthdede Dem, da De troede mig paa den blotte Klang af min Stemme. Hvor fattig |taaer jeg nu for Dem, da disſe Midler have tabt al Magt, og De fordrer Bevifer, ſaadanne ſom en Dommer forlanger bem af en Anflaget, og fom det iffe ftaaer i min Magt at give dem. Wien derfom jeg iffe har tabt Alt hos Dem, lige til den ſidſte, fvagejte Er— indring om den Tillid, De engang vifte mig, der— ſom De, tiltrods for enhver Feil, der fan have været paa min Side, endnu tiltroer mig re og Samvittighed, ſaa vil jeg iffe anſee de Ord for
126 Balgerda.
ſpildte, ſom nu ere det Eneſte, hvormed jeg fan forjøge en Retfærdiggjørelje. Deres Kulde, Deres forandrede Tone opirrede mig, ifær da jeg ikke vidfte at have forjfyldt den. Men jeg vilde iffe buffe under for min Smerte, jeg vilde trodſe den, jeg vilde opfylde mit Hjerte med en anden Gjen— ſtand, og af Trods maatte jeg føge den ſtorſte Contraſt til Dem. Fra det ftille, i fin Sjæls Helligdom indſluttede Væjen vendte min Higen fig mod en Characteer, der traadte ftærft frem og gjorde Cffect i den udvortes Verden. Det var et Sværmeri, og det gif over til en Daarſkab. Jeg troer, jeg var bleven fremmed for mig ſelo, jeg var øiebliffelig en Anden; førft ven Gjenſynet af Dem er jeg igjen bleven mig felv. Den Pige, fom jeg, efter min Natur, ſtal elſke, maa beſidde iffe de Cgenffaber, jom falde endog de Profane i Dinene, men den ftille, fordringsløfe, dybſin— dige Sjæl, med eet Ord den æble OQObuindelighed, fom er Guld uden at glimre, og fom der hører - en Indvielfe til af opdage og forftaae. Kun hende fan jeg anſee for betydelig, fun hun ffal have Be— tydning for mig.
Judita. O! hvad De der ſiger, er Muſik for mit Øre, Men — hvad ffal jeg da troe om min Veninde?
Anden Act, ellevte Scene. HD
Julius. Hvad De ffal troe om hende, har jeg allerede fagt Dem.
Stdita. . Nei, det er umuligt! Hun er virfelig en god, en elffværdig Bige. Julius. Det fan gjerne være, men alligevel fan hun lyve baade for fig felv og for Andre.
Judita. Net, Den, ſom lyver, er ikke god og eljffværdig.
Julius,
Net og ja! Maa jeg forflare Dem det Hele? Seer De, jeg ſelv er ubetydelig. Jeg er i en ringe, i en underordnet Stilling, jeg har hverfen Formue eller Indflydelſe, mine Cvner ere ikke over det Al— mindelige. Jeg er ſaaledes iffe i Beſiddelſe af en enefte af be Magter, ſom ffaffe Betydenhed. Efter denne Selvbefjendelfe vil De iffe fee et latterligt Praleri i Det, fom jeg nu vil fige. Thi ſelv om jeg endnu var ti Gange ubetydeligere, end jeg er, faa funde dog den Opmærffomhed, jeg engang var jaa lykkelig af turde vilje Dem, gjerne opvæffe en anden Dames Misundelſe, iffe fordi hun vilde fore- træffe mig for Andre, men fordi hun felv vilde
128 Valgerda.
modtage enhver, endog den ubetydeligſte Hylding; og i dette Tilfælde fan felv en ellers god og elſkocrdig Pige gjerne indlade fig paa en lille Intrigue.
Judita.
O nei! det vilde jo vere affkheligt, det vilde jo være oprørende! ... Og dog, Gud give, det var fandt !
Julius (griber hendes Haand og kysſer den).
Tak for dette Onſte! det er allerede opfyldt,
thi hvert Ord, jeg har ſagt, er Sandhed.
Judita. Men Julius, faa oploſer jo det Hele fig i et Intet. Alt, hvad jeg har ængftet og befymret mig " HØRER
Julius. Er Intet. Og Alt, hvad der i jaa lang Tid har voldet mig den dybeſte Græmmelfe ....
Judita.
Er Intet. Julius.
O ſode Intet, ſom omfatter ſaa Meget! Judita.
Saa Gud ſtee Lov da før det Intet!
Anden Act, ellevte og tolvte Scene. 129
Julius.
Men hvis De tænfer fom jeg, da ſtal herefter hverfen et Intet eller et Noget kunne ſtille vore Hjerter,
Judita (ræffer ham Haanden).
Ja, Julius, det gjør jeg. (Julius fysfer hendes Haand ; i det Samme vender Bertelfen fig og feer det.)
Bertelſen
(idet han reiſer ſig). O jeg beder om Forladelſe! jeg har viſt været til Uleilighed. Julius. Nei, Hr. Bertelſen! ikke i mindſte Maade.
Tolvte Scene. De Forrige. Conrad og Vilhelmine.
Conrad.
Jo, der er han, og min Søfter med, det er godt! — Hør, Julius, jeg har en Ting af Vigtig- hed at fige dig.
Vilhelmine.
Tag det dog ikke faa høitideligt, ſiig ham det fort og godt.
1350 Balgerda.
Conrad.
Nu, ſom du vil. Seer du, Juliug, det er egenlig Noget, ſom du ikke fulde vide, og ſom Ingen veed, uden Vilhelmine og jeg, og rigtignok ogſaa min Søjter. Det fulde være holdt hemme— ligt, men din hæftige Fremgangsmaade har faftet
Forſtyrrelſe ind i vore Planer, og jeg har derfor .
tænkt, at det var bedſt at gjøre en Ende paa For— virringen ved at betroe dig, — at Vilhelmine er min Forlovede. Julius. Din Coufine? Conrad. Couſine og Forlovede i een Perſon.
Julius, Min Ven, jeg forfiffrer dig, at jeg iffe har havt mindſte Anelſe derom.
Conrad. Met, Det fan jeg tænfe, (fagte til Julius) men jeg troer, det var paa Tiden, at du fif det at vide.
Julius (tir Judita). inder De iffe, at den ene Fortrolighed er den anden værd? Judita. Som De vil.
Anden Act, folvte Scene. 131
Julius (til Conrad og Vilhelmine). Maa jeg takke Dem for Deres Fortrolighed, og maa jeg gjengjælde den ved at foreſtille Dem min Forlovede?
Conrad.- Naa! det tænfte jeg nof, og det haabede jeg.
Vil h elmine (med Forundring).
Judita! Julius. Hvorfor kalder De hende Judita? Vilhelmine.
Fordi det er hendes Navn. +
Julius. Nei, hun hedder Marie.
Judita. Men ogſaa Judita.
Julius. De har jo fortræffelige Navne: Marie tyder paa Deres Fromhed, Judita paa Deres Heltemod.
Vilhelmine. Har Judita Heltemod? Julius.
Ja, hun har, Froken! Med kjcek Haand har
132 Valgerda.
hun, uden at jeg vidſte det, ſtyret mine forvirrede Planer, og hun har løft Knuden paa den lykkeligſte Maade.
Conrad (til Vilhelmine). Paa den Maade havde vi egenlig iffe behøvet at betroe ham vor Hemmelighed,
Vilhelmine. Vi bor alligevel ikke fortryde det.
Conrad.
Nei ſandelig ikke! (Ti Julius,) Du er min Ben, og mu meer end nogenſinde. Wen Onkel? hvor- ledes jfal vi fane ham paa vor Side? For jer bliver det iffe vanjfeligt, men vi, hvordan ſtulle vi vinde ham, tiltrods for hang hoffærdige Planer?
Vilhelmine. Vi maae pasſe ODieblikket, naar vi engang træffe ham i godt Lune. Lad mig fun om Det!
Conrad. Ja, Gud velfigne dig! Derſom du vil paatage dig den Sag, ſaa er jeg let om Hjertet. ... Der
fommer han! Og hvor han feer alvorlig og ſagt— modig ud!
Anden Act, trettende Scene. 133
Trettende Scene.
De Forrige. Fogel.
Vogel.
Hør, Vilhelmine! Du. ffal-iffe fige, at jeg er urimelig og ufremkommelig. Naar jeg indfeer, at jeg har forløbet mig, faa ſkal jeg være den Forſte til at tilftaae det, Jeg nægter iffe, jeg blev noget hidſig for lidt fiden over at tænke paa, at du kunde falde paa at ſtrive Blad-Artikler, og at denne herſens Valgerda funde være dig. Men jeg har overveiet Sagen noiere. Derſom du har et Talent, hvorfor ffulde du da ikke gjøre det gjældende? Og hvad Valgerdas Brev angaaer, da var det virfelig godt ſtrevet.
Vilhelmine. Kjcere Fader! du beſkemmer mig ved din Efter— givenhed, og bet gjør mig fun ondt, at jeg ikke fan modtage din Berommelſe, thi jeg er ikke Valgerda.
Vogel.
Ja, ja, det figer du nu, fordi du vil iffe være bet befjendt, fordi jeg nylig blev vred derover, Wen jeg har betænft mig.
Vilhelmine.
Net, fjære Fader! det er den oprigtige Sand—
hed, jeg er ikke Valgerda.
3. 2. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 8
154 Valgerda.
Conrad. Net, Onfel, det er iffe hende. i Judita. Nei, det er virkelig ikke hende. Julius. Nei, Hr. General, det er ikke Froken Vilhelmine. Fogel.
Net vil man høre! De indeſtaae Alle derfor. Det er i Grunden ærgerligt; jeg var næften ftolt af, at min Datter kunde ſtrive ſaadan en Artikel. Men hvordan hang det da ſammen med det Brev, ſom fom til Hr. Hermanſen? Og fandt I faa ben tydife Profesſor?
Judita. Nei, Onkel, han er reiſt bort igjen. Conrad.
Da han blev jaa haardt forfulgt fra alle Kan—
fer, faa kom den tydſke Krigsflaade og hentede ham. Fogel. Den tydſke Krigsflaade? Hvordan ſtulde den komme her? Her er jo ikke Vand. Conrad. Jo, Onkel, her er et Gadefjær. Fogel. Hvad er det for en Snak? Og naar jeg be—
Anden Act, trettende Scene. 135
finder mig vet, faa troer jeg iffe, at der gives nogen tydſk Krigsflaade.
Vilhelmine. Ganſke rigtig! derfor bruger den ogſaa mere Vind end Vand.
Fogel. Ak, Born! Jeg er ſandelig ikke idag oplagt til at ſpoge.
Conrad. Har Onkel havt Ubehageligheder!
Fogel. Saamend! det er ligeſom man tager det fil, J nette Dieblik kom Ole ridende fra” Kjøbenhavn, og bragte mig et høift befynderligt Brev derfra.
(Tager et Brev op af Lommen, og feer i det.)
Vilhelmine. Hvad er det da, fjære Fader?
Fogel. O! det er forreſten ikke Noget at tage ſig videre nær. Det er denne Sag angaaende Stam— godſet.
Vilhelmine. Nu, hvad ſkriver man da? gø
136 Valgerda.
Fogel. Ja, hvad ſkriver man? Udflugter. At det ikke fan ſkee for Dieblikket.
Vilhelmine. Nu vel, det var du jo forberedt paa.
Fogel. Ja, men at det nok heller ikke fan ffee med Tiden. Conrad. Saa er da Onkel bleven Kammerherre?
Julius. Maa jeg gratulere Hr. Generalen?
Fogel. Nei, nei! De ſtal ikke gratulere, for jeg bliver heller ikke Kammerherre.
Vilhelmine. Saa vil netop jeg gratulere.
Fogel.
O bliv mig fra Livet, du, ſom ikke engang er Valgerda! det var min ſidſte Troſt! (san ſonker om paa en Stol.) Men jeg ſtal hævne mig! Regjeringen ſtal komme til at fortryde det.
Anden Act, trettende Scene. 157
Vilhelmine (til de Andre). Nu er Dieblikket gunſtigt. Fader! jeg er for- lovet med Conrad; har du Noget, derimod!
Fogel. vad for Noget! hvad ſiger du? H g g
Conrad. Ja, bedſte Onkel! Jeg elſker Vilhelmine; er De vred bag mig derfor?
Fogel
(efter et Sieblifs Betænfning). Min Søn! tag hende! ... Hun bliver dog iffe Baronesſe.
Julius (tir de Andre). Det gaaer jo fortræffeligt! (Ti sogel) Hr. Gene— ral! jeg er forlovet med Deres Soſterdatter.
Fogel. Ja fan! det er Meget paa eengang. Men jeg figer: Men Fornoielſe! De er en flinf ung Mans, oner i en god Bei.
Julius. Hurra! Imorgen reiſer jeg til Kjebenhavn og forkynder min Familie min Lykke.
138 Valgerda.
Fogel (reiſer fig hurtigt). . Reiſer De til Kjøbenhavn? Hør, vil De gjøre mig en Zjenefte ? Julius. Ti for een, Hr. General! Fogel. Vil De ſige mig den berlingſke Tidende af og beſtille mig et Exemplar af Fædrelandet? Vilhelmine. Det var Ret, Fader! det kan jeg lide. Men Jædrelandet fan du forreſten fage hos mig. Fogel. Nei Tak! Jeg vil nok have et Exemplar for mig felv.
Fjortende Scene.
De Forrige. Ifr. Blak med en lille Pakke i Haanden.
Ifr. Bla—
Hr. General, jeg ffal hilſe fra Ole og ſige, at her er endnu en lille Pakke, ſom han har glemt at aflevere.
Fogel.
En Pakke? fra hvem?
Anden Act, fjortende Scene. 139
Frb Ja, det ſagde han iffe Noget om. Vogel. ' O! jeg gider ikke aabne flere Breve eller Pakker idag. Vilhelmine. Det er viſt Noget til mig, Fader! Det er udentvivl fra Juveleren, det er det Garniture, ſom jeg har ladet oppudſe og forandre.
Fogel.
Ja, faa tag du Pakken, og luk den op; jeg
gider iffe befatte mig med Noget. (Kaſter fig igjen paa Stolen.) Vilhelmine
(ſom bar hentet en Sar i Lyfihufet og klippet Pakken op).
Net, det er iffe til mig. Hvad er Det? Saa— dant Noget har jeg aldrig feet før.
(De Andre omringe hende.)
Conrad. Det er jo Topper .... Topper til fire Hefte. (Fogel reijer fig hurtigt og iler derheu.) Vilhelmine. gader! Har du beſtilt Topper til dine Heſte? Vogel.
Aa net vijt har jeg iffe, nei! Jeg har ſagt ved
140 Valgerda.
Leilighed til Sadelmageren, at naar han engang havde nogle ſmukke Topper færdige, faa funde han forhøre ſig hos mig, men jeg har iffe fagt, at han ffulde fjende mig dem. — Aa, Jomfru Blaf! Tag det Kram væf, og læg det paa Pulterfammeret. Og fan vi jaa iffe komme tilbordg? for nu begynder jeg at blive ſulten. Noget ffal et Menneſte have.
Ifr. Ble Io, Hr. General! Bordet er dæffet og Kalkunen er færdig. Vogel. Saa lad os gaae og iffe tænke mere paa denne Dags Hendelſer, men tømme Glasſet paa vore tvende Bars Velgaagende.
(San gaaer, fulgt af Conrad og Vilhelmine, ſamt Julius og Judita.)
Femtende Scene. Bertelfen. Jomfru Blak.
FIT. DIT Tvende Par? Hvad mon det ffal fige? — Hr. Bertelfen! Hvad er der foregaaet her, medens jeg var borte? Bertelſen. Det veed jeg ſaamend ikke, jeg har ikke hørt efter, jeg havde andre Ting i Hovedet.
Unden Act, femtende og fertende Scene. 141
STEDE Hør, veed De hvad? Saa vil jeg begynde, hvor jeg flap, og fortælle Dem mit Tilfælde. Berteljen. Aa ja! fad mig da faae det. SE SIGE — ——
Sertende Scene. De Forrige. Mule.
Mule.
Jeg ſtal hilſe fra Generalen og fige, at hvis nu iffe Alle ſtrax fomme tilbords, faa ſtal jeg flaae den ſtore Gongon. (Tir Tilſtuerne) Men det behøves vel iffe ?
. za
a⸗uu — ST —— ——
9 By NE U ib) i Æll- 404 *
— — ALA z= dre sn Så 25883
—* U
frå
— kd JE SS SES tj Tre, wil Jr HØRG F — 4 — J Ci 4310 Rd a. J bd * —— —— 20113004 ' WT sår — 115 6 Så MØN Sy 4 Jøl dt Als é p J 1 "4 3" AN i Ii + — — NS U 9J 0 Uj
Pæørdeviller.
Forſte Afdeling.
BEER EDDIE rr
1. Pit Farvel til de Smaa. 2. Dyrehaosreiſen. 3. De Syge.
(Skrevne i Sommeren 1825.)
J. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 9
1. Borneviſer: Kjøbenhavns flyvende Poſt, 1827, No. 59-61. 2, Digte og Fortællinger, I Bind, 1834 (Romancer og Viſer).
3. Bornevaudeviller: Poetijfe Skrifter, VIII Bind, 1849. (Skjemt og Polemik.) Ifr. Flyvende Poſt, Interimsblade 1834, No. 31, Skrifter af Forf. til en Hverdagshiſtorie, ſamlede og udgivne af Johan Ludvig Heiberg, XI Bind, 1851, S. 200—201, Anm.
J.
Mit Farvel fil de Smaa.
Mel. Dannevang med gronne Bred.
Kjære Børn, jeg ſom faa tidt Eders Selſtkab føgte,
daar i Haven glad og frit Jeg med eder ſpogte,
Ak, jeg |filles ſnart fra jer, Maa til iel, desværre!
O, hvor gjerne blev jeg her! Ja bet veed vor Herre!
Bil I venlig mindes mig, Naar paa fjerne Steder
Jeg forladt, ulykkelig
Onſker mig blandt eder? Naar jeg længfelfuld og øm, Efter eder ſukker,
Og nu vaagner af min Drom Midt blandt tydſke Duffer?
97
148
Borne-Vaudeviller.
Kan I huſke vor Tagfat
Tidt i Aftnens Skygger? Morten ſelo, den ædle Kat,
Jo vort Samfund ſmykker: Snart med os omkring han foer, Snart paa Bænfens Sæde Snurred han ved Benjfabg Ord, Bed vor ftille Glæde.
Ofte jeg i eders Kreds Eventyr fortalte;
Morten lytted veltilfreds, Sfræf hos jer fig malte. Nattens Maane troſtelig Gjennem Frugttræer lyſte; Tæt I klynged jer til mig, Og ei længer gyſte.
Jeg ſom tidt blandt eder ſtod, Selv til Barn forynget,
Som mig villig føre lod,
Af jer' Arm omflynget,
Jeg mig vifte dog ſom Mand, Naar bet gjaldt at fprænge For Veninde, Ven og Land Gadens vorne Drenge.
I. Mit Farvel til de Smaa.
Huffer I, der. kom en Steen Over Planfeværfet ?
Paa Anine faldt der een, (End hun bærer Market.) Ud paa Gaden i et Hu Sprang jeg vred: og bifter, Slog min tappre Stof itu Paa en lang Philitter.
Og en Skare ftimled hen
Om Philiſterhunden;
Nogle vilde ſlaae igjen,
Andre brugte Munden.
Wen jeg tænfte: her du ftaaer Jo ſom Ujfylds Værge; Retfærd paa din Side flager, Troen flytter Bjerge.
Og jeg baned Vei mig fjæf, Kom urørt tilbage,
Skued ederg ømme Sfræf por vort Samlivs Dage.
Og I favned mig til Lon, Gav mig Band at drikke: Hvor min Lod da ſmiilte ffjøn Ud af eders Blikke!
149
Borne-Vaudeviller.
Jeg fortjener vel jer' Tak: Jeg var Heſt for eder;
Eders Barnevogn jeg trak, — Og ved Tanken fveder!
Og mon og I mindes vil Blomſten i vor Klynge:
Det aimable Zjærefpil
Wed fin Vippegynge!
Der jeg og har frelfet Cen,
Ned fra Spillet falden:
Lotte, ſom var altfor ſeen,
Fik et Slag paa Sfallen;
Men med vældig Haand jeg greb Forſt den faldne Pige,
Derneſt Spillet, faa det peb Gjennem ZTjæreng Rige.
Mindes Reberbanens Hjul Med dens tuſind Ynder, Hvor vi tidt har leget Skjul Mellem Reb og Tønder; Og den gamle Have der Med fin Roſenſommer;
Mig var Kroppen ftedfe fjær Fremfor alle Blommer.
I. Mit Farvel til de Smaa. 151
O men mindes Sfibet og Med de tvende Maſter, Hvor vi i Kahyttens Krog Sad men Øl og Knaſter; Hvor jeg hjalp jer op og ned Ad den fteile Stige:
Ingen Sjæl ſom Offer gled Ned i Ægirs Rige.
Huſk, hvor tidt mod Smedens Gjæs Jer mit Mod forfvarte;
Hvor jeg ofte ſkreg mig hæs,
Mine Been ei fparte.
Mens i hver en Børnebog
Man jer" Frygt fun fpotter,
Jeg med Mortens Biftand flog Spogelſer og Rotter.
Chriſtianshavn ved Sondervold, Kalleboſke Vove!
Kjcerlighed det er dit Skjold, Frihed dine Love,
Fuglen ſynger høit i Sky Over Frugttræer høie,
I hvis Skygge fmiler bly Dine Dottres Vie,
Borne-Vaudeviller.
Hil dig, o Amagerland! Kalleboſte Vove!
Gader oven, neden Band! Hil Remiſers Sfove!
Her er mange Katte grade, Kaalens Marker grønne, Himlen undertiden blaa, Landets Piger ſtjonne.
Ak farvel! Saa tidt jeg fan,
Jeg til jer vil ffrive.
Himmel! gaaer det dog et an Længer her at blive?
Her at døe, er mere værd,
End i Kiel at leve,
Sfilt fra Blomſten, man har fjær, Lig den fangne Greve.
153
ide
Dyrehavsreiſen.
Mel. Der ſtaaer et Træ i min Faders Gaard.” Hvor kjolig vifter En Morgenvind I Horizontens qvalme Taager! J Skyens Rifter Gaaer Solen ind, Og ſtjult ſin forſte Frokoſt koger. Nu titter den igjennem Skyers Krands, De røde Tage dirre ved dens Glands. Hiſt, fjernt fra Strand, Flye bort fra Land Uveirs Propheter, ſolvgrage Maager.
Om ret jeg mindes,
Saa floi igaar
En Myggefværm høit over Taget. At Godtveir vindes,
Det Mærfe ſpaaer,
154 Børne-Vaudeviller.
Det har mig aldrig end bedraget.
Saa lad os iffe tøve fænger her;
Nu lad os flye til Dyrehavens Træer! Kom, fjære Smaa,
Tag Klæder paa,
Ifald min Plan har jer behaget.
For Porten holder
Én Bogn fra Buff,
Den bringer os til Skovens Telte. Mon Sfræf jer volder,
At jeg er Kudſk?
O, jeg ſtal ſikkert iffe vælte! Apollo, ſom jo var Poeters Drot, Bar ogſaa Kudſkes Gud; han fjørte godt. Jeg er Poet;
Tyrken har ſeet,
Poeter felv fan være Helte.
Kom nu, Pauline!
Eliſa, kom!
Og lad mig ikke længer vente!
See Jacobine,
Hvor god og from
Hun Livbaand om fin Soſter fpændte! Marie hvor blev hun dog af? Hvad nu? Hun traf en Kjole paa; den fprang itu.
II. Dyrehavéreifen. 755
Ja, hun blier ftor, Spreængte fom Flor Det gamle Tøi, og Mutter ffjændte.
Der fom det hele
Fiirkloverblad,
Og Hver og Cen i Høitidsflæde. Nu vi fordele
Tre i en Rad,
Og Cen hog mig faa Kudſkeſede. Men hvad er det? Et dæffet Bord ven Væg? Skal I nu ſpiſe Kalveſteg og Æg? Kom, lad os gaae!
Vi ffal nof fane
I Dyrehaven Mad og Glæde.
Alt Vognen ruller;
Den muntre Heft
Gjør Spring og Kapriol fom Fanden.
O ſode Bulder!
O hvilfen Feſt!
Jeg gaaer af Glæde fra Forſtanden!
Men fee mig der! ber fommer Abrahams, Og griner i ſit Skjceg, og ſpor' paa Rams: „Hvor ffal 3 hen?
Det var da Spænd!”
Nu fane vi Pasſiar med Manden.
156 3 Borne-Vaudeviller.
Farvel, min Herre!
Jeg har ei Tid;
For kort er Sommerſolhvervs-Dagen. Jeg maa desværre
fra Deres Vid,
Hvori jeg ellers er ſom ſlagen.
Men mine Damers Formaal er faa ftort, Og Tiden knap. Vi ffal ad Nørreport; Og, De fan troe,
Til Oſterbro
Er ingen Springvei Farimagen.
Nu Pidjfen ſmelder,
Og Heſten gaaer
Den tunge Strandvei ufortrøden. Snart Vognen helder,
Snart lige ſtager,
Og alle ffrige høit i Noden.
Men lad os iffe tænfe meer paa Sligt! Jeg veed, jeg trofaft gjør min Kudſktepligt. See Sveas Kyſt,
Hvor den med Løft
Sig nærmer os i Solens Gløden!
See hift Landskrone, Hvor høi og ftærf Den over Sundets Barm ſig neter!
II. Dyrehavéreifen. 157
Jeg feer en Gone
J bare Særf,
Som ftaaer i Vinduet, og feier.
Dog nei, et Sfib det var; jeg tog nok feil; Det Kyſten gled forbi med hvide Seil.
Dift gaaer en Mand
Langt ud fra Strand
Paa bare Been, og fanger RKeier.
Vær hilſet, ſtjonne
Charlottenlund!
Du ſtjermer os mod Solens Bile.
Her i det Grønne,
Bed blanfen Sund,
Vi vandre vil tilfods, og hvile,
En Høi fig hvælver over Kempens Been; Nu ftaae vi paa dens mosbegroede Steen, Ak, du er død!
Mig Livets Glod
End varmer mildt, hvor Piger fmile!
Jeg ret jer taffer,
I fjære Smaa!
Ved eders Hjelp ben Bænf er funden, Hvori jaa vaffer
Stager L og H,
Og fom jeg troede længft forfvunden.
158 Børne-Vaudeviller.
Engang da Verden gif mig haardt imod, Jeg her bet riftede ven Bogens Rød. Nu Glæden blid
Mig fører did
Vend fine Genier i Lunden.
I Ly af Bøge
Vi ſidde her,
Og Bladene paa Kløvren tælle,
En Blomſt vi føge,
Vort Hjerte fjær,
Og Abildſinerne nu ffrælle,
See Bauer hift; han hilſer os faa net, Han hvem vi ofte fane paa Scenens Bræt. Byd, Jomfru fiin,
Ham Abildfin,
Thi her maa Gjæftevenffab gjælde.
Til Kirſtens Kilde
Afſted, afſted!
Charlottes Lund fig bag os fjerner. See Roſer vilde
Paa Marfens Bed!
Her Solyſt Høj mod Havet værner. Hiſt fee vi Hveens gule Banker ftaae; Hvis Tydo Brahe leved end derpaa, Saae vift min Ven
II. Dyrehavsreifen.
J Kikkerten Min Himmelbvogn med fire Stjerner.
Hiſt vaier Flaget
Saa høit i Sfy,
Og ſpeiler fig i Søens Bølge.
Ja, det er Taget
Af Bellevu';
Det røde Tegn vi gjerne følge.
Her lad os Kegler ſpille; det er gjævt;
159
Wen Børn, hvad er dog det? I ſlaae jo ffjævt!
Proſtitueer Jer ikke meer! Lad Buegangen hiſt os dolge!
Tilbords os kalder
En ſaare rar,
En huld Vertshuus-Naturens Datter. Den Ungdomsalder,
Mit Selffab har,
Forvolder hende Smiil og Latter. Men lad fun hende lee! Bi fidde her, Og glædes ven Makrel og røde Bær. Ja ved et Glas
Og Pigers Fjas
Man let i Verdens Spot fig fatter.
160 Borne-Vaudeviller.
Paany nu fpræffer
Maries Toi;
Maaſtkee hun ſpiſte lidt for meget;
Thi hun er læffer,
Og voxer høi,
Har aldrig Appetiten fveget!
Hun træffer Kjolen af, gjør Katteſpring, Den fromme Bine gjør vel tufind Sting, Gjør heelt og fajt
Toiet i Haft,
Saa tro, ſom var det hendes eget.
Hvad maa jeg ffue!
O hvilfen Qval!
Min Sfræf viſt Ingen af jer gjætter: næjte Stue
er ſtaaer en Gal,
Jeg mener: min grønlandffe Fætter, Han vift nu ſporger mig, i vante Bas, Om Toldtariffer, Gud og Vandſtofgas, Om vi er” frie,
Om Poeſie
Var før befjendt end Solens Pletter.
3 D
Dog det gik herligt; Jeg flap i Haft; Alt fjører jeg de rappe Heſte.
II, Dyrehavgreifen. 161
Mig ſiger fjærligt
Jer' Diekaſt:
Den Middagsmad var af de bedſte.
Men hor nu Paukers og Trompeters Klang, Forſtemte Violiner, Skrig og Sang.
Jetzt iſt, Hurra,
Der Doctor da!
Her Baffen er, ſom han vil gjæfte.
See Dands og Gynger,
Voxcabinet,
See Slanger og Camæleoner.
Dør, Bonden ſynger,
Ved Haffebræt,
Om Elſkov og Napoleoner.
Wien det er lutter Jux og udenlandſt; See her den ſtore Stud, thi den er danſtk: Hæv dig, min Barm!
Sangen faa varm,
Saa national for Danmark toner.
See Panoramer
Og hvide Muus
Og i et Kar en Søbataille;
See Jakels Dramer,
See Mangens Ruus,
See Modens Baand, couleur de paille;
162 Borne-Vaudeviller.
Beridere med hvide Fjer paa Hat,
Og ſtjonne Ting af vor Kunſtkammer-Skat; See hvilfet Læs
Dyrehavsgjcs,
Honnette deels, og deels Canaille!
Et Bjergvcerks Mine
Sig aabner os,
Bed Siden ſtaaer en Mand og prater. Hør Mængden grine;
To Fulde flaaes.
See her et phyſikalſk Theater.
Et Perſpectiv! O nei! hvad fee vi der? Napoleon i Fronten for fin Hær, Spitzbergens Jis,
Moſtau, Paris,
Sanct-James-Park og Wiener-Prater.
Min ſmaa Veninde,
Folg med mig her!
En Ætherbaad for dig fig bygger.
I Sommervinde,
Høit over Træer,
Jeg fværme vil med fire Pſycher.
Paa Zephyrs BVinger vil 3 flagre godt. Ifald han blæfer jer til Amors Slot, —
II. Dyrehavsreiſen. 163
Barmhjertighed! O, tag mig med Til Gudens tauſe Myrteſtkygger!
De græjfe Guder
Gjor ikke Sfjel;
Thi lad os prøve det Catholffe:
Hiſt henne ſpruder
Et Kildeveld,
Hvor Bonden gnider paa ſin Polſte. Der ſtager et Skovcapel i ſimpel Stiil For Skovens Helgen, for Kirftine Piil. Det Band er flart,
Og ſaare rart
For Sunde, Syge, Kapriolffe.
See hvilfen Vrimmel
Af Valfartsmæœnd
Til Kirſtens underjordſke Bæger!
J Dybets Himmel
Dybt ſtuer Den,
Som fig ved Bølgen vedergvæger. Ja, mangen Gang man feer paa Glasſets Bund Sig fjærlig loffet af en Purpurmund, Kyster i Løn
Den med en Bøn,
Som Kirſtens Hjerte tidt bevæger.
164 Borne-Vaudeviller.
Paa Torvemarker,
Paa Eng og Skov
Alt ffuer Maanen ned, den hvide; Og Heſten ſparker
Med tunge Hov,
Og ønffer ſig paa Stald itide. Afſted nu farer den faa let og los; De Kildevogne fappes vil med os. Jo, 3 har Zid!
Svar fun jer” Flid!
Let er vor Byrde, maae I vide.
Paany os vinker,
Charlottenlund,
Dit hvide Telt bag morke Stammer, Hvor Lyſet blinker
J Aftnens Stund,
Og Punſchen ftaaer paa Bord og flammer. Nu Sfaal og mange Taf for denne Dag! — Net, ingen Aarſag, fjære Børn! Behag At fige til,
Hvergang I vil
Med Sfoven bytte Skolens Jammer.
Og nu til Staden! Wen forſt Enhver Det ſidſte Glas til Afſted tømme!
II. Dyrehavgreifen. 165
Imorgen Baden
Og Meidinger
I leſe ffal, og ſye og ſomme.
Moralen er: Alt verler paa vor Jord,
Og Sorgen ſtedſe gaaer i Glædens Spor. — God rolig Nat!
Sov vel, min Sfat,
Og fee, hvad fjært dig er, i Drømme!
166 Borne-Vaudeviller.
III. De Syge.
Mel. Son Vægter! Kloffen er flagen — God Ajten! Hvor ftaaer det til, I Smaa? „Ak! Tante taber Kraften, „Hun fan et længer gade; „Og Fatter, ſom har havt 'en, „Fik Ondt i ſtore Taa.“ — For Fanden; hvad er det? Har nu Papa Faaet Podogra? „Ja han er meget ſlet?“
Til Stuen
J Haſt jeg iler op.
O vee! der feer jeg Fruen At flæbe paa fin Krop:
Den Staffel gjør med Gruen De meeſt forvovne Hop.
II, De Syge. 167
Tak, Bedſtefader god! Dit ſpanſke Ror
Hun priſe bor
Alt ſom ſin anden Fod.
Hiſt inde
Der ligger ſtakkels Mand,
I Træf af Dorens Vinde, For Lud og folde Vand.
Ak! mine Taarer rinde
Ved ham i ſlig en Stand! Den Mand, fom var faa ttærk, Nu ligger ſvag
Den hele Dag,
Med Foden fvøbt i Vært.
Smaapiger !
I blive Hufet troe!
Ci fra de Syge viger! Ser HL Lytte to;
Naar En herfra fig niger, Den Anden bliver jo. Sfjænf Thee, Marie, Du! Giv mig en Dram;
Jeg fan (faa Skam)
Ci taale Theevand nu,
168 Borne-Vaudeviller.
Saaledes
Det mon i Verden gaae: De Store maae nu ledes Ved Haanden af de Smaa. Kom her, hvor Sofa redes! Zræd ei paa Faders Taa! See faa! bet gif galant! Nu ftræffer jer
Paa Sofa her,
Indtager Hver ſin Cant!
Man ſiger,
At Kongen kommer ſnart Fra ſine tydſke Riger Med vante Dampjfibsfart ; Og hvis ei Rygtet ſpiger, Skal Courſen aabenbart Nu fættes al pari;
Paany den faldt,
Species gjaldt
Idag to Daler, ti.
Forreſten
Har Poſten Intet bragt.
Det roligt er i Veſten;
Man ſaae den ſtorſte Pragt I Rheims ved Kroningsfeſten;
II. De Syge. 169
Alene Kongens Dragt En Million er værd, — Hør, giv mig, Du,
En Snaps endnu! — Nu maa jeg bort fra jer.
Desuden
Det regner ſmaat og tæt; Det fugter alt paa Ruden; Ja, Hoſten bliver flet.
Hør Vægterraab og Tuden Paa Labratoriet !
Nu maa jeg gaae min Vei. God Nat, I To!
Slaaer jer til Ro!
God Bedring ønffer jeg.
3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 10
rige * "dm —
Kr - —— F LAS i
— — fa." En u ift. Ud + ne, Fr Fa 4 J — Få Tr J i AS * * — —F F or — — > v : N *
Kong Salomon og
Jørgen Hattemager.
Vaudeville.
Forſte Gang opført paa det fongelige Theater den 28de November 18235.
10"
oa mt TB Rå
»1 — ig ne 1. rn ea
£ ; ler unde
Me. NERE EFA riders ASE 656 4
—
Forſte Udgave: Song Salomon og Jørgen Hattemager. Vaudeville af Johan Ludvig Heiberg. Kbhon. 1825.
Anden. Udgave: Song Salomon og Jørgen SHattemager. Vaudeville af Johan Ludvig Heiberg. Andet uforan— brede Oplag. Kbhon. 1823.
Tredie Udgave: Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Tredie uforandrede Oplag. Kbhon. 1826.
Fjerde Udgave: Skueſpil, I Bind, 1833. Femte Udgave: Poetiſke Skrifter, V Bind, 1848.
Perſonerne.
Jorgen Wadt, Hattemager
Luife, hans Datter
Sering, Gjæftgiver
Brandt, Tobafsfpinder og Major ved Borgerffabet Villing, Kjebmand
Løve, en rig Privatmand fra Kjøbenhavn. Eduard, hans Broderføn.
henrik, Eduards Tjener,
Salomon Goldkalb, en fattig Jode fra Hamborg. En Oppoarter i Vertshuſet.
En Dreng.
En anden Dreng.
Gjæfter og Opvartere.
Borgere med deres oner og Børn. Muſikanter.
Handlingen foregaaer i Korſor.
i Korfør.
Skuepladſen foreftiller en Gade. Tilhsire for Tilſkuerne Gjæft-
givergaarden med Sfilt over, hvorpaa ftaaer: Sering Gjæft:
giver. Udenfor Hufet er et ftort Bord og Bænfe. Tilvenſtre
Hattemagerens Boutik med Hatte og Huer i Binduerne, og lige-
ledes med Stilt, hvorpaa ftaaer: Jørgen Wadt Hattemager. Udenfor er en Bænk,
Forſte Scene.
Eduard og Henrik, den Sidfte med en Bog i Haanden, fidde ved Bordet udenfor Gjæftgivergaarden.
Eduard.
Læg Bogen bort, Henrik. Jeg gider ikke høre meer; du læfer ſaadan at Ingen fan forftaae dig.
SYERELE
Ja Herre, det er heller ingen Bagatel at læfe ſaadanne tosſede fmaa Bogſtaver, naar man har hele fin Ovelſe af at læje Sfilter, GBlader i Bogen) Men vil Herren iffe høre hvad her ftaaer om Korſor? Siden vi dog engang fidde faſt her i dette fordømte Hul, faa ſynes mig, vi burde gjøre os befjendte med Stedets Love, Politi og Indretninger.
Eduard. Hvad ſtaaer der da om Korſor?
176 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Henrik (tæer). „Korſor, en lille Stad paa Veſtkyſten af Sjæl- land, ved det ftore Belt, med 14,550 Indbyggere.”
Eduard. 14,000! hvad for Noget? (Reiſer ſig, og ſeer i Bogen.) 11450"
Henrif (vedblivende). 1450. oe er Jens — her er Jens — Jens Bagerfvend .
Eduard (feer i Bogen). „Her er Jens Baggefen født.” — (Tager Bogen fra ham, og lægger den bort.) Det er til at blive gal over at høre dig læfe.
(De reife fig og træde frem.)
Henrik (feer ſig om). Saa Jens Baggefen er født her? det ſtal jo være et forflaget Hoved. Gid han da var her for at hjelpe os ud af vor Kattepine.
Eduard
(ſom beſtandig ffotter over til Hattemagerens). Ja Henrif, og hvad ſom mere er, han er en Digter; han ſtager i Vagt med Kjærlighedsguden.
Henri É. Gud bevares! Herren vil dog, iffe have ham til at bortføre den ſmukke Hattemagerdatter? Gud veed,
Forſte Scene. 177
De har allerede undet Hattemageren faa god Næring, jeg ſynes, han funde gjerne lade Datteren gaae med i Kjobet.
Eduard. Fy tal iffe faa! Luife er et Monſter paa Dyd og Anjtændighed.
Henrik. Det troer jeg ogſaa, Herre, for jeg ſeer, hun vender Dem altid Ryggen, naar De taler til hende.
Eduard.
O vidſte jeg kun, at denne Kulde ikke var et Tegn paa at jeg mishager hende! J Sandhed, min Ulykke er ſjelden. Neſten i fire Uger har jeg op— holdt mig her i Korſor. Min Onfel maa troe, at jeg for længe ſiden har pasſeret Hamborg, og fan iffe begribe, at han ingen Cfterretning faner fra mig. Denne gruſomme Skjonhed holder mig fængflet her. Hvormange rinder har jeg iffe givet mig ind i Boutifen !
Henri É
Ja, og hvormange Hatte har Herren iffe fjøbt! Tolv Hatte og fyv Huer! Gud frie os! For de Penge funde vi for længe fiden været i Hamborg.
Eduard. Men Hvad jfulde jeg gjøre? Jeg maatte jo tog
178 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
have et Paaſkud for at gane ſaa ofte derind. Men Hvad har det hjulpet mig til? Hun fvarer mig neppe, naar jeg taler til hende; fordetmefte gaaer hun fin Bei, og lader mig fjøbflaae med Faderen.
Henrik. Ja Herre, det er i Smaaſtederne man maa føge Uſkyldigheden; i Kjøbenhavn er den gaaet Banferot med de andre Handelshuſe.
Eduard. Er Poſten fra Kjøbenhavn endnu iffe fommen?
Herrit Endnu ikke, Herre, men man venter den hvert Dieblik. Eduard. Gid jeg dog vidſte, hvad min Onkel ffriver!
Henrik Ja gid jeg blot vidſte, om han fjender Penge!
Eduard. Det har foftet mig Overvindelſe at tye til hans Hjelp. Men han er god og han er rig; det er to Grunde til at haabe.
Henrik. Hvad har Herren da ſtrevet ham til, om jeg maa være faa driſtig at ſporge?
Forſte Scene. 179
Eduard.
Sandheden, Henrif! Med den fommer man altid lengſt. Jeg har taffet ham, fordi han vil lade mig reiſe udenlands paa fin Bekoſtning; fordi han tillod mig at tage over Land for at beføge min Familie i Fyen; fordi han havde givet mig rigeligt med i contante Penge hvad jeg behøvede for at fomme til Hamborg; fordi han har draget Omſorg for, at jeg der finder en Anviisning til min Dis— poſition; — men jeg har tillige aabenhjertig befjendt ham min Svaghed.
Henri É,
Det vil da fige med andre Ord, den Svaghed at Herren har brugt Pengene op i Korſor, ved at anlægge et Hatte-Oplag, ſom nok ffal bringe Capi- talen ind igjen, naar vi bare pasſe at fomme i Markedstiden til en eller anden By.
Eduard.
Nei Henrif, derom har jeg Intet nævnet, Jeg har fun tilftaaet ham min Kjærlighed, men tillige lovet ham paa det Helligfte at rive mig løs baade fra den og dette Sted, ſaaſnart jeg har Midler i Henderne til at gjøre det.
Beni i Og det troer Herren fig virkelig iftand til?
180 Køng Salomon og Jørgen Hattemager.
Eduard.
Det er min Pligt; min re fræver det. Luiſe vifer mig Kulde, ja næften Foragt. For ſidſte Gang vil jeg forſoge at faae hende i Tale, hun pleier ved denne Tid at komme ind i Boutifen.
(Seer derind.)
Henrik. Gud frie og bevares! Herren vil dog ikke kjobe en ny Hat?
Eduard. Aa Snak! Jeg vil blot ſee Luiſe, og erfare min Sfjæbne af hendes Mund.
SERIE
Ja det er en anden Sag, det er et godt og chriſteligt Wrinde. Men hvad Hattene angaaer, faa maa jeg gjøre Herren opmærffom paa, af vi nu en- delig med megen Moie har faaet Duſinet fuldt, faa det vilde være ubehageligt, om der ffulde fomme en trettende og ſpolere os det ffjønne Tal. Der var da intet Andet for end at begynde at famle paa et nyt Duſin.
(Man hører et Poſthorn.) Eduard. AH, ber er Boften! Spring hurtig hen paa Poft-
hujet, Henrik, og hør, om der er Brev til mig. (Senrif gaaer.)
Anden Scene. 181
Anden Scene.
Eduard i Baggrunden. Sering, Grandt, Billing og flere
Gjceſter, ſamt Opvartere komme ftyrtende ud af Vertshuſet.
Brandt har endnu Servietten om Halſen, Villing holder et Been i Haanden og gnaver paa det.
Chor. Mel. af Jægerbruden: Hvad ligner vel Jagernes feſtlige Glæde.
Hvad ligner, Korſor, din politiſke Glæde, Naar Poften er kommen fra fongelig Stad? Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde Man glemmer fin Flaſke, man glemmer fin Wad. Statstidenden kommer i Ledtog med Dagen, Og Nyheder bringer fra fiffer Kanal, Mens Morgen- og Aftenblad værner om Smagen, Og Damerne ſlaages om den franife Journal. Sering (til en Dyvarter).
Hei Peter, ſpring ſtrax hen paa Poſthuſet, og
hent os Avijerne,
(Opvarteren gaaer.) Brandt. Jeg er umaadelig begjærlig efter at fee, om der ſtaager Noget om Goldfalb i Aviſerne. Sering (gnidende fine Sænder). Ja rigtig, rigtig! Han ventes jo til Kjoben— havn. Den rige Baron Goldfalb fra Franffurt, 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V.
182 Kong Salomon og Sørgen Hattemager.
Brandt. Ja det har flere Gange ſtaaet i de tydſte Avijer, men vi maae vente Befræftelfe derpaa i de danſte.
Villing (gnavende paa Benet). Ja bet er faamænd en fed Steg.
Brandt. Mener I den, I ſpiſer paa?
Villing.
Net jeg mener Goldkalb. Men Sligt gaaer vor Neſe forbi. Her i Korſor fane vi iffe godt af ham, for han gaaer naturligviis med et af Dampſtibene. * Sering.
De forbandede Dampſkibe! Man faaer næjten ingen ordenlige Reiſende meer at ſee. Skal bet blive ſaadan ved, faa ere alle Vertshuusholdere her paa Faſtlandet, jeg mener i Korſor og Nyborg og der omkring, ruinerede inden fort Tid.
Brandt. Men ſiig mig, hvad er egenlig Henfigten med hans Reife til Kjøbenhavn?
Villing. Henſigten med hans Reiſe til Kjøbenhavn? —
Unden Scene. 183
Bi lidt, lad mig bare faae tørt mig om Munden, faa ffal jeg ſtrax fige jer det.
Mel. af Sovebriffen: For Dem mit Hjerte brufer,
1;
Hr. Goldkalb triumferer,
Han holder Verden i ſin Haand, Han Krig og Fred dicterer,
Man kalder ham Kong Salomon.
2.
En Sol for Potentater,
Hans Dragt er Sølv fra Top til Taa, Og hollandſke Ducater
Som Knapper bærer han derpaa.
3.
Hans Huus med gamle Kroner Er tæffet, og med Species; Ved Stats-Obligationer
Sin Pibe tænder han tilfreds.
4.
Nu han til os vil komme; Vor Cours vil giftes med den Knos: Hun faaer ham i fin Lomme, Thi hun er meget capricios. Dk Es
184 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Brandt. Det var Pokker til Karl! Aa gid han var her! Saa ffulde han tage en Brioritet i mit Tobaksſpinderi.
Sering. Og i min Faareavl. Villing. Og i mit Lyſeſtoberi. Brandt. Jeg ſkulde lade Borgerſkabet paradere for ham. Sering. Og jeg mine Faar. Villing.
Og jeg alle Klubbens Honoratiores. (Opvarteren kommer tilbage.) Opvarteren. Her er Aviferne.
(Ale fare hen om ham.)
Nogle. Statstidenden !
Andre. Dagen !
Andre.
Politivennen!
Anden Scene. 185
Brandt
(griber alle Aviſerne). Stop! Vi fan iffe læje Alle paa eengang. Lad os gane ind i Spiſeſalen; jeg vil leſe bem høit, faa fan vi discurrere derover,
Alle. Afſted, affted ! (De gaae ind i Gjæftgivergaarden,) Sering (ſom har feet Eduard, vender tilbage). Hør, fjære Hr. Løve! Uden Fortrydelſe! Jeg er fan jfræffelig forlegen for Penge; det var Dem vel iffe muligt at betale mig min Regning idag?
Eduard.
Ja jeg ffal gjøre mit Bedſte. Jeg tilſtaaer, jeg har i dette Zieblif ingen Penge hos mig, men jeg venter en Vexel fra Kjøbenhavn, og har allerede ſendt Bud paa Pojthujet, for at høre, om den er kommen.
Sering.
Meget vel, meget vel! De undſtylder min Dri— ftighed, men Tiderne ere faa bejværlige, (Affves, idet han gaaer.) Det er mig en underlig Fætter, Gud veed, hvad han gjør her i Korſor faa længe. Jeg er bange, det er iffe rigtig fat med ham.
186 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Tredie Scene.
Eduard. Luife lader fig fee i Boutiken.
Eduard. ”
Derſom iffe min Verel fommer idag, faa veed jeg iffe hvad jeg ffal gjøre. — Men der er jo Luije. Mon hun feer mig? Sfal jeg gane derhen? Jeg vil holde mig lidt tilbage,
Luife, uden at fee Eduard, gaaer med fit Striffetsi op og ned udenfor g Boutiken.)
Luiſe. Mel. Tyrolervije: Gom Wald bin i' füra. 1; Sfjøn Jomfru, ſom fidder I Vinduet hiſt, Og lytter til Qvidder Af Fuglen paa Qvift, Eia! Eia! O glem dog din Kulde, Formild dog bit Sind, Og luk mig, du Hulde, I Kammeret ind! Eia! Hr. Ridder i Vaaben, Hvi klynker du jaa?
Tredie Scene. 187
See, Døren er aaben,
Den fjender et Slaa. Eia! Eia!
Men Veien at fjende
Forſt lære bu maa:
Bed Kirken derhenne
Der banker du paa. Eia!
—* Den Vei er befværlig, O Jomfru faa prud! En Stige du fjærlig Kan hænge herud! Eia! Eia! Nei Ridder, ſaa Mangen Fra Stiger faldt ned, Men Kirkedors-Gangen Er ſikker og bred. Eia! Eduard (nærmende fig Luiſe). God Dag, Jomfru. Luiſe. Ah! Er det Dem? Eduard. De er dog ikke vred, fordi jeg har lyttet til Deres Sang? Det er en deilig Melodie, Jeg har
188 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
hørt Mamſel Pohlmann ſynge den i Kjøbenhavn; men jeg troer vift, at Enhver, fom havde hørt den af Deres Mund, vilde finde med mig, at De ſynger den ligeſaa ſmukt ſom hun.
Luiſe. Jeg tænfte ikke paa, at her var Kunſtdommere i Nærheden; ellers havde jeg maaſtee flet iffe ſun— get ben,
Eduard. Og Texten har overrajfet mig; den er ny og danſt. Luiſe. Ny, ſiger De? O det er ſaamend intet Nyt! Eduard. Net, med Henſyn paa Tanferne vel iffe, J— Luiſe. De vil maajfee tale med min Fader? Eduard (føriegen).
Ja det er fandt, jeg vilde rigtignok talt med Deres Fader, men lad det iffe berøve mig den Lyffe at tale med Dem.
Luiſe.
Jeg ſkal ſtrax kalde ham ud. (Gaaer.)
Tredie og fjerde Scene. 189
Eduard (alene). Fordomt! Hun gaaer atter bort, og lader mig ſom fædvanlig i Stiffen i en téte-å-téte med den Gamle,
Fjerde Scene. Eduard. Jørgen.
Jørgen.
See god Dag, min Herre! Saa De er endnu
i Korſor? Hvad er til Deres Tjenefte? Eduard.
Til min Tjeneſte? — O De har ſaamend mange ſmukke Ting i Deres Boutik, Meget hvormed jeg godt kunde være tjent.
Jørgen.
Den hele Boutik er til Tjeneſte. Hvad ffal det være? Én rund Hat? Chapeau-bas? En Kaſket paa en ganſke ny Façon med en Ypſilanti-Skygge?
Eduard (betænter fig). Hør, forſtaaer De at gjætte Gaader?
Jørgen. Aa ja, naar de iffe ere altfor fvære. Eduard. Saa hør da nu efter, og lad mig ſee, om De fan gjætte hvad det er jeg føger.
190 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Mel. af Røverborgen: Jeg gjerne døer, ffjøndt uden Mod. 13 Eduard. Jeg ſaae bag Rudernes Kryſtal — Jorgen (løber hen til Boutiksvinduet, og feer derind, og gjentager reciterende).
„Han faae bag Rudernes Kryſtal.“
Eduard. En Skat hvortil der ei er Magen —
Jorgen (reciterende). „En Hat hvortil der ei er Magen.“
Eduard. Saa trind ſom Lillien, lys ſom Dagen, Som Solen ſelv paa Himlens Hal. Saa fværmeriff ſom Maaneſtkin De gule Haar ſig yndigt boie Til Krands omkring det ſtore Die, Som ſlutter Vid og Fromhed ind.
2,
Jørgen. Jeg har det, Herre, paa en Prik! Nu ſtal De fee, hvor jeg fan gjætte. (Gaaer ind i Boutiken.) Eduard. Hvad mener han dog vel med Dette?
Fjerde Scene. 191
Jørgen (fommer ud med en guul Sommerhat i Haanden). See her den Hat fom Brifen fif! Som Dagen lys, ſom Lillien trind, Med Diet ſtort, (San viſer Aabningen i Pullen.) med Haar ſaa gule!
(Han fæfter den Eduard pan Hovedet). Og maa den Deres Hoven ffjule, Den flutter Vid og Fromhed ind.
Eduard
(tager den af og betragter den). Det er Sfade, at de poetiffe Lignelfer faa ofte pasſe paa mere end een Ting ad Gangen.
Jørgen. . Hvad mener De med Det? Har jeg iffe gjættet det? Jo faamænd har jeg faa; det var umuligt at tage feil af den Beffrivelje. Den Hat maa De beholde, Herre! Den flæver Dem fortræffelig, og pasſer Dem, ſom den var gjort til Dem.
(San fætter ham den igjen paa Hovedet).
Eduard. Mener De Det? (Gfter nøgen Betænfning med et Suk.) Hvad ſtal den da koſte?
Jørgen. Den Hat er idetmindfte ti Rigsdaler værd, og
192 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
om min egen Broder vilde have ben, faa fif han ben iffe ringere. Men det er det Samme, min Herre! Siden De alt har handlet faameget med mig, faa ffal De have den for ni; jeg forfiffrer Dem, jeg profiterer iffe tre Mark ved Salget.
Eduard.
See her, jeg har juſt en Louis'dor i Lommen. .
(Afſides. Gud veed, det er den ſidſte. Geit) Vil
De lade mig faae den for den Priis, faa vil jeg da begvemme mig til at fjøbe ben,
Jørgen,
Lad gane, for det ſmukke Guldſtykkes Skyld, og fiden det er Dem, Nu ffal De have faa mange Tak, og er der ellers Noget til Deres Tjeneſte, faa behag at unde mig fremdeles Deres Næring. Gil gaae, men fommer tilbage.) Men hør, et Ord endnu! Jeg er ellers ikke nysgjerrig, men uden Fortrydelſe, hvad vil De egenlig med de mange Hatte? Det kommer mig jo rigtignok iffe ved, men jeg gad dog faa in- derlig gjerne vide det.
Eduard.
Hvad jeg vil med dem? — Jeg vil have dem,
fordi — fordi — fordi jeg er Libhaber. Jørgen (forundret). Saa Herren er en Libhaber ....
Fjerde og femte Scene. 193
Eduard. Af Hatte.
Jørgen,
Af Hatte! Naa ſaaledes? — Ia Herre Gud, der gives mange Slags Libhaberier. Dette er vift et af de meeſt uſkyldige, ja mænd er det faa. Naa nu ſkal De have faa mange Taf, og lev inderlig vel! (Andes, idet han gaaer.) Det var altſaa en Libhaber.
Eduard (alene). Det var egenlig en dum Streg af mig. Kom— mer nu ikke Verelen, ſaa er jeg forloren.
gemte Scene. Eduard. Henrik.
Henrik (eer ſig om). Nei min Herre er ikke her, han maa nok være paa fin Stue, (Vil gaae ind i Gjæftgivergaarden.)
Eduard. Het Henrif! hvor vil du hen?
Henrik Herre Jemini! Er det Dem, Herre? Jeg kjendte Dem fandelig ikke. Hvad er Det? De har vift fjøbt Dem en ny Hat!
Eduard. Har du Brevet?
194 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Henri ff. Brevet? Ja der er iffe mere Brev end bag paa min Haand.
Eduard. Intet Brev! Ingen Vexel! Fordømt!
Henrik. Har Herren kjobt ſig den Hat?
Eduard. Hvad fommer det dig ved?
Henrik (tager fit Lommetørflæde op og greder).
Det er, om jeg maa ſige det, en gruelig Pasfion, fom Herren er forfalden til. Man advarer unge Menneffer for Spil, for Drik og for Fruentimmer, men man glemmer at advare dem imod den farligfte af alle Lidenffaber. Derſom jeg ſtulde fende et ungt Menneſte ud i Verden, faa vilde jeg fige til ham: Spil faa meget du vil, drif faa meget bu vil, forlib dig faa meget du vil, men lov mig helligt, (ban bryder ud i en ſterk Sulfen) at du iffe vil fjøbe dig mere end een Hat om Aaret.
Eduard. I min critiſke Stilling fan jeg næften ikke bare mig for at lee. Jeg troer, du er iffe rigtig flog.
Femte Scene. 195
Dent É
Ak Herre, det troe altid unge Menneſker om De Ældre, fom give dem gode Raad for Livet. Be- tænf dog, gode Herre, man veed vel hvor man be- gynder, men man veed ſgu iffe hvor man ender. Lidenjfaber ere ſom Sneeboldte; jo længere de rulle, desftørre blive be, Man maa gvæle bem i Fødfelen, ellers vore de Én over Hovedet, ligeſom alle disſe Hatte.
Mel. af Precioſa: Eenſom er jeg, dog ei ene.
Ek Herre, hvad ſtal Enden blive; Tretten Hatte, Huer ſyv! Man vil Øgenavn Dem give: See, der gager den Hattetyv!
— Tenk Transporten: den vil ſtige Til en uforſkammet Priis, Gjennem det weſtphalſke Rige Over Brüſſel til Paris.
Gå
Hvad ev mellem Jordens Poler Bedre vel end være fri?
Tenk, om Frihedens Symboler Bragte Dem i Slutteri!
196 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Eduard. Jeg veed intet Bedre at fvare dig paa alle dine ffjønne Moraler end Følgende:
Mel. Fa ta' mig Fan, er iffe det omøiligt.
Et: Hvergang jeg vanfer Her ved Boutifen, Mit Hjerte banfer Bed Republifen Af disſe Hatte, Som jeg betaler. Mit Hjertes Qvaler Du fan ei fatte, Thi Fanden ta' mig, Naar jeg feer derhen, Saa maa jeg ha' mig En Hat igjen.
2, Jeg ſaae forleden Den lille forte, Og ſtrax var Freden J Hjertet borte. Hvorom jeg talte, Det hjalp mig iffe; For mine Bliffe Sig Hatten malte;
Femte Scene. 197
Ja Fanden ta” mig. Det var en Gru! Jeg maatte haj mig Den Hat endnu.
I. Wen denne Morgen Den ſtore hvide Opvafte Sorgen Og Hiertets vide. J den tilvisſe Boer al min Lykke; Beſtandig ſmykke Den ſtal min Isfe. Ja Fanden ta' mig, Jeg fif den fat, Jeg maatte haj mig Den hvide Hat. Henrik.
O Herre, De er en forſtokket Synder! Saavidt troede jeg ikke, det var fommet med Dem, Nu vil jeg ſaamend heller iffe fpilde flere Ord paa Dem, thi naar en Lidenjfab forſt er voxet til den Hoide .....
Eduard. Jeg veed hvad du vil fige.
Henrik. Ja hvor fan De vide det?
198 Køng Salomon og Jørgen Hattemager.
Eduard. Jo jeg har læft denne Tirade i en meget ſſel— Den Bog. See der, (Han tager Hatten af, og giver ham den.) fag denne med dig, og læg den hen til de andre, og bring mig min Reiſehue. É
Henrik.
See ſaa, nu har vi da tretten. Naar vi ſette dem alle om eet Bord, ſaa doer den ene inden Aaret er omme. Hu! Denne herſens ſeer allerede ud ſom et Geſpenſt; man kunde blive bange for ham i Morke.
Eduard. Zi ſtille, og gjør hvad jeg ſiger. tSenrif gaaer.)
Sjette Scene.
Eduard alene.
Eduard.
Det Værjte er, at han har Ret i hvad han figer. Jeg begynder næften at ffamme mig. Det er intet Under at Luife iffe fynes om mig, naar hun feer min naragtige, min umandige Fremgangs— maade. Hvergang hun faaledes gaaer fin Vet, og (aber mig alene med fin Fader, faa leer hun. vift hemmelig ad mig. Havde jeg handlet med Mod,
Sjette og ſyvende Scene. 199
med Bevidſthed om min gode Henſigt, faa havde jeg vel fundet Leilighed til at aabenbare mig for hende, uden at gjøre mig latterlig ved at fjøbe alle disſe Hatte. Wien Kjærlighed er et forunderligt Amphi— bium, der lever paa eengang i to Elementer, Hos mig begyndte den fom en lyſtig Tidsfordriv, men lig Sommerfuglen brændte jeg mig paa Lyſet, hvorom jeg legede. Hvad Under om Luife endnu betragter mig med de ſamme Dine fom før, uvidende om, at jeg ikke længere ſpoger med min Kjærlighed til hende, men at denne er bleven mit Hjertes alvorligſte At— traa. Velan, fra nu af vil jeg ganſke forandre min Opforſel; maatte det fun lyffes mig at udſlette det Indtryk jeg allerede har gjort paa hende. De fordømte Hatte! Jeg var tilfreds, de var Pokker i Vold!
Syvende Scene. Eduard. Sering.
Sering. Nu Hr. Løve, tør jeg maajfee være faa driftig at fpørge Dem, om De har faaet den omtalte Vexel, og om det var Dem beleiligt at hjelpe mig?
Eduard. Nei min gode Hr. Vert, jeg har ſandelig iffe faaet ben endnu.
200 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Sering.
Ikke det? Det var da forbandet! Jeg veed, Gud hjelpe mig, iffe hvad jeg ffal gjøre. Jeg har endnu idag en ftor Sum at udbetale. Jeg er en forloren Mand, om De iffe hjelper mig. (Græver.) Ak Hr. Løve! Det er, Gud ſtraffe mig, Uret af Dem at jætte en ſtikkelig Mand i faa ſtor Forlegenhed!
Eduard.
Saa for en Ulyffe! Nu græder han med. Fy ffam Dem, fr. Sering! Er det anftændigt for en Mand at græde for en ſaadan Bagatel? De er Deres Penge ſikker nok.
Sering.
Ja bet fan vel være, men det er mig Fanden iffe ligegyldigt, enten jeg faner dem idag eller om et Aar. Om De endda funde give mig nogen Sif- ferhed derfor?
Eduard.
Hvad Sikkerhed ffal jeg ſtille Dem her, hvor jeg er fremmed? Det er mig jo meget lettere at jfaffe Dem Pengene ſelv, end Sikkerhed.
Sering. Saameget bedre! Betal mig da Pengene ud! Eduard.
De ſtal faae dem, ſiger jeg Dem endnu engang,
men De maa give Tid, indtil jeg jelv faner dem,
Syvende og ottende Scene. 201
Sering. Ja det er ſgu en deilig Troſt, dén.
Ottende Scene.
Eduard. Sering. Henrik kommer med alle tretten Hatte og fyv Huer bundne i en Snor, ſom han bærer over Ryggen. J Haanden har han Eduards Reiſehue.
Henri See der, Herre, er Deres gamle Nathue, ſom De forlangte.
Eduard
(idet han tager Huen).
Hvad ſtal den Anſtalt fige?
DEUTIL.
AE Herre Gud! det er bare til Tidsfordriv.
Jeg vilde fun vife Herren den nydelige Gruppe.
See bare, den. hvide Hat i Midten, og de tolv forte
der omkring, den hele Pyramide garneret med ſyv Huer. Det er Sfade, det iffe er Nathuer.
Eduard. Havde jeg paa det Samme min Stof ved Haanden, jaa ffulde du fage Svar fom forffyldt.
Sering. Nei Fanden heller! Hvad ſtal det betyde?
202 Kong Salomon og Jørgen Hattemager,
Henri.
Det ſtal "jeg fige Dem, Hr. Bert! Vi vil hænge denne Indretning under Loftet iſtedenfor Lyſekrone; thi der feer dog faa blot og bart ud i Deres Væ- relſer.
Eduard.
Hold Mund, Slyngel, og gaa din Vei! — Nei, bliv et Dieblik. (Halv ſagte til Sering.) Hor, De ſeer jeg er i Beſiddelſe af endeel Hattemagerarbeide. Jeg er kommen dertil paa en egen Maade, jeg kan nu ikke godt ſige Dem hvorledes, men ligemeget, det er min Eiendom. De onſtkede jo Sikkerhed for Deres Tilgodehavende. Jeg vil overlade Dem disſe Varer. De indjeer vel, at der ftiffer flere Penge i denne Samling, end Deres Regning beløber fig til. Der er tretten Hatte og jyv Huer; behag at tælle, — Nu, hvad ſiger De? — Eller vil De hellere mod— fage dem i Betaling, og qvittere for Regningen?
Sering.
Ja, det er rigtigt. Tretten og fyv, alle fplin- ternye, ſom om de vare blæfte ud af Boutifen, Nei i Betaling onſker jeg dog juft iffe at tage dem, for jeg veed paa min Sjæl iffe, hvorledes jeg ſtulde ampligere bem. Wen i Pant, i Sifferhed for mit Tilgodehavende, ja det funde lade fig høre. Nu faa vil jeg Da med Taknemmelighed mobtage denne ud—
Ottende Scene. 203
føgte Samling, og opbevare den, indtil De har faaet Deres Berel. Eduard, Det var mig egenlig fjærere, om De vilde af- fjøbe mig det Hele,
Sering.
Nu, det fan vi jo altid tales nærmere ved om. Eduard.
Henrik, bring Hattene ind i Hr. Serings Stue. Henrik.
Hvad med Synden kommer, med Sorgen for— gaaer. Mel. Menuetten af Don Juan. 8 Sering. Nu ſkal De ha' ſaamange Taf! Bliv dog ei vred for Dette! Her kommer alffens Rakkerpak; Hvo fjender de Honnette ? 2, Eduard. Ja De har ganſte Ret, Hr. Bert! Man være maa forfigtig. Let fan man faae en dygtig Snert. Sering. Ja viſt, den Ting er rigtig.
204 Køng Salomon og Jørgen Hattemager.
5: Henrik (til Eduard). Nu er den hele Hatterad Spiiſt op i dyre Domme: Lan mig Dem ſige Taf for Mad; Min Herre, vel bekomme: 4,
Eduard og Henrik (tir Sering). Zænf dog, nu er den Hatterad Spiiſt op i dyre Domme:
Lad os dem ſige Tak for Mad! Sering. Min Herre, vel bekomme!
(San aabner Døren for Eduard og Henrik, ſom gaae ind.)
Niende Scene.
Sering. En Dreng med et Brev i Haanden. Siden: Billing. D rengen (ganffe forpuſtet). Hr. Kjobmand Villing! Hr. Kjobmand Villing! er han ikke her! Sering. Hvad er paafærde?
Drengen. Der er fommet et Brev med Poſtſmakken til
Niende Scene. 205
Hr. Kjobmand Billing, og det har den grueligfte Haft dermed. Madamen ſagde, at han var her,
Sering. Ja det er han ogſaa. Giv mig Brevet, jeg ffal flye ham det. Drengen, Nei det tør jeg iffe, jeg ſtal levere det i hang egne Hænder. Sering (raaber ind i Vertshufet). Hr. Billing! her er En fom vil tale med Dem, (Villing kommer ud.) Drengen.
Jeg ſkal hilfe fra Madamen, og flye Husbond et Brev, ſom er fommet i dette Dieblik med Smakken. Sering.
Skam faae jeg, om jeg vidſte at Smakken var kommen! Won den ingen Gjæfter ſtulde bringe mig? Villing.
Hils og ſiig, det er godt, og at jeg kommer hjem til Theevand.
(Drengen gaaer.) Sering. Nu hvad mon det fan være? Villing (tæfer.) „Til velbyrdige Hr. Jonas Billing, velmeriteret 3. L. Heiberg, Poetiſte Skrifter. V. 12
206 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Kjøbmand i Korſor; manu mea propria,« det vil ſige, i egne Hænder; »cito, cito, cito,« det vil fige, med den ſtorſt mulige Gefvindighed at beførge. (Aabner Brevet.) „Nyborg den 1fte Juni.” — Ah det er fra min Correſpondent i Nyborg. Han pleier gjerne at lade mig vigtige Nyheder vide. (Læfer fagte.) O Himmel, hvad feer jeg! Hjelp! Hjelp! Jeg faner ondt! Jeg doer!
(San er lige ved at falde om, Sering griber ham, og fører ham hen paa
Bænfen ved Gjæftgivergaarden. Sering.
Guds Død! her maa hurtig Hjelp! (ender ben ti Hattemagerens og raaber derind:) Hovedvand! Hovedvand! Og en Barbeer! — Af det er fandt, jeg gaaer ſgu feil af bare Sfræf og Befippelſe. (Raaber ind ad fin egen Dat) Hovedvand! Og en Barbeer! Hurtig! Hr. Billing ſynger paa fit ſidſte Vers.
Tiende Scene.
De Forrige, Jørgen. Brandt. Gjæfter og Opvartere. Brandt har endnu Aviſerne i Haanden. Alle. Hvad er det? Hvad er det?
Sering. Hovedvand, figer jeg, Hovedvand!
(Opvarterne løbe til alle Sider.)
Tiende Scene. 207
Villing (fommer til fig felv). Nei jeg vil intet Hovedvand have. Lad mig faae en Snaps, det er bedre.
Sering (raaber). En Snaps Bitter! Eller dobbelt Courage!
(Man bringer Biling en Snaps.)
Billing (efter at have druffet den).
Ah det lindede! (Reifer fig.) | Brandt. Har De havt en ubehagelig Efterretning? Sering. Jeg fager inderlig Deel i deres Sorg. Villing.
Ak nei! Ak nei! jeg daanede af lutter Glæde.
ele:
Af Glæde?
Villing (rort.)
O mine Venner! Hvordan ffal jeg |fildre jer mine Folelſer? Jeg fan næften iffe tale. Ba — Ba — Ba — Ba — Baron Goldkalb fommer til Korſor.
Alle.
Hvorledes?
208 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Villing. Nei nei, han ko — ko — ko — ko — kommer ikke. Alle. Hvad nu? Villing. Nei nei, for han er aller-aller-allerede kommen. Alle. Er det muligt! Villing
(træffer Brandt Brevet). Læs ſelv, jeg er faa angreben, at jeg fjender ikke et Bogſtav. Brandt (fæjer). „Nyborg den 1fte Juni 1825. Høiftærene P. M.! En ligeſaa vigtig ſom væjenlig og vigtig Nyhed er arriveret. Hr. Baron von Goldkalb er arriveret, og gaaer til Korſor med Poſtſmakken i dette Dieblik, hvor han agter at tage ind til Herr Sering....”
Sering. Hvad hører jeg!
Brandt.
„Endſtjondt han reiſer over Land, faa foraarfages det, efter Forlydende, af den Grund, at Dampffibet iffe fan bære den ſtore Qvantitet af det meget Sølv og Guld ſom han fører med fig i Mængde, efterſom
Tiende Scene. 209
Poſtſmakken ffal gaae 41 Gange frem og tilbage der- med. Han reijer incognito, og uagtet han iffe har villet give fig tilfjende, har man dog fjendt ham paa alle Steder ved den overordenlige Rutten med Penge og den edelmodige Gavmildhed, hvormed han overalt har viijt fig gavmild og delmodig. Han har vel Intet givet til de Fattige, men han har ophjulpet den indenlandffe Induſtrie, ved allevegne at betale for alle Artifler ti Gange mere end Noget er værdt. Saaledes gav han ti Louis'dorer for en Hat i As— jens. Jørgen.
Ak om det havde været hos mig, han havde fjøbt den!
Brandt (vedblivende).
TE dn og her i Nyborg een Rigsbankdaler for et Glas fart Band, fom endda var temmelig mud— dret. Her glædede han fun en halv Time med fin Nærværelfe, desværre; og uagtet han fom ved høi lys Dag, var Byen dog iffe iMumineret, thi efterſom det iffe var mørkt, vilde vi ret gjerne have gjort det; men deels fom han fom en Nyſen, deels gif han, ja man kunde næften fige: ſom en Nyſen; ja han gif endøg værre end han fom, nemlig ſom Juleaften paa Kjellingen. Jeg faaer iffe Tid til at ffrive mere, jeg vil derfor blot i ſtorſte Haft tilføie, at jeg herved har den Ære at give Dem Cfterretning om denne
210 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
vigtige Efterretning. De frabedes at unbifylbe, at mit Brev er ganſke vaadt“ — (feer paa det.) nei det er faamænd ført — (fæfer) „men det ſkal afgaae faa varmt fom det kommer af Vennen, og da jeg nu iffe har Strøfand ved Haanden, med hvilfen jeg har den Ære at være for et Exempels Skyld Deres Velbyrdigheds allerſomlydigſte Tjener: Søren Tagerup, Speculant ved Hvalfiſkefangſten i Nyborg.” — Nu mine Venner, hvad figer J hertil?
Sering.
Baronen vil tage ind til mig! Og jeg fom iffe var forberedt paa denne re! Geſvindt! bring Alt i Orden! Gjør hele Hufet iftand til Baronen, paa Herr Løves Kammer nær. Jeg felv flytter ud af mine Verelſer. Jeg fan boe i Kjøffenet, eller i Stalden, eller paa Honſehuſet, ligeſom bet fan træffe lig. Hurtig, hurtig! her er ingen Tid at ſpilde. Het det er fandt! Sæt Lys i alle Vinduer, vi vil gjøre det bedre end Nyborgerne. Hør veed I hvad, Meſter Jørgen, I maa ogſaa illuminere. — Afſted afjted!
(Gjæfterne og Dypvarterne gane.)
Brandt.
Jeg iler hjem for at tage min Uniform paa. Derſom man turde lade Allarmtrommen gaae eller Stormfloffen ringe, faa funde man endnu faae Bor—
Tiende og ellevte Scene. 211
gerjfabet ſamlet. Men jeg vil idetmindſte ffrabe ſam— men alle de Menneſter jeg fan finde.
(Gaaer). Villing. Aa tag mig med! Jeg fan hverfen ſtaae eller gane. (Gaaer.)
Ellevte Scene.
Sering. Jørgen. Love med en Dreng, ſom bærer nogle Reijeflæder og en lille Vadſek.
Løve. Er det iffe her?
Drengen. Jo her er Gjæftgivergaarden. Der ftaaer juſt Verten. Love. Kan jeg fane et Varelſe, Herr Vert? Sering. Et Værelje? Hvem er De? Løve. Hvad fommer det Dem ven? Jeg er, jom De feer, en Reiſende, og fommer fra Kjøbenhavn. Sering. Ja faa maa De undſtylde. Jeg har iffe Plads, hele Huſet er optaget af en fornem Reiſende, ſom ventes i dette Dieblik.
212 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Løve, Ja faa er det ikke mere end billigt, at jeg træffer mig tilbage. Maa man fpørge, hvem den høie Perſon er, ifald han iffe reiſer incognito?
Sering. Jo vift gjør han det, men mellem os fagt, det er Baron Goldkalb fra Franffurt.
Løve. Er De fra Forftanden ?
Sering. Nei jeg er ſandelig ikke.
Love. Hvad ſtkulde han gjøre her?
Sering. Om Forladelfe, De er nof født igaar, Herre! De læjer vel iffe engang de tydffe Avijer? Ha ha ha!
Løve. Maa jeg da fpørge Dem, om der iffe boer i Deres Huus en Hr. Løve fra Kjøbenhavn?
Sering.
Jo desværre for mig, thi han fylder fun Pladſen op til ingen Nytte ved denne koſtbare Leilighed. Der— ſom han blot havde betalt fin Regning, faa ſtulde hån fnart fane Lov at fortrekke. Men jeg har iffe Tid
Ellevte Scene. 213
at ftane her og ſnakke. Farvel, min kloge Kjoben— havner ! (Gaaer.) Jørgen.
Jo Herre, det er rigtignof fandt! Vi har Cfter- retning om Baronen. Han har fjøbt en Hat i Asſens, og givet ti Louisd'orer for den. Ja jeg maa fandelig ind, og ſtille alle mine Hatte i Orden, for ifald han jfulde ville have een endnu, (Vil gaae).
Løve.
Gud veed hvad det fan være for en Mafferade. (Til Jørgen.) Aa hør, inden De gaaer, fan De iffe gjøre mig den Zjenefte at fige mig, hvor jeg da kunde logere her i Byen?
Jørgen.
Der er faamænd ingen flere Vertshuje. Men hør, veed De hvad? Ifald De vil tage tiltaffe hos mig, ſaadan ſom Leiligheden falder, faa ſtal De være velfommen.
Løve.
Med Fornøielfe, ifald De vil tillade mig at jeg
maa viſe mig erfjendtlig for Deres Uleilighed.
Jørgen.
Ja bet kommer vi nof ud af. (Til Drengen.) Bring Herrens Toi herind! (Drengen gaaer derind). Vil Herren behage at opholde Dem et Dieblik her i Boutiken, faa jfal Deres Bærelje ſtrax være færdigt, Gaaber:) Luiſe!
214 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Løve. Tak! Jeg vil jætte mig her paa Bænfen jaa
længe. (Sætter fig paa Bænfen udenfor Boutiken.)
Jørgen. Som De behager. (Raaber:) Luiſe! (Gaaer im i Boutifen, Drengen fommer tilbage, og gaaer.)
Tolvte Scene.
Løve alene.
Løve (idet han reifer fig fra Bænfen og træder frem.)
Altſaa der boer min Broderſon, og har iffe be- talt fin Regning. Man figer: hvem Gud ffjænfer Børn, ffjænfer han Sorger; man funde lige faa gjerne fige: hvem han giver en Broderſon, ham ffaffer han Udgifter. Eduards Brev til mig har ret for- uroliget mig; jeg tænfte, det var rigtigſt at reiſe felv herned, for at erholde noiere Cfterretning om hans Ziljtand. Han ffriver om en Pige, fom han har foreljfet fig i, og for hvis Sfyld han har gjort Op— offreljer, men han nævner hverfen hvori disſe Op— offreljer bejtane, eller hvem Pigen er. Jeg maa ſee alt Dette med egne Dine.
Tolvte Scene. 215
Mel. af Operetten La Romance: Belle cousine, un étre aimable et doux.
1.
Hvis man fan troe hvad ofte nof er fagt, En Onkel pleier let forglemme,
Ut han har dyrfet Kjcerlighedens Magt, Og lyttet til Muſernes Stemme.
Han bliver barfÉ, bliver vranten og fær, Vil for hver Ungdoms-Daarjfab ffjænde: At dog en anden Sort af Onkler er,
Sig viſe ſkal ved Farcens Ende.
2, Sfjøndt jeg er Onfel, ung er dog min Aand; Jeg har et glemt min Ungdoms Dage, Dengang jeg gif i Amors Ledebaand, Og føgte forgjæves en Mage. Den Tid var ſpildt, derfor tænfer jeg paa At huldt forene disſe Tvende: Viſt nok, at jeg en Onfel er ſom Faa, De vidne jfal ven Farcens Ende.
Men hvad er dog det for en mærfværdig Figur, ſom ber kommer anftigende? Nu troer jeg fandelig, at ben goldkalbſte Maſtkerade begynder.
216 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Trettende Scene.
Løve. Salomon Goldfalb. Han er flædt i en Solvmors— Dragt. Paa Hovedet har han en hvid Nathue, i Haanden en Stof med Mesſing-Knap.
" Salomon (flaaer med Stokken ud i Coulisfen).
Ja id ſkal Gott ſtrafe mig lære jer mores, 3 verfluchte Gaſſenjungen! Kan 3 inte lade en ftille Mand gaae in Frieden? — Ad mein Herr! Wollen Sie nicht meine Salvegarde ſeyn? Die Gaffenjungen ſchmeißen mid mit Koth.
Løve, Men feer jeg ret? det er jo Salomon Goldkalb fra Hamborg ! Salomon. Iſt's die Möglichkeit? Det er Hr. Leve fra Kefen— havn, fom id) har den Chre at tale med. Ad vi har fgu gjort mangen Handel mit enander.
Løve. Og huffer jeg ret, faa har jeg endnu nogle og tredive Daler tilgode hos Dem. Salomon. Ach det huſker De beftimmt feil i!
Løve. Net faamænd gjør jeg iffe, Jeg har vift endnu Obligationen.
Trettende Scene. — 20
Salomon. Ach waih mir! Hoor ſtulde id tage de Penger fra? Ich bin ein ruinirter Mann! Ich habe keinen Heller mehr! Alles verloren!
Love. Hvad vil De da her? .
Salomon.
Gott im Himmel! Id will fee Kefenhavn engang endnu, inden id) deer, od om muligt fertjene der en Bar Daler. Id er gaaet ben ganſke Vei paa min Fod, Gott ftrafe mid) wenn es nicht wabr ift. Ich har handlet med Benderne po Landet, und har dem feft deres gamle Silfpenger af, und Pigerne deres fergildte Mützer.
Love.
Det var viſt en god Handel.
Salomon. Als ich ſoll glücklich ſeyn und geſund bleiben! Ich habe nicht ſo viel verdient als das trockne Brod. In Odenſe er ich blefen beſtohlen, niederträchtig be— ſtohlen. Love. Wen hvad betyder denne Dragt?
Salomon. Id har Gott ftrafe mid ingen anden, denn alle SF. L. Heiberg, Poetiſte Sfrifter. V. ie
218 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
mine gamle Kleer er ſtohlen fra mid. Ich hatte feft denne in Rendsburg af en Wand, fom har den brugt paa en Majferade; id) troer han ftellte Apollo vor i den unterbrochene Opferfejt, eller Kongen af Bra— filien i: Stakket Dands er ſnart ſprungen.
Love.
Gik Apollo og Kongen af Braſilien ogſaa med Nathue?
Salomon.
Schweigen Sie ſtill! Ich ärgre mich. Min Hat er mig blæjt af Hovedet paa Poſtſmakken; es war ein gewaltiger Sturm und ein ganz neuer Hut, ſom id effen havde tujfet mig til in Asſens. Ad id kann Dem ferſichre, daß id har haft fo mange Malheurs von Unglück paa den vermaledeite Reiſe, at id) min Seel fan gife Stof til en heel Schickſals-Tragödie. Heren Sie mal zu und ſchaudern Sie, wenn Sie Courage haben, id will eg Ihnen verzählen.
Mel. af Azemia: Aussitôt que je t'apercçois. J
Ich wohnt' in Odenſe bey Holk,
Die Leut' er meget vakkre.
Da kam der En af Dereſes Folk,
Und vilde mit mir ſchakkre.
Det tidlig var, men Morgenſtund'
Ei altid bringer Gold im Mund'.
Trettende Scene. 219
Ich lag im Bett, mich rolig ſtrachte,
Sorglos, und an nichts Beſes dachte. Doch fer id) mid ferfaae, han neer
Zur Treppe war mit mine Kleer.
2 Nun ſprang ich ſplitternackend op, Men han var uden Dore; Ich hatte Schjorten po min Krop, Und weiter nichts, id ſchwöre. Zum Glück lag noch min Silfmoors-Tracht Im Koffer zierlich eingepackt. Den trak ich po, gik over Vandet, Men midt po Belten reent forbandet Mich Vinden tog i Nakken fat, Und floiten gik min Silkehat.
3.
Love. Dit Uheld, ſtakkels Mand, er ſtort, Jeg meget dig beklager. En Hat kan du dog let faae gjort; Her boer en Hattemager. Viis dig mod Sfjæbnen ſom en Helt!
Salomon. Ach waih mir! Denn id hab' kein Gelb. 13%
220 Kong Salomon og Jorgen Hattemager.
Love. Hvad den dig koſter, jeg betaler.
Salomon. Iſt's möglich? Love. Der er ti Rigsdaler.
Salomon. Ja Leven er et edelt Dyr, Und De, min Herr, en prächtig Fyr.
Gott im Himmel! Ich ffal Dem vel engang fergjælde for al Deres Godhed imod mig.
Løve. Hvad for Noget? Vil De ovenifjøbet forgjælde mig ? Salomon. Ja id, mener, id) will eg Ihnen vergelten.
Løve. Wen fiig mig, har De aldrig før været i Korſor?
Salomon. Nei aldrig. In gamle Dager ging id immer mit ben Paketboot. ten mit de nie Dampfſchiffe
will id) mig inte indlade; den der Dampf er afferat fom Pulver; han fpringer i Luften mit en Knald.
Trettende Scene. 294
Løve. Ja naar De iffe har været her før, faa vil De fnart fane Øinene op. De ffal fee, De vil finde her en Modtagelſe, ſom vift aldrig før ev mødt Dem.
Salomon. Gott ſteh' mir bey! Was foll das heißen?
Løve. De veed altfaa iffe, hvor gunſtig man her er ſtemt mod Folk af Deres Nation?
Salomon. Was ſagen Sie mir da?
Løve. De vil ſnart faae bet at fee, Ifald der ſtulde blive ſtudt med Kanoner, faa er det til re for Dem.
Salomon. Das verbitte id) mir, id) habe das Kanonenfieber.
Løve.
Skulde Byen blive illumineret, ſtulde der blive givet Dem Serenader, o. f. v., faa lad Dette iffe for- undre Dem, thi det er, om ikke til Deres Fordeel, faa dog til Deres re.
Salomon, Aber id) bitte Sie um Gottes Willen, wie gager
222 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
ben Ting til? Po andre Stellen har de jo villet ftege und brenne ung, und hier . ...
Løve. Stille! Jeg hører Folk komme. Jeg fan iffe ſige Dem mere. Lad, ſom De iffe fjender mig, jeg vil gjøre ligeſaa ved Dem.
Salomon.
AH Hr. Leve, verlasſen Sie mir nidgt! Id zittre over al den Ehre. Heren Sie mal, en Ord unter ung. Det er dog vel inte Frimureri? Von die Mai— ſons, meine id.
Løve.
Vær ubekymret og ftol paa min Beſthttelſe, ifald
De ſtulde behøve den. (Gaaer ind til Sattemagerens.) Salomon.
Er ift ſchon fort. Was ſoll id thun? Na, Hr. Leve iſt en ehrlicher Mann, er will mid gewiß nit anführen. Ich kann ja die Komödie en bischen an— ſehen; vielleicht iſt was dabei zu profitiren.
Fjortende Scene.
Salomon. Brandt i Borger-Uniform. Villing i Skoe, med flad Hat under Armen, og med Bouquet i Bryſtet. Villing.
Jeg tor bande paa, han er der allerede.
Fjortende Scene. 223
Brandt. Ja der er ingen Tvivl om; og han er Gud ftraffe mig klodt i Sølv.
Villing. Ja ſagde jeg det ikke nok?
Brandt. Nu maae vit til at tydſtke.
Salomon (affines). Nun geht's ſchon log.
(Villing og Brandt buffe i Afſtand, Salomon niffer ad dem med en mistænfelig Pine.)
Brandt. Höchſtehrte Hr. Baron!
STEN (afſides til Brandt).
Det er galt! (Tir Safomon.) Hochgeborenſter Hr.
Baron! Salomon (eſſides).
Sapperment! Sie haben mid ſchon zum Baron
gemacht. Villing. Unſere Frohheit ift gränzelos ....
Brandt cafjides til Villing). Det er galt! (Tir Salomon). Die Ehre von Seiner Gegenwärtigkeit .. ..
294 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Salomon. Tal De fun Danſte! Ich ferftaaer Deres Sprog.
Billing. Er det zuliggg
Brandt. Saa ſtor en Naade ..
Salomon. Id har den lært paa Sprogo, wo id) maafte gaae in Land for den contrarie Bind. Den Ø hedder Sprogø, fordi man der beginner at ftudere Sproget.
Brandt. Hvilfet Nemme maa iffe Hr. Baronen have!
Villing. Det ſmerter os at høre, at Hr. Baronen har havt en ubehagelig Overfart.
Salomon (affides).
Id glaube, Gott ftrafe mid, daß fie mid mit meinem Namensvetter in Franffurt verwechſeln. ($sit.) Ja den var fo fo.
Villing.
Men vil Hr. Baronen ſtaae her paa Gaden?
Behager De ikke at træde ind i Vertshuſet?
Brandt. Det hele Huus er til Deres Befaling.
Fjortende og femtende Scene. 995
Salomon. Den hele Huus der? Brandt. Ja Hr. Baron! Salomon. Det er en ſmuk Huus. Villing.
Behag at træde ind.
Salomon. Na, warten Sie nur. Id maa ferft ind til den Hattemager for at feve mid en ni Hat.
Brandt. Het Meſter Jørgen! Meſter Jørgen! Villing.
Baronen vil fjøbe en Hat hos Dem.
Femtende Scene. De Forrige. Jørgen.
Jørgen.
Allerunderdanigſte Tjener! O hvilfen Lykke for mit ringe Huus! Vil Hr. Baronen gunftigft umage fig ind i Boutikken. (ammes). Jeg er fiffer paa mine ti Louisd'orer.
(Salomon gaaer derind, Jørgen følger efter.)
226 Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Brandt. Lad os imidlertid give Sering Efterretning.
Villing. Ja hurtig, hurtig!
Begge Caabe).